Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00167@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Formål og område

§ 1. Lovens formål er at sikre den danske kulturarv gennem bevaring

af kulturværdier i Danmark.

§ 2. Loven omfatter følgende kulturværdier, der ikke er i offentligt

eje:

1) kulturgenstande fra tiden før 1660,

2) kulturgenstande, som har en værdi på 100.000 kr. eller derover, og

som er ældre end 100 år.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, er fotografier, som har en værdi på

30.000 kr. eller derover, dog omfattet af loven.

Stk. 3. Loven omfatter ikke mønter og medaljer.

Stk. 4. Stiller kulturværdiudvalget, jfr. § 5, forslag herom, kan

ministeren for kulturelle anliggender, når særlige omstændigheder

taler derfor, beslutte, at loven anvendes på en kulturgenstand,

der ikke er omfattet af loven.

Kapitel 2

Beskyttelse af kulturværdier

§ 3. Genstande, der er omfattet af loven, må ikke udføres til

udlandet eller til Færøerne og Grønland uden særlig tilladelse.

Stk. 2. En udførselstilladelse kan kun søges af genstandens ejer.

§ 4. Den, der ejer en kulturgenstand, der er omfattet af loven efter

§ 2, stk. 4, eller ejerens arvinger skal, før genstanden skifter

ejer, underrette kulturværdiudvalget herom.

Kapitel 3

Udførselstilladelser

§ 5. Udførselstilladelse meddeles af kulturværdiudvalget, der består

af rigsantikvaren, rigsarkivaren, direktøren for statens museum

for kunst, overbibliotekaren ved det kongelige bibliotek samt

formanden for statens museumsnævn. Udvalget vælger blandt

medlemmerne en formand og en næstformand.

Stk. 2. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler om

kulturværdiudvalgets virksomhed.

§ 6. En ansøgning om udførselstilladelse skal indeholde en udførlig

beskrivelse af genstanden og dens oprindelse samt ledsages af en

værdiansættelse og af et fotografi af genstanden i 2 eksemplarer.

Det sidstnævnte gælder dog ikke, hvis ansøgningen vedrører bøger,

arkivalier og lignende. Genstanden skal efter anmodning kunne

besigtiges.

Stk. 2. Såfremt afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter

modtagelsen af en ansøgning som nævnt i stk. 1, betragtes

udførselstilladelse som givet. Kulturværdiudvalget udsteder en

erklæring herom.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis en anmodning om adgang

til at besigtige genstanden ikke er imødekommet.

§ 7. Udførselstilladelse til kulturgenstande, der er omfattet af § 2,

stk. 1 og 2, skal gives i følgende tilfælde:

1) Når ejeren godtgør, at genstanden er skabt uden for Danmark og

indført hertil inden for de sidste 100 år.

2) Når ejeren godtgør, at genstanden ønskes udført som en del af

ejerens indbo i forbindelse med hans varige bosættelse uden for

Danmark.

§ 8. Udførselstilladelse til arkivalier kan betinges af adgang til

kopiering.

§ 9. En udførselstilladelse bortfalder, hvis udførsel ikke har fundet

sted inden 5 år fra udstedelsen.

§ 10. Til statslige eller statsstøttede museer eller andre, der

udfører kulturgenstande i forbindelse med udstillinger og lignende

i udlandet, kan kulturværdiudvalget give en stående

udførselstilladelse.

Kapitel 4

Retsvirkninger af udførselsforbud

§ 11. Hvis en ansøgning om udførselstilladelse afslås, fremsætter

kulturværdiudvalget et tilbud om erhvervelse af genstanden til en

pris, der kan opnås ved salg i det frie marked.

Stk. 2. Genstandens værdi fastsættes efter råd fra særligt

sagkyndige.

Stk. 3. Tilbuddet om erhvervelse af genstanden bortfalder, såfremt

ejeren ikke har accepteret dette senest 3 måneder efter

afgivelsen.

§ 12. Genstande, som er erhvervet efter bestemmelsen i § 11, indgår i

et statsligt eller statsstøttet museums samlinger eller i andre

samlinger efter bestemmelse af kulturværdiudvalget. I særlige

tilfælde kan genstanden dog efter udvalgets bestemmelse forblive

på det sted, hvor den hidtil har været placeret.

Kapitel 5

Almindelige bestemmelser

§ 13. Med bøde straffes den, der overtræder § 3, stk. 1, eller § 4.

§ 14. Kulturværdiudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for en

anden administrativ myndighed.

§ 15. Loven træder i kraft den 1. januar 1987.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 467

Kapitel 1

Formål og område

§ 1. Lovens formål er at sikre den danske kulturarv gennem bevaring

af kulturværdier i Danmark.

§ 2. Loven omfatter følgende kulturværdier, der ikke er i offentligt

eje:

1) kulturgenstande fra tiden før 1660,

2) kulturgenstande, som har en værdi på 100.000 kr. eller derover, og

som er ældre end 100 år.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, er fotografier, som har en værdi på

30.000 kr. eller derover, dog omfattet af loven.

Stk. 3. Stiller Kulturværdiudvalget, jfr. § 5, forslag herom, kan

ministeren for kulturelle anliggender, når særlige omstændigheder

taler derfor, beslutte, at loven anvendes på en kulturgenstand,

selv om den ikke opfylder betingelserne i stk. 1 eller 2.

Kapitel 2

Beskyttelse af kulturværdier

§ 3. Genstande, der er omfattet af loven, må ikke udføres til

udlandet eller til Færøerne og Grønland uden særlig tilladelse.

Stk. 2. En udførselstilladelse kan kun søges af genstandens ejer.

§ 4. Den, der ejer en kulturgenstand, der er omfattet af loven efter

§ 2, stk. 3, eller ejerens arvinger skal, før genstanden skifter

ejer, underrette Kulturværdiudvalget herom.

Kapitel 3

Udførselstilladelser

§ 5. Udførselstilladelse meddeles af Kulturværdiudvalget, der består

af rigsantikvaren, rigsarkivaren, direktøren for Statens Museum

for Kunst, overbibliotekaren ved Det kongelige Bibliotek samt

formanden for Statens Museumsnævn. Udvalget vælger blandt

medlemmerne en formand og en næstformand.

