1985 LSF 178 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00178@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om social bistand, jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli
1984, som senest ændret ved lov nr. 584 af 19. december 1985,
foretages følgende ændring:
I § 48, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »handicappet«: »samt i
øvrigt udgifter til personlig bistand efter samme takster og med
mulighed for tilsvarende arbejdsvilkår, som er gældende for
ansatte i kommunen«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1987.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget går ud på at lovfæste, at personer med vidtgående fysisk
og psykisk handicap har et krav på at få dækket også de udgifter
til forsørgelsen i eget hjem, som skyldes praktisk og personlig
bistand, og samtidig at de skal dækkes efter satser og med
mulighed for tilsvarende arbejdsvilkår, som gælder for ansatte i
kommunen. Denne ordning - den såkaldte »Århus-ordning« - er
efterhånden ved at blive praktiseret i en række kommuner, men
endnu gælder det kun et mindretal af kommunerne, og konsekvensen
heraf er ikke blot en større institutionsanbringelse af personer
med handicap end nødvendigt, men også at en person med et
vidtgående fysisk eller psykisk handicap berøves en del af sin
frihed, fordi han eller hun ikke kan flytte til en hvilken som
helst kommune, som andre mennesker kan.
Lovforslaget har derfor flere formål på en og samme tid: at forbedre
mulighederne for, at personer med vidtgående fysiske og psykiske
handicap kan forblive længst muligt i eget hjem, at lempe det
stavnsbånd, som gælder personer med handicap, at øge
fleksibiliteten i den praktiske eller personlige hjælp, der kan
ydes i eget hjem, samt at forbedre serviceniveauet.
Bemærkninger til lovforslagets bestemmelser
Forslaget om at ændre bistandslovens § 48, stk. 3, går ud på, at
præcisere, at en person med vidtgående fysisk eller psykisk
handicap har ret til at få dækket sine merudgifter vedrørende
forsørgelsen, også når disse udgifter går til varetagelse af
personlig eller praktisk bistand i fornødent omfang. Der tænkes
her på »Århus-ordningen«, som efterhånden er indført i flere
kommuner, men problemet er, at den nuværende formulering i § 48,
stk. 3, kan opfattes som - og bliver opfattet som - kommunens ret
til at dække udgifter til bistand ved en kontant udbetaling og
ikke som personens ret til at få disse udgifter dækket.
Det er særdeles problematisk, at en ordning af denne karakter kun
anvendes i enkelte af landets kommuner, fordi personer med
handicap hermed ikke kan flytte til en hvilken som helst kommune,
og fordi de kommuner som anvender »Århus-ordningen« belastes
uforholdsmæssigt hårdt økonomisk.
Der findes mange - især unge - personer med et vidtgående fysisk
eller psykisk handicap, som kun kan klare sig uden for
institution, hvis de får mulighed for at bruge »Århus-ordningen«.
Den traditionelle hjemmehjælpsordning er ikke tilstrækkelig
fleksibel og opfylder ikke det personlige og sociale behov, som
også skal opfyldes gennem den individuelle hjælp. Derfor flytter
de typisk til de kommuner, som praktiserer denne ordning, og dette
belaster naturligvis disse kommuner økonomisk. Konsekvensen er, at
der opstår uværdige slagsmål mellem kommunerne om, hvem der skal
betale disse beløb, der ofte kan være temmelig store, fordi
personer med vidtgående handicap kan have behov for op til - og
undtagelsesvis mere end - 24 timers hjælp pr. døgn.
Men ingen kan være sikker på, at personen med det fysiske eller
psykiske handicap faktisk foretrækker at bo i netop den kommune,
som han eller hun vælger. Årsagen kan være, at den foretrukne
kommune ikke kan tilbyde den fornødne hjælperordning. Der indføres
derfor et stavnsbånd for personer med handicap.
Stavnsbåndet forstærkes af, at de på grund af hjælperordningen
attraktive komuner svarer igen med at kræve forhåndsgodkendelse
for at dække disse udgifter efter bistandslovens § 48, stk. 3.
Enkelte kommuner har endog krævet, at ansøgeren skal medbringe et
refusionstilsagn, hvilket er det samme som at nægte den pågældende
bopæl i kommunen, for hvorfor skulle den kommune, som ikke vil
anvende »Århus-ordningen«, udstede et refusionstilsagn, som
påfører kommunen præcis den samme udgift, som hvis den selv
anvendte ordningen?
