1985 LSF 184 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FILM
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00184@1988-05-21/da
Indhold
I lov nr. 306 af 9. juni 1982 om film, som ændret ved lov nr. 243 af
8. juni 1983, foretages følgende ændring:
I § 10 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Statens filmcentral forestår i en treårig periode begyndende
den 1. januar 1987 en forsøgsvirksomhed med produktion og
distribution af video. Filmcentralens bestyrelse tager inden for
samme tidsramme initiativ til en rapportering om
forsøgsvirksomheden og en egentlig forskning på videoområdet.«
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
I folketingsåret 1982-83 fremsatte socialistisk folkeparti forslag
til folketingsbeslutning om oprettelse af en videofond, jfr.
Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 5362 og 7508,
tillæg A sp. 2897 samt tillæg B sp. 2829. I folketingsåret
1983-84, 2. samling, genfremsatte socialistisk folkeparti
forslaget i en let ændret skikkelse i form af et forslag til
folketingsbeslutning om en udvidet produktion og distribution af
video og støtte til nye forskningsinitiativer på området, jfr.
Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 3011 og
4304 samt tillæg A sp. 3473.
I folketingsåret 1984-85 fremsatte socialistisk folkeparti forslag
til lov om ændring af lov om film, der var nogenlunde identisk med
nærværende forslag, jfr. Folketingstidende 1984-85,
forhandlingerne sp. 1280 og 3028, tillæg A sp. 1149 samt tillæg B
sp 1653.
Forslagene blev i alle tilfælde positivt modtaget af
socialdemokratiet, det radikale venstre og venstresocialisterne,
uden at det positive dog gav sig udtryk i vedtagelse.
Folketingets kulturudvalg afgav den 22. maj 1985 en beretning over
forslaget til lov om ændring af lov om film, som er optrykt som
bilag til dette forslag. Det er med baggrund i denne beretning,
forslagsstillerne ønsker at genfremsætte forslaget fra 1984-85.
Situationen på området
Kulturministeriet har til brug for en nordisk videokonference i april
1984 udarbejdet en redegørelse med titlen »Video i Danmark«. Det
hedder heri bl.a.:
»Antallet af videobåndoptagere i Danmark skønnes ved udgangen af 1983
at være ca. 225.000 svarende til en husstandsdækning på ca. 9,9
pct.
Ved udgangen af 1983 var ca. 2.300 titler i distribution ved
udlejning i specialforretninger og supermarkeder. Udbuddet består
overvejende af spillefilm fra de sidste 25-30 års
biografrepertoire samt billige importerede engelsksprogede
actionfilm. Årsomsætningen i 1983 skønnes at være ca. 200 mill.
kr. I juni 1982 blev der indført en afgift på 30 kr. pr. kassette
(såvel indspillede som uinspillede bånd) samt en afgift på 1.500
kr. pr. videoptager/ gengiver. Apparatafgiften indbragte i 1982 88
mill. kr., båndafgiften 15,5 mill. kr. Begge afgifter er af rent
fiskal karakter.«
Der er i dag ca. 300.000 videobåndoptagere i hjemmene. De anvendes
til forskudt TV-kigning og afspilning af forudindspillede
videogrammer, som lejes eller købes hos videodistributørerne.
Markedet domineres som nævnt ovenfor af spillefilm, hvoraf
hovedparten er indspillet i udlandet. På det legale marked findes
også i videogramrepertoiret en del såkaldt blød porno samt en lang
række skrækog voldsfilm, hvoraf de fleste tidligere har været vist
som spillefilm i biograferne. De virkelig hårde porno- og
voldsvilm distribueres som oftest gennem det illegale videomarked,
dvs. som piratkopier, som unddrager sig alle former for afgift.