Stk. 2. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler om

Kulturværdiudvalgets virksomhed.

§ 6. En ansøgning om udførselstilladelse skal indeholde en udførlig

beskrivelse af genstanden og dens oprindelse samt ledsages af en

værdiansættelse og af et fotografi af genstanden i 2 eksemplarer.

Det sidstnævnte gælder dog ikke, hvis ansøgningen vedrører bøger,

arkivalier og lignende. Genstanden skal efter anmodning kunne

besigtiges.

Stk. 2. Såfremt afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter

modtagelsen af en ansøgning, som nævnt i stk. 1, betragtes

udførselstilladelse som givet. Kulturværdiudvalget udsteder efter

anmodning en erklæring herom.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis en anmodning om adgang

til at besigtige genstanden ikke er imødekommet.

§ 7. Udførselstilladelse til kulturgenstande, der er omfattet af § 2,

stk. 1 og 2, skal gives i følgende tilfælde:

1) Når ejeren godtgør, at genstanden er skabt uden for Danmark og

indført hertil inden for de sidste 100 år.

2) Når ejeren godtgør, at genstanden ønskes udført som en del af

ejerens indbo i forbindelse med hans varige bosættelse uden for

Danmark.

§ 8. Udførselstilladelse til arkivalier kan betinges af adgang til

kopiering.

§ 9. En udførselstilladelse bortfalder, hvis udførsel ikke har fundet

sted inden 5 år fra udstedelsen.

§ 10. Til statslige eller statsstøttede museer eller andre, der

udfører kulturgenstande i forbindelse med udstillinger og lignende

i udlandet, kan Kulturværdiudvalget give en stående

udførselstilladelse.

Kapitel 4

Retsvirkninger af udførselsforbud

§ 11. Hvis en ansøgning om udførselstilladelse afslås, fremsætter

Kulturværdiudvalget et tilbud om erhvervelse af genstanden til en

pris, der kan opnås ved salg i det frie marked.

Stk. 2. Genstandens værdi fastsættes efter råd fra særligt

sagkyndige.

Stk. 3. Tilbudet om erhvervelse af genstanden bortfalder, såfremt

ejeren ikke har accepteret dette senest 3 måneder efter

afgivelsen.

§ 12. Genstande, som er erhvervet efter bestemmelsen i § 11, indgår i

et statsligt eller statsstøttet museums samlinger eller i andre

samlinger efter bestemmelse af Kulturværdiudvalget. I særlige

tilfælde kan genstanden dog efter udvalgets bestemmelse forblive

på det sted, hvor den hidtil har været placeret.

Kapitel 5

Almindelige bestemmelser

§ 13. Med bøde straffes den, der overtræder § 3, stk. 1, eller § 4.

§ 14. Kulturværdiudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for en

anden administrativ myndighed.

§ 15. Loven træder i kraft den 1. januar 1987.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

I november 1982 nedsatte kulturministeriet udvalget om beskyttelse af

kulturværdier i Danmark. Udvalget fik til opgave at rådgive

ministeriet om, hvorvidt der bør gennemføres restriktioner imod

udførsel af kulturværdier fra Danmark, og i givet fald at

fremkomme med forslag til udformning af sådanne bestemmelser. I

tilknytning hertil skulle udvalget endvidere overveje spørgsmålet

om dansk ratifikation af UNESCO's konvention fra 1970 om

forholdsregler imod ulovlig handel med kulturværdier.

I udvalgets kommissorium blev der henvist til, at Nordisk Råd i

rekommandation nr. 14/ 1977 har anbefalet de nordiske regeringer

dels at gennemføre lovgivning om beskyttelse af kulturværdier imod

udførsel dels at stræbe imod en harmonisering af den nordiske

lovgivning på dette område.

Udvalget blev sammensat af en række sagkyndige inden for museums- og

kunstområdet, og som formand for udvalget udpegedes

museumsinspektør Else-Marie Boyhus.

Udvalgsbetænkningen (Betænkning nr. 1040, 1985) forelå i juli 1985,

og den blev sendt til bl.a. berørte institutioner, organisationer,

foreninger samt til medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg.

Kulturministeriet har kunnet tilslutte sig de hovedsynspunkter, som

udvalget har givet udtryk for i betænkningen, og som er baggrunden

for de af udvalget fremlagte forslag. Det foreliggende lovforslag

er således udarbejdet på grundlag af betænkningens forslag.

Kulturministeriet er enig med udvalget i, at der er behov for at

sikre den danske kulturarv, og at der derfor bør gennemføres en

lovgivning, der begrænser adgangen til at udføre kulturværdier fra

Danmark.

Ministeriet er endvidere enig i, at et land, der ønsker at sikre sin

egen kulturelle arv, også bør medvirke til at hjælpe andre lande

med beskyttelsen af deres kulturarv. Derfor bør man fra dansk side

fortsat overveje spørgsmålet om ratifikation af

UNESCO-konventionen fra 1970 om forholdsregler imod ulovlig handel

med kulturværdier. En sådan eventuel ratifikation bør dog - som

foreslået i udvalgsbetænkningen - så vidt muligt ske sammen med de

øvrige nordiske lande, idet der i denne sag - som i en række andre

UNESCO-sager - bør tilstræbes en fælles nordisk holdning.

Ministeriet vil derfor holde sig i fortsat tæt kontakt med de

øvrige nordiske lande med henblik på en ratifikation af denne

konvention.

Derimod har man måttet konstatere, at Nordisk Råds forslag om en

harmonisering af beskyttelseslovgivningen for kulturværdier i de

nordiske lande desværre ikke er gennemførlig på nuværende

tidspunkt. Der er allerede gennemført beskyttelsesordninger i alle

de nordiske lande med undtagelse af Danmark. Selv om der er visse

fælles grundprincipper i disse ordninger, er

beskyttelsesbestemmelserne dog så forskellige og afpasset efter de

enkelte landes særlige forhold, at man ikke har anset det for

muligt gennem forslaget til en dansk beskyttelsesordning at

bidrage specielt til en harmonisering af reglerne i de nordiske

lande. Det foreliggende forslag til en beskyttelseslov for danske

kulturværdier er derfor udformet ud fra en vurdering af danske

forhold og de særlige behov, der gør sig gældende i Danmark.

