Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00164@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I adoptionsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 495 af 26. september

1984, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 27 indsættes:

»§ 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter

reglerne i denne lov.

§ 29. Den, der har bopæl i udlandet, kan kun adoptere efter reglerne

i denne lov, hvis ansøgeren eller dennes ægtefælle har dansk

statsborgerskab og adoption som følge heraf ikke kan gennemføres i

det land, hvor ansøgeren bor, og en dansk adoptionsbevilling får

gyldighed i bopælslandet.

Stk. 2. Justitsministeren kan i øvrigt tillade adoption, hvis sagen

har en særlig tilknytning til landet.

Kapitel 5

Formidling

Adoption

§ 30. Justitsministeren kan give en eller flere private

organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrørende

børn, som ikke har dansk statsborgerskab.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler og vilkår om

adoptionshjælp efter stk. 1 og fører tilsyn med virksomheden.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer,

der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos en

organisation, der har tilladelse efter stk. 1.

§ 31. Bistand til at skaffe forbindelse mellem personer, der ønsker

at adoptere, og et barn med henblik på adoption og til at

gennemføre en adoption (adoptionshjælp) må kun ydes af de

myndigheder og organisationer, der er nævnt i §§ 25, 25 a, 25 b og

30.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter dog ikke juridisk bistand

o.lign. i forbindelse med henvendelser til de nævnte myndigheder

eller til fremskaffelse af oplysninger, som kræves af disse.

Døgnpleje

§ 32. Bistand til at gennemføre anbringelse af et barn under 14 år i

døgnpleje på længere eller ubestemt tid må kun ydes af og modtages

hos en offentlig myndighed eller med forudgående samtykke fra en

offentlig myndighed.

Stk. 2. Annoncering med tilbud om døgnpleje som nævnt i stk. 1 må

kun foretages af eller med samtykke fra en offentlig myndighed.

Formidling af surrogatmoderskab

§ 33. Hjælp må ikke ydes eller modtages med henblik på at opnå

forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden

skal føde et barn til denne.

Stk. 2. Annoncering må ikke foretages med henblik på at opnå en

forbindelse, som nævnt i stk. 1.

Straffebestemmelser

§ 34. Med bøde eller hæfte straffes den, der

1) tilsidesætter vilkår fastsat efter § 30, stk. 2, eller

2) overtræder §§ 31-33.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 30, stk. 2, kan der

fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.«

Kapitel 5 bliver herefter kapitel 6 og §§ 28-34 bliver §§ 35-41.

§ 2

I lov om dansk indfødsret, jfr. lovbekendtgørelse nr. 155 af 6. april

1978, affattes § 2 A således:

»§ 2 A. Et udenlandsk barn under 12 år, der adopteres ved en dansk

adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis

barnet adopteres af et ægtepar, der begge er danske statsborgere,

eller af en ugift dansk statsborger, og barnet bor her i riget

sammen med adoptivforældrene (adoptanten).

Stk. 2. Erhvervelse af indfødsret har virkning fra den dag,

bevillingen udstedes.«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1986.

Stk. 2. Lov nr. 63 af 1. april 1914 om adgang til medvirken ved

anbringelse af børn ophæves. Tilladelser efter lovens § 1

vedrørende adoption forbliver i kraft, indtil der gives en ny

tilladelse efter adoptionslovens § 30.

Stk. 3. § 2 får virkning for adoptionsbevillinger, der udstedes

efter lovens ikrafttræden.

§ 4

§ 1 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 464

§ 1

I adoptionsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 495 af 26. september

1984, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 27 indsættes:

»§ 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter

reglerne i denne lov.

§ 29. Den, der har bopæl i udlandet, kan kun adoptere efter reglerne

i denne lov, hvis ansøgeren eller dennes ægtefælle har dansk

statsborgerskab, og adoption som følge heraf ikke kan gennemføres

i det land, hvor ansøgeren bor, og en dansk adoptionsbevilling får

gyldighed i bopælslandet.

Stk. 2. Justitsministeren kan i øvrigt tillade adoption, hvis sagen

har en særlig tilknytning til landet.

Kapitel 5

Formidling

Adoption

§ 30. Justitsministeren kan give en eller flere private

organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrørende

børn, som ikke har dansk statsborgerskab.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler og vilkår om

adoptionshjælp efter stk. 1 og fører tilsyn med virksomheden.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer,

der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos en

organisation, der har tilladelse efter stk. 1.

§ 31. Bistand til at skaffe forbindelse mellem personer, der ønsker

at adoptere, og et barn med henblik på adoption og til at

gennemføre en adoption (adoptionshjælp) må kun ydes af de

myndigheder og organisationer, der er nævnt i §§ 25, 25 a, 25 b og

30.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, omfatter dog ikke juridisk bistand

o.lign. i forbindelse med henvendelser til de nævnte myndigheder

eller til fremskaffelse af oplysninger, som kræves af disse.

Døgnpleje

§ 32. Bistand til at gennemføre anbringelse af et barn under 14 år i

døgnpleje på længere eller ubestemt tid må kun ydes af og modtages

hos en offentlig myndighed eller med forudgående samtykke fra en

offentlig myndighed.

Stk. 2. Annoncering med tilbud om døgnpleje som nævnt i stk. 1, må

kun foretages af eller med samtykke fra en offentlig myndighed.

Formidling af surrogatmoderskab

§ 33. Hjælp må ikke ydes eller modtages med henblik på at opnå

forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden

skal føde et barn til denne.

