Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00178@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om social bistand, jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli

1984, som senest ændret ved lov nr. 584 af 19. december 1985,

foretages følgende ændring:

I § 48, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »handicappet«: »samt i

øvrigt udgifter til personlig bistand efter samme takster og med

mulighed for tilsvarende arbejdsvilkår, som er gældende for

ansatte i kommunen«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1987.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget går ud på at lovfæste, at personer med vidtgående fysisk

og psykisk handicap har et krav på at få dækket også de udgifter

til forsørgelsen i eget hjem, som skyldes praktisk og personlig

bistand, og samtidig at de skal dækkes efter satser og med

mulighed for tilsvarende arbejdsvilkår, som gælder for ansatte i

kommunen. Denne ordning - den såkaldte »Århus-ordning« - er

efterhånden ved at blive praktiseret i en række kommuner, men

endnu gælder det kun et mindretal af kommunerne, og konsekvensen

heraf er ikke blot en større institutionsanbringelse af personer

med handicap end nødvendigt, men også at en person med et

vidtgående fysisk eller psykisk handicap berøves en del af sin

frihed, fordi han eller hun ikke kan flytte til en hvilken som

helst kommune, som andre mennesker kan.

Lovforslaget har derfor flere formål på en og samme tid: at forbedre

mulighederne for, at personer med vidtgående fysiske og psykiske

handicap kan forblive længst muligt i eget hjem, at lempe det

stavnsbånd, som gælder personer med handicap, at øge

fleksibiliteten i den praktiske eller personlige hjælp, der kan

ydes i eget hjem, samt at forbedre serviceniveauet.

Bemærkninger til lovforslagets bestemmelser

Forslaget om at ændre bistandslovens § 48, stk. 3, går ud på, at

præcisere, at en person med vidtgående fysisk eller psykisk

handicap har ret til at få dækket sine merudgifter vedrørende

forsørgelsen, også når disse udgifter går til varetagelse af

personlig eller praktisk bistand i fornødent omfang. Der tænkes

her på »Århus-ordningen«, som efterhånden er indført i flere

kommuner, men problemet er, at den nuværende formulering i § 48,

stk. 3, kan opfattes som - og bliver opfattet som - kommunens ret

til at dække udgifter til bistand ved en kontant udbetaling og

ikke som personens ret til at få disse udgifter dækket.

Det er særdeles problematisk, at en ordning af denne karakter kun

anvendes i enkelte af landets kommuner, fordi personer med

handicap hermed ikke kan flytte til en hvilken som helst kommune,

og fordi de kommuner som anvender »Århus-ordningen« belastes

uforholdsmæssigt hårdt økonomisk.

Der findes mange - især unge - personer med et vidtgående fysisk

eller psykisk handicap, som kun kan klare sig uden for

institution, hvis de får mulighed for at bruge »Århus-ordningen«.

Den traditionelle hjemmehjælpsordning er ikke tilstrækkelig

fleksibel og opfylder ikke det personlige og sociale behov, som

også skal opfyldes gennem den individuelle hjælp. Derfor flytter

de typisk til de kommuner, som praktiserer denne ordning, og dette

belaster naturligvis disse kommuner økonomisk. Konsekvensen er, at

der opstår uværdige slagsmål mellem kommunerne om, hvem der skal

betale disse beløb, der ofte kan være temmelig store, fordi

personer med vidtgående handicap kan have behov for op til - og

undtagelsesvis mere end - 24 timers hjælp pr. døgn.

Men ingen kan være sikker på, at personen med det fysiske eller

psykiske handicap faktisk foretrækker at bo i netop den kommune,

som han eller hun vælger. Årsagen kan være, at den foretrukne

kommune ikke kan tilbyde den fornødne hjælperordning. Der indføres

derfor et stavnsbånd for personer med handicap.

Stavnsbåndet forstærkes af, at de på grund af hjælperordningen

attraktive komuner svarer igen med at kræve forhåndsgodkendelse

for at dække disse udgifter efter bistandslovens § 48, stk. 3.

Enkelte kommuner har endog krævet, at ansøgeren skal medbringe et

refusionstilsagn, hvilket er det samme som at nægte den pågældende

bopæl i kommunen, for hvorfor skulle den kommune, som ikke vil

anvende »Århus-ordningen«, udstede et refusionstilsagn, som

påfører kommunen præcis den samme udgift, som hvis den selv

anvendte ordningen?