Det er ministeriets opfattelse, at der nu er behov for at indføre

begrænsninger i adgangen til at udføre kulturværdier fra Danmark.

Men det skal samtidig understreges, at dette behov er af beskeden

størrelse. Den udførsel af kulturværdier fra Danmark, som finder

sted i dag, er ikke ligefrem faretruende, men det må antages, at

en fortsat ubegrænset udførselsadgang vil kunne føre til

uoprettelige tab på lidt længere sigt.

Det må anses for naturligt og ønskeligt, at f.eks. kunstværker kan

overføres fra et land til et andet, bl.a. som led i samarbejde

mellem forskellige lande. Kunst er ikke som udgangspunkt et

nationalt anliggende, og det må betragtes som en dansk

samfundsinteresse, at dansk kunst kommer til udlandet, lige så vel

som at udenlandsk kunst kommer til Danmark. En sådan udveksling

bør kunne fortsætte og fremmes. Der kan imidlertid forekomme

kunstværker eller andre kulturgenstande, der er af særlig national

interesse, og som derfor bør kunne sikres som en del af den

nationale kulturarv. Dette gælder særligt for kulturgenstande, der

har opnået en vis alder.

Danmark har ikke hidtil haft en generel lovgivning med det direkte

sigte at begrænse udførsel af kulturværdier fra Danmark og dermed

sikre disse værdiers forbliven i landet. Derimod har man allerede

en række forskellige lovbestemmelser og andre ordninger, der

indirekte virker for dette mål. Som eksempler kan nævnes

bestemmelserne i museumsloven om afleveringspligt for så vidt

angår danefæ, arkæologiske fund, historiske skibsvrag og endvidere

bestemmelserne om, at genstande fra museernes samlinger normalt

ikke må udskilles af disse.

Danmark har et vidt forgrenet museumsvæsen med samlinger, der er

righoldige og ganske repræsentative for så vidt angår danske

kulturværdier. Der er således meget, som allerede virker for

sikring af kulturværdier i Danmark.

På baggrund af den stigende interesse fra udlandet i erhvervelse af

dansk kunst og danske antikviteter, som særligt har kunnet

konstateres gennem de seneste år, må de gældende danske ordninger

til beskyttelse af den kulturelle arv imidlertid nu anses for

utilstrækkelige.

Det kan oplyses, at i årene indtil 1976 oversteg importen af kunst og

antikviteter eksporten, derefter vendte billedet, og eksporten har

i årene siden 1976 oversteget importen.

Det er hovedsagelig USA, Tyskland, Frankrig og England, der fra

Danmark importerer kunstgenstande og antikviteter, herunder også

de såkaldte »containervarer«, som typisk omfatter afsyrede møbler

fra dette århundrede.

Hovedparten af de antikviteter, der indføres i Danmark, stammer fra

Sverige.

Trods de nævnte eksporttal må behovet for en begrænsning af udførslen

af kulturværdier anses for at være af forholdsvis beskeden

størrelse. I langt de fleste tilfælde er de kunstværker, der er

blevet solgt ud af landet - under større eller mindre opsigt -

ringere end de værker, der allerede findes på danske museer. Men

der er blevet solgt værker og genstande, som burde være forblevet

i Danmark. Der er tale om et meget begrænset antal, men det bør

ikke ske i fremtiden. Derfor må der skabes en adgang til at gribe

ind og forhindre udførsel i disse ganske særlige tilfælde.

Reglerne må tilpasses behovet. Derfor har man ikke ønsket at foreslå

omfattende, generelle restriktioner, men derimod en forholdsvis

begrænset beskyttelsesordning, hvor begrænsningen bl.a. er lagt i

definitionen af begrebet kulturværdi. Lovforslagets fastlæggelse

af begrebet kulturværdi er således langt snævrere end kulturværdi

i almen forstand. Ved fastlæggelsen af de kulturværdier, der skal

omfattes af lovforslaget, har det endvidere været af afgørende

betydning at nå frem til en afgrænsning, der er alment forståelig,

og som indgår i den almindelige bevidsthed. Kulturværdier i lovens

forstand er på den baggrund fastlagt som alle kulturgenstande fra

før 1660, uanset værdi, endvidere kulturgenstande, der er ældre

end 100 år, og som har en værdi på 100.000 kr. eller derover

(lovens § 2, stk. 1), og endelig fotografier, som har en værdi på

30.000 kr. eller derover, men uanset alder (lovforslagets § 2,

stk. 2).

Det må imidlertid erkendes, at der kan forekomme kulturgenstande, som

må anses for umistelige for Danmark, uanset at disse ikke opfylder

de nævnte alders- og værdikriterier.

Det foreslås derfor, at der åbnes mulighed for, at ministeren i

ekceptionelle tilfælde, hvor hensynet til sikring af landets

kulturarv må sættes over hensynet til den individuelle ejer, skal

kunne beslutte, at lovens bestemmelser finder anvendelse, selv om

lovens almindelige alders- og værdikriterier ikke er opfyldt

(lovforslagets § 2, stk. 3).

Konsekvensen af, at kulturgenstande omfattes af lovforslaget, er, at

disse genstande ikke må udføres fra Danmark uden særlig

tilladelse (lovforslagets § 3). Udførselstilladelser meddeles af

det særlige sagkyndige udvalg, Kulturværdiudvalget, der foreslås

nedsat (lovforslagets § 5).

Det er som nævnt kulturministeriets opfattelse, at en dansk

beskyttelseslovgivning for kulturværdier på baggrund af det hidtil

konstaterede behov, og i hvert fald indtil der foreligger et

bredere erfaringsgrundlag, bør udformes som en forholdsvis

begrænset ordning.

