Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00184@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

I lov nr. 306 af 9. juni 1982 om film, som ændret ved lov nr. 243 af

8. juni 1983, foretages følgende ændring:

I § 10 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Statens filmcentral forestår i en treårig periode begyndende

den 1. januar 1987 en forsøgsvirksomhed med produktion og

distribution af video. Filmcentralens bestyrelse tager inden for

samme tidsramme initiativ til en rapportering om

forsøgsvirksomheden og en egentlig forskning på videoområdet.«

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

I folketingsåret 1982-83 fremsatte socialistisk folkeparti forslag

til folketingsbeslutning om oprettelse af en videofond, jfr.

Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 5362 og 7508,

tillæg A sp. 2897 samt tillæg B sp. 2829. I folketingsåret

1983-84, 2. samling, genfremsatte socialistisk folkeparti

forslaget i en let ændret skikkelse i form af et forslag til

folketingsbeslutning om en udvidet produktion og distribution af

video og støtte til nye forskningsinitiativer på området, jfr.

Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 3011 og

4304 samt tillæg A sp. 3473.

I folketingsåret 1984-85 fremsatte socialistisk folkeparti forslag

til lov om ændring af lov om film, der var nogenlunde identisk med

nærværende forslag, jfr. Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 1280 og 3028, tillæg A sp. 1149 samt tillæg B

sp 1653.

Forslagene blev i alle tilfælde positivt modtaget af

socialdemokratiet, det radikale venstre og venstresocialisterne,

uden at det positive dog gav sig udtryk i vedtagelse.

Folketingets kulturudvalg afgav den 22. maj 1985 en beretning over

forslaget til lov om ændring af lov om film, som er optrykt som

bilag til dette forslag. Det er med baggrund i denne beretning,

forslagsstillerne ønsker at genfremsætte forslaget fra 1984-85.

Situationen på området

Kulturministeriet har til brug for en nordisk videokonference i april

1984 udarbejdet en redegørelse med titlen »Video i Danmark«. Det

hedder heri bl.a.:

»Antallet af videobåndoptagere i Danmark skønnes ved udgangen af 1983

at være ca. 225.000 svarende til en husstandsdækning på ca. 9,9

pct.

Ved udgangen af 1983 var ca. 2.300 titler i distribution ved

udlejning i specialforretninger og supermarkeder. Udbuddet består

overvejende af spillefilm fra de sidste 25-30 års

biografrepertoire samt billige importerede engelsksprogede

actionfilm. Årsomsætningen i 1983 skønnes at være ca. 200 mill.

kr. I juni 1982 blev der indført en afgift på 30 kr. pr. kassette

(såvel indspillede som uinspillede bånd) samt en afgift på 1.500

kr. pr. videoptager/ gengiver. Apparatafgiften indbragte i 1982 88

mill. kr., båndafgiften 15,5 mill. kr. Begge afgifter er af rent

fiskal karakter.«

Der er i dag ca. 300.000 videobåndoptagere i hjemmene. De anvendes

til forskudt TV-kigning og afspilning af forudindspillede

videogrammer, som lejes eller købes hos videodistributørerne.

Markedet domineres som nævnt ovenfor af spillefilm, hvoraf

hovedparten er indspillet i udlandet. På det legale marked findes

også i videogramrepertoiret en del såkaldt blød porno samt en lang

række skrækog voldsfilm, hvoraf de fleste tidligere har været vist

som spillefilm i biograferne. De virkelig hårde porno- og

voldsvilm distribueres som oftest gennem det illegale videomarked,

dvs. som piratkopier, som unddrager sig alle former for afgift.

Videogrammer anvendes også i undervisningen, og man må påregne en

betydelig stigning i anvendelsen af video på folkeskole- og

gymnasieniveauerne, efter at der pr. 1. august 1984 er indgået en

aftale mellem »brugerne« (Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner,

undervisningsministeriet) og rettighedshaverne (Copy-Dan) om

optagelse, benyttelse samt opbevaring af radio- og TV-programmer

fra Danmarks Radio. I en forsøgsperiode på 2 år kan disse

undervisningsinstitutioner samt materialecentraler tappe og

forevise samtlige programmer fra Danmarks Radio (biografspillefilm

undtaget) mod en mindre afgift til Copy-Dan - mere eller mindre

efter de retningslinjer, som er gældende på fotokopiområdet.

