1985 LSF 195 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF VÅBENLOVEN (EKSPORTFRIHED FOR ELEKTRONIKINDUSTRIEN, VÆRFTER M.FL.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00195@1988-05-21/da
Indhold
I våbenlov nr. 398 af 12. juli 1946, jfr. lovbekendtgørelse nr. 529
af 11. december 1985, foretages følgende ændring:
§ 6 ophæves.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Våbenlovens hovedsigte er at hindre, at der i den danske befolkning
verserer genstande, som må befrygtes at blive anvendt i større
omfang til voldelig ødelæggelse af sagesløse medborgeres liv og
helbred.
Restriktioner med det formål billiges af fremskridtspartiet.
For at kontrollen med lovens overholdelse ikke glider myndighederne
af hænde, kan det ligeledes stort set godtages, at lovens § 1
bestemmer følgende:
»§ 1. Det er forbudt uden tilladelse af justitsministeren eller den,
han dertil bemyndiger, at indføre eller tilvirke:
1. Skydevåben samt piber, låsestole og baskyler til skydevåben,
2. ammunition til skydevåben, derunder også patronhylstre,
tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler,
3. håndgranater, bomber og lignende våben, der virker ved en gennem
eksplosion fremkaldt udslyngning af smålegemer,
4. håndgranater, bomber, patroner og lignende som våben eller
ammunition fremtrædende genstande, der indeholder eller er
beregnet til at indeholde faste stoffer, væsker eller luftarter,
som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller
irriterende, såvel som dele af sådanne våben eller
ammunitionsgenstande samt redskaber til at bringe dem i
virksomhed,
5. sprængstoffer, herunder alle eksplosive stoffer, der kan anvendes
som spræng- eller skydemiddel.
Stk. 2. Undtaget fra forbuddet er:
a) luft- og fjederbøsser samt ammunition dertil,
b) indstikningspatroner af kaliber ikke over 4,5 mm og dertil hørende
ammunition med kugleformet projektil og patronlængde ikke over 12
mm,
c) slagteapparater, der udelukkende kan anvendes til slagtning, og
ammunition, der udelukkende kan anvendes dertil.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at våben over en
bestemt alder eller af en bestemt model er undtaget fra forbuddet
i stk. 1, nr. 1.«
Derimod mener fremskridtspartiet, at det under nutidens forhold er
uklogt at opretholde våbenlovens eksportforbud i § 6, der lyder
således:
»§ 6. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert
enkelt tilfælde at udføre:
1. Våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben,
2. ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben,
3. materiel til land-, sø- eller luftkrig,
4. maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der
overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af
våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til
sådanne produktionsmidler,
5. sprængstoffer, derunder krudt, samt råmateriale til fremstilling
heraf.
Stk. 2. Justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres
våben og ammunition af nogen art.«
Denne hæmsko for dansk velstand og dansk velfærd stammer fra § 7 i
lov nr. 122 af 28. april 1934.
Det er da muligt, at bestemmelsen havde en vis fornuft i sig under
1930ernes særlige forhold.
Nu om dage får produktudvikling, salgsarbejde og
fabrikationstilrettelæggelse imidlertid helt utilfredsstillende
kår, når eksportvirksomhederne er afhængige af skiftende
justitsministres tilladelser i de enkelte tilfælde. Og
justitsministeriets sagsbehandling sinkes af forhandlinger med for
eksempel forsvarsministeriet, udenrigsministeriet og de politiske
partier, der skal give regeringen flertal i den pågældende sag.
For en våbentørstende nation er dette selvsagt helt
utilfredsstillende handelsvilkår, og derfor vil den oftest have
købt sine våben andetsteds og længe før det langsommelige danske
bureaukrati har færdigbehandlet sagen.
Særlig grelle bliver forholdene, fordi afgrænsningen af § 6's
anvendelsesområde - i hvert tilfælde under nutidens teknologi og
vidtfavnende krigsførelsesformer - er meget uklare, se for
eksempel § 6, stk. 1, nr. 3 og 4. Gummistøvler og
forkølelsespiller er omfattet af bestemmelsens tekst, der derfor
må fortolkes indskrænkende. Men hvor går grænsen så, når man ikke
kan stole på lovens egne ord?
Det var nærliggende at overveje, om der for eksempel kun skulle gives
frit løb for eksport til andre NATO-lande, eller at loven på anden
måde skulle nationalitetsbegrænse salgene. Som det internationale
forretningsliv er organiseret nu om dage, har man ingen sikkerhed
for, hvor vore eksportvarer til syvende og sidst vil havne.
