Gelex

1985 LSF 177 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00177@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts

1985, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Ved bedømmelse af omfanget og arten af foranstaltningerne

til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt

på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkninger på

disse.«

2. § 44, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Hidrører forureningen fra en virksomhed, et anlæg eller en

indretning, som er godkendt i henhold til §§ 35-38, kan påbud

efter stk. 1 eller forbud efter stk. 2 kun meddeles, såfremt

virksomhedens, anlæggets eller indretningens forurening går ud

over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen.«

3. § 69 a affattes således:

»§ 69 a. Ministeren kan på eget initiativ tage en afgørelse, der er

truffet af en kommunalbestyrelse, et amtsråd, hovedstadsrådet

eller miljøstyrelsen, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.

Ministeren kan bestemme, at en afgørelse, som i øvrigt skulle have

været truffet af miljøstyrelsen efter § 70, træffes af

ministeren.«

4. § 72, stk. 1, affattes således:

»Klagemyndigheden kan, hvor særlige hensyn gør sig gældende, tillægge

en klage over et påbud eller et forbud opsættende virkning, indtil

klagemyndighedens afgørelse foreligger.«

5. § 72, stk. 2, ophæves, og stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.

6. § 76, stk. 1 og 2, ophæves, og stk. 3, der herefter bliver stk. 1,

affattes således:

»I regler, der udfærdiges efter lov om begrænsning af svovlindhold

m.v. i brændsel eller lov om bortskaffelse m.v. af olie- og

kemikalieaffald, kan det bestemmes, at afgørelser truffet af

ministeren eller miljøstyrelsen i henhold til de nævnte regler kan

påklages til miljøankenævnet.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Med dette lovforslag ønsker socialdemokratiet at gennemføre en

opstramning af miljøbeskyttelseslovens bestemmelser, der går ud

over de ændringer, som miljøministeren har foreslået i det den 29.

januar 1986 fremsatte forslag til lov om ændring af lov om

miljøbeskyttelse (L 143).

For det første ønsker socialdemokratiet en ændring af lovens

formålsbestemmelser, jfr. § 1, stk. 3. Den nugældende formulering

har i praksis vist sig at være en hindring for en opprioritering

af miljøhensyn, når lokale myndigheder har skullet træffe

beslutninger om nødvendige miljøinvesteringer både inden for den

private og den offentlige sektor.

Det er forslagsstillernes ønske, at det nu af folketinget fastslås,

at det primært er miljøhensynet, der skal varetages, når der ved

en vurdering af, hvordan en virksomheds forurening imødegås,

tillige indgår hensynet til virksomhedens produktion og

omkostninger m.v.

For det andet ønsker socialdemokratiet en ophævelse af

miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om ankeadgang til

miljøankenævnet. Dette er primært en konsekvens af forslaget om en

opstramning af formålsbestemmelsen, som på forhånd vil indebære en

opprioritering af miljøhensynet og dermed mindske nødvendigheden

af den afvejning af hensyn til henholdsvis miljøet og

virksomhedens omkostninger m.v., som i dag foregår i

miljøankenævnet. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med den

foreslåede ændring af bestemmelserne om klage over et påbud eller

et forbud, så klager fremtidigt som hovedregel ikke bør have

opsættende virkning.

Miljøankenævnet er foruden i forhold til miljøbeskyttelsesloven

endvidere ankeinstans for afgørelser truffet i henhold til anden

lovgivning. Forslagsstillerne har ikke med dette lovforslag taget

stilling til, hvorvidt bestemmelserne om eksistensen af en

uafhængig klageinstans for så vidt angår den øvrige lovgivning

skal opretholdes, men finder, at dette spørgsmål må afklares

nærmere i forbindelse med den videre behandling af lovforslaget.

For det tredje finder socialdemokratiet, at der bør ske en ændring af

de gældende bestemmelser, hvorefter en klage som hovedregel har

opsættende virkning for et forbud eller et påbud, indtil

klagemyndighedens afgørelse foreligger. Forslagsstillerne finder,

at det er nødvendigt med en opstramning af denne bestemmelse,

således at klagemyndigheden, alene hvor særlige forhold gør sig

gældende, skal have mulighed for at tillægge en klage over et

forbud eller et påbud opsættende virkning. Efter

forslagsstillernes opfattelse bør hovedreglen således være, at en

klage ikke har opsættende virkning vedrørende et påbud eller et

forbud, så længe klagemyndighedens afgørelse ikke foreligger.

Endelig foreslår socialdemokratiet, at forbud eller påbud i relation

til en godkendt forurenende virksomhed m.v. skal kunne meddeles,

uanset om virksomhedens forurening går væsentligt ud over det, der

er lagt til grund ved godkendelsen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Formålet med ændringen er at sikre en praksis, hvorefter det

afgørende hensyn ved administrationen af bemyndigelserne efter

loven er hensynet til miljøet, således at der ved bedømmelse af

forurening lægges vægt på omgivelsernes sårbarhed og den

beskyttelsesinteresse, samfundet må knytte til disse omgivelser,

samt på forureningens indgribende karakter.

Efter ændringen kan der alene lægges vægt på omkostningerne ved

beskyttelsesforanstaltninger efter loven inden for rammerne af det

almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, således

at der skal være et rimeligt forhold mellem de mål, der søges

opnået med hensyn til miljøbeskyttelse, og de midler i form af

forureningsbegrænsende foranstaltninger, der bringes i anvendelse.

Til nr. 2

Efter den gældende formulering i § 44, stk. 4, er det en

forudsætning, at forureningen går væsentligt ud over, hvad der

blev lagt til grund ved godkendelsen. Efter forslaget kan der

meddeles påbud eller forbud, når der foreligger en overtrædelse af

de i godkendelsen nævnte vilkår, uden at det, i modsætning til den

gældende lov, kræves, at overtrædelsen skal være »væsentlig«.

Til nr. 3

Ændringen er alene af redaktionel karakter som følge af ophævelsen af

bestemmelserne om ankeadgang til miljøankenævnet, jfr. nr. 6

Til nr. 4 og 5

Efter forslaget er det, i modsætning til gældende ret, hovedreglen,

at en klage over et påbud eller et forbud ikke har indvirkning på

retsvirkningen af forbudet/ påbudet, så længe klagen behandles af

klagemyndigheden.

Til nr. 6

Ændringen indebærer, at lovens bestemmelser om adgang til at anke

beslutninger, som er truffet i henhold til miljøloven, til

miljøankenævnet ophæves.

Versioner

  1. 1988-05-21