Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00195@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

I våbenlov nr. 398 af 12. juli 1946, jfr. lovbekendtgørelse nr. 529

af 11. december 1985, foretages følgende ændring:

§ 6 ophæves.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Våbenlovens hovedsigte er at hindre, at der i den danske befolkning

verserer genstande, som må befrygtes at blive anvendt i større

omfang til voldelig ødelæggelse af sagesløse medborgeres liv og

helbred.

Restriktioner med det formål billiges af fremskridtspartiet.

For at kontrollen med lovens overholdelse ikke glider myndighederne

af hænde, kan det ligeledes stort set godtages, at lovens § 1

bestemmer følgende:

Ȥ 1. Det er forbudt uden tilladelse af justitsministeren eller den,

han dertil bemyndiger, at indføre eller tilvirke:

1. Skydevåben samt piber, låsestole og baskyler til skydevåben,

2. ammunition til skydevåben, derunder også patronhylstre,

tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler,

3. håndgranater, bomber og lignende våben, der virker ved en gennem

eksplosion fremkaldt udslyngning af smålegemer,

4. håndgranater, bomber, patroner og lignende som våben eller

ammunition fremtrædende genstande, der indeholder eller er

beregnet til at indeholde faste stoffer, væsker eller luftarter,

som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller

irriterende, såvel som dele af sådanne våben eller

ammunitionsgenstande samt redskaber til at bringe dem i

virksomhed,

5. sprængstoffer, herunder alle eksplosive stoffer, der kan anvendes

som spræng- eller skydemiddel.

Stk. 2. Undtaget fra forbuddet er:

a) luft- og fjederbøsser samt ammunition dertil,

b) indstikningspatroner af kaliber ikke over 4,5 mm og dertil hørende

ammunition med kugleformet projektil og patronlængde ikke over 12

mm,

c) slagteapparater, der udelukkende kan anvendes til slagtning, og

ammunition, der udelukkende kan anvendes dertil.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at våben over en

bestemt alder eller af en bestemt model er undtaget fra forbuddet

i stk. 1, nr. 1.«

Derimod mener fremskridtspartiet, at det under nutidens forhold er

uklogt at opretholde våbenlovens eksportforbud i § 6, der lyder

således:

Ȥ 6. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert

enkelt tilfælde at udføre:

1. Våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben,

2. ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben,

3. materiel til land-, sø- eller luftkrig,

4. maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der

overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af

våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til

sådanne produktionsmidler,

5. sprængstoffer, derunder krudt, samt råmateriale til fremstilling

heraf.

Stk. 2. Justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres

våben og ammunition af nogen art.«

Denne hæmsko for dansk velstand og dansk velfærd stammer fra § 7 i

lov nr. 122 af 28. april 1934.

Det er da muligt, at bestemmelsen havde en vis fornuft i sig under

1930ernes særlige forhold.

Nu om dage får produktudvikling, salgsarbejde og

fabrikationstilrettelæggelse imidlertid helt utilfredsstillende

kår, når eksportvirksomhederne er afhængige af skiftende

justitsministres tilladelser i de enkelte tilfælde. Og

justitsministeriets sagsbehandling sinkes af forhandlinger med for

eksempel forsvarsministeriet, udenrigsministeriet og de politiske

partier, der skal give regeringen flertal i den pågældende sag.

For en våbentørstende nation er dette selvsagt helt

utilfredsstillende handelsvilkår, og derfor vil den oftest have

købt sine våben andetsteds og længe før det langsommelige danske

bureaukrati har færdigbehandlet sagen.

Særlig grelle bliver forholdene, fordi afgrænsningen af § 6's

anvendelsesområde - i hvert tilfælde under nutidens teknologi og

vidtfavnende krigsførelsesformer - er meget uklare, se for

eksempel § 6, stk. 1, nr. 3 og 4. Gummistøvler og

forkølelsespiller er omfattet af bestemmelsens tekst, der derfor

må fortolkes indskrænkende. Men hvor går grænsen så, når man ikke

kan stole på lovens egne ord?

Det var nærliggende at overveje, om der for eksempel kun skulle gives

frit løb for eksport til andre NATO-lande, eller at loven på anden

måde skulle nationalitetsbegrænse salgene. Som det internationale

forretningsliv er organiseret nu om dage, har man ingen sikkerhed

for, hvor vore eksportvarer til syvende og sidst vil havne.

Nationalitetsbegrænsninger vil derfor alene skabe retsusikkerhed

for den enkelte og økonomisk tab for samfundet, fordi der måske

bliver indblandet fremmede mellemhandlere, der skal have deres

fede avancer.

