Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00168@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed, som

ændret senest ved lov nr. 589 af 19. december 1985, foretages

følgende ændringer:

1. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Fordelingen af de i stk. 1 nævnte programmer må kun finde

sted uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen eller

overføringen af det enkelte program finder sted.«

2. I § 3 b indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg

til lokaler, der anvendes til privatbeboelse, og som indeholder

mere end 10 kanaler, at stille en kanal til rådighed for lokale

fjernsynsprogrammer, der spredes eller fordeles i det pågældende

område i henhold til tilladelse efter kapital 2 a.«

3. Kapitel 2 a's overskrift affattes således:

»Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.«

4. § 15 a, stk. 1, affattes således:

»Det nævn, der er omtalt i § 15 e, kan give selskaber, foreninger og

lign. tilladelse til radio- og fjernsynsvirksomhed ved hjælp af

radioanlæg eller kabelanlæg inden for et lokalt område.«

5. § 15 a, stk. 2, nr. 2, affattes således:

»2) Selskabet, foreningen eller lign. skal have radio- eller

fjernsynsvirksomhed som eneste formål.«

6. § 15 a, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Tilladelsens indehaver skal selvstændigt udøve

programvirksomheden. Programvirksomheden må kun i særlige tilfælde

omfatte programmer, der udsendes samtidig af en anden indehaver af

en tilladelse. Sendetid må ikke mod vederlag stilles til rådighed

for politiske partier og religiøse bevægelser.«

7. I § 15 a indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Ministeren for kulturelle anliggender fastsætter regler om,

hvorledes reklamer og udsendelser, der støttes af

erhvervsvirksomheder, kan indgå i programvirksomheden.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

8. § 15 b, stk. 1, affattes således:

»Tilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan være 3

år for radio og 5 år for fjernsyn. Fornyelse af tilladelse kan ske

ved periodens udløb.«

9. § 15 g, stk. 1, affattes således:

»Bestemmelserne i §§ 9-11 i lov om pressens brug finder tilsvarende

anvendelse på spørgsmål om berigtigelse i forbindelse med lokal

radio- og fjernsynsvirksomhed. I sådanne sager erstattes det

medlem af berigtigelsesnævnet, som er udpeget efter indstilling

fra Danske Dagblades Fællesrepræsentation, med et medlem, som

udnævnes af justitsministeren efter indstilling fra ministeren for

kulturelle anliggender. Dette medlem skal have kendskab til lokal

radio- eller fjernsynsvirksomhed.«

10. § 15 h, stk. 1, nr. 4, affattes således:

»4) At rådgive ministeren om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.«

11. § 15 i affattes således:

»§ 15 i. For tilladelser givet efter § 3 a, nr. 3, finder

bestemmelserne i § 15 a, stk. 4 og 5, § 15 c, § 15 d og § 15 g

anvendelse.«

12. § 15 j affattes således:

»15 j. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler om

lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.«

13. § 22, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 5, § 15 a, stk. 5, og §

15 j, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1986. § 1, nr. 4, 5, 7, 8

og 12, træder dog i kraft ved lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Den forsøgsmæssige radio- og fjernsynsvirksomhed i lokale

områder, der er iværksat i medfør af lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed, § 1, stk. 2, og § 2, stk. 2, som affattet ved

lov nr. 249 af 27. maj 1981, vil kunne fortsætte på de hidtil

gældende vilkår indtil det tidspunkt, da tilladelse er udstedt i

den kommune, hvor senderen er opstillet, eller

fællesantenneanlægget er beliggende, dog ikke længere end til den

30. september 1986. Ministeren for kulturelle anliggender afgør i

tvivlstilfælde, om en tilladelse til forsøg er bortfaldet.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Loven om radio- og fjernsynsvirksomhed af 1973 er senest ændret ved

lov nr. 589 af 19. december 1985 (se Folketingstidende 1985-86 sp.

437, 608, 4129 og 4662).

Ændringsloven har tilvejebragt hjemmel for en varig ordning på

lokalradio området pr. 1. april 1986.

Det er formålet med nærværende lovforslag at fastsætte de regler, der

er nødvendige som grundlag for en varig ordning også med lokal

fjernsynsvirksomhed uden for Danmarks Radio, som kan afløse den

eksisterende forsøgsordning, der skal ophøre den 31. marts 1986.