Stk. 2. Annoncering må ikke foretages med henblik på at opnå en

forbindelse, som nævnt i stk. 1.

Straffebestemmelser

§ 34. Med bøde eller hæfte straffes den, der

1) tilsidesætter vilkår fastsat efter § 30, stk. 2, eller

2) overtræder §§ 31-33.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 30, stk. 2, kan der

fastsættes straf og bøde eller hæfte for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.«.

Kapitel 5 bliver herefter kapitel 6 og §§ 28-34 bliver §§ 35-41.

§ 2

I lov om dansk indfødsret, jfr. lovbekendtgørelse nr. 155 af 6. april

1978, affattes § 2 A således:

»§ 2 A. Et udenlandsk barn under 12 år, der adopteres ved en dansk

adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen, hvis

barnet adopteres af et ægtepar, der begge er danske statsborgere,

eller af en ugift dansk statsborger, og barnet bor her i riget

sammen med adoptivforældrene (adoptanten).

Stk. 2. Erhvervelse af indfødsret har virkning fra den dag,

bevillingen udstedes.«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. oktober 1986.

Stk. 2. Lov nr. 63 af 1. april 1914 om adgang til medvirken ved

anbringelse af børn ophæves. Tilladelser efter lovens § 1

vedrørende adoption forbliver i kraft, indtil der gives en ny

tilladelse efter adoptionslovens § 30.

Stk. 3. § 2 får virkning for adoptionsbevillinger, der udstedes

efter lovens ikrafttræden.

§ 4

§ 1 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget indebærer en samlet revision af reglerne om

formidling af adoption og plejeanbringelse af børn under 14 år.

Der foreslås endvidere et forbud mod formidling af aftaler om

surrogatmoderskab. Reglerne om adoptivbørns erhvervelse af dansk

indfødsret foreslås samtidig forenklet.

De gældende regler i lov nr. 63 af 1. april 1914 om adgang til

medvirken ved anbringelse af børn foreslås ophævet, således at

reglerne om formidling af adoption og plejeanbringelse af børn

under 14 år optages i adoptionsloven.

De grundlæggende regler for formidling af adoption foreslås

opretholdt. Formidlingen af udenlandske børn skal fortsat

varetages af nogle få højt kvalificerede private organisationer i

henhold til offentlig autorisation og under offentligt tilsyn. Det

gældende forbud mod privates adoptionsformidling foreslås således

opretholdt.

De væsentligste ændringer i reglerne om formidling af adoption består

i, at adgangen efter 1914-loven til at give private organisationer

og personer tilladelse til adoptionsformidling af danske børn

ophæves. Ved adoption af udenlandske børn foreslås, at

justitsministeren får hjemmel til at fastsætte regler, hvorefter

det i visse situationer kan pålægges en adoptionssøgende at

benytte sig af bistand fra en godkendt

adoptionshjælpsorganisation. Endvidere foreslås de nu ulovbestemte

regler om international kompetence og lovvalg optaget i

adoptionsloven.

Formidling af anbringelse af børn under 14 år i døgnpleje på længere

eller ubestemt tid foreslås i det væsentlige undergivet

tilsvarende regler som for adoptionsformidling. Formidling samt

benyttelse heraf må således kun foretages med samtykke fra en

offentlig myndighed. Der foreslås endvidere forbud mod

annoncering.

For så vidt angår aftaler med surrogatmødre foreslås et ubetinget

forbud mod mellemmandsvirksomhed og et forbud mod annoncering.

Reglerne om adoptivbørns erhvervelse af dansk indfødsret foreslås

forenklet. Det foreslås således, at et adoptivbarn, der adopteres

af danske statsborgere, automatisk erhverver dansk indfødsret ved

adoptionsbevillingens udstedelse, hvis barnet er under 12 år og

bor her i landet sammen med adoptivforældrene.

2. De gældende regler om adgang til medvirken ved anbringelse af

børn findes i lov nr. 63 af 14. september 1914, som ændret ved lov

nr. 213 af 4. juni 1965. Baggrunden for loven var primært et ønske

om at hindre mellemmænds økonomiske udnyttelse af enlige mødre,

idet antallet af børn, der ønskedes anbragt i pleje eller

bortadopteret, langt oversteg antallet af adoptionssøgende og

plejeforældre. Ved loven indførtes derfor et forbud for private

mod at yde bistand som mellemmand ved adoption og plejetilladelse,

og en adgang for justitsministeren til at meddele private personer

og organisationer tilladelse til at drive mellemmandsvirksomhed.

Reglerne har stort set været uændrede siden lovens gennemførelse.

3. Reglerne i det foreliggende lovforslag om formidling af adoption

og plejeanbringelse bygger i det væsentlige på en betænkning om

adoption af udenlandske børn og adoptionsformidling (nr. 1053/

1985). Betænkningen er afgivet af justitsministeriets

adoptionsudvalg, der blev nedsat i 1969 med den opgave at foretage

en gennemgang af adoptionsloven og formidlingsloven af 1914. På

grundlag af udvalgets 3 første betænkninger blev der i 1971, 1974

og 1976 gennemført gennemgribende ændringer af adoptionsloven.

Herudover gennemførtes der i 1984 en lovændring, hvorefter

justitsministeren kunne fastsætte regler om bl.a. betingelserne

for at blive godkendt som adoptant. Ved afgivelsen af betænkningen

om udenlandske børn og adoptionsformidling, som er udvalgets 4.

betænkning, har adoptionsudvalget afsluttet sit arbejde.