Det reelle indhold af § 6 er derfor at give danske skibsværfter,

maskinfabrikker og adskillige andre virksomheder et handicap i

forhold til udenlandske konkurrenter oven i de mange andre

folketingsskabte.

Nærværende lovforslag er så helt åbenbart et forslag, der trækker i

den rigtige retning, fordi vedtagelse af lovforslaget vil betyde,

at flere virksomheder kan producere varer, som kan sælges til

udlandet, hvilket igen betyder, at betalingsbalanceunderskuddet

til arbejdsløshedsunderstøttelse mindskes, fordi der vil blive

flere arbejdspladser, og er der noget, Danmark har brug for, så er

det bestemt arbejdspladser i eksportproduktionsvirksomheder.

For eksempel er hele værftsindustrien inde i en meget alvorlig krise.

Den ville blive hjulpet ganske væsentligt, hvis det kunne tillades

at bygge inspektionsskibe, inspektionskuttere og torpedobåde af

Willemoesklassen. Danske flådeskibe er efterspurgt ude omkring i

den store verden på grund af deres høje standard.

Også inden for elektronikindustrien vil produktionen kunne forøges

ganske væsentligt, fordi den danske know-how netop på dette område

er vældig godt anerkendt ude i verden.

En vedtagelse af dette lovforslag vil derfor betyde: gode, sunde,

danske arbejdspladser, mere valuta til landet og dermed mindre

arbejdsløshed og mindre betalingsbalanceunderskud.

Derimod vil det ikke betyde mere ufred i verden. De, der vil føre

krig, skal nok skaffe sig de fornødne våben på den ene eller anden

måde. Det går jo forud for alt andet for de pågældende. Om det

lille fnug på globussen, der hedder Danmark, bidrager dertil eller

ej, er i verdensfredssammenhængen aldeles betydningsløst. Men for

den danske beskæftigelse og samfundsøkonomien i øvrigt vil det

være af ganske stor værdi at få fri adgang til det særdeles

profitable internationale våbenmarked. At § 6 ødelægger dansk

rustningsindustri, er i virkeligheden eksport af arbejdspladser

plus endnu hårdere gældsslaveri som hovedarven fra vor generation

til vore børn og børnebørn. Ny viden er aldeles afgørende for, at

Danmark kan udvikle sin høje velfærdslevestandard i størst muligt

omfang. Oprettes for eksempel en dansk kampvognsfabrik, vil dens

forskningsresultater højst sandsynligt give basis for mange nye

danske virksomheder, der kan producere motorkøretøjer eller dele

dertil. Penicillin, radar, lommeregnere, flyvemaskiner og meget,

meget andet er et resultat af, hvad der oprindelig var den

»krigsproduktion«, som den kortsynede § 6 udelukker danske

virksomheder fra.

Når det drejer sig om de superavancerede storvåben, vil dansk

industri selvsagt ikke kunne komme til at spille nogen særlig

rolle, men også stillingen som underleverandør vil her være et

stærkt ønskeligt bidrag til at bedre den danske beskæftigelse og

betalingsbalance.

En ophævelse af § 6 har som rimelig konsekvens, at der enten ændres i

§ 1, eller at administrativ praksis i relation til § 1

liberaliseres, således at også de i § 1, stk. 1, nævnte våben m.v.

frit kan tilvirkes, når det åbenbart sker til eksportformål. Der

kan imidlertid i så henseende tænkes mange graduationer.

Forslagsstillerne har ikke med lovforslagets fremsættelse ønsket

at lægge sig fast på nogen bestemt af disse, idet hovedmålet nu må

være at få § 6 ophævet, uanset hvor langt eller kort man derefter

kan få folketingsflertallet med hensyn til § 1-problemerne.

Det bemærkes, at forslagsstillerne med glæde har noteret sig de

positive udtalelser, der på det seneste er fremkommet fra såvel

socialdemokratiet som regeringen, om støtte til de tanker, der her

er udformet som lovforslag.

Lovforslaget er en genfremsættelse af et senest i folketingsåret

1982-83 fremsat forslag, se Folketingstidende 1982-83,

forhandlingerne sp. 5457, 7905, 10632 og 11278, tillæg A sp. 2909

samt tillæg B sp. 1321.

Forslagsstillerne ser naturligvis helst lovforslaget vedtaget

uændret, men ønsker dog at henlede opmærksomheden på, at mindre

ændringer kan accepteres, hvis dette er nødvendigt for at samle

det nødvendige flertal i folketinget.

Versioner

1. 1988-05-21