De sendetilladelser, der er udstedt under ordningen, udløber på

dette tidspunkt.

For så vidt angår fjernsyn er ministeriet opmærksom på, at den

uafklarede situation vedrørende indførelse af et eventuelt tv-2

med regionale indslag vanskeliggør vurderingen af grundlaget for

en fremtidig ordning vedrørende lokal-tv. Ministeriet er dog af

den opfattelse, at der i lys af forsøgsordningen bør tilvejebriges

lovgrundlag for en permanent virksomhed også på tv-området.

Lovforslaget vedrører såvel trådløs programvirksomhed som

programvirksomhed ved hjælp af kabelanlæg.

Forslaget til ændringsloven (L 31, fremsat den 9. oktober 1985)

vedrørte både lokalradio og lokal-tv. Under folketingets

behandling skete der en række ændringer af lovforslaget.

Således blev fjernsynsvirksomhed udtaget, hvorefter den vedtagne lov

alene angår radio.

Herudover drejer det sig om følgende:

Der kan ikke gives tilladelse til enkeltpersoner.

Der kan gives tilladelse til kommuner - dog kun til at drive en

såkaldt »åben kanal« samt til at formidle kommunal information.

Der kan ikke gives tilladelse til selskaber m.v., hvori

erhvervsvirksomheder - herunder dagblade - har bestemmende

indflydelse.

Sendetid må ikke sælges til politiske partier og religiøse

bevægelser.

Ansøgninger skal indeholde en beskrivelse af projektet, der gør det

muligt at påse dettes lokale tilknytning.

Reklamefinansiering må ikke finde sted.

Afslag på ansøgninger kan indklages for det centrale udvalg, som

nedsættes af kulturministeriet.

Nærværende lovforslag er baseret på det foregående lovforslag (L 31),

og der kan for så vidt angår lovforslagets hovedlinjer henvises

til bemærkningerne til L 31.

Der er med det foreliggende lovforslag taget hensyn til en række af

de ændringer, der blev gennemført med hensyn til radiovirksomhed

ved lov nr. 589 af 19. december 1985. I forhold hertil foreslås

dog følgende ændringer:

Der skabes hjemmel for reklamefinansiering.

Begrænsningerne i erhvervsvirksomheders - herunder dagblades -

mulighed for at deltage i programvirksomhed udgår.

Det er i nærværende lovforslag forudsat, at der ikke ydes statslige

tilskud til programvirksomhedens drift, og at der heller ikke skal

fastsættes nogen pligt for kommunerne til at yde tilskud til dette

formål.

Udgifterne til programvirksomheden under en permanent ordning må

dækkes af de enkelte fortagender selv bl.a. ved anvendelse af de

metoder, som under forsøgsordningen har været brugt til at

fremskaffe midler fra privat side. Forsøgsordningen har imidlertid

vist, at anvendelsen af disse metoder er et usikkert grundlag for

en kontinuerlig programvirksomhed. Det er derfor ministeriets

opfattelse, at der bør tilvejebringes hjemmel for en finanisering

af lokal radio- og fjernsynsvirksomhed ved hjælp af reklame

(anbefalinger af og henvisninger til varer og virksomheder i

kommercielt øjemed) med henblik på at skabe grundlag for en så

omfattende og varieret virksomhed som muligt. Der skal fastsættes

nærmere regler om reklamernes omfang, placering og indhold.

Erhvervsvirksomheders - herunder dagblades - adgang til at deltage i

programvirksomhed bør efter ministeriets opfattelse tages op til

fornyet overvejelse. Man lægger herved vægt på, at det lokale nævn

ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse skal søge at sikre

det lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig karakter.

Med henblik på fjernsynsvirksomhed foreslås der en præcisering af

retstilstanden angående mulighederne for i fællesantenneanlæg at

foretage en udvælgelse af modtagne programmer.

Med hensyn til tv har Danmark udover det eksisterende landsdækkende

program, der ligger i VHF-området, mulighed for i UHF-området at

oprette 2 landsdækkende programmer baseret på kraftige

hovedsendere suppleret med mindre hjælpesendere.

Forudsættes muligheden for et tv-2 bevaret, vil de frekvenser, der er

udlagt til et tv-3, kunne udnyttes på en sådan måde, at der i en

geografisk jævn fordeling vil være plads for 70-90 sendere -

eventuelt med en lidt større effekt end de 200 watt, der har været

fastsat for forsøgsordningens 10 sendere.

