Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00265@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for det ansvar, der påhviler en producent for skade

forårsaget af en defekt ved dennes produkt.

Skade

§ 2. Loven omfatter erstatning og godtgørelse for personskade og

erstatning for tab af forsørger. Endvidere omfatter loven

erstatning for skade på ting i de tilfælde, der er nævnt i stk.

2.

Stk. 2. Skade på ting er omfattet af loven, hvis den pågældende

genstand efter sin art sædvanligvis er beregnet til

ikke-erhvervsmæssig benyttelse og hovedsagelig er anvendt af

skadelidte i overensstemmelse hermed. Loven omfatter ikke skade på

selve det defekte produkt.

Produkt

§ 3. Ved et produkt forstås enhver løsøregenstand, hvad enten denne

er forarbejdet eller er et naturprodukt, og uanset om genstanden

er indføjet som en bestanddel af en anden løsøregenstand eller en

fast ejendom. Reglerne om produkter omfatter også elektricitet.

Stk. 2. Loven omfatter ikke uforarbejdede jordbrugsprodukter,

husdyrbrugsprodukter, fiskeriprodukter og produkter hidrørende fra

jagt.

Producent

§ 4. Som producent anses den, der fremstiller et færdigt produkt, et

delprodukt eller en råvare, den, der frembringer eller indsamler

et naturprodukt, samt den, der ved at anbringe sit navn, mærke

eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets

producent.

Stk. 2. Som producent anses endvidere den, der som led i sin

erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EF med henblik på

videresalg, udlejning, leasing eller anden form for omsætning.

Stk. 3. Kan skadelidte ved produkter, der er produceret i EF, ikke

konstatere, hvem der har produceret dette, eller kan skadelidte

ved produkter, der er produceret uden for EF, ikke konstatere,

hvem der har indført dette i EF, anses endvidere enhver leverandør

af produktet som producent.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 gælder ikke, hvis leverandøren inden

rimelig tid giver skadelidte oplysninger om producentens eller

importørens navn og adresse eller navnet og adressen på den, der

har leveret produktet til leverandøren. Leverandøren kan ikke

henvise skadelidte til en ansvarlig, der har hjemting uden for EF.

Defekt

§ 5. Et produkt lider af en defekt, når det ikke frembyder den

sikkerhed, som med rette kan forventes. Ved bedømmelsen heraf

tages hensyn til alle omstændigheder, navnlig til:

1) produktets markedsføring,

2) den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes, og

3) tidspunktet, da produktet er bragt i omsætning.

Stk. 2. Et produkt anses ikke for at være defekt, alene fordi der

senere er bragt et bedre produkt i omsætning.

Kapitel 2

Ansvaret og erstatningen

Ansvaret

§ 6. En producent skal erstatte skade, der er forårsaget af en defekt

ved et produkt, som er produceret eller leveret af denne.

Stk. 2. Det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten

og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.

Ansvarsfrihedsgrunde

§ 7. Producenten er ikke ansvarlig, hvis denne beviser:

1) at denne ikke har bragt produktet i omsætning,

2) at produktet af denne hverken er fremstillet, frembragt, indsamlet

eller bragt i omsætning som led i erhvervsvirksomhed,

3) at defekten skyldes, at produktet skal være i overensstemmelse med

ufravigelige forskrifter udstedt af offentlig myndighed, eller

4) at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det

tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at

opdage defekten.

Stk. 2. Producenten er endvidere ikke ansvarlig, hvis det må

antages, at den defekt, der har forvoldt skaden, ikke var til

stede på det tidspunkt, da denne bragte produktet i omsætning.

Stk. 3. Producenten af et delprodukt er ikke ansvarlig, hvis denne

beviser, at defekten ved produktet skyldes udformningen af det

produkt, i hvilket delproduktet indgår, eller anvisninger, som er

givet af den, der har fremstillet det færdige produkt.

§ 8. Ved fastsættelse af erstatning for skade på ting fradrages et

beløb svarende til værdien af 500 EF regningsenheder (ECU).

Omregning til dansk mønt foretages efter kursen på den dag, skaden

indtrådte.

Egen skyld

§ 9. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har

medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed.

Stk. 2. Ved skade på ting skal nedsættelse som følge af egen skyld

ske i det beløb, der fremkommer efter fradrag af det i § 8 nævnte

beløb.

Forældelse

§ 10. Erstatningskrav forældes 3 år efter den dag, da skadelidte har

fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og

vedkommende producents navn og opholdssted.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år

efter den dag, da vedkommende producent bragte det skadevoldende

produkt i omsætning.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte frister afbrydes, hvis skadelidte

inden fristens udløb har opnået vedkommende producents erkendelse

af erstatningspligten eller har foretaget retslige skridt mod den

pågældende og uden ufornødent ophold forfølger disse til

erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

§ 11. Bestemmelserne i §§ 7, 8 og 10, stk. 2, kan ikke påberåbes af

en producent, der har forårsaget skaden ved forsæt eller

uagtsomhed.

Kapitel 3

Flere ansvarlige og regres

§ 12. Er to eller flere ansvarlige efter denne lov for samme skade,

hæfter de solidarisk.

Stk. 2. Er flere ansvarlige som producenter i henhold til § 4, stk.

1, fordeles ansvaret mellem disse i mangel af aftale herom under

hensyn til årsagen til defekten, den enkelte producents anledning

til og mulighed for at føre kontrol med produktet, foreliggende

ansvarsforsikringer og forsikringsmuligheder samt omstændighederne

i øvrigt.

Stk. 3. Den, der som producent i henhold til § 4, stk. 2 eller 3,

har betalt erstatning til skadelidte, indtræder, medmindre andet

følger af aftale, i skadelidtes krav mod tidligere led i

produktions- og omsætningskæden. Regreskravet kan bortfalde eller

nedsættes, hvis den regressøgende forsætligt eller uagtsomt har

medvirket til skadens indtræden eller forøget dens omfang.

Kapitel 4

Andre bestemmelser

§ 13. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for

skadelidte.

§ 14. Loven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning i medfør

af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.

Stk. 2. Loven medfører ingen begrænsninger i skadelidtes adgang til

at forlange erstatning af en leverandør, der ikke er omfattet af §

4, stk. 2 eller 3.

§ 15. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov nr. 332 af

19. juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1988.

Stk. 2. Loven gælder ikke, såfremt det produkt, der har forvoldt

skade, er bragt i omsætning inden lovens ikrafttræden.

§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

§ 18. I lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring, som

ændret senest ved lov nr. 228 af 23. maj 1984, indsættes i § 55

som stk. 2:

»Stk. 2. Stk.1, 1. pkt., gælder ikke skader, der er omfattet af lov

om produktansvar.«.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1 Lovforslaget tager sigte på at gennemføre EF-direktivet om

tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov

fastsatte bestemmelser om produktansvar til dansk ret. Direktivet

blev vedtaget i Ministerrådet den 25. juli 1985 og meddelt landene

den 30. juli 1985. Direktivet er optaget som bilag til

lovforslagets bemærkninger.

1.2. Formålet med direktivet er at opnå en tilnærmelse af de

nationale regler om produktansvar, idet uensartede regler dels kan

virke konkurrenceforvridende og hæmme den frie varebevægelse, dels

kan bevirke forskelle i forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med

produktskade. Direktivets bestemmelser har som udgangspunkt

karakter af maximums regler, der er bindende ved udformningen af

de danske gennemførelsesregler.

Efter direktivet skal der således gennemføres et objektivt ansvar for

skade, der er forårsaget af et defekt produkt. Beviset for

defekten, skaden og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden

påhviler skadelidte.

Direktivets ansvarsregler omfatter som udgangspunkt alle produkter og

indeholder tillige en nærmere beskrivelse af, hvornår der

foreligger en defekt. Efter direktivet skal producenten erstatte

såvel personskade som skade over en vis størrelse på privat

benyttede ting (forbrugertingsskader) i modsætning til de såkaldte

erhvervstingsskader, der ikke berøres af direktivet.

Herudover er der fastsat en forældelsesfrist på 3 år samt en

bestemmelse om, at krav mod producenten skal rejses senest 10 år

efter, at det skadeforvoldende produkt blev bragt i omsætning.

Det er anført i direktivet, at skadelidtes adgang til at rejse krav

om erstatning under henvisning til almindelige erstatningsregler i

og uden for kontrakt eller til særregler om ansvar, der var

gældende på tidspunktet for direktivets meddelelse, ikke berøres

af direktivets bestemmelser.

I direktivet foretages en nærmere opregning af, hvem der anses som

producent, og dermed er omfattet af det objektive ansvar. Gruppen

af producenter omfatter ud over den egentlige producent således

også enhver, der, ved at anbringe sit navn, varemærke m.v. på

produktet, udgiver sig for at være producent, samt den, der

importerer en vare til EF. Endvidere vil enhver leverandør af et

produkt, hvis producent ikke kan identificeres, under visse

omstændigheder blive anset som producent. Direktivet angiver de

begrænsede ansvarsfrihedsgrunde, som en producent vil kunne gøre

gældende, herunder bl.a. at defekten først er opstået efter, at

produktet er bragt i omsætning.

Efter direktivet påhviler det Kommissionen hvert 5. år at sende Rådet

en rapport om gennemførelsen af direktivets bestemmelser og i

givet fald forelægge Rådet nødvendige ændringsforslag. I

forbindelse med direktivets vedtagelse erklærede Rådet og

Kommissionen, at Kommissionen inden den 30. juli 1995 skal

forelægge Rådet en rapport om, hvordan forbrugerbeskyttelsen og

det fælles markeds funktion påvirkes af domstolenes afgørelser om

anvendelse af direktivets bestemmelser, samt i givet fald

fremsætte forslag til ændringer.

1.3. På nogle nærmere angivne områder er det overladt til de enkelte

medlemsstater at træffe nærmere bestemmelser om

opfyldelseslovgivningens indhold.

1.3.1. Det er således overladt til de enkelte lande at bestemme, om

landbrugsråvarer, herunder fiskeriprodukter og produkter

hidrørende fra jagt, skal omfattes af reglerne om ansvar for

produktskade. Sådanne produkter er ikke omfattet af lovforslaget.