Forslaget indebærer, at det ikke skal forhåndsgodkendes, om en person

med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap kan få hjælp til

merudgifter til personlig bistand, men at udmålingen skal ske på

forhånd. Denne kan ankes til højere myndighed. Hjælpens omfang

skal udmåles efter behov, og der gælder ingen maksimumsgrænse. Med

»personlig bistand« forstås alle behov for hjælp, som den

pågældende har i og uden for eget hjem, herunder også behov for

ledsagelse til aktiviteter og arrangementer, overvågning eller

aktiv bistand i nattetimerne, praktisk bistand i hjemmet eller i

en uddannelsessituation. Da der således er tale om et intenst

samvær mellem personen med handicap og hjælperen, kan det være en

fordel, at den pågældende selv foretager ansættelse for derved at

sikre det bedst mulige samspil på det sociale og menneskelige plan

mellem de to personer.

Kommunens opgave bliver derfor kun at dække de med dette

ansættelsesforhold afledte udgifter, inkl. de hermed forbundne

følgeudgifter som f.eks. feriepenge, arbejdsgiverbidrag til ATP

m.v., forsikringer, tillæg for ubekvemme arbejdstider osv. Der

skal anvendes samme satser i kommunens mellemværende med klienten,

som hvis kommunen selv skulle have afholdt udgifterne i

forbindelse med at en i kommunen ansat person havde udført samme

arbejde. Såfremt der ikke findes overenskomster, som dækker de i

ansættelsesforholdet forekommende situationer, kan det blive

nødvendigt, at kommunen aftaler de nærmere satser med den

forhandlingsberettigede faglige organisation.

Med begrebet »tilsvarende arbejdsvilkår« tænkes primært på, at der

skal tilbydes de under § 48, stk. 3, beskæftigede personer

uddannelsesmuligheder på samme vilkår som de under bistandslovens

kapitel 12 ansatte hjemmehjælpere. Det nærmere indhold i

uddannelsen vil dog kunne variere under hensyn til de for arbejdet

særligt gældende vilkår, hvor der f.eks. indgår et

uforholdsmæssigt stort element af løfteteknik, ligesom det vil

være af værdi at have et vist kendskab til livsvilkårene for

personer med vidtående fysisk og psykisk handicap. Begrebet dækker

dog også, at ansættelse hos en person efter § 48, stk. 3, ikke

altid vil kunne omfattes af en bestemmelse eller en praksis for

personer ansat direkte i kommunen, hvorfor det vil være umuligt at

foreskrive, at arbejdsvilkårene skal være de samme. I stedet

bestemmes, at de skal være »tilsvarende«, hvorved forstås, at de

skal være så tæt på som muligt, men at afvigelser vil kunne

accepteres, såfremt de modsvares af f.eks. en godtgørelse eller et

andet privilegium.

Erfaringer med Århus-ordningen

Århus-ordningens spæde start ligger snart ti år tilbage. Nogle

enkelte institutionsbeboere ønskede at flytte ud i egen bolig og

gjorde det under kommunens modvillige accept. Da de pågældende

herefter var berettiget til hjælp efter bistandslovens kapitel 12,

valgte kommunen at yde hjælpen kontant efter reglerne i § 56 med

maksimumsydelse svarende til gennemsnitslønnen for en

hjemmehjælper i 80 timer pr. uge.

Da det viste sig, at de pågældende klarede sig forbløffende godt,

fulgte flere snart efter, og ordningen blev flere gange revideret,

så der ikke mere var nogen maksimumsgrænse for hjælpens omfang, og

der blev også indført en mulighed for at få dækket udgifterne til

f.eks. aften-, nat- og weekendtillæg. Lidt efter lidt ændrede

kommunen holdning fra modvillig accept til aktiv opmuntring af de

- især unge - mennesker med vidtgående fysiske handicap, der

drømte om at forlade institutionen og leve et aktivt liv ude i

byen. I 1980 gik kommunen bort fra at anvende bistandslovens § 56

til i stedet at anvende den daværende § 48, stk. 2 (som svarer til

det nuværende stk. 3), hvilket indebar, at maksimumsgrænsen

forsvandt, og at afgørelserne kunne ankes.

Såvidt forslagsstillerne har kunnet få oplyst, er der p.t. 70-80

personer i Århus kommune, som anvender »Århus-ordningen«. De

modtager selv et beløb til afholdelse af deres lønudgifter,

ansætter og afskediger selv deres ansatte, aflægger regnskab til

kommunen og planlægger arbejdsugen i samarbejde med de ansatte

hjælpere. Kommunens bruttoudgifter er af størrelsesordenen 20

mill. kr., hvoraf der dog foreligger refusionstilsagn for en del.

De sociale og menneskelige resultater af ordningen er indiskutable.