Der vil på denne måde kunne opnås dækning af ca. 1/4 af landets

areal. Placeres sendere fortrinsvis i byerne, vil det på grund af

forstyrrelsesfaren medføre en væsentlig reduktion af det mulige

senderantal, men en meget stor del af befolkningen vil dog kunne

nås.

Kulturministeriet foreslår på denne baggrund,at det ved fordelingen

af stationsmuligheder tilstræbes, at flest mulige områder skal

kunne få lokal-tv.

Såfremt et tv-2 bliver realiseret, åbner der sig en anden mulighed

for at tilbyde befolkningen lokal-tv. Der vil i forbindelse med

tv-2's sendere kunne opsættes sendere i endnu et sendernet, der

ved international aftale er sikret for et landsdækkende dansk

fjernsynsprogram. Sendernes placering vil muligøre udsendelser

inden for det enkelte amt. Forudsat at de lokale

programvirksomheder deler sendetiden på den ny sender, vil de

lokale programmer kunne udsendes til hele amtet.

Samfundsøkonomisk indeholde en sådan løsning flere fordele:

etableringen af de ny sendere vil medføre en marginal udgift i

forhold til tv-2 udgifterne, og seerne vil kunne klare sig med en

antenne til modtagelse af både tv-2 og de lokale programmer.

De gældende regler for ejerskab af fællesantenneanlæg fastslår, at et

anlæg kan oprettes af ejeren af eller lejerne i en ejendom,

kommunale myndigheder og teleadministrationer.

Beslutninger vedrørende fællesantenneanlæggenes økonomiske og

programmæssige forhold træffes af de enkelte anlægs ejer(e), dog

med den begrænsning, at ejerne har en pligt til at sikre, at

danske landsdækkende og regionale programmer fordeles i anlæggene.

For fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg, der ejes af

fællesantenneforeninger, afhænger beslutningsproceduren af den

enkelte forenings vedtægter. Inden for antenneforeninger er det

således et spørgsmål af foreningsretlig karakter, om det ved en

flertalsvedtagelse gyldigt kan besluttes, at alle medlemmer skal

deltage i udgifterne vedrørende modtagningen af et bestemt

fjernsynsprogram.

Spørgsmålene om brugerindflydelse i fællesantenneanlæg, der tilhører

andre end brugerne, og om varetagelse af mindretalsinteresser i

forbindelse med beslutninger om programforsyningen i

fællesantenneanlæg har været inddraget i behandlingen af det

foregående lovforslag om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed (L

31).

Der er tale om problemstillinger, som indgår i forskellige

sammenhænge alt efter ejerforholdet til det enkelte anlæg, og det

vil efter ministeriets opfattelse ikke være rigtigt at søge

udarbejdet fælles regler i forbindelse med det foreliggende

lovforslag, hvorved disse spørgsmål isoleres fra den lovgivning

m.v., som i øvrigt gælder på det pågældende område.

Såfremt udviklingen viser, at der er behov for et regelsæt på

området, vil kulturministeriet være indstillet på at tage sagen op

til fornyet overvejelse sammen med andre berørte myndigheder.

Det bemærkes, at § 9 i ministeriet for offentlige arbejders

bekendtgørelse nr. 472 af 10. november 1985 om etablering af et

hybridnet m.m. bl.a. bestemmer, at aftale om programforsyning fra

nettet indgås mellem telefonselskabet og ejeren af

fællesantenneanlægget. Ejes anlægget af selskabet selv, indgås

aftalen mellem dette og de pågældende abonnenter eller en

sammenslutning af disse.

På baggrund af en række synspunkter, som blev fremført i

folketingsudvalgets betænkning af 23. maj 1985 vedrørende den ved

lov nr. 276 af 6. juni 1985 gennemførte ændring af radioloven om

spredning af udlands-tv og hybridnet, har kulturministeriet

overvejet, om der også bør gennemføres bestemmelser, som

forpligter kabelanlæg over en vis størrelse til at fordele

nabolandenes offentlige tv-programmer (en såkaldt »must carry«

bestemmmelse) eller mindre indgribende bestemmelser om pligt til

at stille kanalkapacitet til rådighed, svarende til, hvad der

foreslås for lokale fjernsynsprogrammer.