I betænkningen har udvalget udarbejdet udkast til lov om ændring af

adoptionsloven og udkast til adoptionsbekendtgørelse.

For så vidt angår adoption af udenlandske børn er det udvalgets

opfattelse, at adoptionsformidlingen fortsat bør udføres af nogle

højt kvalificerede og erfarne private organisationer i henhold til

offentlig autorisation og under offentligt tilsyn. Udvalget har

herved lagt vægt på, at der herigennem har kunnet sikres, at

adoption i det enkelte tilfælde tjener barnets tarv, og at

proceduren har været egnet til at skabe tillid i børnenes hjemland

til det danske formidlingssystem og de danske

adoptionsmyndigheder. Udvalget har ikke fundet grundlag for at

foreslå en offentlig formidlingsinstans, bl.a. fordi erfaringerne

fra Sverige har vist, at en række udenlandske formidlere

foretrækker at samarbejde med andre organisationer af privat

karakter. Det offentliges interesse i at påse, at formidlingen

sker på forsvarlig etisk og fagligt grundlag som hidtil kan

imødekommes gennem kravet om offentlig autorisation og de dertil

knyttede betingelser.

For så vidt angår familieadoptioner og lignende af udenlandske børn,

er det udvalgets opfattelse, at disse regler på flere punkter

afgørende adskiller sig fra familieadoptioner af børn, som bor her

i landet. Udvalget har derfor foreslået, at fritagelsen i

adoptionslovens § 4 a, stk. 2, for adoptionsundersøgelse og

godkendelse som adoptant begrænses til kun at gælde, hvis barnet

har bopæl her i landet eller dansk statsborgerskab.

For at undgå den særlige risiko for ulovlige og etisk angribelige

forhold og det uforholdsmæssigt store ressourceforbrug hos danske

myndigheder, som private fremmedadoptioner af udenlandske børn vil

kunne medføre, har udvalget foreslået, at der indføres hjemmel

til, at justitsministeren skal kunne fastsætte regler, hvorefter

det som udgangspunkt skal pålægges adoptionsansøgende at benytte

sig af bistand fra en adoptionsformidlingsorganisation.

For så vidt angår adoption af danske børn har udvalget foreslået, at

adgangen til at give private organisationer tilladelse til

adoptionsformidling ophæves. Udvalget har i den forbindelse peget

på, at det offentlige i dag er i stand til selv at varetage

formidlingsopgaverne, samt at der ikke har fundet nogen privat

formidlingsvirksomhed sted gennem en længere årrække, og at

samtlige formidlingstilladelser er tilbagekaldt.

Med hensyn til formidling af anbringelse af børn under 14 år i

døgnpleje har udvalget foreslået, at der i det væsentlige kommer

til at gælde tilsvarende regler som for adoptionsformidling af

danske børn. Reglerne foreslås dog udformet således, at de ikke er

til hinder for den virksomhed, som plejehjemsforeningerne og Red

Barnet i dag udøver.

4. Justitsministeriet har ved udarbejdelsen af reglerne om adoption

af udenlandske børn og adoptionshjælp i det væsentlige fulgt

udkastet i adoptionsudvalgets betænkning. Justitsministeriet har

fulgt udvalgets forslag om at ophæve 1914-loven og overføre

reglerne om formidling af adoption og døgnpleje til

adoptionsloven. Der foreslås således et nyt kapitel i

adoptionsloven om formidling.

I det følgende redegøres for hovedpunkterne i lovforslaget og de

overvejelser, som de indhentede høringssvar har givet anledning

til.

a. For så vidt angår formidling af adoption er det

justitsministeriets opfattelse, at der ikke er grundlag for at

foreslå ændringer af det gældende system, hvorefter formidlingen

af udenlandske børn foretages af private organisationer, der

besidder den nødvendige faglige ekspertise. Det offentliges

interesse i, at formidlingen sker på en etisk og faglig forsvarlig

måde, kan imødekommes ved kravet om offentlig autorisation som

betingelse for at udøve formidlingsvirksomhed og gennem de

betingelser og det tilsyn, der følger af autorisationen. Der

henvises til § 30 i lovforslaget og bemærkningerne hertil. De

tilladelser, der allerede er meddelt i henhold til 1914-loven til

Adoption Center, Danadopt og Terre des Hommes, bevarer deres

gyldighed, indtil der er givet tilladelse efter adoptionslovens §

30, jfr. lovforslagets § 3.

b. Udvalget har foreslået, at der i videre omfang end i dag

gennemføres en godkendelsesprocedure, hvis et barn, der ønskes

adopteret, ikke har bopæl her i landet eller dansk

statsborgerskab.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at familieadoptioner af

udenlandske børn ofte adskiller sig fra familieadoptioner af

danske børn, og at der i disse tilfælde oftere vil være behov for

at få foretaget nærmere undersøgelser med henblik på at få

afklaret, om adoptionen vil være til gavn for barnet.

Justitsministeriet finder det imidlertid tilstrækkeligt, at der i

medfør af adoptionslovens § 25 fastsættes regler, der gør det

muligt, at sådanne undersøgelser kan gennemføres, herunder med

bistand fra de amtskommunale socialcentre. Dette vil navnlig være

aktuelt i sager, hvor barnet bor i udlandet.

c. Udvalget foreslår, som nævnt ovenfor, at der indføres hjemmel

til, at det som udgangspunkt skal pålægges adoptionssøgende at

benytte sig af bistand fra en adoptionsformidlingsorganisation.