Der henvises nærmere til bemærkningerne til punkt 3.5.2.

1.3.2. Endvidere vil de enkelte lande kunne indføre en

ansvarsbegrænsning på ikke under 70 mill. EF regningsenheder (ECU)

for ansvar ved skade forårsaget af identiske produkter.

Ansvarsbegrænsningen, der svarer til ca. 560 mill. kr., er ikke

foreslået medtaget i lovforslaget. Der henvises nærmere til

bemærkningerne nedenfor under pkt. 3.7.

1.3.3. Endelig er det overladt til det enkelte land at bestemme, om

der skal være ansvar for udviklingsskader, d.v.s. skader

forårsaget af en defekt, som det på grundlag af den videnskabelige

og tekniske viden på det tidspunkt, hvor produktet blev bragt i

omsætning, ikke var muligt at opdage. Udviklingsskader omfattes

ikke af lovforslagets regler, jfr. nedenfor under pkt. 3.2.

1.3.4. Vedrørende ansvarsbegrænsningen og udviklingsskaderne skal

Kommissionen inden den 30. juli 1995 udarbejde en rapport til

Rådet om erfaringerne i de lande, der har begrænset ansvaret eller

har bestemt, at producenten ikke skal være ansvarlig for

udviklingsskader. Viser denne rapport, at ansvarsbegrænsningen

henholdsvis det manglende ansvar for udviklingsskader har haft en

negativ virkning på fællesskabets funktion eller

forbrugerbeskyttelsesinteresser, påhviler der Kommissionen og

Rådet en særlig forpligtelse til at få afskaffet disse

begrænsninger.

1.4. Ifølge direktivets art. 19 skal medlemsstaterne foretage de

nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af direktivet inden den

30. juli 1988.

Med henblik på at give folketinget lejlighed til at drøfte indholdet

af en kommende lovgivning så tidligt som muligt, fremsætter

regeringen et lovforslag, der opfylder de krav, der følger af

EF-direktivet. Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen i

folketinget sendt til udtalelse hos de berørte myndigheder og

organisationer. De bemærkninger og synspunkter, der fremkommer til

lovforslaget, vil indgå i justitsministeriets overvejelser

vedrørende udformningen af det lovforslag, der fremsættes i

efteråret 1986.

2. Gældende ret.

2.1. Ansvar for producenten

Der findes ikke generelle lovregler i Danmark om produktansvar. De

gældende principper er udviklet i retspraksis. Der findes i øvrigt

kun relativt få domme om produktansvar. Retstilstanden er søgt

beskrevet i den juridiske litteratur.

Ved produktansvar forstås i almindelighed en producents ansvar for

skade forvoldt af en farlig egenskab ved hans produkt.

Produktansvar omfatter både skade på person og ting. Det er endvidere

uden betydning om skaden rammer den, der besidder det

skadevoldende produkt, eller tredjemand. Produktansvaret omfatter

derimod ikke skade på selve den defekte genstand. Denne skade

behandles efter det sædvanlige køberetlige mangelansvar, der bl.a.

omfatter det tab, som køberen har lidt ved ikke at få

kontraktsmæssig opfyldelse.

Efter gældende ret forudsætter ansvar for produktskader, at der er

tale om skade forvoldt af et farligt produkt. Et produkt anses for

farligt, hvis det har sådanne egenskaber, at det under sædvanlig

brug kan forvolde skade. Farligheden kan enten bero på en

egenskab, som produktet har, men som det med rette kan forventes

ikke at have, eller på en egenskab, som det ikke har, men som det

med rette kan forventes at have.

Det grundlæggende krav til producenten er, at de produkter, som han

producerer og markedsfører, som udgangspunkt skal være ufarlige.

Eventuelle farer ved et produkt skal så vidt muligt undgås.

Undladelse heraf vil i almindelighed være en fejl, medmindre

produktet hører til gruppen af uundgåeligt farlige produkter,

f.eks medicin eller tobak, hvor faren eller en måde til at undgå

den er ukendt.

Ansvaret for produktskader bedømmes som udgangspunkt efter den

almindelige erstatningsretlige regel om ansvar for fejl og

forsømmelse - den såkaldte culparegel. En producent er herefter

ansvarlig for skade forvoldt af et farligt produkt, hvis den

farlige egenskab ved produktet kunne være undgået ved større omhu

fra producentens side, f.eks. bedre kvalitetskontrol, instruktion,

markedsføring eller lignende.

Spørgsmålet om, hvornår en producent ifølge retspraksis må antages at

have udvist fejl eller forsømmelse, kan ikke besvares generelt.

Der synes i retspraksis bl.a. at blive taget hensyn til, hvad der

i den konkrete situation er årsagen til skaden. Skadesårsagerne

opdeles normalt i konstruktionsfejl, instruktionsfejl,

fabrikationsfejl, system- og udviklingsskader.

Ved konstruktionsfejl vedrører fejlen ikke alene det enkelte

eksemplar af produktet, men ofte hele serien. Skaden skyldes, at

produktet ikke er produceret i overensstemmelse med tidens

tekniske og videnskabelige niveau. Ved vurderingen af, om

producenten er ansvarlig, henses der til, om produktet kunne og

burde være konstrueret eller planlagt bedre.

Der stilles efter retspraksis strenge krav til viden hos den

producent, der udvikler et nyt produkt. Han må sætte sig nøje ind

i den foreliggende videnskabelige og tekniske viden, og produktet

må konstrueres under nøje hensyntagen til, hvad der er almindeligt

kendt inden for fagkredse. Producenten må efter omstændighederne

iværksætte forskning og sørge for omhyggelig afprøvning af

produktet med hensyn til de påvirkninger og den behandling,

produktet udsættes for undervejs til og hos forbrugeren. Når

produktion og afsætning er kommet i gang, må producenten fortsat

holde sig løbende orienteret om udviklingen i den videnskabelige

og tekniske viden på området.

Indtræder en produktskade som følge af, at oplysninger, som følger

produktet, har gjort dette farligt, eller af, at der ikke

medfølger tilstrækkelige oplysninger, foreligger der

instruktionsfejl. Producenten er erstatningsansvarlig herfor,

såfremt det kan bebrejdes ham, at han har givet urigtige eller

vildledende, herunder mangelfulde, oplysninger. Er de afgivne

oplysninger efter den viden og erfaring, som foreligger på

afgivelsestidspunktet forkerte eller vildledende, vil producenten

i almindelighed blive ansvarlig for en deraf følgende

produktskade. Som eksempel på oplysninger, der kan føre til

produktansvar, kan nævnes fejlagtig eller ufuldstændig

brugsanvisning.

Når en defekt kun omfatter enkelte eksemplarer af et i øvrigt

fejlfrit produkt, betegnes den som fabrikationsfejl. Farligheden

kan skyldes fejl ved råvaren eller produktionsprocessen, herunder

den efterfølgende kontrol. Ansvar for en defekt opstået i

forbindelse med forarbejdningen bedømmes i praksis strengt, idet

producenten som udgangspunkt antages at være ansvarlig, hvis blot

en farlig egenskab kan skyldes fejl i produktionsprocessen.

Begrundelsen for dette strenge ansvar synes at være, at

virksomhederne må sørge for at tilrettelægge produktionen på en

sådan måde, at den planlagte bearbejdning udføres korrekt, og at

der ikke opstår fejl. Det er derfor som udgangspunkt uden

betydning for producentens ansvar, om defekten ved produktet kan

lokaliseres til en bestemt fejl i processen, eller om defekten

hører til den gruppe af statistisk set uundgåelige afvigere, der

er en følge af selv en veltilrettelagt produktionsproces. Skyldes

defekten en fejl i et delprodukt, som ikke er fremstillet af den

producent, som har fremstillet det færdige produkt, hæfter

sidstnævnte producent efter gældende ret også for skader, som

skyldes sådanne fejl. Producenten af det færdige produkt vil

imidlertid som udgangspunkt have mulighed for at gennemføre regres

mod producenten af delproduktet.

Skyldes fejlen derimod, at de anvendte råvarer ikke havde eller ikke

kun havde de kendte og ønskede egenskaber, beror

ansvarsbedømmelsen på, om afvigelsen skyldes en fejl fra

producentens side. Det er klart, at producenten må sørge for

omhyggeligt at kontrollere og undersøge de anvendte råvarer og om

nødvendigt lade dem bearbejde med henblik på at frasortere

uønskede elementer. I enkelte tilfælde vil det ikke kunne bedømmes

som fejl, at råvarer ikke er frasorterede, men er indgået i

produktionen af det færdige produkt. Dette er særligt klart, hvis

defekten ved råvaren skyldes en udviklingsskade.

Ved udviklingsskader kan risikoen for skade ikke forudses på baggrund

af den tilgængelige videnskabelige og tekniske viden, på det

tidspunkt hvor produktet blev markedsført. Det er først gennem

f.eks. omfattende brug eller ny forskning, det viser sig, at

produktet har skadevoldende egenskaber. Udviklingskader kan f.eks

forekomme inden for lægemiddelbranchen og den kemiske industri, og

der antages efter gældende ret ikke at være ansvar herfor.

Også for så vidt angår systemskader, er der efter gældende ret

ansvarsfrihed for producenten. Systemskader er skader, som skyldes

en kendt, men uundgåelig risiko ved produktet. Som eksempler på

sådanne produkter kan nævnes tobak og spiritus. En række produkter

med systemfejl produceres endvidere, fordi de efter en

helhedsvurdering er nyttige. Dette kan f.eks gælde lægemidler,

hvor bivirkninger ikke er ualmindelige.

Som anført beror ansvaret for produktskader efter gældende ret på en

culpabedømmelse, idet ansvaret er betinget af, at producenten har

begået en fejl. Det er således ikke som ved objektivt ansvar

tilstrækkeligt, at der foreligger en skade, der skyldes en defekt

ved et produkt. Som det fremgår af beskrivelsen af ansvaret i de

forskellige tilfældegrupper, synes der på nogle områder efter

retspraksis at blive stillet så strenge krav ved culpabedømmelsen

og bevisvurderingen, at det næppe er rimeligt at beskrive ansvaret

som et culpaansvar i sædvanlig forstand, idet retstilstanden

tendererer hen imod et objektivt ansvar. Således tillægges

individuelle undskyldende omstændigheder f.eks. som udgangspunkt

ingen betydning, når der udøves et professionelt skøn.

