Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00234@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984 som ændret ved lov nr. 226 og lov nr. 227 af 6. juni 1985,

foretages følgende ændringer:

1. I § 835 indsættes som stk. 2.:

»Stk. 2. Retten kan på statsadvokatens begæring give forsvareren

pålæg om ikke at videregive et vidnes navn, stilling og bopæl til

den tiltalte, såfremt statsadvokaten under domsforhandlingen agter

at fremsætte begæring om rettens bestemmelse om, at disse

oplysninger ikke må meddeles tiltalte, jfr. § 848, stk. 1.«

2. § 848 affattes således:

»§ 848. Retten kan på begæring bestemme, at et vidnes navn, stilling

og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, såfremt væsentlige hensyn

til vidnet gør det påkrævet. Er der grund til at antage, at

vidnets eller hans nærmestes liv eller helbred vil blive udsat for

alvorlig fare, hvis tiltalte får kendskab til vidnets identitet,

kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade

retssalen, medens vidnet afhøres.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte afgørelser kan ikke træffes, hvis det må

antages at være af betydning for tiltaltes forsvar, at tiltalte

kender vidnets identitet. Formanden afgør, om tiltalte skal

forlade retssalen under den forudgående forhandling af spørgsmålet

om tiltaltes adgang til de nævnte oplysninger.

Stk. 3. Uden for de i stk. 1-2 nævnte tilfælde kan formanden

beslutte, at en tiltalt skal forlade retssalen, medens et vidne

eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en

uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

Stk. 4. Har en tiltalt måttet forlade retssalen, medens et vidne

eller en medtiltalt afhøres, skal han, når han på nu kommer til

stede i retssalen, have oplysning om, hvem der har afgivet

forklaring i hans fravær, ligesom forklaringens indhold skal

gengives for ham. Hvis der er truffet bestemmelse i medfør af stk.

1, skal den tiltalte ikke have oplysning om, hvem der har afgivet

forklaring i hans fravær.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og

finder anvendelse i alle sager, som ikke er endeligt afgjort ved

lovens ikrafttræden.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget indebærer, at der foretages en udtrykkelig lovregulering

i retsplejeloven af spørgsmålet om anonyme vidner, dvs. adgangen

til i straffesager at hemmeligholde dels et vidnes navn m.v. dels

indholdet af vidnets forklaring. De foreslåede regler bygger på

flertalsindstillingen i retsplejerådets betænkning nr. 1056/ 1985

om anonyme vidner.

Baggrunden for lovforslaget er, at det i de senere år i en årrække

straffesager er forekommet, at vidner har givet udtryk for

alvorlig frygt for at afgive vidneforklaring. Det har navnlig

været tilfældet i sager om narkotika- og rockerkriminalitet, men

det vil også kunne tænkes at forekomme i f.eks. terrorismesager.

Hvis der er begrundet frygt for, at afgivelse af forklaring vil

medføre alvorlige repressalier i form af fysisk overlast m.v. over

for vidnet eller vidnets nærtstående, vil vidnet efter de gældende

regler være fritaget for at afgive forklaring, jfr.

vidnefritagelsesgrundene i retsplejelovens § 171, stk. 2. Et

sådant vidne vil i almindelighed benytte sig af sin ret til at

nægte at afgive forklaring.

Hensynet til retshåndhævelsen i alvorlige sager om handel med

narkotika, om grov vold eller om terrorisme vil imidlertid ofte

gøre det vigtigt, at vidneforklaring afgives, idet sagen måske

alene vil kunne gennemføres til domfældelse på grundlag af et

udsagn fra et vidne, som er vidnefritaget. Det vil i sådanne

tilfælde kunne være nødvendigt for at opnå vidnets forklaring, at

vidnets identitet og vidnets forklaring hemmeligholdes for den

tiltalte. Anvendelsen af sådanne anonyme vidner vil imidlertid på

den anden side kunne være forbundet med retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder.

Det har givet anledning til tvivl i teori og retspraksis, om og i

givet fald i hvilket omfang, der efter gældende ret kan ske

hemmeligholdelse af et vidnes identitet og forklaring.

Hovedindholdet af lovforslaget er, at der i retsplejeloven

gennemføres en udtrykkelig lovfæstelse af princippet om, at en

tiltalt har krav på at få kendskab til indholdet af de

vidneforklaringer, der afgives i sagen mod ham.

Derimod skal der efter lovforslaget være mulighed for i

undtagelsestilfælde at hemmeligholde et vidnes navn, stilling og

bopæl for den tiltalte, og eventuelt i forbindelse hermed at lade

tiltalte fjerne fra retssalen under vidnets forklaring. Dette kan

dog kun ske, når det findes at være uden betydning for tiltaltes

forsvar.