Mange unge mennesker, som indtil deres 18., 20. eller endog 35. år

var uden tro på et liv uden for institution, har realiseret deres

drømme, og forslagsstillerne er ikke bekendt med tilfælde, hvor en

person er flyttet tilbage til institution. Tværtimod er mange af

disse personer aktive i forbindelse med uddannelse, arbejde,

foreningsliv, kulturelle aktiviteter eller rejsevirksomhed.

Personer med handicap er blevet mere synlige, og de indgår i en

lang række aktiviteter, som ingen havde troet muligt, før de

faktisk fik chancen.

Ordningen har dog ikke været uden problemer. For eksempel har de

ansatte i ordningen først lidt efter lidt fået en række faglige

rettigheder, som ellers er naturlige for ansatte i den offentlige

forvaltning. Husligt Arbejderforbund i Århus har vist stor

tålmodighed, og de ansatte selv har givet afkald på en række goder

for ikke at sætte en person med et fysisk handicap i en vanskelig

situation.

Så meget desto større er imidlertid beslutningstagernes forpligtelse

til - i folketinget og i de kommunale råd - at sikre rimelige

arbejdsforhold i en ordning, hvis menneskelige og sociale fordele

er ubestridelige.

De erfaringer, som er indhøstet i Århus, taler klart for, at

»Århus-ordningen« gøres landsdækkende, og at den fastlægges som en

ret for en person med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap.

Såfremt den ikke gøres landsdækkende, vil det indebære problemer

for denne klientgruppe, men sandelig også i de kommuner, hvor den

faktisk er gennemført.

Det er dog vigtigt at understrege, at tilrettelæggelsen af en

hjælperordning som her skitseret må forudsætte den mindst mulige

bureaukratisering og kontrol, idet noget sådant begrænser den

mulige brugerkreds. Desværre har netop Århus kommune, der ellers

fortjener ros for at have stået fadder til ordningen, ikke kunnet

fortrænge sædvanlig vanetænkning, og der er derfor sket en øget

bureaukratisering, kontrol og belastning af tillidsforholdet til

klienterne gennem den seneste tid.

Med vedtagelsen af lovforslaget opfordres socialministeren derfor til

at udstikke sådanne retningslinjer for administrationen af

ordningen, at der opnås den størst mulige forenkling, mindst mulig

behov for kontrol og den bedst mulige gennemskuelighed for såvel

brugere som ansatte.

Der er intet til hinder for, at en person med et vidtgående fysisk

eller psykisk handicap i dagtimerne anvender bistandslovens § 48,

stk. 3, og dermed selv foretager ansættelse af personale og

tilrettelæggelse af arbejdstiden og om natten anvender en eller

flere personalegrupper under den integrerede hjemmepleje, f.eks.

for at blive vendt i sengen. En sådan anvendelse kan endog være

kombineret med en egentlig tilkaldemulighed. Hvor der imidlertid

er tale om, at der skal være en person til stede i en vis

sammenhængende periode i nattens løb eller der skal udføres et

egentligt arbejde i hjemmet, vil det dog i langt de fleste

tilfælde være at anbefale, at brugeren får mulighed for at anvende

den personalegruppe, som også anvendes i dagtimerne, hvorfor

bistandslovens § 48, stk. 3, anvendes også i nattetimerne. En

række funktioner kan godt kræve et særligt tillidsforhold mellem

hjælper og bruger.

Uanset hvilken ordning der anvendes, og uanset hvilke behov der skal

dækkes, finder forslagsstillerne dog, at der skal være mulighed

for døgnbetjening, og at kombinationen af de enkelte elementer

skal kunne ske så individuelt som muligt.

Bilag 1

§ 48, stk. 3-brugernes klub i Århus

v/ Lone Barsøe

Emiliedalsvej 10, Skåde

8270 Højbjerg

06 - 27 46 42

Folketingets sociale og kommunale udvalg

Undertegnede svært fysisk handicappede personer i Århus kommune vil

hermed rette en positiv henvendelse til udvalgene.

Baggrunden herfor er, at vi med hjemmel i bistandslovens § 48, stk.

3, har fået mulighed for at føre et selvstændigt liv med selvansat

hjælp.

Vi ønsker at gøre opmærksom på, at en sådan ordning er af utrolig

stor værdi, idet vi har fået mulighed for at tilrettelægge vores

egen tilværelse og udvikling og er blevet i stand til

samfundsmæssigt at bidrage med de ressourcer, vi besidder.

Når dette er muligt, hænger det først og fremmest sammen med, at vi

selv kan vælge det/ de mennesker, der skal være vore hjælpere, og

at disse hjælpere kan og må ledsage os til udadvendte aktiviteter.

Vi står i dag uforstående over for, at vi tidligere i op til otte år

har været en del af den totale umyndiggørelse og isolation på

institution eller et fysisk og psykisk afhængighedsforhold til

vore forældre.