Efter justitsministeriets opfattelse, er det normalt ikke nødvendigt,

at de meget få ansøgere, der har mulighed for at gennemføre en

privat adoption, pålægges en pligt til at benytte sig af en

formidlende organisation. Det vil i mange tilfælde kunne ske på et

fagligt og etisk fuldt forsvarligt grundlag.

Sådanne ansøgere vil efter omstændighederne kunne få vejledning og

rådgivning om den nærmere fremgangsmåde navnlig hos

familieretsdirektoratet, der i kraft af forbindelser med en del

lande har et vist kendskab til den fremgangsmåde, som de

pågældende lande ønsker benyttet. Familieretsdirektoratet og

socialcentrene vil endvidere som hidtil kunne henlede ansøgeres

opmærksomhed på den bistand, som de formidlende organisationer kan

yde.

Der kan opstå tilfælde, hvor danskere har søgt at hjemtage et barn

ved uetiske fremgangsmåder eller ved direkte at have tilsidesat

det pågældende lands lovgivning. Sådanne tilfælde kan påføre den

danske adoptionspolitik alvorlige skader med den virkning, at

danskere i fremtiden afskæres fra at adoptere fra det pågældende

land. Hertil kommer at visse lande har givet udtryk for, at man

foretrækker at samarbejde med autoriserede organisationer og ikke

ønsker, at private gennemfører adoptioner.

Med henblik på hurtigt og effektivt at kunne modvirke sådanne

eventuelle skadevirkninger finder justitsministeriet, at der bør

være hjemmel til at kunne bestemme, at personer, der ønsker at

adoptere, pålægges at søge bistand hos en formidlingsberettiget

organisation.

d. Sker der ulovlig adoptionsformidling - det vil sige formidling

uden tilladelse - kan den, der foretager formidlingen, straffes

efter den gældende lovgivning. Udvalget foreslår, at det også skal

være strafbart, at modtage en sådan bistand og har i tilslutning

hertil foreslået, at det skal være forbudt at annoncere om

adoption uden samtykke fra justitsministeren eller den, der af

justitsministeren bemyndiges dertil.

Justitsministeriet har ikke fundet, at der i praksis har vist sig

behov for en sådan udvidelse af det strafbare område i forbindelse

med privat adoptionsformidling.

5 a. Under debatten om de juridiske problemer vedrørende de såkaldte

surrogatmødre er der givet udtryk for, at det først og fremmest er

den kommercielle udnyttelse, der giver anledning til alvorlige

betænkeligheder, og at der derfor er et særligt behov for at gribe

ind over for mellemmandsvirksomhed og arrangementer af denne art

mod vederlag. Børn bør ikke kunne gøres til handelsobjekter. I

lovforslagets § 33 er der derfor medtaget regler, hvorefter det er

ulovligt at formidle enhver form for aftaler af denne karakter.

Det gælder uanset om der ydes vederlag eller ej. Forbudet gælder

både formidleren og parterne selv. Også annoncering med henblik på

at skaffe forbindelser mellem parterne foreslås gjort strafbar.

Det er endvidere justitsministeriets hensigt i forbindelse med

vedtagelsen af disse regler i de administrative regler om

behandlingen af forældremyndigheds- og adoptionssager at

præcisere, at statsamtet ikke må godkende aftaler om overførelse

af forældremyndighed eller bevilge adoption, hvis der ydes

vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til

forældremyndighedens indehaver.

b. Justitsministeriet har i forbindelse med udformningen af disse

regler overvejet, i hvilken udstrækning aftaler om

surrogatarrangementer bør forhindres. Indgås der sådanne aftaler

uden vederlag og uden brug af mellemmænd, f.eks. inden for en

snæver familiekreds, er det justitsministeriets opfattelse, at

disse aftaler, der må antages at forekomme yderst sjældent, ikke

bør forhindres.

Aftaler om »levering af et barn« mod vederlag forekommer derimod i

strid med helt grundlæggende principper i vort samfund. Børn bør

ikke kunne købes eller sælges, og dette gælder også de ufødte

børn. Problemerne ved barnløshed bør ikke kunne udvikle sig til

egentlige »handler« om et barn. Hertil kommer, at der ved aftaler

mod vederlag er mulighed for, at den kvinde der vælger at ville

føde et barn til en anden, ved valget af »forældre« til sit barn

lader sig påvirke af, hvilken betaling der tilbydes for barnet, i

højere grad end hensynet til, hvad der er bedst for barnet.

Ved afgrænsningen mellem aftaler mod eller uden vederlag er det

justitsministeriets udgangspunkt, at den kvinde, der skal føde

barnet, ikke må kunne opnå nogen fortjeneste eller på anden måde

få hævet sin levestandard herved. Efter den gældende praksis efter

adoptionsloven er det ligeledes udgangspunktet, at der ikke må

ydes et egentligt vederlag for barnet. For at undgå, at der vil

kunne betales store beløb til surrogatmoderen, er det hensigten at

udforme de nævnte administrative regler således, at der ikke må

ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste. Det

foreslåede kriterium vil medføre, at der kun kan blive tale om

dækning af konkrete, rimelige udgifter, som står i forbindelse med

kvindens graviditet og fødsel. Spørgsmålet om, hvorvidt der er

tale om en egentlig betaling for barnet, må afgøres efter en

samlet bedømmelse af omstændighederne i den konkrete sag. Det vil

f.eks. kunne være acceptabelt, at der bliver betalt udgifter til

medicin, svangerskabstøj, mindre beløb til ekstra kost og

eventuelle rejseudgifter i forbindelse med nødvendige eller

sædvanlige undersøgelser m.v.

