Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00190@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og

amtskommuner, jfr. lovbekendtgørelse nr. 348 af 16. juli 1985, som

ændret ved § 1 i lov nr. 580 af 19. december 1985, foretages

følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 13, 1. pkt., indsættes efter »1984« ordene: »med mere

end 950 mill. kr.«

2. I § 10, stk. 15, indsættes som 2. pkt.:

»Ved fordelingen tages der dog hensyn til udviklingen i

befolkningstallet og til andre påvirkninger af udgiftsgrundlaget,

som den enkelte kommune ikke kan ændre på kortere sigt.«

3. I § 10 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Endvidere undtages investeringer i varme-, el- og

vandforsyningsanlæg, bevillinger til bygge- og anlægsarbejder,

hvortil staten eller EF yder særlige tilskud, bevillinger til

byggeri og anlæg, som DSB og andre statslige myndigheder udfører

for kommunerne, bevillinger til projektering og anden forberedelse

af bygge- og anlægsvirksomhed i 1987 og senere år samt udgifter

til driftsmateriel, der traditionelt anskaffes over anlægskonti.«

4. § 10 a, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Ved den foreløbige afregning indbetaler den enkelte kommune senest

1. juni 1986 10 pct. af den del af den enkelte kommunes

budgetterede anlægsudgifter, bortset fra anlægsudgifterne

vedrørende miljøforanstaltinger, sanering og byfornyelse, i 1986

for hvilke der ikke inden 4. december 1985 er indgået bindende

kontrakt.«

5. I § 10 a, stk. 2, 3. pkt., og i § 17 a, stk. 2, 3. pkt., ændres

»1. april 1986« til: »1. juni 1986«.

6. I § 17, stk. 13, 1. pkt., indsættes efter »1984« ordene: »med mere

end 490 mill. kr.«

7. I § 17, stk. 15, indsættes som 2. pkt.:

»Ved fordelingen tages der dog hensyn til udviklingen i

befolkningstallet og til andre påvirkninger af udgiftsgrundlaget,

som den enkelte amtskommune ikke kan påvirke på kortere sigt.«

8. I § 17 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Endvidere undtages investeringer til forbedring af de tidligere

statsgymnasiers bygninger, i varme-, el- og vandforsyningsanlæg,

bevillinger til bygge- og anlægsarbejder, hvortil staten eller EF

yder særlige tilskud, bevillinger til byggeri og anlæg, som DSB og

andre statslige myndigheder udfører for amtskommunerne,

bevillinger til projektering og anden forberedelse af bygge- og

anlægsvirksomhed i 1987 og senere år, samt udgifter til

driftsmateriel, der traditionelt anskaffes over anlægskonti.«

9. § 17 a, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Ved den foreløbige afregning indbetaler den enkelte amtskommune

senest 1. juni 1986 10 pct. af den del af den enkelte amtskommunes

budgetterede anlægsudgifter, bortset fra anlægsudgifter vedrørende

miljøforanstaltninger, sanering og byfornyelse, i 1986, for hvilke

der ikke inden 4. december 1985 er indgået bindende kontrakt.«

§ 2

I lov nr. 270 af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive

personbefordring, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 580 af 19.

december 1985, foretages følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:

I den således opgjorte tilskudsnedsættelse foretages dog fradrag med

et beløb svarende til en eventuel mindreindtægt i forhold til de

budgetterede takstindtægter i 1986.'

2. I § 10, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:

»Der bortses fra udgifter til anskaffelse, renovering og

vedligeholdelse af driftsmateriel, der traditionelt anskaffes over

anlægskonti, fra investeringsudgifter til projektering og fra

anlægsarbejder, som DSB udfører for hovedstadsrådet.«

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Socialdemokratiet sagde klart nej til det indgreb i kommunernes

budgetter for 1986, som regeringspartierne og det radikale venstre

gennemførte kort før jul.

Socialdemokratiet mener, at henstillinger er tilstrækkeligt til at

sikre, at kommuners og amtskommuners driftsudgifter i 1986 holder

sig inden for en samfundsøkonomisk forsvarlig ramme.

