Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00176@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts

1985, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltningerne

til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt

på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkning på

disse.«

2. § 39 affattes således:

»§ 39. Afgørelse om godkendelse i henhold til §§ 35-38 træffes af

kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet, i hovedstadsområdet af

hovedstadsrådet. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med

de kommunale organisationer nærmere regler herom.

Stk. 2. Såfremt sagen drejer sig om en kommunalbestyrelses

virksomhed, træffes afgørelse om godkendelse af amtsrådet eller i

hovedstadsområdet af hovedstadsrådet. Såfremt sagen drejer sig om

et amtsråds eller hovedstadsrådets virksomhed, træffes afgørelse

om godkendelse af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

virksomheden ligger.«

3. § 42 affattes således:

»§ 42. Overtrædes vilkårene for en godkendelse, jfr. §§ 35-38, kan

godkendelsesmyndigheden nedlægge forbud mod fortsat drift.«

4. I § 44, stk. 1, ændres »kommunalbestyrelsen« til:

»tilsynsmyndigheden, jfr. § 48«.

5. I § 44, stk. 2, ændres »kommunalbestyrelsen« til:

»tilsynsmyndigheden«.

6. § 44, stk. 4 og 5, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4. I 8 år efter meddelelse af en godkendelse i henhold til §§

35-38 kan der kun meddeles påbud eller forbud, såfremt:

1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige

virkning,

2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne

forudses ved godkendelsens meddelelse, eller

3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved

godkendelsen.

Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan

tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt

begrundet, eller hvis der er udviklet bedre rensningsformer eller

mindre forurenende produktionsmetoder.

Stk. 6. For nærmere bestemte brancher kan ministeren fastsætte regler

om, at den i stk. 4 og 5 omtalte tidsfrist nedsættes, dog ikke til

under 4 år.«

7. Efter § 44 indsættes i kapitel 5:

»§ 44 a. Tilsynsmyndigheden kan revidere vilkårene for en virksomheds

godkendelse eller tilladelse med henblik på at forbedre

virksomhedens kontrol med egen forurening (egenkontrol) eller med

henblik på at opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn. Bestemmelser i

påbud kan på tilsvarende måde revideres.«

8. Overskriften til kapitel 7 affattes således: »Tilsyn«.

9. § 48 affattes således:

»§ 48. Kommunalbestyrelsen påser

1) at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven,

overholdes,

2) at beslutninger om påbud eller forbud efterkommes, og

3) at vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser

overholdes.

Stk. 2. Miljøministeren kan bestemme, at tilsynet i visse tilfælde

skal udføres af andre myndigheder.

Stk. 3. Tilsynet med virksomheder, der er optaget i bilaget til

loven, føres af godkendelsesmyndigheden, jfr. § 39.«

10. § 49 affattes således:

»§ 49. Hvis påbud eller forbud ikke efterkommes inden for den

fastsatte frist, kan den myndighed, som fører tilsyn efter § 48

(tilsynsmyndigheden), lade foranstaltningen udføre for den

ansvarliges regning.

Stk. 2. I tilfælde af overhængende, alvorlig fare for sundheden og i

tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge

væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, foretager

tilsynsmyndigheden det nødvendige uden påbud og for den

ansvarliges regning.

Stk. 3. Politiet yder tilsynsmyndigheden bistand ved udøvelsen af

beføjelser efter stk. 1 og 2, når der er fare for væsentlig

forurening. Justitsministeren kan efter forhandling med

miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på

tilsynsmyndighedens meddelelser om at bringe ulovlige forhold til

ophør.«

11. § 49 a ophæves.

12. § 50, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. De opgaver og beføjelser, som efter bestemmelserne i dette

kapitel er henlagt til amtsrådet, varetages i hovedstadsområdet af

hovedstadsrådet.«

13. I § 50 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Hvis en forurenende virksomhed er påbegyndt uden godkendelse

eller tilladelse eller er i strid med gældende forbudsbestemmelser

eller fastsatte vilkår, kan tilsynsmyndigheden eventuelt forlange

virksomheden, anlægget eller indretningen fjernet.«

14. § 56 affattes således:

»§ 56. Miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende udøvelsen

af tilsynsmyndighedernes og miljøstyrelsens tilsynsvirksomhed,

herunder om embedslægernes og fiskerikontrollens deltagelse i

denne virksomhed.«

15. Efter § 56 indsættes:

»§ 56 a. Miljøministeren kan fastsætte regler om anmeldelse af

virksomheder.«

16. I § 62 a ophæves stk. 3, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunale

affaldsordninger, herunder om ordninger for erhvervsaffald,

haveaffald og bygningsaffald m.v. samt

1) regler om kommunernes pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder

for affald fra virksomheder, som ikke omfattes af sådanne

ordninger,

2) regler om pligt for virksomhederne til at benytte etablerede

ordninger eller anviste bortskaffelsesmuligheder, og

3) regler om pligt til at etablere forsorteringsanlæg på lossepladser

og forbrændingsanlæg.

Stk. 4. Ministeren kan træffe bestemmelse eller fastsætte regler om

kommuners pligt til at oprette eller tilslutte sig fælleskommunale

virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet samt om sådanne

fælleskommunale virksomheders placering.

Stk. 5. Gebyrer kan fastsættes til dækning af kommunernes udgifter

til affaldskortlægning og -planlægning, til affaldsordningerne

samt i forbindelse med de i øvrigt i stk. 3 og 4 omtalte

foranstaltninger og anlæg.«

17. § 64 ophæves.

18. Efter § 65 indsættes som ny paragraf:

»§ 65 a. En afgørelse, der meddeles skriftligt, skal angive de

hvedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen. Redegørelse

herfor medfølger ved underretning efter § 65, stk. 2.«

19. I § 71 indsættes som 3. pkt.:

»Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges

klagefristen til den følgende hverdag.«

20. § 72, stk. 3 og 4, affattes således:

»Stk. 3. Såfremt udnyttelsen af en godkendelse eller tilladelse efter

denne lov eller de i medfør heraf udfærdigede forskrifter

forudsætter udførelse af bygge- eller anlægsarbejder, må sådanne

arbejder ikke påbegyndes før udløbet af den i § 71, stk. 1, nævnte

klagefrist, medmindre den myndighed, der har meddelt tilladelsen

eller godkendelsen, giver dispensation hertil. Stk. 4.

Klagemyndigheden kan i forbindelse med behandlingen af en

godkendelse eller tilladelse, der er påklaget inden for

klagefristen, jfr. § 71, selvstændigt afgøre spørgsmålet om

påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder. Klagemyndigheden kan

herunder

1) efter begæring meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og

anlægsarbejder,

2) bestemme at bygge- og anlægsarbejder, hvortil dispensation er

meddelt efter stk. 3, ikke må påbegyndes eller skal standses.

Klagemyndighedens afgørelse kan ikke indbringes for højere

administrativ myndighed.«

21. I § 72, stk. 6, ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 3-5«.

22. I § 74, stk. 2, indsættes efter nr. 1 som nyt nr.:

»2) afgørelser om godkendelse, påbud og forbud efter lovens kapitel

5 for så vidt angår virksomheder, anlæg og indretninger, hvor

beføjelsen til at meddele godkendelse i henhold til § 39, stk. 1,

er henlagt til kommunalbestyrelsen, efter regler fastsat af

miljøministeren.«

Nr. 2-3 bliver herefter nr. 3-4.

23. I § 74 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening kan

påklage de i stk. 2 nævnte afgørelser for så vidt angår spørgsmål

om havforurening.«

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.

24. I § 76, stk. 2, udgår »§ 39, stk. 3, § 44, stk. 5, og«.

25. I § 80, stk. 2, ændres »§ 74, stk. 2-5« til: »§ 74, stk. 2-6«.

26. I § 81, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»§ 71, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

27. Efter § 82 indsættes som kapitel 12 a:

»Kapitel 12 a

Affaldsafgifter

§ 82 a. Der svares afgift til miljøministeren af affald, der tilføres

en registreringspligtig virksomhed, jfr. § 82 c.

§ 82 b. Afgiften udgør 40 kr. pr. ton affald. Den afgiftspligtige

vægt er affaldets bruttovægt.

Stk. 2. Den afgiftspligtige vægt skal fastsættes ved hjælp af en

vægt, der kan godkendes af toldvæsenet.

§ 82 c. Virksomheder eller anlæg, der modtager affald fra kommunale

renovationsordninger til deponering eller forbrænding, skal

anmelde sig hos toldvæsenet til registrering.

Stk. 2. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for

registreringen.

§ 82 d. Afgiftsperioden er kvartalet.

Stk. 2. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige

vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der

er tilført virksomheden i perioden.

Stk. 3. I opgørelsen fradrages vægten af den del af det

afgiftspligtige affald, der igen er fraført virksomheden i

afgiftsperioden. Hvis vægten af det fraførte er større end den

afgiftspligtige vægt i perioden, overføres den overskydende vægt

til fradrag i følgende afgiftsperioder.

Stk. 4. Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte nærmere

regler om opgørelse efter stk. 2 og fradrag efter stk. 3.

§ 82 e. Registrerede virksomheder skal føre regnskab over tilførsel

og fraførsel af affald.

Stk. 2. Toldvæsenet fastsætter nærmere regler om de registrerede

virksomheders udstedelse af afregningsbilag og fakturaer samt om

deres regnskabsførelse.

Stk. 3. Registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale,

herunder afregningsbilag, fakturakopier og opgørelser, i 5 år

efter regnskabsårets udløb.

§ 82 f. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver

afgiftsperiode og senest den 15. i den følgende måned til

toldvæsenet angive vægten af det affald, hvoraf virksomheden skal

svare afgift, jfr. § 82 d, stk. 2 og 4.

Stk. 2. Afgives angivelsen ikke inden udløbet af den i stk. 1 nævnte

frist, kan toldvæsenet inddrage registreringen af virksomheden,

indtil den manglende angivelse er toldvæsenet i hænde.

§ 82 g. Afgiften for en afgiftsperiode skal indbetales til

toldvæsenet inden udgangen af måneden efter afgiftsperiodens

udløb.

Stk. 2. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i

månedlig rente for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige

betalingsdag, dog mindst 10 kr.

Stk. 3. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter de nærmere

regler for afgiftens indbetaling.

§ 82 h. Toldvæsenet kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler

afgiften rettidigt, at afgive den i § 82 f omhandlede angivelse

for kortere perioder end et kvartal.

Stk. 2. Toldvæsenet kan endvidere pålægge en virksomhed, der ikke

betaler afgiften rettidigt, en kortere betalingsfrist end den, der

er nævnt i § 82 g, stk. 1, og kræve, at der stilles sikkerhed for

afgiftens betaling.

§ 82 i. Betales forfalden afgift ikke senest den 14. dag efter

betalingsfristens udløb, kan toldvæsenet inddrage registreringen

af virksomheden, indtil de forfaldne afgifter er betalt.

Stk. 2. Er der efter § 82 h sket forkortelse af afgiftsperioden eller

betalingsfristen, og betales afgiften ikke rettidigt, kan

registreringen inddrages straks efter betalingsfristens udløb.

§ 82 j. Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig

angivelse efter § 82 f, således at virksomheden har betalt for

lidt i afgift, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14

dage efter påkrav.

Stk. 2. Kan størrelsen af det afgiftsbeløb, der påhviler

virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens

regnskaber m.v., kan toldvæsenet foretage skønsmæssig ansættelse

af afgiftstilsvaret. Afgørelsen skal indeholde oplysninger om den

i stk. 3 nævnte klageadgang.

Stk. 3. Virksomheden kan indbringe ansættelsen for det nævn, som er

nedsat efter § 37 i merværdiafgiftsloven. Begæring om indbringelse

for nævnet skal være fremsat over for toldvæsenet senest 4 uger

efter, at virksomheden er gjort bekendt med afgørelsen.

Stk. 4. Betales den skyldige afgift ikke rettidigt, skal der betales

1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i

den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog

mindst 10 kr.

§ 82 k. Toldvæsenet har til enhver tid mod behørig legitimation uden

retskendelse adgang til at foretage eftersyn i den

registreringspligtige virksomhed og til at efterse virksomhedens

forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance

m.v.

Stk. 2. Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed,

samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde

toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i

stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på toldvæsenets begæring

udleveres eller indsendes til toldvæsenet.

Stk. 4. Personer og virksomheder, som tilfører affald til

registreringspligtige virksomheder, skal på begæring meddele

toldvæsenet oplysning om de tilførte affaldsmængder.

Stk. 5. Personer og virksomheder, som modtager affald fra

registreringspligtige virksomheder, skal på begæring meddele

toldvæsenet oplysning om de modtagne affaldsmængder.

Stk. 6. Den, der er ansvarlig for en virksomhed eller et anlæg, der

uden at være registreret, jfr. § 82 c, modtager affald til

deponering, forbrænding, oparbejdning eller behandling i øvrigt,

skal på begæring meddele toldvæsenet oplysning om de modtagne

affaldsmængder.

Stk. 7. Toldvæsenet er berettiget til at foretage eftersyn af

regnskaber m.v. hos de i stk. 4-6 omhandlede virksomheder.

§ 82 l. Offentlige myndigheder skal på begæring meddele toldvæsenet

enhver oplysning til brug ved registrering af og kontrol med

registreringspligtige virksomheder.