Justitsministeriet har overvejet, om disse aftaler mod vederlag bør

søges forhindret ved, at det gøres strafbart for en kvinde og et

barnløst par eller en person at indgå sådanne aftaler.

Justitsministeriet har imidlertid fundet, at det formentlig ikke

så meget er truslen om straf, men i højere grad regler, der

forhindrer, at aftaler kan realiseres, der vil være egnede til at

modvirke, at sådanne aftaler indgås. Kun i de tilfælde, hvor der

benyttes mellemmænd, foreslås reglerne strafsanktionerede.

De foreslåede regler har som nævnt først og fremmest til formål at

forhindre, at der indgås sådanne aftaler.

c. Det er som ovenfor nævnt justitsministeriets hensigt i

forbindelse med vedtagelsen af reglerne i dette lovforslag at

ændre de administrative regler om behandlingen af

forældremyndigheds- og adoptionssager.

I bekendtgørelse nr. 561 af 16. december 1985 om forældremyndighed og

samværsret vil det i § 4 blive fastsat, at statsamtet ikke må

godkende aftaler om overførelse af forældremyndighed, såfremt der

skal ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til

indehaveren af forældremyndigheden. En tilsvarende regel vil blive

indsat i § 13 a i adoptionsbekendtgørelse nr. 325 af 15. juni

1984, således at statsamtet i disse tilfælde skal nægte bevilling

til adoption.

Disse regler vil i det væsentlige få karakter af en præcisering af

gældende ret. Justitsministeriet har således tidligere under

debatten om surrogatmødre givet udtryk for, at det følger af

almindelige forvaltningsretlige principper, at myndighederne ikke

må medvirke til at bringe et barns familieretlige status i orden i

forhold til den, der skal have barnet, såfremt der skal ydes

vederlag for barnet. Dette gælder, hvad enten aftalen om vederlag

for barnet er indgået, før barnet blev avlet eller flere år efter

barnets fødsel.

Ved aftaler om vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste må

myndighederne ikke medvirke til, at barnet får lovligt ophold hos

det par eller den, der har »bestilt« barnet, f.eks. gennem

plejetilladelse, ligesom ansøgning om overførelse af

forældremyndigheden eller adoption skal afslås. Ønsker moderen

ikke at have barnet, kan hun give samtykke til, at barnet

anbringes i familiepleje eller adopteres af et par, der er

godkendt til adoption.

Indgås der sådanne aftaler uden vederlag, og er parterne også efter

barnets fødsel indstillede på at gennemføre aftalen, vil

statsamtet ifølge myndighedslovens § 13 kunne godkende en aftale,

hvorefter kvinden overfører forældremyndigheden til faderen, hvis

han er biologisk far til barnet. Hans ægtefælle vil herefter kunne

adoptere barnet gennem en stedbarnsadoption. Er manden ikke

barnets biologiske far, vil parret kunne adoptere barnet, hvis de

er gift. Barnet vil herefter i begge situationer i forhold til sin

nye familie være stillet som deres eget barn. Således bortfalder

f.eks. surrogatmoderens forsørgelsespligt, arveret m.v.

Den kvinde, der føder barnet, vil fortsat kunne fortryde aftalen om

at overlade barnet til andre. Er kvinden blevet befrugtet med sæd

fra den mand, der sammen med sin ægtefælle eller samlever skal

have barnet, vil en aftale om overførelse af forældremyndigheden

til faderen først kunne godkendes 3 måneder efter barnets fødsel.

Er kvinden ikke blevet befrugtet med sæd fra den mand, der skal

have barnet, vil kvinden ikke kunne forpligte sig til at

bortadoptere barnet før tidligst 3 måneder efter barnets fødsel,

jfr. adoptionslovens § 8, stk. 1.

Vælger kvinden at beholde sit barn, kan hun kræve børnebidrag fra den

mand, der er far til barnet, ligesom barnet har arveret efter ham.

Også det par, der skal modtage barnet, vil kunne fragå aftalen,

indtil der er gennemført adoption eller overførelse af

forældremyndigheden. Den kvinde, der har født barnet, må derfor i

sådanne tilfælde beholde barnet selv eller lade barnet adoptere af

helt udenforstående.

d. Ud over at forhindre parterne i at opnå plejetilladelse,

overførelse af forældremyndigheden og bevilling til adoption, hvis

der ydes vederlag m.v., er der som ovenfor nævnt efter

justitsministeriets opfattelse behov for at gribe ind over for

mellemmandsvirksomhed. Det foreslås derfor i § 33, at det skal

være ulovligt at formidle enhver form for aftaler af denne

karakter mod eller uden vederlag. Forbudet gælder både formidleren

og parterne selv. Også annoncering med henblik på at skaffe

forbindelse mellem parterne foreslås gjort strafbar. Baggrunden

for forslaget er som udgangspunkt at modvirke arrangementer af

denne art. Det er endvidere formålet at hindre mellemmænd i

økonomisk at kunne udnytte barnløse pars stærke ønske om at få et

barn og socialt dårligt stillede kvinders situation. Som anført

ovenfor bør det dog fortsat være muligt, at typisk slægtninge og

nære venner er villige til at hjælpe et barnløst par. Er

forbindelsen mellem parterne skabt i strid med forbudene, vil

myndighederne kunne afvise at overføre forældremyndigheden, at

bevilge adoption m.v.