I de almindelige bemærkninger til det foregående lovforslag om lokal

radio- og fjernsynsvirksomhed (L 31) udtales det, at ministeriet

ikke har fundet det påkrævet på nuværende tidspunkt at fastsætte

regler om nabolandsprogrammer. Baggrunden herfor er de muligheder

for fordeling i kabelanlæg af langdistancefremførte

nabolandsprogrammer, der er til stede efter ændringen af loven i

foråret 1985.

Efter fornyet overvejelse er ministeriet nået til det resultat, at

det ikke vil være rigtigt på det foreliggende erfaringsgrundlag

at fremsætte forslag om bestemmelser af denne art med de

omkostninger, som dette eventuelt måtte påføre landets

kabelabonnenter. En gennemførelse af sådanne bestemmelser vil på

nuværende tidspunkt efter ministeriets opfattelse betyde et

unødvendigt indgreb i det frie programvalg, der som almindeligt

udgangspunkt bør gælde for danske kabelanlæg. Ministeriet lægger i

denne forbindelse også vægt på, at de nabolandsprogrammer, hvis

spredning man ønsker at sikre af hensyn til den samlede

programbalance, stort set alle indgår i de programpakker, som

tilbydes befolkningen via hybridnettet.

Under hensyn til de praktiske muligheder for at føre de nye

bestemmelser ud i livet indeholder lovforslaget forslag om en

overgangsordning for såvel lokalradio som lokal-tv.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

ad § 3, stk. 2

Efter den gældende formulering af § 3, stk. 2, må fordelingen af de i

stk. 1 nævnte programmer kun finde sted uden ændringer og samtidig

med, at udsendelsen eller overføringen finder sted. Bestemmelsen

kan efter sin ordlyd fortolkes således, at kravet om samtidighed

har relation til det enkelte program (den enkelte udsendelse) fra

vedkommende radio- eller fjernsynsforetagende, ikke nødvendigvis

til det samlede programudbud.

I bemærkningerne til bestemmelsen henvises imidlertid til

bemærkningerne til forslaget til radioloven af 15. juni 1973 (der

svarer til bemærkningerne til forslaget til den tidligere gældende

lov om fællesantenneanlæg). Det udtales i disse bemærkninger, at

forslaget i første række har til formål at sikre, at samtlige de

udsendelser, der indgår i radiospredningsinstitutternes

programmer, i uforkortet form er til rådighed for lytterne og

seerne i samme øjeblik, udsendelserne finder sted.

Den omtalte bestemmelse udelukker, at en antenneforening eller lign.

kan iværksætte tidsforskudt udsendelse af optagelser af programmer

fra et radio- eller fjernsynsforetagende. På baggrund af

ovennævnte bemærkninger er det endvidere en nærliggende

fortolkning af bestemmelsen, at det ikke er tilladt en

antenneforening at foretage en udvælgelse af de modtagne

programmer, således at kun en del af det samlede programudbud

fordeles til de lyttere og seere, der benytter anlægget, medens

den øvrige del af sendetiden anvendes til foreningens selvstændige

lokale programvirksomhed eller til fordeling af programmer fra

andre lokale radio- eller fjernsynsforetagender.

Under hensyn til, at den lokale virksomhed oftest vil være af

beskedent omfang, samt til, at antallet af programkanaler i

fællesantenneanlæggene i almindelighed vil være meget begrænset i

forhold til det programudbud, der må antages at komme til at stå

til rådighed, forekommer det ikke rimeligt at opretholde et

offentligretligt forbud mod udvælgelse af de programmer, der

ønskes modtaget på et fællesantenneanlæg eller andet kabelanlæg.

Med den nu foreslåede formulering af § 3, stk. 2, er det klargjort,

at ejeren af et fællesantenneanlæg eller andet kabelanlæg, gennem

hvilket der fordeles programmer til lokaler, der anvendes til

privat beboelse, ikke efter radioloven - ud over, hvad der følger

af § 3 b - har nogen forpligtelse til at stille det samlede

programudbud fra et radio- eller fjernsynsforetagende til

rådighed. Efter det foreliggende forslag er ejeren af anlægget

alene forpligtet til at sørge for, at det enkelte modtagne program

fordeles uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder

sted.

