Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00175@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov nr. 220 af 18. maj 1977 om dyreforsøg foretages følgende

ændringer:

1. § 2 affattes således:

»§ 2. Justitsministeriets dyreforsøgsudvalg skal forud for meddelelse

af tilladelse til dyreforsøg vurdere, om der er en rimelig

forskningsmæssig eller samfundsmæssig interesse i, at forsøgene

udføres.

Stk. 2. Tilladelse til dyreforsøg kan kun gives til navngivne

personer, der efter deres uddannelse og beskæftigelse må antages

at kunne sikre, at forsøgene udføres på forsvarlig måde.«

2. I § 3 indsættes efter stk. 2, som nyt stykke:

»Stk. 3. Tilladelse kan gøres betinget af, at resultaterne af

dyreforsøgene offentliggøres.«

3. § 10, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

4. I § 13, stk. 1, ændres sætningen »Besigtigelsen kan foregå

uanmeldt.« til: »Besigtigelsen bør så vidt muligt foregå

uanmeldt.«.

5. I § 13, stk. 2, ændres ordet »Han« til: »Den, der udfører

dyreforsøg,».

6. § 15, stk. 1, affattes således:

»Dyreforsøgsudvalget består af en formand, der skal opfylde

betingelserne for at kunne beskikkes som dommer, og 8 andre

medlemmer.«

7. § 15, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Justitsministeren udpeger udvalgets formand og de øvrige

medlemmer. To medlemmer udpeges efter udtalelse fra henholdsvis

statens lægevidenskabelige forskningsråd (SLDF) og statens

jordbrugs- og veterinærvidenskabelige forskningsråd (SJVF), et

medlem efter udtalelse fra sundhedsstyrelsen, et medlem efter

udtalelse fra Industrirådet og fire medlemmer efter udtalelse fra

dyrebeskyttelsesforeningerne.«

8. I § 17 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Antallet af udvalgsbesøg skal stå i et rimeligt forhold til

antallet af de anvendte dyr.«

9. § 18 affattes således:

»§ 18. Udvalget afgiver en årlig indberetning til justitsministeren,

som sørger for, at beretningen offentliggøres.

Stk. 2. Udvalgets medlemmer aflønnes af staten.«

10. I § 20 udgår ordene »grov eller gentagen«.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Forslagsstillerne anerkender, at der er behov for at udføre

dyreforsøg af forskningsmæssige grunde for at opnå en bedre

sygdomsbekæmpelse, et bedre arbejdsmiljø, et bedre eksternt miljø

m.v.

Forslagsstillerne er imidlertid også af den opfattelse, at det ikke

er enhver påstand om forskningsmæssig interesse m.v., som

berettiger til, at man påfører dyr lidelse. Der må ske en etisk

bedømmelse af, om formålet nu også er bare nogenlunde rimeligt, og

om dyreforsøgene nu også i praksis gennemføres på en forsvarlig

måde.

Efter forslagsstillernes opfattelse bærer den eksisterende lovgivning

præg af en næsten blind tillid til, at ingen kan finde på at

gennemføre dyreforsøg uforsvarligt og uden en rimelig begrundelse.

Det skal bemærkes, at det i øvrigt anses for ønskeligt, at man

udnytter de forbedrede muligheder for at erstatte nogle forsøg med

levende dyr med forsøg med bakterier og cellekulturer i

reagensglas. Der kan her henvises til en artikel af cand. mag.

Jørn Carsten Jensen: Forsøg uden dyr? i Forskningen og Samfundet

nr. 6, oktober 1985.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Det er ikke tanken, at der med den nye bestemmelse skal lægges

hindringer i vejen for den biologiske og medicinske forskning og

medicinafprøving i almindelighed. Samfundet har en overordnet

interesse i, at denne forskning og afprøvning finder sted.

Bestemmelsen tager sigte på, hvad man kan betegne som »vildskud«.

Er der tale om smertevoldende forsøg, bør der finde en afvejning

sted af den lidelse, man udsætter dyrene for, og den

samfundsmæssige og forskningsmæssige interesse i, at forsøgene

udføres. Det bør ikke være sådan, at en hvilken som helst påstand

om, at en person forsker eller deltager i sygdomsbekæmpelse,

berettiger til dyreforsøg. Forslagsstillerne finder ikke

bestemmelsen i den gældende § 2 om uddannelsesmæssig baggrund og

beskæftigelse tilstrækkelig til at sikre, at der ikke sker

»vildskud«.

Til nr. 2

Det må efter forslagsstillernes opfattelse være væsentligt, at

antallet af dyreforsøg søges begrænset. En af måderne at søge

dette sikret på er at kræve offentliggørelse af resultaterne af

dyreforsøg for at undgå, at mange personer foretager stort set de

samme forsøg uden at offentliggøre resultaterne.

