1985 LSF 171 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE (REGULERING AF MAKSIMUMSBELØB FOR ÅRLIG BOLIGYDELSE)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00171@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om individuel boligstøtte, jfr. lovbekendtgørelse nr. 44 af 28.
januar 1983, som ændret senest ved lov nr. 578 af 19. december
1985, foretages følgende ændring:
I § 34 b, stk. 1, indsættes som nyt sidste punktum: »Herudover
forøges det i § 34, stk. 1, nr. 6, nævnte beløb pr. 1. april 1986
med 59,2 pct.«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1986.
Stk. 2. For pensionister, der ifølge § 34 b, stk. 1, sidste punktum,
som affattet ved denne lovs § 1, kan få forhøjet den udbetalte
boligydelse, omberegnes boligydelsen med virkning fra den 1. april
1986.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Gennem de seneste år er huslejeniveauet i det nyere byggeri og
nybyggeriet blevet så højt, at maksimumsbeløbet for boligydelse
ikke er tilstrækkeligt til at sikre pensionisthusstande med lav
indkomst rimelige økonomiske vilkår. Allerede inden regeringen og
et flertal i folketinget begrænsede stigningen i maksimumsbeløbet
til 2 pct. om året, var der opstået problemer, fordi huslejen
udviklede sig hurtigere end indkomsterne (pensionerne) og de
reguleringssatser, boligstøttelovens grænsebeløb blev reguleret
med. I 1984 måtte en enlig pensionist uden anden indkomst end
pensionen, der blev anvist en ny ældreegnet, almennyttig bolig på
60 m2 i hovedstadsområdet, erlægge en egenbetaling på ca. 20 pct.
af pensionen (inkl. pensionstillæg) til huslejen. Dette skal
sammenholdes med, at intentionerne i boligstøtteloven er, at de
dårligst stillede pensionister skal betale 15 pct. af deres
indkomst i husleje.
Siden er situationen blevet endnu sværere for pensionisterne, dels
som følge af, at huslejeudviklingen i nybyggeriet og det nyere
byggeri fortsat ligger over indkomstudviklingen, og dels fordi
regeringen og et flertal i folketinget ved lov nr. 242 af 23. maj
1984 begrænsede stigningstakten i den regulering af boligydelsen,
der ellers årligt skulle finde sted på grundlag af
reguleringspristallet, til 2 pct. i hvert af årene 1985 og 1986.
Dette har bevirket, at flere og flere pensionister er stødt mod
boligstøtteloftet, og at egenbetalingen for de svagest stillede
enlige pensionister, der bor i det nyere ældreegnede byggeri, er
steget yderligere. Således vil en pensionist som nævnt ovenfor i
dag skulle erlægge op mod 25 pct. af pensionen i husleje. Dette
finder socialdemokratiet ganske urimeligt.
Det foreslås derfor, at der pr. 1. april 1986 skal ske en forhøjelse
af maksimumsbeløbet for den årlige boligydelse på 15 pct. svarende
til en regulering af grundbeløbet i lovens § 22, stk. 1, 1. pkt.,
med 59,2 pct. En gennemførelse af forslaget vil betyde, at det
højeste beløb, der kan udbetales pr. måned i boligydelse, stiger
fra 1.633 kr. pr. måned til 1.878 kr. pr. måned.
For en enlig pensionist uden anden indkomst end pensionen (inkl.
pensionstillæg), der efter socialministeriets oplysninger i 1986
forventes at blive 44.262 kr. svarende til ca. 3.690 kr. pr.
måned, vil den højeste månedlige husleje, hvortil der kan ydes
boligstøtte, uden at pensionisten overstiger maksimum for
boligydelsen, blive:
15 pct. af 3.690 kr. = 553 kr. + højeste boligydelse = 1.878 kr. -------------- I alt: = 2.431 kr.
Dette beløb svarer til en årlig husleje på 29.172 kr., hvilket skulle
være tilstrækkeligt til at sikre, at pensionisten kan flytte ind i
en ny ældreegnet, almennyttig bolig uden at skulle erlægge mere
end 15 pct. af pensionen i egenbetaling til huslejen.
Det foreslås endvidere, at kommunerne med virkning fra den 1. april
1986 skal foretage en omberegning af boligydelsen for de
pensionister, der i dag støder mod boligydelsesmaksimum, således
at de pensionister, der bliver berettiget til en højere
boligydelse, automatisk får denne udbetalt.
Det skal endelig bemærkes, at der med forslaget ikke er taget
stilling til reguleringen i 1987, idet det forventes, at
boligministeren på baggrund af 2 pct.-reguleringens udløb med
udgangen af 1986 vil fremsætte forslag om de satser og
grænsebeløb, der skal være gældende efter 1986.
Økonomiske konsekvenser
Da den højeste boligydelse kun skal udbetales i 9 måneder i 1986,
skønnes merudgifterne i 1986 højst at beløbe sig til 37,5 mill.
kr., hvilket med den gældende refusionssats på 75 pct. vil svare
til kommunale merudgifter på knap 9,5 mill. kr. og statslige
merudgifter på ca. 28 mill. kr.
Det bemærkes dog samtidig, at der ved det foretagne skøn ikke er
taget hensyn til, at maksimumsbeløbet allerede nu er forhøjet for
nogle boligydelsesmodtagere, fordi boligen er egnet for og bebos
af stærkt bevægelseshæmmede (lovens § 22, stk. 1, 3. pkt.), eller
fordi kommunalbestyrelsen i henhold til § 22, stk. 2, har skønnet,
at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en
højere boligydelse.
I det omfang sådanne beløb udbetales, vil de fragå de anslåede
merudgifter.