Det må afgøres ved forhandling med vedkommende radio- eller

fjernsynsforetagende, hvorvidt dettes programmer kan

viderefordeles gennem et fællesantenneanlæg eller andet

kabelanlæg, og på hvilke vilkår dette kan finde sted. Nægter et

radio- eller fjernsynsforetagende efter ophavsretslovens § 48,

stk. 1, at give samtykke til, at foretagendets radio- eller

fjernsynsudsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over

kabelanlæg, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en

sådan fordeling, kan det såkaldte tvangslicensnævn efter

ophavsretslovens § 54, stk. 2, på begæring af hver af parterne

meddele den fodnødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår

herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog af nævnet

kun træffes på grundlag af krav fremsat af radio- eller

fjernsynsforetagendet gennem den i ophavsretslovens § 22 a, stk.

3, nævnte fællesorganisation af rettighedshavere.

Til nr. 2

ad § 3 b

Den foreslåede § 3 b, stk. 2, foreskriver, at anlæg med en

fordelingskapacitet på mere end 10 programkanaler skal reservere 1

kanal for lokale fjersynsprogrammer, der er bestemt til spredning

(trådløs) eller fordeling (ved hjælp af kabelanlæg) i det

pågældende område.

På tilsvarende måde som stk. 1 om pligten til at fordele Danmarks

Radios fjernsynsprogrammer og andre landsdækkende eller regionale

fjernsynsprogrammer gælder bestemmelsen også for anlæg, som

allerede er i drift. Er der i et eksisterende anlæg mere end 10

kanaler, vil der således i givet fald blive tale om at skaffe

plads til lokal programvirksomhed. Det forekommer rimeligt som et

led i sikringen af et afbalanceret programudbud i de anlæg, der i

øvrigt er eller bliver udbygget med henblik navnlig på at fordele

programmer af udenlandsk oprindelse, at kræve kapacitet stillet

til rådighed for eksisterende lokale programtjenester.

Det må fremhæves, at denne kapacitet efter forslaget kun skal stilles

til rådighed for fordelingen af programmer, der udsendes i henhold

til en tilladelse efter kapitel 2 a, der gælder i det lokalområde,

hvor anlægget er beliggende.

Endelig skal det understreges, at der alene er tale om en

forpligtelse med hensyn til fjernsynsprogrammer. Baggrunden herfor

er, at modtagning af radioprogrammer bestemt for vedkommende

geografiske område normalt vil være uproblematisk, dvs. ikke

afhængig af programmernes fordeling ved hjælp af kabelanlæg.

Til nr. 3

Ændringen af Kapitel 2 a's overskrift er af redaktionel karakter.

Til nr. 4

ad § 15 a, stk. 1

Bestemmelsens nuværende 2. punktum indeholder et forbud mod, at

tilladelse gives til selskaber, foreninger og lign., hvori

erhvervsvirksomheder, herunder dagblade, har bestemmende

indflydelse. Kulturministeriet finder det hensigtsmæssigt, at en

regel af denne restriktive karakter tages op til fornyet

overvejelse. Ministeriet lægger herved vægt på, at vedkommende

lokale nævn, som det fremgår af lovens § 15 b, stk. 2, skal søge

at sikre det lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig

karakter.

Til nr. 5, 8, 9, 10 og 12

ad § 15 a, stk. 2, nr. 2, § 15 b, stk. 1, § 15 g, stk. 1, § 15 h,

stk. 1, nr. 4, og § 15 j.

Forslagene går ud på at indføre regler med hensyn til lokal-tv, der

svarer til dem, som gælder for lokalradio, således som de var

udformet i forslaget til lov om ændring af radio- og

fjernsynsvirksomhed, fremsat den 9. oktober 1985 (L 31). Inden

folketingets 3. behandling den 13. december 1985 udgik lokal-tv af

lovforslaget, idet fastlæggelsen af bestemmelser for lokal-tv blev

udskudt.

Til nr. 6

ad § 15 a, stk. 4

Forslaget er af lovteknisk karakter. Bestemmelsens nuværende 2. pkt.

om forbud mod salg af sendetid til politiske partier og religiøse

bevægelser, der er indsat under folketingets behandling af den

seneste lovændring, foreslås gjort til 3. pkt., således at der

opnås sammenhæng i teksten mellem kravet om tilladelseshaverens

selvstændighed og reglen om, at flere tilladelseshavere kun

undtagelsesvis må sende det samme program samtidig.