Forslaget indebærer, at det ikke skal forhåndsgodkendes, om en person
med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap kan få hjælp til
merudgifter til personlig bistand, men at udmålingen skal ske på
forhånd. Denne kan ankes til højere myndighed. Hjælpens omfang
skal udmåles efter behov, og der gælder ingen maksimumsgrænse. Med
»personlig bistand« forstås alle behov for hjælp, som den
pågældende har i og uden for eget hjem, herunder også behov for
ledsagelse til aktiviteter og arrangementer, overvågning eller
aktiv bistand i nattetimerne, praktisk bistand i hjemmet eller i
en uddannelsessituation. Da der således er tale om et intenst
samvær mellem personen med handicap og hjælperen, kan det være en
fordel, at den pågældende selv foretager ansættelse for derved at
sikre det bedst mulige samspil på det sociale og menneskelige plan
mellem de to personer.
Kommunens opgave bliver derfor kun at dække de med dette
ansættelsesforhold afledte udgifter, inkl. de hermed forbundne
følgeudgifter som f.eks. feriepenge, arbejdsgiverbidrag til ATP
m.v., forsikringer, tillæg for ubekvemme arbejdstider osv. Der
skal anvendes samme satser i kommunens mellemværende med klienten,
som hvis kommunen selv skulle have afholdt udgifterne i
forbindelse med at en i kommunen ansat person havde udført samme
arbejde. Såfremt der ikke findes overenskomster, som dækker de i
ansættelsesforholdet forekommende situationer, kan det blive
nødvendigt, at kommunen aftaler de nærmere satser med den
forhandlingsberettigede faglige organisation.
Med begrebet »tilsvarende arbejdsvilkår« tænkes primært på, at der
skal tilbydes de under § 48, stk. 3, beskæftigede personer
uddannelsesmuligheder på samme vilkår som de under bistandslovens
kapitel 12 ansatte hjemmehjælpere. Det nærmere indhold i
uddannelsen vil dog kunne variere under hensyn til de for arbejdet
særligt gældende vilkår, hvor der f.eks. indgår et
uforholdsmæssigt stort element af løfteteknik, ligesom det vil
være af værdi at have et vist kendskab til livsvilkårene for
personer med vidtående fysisk og psykisk handicap. Begrebet dækker
dog også, at ansættelse hos en person efter § 48, stk. 3, ikke
altid vil kunne omfattes af en bestemmelse eller en praksis for
personer ansat direkte i kommunen, hvorfor det vil være umuligt at
foreskrive, at arbejdsvilkårene skal være de samme. I stedet
bestemmes, at de skal være »tilsvarende«, hvorved forstås, at de
skal være så tæt på som muligt, men at afvigelser vil kunne
accepteres, såfremt de modsvares af f.eks. en godtgørelse eller et
andet privilegium.
Erfaringer med Århus-ordningen
Århus-ordningens spæde start ligger snart ti år tilbage. Nogle
enkelte institutionsbeboere ønskede at flytte ud i egen bolig og
gjorde det under kommunens modvillige accept. Da de pågældende
herefter var berettiget til hjælp efter bistandslovens kapitel 12,
valgte kommunen at yde hjælpen kontant efter reglerne i § 56 med
maksimumsydelse svarende til gennemsnitslønnen for en
hjemmehjælper i 80 timer pr. uge.
Da det viste sig, at de pågældende klarede sig forbløffende godt,
fulgte flere snart efter, og ordningen blev flere gange revideret,
så der ikke mere var nogen maksimumsgrænse for hjælpens omfang, og
der blev også indført en mulighed for at få dækket udgifterne til
f.eks. aften-, nat- og weekendtillæg. Lidt efter lidt ændrede
kommunen holdning fra modvillig accept til aktiv opmuntring af de
- især unge - mennesker med vidtgående fysiske handicap, der
drømte om at forlade institutionen og leve et aktivt liv ude i
byen. I 1980 gik kommunen bort fra at anvende bistandslovens § 56
til i stedet at anvende den daværende § 48, stk. 2 (som svarer til
det nuværende stk. 3), hvilket indebar, at maksimumsgrænsen
forsvandt, og at afgørelserne kunne ankes.
Såvidt forslagsstillerne har kunnet få oplyst, er der p.t. 70-80
personer i Århus kommune, som anvender »Århus-ordningen«. De
modtager selv et beløb til afholdelse af deres lønudgifter,
ansætter og afskediger selv deres ansatte, aflægger regnskab til
kommunen og planlægger arbejdsugen i samarbejde med de ansatte
hjælpere. Kommunens bruttoudgifter er af størrelsesordenen 20
mill. kr., hvoraf der dog foreligger refusionstilsagn for en del.
De sociale og menneskelige resultater af ordningen er indiskutable.