Justitsministeriet har fundet, at disse regler om forbud mod

formidling af aftaler om surrogatmoderskab mest naturligt kan

indføres i adoptionsloven i forbindelse med de ovenfor omtalte

regler om forbud mod adoptionshjælp. En aftale om, at en

surrogatmoder skal føde et barn til andre, vil medføre, at der

skal gennemføres en adoption enten i forhold til parret eller til

stedmoderen.

De bioteknologiske spørgsmål, som f.eks. forsøg med nye

befrugtningsmetoder m.v., berøres ikke af lovforslaget.

Justitsministeriet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er

grundlag for, at fremsætte eventuelle nye familieretlige regler i

anledning af denne forsøgsvirksomhed med nye befrugtningsmetoder

m.v., der udføres i dag.

6. Det foreslås endvidere, at et adoptivbarn, der adopteres af

danske statsborgere, automatisk skal opnå dansk indfødsret ved

adoptionsbevillingens udstedelse, hvis barnet er under 12 år og

bor her i landet sammen med adoptivforældrene.

Forslaget er medtaget efter aftale med indenrigsministeriet.

Forslaget indebærer en administrativ forenkling for adoptanter,

statsamter (Københavns overpræsidium) og indenrigsministeret,

ligesom det medfører en lille begrænsning i antallet af

naturalisationer. Ordningen forekommer i øvrigt naturlig under

hensyn til, at adoptivbørn på andre områder opnår fuldstændig

juridisk ligestilling med biologiske børn gennem

adoptionsbevillingen. Desuden er forslaget på linie med en række

andre landes lovgivning.

7. Adoptionsudvalgets betænkning har været til udtalelse hos

følgende myndigheder og organisationer: Præsidenten for Østre

landsret, præsidenten for Vestre landsret, præsidenten for

Københavns byret, præsidenten for retten i Århus, præsidenten for

Odense by- og herredsret, præsidenten for Aalborg by- og

herredsret, Den danske Dommerforening, foreningen af

dommerfuldmægtige i Danmark, foreningen af statsamtmænd,

foreningen af statsamtsjurister, overpræsidenten i København,

advokatrådet, ligestillingsrådet, socialministeriet,

udenrigsministeriet, Danadopt, Adoption Center, Terre des Hommes,

De danske Plejehjemsforeninger, Kommunernes Landsforening og

foreningen Adoption og Samfund.

8. Lovforslaget vil ikke få økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til §§ 28-29

I §§ 28-29 fastsættes regler om international kompetence i

adoptionssager. Reglerne svarer med en redaktionel ændring til §§

33 og 34 i betænkningens lovudkast. Der henvises til betænkningen

s. 184 ff.

I § 28 foreslås, at den, der har bopæl her i landet, kun kan adoptere

efter reglerne i adoptionsloven. Forslaget svarer til allerede

gældende praksis. En adoption indebærer, at barnet får ophold her

i landet med henblik på opfostring hos adoptanterne. Det er derfor

naturligt at stille krav om, at betingelserne i den danske

adoptionslov er opfyldt, for at personer, der har bopæl her i

landet, kan gennemføre en adoption. Er der gennemført en adoption,

inden adoptanterne har fået bopæl her i landet, vil adoptionens

gyldighed skulle afgøres efter de almindelige internationale

privatretlige regler. Der lægges efter disse regler afgørende vægt

på, om adoptionen anerkendes i det land, hvor adoptanterne havde

bopæl på adoptionstidspunktet. Bestemmelsen indeholder ingen

begrænsninger i adgangen til at indgå traktater efter

adoptionslovens § 26.

I § 29 foreslås en lovfæstelse af allerede gældende praksis med

hensyn til danske myndigheders internationale kompetence i

adoptionssager. Ud over de tilfælde, hvor adoptionsansøgere har

bopæl her i landet, foreslås, at danske myndigheder skal have

kompetence til at meddele adoptionsbevilling i sagen, hvor sagen

har en kvalificeret tilknytning her til landet. Det gælder i

tilfælde, hvor ansøgeren eller dennes ægtefælle har dansk

statsborgerskab, og adoption som følge heraf ikke kan gennemføres

i det land, hvor ansøgeren bor. Det er en betingelse, at en dansk

adoptionsbevilling får gyldighed i ansøgerens bopælsland. Det

gælder endvidere i sager, der i øvrigt har en særlig tilknytning

her til landet. Der kræves i disse tilfælde en tilladelse fra

justitsministeren. Denne regel tænkes først og fremmest anvendt

ved stedbarnsadoption, hvor ansøgeren i form af dansk

statsborgerskab eller ophold her i landet har en særlig

kvalificeret tilknytning til Danmark.

Til § 30

I bestemmelsen reguleres adoptionsformidling af udenlandske børn.

Forslaget svarer med redaktionelle ændringer til § 32 i

betænkningens udkast, jfr. betænkningens s. 87 ff og 109 ff.

I stk. 1 foreslås, at justitsministeren kan give en eller flere

private organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp

vedrørende børn, der ikke har dansk statsborgerskab. For så vidt

angår udenlandske børn er dette en videreførelse af den ordning,

der gælder i henhold til formidlingsloven af 1914. Der henvises

til de almindelige bemærkninger, pkt. 4 a. De tilladelser, der

allerede er udstedt til Adoption Center, Danadopt og Terre des

Hommes i henhold til 1914-loven, bevarer deres gyldighed, indtil

der gives nye tilladelser efter § 30. Det er ikke herved

hensigten, at fratage nogle af de eksisterende

formidlingsorganisationer deres tilladelser, men alene at skabe

mere tidssvarende og ens vilkår for organisationerne. Der henvises

i den forbindelse til betænkningens kapitel 9, side 120 ff. jfr.,

lovforslagets § 3.