Socialdemokratiet mener også, at det er en meget alvorlig

økonomisk straffeaktion mod et stort antal kommuner, der er

gennemført. Loven er derfor et frontalangreb mod den vigtigste

forudsætning for det kommunale selvstyre: retten (og pligten) til

under ansvar over for borgerne at lægge et budget, der dækker de

udgifter, man lokalt mener er nødvendige for at klare de opgaver,

der skal løses.

Socialdemokratiet mener også, at regerigen kunne have opnået den

begrænsning af de nye kommunale bygge- og anlægsaktiviteter, som

man ønsker, uden at pålægge kommuner og amtskommuner nye store

afgifter til staten.

Man kunne have gennemført et hensigtsmæssigt kvotasystem for nyanlæg

og nybyggeri, tilrettelagt med hensyntagen til de lokale behov og

til den stedlige arbejdsløshed i byggefagene. Eller man kunne

generelt have henstillet, at henholdsvis kommuner og amtskommuner

under et reducerede omfanget af endnu ikke igangsat byggeri og

anlæg med eksempelvis 20 pct., som det blev foreslået under

behandlingen i folketinget.

Det ønskede regeringspartierne og det radikale venstre ikke.

I stedet gik de tvangens vej og gjorde det samtidig lysende klart, at

indgrebet udover at tvinge til nedskæringer også skal skaffe

staten nye betydelige indtægter fra kommunerne. I 1986 et beløb på

800 mill. kr. i a conto beløb på bygge- og anlægsafgiften, i 1987

yderligere nogle hundrede millioner for den påståede udvidelse af

aktivitetsniveauet i 1986.

Det ene af dette lovforslags hovedformål er at begrænse indgrebet i

kommunernes og amtskommunernes driftsbudgetter, så det bliver

muligt at opretholde uændret aktivitet i 1986 og dermed uændret

service overfor borgerne.

Det andet hovedformål rummer en række delmål: at fjerne de dele af

indgrebet i anlægsvirksomheden, som alene skal skaffe staten penge

fra kommunerne i 1986, at begrænse de uligheder i behandlingen af

borgere i landets forskellige dele, som indgrebet medfører, og

endelig at fjerne afgiften på områder, hvor den er i åbenbar

modstrid med hensigten i anden lovgivning.

Rammerne for driftsbudgetterne er så snævre, at en lang række

kommuner og amtskommuner enten må foretage direkte nedskæringer

på sygehuse, plejehjem og daginstitutioner, på miljøområdet, på

nødvendig vedligeholdelse og indkøb, på rengøring og mange andre

områder eller også betale millionbeløb i særskat til staten for en

påstået aktivitetsudvidelse.

Det fremgik klart allerede af de oplysninger, der forelå ved den

meget hastige behandling af indgrebet i december måned, og det

bekræftes af mange henvendelser og mange artikler og indlæg i

pressen i hele landet siden da.

Indgrebene i den kommunale bygge- og anlægsvirksomhed rammer meget

hårdt og forskelligt og tilmed selvmodsigende på en række områder.

Det er sagligt set fuldstændig ubegrundet at kræve en a conto afgift

på 10 pct. af den igangværende bygge- og anlægsvirksomhed, der på

forhånd er fritaget for afgift, medmindre formålet er at lave en

rentefri bunden opsparing på hundredvis af millioner i kommunale

skattekroner.

Det er uforståeligt, at kommunale investeringer i varme-, el- og

vandanlæg skal fordyres med 20 pct. i afgift, mens fuldstændig

tilsvarende investeringer, udført for borgerne af hundredvis af

andelsforetagender, aktieselskaber o.lign. landet over, er

fritaget.

Det er selvmodsigende, at staten støtter svage områder med billige

lån til industrihuse til arbejdspladser i det private erhvervsliv

og samtidig lægger 20 pct. afgift på den samlede investering,

tilmed også på den del, staten selv finansierer.

Det er stik imod EFs hensigt med at yde tilskud til en række

projekter i økonomisk svage områder med stor arbejdsløshed at

lægge 20 pct. skat på en sådan investering.

Det er urimeligt at lægge 20 pct. afgift på de millionudgifter,

amtskommunerne får ved at skulle opfylde arbejdstilsynets krav til

de 43 gymnasier, som staten afleverede til amtskommunerne den 1.

januar 1986, og hvor selve ejerskiftet medfører, at alle

arbejdsmiljøforhold skal være i orden snarest.