2.2. Ansvar for mellemhandlere

Efter gældende ret er en mellemhandler, d.v.s. enhver, der som led i

sin erhvervsvirksomhed videresælger, udlejer, eller på anden måde

omsætter et produkt, som udgangspunkt ansvarlig efter en

culparegel for produktskader. Mellemhandleren bliver herefter

selvstændigt ansvarlig i de situationer, hvor han ved sin

behandling af produktet har gjort dette farligt, eller hvis han

ved en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Da

mellemhandlerens varekundskab ofte er begrænset, og da hans

undersøgelsesmuligheder i de fleste tilfælde er små, vil det kun

sjældent blive bedømt som en fejl, at han ikke har opdaget faren

ved et produkt. Færdigvarekontrollen hører til producentens

forpligtelser, og mellemhandleren vil normalt have opfyldt sin

undersøgelsespligt overfor forbrugeren, hvis han har foretaget en

relativt overfladisk besigtigelse med henblik på at konstatere, om

der f.eks. foreligger transportskader.

Mellemhandlerens muligheder for at behandle produktet forkert har i

praksis større betydning end hans ansvar for tilsidesættelse af

undersøgelsespligten. Behandlingsfejl kan dels forekomme som fejl

ved udlevering og forvekslingsfejl, og dels ved en ændring af

produktet, som gør dette farligt. Mellemhandleren kan f.eks. have

opbevaret produktet forkert eller have udsat det for unormal

påvirkning. Det er som udgangspunkt mellemhandlerens pligt at opnå

et sådant varekendskab, at produktændringer af denne karakter

undgås, og han ifalder derfor ansvar herfor, såfremt

tilsidesættelsen af denne pligt, må bedømmes som en fejl eller

forsømmelse. Mellemhandlerens culpaansvar bedømmes i praksis

relativt strengt, specielt i de situationer, hvor produktet kræver

særlig opmærksomhed og agtpågivenhed. Det gælder f.eks salg af

lægemidler, plantegifte, fyrværkeri m.v.

Det er i den juridiske teori den overvejende opfattelse, at

mellemhandleren ved siden af culpaansvaret hæfter på objektivt

grundlag for producentens ansvar for produktskader. På baggrund af

de relativt få retsafgørelser på området er det imidlertid ikke

muligt at afgøre, hvorvidt domstolene anvender en regel om

objektivt hæftelsesansvar for fejl i tidligere led, herunder hos

producenten, eller om afgørelserne træffes på grundlag af en

risikoafvejning.

3. Lovforslaget

3.1. Ansvarsgrundlaget

I overensstemmelse med gældende ret er det efter forslaget en

forudsætning for, at producenten ifalder ansvar for produktskader,

at skaden er forvoldt af en defekt ved et produkt.

Et produkt er efter direktivets artikel 6 og lovforslagets § 5

defekt, når det ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan

forventes. I forbindelse med denne vurdering skal der navnlig

lægges vægt på produktets markedsføring, den anvendelse af

produktet, som med rimelighed kan forventes og det tidspunkt, da

produktet blev bragt i omsætning.

I modsætning til gældende ret er det derimod ikke en betingelse for

producentens ansvar, at denne har udvist fejl eller forsømmelse

(culpareglen). I lovforslagets § 6, der svarer til direktivets

artikel 1, foreslås et objektivt ansvar for produktskader. Dette

indebærer, at skadelidte fritages for at bevise eller

sandsynliggøre, at den skadeforvoldende defekt skyldes

producentens fejl eller forsømmelse.

Baggrunden for at pålægge producenten et objektivt ansvar er bl.a.,

at det ikke findes rimeligt at lade den enkelte tilfældige

skadelidte bære det tab, som følger af en produktskade, hvilket i

langt højere grad ville være tilfældet, hvis skadelidte skulle

godtgøre forsømmelse hos producenten, eller hvis denne kunne

fritages for ansvar ved at bevise, at han ikke har handlet culpøst

(omvendt bevisbyrde). Hertil kommer, at et objektivt ansvar som

udgangspunkt ikke vil virke urimeligt tyngende for producenten,

der har mulighed for at fordele udgifterne til udredning af

erstatning på alle forbrugere af det pågældende produkt ved at

lade omkostningen indgå i prisberegningen.

I overensstemmelse med direktivets art. 4 angives i forslagets § 6,

stk. 2, at bevisbyrden for skade, defekt og årsagssammenhæng

påhviler skadelidte. Bestemmelsen giver således ikke domstolene

adgang til at fritage skadelidte for bevisbyrden og i stedet at

pålægge producenten at bevise, at erstatningsbetingelserne eller

enkelte af disse ikke er opfyldt. Det er imidlertid som på andre

områder fortsat overladt til domstolene frit at afgøre, hvorvidt

skadelidte har løftet sin bevisbyrde.

Det er ikke ved direktivet og lovforslaget tilsigtet at fravige

erstatningsrettens almindelige regler om årsagssammenhæng og

adækvans eller de øvrige almindelige erstatningsretlige

betingelser, der skal være opfyldt, for at en skadevolder bliver

erstatningspligtig.

3.2. Ansvarsfrihedsgrunde

I direktivets artikel 7 og lovforslagets § 7 foretages en opregning

af de omstændigheder, som kan føre til, at en producent fritages

for ansvar for en produktskade. Producenten har som udgangspunkt

bevisbyrden for tilstedeværelsen af en sådan ansvarsfrihedsgrund,

hvilket er i overensstemmelse med gældende bevisbyrderegler.

Producenten vil således efter lovforslaget blive ansvarsfri, hvis

denne f.eks. beviser, at produktet ikke er bragt i omsætning af

ham, eller at produktet ikke var fremstillet med henblik på salg

eller anden form for erhvervsmæssig omsætning. Endvidere vil

producenten blive ansvarsfri, hvis det må antages, at produktet

ikke var defekt, da det blev bragt i omsætning. Herudover vil

producenten af en del af et færdigt produkt (delproducenten) kunne

påberåbe sig, at defekten skyldes udformningen af det produkt, i

hvilket delproduktet indgår, eller de anvisninger, som producenten

af det færdige produkt har givet.

Efter lovforslaget fritages producenten endvidere for ansvar, hvis

skaden skyldes en defekt, der ikke på nogen måde kunne være

opdaget på det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning - de

såkaldte udviklingsskader. Først på et senere tidspunkt bliver det

på grund af udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden

muligt at konstatere, at det produkt, som man antog var helt

ufarligt, faktisk er defekt. Ansvarsfrihed ved udviklingsskader er

i overensstemmelse med direktivets artikel 7.

Efter bestemmelsen i direktivets artikel 15 litra b, kan den enkelte

medlemsstat undlade at medtage ansvarsfritagelsen for

udviklingsskader. På denne baggrund er det overvejet, om ansvar

for udviklingsskader bør inddrages under loven. Som anført ovenfor

under punkt 1.2. har formålet med EF-direktivet bl.a. været at

sikre, at der bliver gennemført ensartede regler i medlemsstaterne

for at undgå konkurrenceforvridning landene i mellem.

På baggrund af forhandlingerne om direktivets udformning kan det

ikke på nuværende tidspunkt afgøres, om der er medlemsstater, der

vil inddrage udviklingsskaderne. Justitsministeriet har ikke

allerede af den grund medtaget regler om ansvar for disse skader i

det foreliggende forslag.

3.3. Kredsen af ansvarlige

Direktivets artikel 3 og lovforslagets § 4 angiver den kreds, der

efter direktivet og dermed lovforslaget er objektivt ansvarlig for

produktskader. Begrebet producent, således som det er fastlagt i

artikel 3, kan naturligt opdeles i to grupper. Dels de

producenter, der direkte har deltaget i fremstillingsprocessen,

dels visse leverandører.

Efter direktivet og lovforslaget er det ikke alene producenten af det

færdige produkt, der er ansvarlig for en produktskade. Også

producenten af en råvare eller af et delprodukt er ansvarlig for

en produktskade, som skyldes en defekt ved den pågældendes

produkt.

Med henblik på at sikre forbrugerens retsstilling i de situationer,

hvor det kan være umuligt eller i øvrigt forbundet med store

vanskeligheder at gøre den egentlige producent ansvarlig, er der i

lovforslaget fastsat regler, hvorefter visse leverandører bliver

ansvarlige som »producent«. Dette gælder således enhver person,

der ved at anbringe sit navn, varemærke eller andet kendetegn på

produktet, udgiver sig for dets producent. Endvidere bliver

importøren af et produkt fra et tredjeland til EF også betragtet

som producent. I de tilfælde, hvor skadelidte ikke kan konstatere,

hvem der har produceret produktet, eller for så vidt angår

produkter produceret uden for EF, hvem der har indført dette i EF,

anses endvidere enhver, der har deltaget i omsætningen af

produktet, som dets producent. Dette gælder dog ikke, hvis den

pågældende inden rimelig tid oplyser skadelidte om, hvem der er

producent eller tidligere leverandør af produktet. I de tilfælde,

hvor produktet er importeret til EF, vil det ikke være

tilstrækkeligt at oplyse skadelidte om producenten i et

tredjeland, idet skadelidte her skal have oplysning om, hvem der

er EF-importøren eller tidligere leverandør i EF. Baggrunden

herfor er ønsket om at sikre skadelidte mulighed for at gennemføre

et eventuelt erstatningskrav i EF. Dette får særlig betydning, når

EF-domskonventionen træder i kraft. Se herom nærmere nedenfor

under punkt 5.

3.4. Det indbyrdes forhold mellem flere ansvarlige

Efter direktivets art. 5 hæfter flere producenter, der er ansvarlige

for samme skade, solidarisk overfor skadelidte. Efter artikel 8,

stk. 1, nedsættes producentens ansvar ikke, når skaden er

forårsaget af en defekt ved et produkt i forening med tredjemands

adfærd.