Adoptionsformidlingen af danske børn har længe været varetaget

udelukkende af offentlige myndigheder. Der er derfor ikke behov

for at kunne give private organisationer tilladelse til at yde

adoptionshjælp vedrørende danske børn. De formidlingstilladelser,

der har været meddelt private organisationer og personer i henhold

til 1914-loven, er alle tilbagekaldt, da de ikke har været

benyttet i en årrække.

Stk. 2 svarer til § 1, stk. 3, i 1914-loven og fastslår, at

justitsministeren fastsætter de nærmere regler og vilkår for den

adoptionshjælp, som ydes af de formidlende organisationer.

I betænkningen s. 213-15 har adoptionsudvalget udarbejdet et udkast

til en bekendtgørelse og i betænkningen s. 120 nærmere redegjort

for de vilkår, der efter udvalgets opfattelse bør stilles til de

godkendte organisationer. Justitsministeriet har endnu ikke taget

endelig stilling til indholdet heraf. Spørgsmålet vil blive

drøftet med de berørte myndigheder og organisationer.

I stk. 3 foreslås en ny bestemmelse, hvorefter justitsministeren kan

fastsætte regler, der pålægger adoptionssøgende at søge bistand

hos en formidlingsberettiget organisation. Om baggrunden herfor

henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 4 c.

Det er ikke hensigten på nuværende tidspunkt at udnytte

bemyndigelsen. Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på,

at der efter oplysningerne i adoptionsudvalgets betænkning s. 163

for årene 1982-84 alene var tale om 5 tilfælde (1-2 årligt).

Til § 31

Reglen fastslår, at det er ulovligt at yde adoptionshjælp

(formidling) for personer og organisationer, der ikke har

tilladelse hertil efter § 30. Overtrædelse heraf vil kunne

straffes efter § 34. Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 22

ff.

De handlinger, der ifølge stk. 2 foreslås omfattet af udtrykket

»adoptionshjælp« svarer til den praksis, der hidtil har været ført

vedrørende overtrædelser af 1914-loven. Denne praksis er nærmere

beskrevet i betænkningen s. 23-25. Det er således ulovligt uden

tilladelse at søge at skaffe børn til adoptionssøgende eller

adoptivforældre til børn. Det fremgår af stk. 2, at bistand af

rent juridisk art med hensyn til affattelse af ansøgninger og

lignende ikke rammes af forbudet, når det på forhånd er fastlagt

eller uden den pågældendes medvirken bliver fastlagt, hvem der

skal adoptere, og hvilket barn, der skal adopteres.

Til § 32

Bestemmelsen vedrører formidling af døgnpleje. Det foreslås, at

bistand til at få et bestemt barn under 14 år anbragt i døgnpleje

på længere eller ubestemt tid kun må ydes af eller modtages hos en

offentlig myndighed eller med forudgående samtykke fra en

offentlig myndighed. Endvidere foreslås, at annoncering om sådan

døgnpleje skal være forbudt. Forbudet omfatter ikke døgnpleje af

kortere varighed hvilket ifølge praksis er indtil ca. 3 måneder,

og tilfælde, hvor anbringelsen foretages af en offentlig

myndighed, eller hvor en offentlig myndighed samtykker, inden

parterne bringes i forbindelse med hinanden. Forslaget omfatter

således ikke plejeanbringelse af børn, som i henhold til

bistandslovens regler er anbragt uden for hjemmet efter beslutning

af det sociale udvalg.

Efter 1914-lovens § 1 kan der meddeles formidlingstilladelse til

private organisationer og personer. De fleste af disse tilladelser

til formidling af døgnpleje er tilbagekaldt, da de ikke havde

været benyttet gennem en længere årrække. Kun Red Barnet og De

danske Plejehjemsforeninger har fortsat tilladelse til at formidle

døgnpleje.

I adoptionsbetænkningen s. 39-40 er der redegjort for den virksomhed,

som udøves af Red Barnet og De danske Plejehjemsforeninger. Det

fremgår af denne redegørelse, at virksomhed, som de pågældende

organisationer udøver, ikke kræver formidlingstilladelse, idet de

sociale udvalg medvirker i formidlingen, ligesom der for Red

Barnets vedkommende er tale om plejeforhold af kortere varighed.

Det er justitsministeriets opfattelse, at der ikke på nogen måde bør

ske en begrænsning af den aktivitet, som i dag udøves af Red

Barnet og De danske Plejehjemsforeninger. Justitsministeriet er

imidlertid enig med adoptionsudvalget i, at der ikke til denne

virksomhed kræves nogen formidlingstilladelse, idet disse

organisationer virker i et samarbejde med de sociale udvalg.

Forbudet i stk. 2 er ikke til hinder for, at der udstedes en generel

tilladelse af socialministeren til annoncering, der sigter på

plejeanbringelse efter anmodning fra en offentlig myndighed.

Herved sikres det, at den fremgangsmåde, som De danske

Plejehjemsforeninger anvender med hensyn til annoncering om

interesserede plejeforældre, jfr. betænkningen, side 44 ff vil

kunne fortsætte.