Stk. 2. Politiet yder toldvæsenet bistand ved kontrollens

gennemførelse. Justitsministeren kan efter forhandling med

ministeren for skatter og afgifter fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte de

bestemmelser om kontrolforanstaltninger, som er nødvendige til

gennemførelse af den i dette kapitel omhandlede afgift.

§ 82 m. Det efter § 37 i merværdiafgiftsloven nedsatte nævn har den

endelige administrative afgørelse af:

1) Spørgsmål om virksomheders registreringspligt, jfr. § 82 c.

2) Spørgsmål om den afgiftspligtige vægt, jfr. § 82 b, og om

afgiftspligt.

3) Klager over skønsmæssige ansættelser af afgiftstilsvaret, jfr. §

82 j, stk. 2.

§ 82 n. For betaling af afgift efter de i dette kapitel indeholdte

bestemmelser hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende

driver virksomheden for egen regning.«

28. I § 83, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 42 eller § 44« til: »§ 42, § 44

eller § 50 a, stk. 2,».

29. I § 83 affattes stk. 5 således:

»Stk. 5. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved en

overtrædelse af denne lov eller de i medfør af loven udfærdigede

bestemmelser, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde,

tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet

økonomisk fordel, jfr. stk. 2, nr. 2.«

30. § 83, stk. 1, nr. 8 og 9, affattes således:

»8) gennemfører bygge- og anlægsarbejder i strid med § 72, stk. 3,

eller en afgørelse efter § 72, stk. 4, eller

9) tilsidesætter vilkår knyttet til en dispensation efter § 72,

stk. 3 eller 4.«

31. I § 83, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 64« til »§ 56 a«.

32. I § 83, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab,

jfr. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«

33. Efter § 84 indsættes som § 84 a og § 84 b:

»§ 84 a. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for kontrollen med den i kapitel 12 a

omhandlede afgift.

2) Undlader at benytte en vægt, som kan godkendes af toldvæsenet,

jfr. § 82 b, stk. 2.

3) Undlader at anmelde sig til registrering hos toldvæsenet efter §

82 c.

4) Undlader at føre og opbevare regnskab efter § 82 e, stk. 1 og 3.

5) Undlader at angive vægten af afgiftspligtigt affald efter § 82 f,

stk. 1.

6) Undlader at efterkomme et påbud, der er meddelt efter § 82 h, stk.

1.

7) Undlader at give oplysninger til toldvæsenet efter § 82 k, stk.

2-6.

8) Fortsætter driften af en registreringspligtig virksomhed, efter at

toldvæsenet har inddraget registreringen efter § 82 f, stk. 2,

eller § 82 i.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af § 82 l, stk. 3, kan der

fastsættes straf i form af bøde for den, der forsætligt eller

groft uagtsomt overtræder bestemmelserne.

Stk. 3. Den, der begår en af de i stk. 1 og 2 nævnte overtrædelser

med forsæt til at unddrage afgift, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel i indtil 1 år.

Stk. 4. Begås en af de i stk. 1 og 2 nævnte overtrædelser af et

aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan

der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen

begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jfr. § 60 i

lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det

kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 84 b. Skønnes en af de i § 84 a, stk. 1 og 2, nævnte overtrædelser

ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan ministeren for

skatter og afgifter eller den, han bemyndiger dertil, tilkendegive

den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning,

såfremt han erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig

rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring

kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder

bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskrift i

politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen

inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Stk. 4. Når sager om de i § 84 a, stk. 1 og 2, nævnte overtrædelser

indbringes for domstolene, behandles de som politisager.

Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme

omfang som i statsadvokatsager.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1987.

Stk. 2. Reglerne i § 82 c, § 83, stk. 4, 2. pkt., § 84 a, stk. 1, nr.

3, stk. 3 og 4, og § 84 b i lov om miljøbeskyttelse, som affattet

ved denne lovs § 1, nr. 27, 32 og 33, træder dog i kraft den 1.

juli 1986.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte overgangsregler.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 493

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts

1985, foretages følgende ændringer:

1. § 39 affattes således:

»§ 39. Afgørelse om godkendelse i henhold til §§ 35-38 træffes af

kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet, i hovedstadsområdet af

Hovedstadsrådet. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med

de kommunale organisationer nærmere regler herom.

Stk. 2. Såfremt sagen drejer sig om en kommunalbestyrelses

virksomhed, træffes afgørelse om godkendelse af amtsrådet eller i

hovedstadsområdet af Hovedstadsrådet. Såfremt sagen drejer sig om

et amtsråds eller Hovedstadsrådets virksomhed, træffes afgørelse

om godkendelse af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

virksomheden ligger.«

2. § 42 affattes således:

»§ 42. Overtrædes vilkårene for en godkendelse, jfr. §§ 35-38, kan

godkendelsesmyndigheden nedlægge forbud mod fortsat drift.«

3. I § 44, stk. 1, ændres »kommunalbestyrelsen« til:

»tilsynsmyndigheden, jfr. § 48«.

4. I § 44, stk. 2, ændres »kommunalbestyrelsen« til:

»tilsynsmyndigheden«.

5. § 44, stk. 5 ophæves.

6. Efter § 44 indsættes i kapitel 5:

»§ 44 a. Tilsynsmyndigheden kan revidere vilkårene for en virksomheds

godkendelse eller tilladelse med henblik på at forbedre

virksomhedens kontrol med egen forurening (egenkontrol), eller med

henblik på at opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn. Bestemmelser i

påbud kan på tilsvarende måde revideres.«

7. Overskriften til kapitel 7 affattes således: »Tilsyn«.

8. § 48 affattes således:

»§ 48. Kommunalbestyrelsen påser

1) at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven

overholdes,

2) at beslutninger om påbud eller forbud efterkommes, og

3) at vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser

overholdes.

Stk. 2. Miljøministeren kan bestemme, at tilsynet i visse tilfælde

skal udføres af andre myndigheder.

Stk. 3. Tilsynet med virksomheder, der er optaget i bilaget til loven

føres af godkendelsesmyndigheden, jfr. § 39.

9. § 49 affattes således:

»§ 49. Hvis påbud eller forbud ikke efterkommes inden for den

fastsatte frist, kan den myndighed, som fører tilsyn efter § 48

(tilsynsmyndigheden), lade foranstaltningen udføre for den

ansvarliges regning.

Stk. 2. I tilfælde af overhængende, alvorlig fare for sundheden og i

tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge

væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, foretager

tilsynsmyndigheden det nødvendige uden påbud og for den

ansvarliges regning.

Stk. 3. Politiet yder tilsynsmyndigheden bistand ved udøvelsen af

beføjelser efter stk. 1 og 2, når der er fare for væsentlig

forurening. Justitsministeren kan efter forhandling med

miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på

tilsynsmyndighedens meddelelser om at bringe ulovlige forhold til

ophør.«

10. § 49 a ophæves.

11. § 50, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. De opgaver og beføjelser, som efter bestemmelserne i dette

kapitel er henlagt til amtsrådet, varetages i hovedstadsområdet af

Hovedstadsrådet.«

12. I § 50 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Hvis en forurenende virksomhed er påbegyndt uden godkendelse

eller tilladelse eller er i strid med gældende forbudsbestemmelser

eller fastsatte vilkår, kan tilsynsmyndigheden eventuelt forlange

virksomheden, anlægget eller indretningen fjernet.«

13. § 56 affattes således:

»§ 56. Miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende udøvelsen

af tilsynsmyndighedernes og miljøstyrelsens tilsynsvirksomhed,

herunder om embedslægernes og fiskerikontrollens deltagelse i

denne virksomhed.«

14. Efter § 56 indsættes:

»§ 56 a. Miljøministeren kan fastsætte regler om anmeldelse af

virksomheder.«

15. I § 62 a ophæves stk. 3, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunale

affaldsordninger, herunder om pligt til at benytte sådanne

ordninger, samt om kommunernes adgang til at fastsætte gebyrer for

benyttelse af ordningerne.

Stk. 4. Gebyrer kan fastsættes til dækning af kommunernes udgifter

til affaldskortlægning og -planlægning samt til

affaldsordningerne.«

16. § 64 ophæves.

17. I § 71, indsættes som 3. pkt.:

»Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges

klagefristen til den følgende hverdag.«

18. § 72, stk. 3-6, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Hvis en godkendelse eller tilladelse påklages, skal den

myndighed, der har truffet afgørelsen, straks underrette den, som

afgørelsen er meddelt til. Underretningen skal indeholde

oplysninger om bestemmelserne i stk. 4.

Stk. 4. Er en godkendelse eller en tilladelse påklaget før

klagefristens udløb, jfr. § 71, kan

1) den myndighed, der har truffet afgørelsen, bestemme, at bygge- og

anlægsarbejder ikke må påbegyndes helt eller delvist, før

klagemyndighedens afgørelse foreligger eller klagemyndigheden

bestemmer andet,

2) klagemyndigheden bestemme, at bygge- og anlægsarbejder ikke må

påbegyndes helt eller delvist, før klagemyndighedens afgørelse

foreligger, eller at påbegyndt byggeri skal standses.

Stk. 5. Klagemyndighedens afgørelse efter stk. 4, kan ikke påklages

til højere administrativ myndighed.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 4, indebærer ingen begrænsninger i

klagemyndighedens adgang til at ændre eller ophæve en påklaget

godkendelse eller tilladelse.«

19. I § 74, stk. 2, indsættes efter nr. 1 som nyt nr.:

»2) afgørelser om godkendelse, påbud og forbud efter lovens kapitel

5 for så vidt angår virksomheder, anlæg og indretninger, hvor

beføjelsen til at meddele godkendelse i henhold til § 39, stk. 1,

er henlagt til kommunalbestyrelsen, efter regler fastsat af

miljøministeren.«

Nr. 2-3, bliver herefter nr. 3-4.

20. I § 74 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening kan

påklage de i stk. 2 nævnte afgørelser for så vidt angår spørgsmål

om havforurening.«

Stk. 4-7, bliver herefter stk. 5-8.

21. I § 76, stk. 2, udgår »§ 39, stk. 3, § 44, stk. 5, og«.

22. I § 80, stk. 2, ændres § 74, stk. 2-5, til: »§ 74, stk. 2-6«.

23. I § 81, stk. 1, indsættes som 2. pkt: »§ 71, 3. pkt., finder

tilsvarende anvendelse.«

24. Efter § 82 indsættes som kapitel 12 a:

»Kapitel 12 a

Affaldsafgifter

§ 82 a. Der svares afgift til miljøministeren af affald, der tilføres

en registreringspligtig virksomhed, jfr. § 82 c.

§ 82 b. Afgiften udgør 40 kr. pr. ton affald. Den afgiftspligtige

vægt er affaldets bruttovægt.

Stk. 2. Den afgiftspligtige vægt skal fastsættes ved hjælp af en

vægt, der kan godkendes af toldvæsenet.

§ 82 c. Virksomheder eller anlæg, der modtager affald fra kommunale

renovationsordninger til deponering eller forbrænding, skal

anmelde sig hos toldvæsenet til registrering.

Stk. 2. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for

registreringen.

§ 82 d. Afgiftsperioden er kvartalet.

Stk. 2. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige

vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der

er tilført virksomheden i perioden.

Stk. 3. I opgørelsen fradrages vægten af den del af det

afgiftspligtige affald, der igen er fraført virksomheden i

afgiftsperioden. Hvis vægten af det fraførte er større end den

afgiftspligtige vægt i perioden, overføres den overskydende vægt

til fradrag i følgende afgiftsperioder.

Stk. 4. Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte nærmere

regler om opgørelse efter stk. 2 og fradrag efter stk. 3.

§ 82 e. Registrerede virksomheder skal føre regnskab over tilførsel

og fraførsel af affald.

Stk. 2. Toldvæsenet fastsætter nærmere regler om de registrerede

virksomheders udstedelse af afregningsbilag og fakturaer samt om

deres regnskabsførelse.

Stk. 3. Registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale,

herunder afregningsbilag, fakturakopier og opgørelser, i 5 år

efter regnskabsårets udløb.

§ 82 f. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver

afgiftsperiode og senest den 15. i den følgende måned til

toldvæsenet angive vægten af det affald, hvoraf virksomheden skal

svare afgift, jfr. § 82 d, stk. 2 og 4.

Stk. 2. Afgives angivelsen ikke inden udløbet af den i stk. 1 nævnte

frist, kan toldvæsenet inddrage registreringen af virksomheden,

indtil den manglende angivelse er toldvæsenet i hænde.

§ 82 g. Afgiften for en afgiftsperiode skal indbetales til

toldvæsenet inden udgangen af måneden efter afgiftsperiodens

udløb.

Stk. 2. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i

månedlig rente for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige

betalingsdag, dog mindst 10 kr.

Stk. 3. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter de nærmere

regler for afgiftens indbetaling.

§ 82 h. Toldvæsenet kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler

afgiften rettidigt, at afgive den i § 82 f omhandlede angivelse

for kortere perioder end et kvartal.

Stk. 2. Toldvæsenet kan endvidere pålægge en virksomhed, der ikke

betaler afgiften rettidigt, en kortere betalingsfrist end den, der

er nævnt i § 82 g, stk. 1, og kræve, at der stilles sikkerhed for

afgiftens betaling.