Nationalitetsbegrænsninger vil derfor alene skabe retsusikkerhed
for den enkelte og økonomisk tab for samfundet, fordi der måske
bliver indblandet fremmede mellemhandlere, der skal have deres
fede avancer.
Det reelle indhold af § 6 er derfor at give danske skibsværfter,
maskinfabrikker og adskillige andre virksomheder et handicap i
forhold til udenlandske konkurrenter oven i de mange andre
folketingsskabte.
Nærværende lovforslag er så helt åbenbart et forslag, der trækker i
den rigtige retning, fordi vedtagelse af lovforslaget vil betyde,
at flere virksomheder kan producere varer, som kan sælges til
udlandet, hvilket igen betyder, at betalingsbalanceunderskuddet
til arbejdsløshedsunderstøttelse mindskes, fordi der vil blive
flere arbejdspladser, og er der noget, Danmark har brug for, så er
det bestemt arbejdspladser i eksportproduktionsvirksomheder.
For eksempel er hele værftsindustrien inde i en meget alvorlig krise.
Den ville blive hjulpet ganske væsentligt, hvis det kunne tillades
at bygge inspektionsskibe, inspektionskuttere og torpedobåde af
Willemoesklassen. Danske flådeskibe er efterspurgt ude omkring i
den store verden på grund af deres høje standard.
Også inden for elektronikindustrien vil produktionen kunne forøges
ganske væsentligt, fordi den danske know-how netop på dette område
er vældig godt anerkendt ude i verden.
En vedtagelse af dette lovforslag vil derfor betyde: gode, sunde,
danske arbejdspladser, mere valuta til landet og dermed mindre
arbejdsløshed og mindre betalingsbalanceunderskud.
Derimod vil det ikke betyde mere ufred i verden. De, der vil føre
krig, skal nok skaffe sig de fornødne våben på den ene eller anden
måde. Det går jo forud for alt andet for de pågældende. Om det
lille fnug på globussen, der hedder Danmark, bidrager dertil eller
ej, er i verdensfredssammenhængen aldeles betydningsløst. Men for
den danske beskæftigelse og samfundsøkonomien i øvrigt vil det
være af ganske stor værdi at få fri adgang til det særdeles
profitable internationale våbenmarked. At § 6 ødelægger dansk
rustningsindustri, er i virkeligheden eksport af arbejdspladser
plus endnu hårdere gældsslaveri som hovedarven fra vor generation
til vore børn og børnebørn. Ny viden er aldeles afgørende for, at
Danmark kan udvikle sin høje velfærdslevestandard i størst muligt
omfang. Oprettes for eksempel en dansk kampvognsfabrik, vil dens
forskningsresultater højst sandsynligt give basis for mange nye
danske virksomheder, der kan producere motorkøretøjer eller dele
dertil. Penicillin, radar, lommeregnere, flyvemaskiner og meget,
meget andet er et resultat af, hvad der oprindelig var den
»krigsproduktion«, som den kortsynede § 6 udelukker danske
virksomheder fra.
Når det drejer sig om de superavancerede storvåben, vil dansk
industri selvsagt ikke kunne komme til at spille nogen særlig
rolle, men også stillingen som underleverandør vil her være et
stærkt ønskeligt bidrag til at bedre den danske beskæftigelse og
betalingsbalance.
En ophævelse af § 6 har som rimelig konsekvens, at der enten ændres i
§ 1, eller at administrativ praksis i relation til § 1
liberaliseres, således at også de i § 1, stk. 1, nævnte våben m.v.
frit kan tilvirkes, når det åbenbart sker til eksportformål. Der
kan imidlertid i så henseende tænkes mange graduationer.
Forslagsstillerne har ikke med lovforslagets fremsættelse ønsket
at lægge sig fast på nogen bestemt af disse, idet hovedmålet nu må
være at få § 6 ophævet, uanset hvor langt eller kort man derefter
kan få folketingsflertallet med hensyn til § 1-problemerne.
Det bemærkes, at forslagsstillerne med glæde har noteret sig de
positive udtalelser, der på det seneste er fremkommet fra såvel
socialdemokratiet som regeringen, om støtte til de tanker, der her
er udformet som lovforslag.
Lovforslaget er en genfremsættelse af et senest i folketingsåret
1982-83 fremsat forslag, se Folketingstidende 1982-83,
forhandlingerne sp. 5457, 7905, 10632 og 11278, tillæg A sp. 2909
samt tillæg B sp. 1321.
Forslagsstillerne ser naturligvis helst lovforslaget vedtaget
uændret, men ønsker dog at henlede opmærksomheden på, at mindre
ændringer kan accepteres, hvis dette er nødvendigt for at samle
det nødvendige flertal i folketinget.