Det er i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, at flere

skadevoldere hæfter solidarisk overfor skadelidte for et opstået

erstatningsansvar. Der er efter dansk ret ikke behov for at sondre

mellem tilfælde, hvor flere producenter sammen er ansvarlige for

en produktskade og situationer, hvor skaden skyldes en producents

adfærd i forening med tredjemand. I lovforslaget er der alene

medtaget en bestemmelse om, at flere ansvarlige efter loven hæfter

solidarisk for erstatningskrav, idet det kun er fundet muligt at

regulere den efterfølgende fordelingen af erstatningsansvaret i

denne situation.

Den nærmere regulering af den indbyrdes fordeling af ansvaret mellem

flere skadevoldere overlades efter direktivet til det enkelte

medlemsland. Justitsministeriet har i lovforslagets § 12 foreslået

en særlig regel om regres mellem flere ansvarlige efter

lovforslagets § 4. Efter forslagets § 12, stk. 2, skal der ved

fordelingen af ansvaret mellem flere producenter jfr. forslagets §

4, stk. 1, som udgangspunkt lægges vægt på den enkelte producents

anledning til og mulighed for at undgå defekten samt

forsikringsmuligheder. Efter forslagets § 12, stk. 3, har en

leverandør som udgangspunkt ret til fuld regres mod et tidligere

led i produktions- og omsætningskæden.

Den almindelige regel om indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden

mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige fremgår af

erstatningsansvarslovens § 25. Efter denne bestemmelse foretages

den indbyrdes fordeling af erstatningsansvaret efter, hvad der

under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i

øvrigt må anses for rimeligt. Hvis en af de erstatningsansvarlige

har tegnet ansvarsforsikring eller er selvforsikret, kan der ved

den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden endvidere tages

hensyn hertil.

Justitsministeren har imidlertid ikke fundet, at reglen i

erstatningsansvarslovens § 25 yder den fornødne vejledning om,

hvorledes ansvaret i anledning af en produktskade skal fordeles

mellem de implicerede parter, når dette hviler på et objektivt

grundlag.

Justitsministeriet har således fundet det af betydning i selve

lovteksten at præcisere, at regresspørgsmålet behandles

forskelligt afhængig af, om et erstatningskrav skal fordeles

mellem flere producenter, jfr. forslagets § 4, stk. 1, eller om

der er tale om leverandørens regreskrav mod et tidligere led i

produktions- og omsætningskæden.

Spørgsmålet om regres mellem en tredjemand, der er ansvarlig efter

regler uden for dette lovforslag, og en producent (eller

leverandør) må derimod fortsat bedømmes efter

erstatningsansvarslovens § 25.

3.5. Hvilke produkter omfattes af ansvaret

3.5.1 Direktivets art. 2 indeholder en angivelse af, hvad der skal

forstås ved et produkt og dermed være omfattet af ansvaret.

Udtrykket produkt er herefter enhver løsøregenstand herunder

naturprodukter med undtagelse af landbrugsråvarer og produkter

hidrørende fra jagt. Også elektricitet anses som et produkt.

Løsørebegrebet er videre end det almindelige løsørebegreb, idet

det også omfatter genstande, der er indføjet som en fast

bestanddel i en anden løsøregenstand eller i en fast ejendom.

3.5.2. Efter direktivets artikel 2 er uforarbejdede landbrugsråvarer

(herunder fiskeriprodukter) og produkter hidrørende fra jagt som

nævnt undtaget fra direktivets anvendelsesområde. Har disse

produkter imidlertid gennemgået første forarbejdning, vil

direktivets bestemmelser finde anvendelse. I medfør af artikel 15,

stk. 1, litra a, kan medlemslandene imidlertid beslutte, at også

uforarbejdede landbrugsråvarer omfattes af ansvaret for

produktskader.

Rækkevidden af undtagelsen for uforarbejdede landbrugsråvarer og

produkter hidrørende fra jagt må antages at være meget begrænset.

Under EF-forhandlingerne om direktivforslaget er det således blevt

anført, at f.eks. mælk, der på den enkelte gård samles på tanke

og nedkøles, før den køres til mejeriet, vil være industrielt

forarbejdet. Det tilsvarende må derfor f.eks. også gælde fisk, der

renses og lægges på is, inden fangsten bringes i land. Den alt

overvejende del af de produkter, som anvendes af danske

forbrugere, er herefter forarbejdede og omfattet af loven.

Landbrugsrådet, Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening

har over for justitsministeriet anført, at disse produkter ikke

bør være omfattet af det objektive ansvar. Landbrugsrådet har i

denne forbindelse bl.a. oplyst, at store dele af landbrugets

andelssektorer allerede i dag har forsikringer, der dækker

produktansvar i forbindelse med landbrugsprodukter, der er

forarbejdet af disse sektorer

Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet at burde udvide

lovens anvendelsesområde til også at omfatte uforarbejdede

landbrugsråvarer m.v.

3.5.3. Direktivets produktbegreb omfatter ikke tjenesteydelser, og

der er heller ikke i lovforslaget stillet forslag om objektivt

ansvar for produktskader i forbindelse hermed. Justitsministeriet

har således ikke fundet, at loven burde finde anvendelse på

udførelse af arbejdsopgaver af ofte meget forskelligartet

karakter, som f.eks. rådgivning, vedligeholdelse og reparation.

Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at de generelle

hensyn, som ligger bag det objektive ansvar for produktskader,

ikke generelt gør sig gældende på samme måde ved produktskader i

forbindelse med tjenesteydelser. Hertil kommer, at der i

retspraksis har udviklet sig et strengt ansvar for fagfejl. Om

afgrænsningen mellem tjenesteydelser og produkter henvises nærmere

til bemærkningerne til § 3.

3.5.4. Direktivet omfatter endvidere ikke produktskader forårsaget

af en fast ejendom. En væsentlig del af skader i forbindelse med

fast ejendom er dog omfattet af direktivet, idet enhver

løsøregenstand, som indgår som en bestanddel i en fast ejendom,

omfattes af reglerne om objektivt ansvar for produktskader.

Justitsministeriet finder ikke, at der bør stilles forslag om

generelt at medtage produktskade, som forårsages af en fast

ejendom. Dette hænger sammen med, at tjenesteydelser, som ovenfor

anført, ikke foreslås omfattet af loven. Udover tjenesteydelser

vedrører de skader i forbindelse med den faste ejendom, som ikke

omfattes af det objektive ansvar, således kun skader, som skyldes

særlig beskaffenhed ved den grund, hvorpå den faste ejendom er

opført.

Vedrørende afgrænsningen mellem fast ejendom og de produkter, der

omfattes af lovforslaget, henvises til bemærkningerne til § 3.

3.6. Skadesbegrebet

Lovforslagets § 2 og direktivets art 9 fastlægger, hvilke skader

skadelidte kan kræve erstattet. Det drejer sig dels om personskade

og tab af forsørger, dels om skade på visse formuegoder. Mens der

ikke er nogen begrænsning i adgangen til personskadeerstatningen,

omfatter lovforslaget kun de såkaldte forbrugertingsskader d.v.s.

skader, hvor erstatningspligten har betydning for beskyttelsen af

private forbrugerinteresser. Erhvervstingsskader er derimod ikke

omfattet af lovforslaget. Skade på selve det defekte produkt er

heller ikke omfattet af reglerne i lovforslaget. Erstatning for

skader af denne karakter reguleres af købelovens regler om ansvar

for mangler.

For at en tingskade er omfattet af direktivet og dermed lovforslaget,

skal to betingelser være opfyldt. For det første skal tingen være

af en art, der sædvanligvis er beregnet til privat brug, og for

det andet skal skadelidte hovedsageligt have anvendt den i

overensstemmelse hermed.

Ved beregningen af den samlede tingsskadeerstatning fradrages et

beløb, der svarer til modværdien af 500 EF regningsenheder (ECU),

hvilket udgør ca. 4.000 kr. Det er ikke efter direktivet muligt at

pålægge erstatningspligt på objektivt ansvarsgrundlag for den

fulde forbrugertingsskade.

3.7. Erstatningsudmåling

Bortset fra begrænsningen af ansvaret for forbrugertingsskader

indeholder direktivet ikke en regulering af, hvilke tabsposter

skadelidte kan kræve erstattet, eller hvorledes erstatningen skal

udmåles. Dette spørgsmål overlades til national ret. I dansk ret

reguleres spørgsmålet om erstatning for personskade af

erstatningsansvarsloven. Ved personskade kan skadelidte kræve

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredsudgifter, tab

eller forringelse af erhvervsevnen og godtgørelse for svie og

smerte samt varigt men. I forbindelse med tab af forsørger er

erstatningsposterne begravelsesudgifter og erstatning for tab af

forsørger. Erstatningsansvarsloven indeholder detaljerede regler

om beregning af erstatning for personskader. Erstatningen

fastsættes ud fra faste retningslinier på grundlag af skadelidtes

mengrad og årsindkomst.

Spørgsmålet om erstatning for tingsskade afgøres som udgangspunkt

efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Herefter skal

skadelidte have fuld erstatning for det individuelle økonomiske

tab, der er en følge af produktskaden.

Efter erstatningsansvarslovens § 19 kan erstatning for tingsskade

bortfalde, når tingen er dækket af en forsikring. Denne

bestemmelse får imidlertid ingen praktisk betydning ved

produktansvar, idet ansvaret for tingsskade ikke bortfalder, når

skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig

virksomhed.

Efter direktivet er producentens samlede ansvar for produktskader

ikke begrænset. I medfør af artikel 16, stk. 1, kan medlemslandene

imidlertid bestemme, at producentens samlede ansvar for

personskade, herunder død, som er forårsaget af identiske

genstande med samme defekt, skal være begrænset til et beløb på

mindst 70 mill. ECU, hvilket svarer til ca. 560 mill. kroner.