§ 82 i. Betales forfalden afgift ikke senest den 14. dag efter

betalingsfristens udløb, kan toldvæsenet inddrage registreringen

af virksomheden, indtil de forfaldne afgifter er betalt.

Stk. 2. Er der efter § 82 h sket forkortelse af afgiftsperioden eller

betalingsfristen, og betales afgiften ikke rettidigt, kan

registreringen inddrages straks efter betalingsfristens udløb.

§ 82 j. Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig

angivelse efter § 82 f, således at virksomheden har betalt for

lidt i afgift, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14

dage efter påkrav.

Stk. 2. Kan størrelsen af det afgiftsbeløb, der påhviler

virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens

regnskaber m.v., kan toldvæsenet foretage skønsmæssig ansættelse

af afgiftstilsvaret. Afgørelsen skal indeholde oplysninger om den

i stk. 3 nævnte klageadgang.

Stk. 3. Virksomheden kan indbringe ansættelsen for det nævn, som er

nedsat efter § 37 i merværdiafgiftsloven. Begæring om indbringelse

for nævnet skal være fremsat over for toldvæsenet senest 4 uger

efter, at virksomheden er gjort bekendt med afgørelsen.

Stk. 4. Betales den skyldige afgift ikke rettidigt, skal der betales

1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i

den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog

mindst 10 kr.

§ 82 k. Toldvæsenet har til enhver tid mod behørig legitimation uden

retshendelse adgang til at foretage eftersyn i den

registreringspligtige virksomhed og til at efterse virksomhedens

forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance

m.v.

Stk. 2. Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed,

samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde

toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i

stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på toldvæsenets begæring

udleveres eller indsendes til toldvæsenet.

Stk. 4. Personer og virksomheder, som tilfører affald til

registreringspligtige virksomheder, skal på begæring meddele

toldvæsenet oplysning om de tilførte affaldsmængder.

Stk. 5. Personer og virksomheder, som modtager affald fra

registreringspligtige virksomheder, skal på begæring meddele

toldvæsenet oplysning om de modtagne affaldsmængder.

Stk. 6. Den, der er ansvarlig for en virksomhed eller et anlæg, der

uden at være registreret, jfr. § 82 c, modtager affald til

deponering, forbrænding, oparbejdning eller behandling i øvrigt,

skal på begæring meddele toldvæsenet oplysning om de modtagne

affaldsmængder.

Stk. 7. Toldvæsenet er berettiget til at foretage eftersyn af

regnskaber m.v. hos de i stk. 4-6 omhandlede virksomheder.

§ 82 l. Offentlige myndigheder skal på begæring meddele toldvæsenet

enhver oplysning til brug ved registrering af og kontrol med

registreringspligtige virksomheder.

Stk. 2. Politiet yder toldvæsenet bistand ved kontrollens

gennemførelse. Justitsministeren kan efter forhandling med

ministeren for skatter og afgifter fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte de

bestemmelser om kontrolforanstaltninger, som er nødvendige til

gennemførelse af den i dette kapitel omhandlede afgift.

§ 82 m. Det efter § 37 i merværdiafgiftsloven nedsatte nævn har den

endelige administrative afgørelse af:

1) Spørgsmål om virksomheders registreringspligt, jfr. § 82 c,

2) Spørgsmål om den afgiftspligtige vægt, jfr. § 82 b, og om

afgiftspligt.

3) Klager over skønsmæssige ansættelser af afgiftstilsvaret, jfr. §

82 j, stk. 2.

§ 82 n. For betaling af afgift efter de i dette kapitel indeholdte

bestemmelser hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende

driver virksomheden for egen regning.«

25. I § 83, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 42 eller § 44« til: »§ 42, § 44

eller § 50 a, stk. 2,».

26. I § 83, stk. 1, ophæves nr. 8, og nr. 9, der bliver nr. 8,

affattes således:

»8) tilsidesætter

en afgørelse efter § 72, stk. 4.«

27. I § 83, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 64« til »§ 56 a«.

28. I § 83, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab,

jfr. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«

29. Efter § 84 indsættes som § 84 a og § 84 b:

»§ 84 a. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for kontrollen med den i kapitel 12 a

omhandlede afgift.

2) Undlader at benytte en vægt, som kan godkendes af toldvæsenet,

jfr. § 82 b, stk. 2.

3) Undlader at anmelde sig til registrering hos toldvæsenet efter §

82 c.

4) Undlader at føre og opbevare regnskab efter § 82 e, stk. 1 og 3.

5) Undlader at angive vægten af afgiftspligtig affald efter § 82 f,

stk. 1.

6) Undlader at efterkomme et påbud, der er meddelt efter § 82 h, stk.

1.

7) Undlader at give oplysninger til toldvæsenet efter § 82 k, stk.

2-6.

8) Fortsætter driften af en registreringspligtig virksomhed, efter at

toldvæsenet har inddraget registreringen efter § 82 f, stk. 2,

eller § 82 i.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af § 82 l, stk. 3, kan der

fastsættes straf i form af bøde for den, der forsætligt eller

groft uagtsomt overtræder bestemmelserne.

Stk. 3. Den, der begår en af de i stk. 1 og 2 nævnte overtrædelser

med forsæt til at unddrage afgift, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel i indtil 1 år.

Stk. 4. Begås en af de i stk. 1 og 2 nævnte overtrædelser af et

aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan

der pålægges selskabet som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen

begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jfr. § 60 i

lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det

kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 84 b. Skønnes en af de i § 84 a, stk. 1 og 2, nævnte overtrædelser

ikke at ville medføre højere straf end bøde kan ministeren for

skatter og afgifter eller den, han bemyndiger dertil, tilkendegive

den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning,

såfremt han erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig

rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring

kan forelænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder

bestemmelsen i retsplejeloven om indhold at anklageskrift i

politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen

inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Stk. 4. Når sager om de i § 84 a, stk. 1 og 2, nævnte overtrædelser

indbringes for domstolene, behandles de som politisager.

Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme

omfang som i statsadvokatsager.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1987.

Stk. 2. Reglerne i § 82 c, § 84 a, stk. 1, nr. 3, stk. 3, 4, og § 84

b i lov om miljøbeskyttelse, som affattet ved denne lov § 1, nr.

24 og 28, træder dog i kraft den 1. juli 1986.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte overgangsregler.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Sigtet med lovforslaget

Hovedsigtet med lovforslaget er at effektivisere og intensivere

miljøtilsynet, samt at begrænse affaldsmængderne og fremme

genbrug. Der foreslås gennemført en række bestemmelser, som skal

forbedre myndighedernes muligheder for at føre et effektivt

miljøtilsyn. Derudover foreslås i overensstemmelse med

tilkendegivelse herom i finansloven for 1986 bestemmelser om

affaldsafgifter. Desuden foreslås nogle mindre ændringer af anden

art.

2. Forslagets baggrund

2.1. Tilsyn m.v.

I de første år efter miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974 var

miljømyndighedernes opmærksomhed særligt rettet mod andre

administrative sider af miljøreformen end tilsynet, herunder

gennemførelsen af godkendelsessystemet for særligt forurenende

virksomheder og etableringen af rensning m.m. af spildevand fra

byer og virksomheder.

I løbet af 1980'erne er tilsynsproblematikken blevet kraftigt

aktualiseret. Først og fremmest har man erfaret, at ulovlige

udledninger er en væsentlig medvirkende årsag til de store

problemer med vandkvaliteten i en række vigtige vandområder. Man

har også i en række konkrete sager måttet konstatere, at ulovlige

- eller miljømæssigt uforsvarlige - forhold har stået på alt for

længe, fordi der ikke har været ført tilsyn, eller fordi

myndighederne ikke har fulgt sagerne op.

I betænkning nr. 981/ 1983 om håndhævelse af bygge- og

miljølovgivningen anføres det derudover om tilsyn bl.a., at

udvalget har den grundopfattelse, at bestræbelserne på at sikre

overholdelsen af bygge- og miljølovgivningen må tage udgangspunkt

i affattelsen af reglerne og i udbredelsen af kendskabet til og

forståelse af reglerne. I betænkningen anføres videre, at

bestræbelserne dernæst må sigte på bygge- og miljømyndighedernes

tilsyn med at lovgivningen overholdes. Som følge af dette udvalgs

arbejde fremsattes forslaget til håndhævelsesloven, den senere lov

nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige miljø- og

planlægningslove. I Folketingets miljø- og planlægnings udvalgs

betænkning over lovforslaget anføres bl.a.: »Der er i udvalget

enighed om, at kvaliteten af det tilsyn, der udøves på miljølovens

område, er særligt afgørende for, at der kan opnås den skærpelse i

strafudmålingen, som er hovedsigtet med lovforslaget«.

Således foranlediget og på baggrund af, at der ikke havde været

foretaget nogen bredere og systematisk tilrettelagt kortlægning og

vurdering af tilsynet og tilrettelæggelsen heraf, anmodede

miljøministeren miljøstyrelsen om at nedsætte tilsynsudvalget.

Udvalget fik til formål at tilvejebringe den fornødne viden for en

hensigtsmæssig stillingtagen til tilsynsproblemerne og i givet

fald udarbejde forslag til en effektivisering og intensivering af

tilsynet.

Tilsynsudvalget var sammensat af repræsentanter for miljøstyrelsen,

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark.

Udvalgets formand har været underdirektør i miljøstyrelsen, Ole

Plougmann.

Udvalget skulle navnlig kortlægge de decentrale myndigheders

tilrettelæggelse af tilsynsopgaverne efter miljøbeskyttelsesloven

og desuden vurdere resultaterne af denne kortlægning samt foretage

en bedømmelse af tilsynets effektivitet i en række typisk

forekommende tilfælde, navnlig hvor behovet for tilsyn under

hensyn til miljøets tilstand må anses for særlig stort. Udvalget

skulle endelig, om fornødent, fremkomme med forslag til en

effektivisering og intensivering af tilsynet.

Udvalget afgav sin hovedbetænkning i maj 1985 (miljøstyrelsens

betænkning nr. 1/ 1985) og en supplerende betænkning den 1.

september 1985 (miljøstyrelsens betænkning nr. 2/ 1985).

Der var i udvalget på baggrund af de foretagne undersøgelser enighed

om, at tilsynsarbejdet skal effektiviseres væsentligt for at opnå

et fuldt udbygget effektivt tilsyn. Udvalgets væsentligste forslag

er, at kommuner og amter skal sætte større ressourcer ind på

tilsynet. Med tilsynet menes såvel praktisk tilsyn i marken som

vejledning og rådgivning om regler samt sagsbehandling til

opfølgning af tilsyn.

Udvalget skønnede, at tilvejebringelsen af en tilfredsstillende

standard i tilsynet på det kommunale område vil kræve en indsats

på mindst ca. 1 årsværk pr. 10.000 indbyggere, svarende til mindst

ca. 510 årsværk på landsplan. Indsatsen var ifølge udvalgets

undersøgelser ca. 190 i 1984. Den foreslåede forøgelse er dermed

på ca. 320 årsværk. Den dermed forbundne merudgift andrager ca. 80

mill. kr.

På det amtskommunale område skønnede udvalget, at tilsynsindsatsen

bør forøges med ca. 160 årsværk svarende til ca. 40 mill. kr.

Udvalget stillede endvidere en række forslag, som havde til formål at

styrke og systematisere tilsynsarbejdet. I betænkningerne indgår

således forslag om en række ændringer af miljøbeskyttelsesloven,

samt forslag om udstedelse af administrative regler.

Betænkningerne danner baggrund for dette lovforslag.

Betænkningerne giver først og fremmest en redegørelse for, hvilket

tilsyn der er nødvendigt for at få en rimelig gennemførelse af de

eksisterende regler på miljøområdet. Betænkningerne er blevet godt

modtaget af kommunalbestyrelser og amtsråd, og disse er allerede i

fuld gang med at opprioritere miljøtilsynet.

Miljøreformen var baseret på det princip, at lovens beføjelser i

konkrete sager i første instans skal udøves af de folkevalgte

decentrale myndigheder - kommunalbestyrelser og amtsråd - som i

forvejen havde det økonomiske og politiske ansvar på beslægtede

områder. Man kan fortsat fastholde dette princip, såfremt

kommunalbestyrelser og amtsråd lever op til betænkningens forslag.

Et vigtigt element i betænkningerne er et forslag om, at

godkendelses- og tilsynsbeføjelserne bør ligge hos samme

myndighed. Dette afviger fra den hidtidige fordeling af opgaverne.

Her havde amtsrådene alene godkendelsesbeføjelsen for en række

virksomheder, mens kommunerne havde tilsynsopgaven. Det vil

imidlertid give en mere rationel anvendelse af ressourcerne - og

dermed et mere effektivt tilsyn - at samme myndighed har begge

beføjelser vedrørende samme virksomhed.

2.2. Affaldsafgifter

Formålet med den foreslåede afgift er at reducere den mængde affald,

der tilføres forbrændingsanlæg eller deponeringspladser. Afgiften

vil kunne fremme genanvendelse og kunne tilskynde virksomheder til

at anvende teknologier, der frembringer mindre affald.

Den foreslåede afgift pålægges stort set alle typer af affald, der

deponeres på deponeringspladser eller forbrændes på

forbrændingsanlæg. Dog undtages visse særlige affaldsanlæg, f.eks.