Det er et andet synspunkt, at det skal gøres attraktivt at medvirke

til at værne om Danmarks nationale kulturarv. Derfor stilles der

forslag om, at staten skal forpligtes til at afgive købstilbud i

de tilfælde, hvor en ansøgning om udførselstilladelse afslås. Den

af staten tilbudte pris skal svare til den pris, der kan opnås ved

salg i det frie marked (lovforslagets § 11). Det er hermed

tilsigtet, at staten skal kunne handle som en fair og rimelig

partner i forhold til ejerne i de særlige tilfælde, hvor

kulturværdier ønskes bevaret inden for landets grænser. Med en

sådan ordning må det antages, at tilskyndelsen til at afhænde uden

for landets grænser og til omgåelse af reglerne formindskes og

dermed overflødiggør opbygningen af et omfattende kontrolapparat.

Der foreslås som nævnt en statslig tilbudspligt, derimod ikke en

statslig forkøbsret. Hvis ejeren af genstanden ikke ønsker at

acceptere statens købstilbud, kan han afslå det, men i så fald må

tingen kun sælges inden for Danmarks grænser.

Selv om det må erkendes, at prisfastsættelsen i nogle tilfælde vil

kunne blive vanskelig, er det dog ministeriets opfattelse, at

dette spørgsmål vil kunne løses ved hjælp af den store erfaring og

den professionalisme, der findes på dette område såvel hos det

sagkyndige personale på de kulturelle institutioner som hos de,

der er beskæftiget med handel af disse genstande. Derfor bestemmes

det i § 11, stk. 2, at der søges råd hos særligt sagkyndige om

spørgsmålet om genstandenes værdi.

Det skal understreges, at ministeriet ved udformningen af disse

regler har lagt meget stor vægt på at få fastlagt en ordning, der

kan sikre danske kulturværdiers forbliven her i landet, uden at

der dermed foretages urimelige indgreb i private interesser,

specielt over for ejere af kulturværdier, men også i forhold til

de virksomheder, der handler med kulturværdier. Det er således

vigtigt, at den danske tradition for kulturværdier i privateje

bevares, og at det samarbejde, der har eksisteret gennem

generationer mellem de kulturelle institutioner og private ejere

af kulturværdier, fortsættes.

Det økonomiske grundlag for den foreslåede beskyttelsesordning skal

være en statslig bevilling, der anslås til 2,5 mill. kr. årligt.

Det er ønskeligt, at denne statsbevilling suppleres med yderligere

støtte gennem et tæt samarbejde med de danske fonde, der har til

formål at medvirke til sikring af den danske kulturarv. Ny

Carlsbergfondet har allerede stillet i udsigt, at man er

indstillet på at indgå i et sådant samarbejde med staten, men også

en række andre fonde må anses for sandsynlige samarbejdspartnere.

Det er ministeriets hensigt med loven som grundlag at tage skridt

til etablering af et tættere samarbejde med fonde,

erhvervsvirksomheder og andre, der kan tænkes at ville medvirke

som bidragydere til sikring af kulturværdier. Som et led i dette

samarbejde vil der eventuelt kunne etableres et særligt

kontaktorgan.

Sammenlignet med lovgivningen i andre lande er den

beskyttelsesordning for danske kulturværdier, som foreslås i dette

lovforslag, forsigtig, forholdsvis enkel og ikke særligt

indgribende. Det kan vise sig, at ordningen er for forsigtig og

beskeden, men det er en begyndelse og et arbejdsgrundlag, som

senere kan revideres på grundlag af indhøstede erfaringer.

Det foreslåede regelsæt, der bør følges op med information til hele

befolkningen om betydningen af de nationale kulturværdier, må ses

som et udtryk for de intentioner, som man i dag har i Danmark med

hensyn til at sikre den fælles nationale kulturarv inden for

landets grænser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Formål og område

Til § 1

Det er naturligt at fastslå, at loven har til formål at sikre den

danske kulturarv, og at dette mål efter denne lovs bestemmelser

skal opnås ved at sikre kulturværdiers forbliven i Danmark gennem

udførselsrestriktioner. Den danske kulturarv kan imidlertid også

sikres og bliver sikret gennem anden lovgivning og andre

ordninger. F.eks. har museumsloven (Lov nr. 291 af 6. juni 1984 om

museer m.v.) til formål gennem de opgaver, der pålægges museerne,

at sikre Danmarks kulturarv. De to regelsæt kompletterer således

hinanden med henblik på det fælles formål, men gennem forskellige

opgaver og midler. Der skal ikke med dette lovforslag skabes en

ekstra bevilling til museumsindkøb, idet en sådan hører hjemme

under museumsloven, derimod skal forslaget skabe grundlag for, at

staten kan handle i de meget få tilfælde, hvor ting, der er

umistelige for Danmark, er i fare for at blive ført ud af landet.

Til § 2

Bestemmelsen fastlægger de kulturgenstande, der må betragtes som

kulturværdier efter denne lov og dermed beskyttet af lovens

bestemmelser om, at udførsel ikke må ske uden særlig tilladelse.

Kulturværdi er i sig selv et meget omfattende begreb, og det er kun

et meget lille udsnit heraf, der ved denne lov søges beskyttet mod

udførsel.

Kulturværdier, der er i offentligt eje, foreslås ikke omfattet af

loven. Dels må en sikring af sådanne genstandes forbliven i

Danmark antages normalt at ligge i selve ejerforholdet, men en

beskyttelse mod udførsel kan yderligere følge af særlige

bestemmelser. En sådan bestemmelse er i museumslovens § 5 fastsat

for de genstande, der befinder sig på de statslige museer. Disse

genstande tilhører den danske stat og må derfor ikke udskilles af

samlingerne. Det er imidlertid en fundamental pligt for et museum

at bevare sine museumsgenstande for eftertiden. Derfor er der også

for de museer, der får statstilskud efter museumsloven, fastsat en

tilsvarende bestemmelse om, at de ikke må skille sig af med

genstande fra samlingerne (lovens § 11, stk. 1, nr. 6).

Som nævnt i de indledende, almindelige bemærkninger til lovforslaget

har ministeriet fundet det rigtigt at følge betænkningens forslag

om en forsigtig begyndelse, indtil der foreligger et

erfaringsgrundlag, og den første lov til beskyttelse af

kulturværdier mod udførsel udformes derfor som en forholdsvis

begrænset ordning.