Det er på denne baggrund overvejet, hvorvidt denne begrænsning af

producentens ansvar for skader forvoldt af en defekt ved identiske

produkter bør indføres i Danmark. Justitsministeriet har ikke

fundet, at begrænsningen burde indføres generelt for alle

produkter. Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at

ansvarsbegrænsningen er lagt på så højt et niveau, at de fleste

producenter i realiteten vil få et ubegrænset ansvar, ligesom en

ansvarsbegrænsning af denne størrelse næppe kan antages at få

væsentlig forsikringsmæssig betydning. Hertil kommer, at en

eventuel indførelse af ansvarsbegrænsning i Danmark ikke vil

betyde, at producenten kan indrette sig i tillid hertil i alle

relationer. Således vil en producent fortsat hæfte uden

begrænsning, hvis produktskaden skyldes forsæt eller uagtsomhed,

eller hvis produkterne eksporteres.

Foreningen af danske Medicinfabrikker - MEFA - har rettet henvendelse

til justitsministeriet og givet udtryk for, at en begrænsning må

antages at være af væsentlig betydning for muligheden for at opnå

forsikringsmæssig dækning af produktansvaret for medlemmernes

produkter. Foreningen har samtidig oplyst, at denne sammen med de

øvrige brancheorganisationer, der har med produktion og salg af

lægemidler at gøre, for tiden søger at udarbejde en frivillig

erstatningsordning med forsikringsdækning for organisationernes

medlemmer. En maksimering af ansvaret vil efter foreningens

opfattelse være af afgørende betydning for gennemførelse af en

sådan ordning. Efter justitsministeriets opfattelse vil

erstatningsmaksimering kunne fastsættes for bestemt afgrænsede

produktgrupper. Justitsministeriet finder, at en nærmere vurdering

af, om maksimeringen bør indføres for skader forårsaget af

lægemidler, først kan foretages, når der foreligger mere præcise

oplysninger om den frivillige ordnings indhold.

3.8. Lempelse af erstatningsansvaret

Direktivet behandler ikke spørgsmålet om muligheden for at lempe

skadevolders ansvar. Som anført ovenfor punkt 3.7., er der ved

direktivet ikke gennemført en harmonisering af de enkelte regler

om erstatningsudmåling. Den almindelige lempelsesregel i

erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, vil derfor kunne finde

anvendelse på produktskader. I følge bemærkningerne til

bestemmelsen omfatter lempelsesreglen alle former for

erstatningsansvar, og uanset om ansvarsgrundlaget er culpa eller

et andet ansvarsgrundlag. Bestemmelsen er kun tænkt anvendt rent

undtagelsesvist som en »sikkerhedsventil« i tilfælde, hvor

betaling af fuld erstatning vil pålægge skadevolder en byrde, der

ud fra sociale og humanitære hensyn virker uacceptabel. De øvrige

momenter, der efter bestemmelsen skal tillægges vægt, er skadens

størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadelidtes interesse og

foreliggende forsikringer.

3.9. Betydningen af egen skyld

Efter lovforslagets § 9 kan erstatningen nedsættes eller bortfalde,

hvis skadelidte eller afdøde har medvirket til skaden ved forsæt

eller uagtsomhed. Bestemmelsen er medtaget til opfyldelse af

direktivets artikel 8, stk. 2. Også efter gældende ret kan

skadevolderens erstatningsansvar nedsættes eller eventuelt helt

bortfalde ud fra betragtningen om skadelidtes medvirken til

skaden. Det er ikke ved forslaget tilsigtet at tillægge egen skyld

en ændret betydning i forhold til gældende praksis. Herefter

tillægges ubetydelig egen skyld ikke betydning, og må skadelidtes

skyld ansættes til mindre end 1/ 3, vil domstolene normalt se bort

fra medskylden og give skadelidte fuld erstatning.

Efter erstatningsloven § 24, stk. 2, kan der, under samme betingelse

som ovenfor nævnt vedrørende lempelse af skadevolders

erstatningsansvar i undtagelsestilfælde ses helt eller delvist

bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Betingelsen herfor er,

at det enten ville være urimeligt tyngende for skadelidte, om hans

erstatning blev nedsat på grund af medvirken, eller at det i

øvrigt i særlige tilfælde skønnes rimeligt at give skadelidte en

højere erstatning trods hans medvirken, ud fra forhold der er

nævnt i § 24, stk. 1. Bestemmelsen kan også anvendes, hvor afdødes

medvirken medfører, at erstatning til de efterladte nedsættes

eller bortfalder.

Efter gældende ret vil erstatningen kunne bortfalde, hvis skadelidte

kan siges at have accepteret risikoen for skade f.eks ved at have

benyttet et produkt, som han vidste var defekt. Der er ikke ved

lovforslaget tilsigtet nogen ændring heri. Udtrykket medvirken i

erstatningsansvarslovens § 24, stk. 2, omfatter også accept af

risiko, og der vil derfor også i særlige tilfælde kunne ses helt

eller delvist bort herfra ved erstatningsudmålingen.

3.10. Forældelse

I artikel 10 og 11 i direktivet og i lovforslagets § 10 opstilles to

tidsfrister, som skadelidte skal overholde for at bevare sit

erstatningskrav. Det drejer sig dels om en 3 års frist, der regnes

fra skadens indtræden, og dels en 10 års frist, der regnes fra det

tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning.

3 års fristen regnes fra det tidspunkt, da skadelidte havde eller

burde have fået kendskab til skaden, defekten, og hvem der er

producent.

Bortset fra at forældelsesfristen ifølge lov nr. 274 af 22. december

1908 om forældelse er 5 år, svarer reglen i lovforslaget stort set

til 1908-lovens forældelsesregler.

10 års fristen regnes fra den dag, da det skadevoldende produkt blev

bragt i omsætning, og fristen kan ikke udvides på grund af

undskyldelig uvidenhed hos skadelidte om skaden, defekten, eller

hvem der er producent. Derimod kan fristen afbrydes ved sagsanlæg

mod producenten eller ved producentens anerkendelse af

erstatningspligten. Der findes ikke i dansk ret en regel, der

baserer sig på, hvornår produktet er bragt i omsætning.

3.11 Ansvar på andet grundlag

Efter § 11 bevarer skadelidte adgangen til erstatning på grundlag af

culpaansvar i relation til bestemmelserne i §§ 7, 8, og 10, stk.

2.

I det omfang eksisterende lovbestemmelser i en given situation giver

skadelidte en bedre retsstilling end den, der følger af direktivet

og dermed lovforslaget, sker der endvidere ingen indskrænkning i

skadelidtes adgang til erstatning på grundlag af disse regler,

jfr. forslagets § 14.

3.12 Ufravigelighed

Direktivets og dermed lovens formål er at beskytte skadelidte, som i

denne relation i almindelighed er den svageste part. Dette formål

ville ikke kunne opnås, såfremt skadelidte gyldigt kunne fraskrive

sig den beskyttelse, som loven sikrer. Det bestemmes derfor i

lovforslagets § 13, at ansvar efter loven ikke ved forudgående

aftale kan fraskrives eller indskrænkes til skade for skadelidte.

4. International privatret

Den harmonisering, der følger af direktivet, er ikke fuldstændig.

Visse spørgsmål overlades til national lovgivning, ligesom

medlemslandene på enkelte punkter kan vælge en af to

løsningsmuligheder, jfr. ovenfor under punkt 1.3.

Spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes ved afgørelsen af

en given sag om produktansvar, har derfor fortsat betydning.

Når det drejer sig om lovvalg i forbindelse med erstatning uden for

kontraktsforhold, har det traditionelt være antaget, at det var

skadestedets lov, der fandt anvendelse. I nyere tid har der

imidlertid vist sig en tendens til at smidiggøre dette princip,

således at andre momenter også kan tillægges betydning. Der kan i

denne forbindelse bl.a. anføres skadelidtes bopæl, skadevolders

forretningssted, og stedet, hvor den skadevoldende genstand er

købt.

Haagerkonferencen udarbejdede i 1972 en konvention om lovvalg ved

produktansvar. Denne konvention er endnu kun ratificeret af et

helt ubetydeligt antal lande, hvor Danmark ikke er iblandt. Under

hensyn til den udvikling, der har fundet sted indenfor hele

produktansvarsområdet siden 1972, er det næppe sandsynligt, at

konventionen vil træde i kraft. Derimod kan det tænkes, at der

senere vil blive taget initiativ til udarbejdelse af en ny

konvention.

5. Værnetingsregler og EF-domskonventionen

De almindelige værnetingsregler i retsplejelovens kapitel 22,

indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser om værneting i sager om

produktansvar.

Sager om produktansvar mod en producent, importør eller leverandør

vil i overensstemmelse med de almindelige regler kunne anlægges

ved sagsøgtes hjemting. Det vil sige i den retskreds, hvor en

sagsøgt person har bopæl, jfr. retsplejelovens § 235, eller hvor

et sagsøgt selskab m.v. har hjemsted eller hovedforretningslokale,

jfr. f.eks. aktieselskabslovens § 159 og retsplejelovens § 238.

I henhold til retsplejelovens § 244 kan retssager, hvorunder der

påstås straf, erstatning eller oprejsning i anledning af

retsstridige skadetilføjelser eller anden retskrænkelser,

endvidere anlægges på det sted, hvor skadetilføjelsen eller

retskrænkelsen er foregået. Det er fast antaget, at denne regel

kun gælder retskrænkelser m.v. uden for kontaktsforhold, men

domstolene ses ikke at have taget stilling til, hvorvidt

bestemmelsen finder anvendelse på sager om produktansvar.

Det er således efter den gældende retstilstand uafklaret, om en sag

vedrørende en produktansvarsskade, som er indtruffet i Danmark,

kan anlægges her i landet i tilfælde, hvor den ansvarlige

producent, importør eller leverandør ikke har hjemting i Danmark.

Ved justitsministeriets lovforslag nr. L 118 og nr. L 119, der er

fremsat for folketinget den 15. januar 1986, foreslås en

fuldstændig revision og modernisering af de nationale og

internationale værnetingsregler.

Efter lovforslag nr. L 118 vil en skadelidt som hidtil kunne anlægge

sag om produktansvar mod en producent eller importør med hjemting

i Danmark ved dennes hjemting. Efter forslaget til ny § 243 i

retsplejeloven kan sager, hvorunder der påstås straf, erstatning

eller oprejsning i anledning af retskrænkelser, anlægges ved

retten på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået. Det fremgår

af bemærkningerne til den pågældende bestemmelse, at bestemmelsen

medfører, at sag om produktansvar kan anlægges, hvor skaden er

sket. Den skadelidte vil således også kunne anlægge sagen på

skadesstedet, som ofte vil være det sted, hvor skadelidte har

bopæl.