Til § 33

I stk. 1 foreslås, at enhver form for formidling af kontakt mellem en

surrogatmoder og et par eller en person, der ønsker at modtage et

barn, skal være ulovlig.

Det afgørende for, om der foreligger en aftale om surrogatmoderskab

er, at aftalen er indgået inden kvinden er blevet gravid.

Som konsekvens af bestemmelsen må således f.eks. familiemedlemmer

samt personer, der i kraft af deres profession måtte blive anmodet

om bistand, afstå fra at skaffe forbindelse mellem barnløse par og

kvinder, der eventuelt måtte ønske at være surrogatmødre.

Forslaget rammer således også formidling i enkeltstående tilfælde,

uanset mellemmandens motiv og uanset om den pågældende modtager

vederlag herfor.

Det foreslås endvidere, at ikke blot formidleren, men også modtageren

af formidling skal kunne straffes. Det skal således være ulovligt

for parterne at benytte mellemmandsvirksomhed. Baggrunden for

forslaget er, at det også herigennem vil være muligt at begrænse

muligheden for, at ubekendte personer kan få kontakt med hinanden.

Netop i disse tilfælde er der en stor risiko for, at parterne

aftaler vederlag, uden at det i øvrigt vil kunne bevises. Hertil

kommer, at det ofte er vanskeligt at afsløre mellemmanden, da

parterne kan have en interesse i at holde mellemmandens identitet

og hjælp skjult.

Forbudet omfatter enhver virksomhed, der går ud på at skaffe kontakt

mellem mulige surrogatmødre og barnløse par, f.eks. at bringe

parterne sammen til forhandling og at modtage og atter udbetale

penge. Mellemmandsvirksomhed omfatter ikke den efterfølgende

bistand til en surrogatmor og et barnløs par, f.eks. med hensyn

til at ansøge om plejetilladelse, overførelse af forældremyndighed

og stedbarnsadoption.

Efter stk. 2, må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en

forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden

skal føde et barn til denne. Det er således ikke tilladt for en

kvinde at annoncere efter barnløse par, og for barnløse par at

annoncere efter en surrogatmor. Det følger endvidere af forslaget,

at det er ulovligt at bistå parterne med at annoncere f.eks. ved

formidling af annoncer.

Til § 34

Det foreslås, at det skal være strafbart at overtræde bestemmelserne

i §§ 31-33 eller bestemmelser i forskrifter fastsat i medfør af §

30, stk. 2. Overtrædelse kan straffes med bøde eller hæfte.

Forslaget svarer i det væsentlige til § 31 i betænkningens

lovudkast. Der henvises til betænkningen s. 27 ff og 33 ff.

Ulovlig mellemmandsvirksomhed er hidtil blevet bedømt efter

straffelovens § 131, hvorefter bl.a. den, der offentligt eller i

retsstridig hensigt udøver en virksomhed, til hvilken offentlig

bemyndigelse kræves, straffes med bøde eller med hæfte indtil 3

måneder. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til

fængsel i indtil 3 måneder.

Ulovlig mellemmandsvirksomhed vil efter forslaget ikke længere skulle

bedømmes efter straffelovens § 131, men efter forslagets § 34.

Til § 2

Det foreslås at et adoptivbarn, der adopteres af danske statsborgere,

automatisk erhverver dansk statsborgerskab ved

adoptionsbevillingens udstedelse, hvis barnet er under 12 år og

bor her i landet sammen med adoptivforældrene.

Den foreslåede aldersgrænse svarer til, at der ved adoption af børn

over denne alder normalt kræves samtykke fra barnet, jfr.

adoptionslovens § 6, stk. 1.

Endvidere skal biologiske børn i naturalisationssituationen normalt

samtykke i at følge deres forældre som bipersoner til forældrenes

naturalisationsansøgning, når de er fyldt 12 år.

Det tilføjes, at langt de fleste adoptioner finder sted, inden barnet

er fyldt 12 år.

Til § 3

I stk. 1 foreslås det, at loven træder i kraft den 1. oktober 1986.

Lovændringen medfører, at der skal foretages en række ændringer i

de administrative regler, og det er derfor nødvendigt at der er

den fornødne tid hertil.

Reglerne i formidlingsloven af 1914 er ved dette lovforslag

indarbejdet i adoptionsloven. Reglerne i 1914-loven kan derfor

ophæves, jfr. stk. 2. De gældende tilladelser til formidling af

adoption foreslås opretholdt indtil videre.

Tilladelserne til formidling af plejeanbringelser bortfalder derimod

ved lovens ikrafttræden. Der henvises til bemærkningerne til § 32.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder sædvanlig adgang til at sætte loven i kraft

for Færøerne og Grønland.

For Færøerne er adoptionsloven jfr. lov nr. 279 af 7. juni 1972, sat

i kraft ved anordning nr. 552 af 8. oktober 1982. Senere ændringer

af adoptionsloven er sat i kraft for Færøerne bortset fra lov nr.

137 af 24. marts 1976 (Undersøgelse i adoptionssager) og lov nr.

216 af 16. juni 1984 (Godkendelse som adoptant).

For Grønland er adoptionsloven ligeledes sat i kraft, jfr. anordning

nr. 63 af 26. februar 1976. Også de senere ændringslove er sat i

kraft med undtagelse af 1976 - loven om undersøgelse i

adoptionssager og 1984 - loven om godkendelse som adoptant.

Versioner

1. 1988-05-21