Ved kulturværdier forstås i denne sammenhæng kulturgenstande -

eksempelvis kunstværker, kulturhistoriske genstande, bøger,

manuskripter og arkivalier - som udgør en umistelig del af

Danmarks kulturarv, der således ville blive væsentligt forringet,

hvis disse genstande blev ført ud af landet. Imidlertid vil også

samlinger kunne betragtes som kulturværdier efter denne lov for så

vidt der er tale om samlinger, der er kendetegnet ved en indre

sammenhæng, som f.eks. en samling af breve til eller fra en kendt

personlighed.

Ministeriet er endvidere enig med udvalget i den opfattelse, at det

ikke vil være hensigtsmæssigt, at der i selve lovteksten opregnes

de genstande eller de kategorier af genstande, der foreslås

omfattet af lovens beskyttelsesbestemmelser. Et udtømmende katalog

over beskyttelsesværdige genstande vil næppe kunne gives og en

opregning vil desuden meget nemt kunne føre til uheldige og

utilsigtede modsætningsslutninger med hensyn til, hvilke

kulturgenstande der ønskes beskyttet.

Fastsættelsen af de kulturgenstande, der foreslås beskyttet som

kulturværdier efter denne lov, bør i stedet for ske på grundlag af

generelle kriterier.

Kulturværdier defineres på denne baggrund som:

1) kulturgenstande, der er fra tiden før 1660,

2) kulturgenstande, der har en værdi på 100.000 kr. eller derover, og

som er ældre end 100 år, og

3) fotografier, uanset alder, men som har en værdi på 30.000 kr.

eller derover.

Det er ønskeligt, at alle de ældste og derfor også mest sjældne

kulturgenstande beskyttes gennem et krav om

udførselstilladelse.Det kan forekomme vanskeligt at finde en

naturlig skillelinie mellem de ældste kulturgenstande og de

øvrige. Året 1660, hvor enevælden blev indført i Danmark, må dog

anses for at være et anvendeligt tidskriterium. Medens der i dansk

privateje findes mange kunstværker og antikviteter fra de sidste

tre århundreder, begynder det at tage kraftigt af, når man kommer

ned i tiden før de store krigsødelæggelser og plyndringer i

1600-årene. Det er således forholdsvis beskedent, hvad der findes

i privateje fra før 1650'erne, ikke blot af billedkunst, men også

af brugskunst og af brugsgenstande. Alle sådanne sager er

samlerobjekter såvel i Danmark som i udlandet, men da det på det

foreliggende grundlag må antages, at det ikke er større mængder,

der ønskes udført, foreslås det, at udførsel af sådanne genstande

i alle tilfælde kræves forelagt og efterprøvet. Netop fordi disse

gamle genstande er blevet samlerobjekter, må det også anses for

relativt let at blive opmærksom på, at disse genstande kræver

udførselstilladelse. Tidskriteriet 1660 forekommer derfor også at

være rimeligt såvel i forhold til private ejere som til

antikvitets- og auktionsfirmaer.

Imidlertid vil en beskyttelsesordning, der udelukkende beskytter

genstande fra før 1660 være for selektiv, og man vil hermed næppe

kunne opnå den tilsigtede beskyttelse af danske kulturværdier.

Derfor foreslås tillige, at også kulturgenstande fra tiden efter

1660 skal omfattes af loven, men dog kun såfremt disse genstande

har en værdi på 100.000 kr. eller derover og endvidere er ældre

end 100 år.

Et 100-års kriterium har været og er almindeligt anvendt i Danmark i

en række sammenhænge f.eks. i bygningsfredningsloven og endvidere

ved afgrænsning af antikviteter. En beskyttelsesordning for alle

kulturgenstande, der er ældre end 100 år, må dog antages at blive

for omfattende og derfor foreslås 100-års reglen knyttet sammen

med en værdigrænse på 100.000 kr. En sådan afgrænsning må anses

for forholdsvis nem at arbejde med for fagfolk, samtidig med at

den forekommer rimelig håndterlig for private ejere af

kulturgenstande.

Størrelsen af det foreslåede værdikriterium skal ses i sammenhæng

med, at de repræsentanter for antikvitetshandelen, som man har

rådført sig med om dette spørgsmål, har anslået, at den årlige

omsætning i Danmark af antikviteter og kunstgenstande, som har en

værdi af 100.000 kr. eller derover, maksimalt omfatter 100

genstande, og at disse vil kun ca. 10 kunne betegnes som danske

antikviteter. Fra auktionshandelens side er det ligeledes blevet

anslået, at antallet af genstande, der årligt omsættes til en pris

af 100.000 kr. eller mere, og som kan anses for hørende til danske

kulturværdier, er meget begrænset.

Det foreslåede værdikriterium forekommer på den baggrund rigtigt og

rimeligt at anvende til afgrænsningen af de kulturgenstande, som

foreslås undergivet restriktioner, og dermed i overensstemmelse

med ønsket om en forholdsvis begrænset beskyttelsesordning, indtil

der foreligger et bredere erfaringsgrundlag.

Til sammenligning kan oplyses, at Storbritannien anvender en

værdigrænse for kunst og antikviteter på 8.000 pund.

Bestemmelsen i § 2 omfatter som nævnt ovenfor de enkelte

kulturgenstande, men også samlinger for så vidt der er tale om

samlinger, der har en indre sammenhæng, som f.eks. en brevsamling

vedrørende en kendt personlighed. Det ville i mange tilfælde være

ønskeligt, om der kunne skabes mulighed for at beskytte hele

samlinger og andre helheder, da det netop i mange tilfælde vil

være helheden, som det er værdifuldt at bevare. Imidlertid vil

udførselsregulering i almindelighed ikke være et tilstrækkeligt

middel til at bevare samlinger og helheder, eftersom man ikke

herved kan forhindre, at samlinger eller helheder splittes op af

ejeren, eller at der sker en succesiv spredning inden for landets

grænser. Sikring af bevaringsværdige samlinger og helheder, som

f.eks. betydningsfulde interiører, må derfor søges fremmet gennem

andre foranstaltninger, således som der blandt andet er åbnet

mulighed for i bygningsfredningsloven.