Det kan ikke begrundes med overophedning på bygge- og anlægsområdet,

at der skal betales 20 pct. afgift til staten af indkøb af busser,

arbejdsvogne, lastbiler, større EDB-apparatur, hospitalsudstyr og

lignende anskaffelser.

Der er en række andre uheldige virkninger af indgrebet. En af dem er

formentlig utilsigtet og skal nævnes her: Hovedstadsrådet er i den

situation, at loven betragter et fald i takstindtægterne på grund

af faldende passagertal som en aktivitetsudvidelse, som man skal

betale afgift af, idet aktivitetsniveauet i loven er defineret som

nettodriftsudgiften. Hovedstadsrådets økonomiske situation

forværres altså både af svigtende indtægter og af en statsafgift

på faldende indtægter, og afgiften vil gøre en kommende

takstforhøjelse endnu større.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 6

Den udgiftsramme for kommunernes og amtskommunernes driftsudgifter,

der blev fastsat i den gældende lov, er for snæver til at sikre

uændret aktivitetsniveau i 1986.

Det har flere årsager.

Det skyldes for det første, at den beregning, der gennemføres for

pris- og lønudviklingen, ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn

bl.a. til, at meget store dele af de offentlige indkøb gælder

produkter og tjenesteydelser, hvor prisstigningerne er større end

for almindelige daglige forbrugsvarer, og til de lønstigninger,

der skyldes anciennitet.

Det skyldes også, at begge kommunegrupper (især primærkommunerne) i

1983 og 1984 foretog store beskæringer. Beskæringerne var af en

sådan karakter, at de kun var mulige i et år eller to. De havde

karakter af udskydelser.

Dertil kommer, at især amtskommunernes udgifter presses op, dels på

grund af den stadigt stigende andel af ældre i befolkningen, der

lægger beslag på sygehusvæsenets ressourcer, dels på grund af de

stigende sygesikringsudgifter, der igen bl.a. skyldes stærkt

stigende medicinudgifter og det forhold, at befolkningens besøg

hos private læger igen er normalt og dermed større end i

udgangsåret 1984, hvor der var lægekonflikt.

På denne baggrund må den ramme, der gælder for de to kommunegrupper,

udvides med 950 mill. kr. for primærkommunerne og 490 mill. kr.

for amtskommunerne, såfremt egentlige nedskæringer i det samlede

aktivitetsniveau skal undgås i de kommuner eller amtskommuner, der

ikke ønsker eller har økonomisk mulighed for at betale en afgift

til staten.

Der er i beregningen af rammetillægget taget hensyn til, at

Københavns og Frederiksberg kommuner indgår med en (samlet)

negativ realvækst.

Til nr. 2 og 7

Bestemmelserne er foreslået indsat for at sikre, at

indenrigsministeren har mulighed for at tage rimelige hensyn til,

at særlige forhold såsom vækst i befolkningstallet, igangsætning i

1984 og 1985 af særlig udgiftskrævende opgaver o.lign. kan betyde

en særlig kraftig stigning i udgifterne i visse kommuner, hvorved

de rammes særlig hårdt af beskæringen, hvis den gennemføres efter

en helt generel regel.

Til nr. 3 og 8

Investeringer i varme-, el- og vandforsyningsanlæg er foreslået

undtaget særligt af to grunde.

Den ene er, at nogle af disse investeringer må betegnes som meget

vigtige af samfundsøkonomiske og energimæssige grunde. Det gælder

varmeanlæggene. Andre er meget vigtige for at sikre stabil og

tilstrækkelig elforsyning, og vandforsyningsanlæg er i mange

tilfælde ikke alene nødvendige for at forsyne nye områder, men

også for at sikre drikkevand af forsvarlig kvalitet. Det er også

meget betegnende, at der er søgt dispensation for investeringer på

1.200 mill. kr. i henhold til den dispensationsbeføjelse,

energiministeren har til el- og varmeanlæg af særlig betydning.

Den anden grund er, at det forekommer helt ulogisk, at det alene er

kommunale investeringer, der rammes. Det fører under alle

omstændigheder til en betydelig økonomisk forskelsbehandling af

borgerne.