Har den ansvarlige producent m.v. ikke hjemting i Danmark eller i et

EF-land, der har tiltrådt konventionen af 27. september 1968 om

retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i

borgerlige sager, herunder handelssager, (EF-domskonventionen),

vil sagen alene kunne anlægges på det sted her i landet, hvor

skaden er sket, jfr. forslagets § 246 jfr. § 243.

Såfremt den ansvarlige producent m.v. ikke har hjemting i Danmark,

men i et EF-land, der er omfattet af EF-domskonventionen, skal

konventionens værnetingsregler anvendes, jfr. lovforslag nr. L

119. Efter konventionens artikel 5, nr. 3, og artikel 53, kan en

person eller et selskab m.v. i sager om erstatningsansvar uden for

kontakt sagsøges ved retten på det sted, hvor skadestilføjelsen er

foregået. Det antages, at erstatningsansvar for produktskader er

omfattet af denne bestemmelse. En gennemførelse af EF-konventionen

vil derfor gøre det muligt at sagsøge udenlandske producenter af

defekte produkter her i landet, dersom det pågældende EF-land har

tilsluttet sig domskonventionen. Hvis skadelidte får medhold, kan

dommen efter konventionen derefter fuldbyrdes i den EF-stat, hvor

producentens virksomhed befinder sig.

6. Produktansvar i forhold til det køberetlige ansvar

Hverken købelovens regler om erstatningsansvar for mangler i

almindelige køb (§§ 42 og 43) eller reglen om erstatningsansvar i

forbrugerkøb (§ 80) omhandler spørgsmålet om, i hvilket omfang

køber kan kræve erstatning for produktskader.

Købelovens regler om erstatningsansvar vedrører i første række

sælgers ansvar for mangler, som selve produktet (salgsgenstanden)

er behæftet med. Herudover vil sælgeren kunne blive ansvarlig for

visse følgeskader, som er forårsaget af mangler ved

salgsgenstanden f.eks. driftstab.

Købelovens regler antages imidlertid ikke i almindelighed at finde

anvendelse på fysiske skader, som salgsgenstanden volder på andre

ting, eller på personskader, som forvoldes af salgsgenstanden

(produktskader).

I tilfælde af produktskader vil der ofte være tale om, at

salgsgenstanden (produktet) ud over at lide af en defekt tillige

er mangelfuld i køberetlig forstand. Det forhold, at

produktansvaret ikke bedømmes efter købeloven, udelukker

imidlertid ikke, at købelovens øvrige misligholdelsesbeføjelser

vil kunne finde anvendelse.

7. Lovforslaget skønnes ikke at få økonomiske eller administrative

konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen fastlægger lovens anvendelsesområde.

For at der kan foreligge erstatningsansvar efter loven, skal fire

grundbetingelser være opfyldt. For det første skal der foreligge

en skade på person eller ting, jfr. beskrivelsen i § 2. Denne

skade skal være forvoldt af et produkt, jfr. beskrivelsen i § 3.

Det skadevoldende produkt skal endvidere være defekt, jfr.

beskrivelsen af dette begreb i § 5, og endelig skal kravet rejses

mod den, der har produceret produktet (producenten) eller den

importør eller leverandør, der ifølge lovforslagets § 4 ifalder

ansvar som producent.

Til § 2

Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 9 og opregner de skader,

som producenten er ansvarlig for. Det drejer sig dels om

personskade i vid forstand, dels om skade på visse formuegoder.

Der er ikke herudover i direktivet fastsat regler om, hvilke

tabsposter der skal dækkes, og hvorledes erstatningen skal

udmåles. Det er således erstatningsansvarslovens regler om

personskadeerstatning og dansk rets almindelige regler om

tingsskadeerstatning, der finder anvendelse i forbindelse med en

produktskade. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor

under punkt 3.7. og 3.8.

Ved tingsskade kan der blive tale om erstatning for totalskade,

delskade og afsavn. Tingsskader omfatter alle formuegoder,

herunder skader på fast ejendom, hvilket er i overensstemmelse med

gældende ret. Det er imidlertid kun skade på ting til privat brug

- de såkaldte forbrugertingsskader der er omfattes af

lovforslaget.

Erhvervstingsskade, som f.eks. skade på landmandens besætning,

fabrikantens maskiner eller den produktion, som delproduktet eller

råvaren indgår i, er derimod ikke omfattet af lovforslaget, og

disse skader kan derfor fortsat kræves erstattet efter de

almindelige erstatningsretlige regler.

Lovforslaget omfatter endvidere ikke skade på selve det defekte

produkt. Ansvaret for en sådan skade bedømmes efter købelovens

regler om mangler. Dette gælder også ansvar for skade, som et

delprodukt volder på et andet produkt, hvis delproduktet er

indføjet i produktet, før dets overgivelse til køberen eller

brugeren. Det samme vil være tilfældet, hvis indføjningen sker i

forbindelse med varens levering, f.eks. i forbindelse med et

husholdningsapparats montering. Påsætter montøren, reparatøren

eller brugeren efter genstandens levering derimod nye dele, vil

den skade, som en defekt ved denne nye del volder på genstanden,

falde ind under lovforslagets regel om objektivt ansvar for

produktskader.

Ved bedømmelsen af, om en tingsskade kan kræves erstattet efter

lovforslaget, er det afgørende, om det formuegode, som det defekte

produkt har forvoldt skade på, opfylder såvel den objektive som

den subjektive betingelse, der er nævnt i stk. 2. Efter den

objektive betingelse skal det beskadigede formuegode være af en

sådan art, at det normalt er beregnet til privat brug eller

forbrug. Visse genstande har en sådan karakter, at de normalt kun

er beregnet til erhvervsmæssig anvendelse. Det gælder f.eks. de

fleste større maskiner, og skader på sådanne ting - de såkaldte

erhvervstingsskader er som nævnt ovenfor ikke omfattet af

lovforslaget, uanset om skadelidte måtte have anskaffet en sådan

genstand til privat brug. Andre genstande er beregnet til såvel

erhvervsmæssig som privat benyttelse. Det gælder f.eks. biler og

møbler. I situationer, hvor genstanden efter sin art også er

beregnet til privat brug, vil det skulle afgøres efter den

subjektive betingelse, om skaden er omfattet af lovforslaget.

Efter denne betingelse er det afgørende, hvorledes genstanden

hovedsagelig er benyttet af skadelidte. Er den således

hovedsagelig anvendt erhvervsmæssigt, omfattes den ikke af

lovforslaget, mens det modsatte er tilfældet, hvis den

hovedsagelig er benyttet til privat brug.

På grund af direktivet er det ikke muligt at formulere begrænsningen

til forbrugertingsskader i overensstemmelse med den sædvanlige

forbrugerdefinition, jfr. f.eks. købelovens § 4a, hvorefter der

bl.a. lægges vægt på, om det købte hovedsagelig er bestemt til

ikke-erhvervsmæssig anvendelse for køberen, og sælgeren vidste

eller burde vide dette.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til artikel 2 i direktivet og indeholder en

definition af begrebet produkt.

Begrebet produkt omfatter enhver løsøregenstand i modsætning til fast

ejendom og tjenesteydelser. En løsøregenstand er ethvert produkt,

hvad enten dette er forarbejdet eller er et naturprodukt. Således

er produkter som f.eks. naturgas, vand og jord omfattet af

lovforslaget. Efter lovforslaget skelnes der ikke mellem

industrielt eller håndværksmæssigt fremstillede produkter.

Om baggrunden for, at fast ejendom og tjenesteydelser ikke omfattes

af lovforslaget, henvises til de almindelige bemærkninger punkt

3.5.3. og 3.5.4.

Lovforslaget omfatter ikke kun færdigvarer. Delprodukter og råvarer,

der indføjes i en anden genstand, vedbliver således at være et

produkt i lovforslagets forstand. Dette indebærer, at en producent

af et delprodukt kan blive ansvarlig for den skade, som det

færdige produkt volder, hvis skaden skyldes en defekt ved

delproduktet.

Begrebet produkt omfatter i overensstemmelse med direktivet også

elektricitet. Producenten heraf vil f.eks. kunne blive ansvarlig,

hvis den elektricitet, der er kommet ud i forsyningsnettet, har en

alt for høj spænding.

Direktivets og dermed lovforslagets løsørebegreb er videre end det

løsørebegreb, der sædvanligvis anvendes i dansk ret, idet det også

omfatter genstande, som indgår som en bestanddel i en fast

ejendom. Dette indebærer, at skader på f.eks. en fast ejendom

eller en forbipasserende, der sker som følge af en defekt ved

byggematerialer, vil være omfattet af lovforslaget. Som nævnt er

skader forårsaget af fast ejendom som sådan ikke i øvrigt omfattet

af lovforslaget. Undtagelsen af fast ejendom indebærer, at der

f.eks. ikke foreligger et produktansvar efter lovforslaget i en

situation, hvor en fast ejendom styrter sammen og volder skade på

grund af andre omstændigheder end defekt ved de materialer, som er

anvendt ved byggeriet. Er baggrunden for en indtruffen skade

særlige forhold ved den grund, hvorpå den faste ejendom er opført,

vil forholdet derfor ikke være omfattet af lovforslaget. Det samme

vil være tilfældet, hvis skaden skyldes f.eks. en uheldig

konstruktion eller uheldigt valg af materialer. I disse tilfælde

vil erstatningsansvaret imidlertid normalt kunne støttes på de

almindelige erstatningsretlige regler.

Tjenesteydelser er som anført ikke omfattet af lovforslaget.

Afgrænsningen mellem tjenesteydelser og produkter vil i visse

særlige situationer kunne give anledning til tvivl. Dette gælder

særligt i de situationer, hvor tjenesteydelsen er en del af

produktets færdiggørelsesproces.