Til stk. 2

Når der endvidere foreslås en særlig beskyttelsesbestemmelse for

fotografier, skal dette ses i sammenhæng med, at netop fotografiet

er et forholdsvis nyt kulturhistorisk kildemateriale. De første

daguerreotypier er fra 1839. Men samtidig er fotografiet af meget

stor kulturhistorisk og dokumentarisk betydning, og det kan også

ud fra et kunstnerisk synspunkt være ønskeligt at kunne beskytte

fotografiers forbliven i Danmark. Imidlertid er et værdikriterium

på 100.000 kr., som foreslået generelt for kulturgenstande, meget

højt i forhold til fotografier, og bestemmelsen i § 2, stk. 1,

ville derfor næppe i noget tilfælde kunne beskytte fotografier mod

udførsel. Da bestemmelsen i § 2, stk. 3, har karakter af en

undtagelsesbestemmelse, som det ikke er hensigten at anvende

generelt på en bestemt type kulturgenstande, der ikke kan opfylde

de almindelige alders- og værdikriterier, der er fastsat i § 2,

stk. 1, betyder det, at fotografier normalt vil falde uden for

lovens beskyttelsesbestemmelser. På denne baggrund foreslås der

gennemført en særbestemmelse for fotografier, uanset alder, men

som har en værdi af 30.000 kr. eller derover, idet et sådant

værdikriterium må anses for rimeligt at anvende for fotografier.

Til stk. 3

Den foreslåede fastlæggelse af begrebet kulturværdier efter stk. 1 og

2 fører til en forholdsvis begrænset beskyttelsesordning, og dette

er som nævnt netop tilsigtet.

En så begrænset ordning er det imidlertid nødvendigt at supplere med

en særbestemmelse, idet det må erkendes, at der kan forekomme

kulturgenstande, som er nationale klenodier, uanset at de ikke

opfylder de fastlagte alders- og værdibetingelser. Sådanne

genstande bør kunne beskyttes mod udførsel, og det foreslås

derfor, at der åbnes mulighed for, at ministeren i sådanne

tilfælde kan træffe beslutning om, at disse genstande ikke må

udføres uden særlig tilladelse.

Denne bestemmelse er en undtagelsesbestemmelse, som skal kunne

bringes i anvendelse i de tilfælde, hvor hensynet til sikring af

landets kulturarv må sættes højere end hensynet til genstandens

ejer. Denne må derfor acceptere den begrænsning i sin

handlefrihed, at genstanden ikke må føres ud af landet uden særlig

tilladelse.

Det skal understreges, at man ved udarbejdelsen af dette forslag til

en beskyttelseslov for danske kulturværdier specielt har lagt vægt

på, at beskyttelsesordningen ikke baseres på et krav om

registrering af kulturværdier i privat eje. Registrering af

sådanne genstande, bl.a. indbo i private hjem, ville være en meget

vidtgående fremgangsmåde i forhold til den almindelige danske

retstradition, og derfor uønskelig. Hertil kommer, at en sådan

registrering kunne modvirke det tillidsforhold, der består mellem

private samlere på den ene side og en række kulturelle

institutioner, som museer, biblioteker og arkiver samt forskere i

øvrigt på den anden side, og dermed også det frugtbare samarbejde,

som det er vigtigt at værne om.

Selv om man således ikke i Danmark har opbygget et særligt register

eller lister over danske kulturværdier i privat eje og heller ikke

har noget ønske om at iværksætte noget sådant, har de sagkyndige

inden for de respektive fagområder alligevel et indgående kendskab

til de ting, der må betegnes som danske kulturværdier, det være

sig kunstværker, kunsthåndværk, kulturhistoriske genstande, breve,

manuskripter og andre private arkivalier. Et sådant kendskab kan

bl.a. hidrøre fra faglitteratur og andre publicerede værker.

Det er som nævnt netop på grundlag af den særlige sagkundskab, at

bestemmelsen i § 2, stk. 3, kan bringes i anvendeslse. Det

forudsættes således, at de forskellige kulturinstitutioner eller

eventuelt andre sagkyndige på området fremsætter forslag for det

sagkyndige udvalg, Kulturværdiudvalget, (lovens § 5) om, at

kulturgenstande, selv om de ikke opfylder de almindelige

betingelser med hensyn til alder og økonomisk værdi, på grund af

særlige omstændigheder bør beskyttes på sammemåde som genstande,

der er kulturværdier efter lovens § 2, stk. 1 og 2. Udvalget

vurderer, om man vil gå videre med forslaget til ministeren.

Udvalget kan endvidere af egen drift fremsætte et sådant forslag

over for ministeren. Ministerens beslutning om at anvende

bestemmelsen træffes således altid efter forslag fra det

sagkyndige udvalg. Ministeren er bundet af den sagkyndige

vurdering, men derimod ikke bundet til at følge forslaget. Træffes

der beslutning i overensstemmelse med udvalgets forslag,

underretter ministeriet ejeren om, at genstanden er at betragte

som en kulturværdi efter denne lov, og at udførsel derfor er

betinget af en særlig tilladelse.

Til kapitel 2

Beskyttelse af kulturværdier

Til § 3

Konsekvensen af, at genstande er at betragte som kulturværdier efter

denne lov, er, at disse ikke må udføres til udlandet eller til

Færøerne og Grønland uden særlig tilladelse. Udførsel omfatter

såvel den situation, hvor en genstand føres ud fra Danmark med

henblik på en mere varig placering i udlandet, som midlertidig

udførsel i forbindelse med rejser i udlandet og lignende.

Til stk. 2

Det må anses for rimeligt at fastslå, at kun ejeren af en

kulturgenstand kan ansøge om tilladelse til udførsel. Derimod kan

potentielle købere ikke ansøge om udførselstilladelse.

Bestemmelsen har således til formål at begrænse administrationen i

forbindelse med loven.

Ejerens adgang til at optræde gennem en fuldmægtig - som f.eks. et

auktionshus - begrænses naturligvis ikke af bestemmelsen.