Det forekommer indlysende, at investeringer i industrihuse i

egnsudviklingsområder bør undtages. Først og fremmest, fordi

afgiften er en fordyrelse, men også fordi disse investeringer ikke

frit kan udskydes til senere. Det skyldes dels, at der, før

projektet starter, er truffet aftale med en erhvervsvirksomhed om

at igangsætte produktion, dels at statens del af finansieringen

afholdes i det bestemte finansår.

På tilsvarende måde er det selvmodsigende at fordyre investeringer,

der gennemføres med økonomisk støtte fra EF, for at hjælpe en

udvikling i gang i et økonomisk svagt område.

Forslaget om at undtage projektering af bygge- og anlægsarbejder, der

først igangsættes 1987 og senere, begrundes med, at en afgift her

først og fremmest vil virke i de efterfølgende år.

Det forekommer helt ubegrundet, at typisk driftsmateriel, der så at

sige ingen forbindelse har med bygge- og anlægssektoren, skal

belastes med en afgift, der begrundes med ønsket om at fjerne en

overophedning i byggefagene. Det gælder f.eks. buskøb, køb af

hospitalsudstyr, EDB-materiel, skoleinventar o.lign.

Endelig må det være rimeligt, at investeringer, som arbejdstilsynet

kræver gennemført i år i de tidligere statsgymnasier på grund af

overgangen til amtskommunerne, fritages for afgift.

Til nr. 4 og 9

Det angivne hovedformål med indgrebet over for bygge- og

anlægsvirksomheden er at begrænse aktiviteten på dette område. Det

kan kun ske ved indgreb over for nye aktiviteter. Den gældende lov

undtager da også investeringer, for hvilke der er indgået bindende

kontrakt, fra afgift.

Det er derfor ubegrundet at kræve en a conto-udbetaling også af disse

investeringer.

Denne a conto-betaling foreslås derfor fjernet.

Til § 2

Til nr. 1

Hovedstadsrådets budget domineres helt af udgifter og indtægter

vedrørende den kollektive trafik med bane og bus i

hovedstadsområdet. Hovedstadsrådet afholder alle udgifterne

hertil, fastsætter taksterne og oppebærer alle indtægterne ved den

kollektive trafik. På banesiden virker DSB som entreprenør for

hovedstadsrådet. Mere end 90 pct. af hovedstadsrådets

udgiftsbudget og over halvdelen af hovedstadsrådets indtægter

stammer fra den kollektive trafik. Ingen kommune i landet får en

så væsentlig del af sine indtægter dækket gennem takster.

Hovedstadsrådet er derfor særlig sårbar over for svingningerne i

takstindtægterne.

For 1986 imødeser hovedstadsrådet et fald på ca. 80 mill. kr. i de

budgetterede takstindtægter. Dette beløb svarer til ca. 5 pct. af

takstprovenuet. Hovedstadsrådet rammes derved af en

tilskudsnedsættelse af samme størrelse som nedgangen i

takstprovenuet. Dette virker reelt som en bøde for indtægtstabet,

som i sig selv er alvorlig for finansieringen af hovedstadsrådets

udgifter. Men ved indgrebet øges dette tab væsentligt. Denne del

af lovforslaget er derfor nødvendigt for at afbøde denne helt

utilsigtede og i øvrigt helt uforståelige virkning af indgrebet.

Til nr. 2

Hovedstadsrådets anlægsudgifter udgør i 1986 ca. 410 mill. kr. Den

helt overvejende del heraf vedrører anskaffelser, vedligeholdelse

og renovering af driftsmateriel i form af busser og tog.

Udgifterne hertil samt til sikrings- og teleanlæg, sporanlæg,

radiomateriel og lignende udstyr er opgjort til ca. 287 mill. kr.

eller ca. 70 pct. af hele anlægsbudgettet. Disse

materielanskaffelser m.v. har intet med flaskehalsproblemerne

inden for bygge- og anlægssektoren at gøre og falder såldes uden

for formålet med indgrebet. Det er derfor nødvendigt ved dette

lovforslag at fritage de nævnte arbejder for anlægsafgift. Denne

fritagelse bør også gælde udgifter til projektering og til

anlægsarbejder, som DSB udfører som entreprenør for

hovedstadsrådet, selv om indenrigsministeriet har fortolket loven

således, at en del af disse anlægsarbejder er undtaget.

Versioner

1. 1988-05-21