Dertil kommer, at Danmarks Radio til resten af institutions- og

hjemmemarkedet påregner at kunne etablere en forsøgsordning med

salg, deponering og udlejning af tidligere udsendte danske

TV-programmer. Distributionen til institutionsmarkedet søges

etableret gennem statens filmcentral, mens man påtænker at nå

hjemmemarkedet gennem en abonnements- eller klubordning.

Enkelte forsøg er etableret inden for bibliotekssektoren i et

samarbejde mellem Danmarks Radio, statens filmcentral og

bibliotekstilsynet.

I en kortfattet oversigt over situationen på området bør det endelig

nævnes, at video også i høj grad finder anvendelse i forbindelse

med »TV for søfarende« (en Copy-Dan-sektor) samt til speciel brug

for enkelte handicapgrupper, især hørehæmmede (»døvefilm«).

På statsligt og kommunalt plan er etableret enkelte videoværksteder,

hvor mennesker uden særlige forkundskaber på området kan arbejde

med fremstilling af videogrammer. Videoarbejdet på

lokal-TV-stationerne har i mange tilfælde en tilsvarende

værkstedskarakter.

Det skal nævnes, at den danske filmlov ligestiller film og video.

Et offentligt støttet alternativ

I det store og hele må det fastslås, at størstedelen af

videoudviklingen herhjemme er sket på et rent kommercielt

grundlag, og at der fra offentlighedens side ikke er gjort noget

afgørende for at sætte spørgsmålet om især hjemmevideo ind i en

kulturpolitisk sammenhæng.

Det forekommer forslagsstillerne både logisk og påtrængende, at der

på dette som på de øvrige kulturpolitiske områder skabes et

offentligt støttet alternativ til det kommercielt styrede

kulturindustrielle tilbud. For at sikre alsidighed og kvalitet i

udbuddet og det nødvendige modspil til den udenlandske dominans på

området anfører mediekommissionen i sin særlige videobetænkning

(betænkning nr. 954/ 82) at den foreslåede videofond skal have

følgende opgaver:

»Støtte til ikke-kommerciel distribution af DR-programmer, herunder

rettighedserhvervelse.

Støtte til ikke-kommerciel distribution af danske spillefilm på

video.

»Støtte til en udvidet videodistribution af kortfilm.

Støtte til produktion og distribution af nye videoprogramtyper

(f.eks. teaterforestillinger).

Støtte til produktion og distribution af lokale videoproduktioner.

Støtte til forsøgsaktiviteter på biblioteker o.lign.«

Betænkningen indeholder i øvrigt en række betragtninger bl.a. om

behovet for forskning, værksteder af forskellig art m.m. Det bør

nævnes, at betænkningen også beskæftiger sig med, hvordan man kan

beskytte børn mod den omtalte videovold.

Forslagsstillerne støtter betænkningens forslag og har i øvrigt den

grundopfattelse,

at offentligt støttede danske filmproduktioner bør være tilgængelige

på videomarkedet, både i forbindelse med køb, leje og lån;

at videoens muligheder som lokalt medium (lokal-TV) og som medium

for grupper med fælles interesser (eksempelvis gennem

videoværksteder) søges udnyttet mest muligt;

at at der bør gøres en indsats for en kvalitetsmæssig forbedring af

hjemmevideomarkedet gennem støtte også til indførsel og

versionering af udenlandske kvalitetsfilm, herunder også kort- og

dokumentarfilm;

at indsatsen på alle områder i særlig grad rettes mod børn og unge

både som publikum og som potentielle producenter.

Statens filmcentral

Statens filmcentral er formentlig den danske filminstitution, som vil

være bedst egnet til at forestå de ovenfor anførte opgaver.