Til § 4

Når ministeren efter bestemmelsen i § 2, stk. 3, har truffet

beslutning om, at en kulturgenstand skal omfattes af loven,

underretter ministeriet ejeren om, at udførsel af genstanden er

betinget af en særlig tilladelse. For i disse tilfælde at kunne

sikre sig viden om, hvor genstanden befinder sig, er det

nødvendigt at pålægge ejeren eller hans arvinger at give

meddelelse om alle tilfælde af ejerskift, og sådan meddelelse skal

gives, før ejerskiftet gennemføres.

Til kapitel 3

Udførselstilladelser

Det er kulturministeriets opfattelse, at beskyttelsesordningen bør

tilrettelægges som en administrativ enkel ordning uden opbygning

af nye administrative organer og omfattende

kontrolforanstaltninger. Derfor foreslås ordningen - i hvert fald

indtil der foreligger et erfaringsgrundlag - administreret ved

hjælp af de bestående sagkyndige institutioner og organer inden

for dette område. Endvidere påregnes et nært og praktisk

tilrettelagt samarbejde med toldmyndighederne inden for de

nuværende økonomiske og personalemæssige ressourcer.

Til § 5

Det foreslås henlagt til et særligt sagkyndigt udvalg,

Kulturværdiudvalget, at træffe bestemmelse om, hvorvidt en

ansøgning om udførselstilladelse kan imødekommes. udvalget består

af rigsantikvaren, rigsarkivaren, direktøren for Statens Museum

for Kunst, overbibliotekaren ved Det kongelige Bibliotek samt

formanden for Statens Museumsnævn.

I de sagkyndiges bedømmelse af, om en genstand hører til de

kulturværdier, der bør forblive i Danmark, vil indgå en række

kriterier eller kendetegn, som kan angives i følgende 5

hovedkategorier:

1) Nationalhistorisk betydning

2) Lokalhistorisk betydning

3) Æstetisk betydning

4) Sjældenhed

5) Dokumentarisk betydning.

Det ligger i selve ordet, at der i bedømmelsen af, om der er tale om

»kulturværdier« indgår en kvalitetsvurdering. En sådan

kvalitetsvurdering bør udøves af fagfolk, som gennem deres arbejde

er fortrolige med de angivne kriterier. Hver af de 5 kriterier har

sin værdinorm, og det er ikke tilsigtet, at disse værdinormer skal

holdes op imod hinanden. Derimod forudsættes det, at de sagkyndige

hver især inden for deres områder anlægger en overordnet

kvalitetsvurdering, forstået på den måde, at de ser på, om

udførsel af en genstand vil medføre en meget alvorlig forringelse

af den nationale kulturarv.

Ved udøvelsen af skønnet over beskyttelsesværdige kulturværdier

skelnes ikke mellem dansk eller udenlandsk ophavsmand, ligesom der

ikke i tilfælde af anonymitet skelnes mellem dansk eller

udenlandsk oprindelsesland.

Ved vurderingen af ansøgninger om udførselstilladelser bør også

kunne indgå et hensyn til danske interesser i at blive

repræsenteret i udlandet. Det må således antages, at der vil blive

lagt særlig vægt på, om udførsel af f.eks. et dansk kunstværk

ønskes med henblik på indlemmelse i en offentlig tilgængelig

samling i udlandet.

Til stk. 2

De regler, der kan fastsættes efter denne bestemmelse, kan blandt

andet vedrøre behandlingen af ansøgninger om udførselstilladelser,

herunder at disse sager skal behandles som hastesager, endvidere

regler om, at udvalget i sin virksomhed er bundet af den

beløbsramme, som er til rådighed til formålet.

Til § 6

Det er vigtigt, at ansøgninger om udførselstilladelse kan behandles

hurtigt. En hurtig behandling vil bl.a. kunne fremmes gennem de

oplysninger, der ledsager ansøgningen, og man har derfor fundet

det hensigtsmæssigt specielt at stille krav om, at ansøgningen

skal være ledsaget af en værdiansættelse samt fotografi af

genstanden.

Fotografiet må være velegnet til dokumentation af genstanden. F.eks.

må mønter være fotograferet på begge sider, og tilsvarende kan det

være nødvendigt for andre typer af genstande, at de er

fotograferet fra flere sider.

Den krævede værdiansættelse bør foretages af særligt sagkyndige på

det pågældende område.

Til stk. 2

Det vil blive tilstræbt, at behandlingen af ansøgninger om

udførselstilladelser gennemføres som hastesager, og at der således

senest 1 måned efter modtagelsen af en ansøgning om

udførselstilladelse foreligger et svar enten i form af en

tilladelse eller, hvis sagen ikke kan afgøres inden dette

tidspunkt, oplysning om, hvornår den endelige afgørelse forventes

at foreligge. For yderligere at sikre ansøgeren foreslås en regel

om, at ansøgningen kan betragtes som imødekommet, såfremt

afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af

ansøgningen. Det foreslås endvidere, at udvalget i disse tilfælde

efter anmodning udsteder en erklæring om, at udførsel er i

overensstemmelse med lovens bestemmelser.

Til § 7

Bestemmelsen fastslår 2 tilfælde, hvor ejeren af en kulturgenstand

har krav på udførselstilladelse, hvis de angivne betingelser er

opfyldt.

Bestemmelsen omfatter udelukkende de kulturgenstande, der omfattes af

lovens § 2, stk. 1 og 2. Derimod ikke kulturgenstande, der

omfattes af lovens bestemmelser efter særlig beslutning, truffet

af ministeren i medfør af § 2, stk. 3.

Udførselstilladelse skal for det første gives i de tilfælde, hvor

ejeren kan bevise, at genstanden er skabt uden for Danmark og

indført hertil inden for de sidste 100 år. Med et ophold i Danmark

af denne varighed kan genstanden ikke anses for at være en sådan

del af landets kulturarv, at den bør beskyttes efter denne lov, og

det må derfor anses rimeligt at imødekomme den ansøgte

udførselstilladelse.