For så vidt angår forbudet mod salg af sendetid til politiske partier

må det efter kulturministeriets opfattelse lægges til grund, at

forbudet mod salg af sendetid i forbindelse med valgkampe også

skal være gældende i forhold til grupperinger, der støtter

kandidatlister, som ikke er tilknyttet noget parti.

Med hensyn til salg af sendetid til religiøse bevægelser vil det være

hensigtsmæssigt af forstå bestemmelsen således, at forbudet

omfatter sådanne grupperinger af religiøs karakter, som ikke er

egentlige trossamfund (dvs. sammenslutninger eller forsamlinger,

hvis primære formål er gudsdyrkelse efter en nærmere udformet lære

og ritus.)

Herudover må det efter ministeriets vurdering være tilsigtet med

bestemmelsen, at den skal udelukke sponsering i samme tilfælde,

som den udelukker salg af sendetid. Det vil sige, at det efter

bestemmelsen er udelukket, at politiske partier og religiøse

bevægelser finansierer bestemte programmer.

Til nr. 7

ad § 15 a, stk. 5

Efter ministeriets vurdering vil det være rigtigt at tillade

reklamefinansiering, da dette vil indebære en række fordele, både

for radio- og tv-foretagenderne og for det lokale erhvervsliv.

Ministeriet finder endvidere ud fra administrative hensyn, at det vil

være uheldigt at arbejde med et reklameforbud, hvis overholdelse

erfaringerne fra forsøgsordningen har vist, at det er vanskeligt

at kontrollere.

Der må fastsættes regler om reklamernes indhold, omfang og placering

for henholdsvis radio og tv, og overholdelsen af disse regler må

påses af de lokale nævn.

I Mediekommissionens »Betænkning om dansk mediepolitik« hedder det,

at der givetvis vil være et potentiale af reklamemidler til

finansiering af lokalradio og lokal-tv. Først og fremmest

lokalradio vil være attraktiv for annoncørerne, idet mediet er

hurtigt og fleksibelt, produktionsomkostningerne lave og priserne

på reklameindslag billige. Med hensyn til lokal-tv antages det, at

interessen for at reklamere vil være meget afhængig af, om der er

mulighed for at reklamere i landsdækkende tv. Uden reklamer i

landsdækkende tv forventes både lokale og landsdækkende annoncører

at være interesserede i lokal-tv.

Forslaget om reklamefinansiering af de lokale medier må ses i

sammenhæng med regeringens ønske om delvis reklamefinansiering af

et øget udbud af landsdækkende og regionalt tv.

En række hovedprincipper bør efter ministeriets opfattelse være

fælles for reklamevirksomheden såvel på landsdækkende/ regionalt

som på lokalt plan.

Det gælder således følgende forhold:

Der må fastsættes grænser for den del af udsendelsestiden, som

anvendes til reklamer (f.eks. maksimalt 10 pct. af den daglige

sendetid og maksimalt 6 min. pr. sendetime).

Reklameindslag skal klart identificeres i forhold til

programvirksomheden i øvrigt.

Der skal fastsættes regler for reklameindslagenes indhold, således at

etiske hensyn tilgodeses.

Der må på den anden side tages hensyn til de særlige forhold, som vil

gøre sig gældende ved lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, ligesom

der må skelnes mellem tv- og radiomediet.

For tv's vedkommende bør der stilles krav om, at reklameindslag

lægges som blokke mellem udsendelerne, således at det udelukkes,

at udsendelserne afbrydes i reklameøjemed. Under hensyn til

radiomediets karakter vil det formentlig ikke være hensigtsmæssigt

at stille et tilsvarende krav på dette område.

I regelsættet bør endvidere indgå bestemmelser om, hvorledes det

forebygges, at reklamer får en uheldig indflydelse på

programlægningen.

For så vidt angår kommerciel sponsoring bør det gælde, at det

udtrykkeligt skal nævnes ved en udsendelses begyndelse og

afslutning, hvilken erhvervsvirksomhed der har bidraget til

finansieringen af udsendelsen.

Til nr. 11

ad § 15 i

Forslaget går ud på, at også reklamereglerne, jfr. den foreslåede §

15 a, stk. 5, skal gælde ved fordelingen af et program om en

enkeltstående lokal begivenhed i henhold til særlig tilladelse

efter § 3 a, nr. 3.