Ifølge direktivet og lovforslagets § 3 mister løsøregenstande ikke

deres karakter af produkt ved at blive indføjet som - eventuelt

ubetydelig - bestanddel af en anden løsørgenstand eller en fast

ejendom. Dette må efter justitsministeriets opfattelse medføre, at

den sædvanlige sondring mellem køb og tjenesteydelser ikke kan

anvendes som afgrænsning i forbindelse med dette lovforslag, idet

der ikke kan lægges vægt på, om den overvejende del af

forpligtelsen består i levering af en løsøregenstand eller af en

tjenesteydelse. Ved produktansvar vil det derimod som udgangspunkt

være nødvendigt at foretage en opdeling af den samlede præstation

i køb af et produkt og i køb af en arbejdspræstation

(tjenesteydelse).

I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivendes ydelse alene består i en

arbejdspræstation f.eks. rådgivning eller håndværksmæssig bistand

i form af eftersyn af et produkt, falder ydelsen som helhed uden

for lovforslaget. I de tilfælde vil en del af den

erhvervsdrivendes ydelse imidlertid falde inden for lovforslaget,

idet der vil være ansvar for de produkter, som anvendes i

forbindelse med udførelse af tjenesteydelsen. Som et eksempel kan

nævnes udførelse af reparationsarbejde, hvor ydelsen består dels

af en arbejdspræstation dels af forbrug af reservedele.

Reparatøren udskifter dele med nye dele, som han typisk selv

leverer i forbindelse med reparationen. Viser det sig, at en

reservedel, som er anvendt af reparatøren, volder skade på grund

af en defekt, vil producenten af den pågældende reservedel være

objektivt ansvarlig herfor. Viser det sig derimod, at de anvendte

dele ikke er defekte, men at reparatøren har begået en fejl i

forbindelse med udførelsen af arbejdet, vil dennes ansvar ikke

skulles bedømmes efter dette lovforslag, men efter de almindelige

erstatningsretlige regler, hvor der i praksis i øvrigt har

udviklet sig et strengt ansvar for fagfejl.

Til stk. 2

Efter denne bestemmelse omfattes uforarbejdede jordbrugsprodukter,

husdyrbrugsprodukter, fiskeriprodukter og produkter hidrørende fra

jagt ikke af lovens anvendelsesområde.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger punkt

3.5.2. Afgrænsningen af, hvilke typer af råvarer der hermed

undtages, sker i overensstemmelse med fortolkningen af begrebet

»landbrugsvarer« i EF-traktatens art. 38, jfr. herved bilag II til

traktaten.

Det er kun uforarbejdede produkter, der undtages fra lovens

anvendelsesområde. Direktivet indeholder ingen nærmere afgrænsning

af, hvad der skal forstås ved uforarbejdede landbrugsråvarer m.v.

Det er i de indledende betragtninger anført, at det ikke

forekommer »hensigtsmæssigt at medtage ansvar for landbrugsråvarer

og produkter hidrørende fra jagt, undtagen når sådanne produkter

har gennemgået en forarbejdning af industriel karakter, som kan

forårsage en defekt ved produkterne«. Grænsen for, hvornår der er

tale om forarbejdede produkter må antages at være snæver. Det er i

forbindelse med forhandlingerne om direktivets udformning blevet

nævnt, at f.eks. mælk, der på den enkelte gård samles på tanke og

nedkøles, før den køres til mejeriet, vil være industrielt

forarbejdet. Det tilsvarende må antages at gælde de fisk, der

renses og lægges på is, inden fangsten bringes i land.

Afgræsningen er imidlertid behæftet med en del usikkerhed, og det

er ikke muligt på det foreliggende grundlag at give præcise

retningslinier for, hvornår »landbrugsråvarer« kan siges at være

forarbejdet i direktivets forstand.

Når en landbrugsråvare har gennemgået første forarbejdning, omfattes

den af loven, og den producent, der har foretaget forarbejdningen,

bliver ansvarlig for en skade, som følger af defekten ved

produktet.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til direktivets art. 3 og beskriver den kreds af

personer og virksomheder, som er ansvarlig efter lovforslaget.

Til stk. 1

Det er først og fremmest den egentlige producent, der ifalder ansvar.

Ifølge bestemmelsens 1. led er producenten beskrevet som den, der

fremstiller et produkt. Herved forstås enhver, der har deltaget i

produktionsprocessen af et produkt. Dette gælder, uanset om der er

tale om industriel eller håndværksmæssig produktion.

I bestemmelsens 2. led beskrives den situation, hvor der vanskeligt

kan tales om fremstilling, som følge af, at produktet helt eller

delvis er naturskabt. Producenten er her beskrevet som den, der

indsamler eller frembringer et produkt.

Endelig omfatter bestemmelsens 3. led den situation, hvor den, der

ikke har fremstillet et produkt, alligevel bliver ansvarlig, fordi

han ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på

produktet udgiver sig for at være dets producent.

Det kan formentlig i visse situationer give anledning til tvivl om

den, der f.eks. har anbragt sit navn på produktet, derved kan

siges at udgive sig for at være producent. I de tilfælde, hvor

forbrugeren må få den opfattelse, at produktet er produceret af

den pågældende, er dette uden videre tilstrækkeligt til, at den

pågældende bliver anset som producent. I modsætning hertil kan

nævnes de situationer, hvor et firma f.eks. i reklameøjemed sætter

sit navn og adresse på et produkt. Det er ved afgørelsen af, om

den pågældende er producent efter denne særlige bestemmelse uden

betydning, om skadelidte i det konkrete tilfælde rent faktisk

vidste, at produktet ikke er produceret af den, der udgiver sig

for at være producent. Det må derimod tillægges betydning, om

anbringelse af varemærke m.v. generelt er egnet til at give dette

indtryk.

Det er kun de producenter, der for egen regning har deltaget i

fremstillingsprocessen af et produkt, der er ansvarlig efter

lovforslaget. Herved udelukkes personer, der alene udfører rent

lønarbejde, fra at ifalde selvstændigt ansvar.

Det er ikke en betingelse for, at producenten kan ifalde ansvar, at

han selv har fremstillet en eller flere dele af det færdige

produkt. En fabrikant af elektronisk materiel, der alene samler

komponenter, som han har købt hos forskellige delproducenter, er

således producent i lovforslagets forstand. Om de

afgrænsningsproblemer, der vil kunne opstå ved vurderingen af, om

den pågældende er producent, eller om hans ydelse alene har

karakter af en tjenesteydelse, henvises til bemærkningerne til §

3.

Det er som nævnt ikke kun producenten af det færdige produkt, der kan

ifalde ansvar efter lovforslaget. Råvare- og delproducenter er

ligesom færdigvareproducenter objektivt ansvarlige for en defekt

ved de pågældende produkter. Producenten af det færdige produkt er

som udgangspunkt ansvarlig for en defekt ved det færdige produkt,

medmindre der foreligger en af de i § 7 opregnede særlige

omstændigheder. Dette gælder både en defekt, der er opstået i

færdigvareproducentens egen virksomhed og en defekt opstået ved

produktionen eller fremstillingen af en delkomponent eller en

råvare. Råvare- og delproducenten er derimod kun ansvarlig for en

defekt ved det færdige produkt, hvis denne skyldes en defekt ved

det produkt, der leveret af denne. Bestemmelsen om delproducentens

ansvar skal således bl.a. ses i sammenhæng med de begrænsninger,

der følger af lovforslagets § 7, stk. 2 og 3. Ifølge § 7, stk. 2,

kan delproducenten frigøre sig for ansvar, hvis det må antages, at

hans produkt ikke var defekt, da det blev bragt i omsætning,

hvilket i denne situation typisk sker i forbindelse med salget til

færdigvareproducenten. Ifølge § 7, stk. 3, bliver delproducenten

endvidere fri for ansvar, hvis han kan bevise, at defekten på

delproduktet kan tilskrives udformningen af det produkt, i hvilket

delproduktet indgår, eller anvisninger, der er givet af

fabrikanten af det færdige produkt.

Såfremt flere kan drages til ansvar efter lovforslagets bestemmelser,

hæfter disse solidarisk, jfr. lovforslagets § 12, der tillige

indeholder regler om regres. Der henvises til bemærkningerne til

denne bestemmelse.

Til stk. 2

Ifølge stk. 2 pålægges EF-importøren af et produkt, dvs. den, der

indfører produktet fra et ikke EF-land til EF, samme ansvar som

producenten. Baggrunden for denne bestemmelse er ligesom

bestemmelserne i stk. 3 og 4 at sikre forbrugeren mest muligt.

Bestemmelsen bevirker således, at erstatningskravet altid kan

rejses mod en ansvarlig, der har hjemting i EF. Bestemmelsen får

særlig betydning, når EF-domskonventionen gennemføres. Der

henvises til de almindelige bemærkninger punkt 5.

Den pågældende import skal være sket med henblik på salg eller anden

form for omsætning, hvorfor indførsel af f.eks. en maskine

udelukkende til brug i importørens egen erhvervsvirksomhed ikke

medfører, at importøren omfattes af stk. 2. Det er ikke nogen

betingelse for, at importøren ifalder ansvar som producent, at

overdragelse til forbrugeren er betinget af vederlag.

Privat indførsel af produkter f.eks i forbindelse med turistrejser

medfører ikke, at den pågældende anses som importør efter stk. 2.

Det gælder, selv om de pågældende varer købes med henblik på

videresalg eller bortgivelse.

Til stk. 3 og 4

Den, der leverer et produkt, hvor producenten eller EF-importøren

efter stk. 1 og 2 ikke kan identificeres på grundlag af de

oplysninger, der ledsager produktet, bliver efter bestemmelsen i

stk. 3 ligestillet med producenten og ifalder derfor et ansvar for

produktskader. Bestemmelsen har til formål at sikre, at en

forbruger altid skal kunne få tilstrækkelige oplysninger til at

kunne rejse sit erstatningskrav.