Endvidere bør der gives udførselstilladelse til en person, der kan

godtgøre, at genstanden ønskes benyttet som en del af ejerens

indbo under varig bosættelse i udlandet. Det må anses for

urimeligt, såfremt f.eks. familieportrætter eller møbler, der

gennem generationer har været i familiens eje, ikke skulle kunne

føres ud af landet i denne situation.

Til § 8

For arkivalier gør der sig det særlige gældende, at det meget ofte -

bortset fra de tilfælde, hvor der er tale om nationale klenodier -

vil være vigtigere at sikre sig informationsindholdet end

papirerne i sig selv. Det foreslås generelt, at der åbnes mulighed

for, at en udførselstilladelse betinges af en kopieringsadgang.

Til § 9

Det må anses for rimeligt at fastsætte en forældelsesfrist for

udførselstilladelser, som der ikke er blevet gjort brug af, og at

denne frist fastsættes til 5 år. Hvis ejeren efter udløbet af 5

års fristen ønsker at udføre genstanden, må han atter søge om

tilladelse.

Til § 10

Det foreslås, at midlertidig udførsel af kulturgenstande fra

statslige og statsstøttede museer kan ske på grundlag af en

stående tilladelse. Det er ikke tilsigtet, at loven skal virke

hindrende for eller forsinkende på danske kulturinstitutioners

arbejde, herunder samarbejdet med tilsvarende institutioner i

udlandet, f.eks. i forbindelse med udstillinger i udlandet.

Tilsvarende bør der kunne gives stående udførselstilladelser til

andre, der foretager midlertidig udførsel i forbindelse med

udstillinger i udlandet og lignende, og som bør ligestilles med de

nævnte museer.

Til kapitel 4

Retsvirkninger af udførselsforbud

Til § 11

Der stilles forslag om, at der af Kulturværdiudvalget skal afgives et

købstilbud i de tilfælde, hvor en ansøgning om udførselstilladelse

afslås, og den tilbudte pris skal svare til den pris, der kan

opnås ved salg i det frie marked. Det er hermed tilsigtet, at

ejeren i økonomisk henseende stilles lige så godt som ved

afhændelse til enhver anden køber.

Til stk. 2

Fastsættelse af genstandens værdi vil f.eks. kunne ske på grundlag af

et bindende tilbud eller en auktionspris. Der kan dog være

tilfælde, hvor prisfastsættelsen kan give anledning til problemer,

bl.a. fordi enkelte objekter undertiden omsættes til helt

usædvanligt høje priser i udlandet. Det er derfor vigtigt, at der

i denne forbindelse kan trækkes på den store erfaring og

professionalisme, som er at finde såvel på de forskellige

kulturelle institutioner som inden for de brancheorganisationer,

der er beskæftiget med omsætning af kulturgenstande. Disse

organisationer er først og fremmest Foreningen af auktionsledere i

Danmark, Dansk antikvitetshandler Union, Kunst og

Antikvitetshandlerringen, Den danske Antikvarboghandlerforening og

Mønthandlersammenslutningen af 1975. Det må således anses for

nærliggende at anmode sådanne organisationer om at udpege et antal

sagkyndige, som kan tages med på råd om prisspørgsmålet inden for

de forskellige områder.

Til stk. 3

Staten er efter stk. 1 forpligtet til at afgive et købstilbud, hvis

udførselstilladelse nægtes. Der er således tale om en statslig

tilbudspligt, derimod ikke en statslig forkøbsret. Ejeren kan

afslå at acceptere statens tilbud, men dette åbner ikke en

udførselsadgang. Genstanden skal i så fald forblive i Danmark, men

kan frit sælges inden for landets grænser. Det samme gælder, hvis

ejeren ikke kan acceptere statens købstilbud inden for en frist på

3 måneder.

Til § 12

Kulturværdier, der erhverves efter § 11 tilhører den danske stat.

Lovforslaget har det hovedsigte at bevare danske kulturværdier i

Danmark. Derimod tilsigter forslaget ikke en udbygning af

museumssamlinger, idet dette bør ske gennem museumsloven. I de

tilfælde, hvor staten har erhvervet udførselstruede kulturværdier,

vil det imidlertid oftest være naturligt, at disse indgår i

museumssamlinger eller tilsvarende samlinger, som kan ligestilles

hermed. De erhvervede kulturværdier bør imidlertid også kunne

forblive i private hjem, f.eks. i tilfælde, hvor de erhvervede

genstande udgør en afgørende del af en helhed og er erhvervet

netop med henblik på at sikre bevaringen af denne helhed. I

sådanne tilfælde vil der kunne fastsættes særlige vilkår for

placeringen f.eks. vedrørende opbevaringsforhold,

sikkerhedsforanstaltninger og lignende.

Til kapitel 5

Almindelige bestemmelser

Til § 14

Det overlades efter loven til det særligt sagkyndige udvalg at træffe

beslutning om, hvorvidt udførselstilladelser skal gives, eller om

ansøgninger herom skal afslås og erhvervelsestilbud fremsættes.

Det må anses for rigtigt, at ansvaret henlægges endeligt til de

særligt sagkyndige på dette område på samme måde, som det er

gennemført i mange af de øvrige love på kulturområdet. Det

foreslås derfor også fastslået i loven, at udvalgets afgørelser

ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og således

heller ikke omgøres af ministeren.

Bilag

Oversigt over statslige merudgifter, som følge af lovforslaget

(prisniveau januar 1986)

--------------------------------------------------------------------- mill. kr. --------------------------------------------------------------------- 1987 1988 1989 1990 Til erhvervelse af kulturværdier: 2,5 2,5 2,5 2,5 ---------------------------------------------------------------------

Den foreslåede statslige bevilling på 2,5 mill. kr. skal udgøre det

økonomiske fundament for ordningen, som det er ønskeligt at

udbygge gennem fondsstøtte. Det er hensigten at søge hjemmel til,

at en uforbrugt del af denne bevilling i et finansår kan overføres

til følgende finansår, idet der kun ved en sådan

overførelsesadgang kan skabes det nødvendige, smidige instrument,

som må anses for en forudsætning for ordningens funktion i

praksis.

Versioner

1. 1988-05-21