Gelex

1985 LSF 246 FORSLAG TIL LOV OM DAGHØJSKOLER FOR VOKSNE

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00246@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Daghøjskolens formål, form og varighed

§ 1. Daghøjskoler for voksne over 18 år tilbyder en almendannende og

personlighedsudviklende undervisning og kan inden for denne ramme

give enkelte fag, faggrupper eller emneområder en fremtrædende

plads.

Stk. 2. Undervisningen skal være af almen, kreativ, kulturel karakter

og skal etableres i rammer, som styrker opfyldelsen af formålet.

Stk. 3. Undervisningen skal fremme deltagernes aktive medleven,

selvtillid og ansvarsfølelse og bidrage til at styrke deltagernes

mulighed for at anvende samfundets demokratiske processer.

§ 2. Daghøjskoler skal sikres fleksible rammer.

Stk. 2. Daghøjskoler skal dog opfylde følgende krav:

1) Daghøjskoler kan etableres, hvis 12 deltagere er tilmeldt ved

undervisningens begyndelse.

2) Undervisningen skal være tilrettelagt i dagtimerne på ugens fem

første hverdage.

3) Den daglige undervisning skal som hovedregel have en varighed af

mindst seks timer og højst otte timer pr. dag.

4) Som hovedregel skal det ugentlige timetal være mindst 30 timer og

højst 40 timer, og det enkelte daghøjskoleforløb skal være af

mindst 4 ugers og højst 26 ugers varighed.

5) Daghøjskolen skal for at kunne opnå tilskud mindst en gang i løbet

af et år gennemføre et daghøjskoleforløb af mindst 10 ugers

varighed.

Stk. 3. I særlige tilfælde kan daghøjskoleforløb på to uger

godkendes.

Stk. 4. Lederen skal have de fornødne kvalifikationer.

Stk. 5. Undervisningen skal være tilrettelagt efter en plan, der

angiver det påtænkte undervisningsforløb.

Stk. 6. Lærerne skal have de fornødne forudsætninger for at undervise

i de pågældende emner.

§ 3. Godkendelse af oprettelse af en daghøjskole meddeles af

kommunalbestyrelsen efter indstilling fra

voksenundervisningsnævnet.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler for

godkendelse.

Finansiering, lokaler, aflønning m.v.

§ 4. Til daghøjskoler yder staten og kommunen tilskud med hver 50

pct. af driftsudgifterne.

Stk. 2. Driftsudgifter omfatter administrationsudgifter, honorar og

timelønninger, undervisningsmaterialer, ekskursioner,

lokaleudgifter, informationsmateriale samt udgifter i forbindelse

med opsøgende virksomhed før og efter daghøjskoleforløbet.

§ 5. Kommunalbestyrelsen skal efter indstilling fra

voksenundervisningsnævnet vederlagsfrit anvise til formålet egnede

lokaler med nødvendigt udstyr, herunder også udstyr, som sikrer,

at et givent daghøjskoleforløb kan tage udgangspunkt i deltagernes

manuelle færdigheder.

§ 6. Undervisere på daghøjskoler aflønnes med den timesats, der

gælder for undervisere under fritidsloven.

Stk. 2. Daghøjskolens leder aflønnes efter regler, der svarer til

aflønningen af honorarlønnede ledere af den kommunale

ungdomsskole.

§ 7. Adgang til at deltage i et daghøjskoleforløb kan ikke betinges

af bopæl i den kommune, hvor daghøjskolen er oprettet. Godtgørelse

kan dog kræves fra deltagernes hjemstedskommune.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Daghøjskolerne er en værdifuld nyskabelse inden for

voksenundervisningen og er udviklet efter det mønster, der gennem

årene har været fremherskende for voksenundervisningen i Danmark.

Undervisningen er ikke målrettet mod bestemte erhvervsaktiviteter,

men sigter på at give deltagerne en personlig udvikling, der

samlet vil stille dem stærkere på arbejdsmarkedet eller i deres

daglige situation i øvrigt.

De økonomiske og administrative forhold omkring daghøjskolerne har

båret præg af, at virksomheden har befundet sig på et

eksperimentelt niveau. Det har medført højst uensartede forhold

for de mange daghøjskoler, som findes landet over, og som er

etableret inden for en kort periode.

Da daghøjskolerne er af værdifuld karakter, er det på tide at sikre

deres fortsatte eksistens ved at give dem et fastere

lovgivningsgrundlag. Også ud fra denne synsvinkel er nærværende

lovgivning i øvrigt i overensstemmelse med traditionen inden for

dansk voksenundervisning.

Daghøjskolernes virksomhed har hidtil været målrettet mod ledige. Det

er fortsat vigtigt, at denne gruppe tilgodeses gennem

daghøjskolerne, men daghøjskolerne er også et egnet tilbud til

andre grupper - hjemmearbejdende kvinder og mænd,

efterlønsmodtagere, pensionister og andre grupper.