Kommunekemi, jfr. bemærkningerne til § 82 c.

Det forventes, at affaldsafgiften vil blive pålagt langt størstedelen

af den affaldsmængde, som leveres af husholdningerne og

virksomhederne. De, der producerer mest affald og skaffer det af

vejen på en losseplads eller et forbrændingsanlæg, kommer herved

til at betale for en øget samfundsmæssig indsats på

miljøbeskyttelsesområdet. Samtidig kan afgiften virke som

incitament til øget genanvendelse af affald og til, at

virksomhederne går over til renere produktionsmetoder.

Affaldsafgiften indebærer således en bred anvendelse af princippet

om, at forureneren betaler.

For husholdningsaffald vil en afgift på slutdeponering gøre det mere

rentabelt for renovationsvæsenet i de enkelte kommuner at etablere

genanvendelses- og sorteringssystemer. For hver ton affald, der

leveres til genanvendelse, vil renovationsvæsenet kunne spare den

tilsvarende afgift.

En afgift på deponering og forbrænding af erhvervsaffald kan direkte

påvirke den enkelte affaldsproducerende virksomhed, der kan spare

afgiften og derved reducere renovationsudgifterne ved at levere

affald til genanvendelse eller ved at ændre

produktionsprocesserne, således at der opstår mindre affald.

Miljøministeriet er indstillet på at tage afgiftsordningens

effektivitet og virkning op til vurdering i lyset af indhøstede

erfaringer, herunder resultaterne af affaldsplanlægningen.

3. Omfanget af bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens §§ 1, stk. 3,

og 41, stk. 4.

Spørgsmålet om behovet for ændring af miljøbeskyttelseslovens § 1,

stk. 3, således at der tillægges miljøbeskyttelseshensyn større

vægt end de erhvervsmæssige omkostninger, har i efteråret været

drøftet både under miljøministerens samråd den 6. november 1985 i

folketingets miljø- og planlægningsudvalg og i folketinget den 14.

november 1985 i forbindelse med forespørgsel til miljøministeren

vedrørende prioriteringer i miljøpolitikken samt under 1.

behandling af lovforslag nr. L 52 fremsat af SF og VS om ændring

af miljøbeskyttelsesloven m.v.

Ved disse lejligheder blev spørgsmålet om behovet for en fornyet

vurdering af en ordning med tidsbegrænsede godkendelser inddraget

i drøftelserne. Under 1. behandlingen af lovforslaget oplyste

miljøministeren, at der i miljøministeriet var et lovforslag om

miljøtilsyn under forberedelse, og at det derfor måtte være det

rigtigste, at de lovændringer, der kommer på tale, bliver taget

op til en samlet drøftelse.

For så vidt angår § 1, stk. 3, er lovændring unødvendig. Der kan

derimod være behov for at præcisere bestemmelsens omfang, således,

at det gøres klart at meningen med bestemmelsen ikke er, at

hensynet til erhvervslivets omkostninger skal tillægges større

vægt end miljøhensynet. Tværtimod er forholdet følgende:

For det første, fastslår § 1, stk. 2, udtrykkeligt, at

miljøbeskyttelsesloven særligt skal varetage hensynet til miljøet.

For det andet, skal en virksomhed ifølge § 3, stk. 1 og 2, vælge en

hensigtsmæssig lokalisering. Tilgodeses dette krav ikke i

tilstrækkeligt omfang, må virksomheden affinde sig med, at

lokalisering ikke bliver godkendt, eller at der stilles krav til

virksomhedens etablering og drift.

For det tredje fastslår bestemmelsen i § 3, stk. 3, at en forurenende

virksomhed skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at

forebygge og imødegå forureningen, og at driften skal

tilrettelægges på en sådan måde, at virksomheden forurener mindst

muligt.

En sammenfatning af disse elementer viser, at miljøbeskyttelsesloven

indeholder tre miljøbeskyttende hensyn, som skal afvejes i forhold

til de erhvervsøkonomiske hensyn.

Selvfølgelig må der også tages hensyn til, hvad der er teknisk muligt

inden for realistiske økonomiske rammer. Det er imidlertid i

overensstemmelse med folketingets intentioner om, at der på

miljøbeskyttelsesområdet som på alle andre forvaltningsområder

skal være et nogenlunde rimeligt forhold mellem mål og midler. §

1, stk. 3, fastslår således kun, at der skal tages hensyn til

erhvervsøkonomiske omkostninger, hvis det vil være ude af

proportion at stramme miljøkravene.

Miljøministeriet agter på denne baggrund at udsende et cirkulære,

hvori det præciseres, at miljøhensynet skal tillægges større vægt

i de lokale afgørelser.

Med hensyn til vurderingen af behovet for tidsbegrænsede godkendelser

er det blevet fremhævet, at man siden indførelsen af kravet om

godkendelse af særligt forurenende virksomheder har set en større

og hurtigere udvikling af forureningsbegrænsende teknologi, end

man kunne forudse for 10 år siden. Der har derfor været tanker

fremme om at lade godkendelser og tilladelser bortfalde og

fremover udelukkende at meddele tidsbegrænsede godkendelser samt

at åbne mulighed for at gribe ind overfor godkendelser og

tilladelser meddelt efter miljøloven.

Lovforslag, L 80, herom blev af SF og VS fremsat den 26. november

1985. I bemærkningerne til dette lovforslag henvises dels til

miljøstyrelsens handlingsplan 1985-99 (redegørelse nr. 1, 1985,

fra miljøstyrelsen), dels til miljøstyrelsens betænkning nr. 1,

1985, om miljøtilsyn. I nærværende lovforslag fremsættes i

overensstemmelse med tilsynsudvalgets betænkninger forslag, som

giver myndighederne adgang til at revidere vilkårene for

virksomheders godkendelse eller tilladelse, med henblik på at

forbedre virksomhedens egenkontrol eller at opnå et mere

hensigtsmæssigt tilsyn, jfr. lovforslagets nr. 6. Denne

bestemmelse vil medføre, at både myndighederne og virksomhederne

får et bedre kendskab til forureningen, og at tilsynet vil blive

mere effektivt ved det forudsatte øgede samspil mellem egenkontrol

og tilsyn.

Myndighedernes kendskab til virksomhedernes forureningsforhold og

især til forholdene på de mange virksomheder, som ikke er

godkendte, fordi de stammer fra før miljøbeskyttelsesloven, og

hvor tilsynet derfor ikke kan foretages på baggrund af en

godkendelsesbehandling, vil også blive forøget, særligt når den i

lovforslaget omtalte anmeldelsesordning sættes i kraft, jfr.

bemærkningerne til nr. 14. Denne ordning tager især sigte på at

forbedre tilsynet med de »gamle virksomheder«. Disse virksomheder

udgør et flertal af landets virksomheder.

Det er et resultat af udviklingen siden 1974, at der er et bedre

kendskab til forureningen fra godkendte virksomheder, mens man kun

i begrænset omfang er bekendt med forureningen fra gamle

virksomheder. I de nærmest kommende år bør disse virksomheder

derfor være genstand for størst opmærksomhed.

Miljøbeskyttelsesloven indeholder i § 41, stk. 4, bestemmelse om, at

godkendelser kan tidsbegrænses. I bemærkningerne til denne

bestemmelse er det anført, at tidsbegrænsning særligt kan tænkes

anvendt, hvor der er tvivl om omfanget af afhjælpende

foranstaltninger, idet forureningsgraden ikke på forhånd kan

bedømmes med tilstrækkelig sikkerhed. Eksempelvis nævnes desuden

tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage stilling til fremtidige

skadevirkninger. Disse motiver afspejler i dag ikke det reelle

behov for at tidsbegrænse godkendelser og tilladelser. Dette

skyldes blandt andet, at det ved lovændringen i 1982 ved

indførelse af bestemmelsen i § 41, stk. 3, blev præciseret, at

tilladelser til særskilte spildevandsudledninger for særligt

forurenende virksomheder skal behandles som et integreret led i

virksomhedens samlede godkendelse. Der blev ikke dermed ændret ved

praksis for udledningstilladelser. Praksis for

udledningstilladelse er, at de meddeles for en begrænset periode,

når der er tale om udledning af miljøfarlige stoffer, og der

træffes løbende beslutning om begrænsninger i overensstemmelse med

den teknologiske udvikling. Ved 1. behandlingen af L 80, den 22.

januar 1986 oplyste miljøministeren herom.

I tilslutning hertil bemærkes, at det vil være en følge af de

EF-direktiver, der skal begrænse udledningen af farlige stoffer -

f.eks. cadmium og kviksølv - til vandløb, søer og kystvande, at

tilladelser til udledning af sådanne stoffer skal tidsbegrænses

til en periode af 4 år, og at udledningerne skal begrænses så

langt, det er teknisk muligt. De nødvendige regler herom vil blive

gennemført i medfør af § 6, jfr. § 8, stk. 2-4.

Udviklingen på miljøområdet har medført et øget behov for

tidsbegrænsede godkendelser.

Miljøministeriet vil derfor i et cirkulære gøre de kommunale

myndigheder opmærksom på, at muligheden for at meddele

tidsbegrænsede godkendelser fremover fast bør indgå i en

godkendelsesbehandling. Det vil i den forbindelse blive anbefalet

at godkendelser tidsbegrænses til 4 år, hvor der er tale om meget

komplicerede processer eller hvor der kan forudses en hurtig

teknologisk udvikling.

Elementerne i dette lovforslag og de i bemærkningerne nævnte

administrative regler og ikke mindst den store forøgelse af

ressourcerne til miljøtilsynet kan på en god og effektiv måde

styrke miljøbeskyttelsen. Det er ikke i øjeblikket godtgjort, at

der er behov for mere indgribende skridt, som f.eks.

tilsidesættelse af eksisterende godkendelser. Det afgørende i

ovenstående er naturligvis, at miljøet ikke må udsættes for en

urimelig belastning. Hvor det sker, må der gribes ind. Den

gældende lov med dens muligheder for revurdering af gamle

virksomheder ved udvidelser og ændringer og med et udbygget

tilsyn, rummer tilstrækkelige muligheder for, at dette kan ske.

4. Lovforslagets indhold vedrørende tilsyn.

I tilsynsudvalget blev den gældende opgavefordeling af beføjelserne

til at føre tilsyn og til at træffe afgørelser om godkendelser af

særligt forurenende virksomheder drøftet, og i betænkningerne

stilles der forslag om at samle godkendelses- og

tilsynsbeføjelserne hos samme myndighed. Den gældende ordning

indebærer for en mindre, men særdeles betydningsfuld del af de

særligt forurenende virksomheder, at amtsrådet er

godkendelsesmyndighed og kommunalbestyrelsen tilsynsmyndighed. Det

var udvalgets opfattelse, at en ændring af disse kompetenceregler,

således at behandlingen af godkendelser og tilsyn påhviler samme

myndighed, dvs. enten kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, vil

medføre, at tilsynet bliver mere effektivt. På denne baggrund

indeholder lovforslaget bestemmelser om, at

godkendelsesmyndigheden fremover tillige skal være

tilsynsmyndighed.

Tilsynsudvalget foreslog endvidere, at virksomhedernes medspil i

tilsynsarbejdet øges ved en forbedring af virksomhedernes

egenkontrol. For godkendte virksomheder fandt udvalget, at der var

behov for at ændre og supplere godkendelser og tilladelser med

vilkår om egenkontrol med henblik på at sikre muligheden for et

mere effektivt tilsyn med forureningen fra tilsynsmyndighedens

side. Lovforslaget indeholder i overensstemmelse med udvalgets

forslag bestemmelse om, at tilsynsmyndigheden kan revidere

vilkårene for virksomheders godkendelse eller tilladelse med

henblik på at forbedre virksomhedernes egenkontrol eller med

henblik på at opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn. Et af midlerne

til at opnå dette er bl.a. mere præcist formulerede vilkår om

egenkontrol.

For virksomheder uden godkendelse var det udvalgets opfattelse, at

tilsynsmyndighedens viden om sådanne virksomheder bør forbedres,

idet tilsynsmyndighedens viden om virksomhederne er en afgørende

forudsætning for at kunne foretage en prioritering af

tilsynsindsatsen, således at den medfører en optimal miljømæssig

effekt. Loven indeholder hjemmel til administrativt at iværksætte

en anmeldelsesordning for ikke godkendte virksomheder omfattet af

lovens godkendelsesordning. Udvalget fandt, at denne hjemmel nu

burde udnyttes, og samtidig foreslog udvalget, at der

tilvejebringes hjemmel for en tilsvarende ordning gældende for

virksomheder, som ikke er omfattet af godkendelsesordningen.

Lovforslaget indeholder på denne baggrund en bestemmelse, som

giver miljøministeren mulighed for at fastsætte regler om

anmeldelse af virksomheder.