Til nr. 3

Når forslagsstillerne finder, at den gældende lovs § 10, stk. 3, om

smertevoldende forsøg uden bedøvelse kan ophæves, hænger det

blandt andet sammen med, at justitsministeriets dyreforsøgsudvalg

i beretningen for 1983 oplyser, at der ikke i beretningsperioden

er meddelt tilladelser efter lovens § 10, stk. 3.

Til nr. 4

Det er forslagsstillernes opfattelse, at på forhånd aftalte

besigtigelser ikke er særligt egnede til at afgøre, om de

dyreforsøg, der finder sted på en institution, udføres på

forsvarlig måde.

Til nr. 5

Skal lovens tekst ændres, bør man tage til efterretning, at der

faktisk også er kvinder, der udfører dyreforsøg.

Til nr. 6

Efter forslagsstillernes opfattelse er stillingtagen til dyreforsøg

nok så meget et etisk spørgsmål som et lægeligt-veterinært

spørgsmål om forsøgenes praktiske gennemførelse. Det er

forslagsstillernes opfattelse, at man passende kan øge

repræsentationen fra dyrebeskyttelsesforeningerne med et medlem

fra tre til fire.

I konsekvens af forslagsstillernes opfattelse bør man så også undlade

at kræve, at medlemmerne (bortset fra formanden) skal være læger

eller dyrlæger. Det er ønskeligt, at der er læger og dyrlæger i

udvalget, men læger og dyrlæger har ikke nødvendigvis en mere

rigtig etik omkring dyreforsøg, end andre har.

Til nr. 8

En læsning af beretningen fra dyreforsøgsudvalget for 1983 giver den

oplysning, at man in plenum har holdt 7 møder og foretaget

inspektion på 13 virksomheder og institutioner, i flere af

tilfældene omfattende et antal forsøgsudøvere det enkelte sted.

I betragtning af, at der i alt blev givet tilladelse til 276 personer

til dyreforsøg som ansvarlige, som i alt udførte ca. 1/2 mill.

dyreforsøg, synes inspektionernes omfang at være en del under det

ønskelige. Mere end 1.000 af forsøgene blev udført på hunde, katte

eller aber.

Til nr. 9

Dyreforsøgsudvalgets beretning for 1983 består af 5 sider tekst og et

samleskema samt som bilag nogle hundrede skemasider, hvor man har

opregnet institution, ansvarlig person, tilladelsens dato, antal

dyr til hvilke forsøg, til hvilke formål samt oplysning om, om der

har været brugt bedøvelse, og om der er foretaget

overlevelsesforsøg.

Det betyder, at man f.eks. kan læse, at dyrlæge A ved institut B har

været ansvarlig for, at man har podet 10 marsvin »intraperitonæalt

med hæmophilus parasuis« med formålet »at undersøge patogenitet af

forskellige podekulturer«, og at de 10 marsvin ikke har været

bedøvet, og at der er gennemført overlevelsesforsøg.

Den læge læser har svært ved at læse det skrevne. Selv for en læge/

dyrlæge er det formentlig umuligt at vurdere, om de beskrevne

forsøg har et fornuftigt formål, og om de er udført forsvarligt.

I mange tilfælde er oplysningerne endnu mere sparsomme, såsom antal

dyr: 301 mus, indgreb: subkutan injektion, formål: uspecifik

toxicitet, bedøvelse: nej.

Beretningen fra udvalget indeholder ingen oplysninger om, hvor mange

gange man eventuelt har sagt nej til at tillade dyreforsøg, og

hvor mange gange man eventuelt har givet pålæg om forsøgenes

nærmere gennemførelse.

Langt hovedparten af de gennemførte dyreforsøg har formentlig været

gennemført fuldt forsvarligt, men udvalgets beretning overbeviser

ikke læseren om, at det er tilfældet.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at man må forvente en meget

betydelig arbejdsindsats fra de personer, der påtager sig at være

medlemmer af dyreforsøgsudvalget. Dette indebærer, at der må ske

en egentlig aflønning af medlemmerne. Behovet for aflønning er

størst for de medlemmer, der ikke kan deltage i inspektioner m.v.

som en naturlig forlængelse af det hverv, de i forvejen bestrider

i en offentlig ansættelse.

Til nr. 10

Det er urimeligt, at en tilladelse kun kan tilbagekaldes, hvis der er

sket grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for tilladelsen

m.v. Som bestemmelsen er formuleret, må det formodes at være en

meget stor sjældenhed, at man tilbagekalder en tilladelse.

Bestemmelsen kan også læses således, at man ikke behøver at tage

dyreforsøgsudvalget særlig alvorligt. Hvordan skal man i øvrigt

påvise overtrædelser, hvis man kun kommer på inspektion meget

sjældent og efter forudgående aftale?

Versioner

1. 1988-05-21