Forslaget er en genfremsættelse af et senest i folketingsåret 1983-84

(2. samling) fremsat forslag, se Folketingstidende 1983-84 (2.

samling), forhandlingerne sp. 1324 og 4566, tillæg A sp. 1839 og

tillæg B sp. 1369.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Ved en daghøjskole for voksne forstås en virksomhed, der giver voksne

deltagere

- mulighed for i et socialt fællesskab at deltage i kulturoplevelser,

- mulighed for i et socialt fællesskab at erhverve ny viden,

- mulighed for efter folkeoplysningens principper at indgå i et

almendannende og personlighedsudviklende undervisningsforløb, der

styrker den enkeltes selvtillid, selvværd og evne til at handle.

Deltagere i et daghøjskoleforløb er alle voksne over 18 år.

Undervisningstilbud kan tilrettelægges for særlige grupper:

arbejdsledige, hjemmearbejdende kvinder og mænd,

efterlønsmodtagere, pensionister, forældre og børn og andre

grupper.

Til § 2

Daghøjskolernes emne og fagkreds skal svare til lov nr. 259 af 4.

juni 1970 om folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler

og efterskoler.

Daghøjskolens virksomhed gennemføres som aktiviteter i form af fag-

og emnemoduler, enkeltemner, foredrag og fællesarrangementer.

Aktiviteterne kan tilrettelægges f.eks. som undervisning,

studiekredse, projektarbejde og ekskursioner.

Deltagernes almene erfaring og faglige og kreative viden danner

udgangspunkt for aktiviteternes tilrettelæggelse, og der skal

lægges vægt på en høj grad af deltagerstyring.

I sin form er daghøjskoler et attraktivt og kreativt tilbud til

voksne, der ofte vil stå fremmede over for det traditionelle

uddannelsessystem, og det bør derfor sikres, at tilrettelæggelses-

og undervisningsformer tager det nødvendige hensyn hertil.

Deltagernes egen hverdags- og livssituation skal være bestemmende for

de pædagogiske principper og rammer. Under hensyn hertil skal

daghøjskoler gives rammer, der sikrer hurtige, smidige og

fleksible tilrettelæggelsesformer samt sikrer et frit lærervalg.

Det daglige og ugentlige timetal kan undtagelsesvis være mindre end

henholdsvis 6 og 30, hvor deltagernes forhold taler herfor -

herunder i tilfælde, hvor deltagernes særlige færdigheder gør et

mindre dagligt og ugentligt timetal naturligt, og i tilfælde, hvor

deltagerne har et behov for en langsom indslusning i

undervisningssystemet.

I almindelighed kan et daghøjskoleophold ikke vare under 4 uger.

Forløb på to uger, men ikke herunder, kan dog accepteres, især i

tilfælde, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen f.eks. fra et

tidligere daghøjskoleophold eller har et fælles berøringspunkt,

f.eks. ved at have samme erhverv eller uddannelse.

Mindst en gang om året skal en etablerant af en daghøjskole

gennemføre et daghøjskoleforløb, som har en varighed på ikke under

10 uger.

De krav, der stilles til ledere og lærere, svarer til de krav, der

stilles ved fritidsundervisning af voksne.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at daghøjskolevirksomhed er et

naturligt led i oplysningsforbundenes virkeområde. Derfor anses

det for hensigtsmæssigt, om daghøjskoler især vil blive drevet i

oplysningsforbundenes regie.

Initiativet til oprettelse af en daghøjskole kan imidlertid udgå fra

en kreds af enkeltpersoner eller en offentlig myndighed.

Forslagsstillerne finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt, at

daghøjskoler etableres af en enkelt person, et aktieselskab, et

anpartsselskab, et interessentskab eller lignende, herunder

sammenslutninger af de enkelte selskabsformer.

Forslagsstillerne mener endvidere, at daghøjskoler kun undtagelsesvis

bør etableres af en kommune eller af en forening, der har andet

end folkeoplysning til formål.

Til § 3

Ansøgning om oprettelse af en daghøjskole fremsendes til

voksenundervisningsnævnet, der under ansvar over for

kommunalbestyrelsen træffer beslutning om godkendelse.

Til §§ 4-7

Daghøjskoler skal tilbydes vederlagsfrit og foregå i velegnede

lokaler. Opsøgende virksomhed før og efter daghøjskoleopholdet

samt aktivt informationsarbejde skal sikre, at tilbuddene når ud

til også de deltagergrupper, der ofte vil stå fremmede og

skeptiske over for yderligere undervisning/ uddannelse som følge

af dårlige erfaringer fra tidligere skoleforløb.

Versioner

  1. 1988-05-21