2. Gældende ret med hensyn til anonyme vidner.

2.1. De gældende regler i retsplejeloven om oplysning om vidner m.v.

over for sigtede og tiltalte er nærmere beskrevet i

retsplejerådets betænkning, side 12-15.

Det fremgår heraf, at retsplejeloven ikke indeholder udtrykkelige

bestemmelser om anklagemyndighedens adgang til at føre vidner,

hvis identitet holdes skjult for tiltalte. Gennemgangen af en lang

række bestemmelser i retsplejeloven viser imidlertid, at

retsplejeloven forudsætter, at en tiltalt normalt er bekendt med

eventuelle vidners identitet.

2.2 En række afgørelser fra retspraksis vedrørende anonyme vidner er

gengivet i retsplejerådets betænkning, side 15-20.

Retsplejerådet nævner bl.a., at Københavns byret ved en utrykt

kendelse af 8. maj 1981 accepterede, at et vidne afgav

vidneforklaring under anonymitet. Sagen vedrørte 9 personer, der

bl.a. var sat under tiltale for overfald af særlig farlig, rå og

brutal karakter med grov legemsbeskadigelse til følge. På en

restaurant på Nørrebro havde de udøvet vold mod 3 sagesløse

personer ved at tilføje dem knytnæveslag, spark og slag med en

trækølle og en flaske i ansigtet og på kroppen. Det ene offer

påførtes herved sådanne hjerneskader, at han bl.a. mistede

taleevnen. Et vidne, der havde været til stede i restauranten,

ønskede at være anonym af frygt for repressalier. Byretten tillod

vidnet at afgive forklaring under anonymitet, og der blev

endvidere truffet bestemmelse om afhøring af vidnet uden de

tiltalts tilstedeværelse samt om dørlukning af hensyn til vidnets

sikkerhed. Pressens repræsentanter var imidlertid til stede i

retssalen under afhøringen af det anonyme vidne, og vidnets

forklaring blev oplæst for de tiltalte, da de påny blev

fremstillet i retten.

Spørgsmålet om anvendelsen af anonyme vidner har været forelagt

Højesteret i en sag i 1983, jfr. Ugeskrift for Retsvæsen 1984.81.

I den pågældende straffesag var en mand, der tidligere var

straffet adskillige gange for bl.a. berigelsesforbrydelser,

bordelvirksomhed og overfald, herunder grov vold, sat under

tiltale for omfattende heroinhandel. I byretten og landsretten var

han fundet skyldig i videresalg af mindst 1 kg heroin og idømt

fængsel i 5 år og 6 måneder. Byrettens og landsrettens afgørelser

byggede i væsentlig grad på forklaringer afgivet af 2 vidner,

hvis identitet var holdt skjult for tiltalte, og hvis forklaring

var blevet afgivet i retten uden tiltaltes tilstedeværelse. Under

anke til højesteret påstod tiltalte dommen ophævet under

henvisning til, at der var begået en alvorlig rettergangsfejl ved

brugen af anonyme vidner. Ved afgørelsen delte højesteret sig i et

flertal på fem dommere og et mindretal på to dommere.

Flertallet fandt ikke, at der var begået en rettergangsfejl i

byretten og landsretten, og udtalte at der undtagelsesvis kan ske

anonym vidneførsel, såfremt der er nærliggende risiko for, at

vidnet eller vidnet nærtstående kan lide overlast, og såfremt

hensynet til retshåndhævelsen på grund af sagens alvor og

forklaringens betydning for sagen gør det påkrævet. I sådanne

tilfælde kan den tiltalte efter flertallets opfattelse endvidere

udelukkes fra at overvære forklaringernes afgivelse eller afskæres

fra efterfølgende at blive gjort bekendt med forklaringen i det

omfang, det er nødvendigt for at hemmeligholde vidnets identitet.

Mindretallet fandt ikke, at retsplejeloven indeholder hjemmel til at

hemmeligholde et vidnes identitet eller til at afskære vidnet fra

at blive bekendt med indholdet af vidneforklaringen.

3. Lovforslagets indhold.

3.1. Retsplejerådet har indgående overvejet synspunkterne for og imod

anvendelsen af anonyme vidner. Der henvises til betænkningen, side

28-33.

Der er i retsplejerådet enighed om, at anvendelsesområdet for anonyme

vidner må anses for at være meget begrænset efter den afgørelse,

som højesteret har truffet.

3.2. Et flertal på 6 medlemmer af retsplejerådet foreslår

(betænkningen, side 35-38), at der gennemføres en udtrykkelig

bestemmelse om, at indholdet af en vidneforklaring aldrig kan

holdes hverken helt eller delvist hemmeligt for den tiltalte.