5. Hørte myndigheder og organisationer.

Det foreliggende lovforslag har været genstand for høring af og i et

vist omfang forhandling med:

Industrirådet,

Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger, De danske

Husmandsforeninger, Dansk Fiskeriforening, Danmarks

Havfiskeriforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet,

Københavns Magistrat, Frederiksberg kommunalbestyrelse, Danske

Elværkers Forening, Danmarks Naturfredningsforening,

Friluftsrådet, Danmarks Sportsfiskerforbund, Greenpeace, NOAH,

Forbrugerrådet, Arbejdsministeriet, Boligministeriet,

Byggestyrelsen, Energiministeriet, Fiskeriministeriet,

Indenrigsministeriet, Industriministeriet,

Stadsingeniørforeningen, Justitsministeriet, Landbrugsministeriet,

Ministeriet for Grønland, Ministeriet for offentlige arbejder,

Administrationsdepartementet, Budgetdepartementet,

Sundhedsstyrelsen, Embedslægeforeningen, Den Danske

Dyrlægeforening, Landsorganisationen i Danmark, Håndværksrådet,

Ministeriet for skatter og afgifter, Danske Vognmænd, Dansk

Returpapir, Dansk Ungdoms Fællesråd, Brancheforeningen for

flaskegenbrug, Genvindingsbrancherådet og Gendan.

Lovforslagene har desuden været fremsendt til andre, der har fremsat

ønske herom.

6. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser.

6.1. Tilsyn.

Administrativt skal lovforslaget følges op ved, at samme myndighed

både bliver godkendelsesmyndighed og tilsynsmyndighed.

For at forberede denne omlægning har miljøstyrelsen, Kommunernes

Landsforening og Amtsrådsforeningen gennemgået listen over særligt

forurenende virksomheder ud fra den forudsætning, at samme

myndighed skal være godkendelses- og tilsynsmyndighed.

Der er ved denne gennemgang i store træk opnået enighed mellem disse

parter om, hvordan opgaverne bør fordeles mellem amter og

kommuner.

Listen over særligt forurenende virksomheder omfatter i

størrelsesordenen 50.000 virksomheder. Kommunerne har både

godkendelses- og tilsynsbeføjelse for størstedelen af disse

virksomheder. Men de 6.000 mest miljøbelastende virksomheder har i

dag amtet som godkendelsesmyndighed og kommunen som

tilsynsmyndighed. Her indebærer det omtalte forslag til ny

kompetencefordeling, at amterne foruden som hidtil at være

godkendelsesmyndighed for fremtiden også skal føre tilsyn med de

3.000 mest miljøbelastende virksomheder. For alle de øvrige skal

kommunerne være godkendelses- og tilsynsmyndighed.

Miljøministeriet arbejder videre med revisionen af listen, som

gennemføres ved bekendtgørelse, jfr. lovens § 35, stk. 2.

Bekendtgørelsen vil blive udformet i samarbejde med de berørte

parter og vil træde i kraft samtidig med denne lov.

Styrkelsen af miljøtilsynet vil medføre væsentlige merudgifter for

amter og kommuner. Der har været enighed i tilsynsudvalget om, at

amter og kommuner i hvert fald har sat de ressourcer ind på

miljøtilsynet, som var forudsat ved tidligere økonomiske skøn. Der

er imidlertid også enighed om, at sådanne tidligere skøn ikke

holder. Man har ikke tidligere haft de erfaringer med

miljøadministrationen og det materiale, som tilsynsudvalget har

fremlagt.

Med udgangspunkt i beregningerne i betænkningerne om miljøtilsyn og

med korrektion for de besparelser/ merudgifter, som følger af

opgaveomlægningen, har Kommunernes Landsforening skønnet, at

kommunerne ville få merudgifter på 77 mill. kr. årligt til tilsyn.

Beløbet er fremkommet med udgangspunkt i den ovenfor omtalte

merudgift på 80 mill. kr., fra hvilket der er trukket en

besparelse på 3 mill. kr., som fremkommer ved omfordelingen af de

mest miljøbelastende virksomheder. Amtsrådsforeningen har skønnet,

at amtskommunerne ville få merudgifter på 40 mill. kr. årligt.

Isoleret set betyder omlægningen af godkendelses- og tilsynsopgaverne

nettomeromkostninger for amtskommunerne på 12 mill. kr.

Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening har erklæret sig

enige i at søge tilsynsudvalgets anbefalinger gennemført.

For virksomhederne vil styrkelsen af egenkontrollen medføre visse

merudgifter.

For godkendte virksomheder kan revision af tilsynsvilkår betyde, at

der skal foretages en egenkontrol, som ikke hidtil har været

udført, eller at der skal foretages en hyppigere eller mere

omfattende egenkontrol end hidtil.

Det er ikke muligt at skønne over disse merudgifter, men det er

givet, at de vil være beskedne sammenlignet med de godkendte

virksomheders investeringer i forureningsbegrænsende udstyr.

For de ikke-godkendte virksomheder, både de af listen omfattede og

reglementsvirksomhederne, kan anmeldelsesordningen medføre visse

merudgifter, idet det som led i anmeldelsen kan pålægges

virksomheden at udføre visse målinger. Det vil i den forbindelse

være vejledende, i hvilket omfang godkendte virksomheder er pålagt

egenkontrol. Der vil således ske en vis tilnærmelse i

arbejdsbetingelserne for godkendte og ikke-godkendte virksomheder.

Uden at det er en konsekvens af lovforslaget bør det også nævnes, at

et opsøgende tilsyn med henstillinger og påbud vil medføre bedre

forureningsbekæmpelse hos ikke-godkendte virksomheder. Også her

kan der således forventes en tilnærmelse af arbejdsbetingelserne

for godkendte og ikke-godkendte virksomheder.

6.2. Affaldsgebyrer. Planlægning.

Ved lovforslaget præciseres det, at også den primærkommunale

affaldskortlægning og -planlægning kan finansieres ved hjælp af

gebyrer.

Bestemmelserne om den amts- og primærkommunale affaldsplanlægning

blev gennemført i forbindelse med den ændring af

miljøbeskyttelsesloven, der trådte i kraft 1. marts 1983.

Første fase i affaldsplanlægningen er beskrevet i bekendtgørelse nr.

663 af 20. december 1984 om kortlægning af og redegørelse for

affaldsbortskaffelsen med tilhørende cirkulære. Ifølge

bestemmelserne skal amtskommunerne foretage en kortlægning af

affaldsbortskaffelsen i kommunerne, og amtskommunerne skal

udarbejde en sammenfattende redegørelse for affaldsbortskaffelsen.

Udgifterne til denne fase af affaldsplanlægningen vil være 10 mill.

kr. for primærkommunerne og 2 mill. kr. for amtskommunerne.

Næste fase vil komme til at bestå i udarbejdelse af kommunale

affaldsplaner.

Forslaget indebærer, at udgifterne til såvel første som senere faser

af den primærkommunale affaldsplanlægning vil kunne blive

finansieret over de gebyrer, der kan fastsættes.

Det er tanken, at der skal ske refusion af amtskommunernes udgifter

over lov- og cirkulæreprogrammet.

6.3. Affaldsafgifter.

Der foreslås en afgift på 40 kr. pr. ton affald. Med de nuværende

affaldsmængder skønnes provenuet at blive 90 mill. kr. i 1987 (3

kvartaler). I 1988 skønnes provenuet at blive 120 mill. kr.

Afgiften vil forøge husholdningernes og virksomhedernes udgifter til

affaldsbortskaffelse.

For husstande udgør renovationsgebyret gennemsnitligt ca. 500 kr.

pr. år. En afgift på 40 kr. pr. ton vil bevirke en gennemsnitlig

stigning i udgifterne til bortskaffelse af husholdningsaffaldet på

ca. 35 kr. årligt pr. husstand.

For erhvervsvirksomhederne anslås den samlede forøgelse af udgifterne

at være ca. 50 mill. kr. Der er store variationer i

virksomhedernes affaldsmængder, men det skønnes, at afgiften ikke

vil medføre omkostningsstigninger, der er af nævneværdig betydning

for den enkelte virksomhed.

På den vedtagne finanslov for 1986 er der oprettet en ny konto under

miljøministeriet, der vedrører merindtægter i form af afgifter

eller gebyrer på affaldsområdet. Beløbet er forudsat anvendt til

at finansiere løsning af affaldsproblemer og til at tilskynde til

mindre affaldsproduktion og øget genanvendelse og dermed

miljøforbedringer i bred forstand.

Ordningen skønnes ikke at medføre væsentlige administrative

konsekvenser for miljøministeriet. Gennemførelsen af en række nye

initiativer på miljøbeskyttelsesområdet, finansieret ved hjælp af

afgiften, kan imidlertid medføre, at det bliver nødvendigt at øge

personalerammerne til miljøbeskyttelsesområdets administration.

Afgiften foreslås administreret af toldvæsenet, der i forvejen løser

opgaver af denne karakter. Toldvæsenet har skønnet, at udgifterne

til toldvæsenets løbende administration af loven bliver 0,5 mill.

kr. årligt. Hertil kommer ca. 200.000 kr. i engangsudgifter i

forbindelse med lovens gennemførelse. De nævnte omkostninger

refunderes toldvæsenet af afgiftsprovenuet.

Afgiften opkræves på de deponeringspladser og forbrændingsanlæg, der

er omfattet af registreringspligten i § 82 c. Det drejer sig om

ca. 100 deponeringspladser og 45 forbrændingsanlæg. Det er et

krav, at der på disse virksomheder er en vægt, der kan godkendes

af toldvæsenet. Det skønnes, at ca. 80 af deponeringspladserne må

anskaffe vægte. Dette vil indebære samlede merudgifter på ca. 30

mill. kr. inkl. moms. Skønsmæssigt halvdelen af

deponeringspladserne skal desuden forsynes med

edb-registreringsudstyr. Udgifterne hertil anslås inkl. moms til

ca. 5 mill. kr. Spørgsmålet om afholdelse af disse

engangsinvesteringer må ses i sammenhæng med afgiftsprovenuet. Det

forudsættes endvidere, at de registreringspligtige

deponeringspladser og forbrændingsanlæg er bemandet. Dette er

allerede tilfældet idag og det skønnes, at indførelse af en afgift

ikke vil forøge arbejdsbyrden i væsentligt omfang. Eventuelle

administrationsudgifter herudover vil blive kompenseret over lov-

og cirkulæreprogrammet.

Afgiften vil bevirke, at primær- og amtskommuner får øgede udgifter

til bortskaffelse af affald fra institutioner m.v. Merudgiften

skønnes at udgøre 1,6 mill. kr. for primærkommunerne og 1,4 mill.

kr. for amtskommunerne. Kompensation af disse udgifter forudsættes

dækket af afgiftsprovenuet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1

Efter den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 39, stk.

1, træffes afgørelse om godkendelse af særligt forurenende

virksomheder af kommunalbestyrelsen. Efter § 39, stk. 2, kan

miljøministeren efter forhandling med de kommunale organisationer

fastsætte regler om, at bestemmelsen i stk. 1 fraviges, således at

det for visse kategorier af særligt forurenende virksomheder, dvs.

virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget i lovens

bilag, er amtsrådet eller Hovedstadsrådet, der træffer afgørelse

om godkendelse.

Forslaget om ændret affattelse af bestemmelserne i § 39, stk. 1 og 2,

om beføjelsen til at meddele godkendelser efter §§ 35-38 er en

naturlig konsekvens af enigheden i tilsynsudvalget om princippet

om, at beføjelserne til at føre tilsyn og til at træffe afgørelse

om godkendelse udøves af samme myndighed, dvs. enten af

kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet/ Hovedstadsrådet.

§ 39, stk. 3, indeholder bestemmelser om kompetenceforskydning dels

til amtsrådet eller Hovedstadsrådet, dels til miljøministeren i de

tilfælde hvor der er tale om godkendelse af henholdsvis en

kommunalbestyrelses eller en amtskommunes virksomhed. I konsekvens

af forslaget i nr. 5 om, at godkendelsesmyndigheden for de

virksomheder, der er optaget i bilaget til loven, tillige skal

føre tilsynet med virksomhederne, foreslås bestemmelsen ændret

således, at der vel sker kompetenceforskydning, men for så vidt

angår amtskommunernes og Hovedstadsrådets virksomheder foreslås

kompetencen overført til kommunalbestyrelsen i

beliggenhedskommunen, således at godkendelses- og tilsynsbeføjelse

nu samles hos kommunalbestyrelsen.

Til nr. 2

Ved den foreslåede affattelse af § 42 sker der to ændringer af den

gældende bestemmelse. For det første ophæves bestemmelsen om, at

der kan nedlægges forbud mod en virksomhed, der drives uden den

lovbefalede godkendelse. For det andet bliver bestemmelsen om, at

en ulovlig virksomhed kan kræves fjernet, overflyttet til § 50 a

som stk. 2.

Baggrunden for det sidste forslag er, at den nævnte beføjelse mest

har karakter af en tilsynsbeføjelse. Bestemmelsen bør derfor

placeres i lovens kapitel 7 om tilsyn.

Baggrunden for det første forslag er, at disse forbud vanskeligt kan

virke efter hensigten, nemlig at sikre en effektiv håndhævelse af

miljøbeskyttelsesloven. Det forhold, at der kan klages over

sådanne forbud efter de almindelige bestemmelser i loven, bevirker

i sig selv, at håndhævelsen kan forhales. I praksis gælder dette,

selv om der træffes bestemmelse om, at klage over forbudet ikke

skal have opsættende virkning.