Videogrammer anvendes også i undervisningen, og man må påregne en
betydelig stigning i anvendelsen af video på folkeskole- og
gymnasieniveauerne, efter at der pr. 1. august 1984 er indgået en
aftale mellem »brugerne« (Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner,
undervisningsministeriet) og rettighedshaverne (Copy-Dan) om
optagelse, benyttelse samt opbevaring af radio- og TV-programmer
fra Danmarks Radio. I en forsøgsperiode på 2 år kan disse
undervisningsinstitutioner samt materialecentraler tappe og
forevise samtlige programmer fra Danmarks Radio (biografspillefilm
undtaget) mod en mindre afgift til Copy-Dan - mere eller mindre
efter de retningslinjer, som er gældende på fotokopiområdet.
Dertil kommer, at Danmarks Radio til resten af institutions- og
hjemmemarkedet påregner at kunne etablere en forsøgsordning med
salg, deponering og udlejning af tidligere udsendte danske
TV-programmer. Distributionen til institutionsmarkedet søges
etableret gennem statens filmcentral, mens man påtænker at nå
hjemmemarkedet gennem en abonnements- eller klubordning.
Enkelte forsøg er etableret inden for bibliotekssektoren i et
samarbejde mellem Danmarks Radio, statens filmcentral og
bibliotekstilsynet.
I en kortfattet oversigt over situationen på området bør det endelig
nævnes, at video også i høj grad finder anvendelse i forbindelse
med »TV for søfarende« (en Copy-Dan-sektor) samt til speciel brug
for enkelte handicapgrupper, især hørehæmmede (»døvefilm«).
På statsligt og kommunalt plan er etableret enkelte videoværksteder,
hvor mennesker uden særlige forkundskaber på området kan arbejde
med fremstilling af videogrammer. Videoarbejdet på
lokal-TV-stationerne har i mange tilfælde en tilsvarende
værkstedskarakter.
Det skal nævnes, at den danske filmlov ligestiller film og video.
Et offentligt støttet alternativ
I det store og hele må det fastslås, at størstedelen af
videoudviklingen herhjemme er sket på et rent kommercielt
grundlag, og at der fra offentlighedens side ikke er gjort noget
afgørende for at sætte spørgsmålet om især hjemmevideo ind i en
kulturpolitisk sammenhæng.
Det forekommer forslagsstillerne både logisk og påtrængende, at der
på dette som på de øvrige kulturpolitiske områder skabes et
offentligt støttet alternativ til det kommercielt styrede
kulturindustrielle tilbud. For at sikre alsidighed og kvalitet i
udbuddet og det nødvendige modspil til den udenlandske dominans på
området anfører mediekommissionen i sin særlige videobetænkning
(betænkning nr. 954/ 82) at den foreslåede videofond skal have
følgende opgaver:
»Støtte til ikke-kommerciel distribution af DR-programmer, herunder
rettighedserhvervelse.
Støtte til ikke-kommerciel distribution af danske spillefilm på
video.
»Støtte til en udvidet videodistribution af kortfilm.
Støtte til produktion og distribution af nye videoprogramtyper
(f.eks. teaterforestillinger).
Støtte til produktion og distribution af lokale videoproduktioner.
Støtte til forsøgsaktiviteter på biblioteker o.lign.«
Betænkningen indeholder i øvrigt en række betragtninger bl.a. om
behovet for forskning, værksteder af forskellig art m.m. Det bør
nævnes, at betænkningen også beskæftiger sig med, hvordan man kan
beskytte børn mod den omtalte videovold.
Forslagsstillerne støtter betænkningens forslag og har i øvrigt den
grundopfattelse,
at offentligt støttede danske filmproduktioner bør være tilgængelige
på videomarkedet, både i forbindelse med køb, leje og lån;
at videoens muligheder som lokalt medium (lokal-TV) og som medium
for grupper med fælles interesser (eksempelvis gennem
videoværksteder) søges udnyttet mest muligt;
at at der bør gøres en indsats for en kvalitetsmæssig forbedring af
hjemmevideomarkedet gennem støtte også til indførsel og
versionering af udenlandske kvalitetsfilm, herunder også kort- og
dokumentarfilm;
at indsatsen på alle områder i særlig grad rettes mod børn og unge
både som publikum og som potentielle producenter.
Statens filmcentral
Statens filmcentral er formentlig den danske filminstitution, som vil
være bedst egnet til at forestå de ovenfor anførte opgaver.