Til nr. 13

ad § 22, stk. 2

Forslaget går ud på, at der kan fastsættes bødestraf i

reklamebestemmelserne i henhold til den foreslåede § 15 a, stk. 5,

for overtrædelse af sådanne bestemmelser.

Til § 2

Loven skal træde i kraft den 1. april 1986, hvor den nuværende

forsøgsordning med lokal radio- og fjernsynsvirksomhed er udløbet.

En række bestemmelser må dog træde i kraft straks, således at

behandlingen af ansøgninger m.v. kan påbegyndes snarest.

I stk. 2 foreslås en overgangsordning. Det må anses for udelukket, at

proceduren for udstedelse af tilladelser til fjernsynsvirksomhed

kan gennemføres inden den 1. april 1986.

Det må desuden forudses, at udstedelsen af tilladelser til

radiovirksomhed i mange tilfælde først vil kunne ske efter denne

dato.

For at undgå en midlertidig afbrydelse af udsendelserne i de områder,

hvor der er forsøgsvirksomhed med radio eller fjernsyn i gang,

foreslås det derfor, at forsøgsordningen løber videre i det

enkelte lokale område, indtil det tidspunkt, hvor det pågældende

lokale nævn har udstedt tilladelser til henholdsvis radio- eller

fjernsynsvirksomhed, dog højst i et halvt år. Dette indebærer, at

de pågældende projekter fortsat vil være underlagt

forsøgsordningens regler.

BILAG

I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat gældende

formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget

1. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Fordelingen af de i stk. 1 nævnte programmer må kun finde

sted uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen eller

overføringen af det enkelte program finder sted.«

--/

§ 3. Fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til fordeling af lyd- og billedprogrammer til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, må kun benyttes til fordeling af:

1) Danmarks Radios programmer og andre danske programmer, som spredes ved hjælp af radioanlæg i overensstemmelse med § 1.

2) Udenlandske lyd- og billedprogrammer, som kan modtages direkte på frekvenser, der er bestemt til radiospredning, eller som fremføres til anlægget af generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet eller et telefonselskab, herunder også programmer, som overføres via kommunikationssatellitter med henblik på viderefordeling i fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg.

3) Udenlandske lyd- og billedprogrammer, der overføres via kommunikationssatellit, og som modtages af et fællesantenneanlæg efter midlertidig tilladelse i henhold til § 4, stk. 3.

Stk. 2. Fordelingen af de i stk. 1 nævnte programmer må kun finde sted uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen eller overføringen finder sted.

/--

2. I § 3 b indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg

til lokaler, der anvendes til privatbeboelse, og som indeholder

mere end 10 kanaler, at stille en kanal til rådighed for lokale

fjernsynsprogrammer, der spredes eller fordeles i det pågældende

område i henhold til tilladelse efter kapital 2 a.«

--/

§ 3 b. Det påhviler ejere af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til lokaler, som anvendes til privatbeboelse, at sikre, at der i anlægget sker en fordeling af Danmarks Radios fjernsynsprogrammer og andre landsdækkende eller til modtagelse i det pågældende område bestemte regionale fjernsynsprogrammer, som udsendes i overensstemmelse med gældende lov.'

/--

4. § 15 a, stk. 1, affattes således:

»Det nævn, der er omtalt i § 15 e, kan give selskaber, foreninger og

lign. tilladelse til radio- og fjernsynsvirksomhed ved hjælp af

radioanlæg eller kabelanlæg inden for et lokalt område.«

5. § 15 a, stk. 2, nr. 2, affattes således:

»2) Selskabet, foreningen eller lign. skal have radio- eller

fjernsynsvirksomhed som eneste formål.«

6. § 15 a, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Tilladelsens indehaver skal selvstændigt udøve

programvirksomheden. Programvirksomheden må kun i særlige tilfælde

omfatte programmer, der udsendes samtidig af en anden indehaver af

en tilladelse. Sendetid må ikke mod vederlag stilles til rådighed

for politiske partier og religiøse bevægelser.«

7. I § 15 a indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Ministeren for kulturelle anliggender fastsætter regler om,

hvorledes reklamer og udsendelser, der støttes af

erhvervsvirksomheder, kan indgå i programvirksomheden.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

--/

§ 15 a. Det nævn, der er omtalt i § 15 e, kan give selskaber, foreninger o.lign. tilladelse til radiovirksomhed ved hjælp af radioanlæg eller kabelanlæg inden for et lokalt område. Tilladelse kan dog ikke gives til selskaber m.v., hvori erhvervsvirksomheder, herunder dagblade, har bestemmende indflydelse.