Hertil kommer at driften af en ulovlig virksomhed er strafbar, jfr. §

83, stk. 1, nr. 4. Det er derfor helt unødvendigt, at der skal

træffes en egentlig afgørelse om, at virksomhedens drift skal

standses. I klare tilfælde er det tilstrækkeligt, at

tilsynsmyndigheden ved en meddelelse tilkendegiver, at

virksomhedens drift er ulovlig og som følge heraf skal bringes til

ophør, jfr. § 50 a. Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i

forhold til virksomheder, som ikke kan godkendes efter § 35. Disse

vil som hidtil kunne kræves lukket og eventuelt fjernet. For så

vidt angår godkendelser efter §§ 36 og 38 vil

godkendelsesmyndigheden som hidtil skulle tage stilling til, om en

virksomhed på kortere eller længere sigt kan opnå godkendelse og

i givet fald på hvilke vilkår, og i modsat fald om virksomheden

skal afvikles.

Hvis det retligt set er tvivlsomt, om virksomheden er omfattet af

bilaget til miljøbeskyttelsesloven og hermed godkendelsespligtig,

siger det sig selv, at tilsynsmyndigheden, før den søger

virksomhedens drift bragt til ophør, må søge tvivlen ryddet af

vejen. Det kan f.eks. ske på den måde, at spørgsmålet forelægges

for miljøstyrelsen, eller at virksomheden anmodes om oplysninger,

som kan danne grundlag for en nærmere vurdering.

Det bemærkes, at et tilsvarende forslag om ændring af § 42 indgik i

forslaget til lov om ændring af forskellige miljø- og

planlægningslove (Håndhævelse), der var til behandling i

folketingsåret 1983-84. Dengang blev forslaget som følge af

udvalgsbehandlingen ikke gennemført, jfr. Folketingstidende

1983-84 (2. samling), tillæg B, sp. 514.

Til nr. 3 og 4

Forslaget er en konsekvens af forslaget i nr. 5 om en samling af

godkendelses- og tilsynsbeføjelserne, og et led i at slå fast, at

virksomhedernes forhold hver især for fremtiden kun behandles af

en myndighed.

Til nr. 5

Ophævelsen af § 44, stk. 5, er en konsekvens af de foreslåede

ændringer i nr. 1, 2 og 8, idet kompetenceforskydningsreglerne i

stk. 5 ved de øvrige foreslåede ændringer bliver overflødige.

Til nr. 6

Tilsynsudvalget var af den opfattelse, at tilsynet med forurenende

virksomheder som hidtil i væsentligt omfang bør baseres på

virksomhedernes egenkontrol. Ved egenkontrol forstås her den

løbende kontrol, som virksomhederne ved hjælp af målinger fører

med deres egen forurening.

Omfanget af virksomhedernes egenkontrol vil ofte være fastsat som

vilkår for godkendelser eller tilladelser, f.eks. godkendelser i

henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, tilladelser til

særskilt udledning af spildevand samt i tilslutningstilladelser

til offentlige spildevandsanlæg. Endvidere kan der i forbindelse

med påbud i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 eller

reglementet om miljøbeskyttelse være fastsat bestemmelser om

egenkontrol.

Det er et af både myndigheder og erhverv erkendt problem, at der i en

lang række forurenende virksomheder ikke findes en tilstrækkelig

egenkontrol. Industrirådet har således over for tilsynsudvalget

peget på, at der i en række godkendelser ikke er tilstrækkelige

vilkår om egenkontrol, og at myndighederne i disse tilfælde bør

supplere og præcisere allerede meddelte godkendelser med vilkår om

egenkontrol, der i videst muligt omfang er integreret med

virksomhedernes øvrige driftskontrol.

Ud over de virksomheder, der allerede har tilladelser eller

godkendelser, der regulerer deres forurening, findes en række

virksomheder og anlæg, som ikke har godkendelser eller

tilladelser. Det drejer sig om virksomheder omfattet af

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, der helt eller delvis består af

ikke-godkendte anlæg eller som aldrig har modtaget en egentlig

tilslutningstilladelse til offentligt spildevandsanlæg uagtet, at

de tilleder spildevand til sådanne anlæg, samt om virksomheder der

er omfattet af reglementet om miljøbeskyttelse.

Der er således for en række tilladelser og godkendelser behov for at

ændre og supplere med vilkår om egenkontrol med henblik på at

sikre muligheden for et mere effektivt tilsyn med forureningen fra

tilsynsmyndighedens side.

Herudover vil der erfaringsmæssigt være behov for revision af også

andre vilkår for godkendelser og tilladelser end kontrolvilkår,

idet navnlig godkendelser og tilladelser af ældre dato, hvor

miljøbeskyttelseslovens system endnu ikke var indarbejdet ofte

ikke har gjort udtømmende og klart op med virksomhedernes

forureningsforhold. Der kendes således eksempler på virksomheder,

der har modtaget godkendelser med endog meget upræcise vilkår,

f.eks. at de ikke må give anledning til væsentlige gener i

omgivelserne. Ud fra et tilsynssynspunkt er sådanne virksomheder

meget belastende arbejdsmæssigt for tilsynsmyndigheden. Der vil

således være behov for, at de lokale myndigheder gennemgår

tilladelser og godkendelser, navnlig de ældre, med hensyn til

kontrolvilkårene. Det drejer sig om allerede meddelte godkendelser

i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5,

tilslutningstilladelser til offentlige spildevandsanlæg for

virksomheder med processpildevand i henhold til

miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 eller tidligere lovgivning,

tilladelser til særskilt udledning af spildevand samt nedsivnings-

og udsprøjtningstilladelser.

Endvidere bør der i de tilfælde, hvor der ikke foreligger fornøden

tilladelse til tilledning af processpildevand til offentligt

spildevandsanlæg, udarbejdes sådanne tilladelser, inklusive

bestemmelser om egenkontrol.

Ved udarbejdelsen af tilladelserne bør der i videst muligt omfang

tages hensyn til, at egenkontrollen samordnes med den øvrige

driftskontrol, der finder sted på virksomheden.

Ovennævnte gennemgang forudsættes at finde sted i løbet af 2-3 år,

og den enkelte kommune eller amtskommune bør prioritere arbejdet

hermed således, at de væsentlige forurenere gennemgås først med

henblik på at maksimere den miljømæssige effekt af indsatsen.

Selv om der er tale om en ikke ubetydelig indsats i forbindelse med

en sådan revision af kontrolbestemmelser m.m., vil dette på selv

kortere sigt medføre en betydelig lettelse og administrativ

rationalisering af kommuners og amtskommuners tilsyn med

virksomhederne, ligesom det for virksomhederne vil medføre en

betydelig sikkerhed at vide klart, hvilke regler der gælder for

den enkelte virksomhed.

Tilsynsmyndigheden har allerede i dag ret til at ændre

uhensigtsmæssige tilsynsvilkår. Og den kan med henblik på at

udarbejde de bedst mulige tilsynsvilkår med hjemmel i § 52 i

miljøbeskyttelsesloven forlange alle oplysninger, som har

betydning for vurderingen af forureningen fra virksomheder, som

kan give anledning til forurening. Lovens § 44, stk. 4, beskytter

(med visse modifikationer) kun den godkendte virksomhed mod at få

pålagt krav om yderligere begrænsning af den tilladte udledning.

For at lette de kommende års tilsynsarbejde og tilpasningen af

tilsynsvilkårene findes det dog at være hensigtsmæssigt at indføje

en udtrykkelig bestemmelse om beføjelse til at revidere

tilsynsvilkårene. Forslaget indebærer således en tydeliggørelse af

loven.

Det kan ikke udelukkes, at revisionen af tilsynsvilkår vil føre til,

at visse virksomheder får øgede udgifter til egenkontrol. Beløbene

vil imidlertid næppe være store, og fordelene vil være betydelige,

idet virksomhederne på denne måde får et bedre kendskab til

forureningen og et løbende samarbejde med tilsynsmyndigheden.

Til nr. 7

Overskriften til kapitel 7, Tilsyn og kontrol, kan give anledning til

tvivl, idet loven ikke i øvrigt særligt omtaler kontrol, og det

foreslås derfor fremover alene at nævne tilsyn i overskriften.

Til nr. 8

Hovedreglen i § 48 er fortsat, at tilsyn føres af

kommunalbestyrelsen. Der vil i fremtiden være to væsentlige

modifikationer: Tilsynet med (a)-mærkede virksomheder føres af

amtsrådet, jfr. § 48, stk. 3, og tilsynet med miljøkvaliteten,

særligt vandkvaliteten, føres af amtsrådet, jfr. § 55.

Den gældende ordning, hvorefter kommunalbestyrelsen fører tilsyn,

indebærer som nævnt ovenfor, for en mindre del af de særligt

forurenende virksomheder, at amtsrådet er godkendelsesmyndighed og

kommunalbestyrelsen tilsynsmyndighed. Det var tilsynsudvalgets

opfattelse, at en ændring af disse kompetenceregler, således at

behandling af godkendelser og tilsyn påhviler samme myndighed,

dvs. enten kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, ville medføre, at

tilsynet bliver mere effektivt. I betænkningerne er der samtidig

med forslaget om at samle godkendelses- og tilsynsbeføjelserne for

de virksomheder, anlæg og indretninger, som er optaget på listen i

bilaget til loven, stillet forslag om en administrativ ændring af

bilaget til loven. Denne ændring af bilaget tager primært sigte på

at tilpasse godkendelseskompetencen til forslaget om overførsel af

tilsynskompetencen til amtsrådene i de tilfælde, hvor amtsrådene

har godkendelseskompetencen. I betænkningerne stilles der således

forslag om en revision af bilaget, som udover mindre justeringer

indebærer, at en antal kategorier af virksomheder overføres fra

amtskommunal godkendelse til kommunal godkendelse, samt at et

mindre antal kategorier af virksomheder overføres fra kommunal

godkendelse til amtskommunal. I betænkningerne forudsættes det, at

lovændringen og den administrative ændring af bilaget iværksættes

samtidig. Der stilles på denne baggrund forslag om samling af

godkendelses- og tilsynsbeføjelserne for særligt forurenende

virksomheder.

Ved godkendelsesmyndigheden forstås dels den myndighed, som har

meddelt en virksomhed hel eller delvis godkendelse, jfr. § 35,

dels den myndighed, som i givet fald har kompetencen til at træffe

afgørelse om godkendelse. Det vil sige, at for de kategorier af

virksomheder, hvor amtsrådet ifølge bilaget til loven har

kompetencen til at meddele godkendelse, føres tilsynet med alle

virksomheder i disse kategorier tillige af amtsrådet, uanset nogle

virksomheder ikke er godkendte, fordi de er etableret før

miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden og ikke ændret siden.

For så vidt angår lovens kapitel 4 er det allerede i dag almindeligt,

at samme myndighed meddeler tilladelse og har tilsynsmyndighedens

beføjelser til at gribe ind. F. eks. meddeler kommunalbestyrelsen

tilladelse til udledning af spildevand ved tilslutning til

kommunale rensningsanlæg og fører tilsyn med disse udledninger.

Heri gør ændringen af § 48 ingen forskel. Ved særskilte

udledninger af kapitel 5-virksomheders spildevand er der i dag en

opsplitning mellem godkendelsesmyndighed (amt) og tilsynsmyndighed

(kommuner). Det følger imidlertid af den i stk. 3 foreslåede

ændring, at amtet fremtidig får både godkendelses- og

tilsynsbeføjelse. Tilbage er herefter kun nogle specielle

tilfælde, hvor tilladelse meddeles af amtsrådet, mens tilsyn føres

af kommunalbestyrelsen. Her vil det i forbindelse med en revision

af bekendtgørelserne på området blive overvejet, om ikke

beføjelsen til at tillade udledninger og tilsynsopgaven kan lægges

hos samme myndighed.

Til nr. 9

Bestemmelserne i stk. 1-3 i den foreslåede affattelse af § 49 svarer

til stk. 2-5 i den gældende bestemmelse med den ændring, at

beføjelserne tilkommer tilsynsmyndigheden. Derimod er stk. 4 i den

foreslåede affattelse ny. Bestemmelsen præciserer, at

tilsynsmyndigheden, hvis der er behov herfor, kan gennemføre de

foranstaltninger, der er nødvendige for at bringe ulovlige forhold

til ophør.

Politiet bestemmer under hensyn til almindelige politimæssige

overvejelser, hvorledes bistanden efter stk. 3 skal ydes.

Det bemærkes, at stk. 1 i den gældende affattelse af § 49 er

overflyttet til § 48.

Til nr. 10

Bestemmelsen i § 49 a blev indført ved lovrevisionen i 1982.

Bestemmelsen åbnede mulighed for, at kommunalbestyrelsen i

konkrete tilfælde kan aftale med amtsrådet, at tilsynet overføres

fra kommunalbestyrelsen til amtsrådet. Denne mulighed fandtes

særlig hensigtsmæssig i de tilfælde, hvor en kommune ikke selv har

den nødvendige ekspertise til at føre tilsyn med en kompliceret

virksomhed, og hvor amtsrådet som godkendelsesmyndighed og

ansvarlig for vandkvaliteten alligevel skal sætte sig ind i

virksomhedens forhold. Bestemmelsen bliver som følge af forslaget

i nr. 8 overflødig, idet godkendelse og tilsyn efter dette

påhviler samme myndighed, og den foreslås derfor ophævet.