Mange unge mennesker, som indtil deres 18., 20. eller endog 35. år
var uden tro på et liv uden for institution, har realiseret deres
drømme, og forslagsstillerne er ikke bekendt med tilfælde, hvor en
person er flyttet tilbage til institution. Tværtimod er mange af
disse personer aktive i forbindelse med uddannelse, arbejde,
foreningsliv, kulturelle aktiviteter eller rejsevirksomhed.
Personer med handicap er blevet mere synlige, og de indgår i en
lang række aktiviteter, som ingen havde troet muligt, før de
faktisk fik chancen.
Ordningen har dog ikke været uden problemer. For eksempel har de
ansatte i ordningen først lidt efter lidt fået en række faglige
rettigheder, som ellers er naturlige for ansatte i den offentlige
forvaltning. Husligt Arbejderforbund i Århus har vist stor
tålmodighed, og de ansatte selv har givet afkald på en række goder
for ikke at sætte en person med et fysisk handicap i en vanskelig
situation.
Så meget desto større er imidlertid beslutningstagernes forpligtelse
til - i folketinget og i de kommunale råd - at sikre rimelige
arbejdsforhold i en ordning, hvis menneskelige og sociale fordele
er ubestridelige.
De erfaringer, som er indhøstet i Århus, taler klart for, at
»Århus-ordningen« gøres landsdækkende, og at den fastlægges som en
ret for en person med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap.
Såfremt den ikke gøres landsdækkende, vil det indebære problemer
for denne klientgruppe, men sandelig også i de kommuner, hvor den
faktisk er gennemført.
Det er dog vigtigt at understrege, at tilrettelæggelsen af en
hjælperordning som her skitseret må forudsætte den mindst mulige
bureaukratisering og kontrol, idet noget sådant begrænser den
mulige brugerkreds. Desværre har netop Århus kommune, der ellers
fortjener ros for at have stået fadder til ordningen, ikke kunnet
fortrænge sædvanlig vanetænkning, og der er derfor sket en øget
bureaukratisering, kontrol og belastning af tillidsforholdet til
klienterne gennem den seneste tid.
Med vedtagelsen af lovforslaget opfordres socialministeren derfor til
at udstikke sådanne retningslinjer for administrationen af
ordningen, at der opnås den størst mulige forenkling, mindst mulig
behov for kontrol og den bedst mulige gennemskuelighed for såvel
brugere som ansatte.
Der er intet til hinder for, at en person med et vidtgående fysisk
eller psykisk handicap i dagtimerne anvender bistandslovens § 48,
stk. 3, og dermed selv foretager ansættelse af personale og
tilrettelæggelse af arbejdstiden og om natten anvender en eller
flere personalegrupper under den integrerede hjemmepleje, f.eks.
for at blive vendt i sengen. En sådan anvendelse kan endog være
kombineret med en egentlig tilkaldemulighed. Hvor der imidlertid
er tale om, at der skal være en person til stede i en vis
sammenhængende periode i nattens løb eller der skal udføres et
egentligt arbejde i hjemmet, vil det dog i langt de fleste
tilfælde være at anbefale, at brugeren får mulighed for at anvende
den personalegruppe, som også anvendes i dagtimerne, hvorfor
bistandslovens § 48, stk. 3, anvendes også i nattetimerne. En
række funktioner kan godt kræve et særligt tillidsforhold mellem
hjælper og bruger.
Uanset hvilken ordning der anvendes, og uanset hvilke behov der skal
dækkes, finder forslagsstillerne dog, at der skal være mulighed
for døgnbetjening, og at kombinationen af de enkelte elementer
skal kunne ske så individuelt som muligt.
Bilag 1
§ 48, stk. 3-brugernes klub i Århus
v/ Lone Barsøe
Emiliedalsvej 10, Skåde
8270 Højbjerg
06 - 27 46 42
Folketingets sociale og kommunale udvalg
Undertegnede svært fysisk handicappede personer i Århus kommune vil
hermed rette en positiv henvendelse til udvalgene.
Baggrunden herfor er, at vi med hjemmel i bistandslovens § 48, stk.
3, har fået mulighed for at føre et selvstændigt liv med selvansat
hjælp.
Vi ønsker at gøre opmærksom på, at en sådan ordning er af utrolig
stor værdi, idet vi har fået mulighed for at tilrettelægge vores
egen tilværelse og udvikling og er blevet i stand til
samfundsmæssigt at bidrage med de ressourcer, vi besidder.
Når dette er muligt, hænger det først og fremmest sammen med, at vi
selv kan vælge det/ de mennesker, der skal være vore hjælpere, og
at disse hjælpere kan og må ledsage os til udadvendte aktiviteter.
Vi står i dag uforstående over for, at vi tidligere i op til otte år
har været en del af den totale umyndiggørelse og isolation på
institution eller et fysisk og psykisk afhængighedsforhold til
vore forældre.