Flertallet erkender, at kravet om, at vidners forklaring skal

gengives fuldt ud for den tiltalte, kan medføre, at truede vidner

under påberåbelse af en vidnefritagelsesgrund vil nægte at afgive

forklaring, fordi gengivelsen af forklaringen for tiltalte vil

røbe deres identitet. Selv om dette kan betyde, at grundlaget for

domfældelse af en skyldig svigter, finder flertallet, at hensynet

til retshåndhævelsen her må vige for hensynet til tiltaltes

muligheder for et effektivt forsvar.

Flertallet finder endvidere, at en tiltalt som altovervejende

hovedregel bør vide, hvem der afgiver forklaring i sagen mod ham,

og have adgang til at overvære afhøring af vidner. I visse særlige

tilfælde, hvor væsentlige hensyn til vidnet gør det påkrævet, bør

der dog efter flertallets opfattelse være mulighed for, at vidnets

navn, stilling og bopæl hemmeligholdes for tiltalte. Hvis der

ligefrem er tale om, at vidnets eller hans nærmestes liv eller

helbred vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får

kendskab til vidnet - vidnet har f.eks. overværet et drab i

forbindelse med et rockeropgør bør der være mulighed for

yderligere at bestemme, at tiltalte skal fjernes fra retssalen,

inden vidnet føres ind i retten og under vidnets forklaring,

således at tiltalte ikke ser vidnet. Efter flertallets forslag må

de nævnte muligheder for at afskære tiltaltes kendskab til vidnets

identitet ikke bringes i anvendelse, hvis det har betydning for

tiltaltes forsvar, at tiltalte kender vidnets identitet.

Flertallet forudsætter i øvrigt, at foranstaltningerne i praksis

kun vil kunne finde anvendelse i forbindelse med såkaldt

»tilfældige vidner«, som tiltalte ikke kender i forvejen.

Flertallet tillæger det betydning, at forslaget om en adgang til i

særlige tilfælde at begrænse tiltaltes kendskab til vidnets

identitet gennemføres. I modsat fald vil der bestå en fare for

udvikling mod en tilstand, hvor organiserede kriminelle kan

terrorisere også personer uden for det kriminelle miljø fra at

optræde som vidner.

3.3 Et mindretal på 2 medlemmer af retsplejerådet (politiets og

anklagemyndighedens repræsentanter) finder det særdeles

betænkeligt (betænkningen, side 38-41) fuldstændigt at afskære

muligheden for at hemmeligholde dele af vidnets forklaring for den

tiltalte. Mindretallet foreslår, at den retstilstand, som er

fastslået med højesterets afgørelse gengivet ovenfor under 2.2,

fortsat bør være gældende. Det fremhæves i den forbindelse, at der

på baggrund af afgørelsens præmisser må antages at gælde meget

grænser for, hvornår retten vil tillade vidneanonymitet, og at der

ikke ses at være grundlag for frygt for, at disse grænser ikke vil

blive respekteret af fremtidig retspraksis.

Mindretallet fremhæver endvidere, at det til bekæmpelse af særdeles

alvorlig og farlig kriminalitet er nødvendigt at benytte vidner,

hvis identitet og detaljerede forklaring må holdes skjult for den

tiltalte og for andre. Som eksempel nævnes drab og gidseltagning

som led i international terrorvirksomhed eller i opgør inden for

organiserede forbrydergrupper. Mindretallet finder, at det må

befrygtes, at trusler og vold mod personer, der kan tænkes at

ville vidne imod kriminelle, vil få et øget omfang, såfremt

lovgivningen på forhånd udelukker enhver mulighed for at skjule

en vidneforklarings indhold for en tiltalt.

3.4. Justitsministeriet kan tiltræde flertallets synspunkter, og

lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse med flertallets

lovudkast.

4. Hørte myndigheder m.v.

Retsplejerådets betænkning har været sendt til høring hos

præsidenterne for østre og vestre landsret, Københavns byret, og

retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, politidirektøren i

København, Foreningen af politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, rigspolitichefen, Dansk

Kriminalpolitiforening, Dansk politiforbund og Advokatrådet.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser.

Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Bestemmelsen svarer til § 835, stk. 2, i lovudkastet fra

retsplejerådets flertal.

Der henvises til betænkning nr. 1056/ 1985, side 43-44.

Til nr. 2.

Bestemmelsen svarer til § 848 i lovudkastet fra retsplejerådets

flertal.

Der henvises til betænkning nr. 1056/ 1985, side 35-38 og side 44-46.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelsesbestemmelsen. Ændringen bør

efter justitsministeriets opfattelse træde i kraft snarest muligt.

Det foreslås derfor, at loven skal træde i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende, og at den skal have virkning for

alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

Versioner

1. 1988-05-21