Men § 48, stk. 3, har ikke kun værdi for dens handicappede brugere -

således ser vi med glæde på, at vi ikke længere som

institutionsbeboere er en økonomisk belastning, men i stedet er i

stand til at tilbyde unge - der ellers skulle modtage

bistandshjælp eller understøttelse - et meningsfyldt arbejde.

Der hersker ingen tvivl om, at der med nævnte ordning er tale om

livskvalitet mod tidligere blot liv.

Med denne positive henvendelse vil vi derfor inderligt opfordre til,

at ordningen evt. gennem en lovændring bliver et tilbud til svært

fysisk handicappede i samtlige af landets kommuner.

Vi ser med glæde frem til, at disse bemærkninger medinddrages i en

folketingsdebat vedrørende handicappolitik.

Med venlig hilsen

§ 48, stk. 3-brugere

Peter Stausholm Svend Åge Laursen Lone Barsøe

Claus K. Andersen Finn Mørup Jensen Karsten Juehne

Jenny Møberg Hanne Klitgaard Preben Laursen

Torben Wegener Hansen Gunnar Jørgensen

Bilag 2

Et af kommunaludvalgets skriftlige spørgsmål til indenrigsministeren

i folketinget 1983-84 (2. samling)

og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 68:

»Ministeren anmodes om at oplyse Århus kommunes udgifter til den

særlige ordning for fysisk handicappede ud fra følgende

hovedposteringer:

1) bruttoudgifter, incl. ATP, feriepenge m.v.,

2) statsrefusion,

3) opholdskommunerefusion og

4) modsvarende institutionsbesparelser for Århus kommune.«

Svar:

Indenrigsministeriet har til besvarelsen af dette spørgsmål anmodet

Århus kommune om de ønskede oplysninger.

Ved skrivelse af 30. august 1984 har Århus byråd meddelt følgende:

»I anledning af ministeriets henvendelse om ovennævnte udgifter kan

man oplyse følgende:

Der bedes om oplysninger om følgende hovedposteringer:

1) bruttoudgifter, incl. ATP, feriepenge m.v.,

2) statsrefusion,

3) opholdskommunerefusion og

4) modsvarende institutionsbesparelser for Århus kommune.

Nedennævnte oplysninger stammer fra 1983, det senest afsluttede

regnskabsår. I 1983 omfattede ordningen i alt 62 personer, der

havde ansat 562 hjælpere.

Ad spørgsmål 1

Bruttoudgifter incl. ATP og feriepenge (62 personer) 15,9 mill. kr. Ad spørgsmål 2 Statsrefusion........................................ 8,0 mill. kr. Ad spørgsmål 3 Opholdskommunerefusion (juridisk) (23 personer)........................................ 3,5 mill. kr.

Ad spørgsmål 4

Modsvarende institutionsbesparelser for Århus kommune.

Århus kommune er betalingskommune for 33 personer, og derudover er

der 6 personer, hvor betalingsforholdene er uafklarede. Af disse

39 personer kommer 18 fra institutioner, fra Solbakken og

Høskov-kollegiet, der er henholdsvis landsdels- og landsdækkende

amtskommunale institutioner, specielt indrettet til den omtalte

gruppe (Solbakken for børn og unge og Høskov-kollegiet for

voksne). Dersom disse 18 personer var blevet boende på

institutionen, ville kommunens udgifter hertil være netto 3,2

mill. kr.

Merudgifter ved i stedet at bevilge »stor pleje« kan på denne måde

beregnes til 4,4 mill. kr. ¬ 3,2 mill. kr. = 1,2 mill. kr.

Der er imidlertid grund til at antage, at en del af de 13

Århus-klienter, der i løbet af 1983 er kommet under »stor pleje«

direkte fra forældrehjemmet, ville være blevet

institutionaliseret, hvis Århus-ordningen ikke havde eksisteret.

Dersom samtlige Århus-klienter, der er bevilget »stor pleje«, i

stedet var på institution, der dækker plejebehov, som

Århus-ordningen opfylder, ville den kommunale institutionsordning

udgøre netto 5,4 mill. kr.

Sammenstilles dette tal med nettoudgiften ved »stor pleje«, er

besparelsen ved at opretholde ordningen 1,0 mill. kr.

Det skal dog bemærkes, at Århus kommune ved institutionsanbringelse

kun ville blive påført udgifter til »egentlige« århus-klienter,

nemlig 30 klienter. Det skyldes, at 9 af de nævnte 39 klienter er

flyttet til Århus, fordi de ikke kunne få de samme tilbud i deres

oprindelige bopælskommune.'

Indenrigsministeriet kan henholde sig hertil.

Versioner

1. 1988-05-21