1985 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM GODTGØRELSE AF MERVÆRDIAFGIFT AF PARFUMER, TOILETMIDLER M.V.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00211@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Parfumer, toiletmidler m.v., der er afgiftsberigtiget
(prismærket) efter lov om afgift af parfumer og toiletmidler m.v.,
må uanset forhøjelsen af merværdiafgiften pr. 1. april 1986 ikke
afsættes til priser, der overstiger prismærkeværdien.
Stk. 2. Toldvæsenet kan yde virksomheder, der er anmeldt efter § 9 i
lov om afgift af parfumer, toiletmidler m.v., en godtgørelse på
0,45 pct. af den samlede prismærkepris for de varer, der er
udleveret i april og maj 1986.
Stk. 3. Toldvæsenet kan yde andre virksomheder en godtgørelse på 0,67
pct. af den samlede prismærkepris af lageret af prismærkede varer
pr. 1. april 1986. Ansøgning om godtgørelse skal sendes til
toldvæsenet senest den 10. april 1986.
Stk. 4. I det samlede godtgørelsesbeløb efter stk. 2 og 3 foretages
et fradrag på 1.000 kr. Godtgørelse efter stk. 2 udbetales
kontant, og godtgørelsen efter stk. 3 modregnes i virksomhedernes
afgiftstilsvar for maj 1986.
Stk. 5. Efter 1. juni 1986 må virksomheder, der er anmeldt efter § 9
i lov om afgift af parfumer, toiletmidler m.v., ikke anvende de
hidtil benyttede prismærker. De anmeldte virksomheder kan dog
udlevere afgiftspligtige varer, som er prismærket inden denne
dato.
§ 2. Ommærkning med hidtil benyttede prismærker må kun foretages med
prismærker med samme pålydende.
§ 3. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
overtræder § 1, stk. 5, eller § 2 eller afgiver urigtige
oplysninger til brug ved beregning af godtgørelse efter § 1, stk.
3. § 15, stk. 4, og § 15 a i lov om afgift af parfumer,
toiletmidler m.v. finder tilsvarende anvendelse.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. april 1986.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Parfumeafgiftsberigtigede varer må ifølge parfumeafgiftsloven, ikke
sælges til priser, der er højere end prismærkets pålydende. Den
samtidig med dette lovforslag foreslåede forhøjelse af
merværdiafgiften pr. 1. april 1986 indebærer således et avancetab
for detailhandlerne af samme størrelse som
merværdiafgiftsforhøjelsen. Det foreslås derfor, at der i en
overgangsperiode, indtil nye prismærker er blevet trykt, etableres
en godtgørelsesordning, der neutraliserer
merværdiafgiftsforhøjelsen.
Af administrative grunde foreslås det, imidlertid, at der ikke gives
godtgørelse for de første 1.000 kr. Dette indebærer en væsentlig
reduktion i antallet af virksomheder, der kan opnå godtgørelse.
Det samlede godtgørelsesbeløb kan skønsmæssigt anslås til 1-2 mill.
kr.
Toldvæsenets nettoomkostninger ved gennemførelsen af
godtgørelsesordningen vil andrage ca. 700.000 kr.