Stk. 2. Tilladelse kan kun udstedes, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Udstedes tilladelse til et selskab, en forening el.lign., skal et flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området.

2) Selskabet, foreningen el.lign., skal have radiovirksomhed som eneste formål.

Stk. 3. Kommuner har ret til at få en tilladelse som nævnt i

Stk. 1, såfremt kommunens formål med programvirksomheden alene vil være at stille produktions- og sendefaciliteter til rådighed for interesserede borgere og at formidle kommunal information.

Stk. 4. Tilladelsens indehaver skal selvstændigt udøve programvirksomheden. Sendetid må ikke mod vederlag stilles til rådighed for politiske partier og religiøse bevægelser. Programvirksomheden må kun i særlige tilfælde omfatte programmer, der udsendes samtidig af en anden indehaver af en tilladelse.

Stk. 5. Tilladelse til programspredning ved hjælp af radioanlæg er betinget af, at der inden for en fastsat frist, der kan forlænges, foreligger tilladelse til radiospredning efter lov om radiokommunikation.

/--

8. § 15 b, stk. 1, affattes således:

»Tilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan være 3

år for radio og 5 år for fjernsyn. Fornyelse af tilladelse kan ske

ved periodens udløb.«

--/

§ 15 b. Tilladelse udstedes for en bestemt periode, der maksimalt kan være 3 år. Fornyelse af tilladelse kan ske ved periodens udløb.

/--

9. § 15 g, stk. 1, affattes således:

»Bestemmelserne i §§ 9-11 i lov om pressens brug finder tilsvarende

anvendelse på spørgsmål om berigtigelse i forbindelse med lokal

radio- og fjernsynsvirksomhed. I sådanne sager erstattes det

medlem af berigtigelsesnævnet, som er udpeget efter indstilling

fra Danske Dagblades Fællesrepræsentation, med et medlem, som

udnævnes af justitsministeren efter indstilling fra ministeren for

kulturelle anliggender. Dette medlem skal have kendskab til lokal

radio- eller fjernsynsvirksomhed.«

--/

§ 15 g. Bestemmelserne i §§ 9-11 i lov om pressens brug finder tilsvarende anvendelse på spørgsmål om berigtigelse i forbindelse med lokal radiovirksomhed. I sådanne sager erstattes det medlem af berigtigelsesnævnet, som er udpeget efter indstilling fra Danske Dagblades Fællesrepræsentation, med et medlem, som udnævnes af justitsministeren efter indstilling fra ministeren for kulturelle anliggender. Dette medlem skal have kendskab til lokal radiovirksomhed.

/--

10. § 15 h, stk. 1, nr. 4, affattes således:

»4) At rådgive ministeren om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.«

--/

§ 15 h. Ministeren for kulturelle anliggender nedsætter et udvalg med følgende opgaver:

1) Efter forhandling med generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet at træffe den endelige administrative afgørelse om fordelingen af sendestationer på lokalområder under hensyn til de frekvensmæssige muligheder.

2) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om udstedelse af sendetilladelser.

3) At træffe den endelige administrative afgørelse i klagesager om inddragelse af sendetilladelser.

4) At rådgive ministeren om lokal radiovirksomhed.

/--

11. § 15 i affattes således:

»§ 15 i. For tilladelser givet efter § 3 a, nr. 3, finder

bestemmelserne i § 15 a, stk. 4 og 5, § 15 c, § 15 d og § 15 g

anvendelse.«

--/

§ 15 i. For tilladelser givet efter § 3 a, nr. 3, finder bestemmelserne i § 15 a, stk. 4, § 15 c, § 15 d og § 15 g anvendelse.

/--

12. § 15 j affattes således:

»15 j. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler om

lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.«

--/

§ 15 j. Ministeren for kulturelle anliggender kan fastsætte regler om lokal radiovirksomhed.

/--

13. § 22, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 5, § 15 a, stk. 5, og §

15 j, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne.«

--/

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 15 og § 5 j, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

/--

*tf

Versioner

1. 1988-05-21