Statens filmcentral har traditionelt beskæftiget sig med beslægtede

opgaver i kunstens og folkeoplysningens tjeneste, og dens

bestyrelse er i lige grad sammensat af repræsentanter for skabere

og brugere på området. Også filmcentralens repræsentantskab rummer

repræsentanter for disse interesser samt for beslægtede offentlige

institutioner: Danmarks Radio, det danske filminstitut,

undervisningsministeriet (landscentralen for undervisningsmidler),

ligesom filmarbejdere, instruktører og producenter har sæde i

repræsentantskabet.

Filmcentralen har traditionelt kontakt til de kredse, der tænkes på i

forbindelse med de opgaver, som opregnes ovenfor, ikke kun til

undervisningsinstitutioner, men også til biblioteker,

oplysningsforbund og det folkelige foreningsliv.

Opgaverne foreslås altså løst af statens filmcentral, som opfordres

til at indgå samarbejde med beslægtede producerende og/ eller

distribuerende institutioner (Danmarks Radio, det danske

filminstitut), private producenter, børnefilmrådet,

bibliotekstilsynet og andre relevante samarbejdspartnere.

Nye distributionsveje må afprøves, videoteker, postordrevideo m.m.,

ligesom det må undersøges, om det allerede eksisterende private

videodistributionsmarked (kiosker, supermarkeder, tankstationer)

kan benyttes i forbindelse med distribution af

kvalitetsvideogrammer.

Den danske forskning på området bør udbygges, blandt andet for at

belyse børns og voksnes videoforbrug og den indflydelse, som

skrækfilm, voldsfilm o.lign. har på børns bevidsthed og deres

opfattelse af den voksne verden. I forsøgsperioden vil man have

muligheder for at skabe grundlag for endelige aftaler om ophavsret

m.m.

Til rådighed for forsøget foreslås 15 mill. kr. om året i finansårene

1987 og 1988.

Bilag

Beretning afgivet af kulturudvalget den 22. maj 1985

Beretning

over

Forslag til lov om ændring af lov om film

(af Ingerlise Koefoed (SF) m.fl.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til ministeren for kulturelle anliggender, som

denne har besvaret skriftligt.

Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det

radikale venstres medlemmer af udvalget) ønsker at udtale

følgende:

Behovet for et kvalitativt og alsidigt alternativ til den kommercielt

styrede videovirksomhed er påtrængende. Der bør derfor efter

flertallets mening arbejdes videre med ideen om offentlig støtte

til produktion og distribution af videogrammer og til opbygning af

flere film- og videoværksteder, hvor børn og voksne selv kan

fremstille videogrammer og lære mediet at kende gennem egne

praktiske erfaringer.

Flertallet er klar over, at der findes problemer af økonomisk og

ophavsretsmæssig art med at gennemføre ideer af denne art.

Problemerne er imidlertid ikke nye: de blev rejst af

mediekommissionen, og de er også blevet drøftet adskillige gange i

folketinget og i folketingets kulturudvalg. Det er flertallets

opfattelse, at der både hos ministeren for kulturelle anliggender

og hos adskillige medlemmer af folketinget er en forståelse for

behovet for kvalitetsvideogrammer, ikke mindst beregnet for børn

og unge, og for, at der ligger en kulturpolitisk forpligtelse i at

støtte fremstillingen af sådanne.

Flertallet skal opfordre ministeren for kulturelle anliggender og

regerigen til at gå i gang med en løsning af problemerne og

forelægge resultatet af denne løsning for folketinget. Flertallet

vil selv i det kommende folketingsår bringe spørgsmålet i

erindring gennem et nyt forslag.

Et mindretal (fremskridtspartiets medlem af udvalget) deler ikke den

tyrkertro på, at bare staten pøser penge ind i projekter, så

bliver alting godt, snarere tværtimod. Man burde give

filmproduktionen lige vilkår, således at der ikke er nogle, der

får støtte, og andre ikke.

P. u. v.

Ingerlise Koefoed

formand

Versioner

1. 1988-05-21