Til nr. 11

Forslaget om ophævelse af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 2, er

en lovmæssig forenkling, som præciserer, at Hovedstadsrådet som

hidtil i de følgende bestemmelser i kapitel 7 ligestilles med

amtsrådene.

Til nr. 12

Der henvises til bemærkningerne til nr. 2.

Til nr. 13

Ved forslaget konsekvensrettes bestemmelsen i overensstemmelse med

forslaget i nr. 8. Den i bestemmelsen indeholdte bemyndigelse for

miljøministeren agtes i øvrigt udnyttet til fastsættelse af regler

om tilsynsberetninger som led i virkeliggørelsen af det fuldt

udbyggede, effektive tilsyn.

Problemerne omkring tilsynet har været genstand for en meget

betydelig offentlig interesse. Det må anses for væsentligt, at

disse problemer behandles åbent, både for at give offentligheden

tryghed for, at der følges op på uacceptabel forurening og

overtrædelse af lovgivningen, og for at give virksomhederne vished

for, at de ikke bliver vilkårligt behandlet.

Når der er etableret et fuldt udbygget tilsyn, forudsættes det at

alle kommuner og amtskommuner vil arbejde på grundlag af

tilsynsprogrammer, som detaljeret angiver, hvor og hvornår der

skal foretages tilsynsbesøg. Sådanne programmer vil være et

hjælpemiddel i den tekniske forvaltnings daglige arbejde.

Det siger sig selv, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at give

offentligheden adgang til de detaljerede tilsynsprogrammer. Det

vil ødelægge muligheden for uanmeldte tilsynsbesøg. Men det må i

øvrigt være op til den enkelte kommune eller amtskommune, om den

vil give offentligheden adgang til sammendrag af

tilsynsprogrammet.

Det er derfor i tilsynsudvalget blevet foreslået, at hensynet til

offentligheden tilgodeses gennem tilsynsberetningen.

Det er opfattelsen, at kommunernes og amtskommunernes

tilsynsberetninger bør omfatte de pågældende enheders egne

tilsynsopgaver med oplysninger om planlagt og faktisk

ressourceindsats fordelt på forskellige typer virksomhed

(herunder recipienter), ligesom der bør redegøres for, hvad der

ved tilsynet er konstateret, samt hvilke eventuelle reaktioner

tilsynet har ført til. Beretningen bør desuden oplyse, hvilke

retningslinjer forvaltningen skal udarbejde/ har arbejdet ud fra

ved konstateringen af et ulovligt eller uacceptabelt forhold.

For miljøstyrelsens vedkommende var det udvalgets opfattelse, at

tilsynsberetningerne ud over egen tilsynsvirksomhed bør indeholde

en oversigt over forholdene på landsplan, dvs. oversigter over

ressourceanvendelsen på landsplan samt om tilsynets resultater på

landsplan. Disse oplysninger skal fremkomme ved bearbejdning af

kommuners og amtskommuners tilsynsberetninger.

I tilsynsudvalget blev det amtskommunale beredskab til bekæmpelse af

ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af

søterritoriet behandlet. Det blev bl.a. drøftet, om der udover §

56, var behov for en speciel hjemmel for miljøministeren til at

fastsætte regler om et kommunalt/ amtskommunalt beredskab.

Baggrunden var, at miljøstyrelsen i en cirkulæreskrivelse af november

1981 anmodede amtskommunerne om at oprette et vagtberedskab med

henblik på bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandløb, søer

m.v. Cirkulæreskrivelsen indeholder anvisninger på, hvordan der

kan oprettes et beredskab, hvorved amtsrådene i fuldt omfang kan

være i stand til at forestå opsporing og bekæmpelse af ulovlige

forureninger, etablering af afværgeforanstaltninger og

tilvejebringelse af dokumentation for udledning samt

recipientfølger heraf. Endvidere beskrives, hvorledes et delvist

beredskab kan etableres. Men da forhandlinger mellem

Amtsrådsforeningen og personaleorganisationerne om aflønning for

rådighedsvagt ikke har kunnet afsluttes, har amtskommunerne ikke

kunnet etablere det ønskede fulde beredskab, men har anvendt

forskellige former for delvist beredskab.

Ifølge udvalgets undersøgelser var der i 1983 i hele landet 381

anmeldelser om akutte forureninger. Heraf faldt 263 inden for

normal arbejdstid, mens 118 faldt udenfor.

Det må formodes, at ovennævnte tal undervurderer antallet af akutte

forureninger uden for almindelig arbejdstid, dels fordi mulige

anmeldere ikke har vidst, hvor de skulle henvende sig, dels fordi

det måske ikke i alle tilfælde er lykkedes at få fat i personale

fra amtskommunen. Men det er alligevel vurderingen, at antallet af

akutte forureninger uden for almindelig arbejdstid er ret

beskedent. Det er endvidere opfattelsen, at antallet af akutte

forureninger vil falde betydeligt, når kommunerne har foretaget en

første gennemgang af landbrugsbedrifterne. Dette må påregnes at

ske indenfor de allernærmeste år.

Amtsrådsforeningen har oplyst, at et fuldt udbygget beredskab vil

koste 3 mill. kr. pr. år.

Det vurderes, at de nævnte omkostninger ved et fuldt vagtberedskabs

etablering ikke står mål med de miljømæssige fordele, der kan

opnås ved et vagtberedskab døgnet rundt.

Den teknologiske udvikling på kommunikationsområdet vil imidlertid i

de kommende år medføre, at det ved hjælp af »personsøgere« vil

være muligt at komme i forbindelse med beredskabsmedarbejdere. Der

vil derfor blive foretaget en fornyet gennemgang af behovet for og

mulighederne for at etablere beredskabsordninger i forbindelse med

en gennemarbejdning af den foreliggende vejledning og

cirkulæreskrivelse. Samtidig vil det blive vurderet, om der til

andre miljøbeskyttelsesformål er behov for et beredskab. Der var i

øvrigt i tilsynsudvalget enighed om, at eventuelle nødvendige

regler i givet fald ville kunne udstedes med hjemmel i § 56. Der

fremsattes på denne baggrund ikke forslag om en særlig bestemmelse

om beredskab i tilfælde af vandforurening.

Til nr. 14

Det blev i tilsynsudvalget overvejet, hvorledes tilsynsmyndighedens

viden om virksomhed, der er lovligt etableret, men helt eller

delvist ikke er godkendt efter miljøbeskyttelsesloven, kan

forbedres. En sådan viden er en afgørende forudsætning for at

kunne foretage en meningsfyldt prioritering af tilsynsindsatsen,

således at den medfører en optimal miljømæssig effekt.

Der er her tale om et betydeligt antal virksomheder. Det skønnes, at

langt størstedelen af de virksomheder, der er omfattet af

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, ikke har en godkendelse, der

omfatter hele virksomheden.

Antallet af helt eller delvist godkendte virksomheder forekommer

heller ikke særlig stort efter godt 10 år med

miljøbeskyttelsesloven.

Den nuværende situation betyder at man mange år endnu vil have

ikke-godkendte virksomheder.

Netop tilsynet med ikke-godkendte virksomheder er vanskeligt,fordi

man ikke kan gå frem efter vilkårene, som man kan ved godkendte

virksomheder.

Tilsynsudvalget fandt, at de muligheder, der eksisterer efter bl.a.

lovens §§ 44 og 52, for at tilsynsmyndigheden kan skaffe sig de

fornødne oplysninger, burde suppleres med en mere bred

forpligtelse for virksomhederne til at fremskaffe de fornødne

basisoplysninger om virksomhedens produktion og forurening.

En sådan anmeldelsesordning kan gennemføres i medfør af den gældende

bestemmelse i § 64, hvorefter miljøministeren ifølge

lovbemærkningerne til denne bestemmelse kan iværksætte en

anmeldelsesordning. Anmeldelsesordningen indebærer, at

virksomhederne selv skal tage initiativ til at underrette

myndighederne om virksomhederne og deres emissioner: Anmeldelsen

må forudsættes at skulle indeholde fornødne oplysninger om bl.a.

virksomhedens placering og arbejdsprocesser, om emissionernes art

og omfang, om risikobetonede forhold, om indretning og drift m.v.

Anmeldelsesordningen vil således tillige bevirke, at udøvere af

forurenende virksomhed selv må undersøge virksomhedens forhold og

emissioner.

Det nævnes i bemærkningerne, at en sådan anmeldelsesordning

formentlig først vil kunne iværksættes nogle år efter lovens

ikrafttræden. Med henblik på en effektivisering af tilsynet, er

det opfattelsen, at tidspunktet for en gennemførelse af den i

loven forudsatte anmeldelsesordning nu er kommet.

Af praktiske grunde er bestemmelsen flyttet til lovens kapitel 7.

En række oplysninger om produktion, råvarer, brændselsforbrug m.m.

vil alle virksomhederne naturligt allerede besidde, og sådanne

oplysninger vil det ikke volde virksomhederne større

vanskeligheder at fremskaffe.

Visse virksomheder vil dog næppe ligge inde med en række oplysninger

om virksomhedernes forureningsforhold. Det må imidlertid påregnes,

at myndighederne og de delvist godkendte virksomheder allerede

besidder oplysninger om forureningen fra ikke-godkendte anlæg,

idet sådanne oplysninger normalt vil blive krævet af

virksomhederne i forbindelse med godkendelser af udvidelser.

For de resterende virksomheder uden nogen form for godkendelse kan

der blive tale om, at der ved den første forureningsanmeldelse

skal lægges et ikke ubetydeligt stykke arbejde i at fremskaffe de

fornødne oplysninger. Virksomheder, der ikke har overblik over

deres forureningsforhold, vil imidlertid ofte med fordel kunne

anvende den viden, der herved opnås til at foretage driftsmæssige

ændringer og omlægninger med en mere økonomisk produktion til

følge, f.eks. som følge af råvarebesparelsen eller

energibesparelser.

Ordningen forudsættes i øvrigt tilrettelagt således, at kravene til

anmeldelsens detaljeringsgrad stiger med stigende emissioner og

med farligheden af de emitterende stoffer, således at det undgås,

at ubetydelige forurenere behøver at lægge et stort arbejde i

anmeldelsen.

Ordningen skal først og fremmest omfatte virksomheder omfattet af

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, og som helt eller delvist ikke

er godkendt i henhold til reglerne i dette kapitel. Der bør dog

tillige åbnes mulighed for at pålægge andre virksomheder end dem,

der er optaget på listen, en sådan anmeldelsespligt, f. eks.

virksomhedstyper, der ikke er eller senere ikke vil være omfattet

af lovens kapitel 5, fordi deres forurening reguleres ved hjælp af

regler fastsat i bekendtgørelser (»branchebekendtgørelser«).

Hjemmelen i § 44 har ikke tidligere været udnyttet, og det er

opfattelsen, at iværksættelsen af en anmeldelsesordning vil kræve

et vist administrativt forberedelsesarbejde, hvortil der må tages

hensyn ved udfærdigelsen af en bekendtgørelse om

anmeldelsesordningen.

Tilsynsudvalget har imidlertid overvejet en anmeldelsesordnings

karakter, omfang og hyppighed. Det er tillige blevet drøftet, om

der eventuelt skal gælde særlige frister for den første indgivelse

af anmeldelse til tilsynsmyndigheden og for dennes behandling af

disse første anmeldelser. Der har i denne forbindelse været

overvejelser om en trinvis ikraftsættelse af anmeldelsesordningen,

f. eks. efter brancher, således at tilsynsmyndigheden får de

bedste muligheder for at tilrettelægge hensigtsmæssige rutiner for

behandlingen af anmeldelserne. Den nærmere tilrettelæggelse af

udfærdigelsen af anmeldelsesordningen vil ske i takt med

virkeliggørelsen af det fuldt udbyggede, effektive tilsyn.

Det foreslås derfor, at § 64 tages i anvendelse, og at bestemmelsen

ændres, således at der for virksomheder, som ikke er optaget på

listen over forurenende virksomheder i lovens bilag, ligeledes kan

iværksættes en anmeldelsesordning som den foreslåede.

Til nr. 15

Forslaget til ændring af stk. 3 indebærer en tydeliggørelse af de

gældende bestemmelser i §§ 4, 5 og § 62 a, stk. 3, hvorefter

ministeren kan fastsætte regler om kommunernes pligt til at

etablere ordninger på affaldsområdet og pligten til at benytte

sådanne ordninger herom.

Endvidere indebærer bestemmelsen, at de kommunale

genanvendelsestiltag også indgår i de kommunale affaldsordninger.

Genanvendelsestiltagene vil således også kunne finansieres over de

kommunale affaldsgebyrer.

Gebyrer for ordninger på affaldsområdet skal efter almindelige

kommunalretlige grundsætninger fastlægges ud fra et

omkostningsprincip, dvs. at gebyrernes størrelse bør fastsættes

således, at der over et vist tidsrum tilstræbes en dækning af de

faktiske omkostninger ved ordningerne.

Ved forslaget præciseres det, at dette omkostningsprincip også kan

omfatte udgifterne til primærkommunernes affaldskortlægning og

-planlægning. Gebyrerne kan opkræves til dækning af samtlige

udgifter fra planlægningens start, jfr. bekendtgørelse nr. 663 af

20. december 1984 og cirkulære af 25. marts 1985 om kortlægning af

og redegørelse for affaldsbortskaffelsen.