Statens filmcentral har traditionelt beskæftiget sig med beslægtede
opgaver i kunstens og folkeoplysningens tjeneste, og dens
bestyrelse er i lige grad sammensat af repræsentanter for skabere
og brugere på området. Også filmcentralens repræsentantskab rummer
repræsentanter for disse interesser samt for beslægtede offentlige
institutioner: Danmarks Radio, det danske filminstitut,
undervisningsministeriet (landscentralen for undervisningsmidler),
ligesom filmarbejdere, instruktører og producenter har sæde i
repræsentantskabet.
Filmcentralen har traditionelt kontakt til de kredse, der tænkes på i
forbindelse med de opgaver, som opregnes ovenfor, ikke kun til
undervisningsinstitutioner, men også til biblioteker,
oplysningsforbund og det folkelige foreningsliv.
Opgaverne foreslås altså løst af statens filmcentral, som opfordres
til at indgå samarbejde med beslægtede producerende og/ eller
distribuerende institutioner (Danmarks Radio, det danske
filminstitut), private producenter, børnefilmrådet,
bibliotekstilsynet og andre relevante samarbejdspartnere.
Nye distributionsveje må afprøves, videoteker, postordrevideo m.m.,
ligesom det må undersøges, om det allerede eksisterende private
videodistributionsmarked (kiosker, supermarkeder, tankstationer)
kan benyttes i forbindelse med distribution af
kvalitetsvideogrammer.
Den danske forskning på området bør udbygges, blandt andet for at
belyse børns og voksnes videoforbrug og den indflydelse, som
skrækfilm, voldsfilm o.lign. har på børns bevidsthed og deres
opfattelse af den voksne verden. I forsøgsperioden vil man have
muligheder for at skabe grundlag for endelige aftaler om ophavsret
m.m.
Til rådighed for forsøget foreslås 15 mill. kr. om året i finansårene
1987 og 1988.
Bilag
Beretning afgivet af kulturudvalget den 22. maj 1985
Beretning
over
Forslag til lov om ændring af lov om film
(af Ingerlise Koefoed (SF) m.fl.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til ministeren for kulturelle anliggender, som
denne har besvaret skriftligt.
Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det
radikale venstres medlemmer af udvalget) ønsker at udtale
følgende:
Behovet for et kvalitativt og alsidigt alternativ til den kommercielt
styrede videovirksomhed er påtrængende. Der bør derfor efter
flertallets mening arbejdes videre med ideen om offentlig støtte
til produktion og distribution af videogrammer og til opbygning af
flere film- og videoværksteder, hvor børn og voksne selv kan
fremstille videogrammer og lære mediet at kende gennem egne
praktiske erfaringer.
Flertallet er klar over, at der findes problemer af økonomisk og
ophavsretsmæssig art med at gennemføre ideer af denne art.
Problemerne er imidlertid ikke nye: de blev rejst af
mediekommissionen, og de er også blevet drøftet adskillige gange i
folketinget og i folketingets kulturudvalg. Det er flertallets
opfattelse, at der både hos ministeren for kulturelle anliggender
og hos adskillige medlemmer af folketinget er en forståelse for
behovet for kvalitetsvideogrammer, ikke mindst beregnet for børn
og unge, og for, at der ligger en kulturpolitisk forpligtelse i at
støtte fremstillingen af sådanne.
Flertallet skal opfordre ministeren for kulturelle anliggender og
regerigen til at gå i gang med en løsning af problemerne og
forelægge resultatet af denne løsning for folketinget. Flertallet
vil selv i det kommende folketingsår bringe spørgsmålet i
erindring gennem et nyt forslag.
Et mindretal (fremskridtspartiets medlem af udvalget) deler ikke den
tyrkertro på, at bare staten pøser penge ind i projekter, så
bliver alting godt, snarere tværtimod. Man burde give
filmproduktionen lige vilkår, således at der ikke er nogle, der
får støtte, og andre ikke.
P. u. v.
Ingerlise Koefoed
formand