1985 LSF 192 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGISTRERINGSAFGIFT AF MOTORKØRETØJER M.V. (PRÆMIERING AF MILJØVENLIGE BILER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00192@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., jfr.
lovbekendtgørelse nr. 13 af 16. januar 1985, foretages følgende
ændring:
I § 3 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. For motorkøretøjer, der opfylder de af miljøministeren
fastsatte normer for udstødningsgassens sammensætning m.v.,
nedsættes afgiften efter § 4 med 8.000 kr.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1986.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
En række lande uden for EF har efterhånden gennemført skærpede krav
til bilers udstødning. Inden for EF har det imidlertid indtil
videre været umuligt at komme igennem med rimelige krav.
Forslagsstillerne støtter regeringens holdning i denne sag, men
finder, at det i mellemtiden er nødvendigt at foretage en
afgiftsnedsættelse for biler, der tilfredsstiller kravene, for ad
denne vej at arbejde henimod en mere miljøvenlig sammensætning af
bilparken. Sådanne afgiftsnedsættelser er allerede gennemført i
Vesttyskland og Holland.
Med den nu kendte teknik kan USA-kravene til bilers udstødning kun
opfyldes ved brug af katalysatorer, som fordyrer bilen med
2.000-4.000 kr. med tillæg af registreringsafgift. Et nedslag på
8.000 kr. vil derfor for de fleste bilers vedkommende ophæve
merudgiften ved installering af katalysator. Samtidig vil
nedslaget bidrage til udvikling af biler, der kan opfylde
miljøkravene uden brug af katalysator. En sådan udvikling er på
længere sigt det bedste.
Det er ikke hensigten med forslaget at foretage en generel
nedsættelse af registreringsafgiften. Derfor bør
registreringsafgiften på forurenende biler hæves, så det samlede
provenu forbliver uændret. Så længe anvendelse af katalysatorer
efter nedslagets indførelse er ukendt, er det imidlertid umuligt
at foretage et skøn over den nødvendige forhøjelse.
Forslagsstillerne har derfor afstået fra at medtage denne
forhøjelse i forslaget.
De vesttyske regler indeholder også en præmiering af installering af
katalysatorer i den eksisterende bilpark. En sådan omlægning er
dog ganske bekostelig, og forslagsstillerne har derfor afstået fra
at søge den eksisterende bilpark ændret. Men miljøministeren
opfordres til at følge de vesttyske erfaringer med henblik på
senere initiativer.
For at modvirke de løbende merudgifter ved brug af katalysatorer
fremsættes der samtidig forslag om nedsættelse af vægtafgiften for
ikke forurenende biler. Se forslag til lov om ændring af lov om
vægtafgift af motorkøretøjer. (Præmiering af miljøvenlige biler)
(L 193). Den i december 1985 vedtagne prisforskel mellem blyholdig
og blyfri benzin vil endvidere virke i samme retning.
Det forudsættes, at de i lovforslaget nævnte normer vedrørende bilers
udstødning svarer til de amerikanske normer. Det er imidlertid
skønnet uhensigtsmæssigt at fastsætte disse normer direkte i
lovteksten. I stedet foreslås det overladt til miljøministeren at
fastsætte de nævnte regler.
Miljøministeren har endnu ikke fastsat normer vedrørende
udstødningsgassens sammensætning. Dette er imidlertid ikke noget
praktisk, administrativt problem, idet lovforslaget forudsætter,
at der i Danmark fastsættes regler svarende til de amerikanske
normer. Når loven foreslås ændret på nuværende tidspunkt, er det,
fordi bestemmelsens miljømæssige sigte umiddelbart kan få
virkning, når de nævnte normer er fastsat i Danmark.