Men § 48, stk. 3, har ikke kun værdi for dens handicappede brugere -
således ser vi med glæde på, at vi ikke længere som
institutionsbeboere er en økonomisk belastning, men i stedet er i
stand til at tilbyde unge - der ellers skulle modtage
bistandshjælp eller understøttelse - et meningsfyldt arbejde.
Der hersker ingen tvivl om, at der med nævnte ordning er tale om
livskvalitet mod tidligere blot liv.
Med denne positive henvendelse vil vi derfor inderligt opfordre til,
at ordningen evt. gennem en lovændring bliver et tilbud til svært
fysisk handicappede i samtlige af landets kommuner.
Vi ser med glæde frem til, at disse bemærkninger medinddrages i en
folketingsdebat vedrørende handicappolitik.
Med venlig hilsen
§ 48, stk. 3-brugere
Peter Stausholm Svend Åge Laursen Lone Barsøe
Claus K. Andersen Finn Mørup Jensen Karsten Juehne
Jenny Møberg Hanne Klitgaard Preben Laursen
Torben Wegener Hansen Gunnar Jørgensen
Bilag 2
Et af kommunaludvalgets skriftlige spørgsmål til indenrigsministeren
i folketinget 1983-84 (2. samling)
og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 68:
»Ministeren anmodes om at oplyse Århus kommunes udgifter til den
særlige ordning for fysisk handicappede ud fra følgende
hovedposteringer:
1) bruttoudgifter, incl. ATP, feriepenge m.v.,
2) statsrefusion,
3) opholdskommunerefusion og
4) modsvarende institutionsbesparelser for Århus kommune.«
Svar:
Indenrigsministeriet har til besvarelsen af dette spørgsmål anmodet
Århus kommune om de ønskede oplysninger.
Ved skrivelse af 30. august 1984 har Århus byråd meddelt følgende:
»I anledning af ministeriets henvendelse om ovennævnte udgifter kan
man oplyse følgende:
Der bedes om oplysninger om følgende hovedposteringer:
1) bruttoudgifter, incl. ATP, feriepenge m.v.,
2) statsrefusion,
3) opholdskommunerefusion og
4) modsvarende institutionsbesparelser for Århus kommune.
Nedennævnte oplysninger stammer fra 1983, det senest afsluttede
regnskabsår. I 1983 omfattede ordningen i alt 62 personer, der
havde ansat 562 hjælpere.
Ad spørgsmål 1
Bruttoudgifter incl. ATP og feriepenge (62 personer) 15,9 mill. kr. Ad spørgsmål 2 Statsrefusion........................................ 8,0 mill. kr. Ad spørgsmål 3 Opholdskommunerefusion (juridisk) (23 personer)........................................ 3,5 mill. kr.
Ad spørgsmål 4
Modsvarende institutionsbesparelser for Århus kommune.
Århus kommune er betalingskommune for 33 personer, og derudover er
der 6 personer, hvor betalingsforholdene er uafklarede. Af disse
39 personer kommer 18 fra institutioner, fra Solbakken og
Høskov-kollegiet, der er henholdsvis landsdels- og landsdækkende
amtskommunale institutioner, specielt indrettet til den omtalte
gruppe (Solbakken for børn og unge og Høskov-kollegiet for
voksne). Dersom disse 18 personer var blevet boende på
institutionen, ville kommunens udgifter hertil være netto 3,2
mill. kr.
Merudgifter ved i stedet at bevilge »stor pleje« kan på denne måde
beregnes til 4,4 mill. kr. ¬ 3,2 mill. kr. = 1,2 mill. kr.
Der er imidlertid grund til at antage, at en del af de 13
Århus-klienter, der i løbet af 1983 er kommet under »stor pleje«
direkte fra forældrehjemmet, ville være blevet
institutionaliseret, hvis Århus-ordningen ikke havde eksisteret.
Dersom samtlige Århus-klienter, der er bevilget »stor pleje«, i
stedet var på institution, der dækker plejebehov, som
Århus-ordningen opfylder, ville den kommunale institutionsordning
udgøre netto 5,4 mill. kr.
Sammenstilles dette tal med nettoudgiften ved »stor pleje«, er
besparelsen ved at opretholde ordningen 1,0 mill. kr.
Det skal dog bemærkes, at Århus kommune ved institutionsanbringelse
kun ville blive påført udgifter til »egentlige« århus-klienter,
nemlig 30 klienter. Det skyldes, at 9 af de nævnte 39 klienter er
flyttet til Århus, fordi de ikke kunne få de samme tilbud i deres
oprindelige bopælskommune.'
Indenrigsministeriet kan henholde sig hertil.