Til nr. 16

Der henvises til bemærkningerne til nr. 14 in fine.

Til nr. 17

Efter miljøbeskyttelseslovens §§ 71 og 81 er klagefristen 4 uger.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet

frem til den pågældende klageberettigede, det vil normalt sige

dagen efter afsendelsen, ved offentlig annoncering dog fra selve

offentliggørelsen. Klagefristen udløber på 4 ugers dagen fra den

dag, hvor afgørelsen er kommet frem til den pågældende (eventuelt

offentliggjort). Dette betyder, at klagen skal være myndighederne

i hænde senest på 4 ugers dagen.

Det har i praksis givet anledning til tvivl, hvilken retstilstand der

gælder, når klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag. Ved

lovforslaget ønskes det derfor præciseret, at klagefristen i disse

tilfælde forlænges til udløb den følgende hverdag.

Samtidig ønskes præciseret, at reglen om, at klagefristen regnes fra

offentlig annoncering, hvor en sådan har fundet sted, også finder

anvendelse ved klage til miljøankenævnet.

Til nr. 18

Efter den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk.

3, kan de bygge- og anlægsarbejder, der er nødvendige for at

udnytte en godkendelse eller tilladelse, iværksættes ved

klagefristens udløb, hvis der ikke forinden er indgivet klage. Er

det tilfældet, må bygge- og anlægsarbejder ikke iværksættes, før

klagemyndigheden (normalt miljøstyrelsen) har truffet afgørelse i

sagen. Klagemyndigheden kan dog meddele tilladelse til

igangsætning, jfr. § 72, stk. 4.

I denne forbindelse bemærkes, at de gældende bestemmelser om

opsættende virkning for bygge- og anlægsarbejder ikke gælder ved

klage til miljøankenævnet.

Formålet med bestemmelserne er at sikre, at interesserede

myndigheder, organisationer og privatpersoner har realistiske

muligheder for gennem en klage at få efterprøvet en truffet

afgørelse.

De erfaringer, der foreligger med lovens administration, viser

imidlertid, at det er meget sjældent, at miljøstyrelsen og

miljøankenævnet som klagemyndigheder ophæver en meddelt

godkendelse med den begrundelse, at virksomhedens lokalisering

ikke er hensigtsmæssig. Der er her tale om det gennemsnitlige

sagsforløb. Inden for visse særlige sagskategorier er der dog

jævnligt blevet fastsat krav om ændret lokalisering. Det afgørende

spørgsmål for klagemyndighederne er i almindelighed, om der er

fastsat nødvendige og tilstrækkelige vilkår om

forureningsbegrænsning.

Efter de foreslåede bestemmelser kan en virksomhed på egen regning og

risiko iværksætte bygge- og anlægsarbejder, når der er meddelt

tilladelse eller godkendelse i første instans, men såvel den

myndighed, der har truffet afgørelsen, som miljøstyrelsen kan

bestemme, at en klage helt eller delvist skal have opsættende

virkning. Klagemyndigheden kan endvidere bestemme, at påbegyndt

byggeri skal standses. En sådan beslutning må eksempelvis træffes,

hvis der rejses berettiget tvivl om virksomhedens lokalisering.

Dette vil naturligvis, jfr. ovennævnte praksis, især være aktuelt

indenfor særlige sagskategorier.

Til nr. 19

Forslaget er en konsekvens af nr. 1, idet Danmarks

Naturfredningsforenings klage i § 74, stk. 2, nr. 1, for så vidt

angår afgørelser om godkendelser efter lovens kapitel 5 er fastsat

til de afgørelser, som med hjemmel i § 39, stk. 1, er henlagt til

amtsrådet eller Hovedstadsrådet. Den nu foreslåede ændring af § 39

og den i de almindelige bemærkninger omtalte ændring af lovens

bilag, hvorefter der med virkning fra lovændringens ikrafttræden

agtes overført et antal kategorier af virksomheder fra

amtskommunal til kommunal godkendelse, ville således medføre en

indskrænkning af Danmarks Naturfredningsforenings klageret. Da der

ved denne lovændring ikke tilsigtes nogen forandring i Danmarks

Naturfredningsforenings klageret, er forslaget til ændring af §

74, stk. 2, alene af redaktionel karakter. Den foreslåede nye

bestemmelse tager således alene sigte på at sikre, at Danmarks

Naturfredningsforening bevarer klageretten uændret for afgørelser

efter lovens kapitel 5. Af praktiske årsager foreslås det

endvidere, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om,

hvilke af kommunernes afgørelser der kan påklages. Dette kan

eventuelt ske ved en særlig markering af kategorier af

virksomheder på listen.

Til nr. 20

I forbindelse med miljølovsændringen i 1982, fik en række foreninger

og organisationer på lignende måde mulighed for at påklage visse

afgørelser. Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening

har under forhandlingerne om dette lovforslag fremsat ønske om at

blive klageberettigede i forhold til afgørelser, som vedrører

havforurening. Forslaget må ses i forlængelse heraf.

Til nr. 21

Forslaget er konsekvens af nr. 1 og 5.

Til nr. 22

Forslaget er en konsekvens af nr. 20.

Til nr. 23.

Der henvises til bemærkningerne til nr. 17.

Til nr. 24.

ad § 82 a:

Med henblik på at reducere affaldsmængderne svares der afgift til

miljøministeren af alt affald, der tilføres den

registreringspligtige virksomhed. Det betyder, at der eksempelvis

også skal svares afgift af bygningsaffald, jordfyld m.v., der

tilføres en losseplads med henblik på regelmæssig afdækning. Der

skal ikke svares afgift af halm og træaffald fra

træforarbejdningsvirksomheder, der tilføres et forbrændingsanlæg

som rene selvstændige læs.

Der skal heller ikke svares afgift af driftsmidler, f.eks. olie og

halm, der tilføres selvstændige halmfyr til støtte for

varmeforsyningen, ligesom der ikke - efter endt affaldsdeponering

- skal svares afgift af jord til reetablering af vækstlag på en

losseplads.

Der er ikke ved bestemmelsen taget stilling til, på hvilken måde

afgiften overvæltes på affaldsleverandørerne og

affaldsproducenterne.

ad § 82b:

Afgiften opkræves på grundlag af den mængde affald, der tilføres en

registreret virksomhed. Opgørelsen sker på grundlag af bruttovægt

ved modtagelsen på affaldsanlægget, dvs. uafhængigt af affaldets

tørstofindhold. Affaldet skal således vejes. Mens de fleste

registreringspligtige forbrændingsanlæg har en egnet vægt, er

dette kun tilfældet for ca. 1/5 af de eksisterende

registreringspligtige deponeringspladser. Dette vil indebære, at

ca. 80 deponeringspladser skal etablere vægte.

ad § 82 c:

Ifølge den foreslåede bestemmelse påhviler registreringspligten

virksomheder eller anlæg, der modtager affald fra kommunale

renovationsordninger til deponering eller forbrænding. Ved denne

afgrænsning bestemmes alene de registreringspligtige virksomheder

og ikke de afgiftspligtige affaldstyper, jfr. § 82 a. Der er

herved lagt afgørende vægt på at identificere de

registreringspligtige virksomheder på en entydig måde, således at

afgiftsordningen bliver administrerbar for toldvæsenet.

Med kommunale renovationsordninger menes i denne sammenhæng de

ordninger, som er omhandlet i kapitel 4.1. og 4.4. i

miljøministeriets bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 af

reglement om miljøbeskyttelse. Ifølge kapitel 4.1. i

bekendtgørelsen skal kommunalbestyrelsen foranledige, at der

gennemføres fælles bortkørsel af husaffald i bebyggelser med mere

end 1.000 indbyggere. I andre områder kan kommunalbestyrelsen

påbyde fælles bortkørsel. Tilsvarende kan kommunalbestyrelser

ifølge kapitel 4.4. gennemføre fællesordninger for bortskaffelse

af andet affald.

De pågældende renovationsordninger, som medfører registreringspligt,

kan være kommunalt drevne eller overladt til private

renovationsselskaber m.v.

Antallet af forbrændingsanlæg, der modtager affald fra kommunale

renovationsordninger, er ca. 45, mens antallet af

deponeringspladser er ca. 100.

Udover affald fra kommunale renovationsordninger modtager de

registreringspligtige virksomheder i en vis udstrækning affald,

der tilføres ved privat foranstaltning, herunder forskellige

former for erhvervsaffald. Dette affald vil også være omfattet af

afgiftspligten, idet der skal svares afgift af alt affald, der

tilføres, jfr. § 82 a. Det vil således ikke være afgørende for

spørgsmålet om registreringspligt, at en del af affaldsmængden

stammer fra andre kilder end en kommunal renovationsordning.

Det følger heraf, at også virksomheder og anlæg, som kun i mindre

omfang modtager affald fra kommunale renovationsordninger til

deponering eller forbrænding, vil være registreringspligtige, og

at der skal svares afgift også af affald, der ikke stammer fra en

kommunal renovationsordning.

Foruden traditionelle lossepladser omfatter registreringspligten

således også andre affaldsanlæg som eksempelvis

komposteringsanlæg, hvor der ikke sker fraførsel af hele den

tilførte affaldsmængde.

Kun virksomheder og anlæg, som overhovedet ikke modtager affald til

deponering eller forbrænding fra kommunale renovationsordninger,

er fritaget for registreringspligt. Det gælder således anlæg til

forbrænding af specielt sygehusafald, slamforbrændingsanlæg eller

specielle anlæg til destruktion af olie- og kemikalieaffald.

Det skal bemærkes, at biogasanlæg og halmfyringsanlæg ikke er

registreringspligtige.

ad § 82 d:

Det er som princip for beregning af afgiften forudsat, at der kun

skal svares afgift af det affald, der deponeres eller forbrændes

på virksomheden. Derfor er affald, der fraføres en virksomhed

fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt. Det

vil give virksomhederne (deponeringspladser og forbrændingsanlæg)

en tilskyndelse til at sortere affaldet med henblik på

genanvendelse. Ordningen vil endvidere bevirke, at bl.a. slagger

fra forbrændingsanlæg undgår dobbeltafgift i de tilfælde, hvor

slaggerne tilføres en losseplads. Fraførsel af perkolat fra

lossepladser kan ikke begrunde fradrag i den afgiftspligtige vægt.

Af bestemmelsen følger også, at der ikke kan ske fradrag for den

vægtforøgelse, der skyldes tilførsel af hjælpestoffer m.v. Der

tænkes f.eks. på kalk, som med henblik på afsvovling tilføres

under forbrændingsprocessen på affaldsforbrændingsanlæg, og som

igen fraføres med flyveasken m.v.

ad §§ 82 e-82 n:

De foreslåede bestemmelser svarer til de bestemmelser, der er

indeholdt i nyere afgiftslove, og som sikrer en effektiv

tilrettelæggelse og gennemførelse af afgiftsordningerne. Den i §

82 k, stk. 6, foreslåede bestemmelse er indsat af hensyn til

afgiftskontrollen. Den giver bl.a. toldvæsenet ret til at kræve

nærmere oplysninger fra en virksomhed, når der kan rejses

spørgsmål om, hvorvidt virksomheden er registreringspligtig.

Da bestemmelserne om affaldsafgifter foreslås administreret af

toldvæsenet, er de bemyndigelser, der er indeholdt i de foreslåede

bestemmelser, henlagt til ministeren for skatter og afgifter og

toldvæsenet.

Til nr. 25.

Forslaget er en konsekvens af nr. 2 og 12.

Til nr. 26.

Forslaget er en konsekvens af nr. 14 og 16.

Til nr. 27.

Forslaget er en konsekvens af nr. 18.

Til nr. 28.

I overensstemmelse med forslagene i betænkning nr. 996/ 1983 om

ansvarsplacering m.v. i kommunestyret og i lyset af praksis på

miljøbeskyttelsesområdet præciseres det, at kommuner og kommunale

fællesskaber kan pålægges bødeansvar.

Bestemmelsen forudsætter, at den strafbare handling er begået af

kommunen eller det kommunale fællesskab som bygherre, driftsherre,

arbejdsgiver eller lignende.

Til nr. 29.

ad §§ 84 a og 84 b:

De foreslåede straffebestemmelser svarer til de bestemmelser, der er

indeholdt i nyere afgiftslove. Man har dog fundet det rigtigt at

fastsætte strafferammen i § 84 a, stk. 3, der i de almindelige

afgiftslove er fængsel indtil 2 år, til fængsel i indtil 1 år i

overensstemmelse med den almindelige straffebestemmelse i § 83.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1987. Det er af

stor betydning for virkeliggørelsen af lovforslagets intentioner

om at forbedre tilsynet, at forslaget træder i kraft hurtigst

muligt, og den 1. januar 1987 anses for det tidligst mulige.

Af praktiske, administrative grunde er det nødvendigt, at loven får

virkning fra 1. juli 1986 for så vidt angår pligten til at anmelde

sig til registrering hos toldvæsenet i medfør af § 82 c, stk. 1.

I medfør af § 2, stk. 2, bemyndiges ministeren til at fastsætte

overgangsregler. Dette er nødvendigt for eksempel til

gennemførelse af forslaget om samling af godkendelses- og

tilsynsbeføjelserne og om ændring af bestemmelserne om klagers

opsættende virkning.

Versioner

1. 1988-05-21