Det er et væsentligt led i beskyttelsen af forbrugerne, at skadelidte

ikke selv skal undersøge, hvem der er den ansvarlige som producent

eller importør. Skadelidte kan således i tilfælde af, at et

anonymt produkt har voldt skade, rette kravet mod sin leverandør,

typisk detailforretningen. Medmindre den pågældende efter

bestemmelsen i stk. 4 inden rimelig tid oplyser navn og adresse på

en tidligere leverandør eller den ansvarlige efter lovforslagets §

4, stk. 1 og 2, bliver denne herefter selvstændig ansvarlig.

Hvis et produkt er indført fra et land, der ikke er medlem af EF, er

det ikke tilstrækkeligt, at leverandøren oplyser den egentlige

producents navn og adresse. I dette tilfælde kan leverandøren kun

frigøre sig fra ansvaret, hvis han kan oplyse navn og adresse på

en tidligere leverandør af produktet i EF, herunder EF-importøren.

Kan leverandøren ikke fremkomme med de fornødne oplysninger, bliver

han som nævnt selv ansvarlig overfor skadelidte. Har en leverandør

f.eks. modtaget den samme type produkt fra flere producenter, og

er han ikke i stand til at udpege, hvilken producent der har

leveret det defekte produkt, medfører bestemmelsen ligeledes, at

leverandøren ifalder selvstændigt ansvar efter lovforslaget.

De oplysninger om den ansvarliges identitet, som skadelidte skal

modtage, må være så præcise, at skadelidte på grundlag heraf vil

kunne retsforfølge den pågældende. Han skal derfor både have

kendskab til dennes navn og adresse, hvilket er fundet

hensigtsmæssigt at præcisere i selve lovteksten.

Leverandøren har ifølge direktivet og lovforslaget rimelig tid til at

fremkomme med de nødvendige oplysninger til identifikationen. Hvad

der nærmere ligger i dette begreb beror på en konkret vurdering. I

denne forbindelse må der tages hensyn til, ikke blot hvilke

vanskeligheder der er forbundet med at skaffe oplysningerne, men

også til skadelidtes behov for eller ønske om at kunne gennemføre

sit erstatningskrav inden for rimelig tid.

I relation til den, som et eventuelt krav rettes mod, begynder den

3-årige forældelsesfrist i §10, stk. 1, først at løbe fra den dag,

da skadelidte havde eller burde have det fornødne kendskab til

dennes identitet.

Til § 5

Bestemmelsen svarer til direktivets art. 6 og indeholder en

beskrivelse af begrebet defekt. Som udgangspunkt skal der ved

afgørelsen af, om et produkt lider af en defekt, lægges vægt på,

om produktet frembyder den sikkerhed, som forbrugeren kan gøre

krav på. Ved vurderingen heraf skal der ses bort fra fejlagtig

anvendelse af produktet, der under de angivne omstændigheder må

anses for ufornuftig.

Begrebet »sikkerhed« indeholder ikke alene en henvisning til begrebet

»fare«. Produktets manglende anvendelighed eller effektivitet til

det forudsatte formål vil således også kunne medføre, at produktet

er defekt. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor en fryser ophører

med at fungere på grund af en defekt og herved volder skade på de

nedfrosne fødevarer. At der ikke er tale om en snæver forståelse

af begrebet sikkerhed er kommet til udtryk i stk. 1, hvorefter der

ved bedømmelsen af, om produktet frembyder den sikkerhed, som med

rette kan forventes, skal tages hensyn til alle sagens

omstændigheder, herunder bl.a. den anvendelse af produktet som med

rimelighed kan forventes.

Til stk. 1

Efter stk. 1 lider et produkt af en defekt, når det ikke frembyder

den sikkerhed, som med rette kan forventes under hensyntagen til

alle omstændigheder.

En defekt kan således bero på en egenskab, som et produkt ikke har,

men som det med rette forventes at have, eller en egenskab,

produktet har, men som det med rette forventes ikke at have.

Hvilken grad af sikkerhed, et produkt bør frembyde for ikke at blive

anset som defekt, må afgøres efter generelle objektive kriterier

og uafhængig af den konkrete skadelidtes opfattelse af produktets

anvendelsesmuligheder.

Den sikkehed, som kan forventes, skal vurderes under hensyntagen til

alle omstændigheder, navnlig produktets markedsføring, den

forventede anvendelse af produktet og det tidspunkt, da produktet

blev bragt i omsætning.

For nogle produkters vedkommende har det offentlige udfærdiget

sikkerhedsforskrifter eller godkendelseskrav, hvis formål er at

yde sikkerhed mod skadeforvoldelse. Bringes et produkt, der ikke

overholder de sikkerhedsforskrifter eller godkendelseskrav, som er

opstillet for det pågældende produkt, i omsætning, vil det som

udgangspunkt altid blive anset for defekt, idet forbrugeren må

være berettiget til at forvente den grad af sikkerhed, som følger

af gældende offentlige bestemmelser.

For de produkters vedkommende, hvor der ikke er udstedt offentlige

sikkerhedsforskrifter eller godkendelseskrav, må der ved

bedømmelsen af ansvarsspørgsmålet tages stilling til, om

skadesrisikoen for vedkommende produkt går ud over det, der

normalt må kunne forventes af den pågældende produkttype. Dette

betyder imidlertid ikke, at det er tilstrækkeligt for at undgå at

ifalde ansvar, at producenten beviser, at hans produkt ikke er

værre end de fleste af samme kategori.

Defekt i lovforslagets forstand er forskelligt fra købelovens

mangelsbegreb. Det er derfor ingen betingelse for at pålægge

ansvar for en produktskade, at produktet lider af en mangel i

købelovens forstand.

Efter gældende ret antages et produkt at være farligt (defekt), hvis

det kan forvolde skade i forbindelse med sædvanlig anvendelse, og

denne beskrivelse må antages i det væsentligste at svare til

defektdefinitionen i direktivet og dermed lovforslaget.

Til stk. 1, nr. 1

Udtrykket markedsføring dækker alle oplysninger om produktet uanset

disses art og form. Som typiske eksempler kan nævnes omtale af

produktet i annoncer samt de brugsanvisninger, advarsler og

lignende, som følger med produktet. Ved anvendelsen af begrebet

markedsføring er der ikke tilsigtet en henvisning til

markedsføringslovens regler, men alene en omskrivning af

direktivets udtryk »præsentation«.

Det vil ikke altid kunne lade sig gøre at konstruere et produkt

således, at det ikke kan volde skade. I disse tilfælde vil det ved

afgørelsen af, om produktet er defekt, være af afgørende

betydning, hvorledes produktet er blevet markedsført for

forbrugerne. En skadesrisiko i forbindelse med brug af et produkt,

som forbrugeren kender, og derfor kan tage i betragtning ved

anvendelsen af produktet, gør ikke produktet defekt.

Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at en advarsel vil medføre

ansvarsfrihed. Dette må bl.a. afhænge af den personkreds, varen

retter sig imod. Kan en fare uden væsentlige vanskeligheder og

fordyrelse af produktet, imødegås ved en konstruktionsmæssig

forbedring, vil en advarsel eller instruktion endvidere normalt

heller ikke kunne fritage for ansvar.

Efter lovforslaget stilles der ikke bestemte krav til udformningen af

de oplysninger, der følger produktet. Det afgørende er, om

advarslen eller brugsanvisningen m.v. er egnet til at bibringe

forbrugeren den nødvendige oplysning om produktets egenskaber. Der

er således ikke krav om, at advarsler, brugsanvisninger og

lignende skal affattes på dansk.

Det vil ikke være nødvendigt at advare mod fare ved et produkt, hvis

den fare for skade, der er forbundet med almindelig brug, er

velkendt for forbrugeren.

Til stk. 1, nr. 2

Ved vurderingen af, om der foreligger et produktansvar, skal der

tillige tages hensyn til produktets påregnelige brug. En

anvendelse af produktet til andre formål end det, som det er

fremstillet til, vil kunne pege i retning af ansvarsfrihed for

producenten. I visse tilfælde må producenten imidlertid forvente

en vis atypisk brug af produktet, og han må derfor indrette

produktet således, at det ikke volder skade i forbindelse hermed.

Til stk. 1 nr. 3

For de fleste produkters vedkommende har der gennem tiderne udviklet

sig visse krav til sikkerheden. Disse kan have form af offentlige

godkendelseskrav eller sikkerhedsforskrifter, brancheaftaler eller

sædvaner udviklet i retspraksis eller anden praksis. Disse krav

kan være blevet skærpet, i tiden mellem produktet blev sat i

omsætning og skadestidspunktet. Dette kan have sammenhæng med

ændrede forhold, f.eks. at der i den mellemliggende tid er kommet

nye og mindre risikobetonede produkter på markedet eller nye

produktionsmetoder, der gør det muligt at mindske risikoen for en

defekt. I disse tilfælde må der ved vurderingen af, om er

foreligger et produktansvar, lægges vægt på den

sikkerhedsstandard, der var gældende på det tidspunkt, da

produktet blev sat i omsætning.

Forbrugeren kan således ikke altid forlange samme grad af sikkerhed

ved et ældre produkt, som ved et nyt. For eksempel kan man ikke

forvente, at ældre bilmodeller er forsynet med lige så gode

bremser som nye modeller eller i det hele taget er så sikre som

nye. Heri ligger imidlertid ikke, at ældre produkter aldrig kan

anses for defekte, idet det afgørende er, om produktet opfylder de

krav til sikkerhed, som man er berettiget til at forvente også af

det ældre produkt.

Til stk. 2

Det er i stk. 2 præciseret, at alene den omstændighed, at der senere

er bragt et bedre og dermed mere sikkert produkt i omsætning, ikke

medfører, at det produkt, der tidligere er bragt i omsætning,

lider af en defekt. Dette udelukker naturligvis ikke, at andre

omstændigheder medfører, at produktet er defekt.

Til § 6

Bestemmelsen svarer til artikel 1 i direktivet og fastlægger

ansvarsgrundlaget for produktskader. Producenten og den

leverandør, som efter § 4, stk. 2 og 3, anses som producent, er

herefter objektivt ansvarlig for skade, der forårsages af en

defekt ved det produkt, som han har produceret eller leveret.

Bestemmelsen om objektivt ansvar gælder også, selv om der inden for

særlige områder er fastsat særregler om erstatningsansvar. Det

gælder f.eks. stærkstrømslovens § 6, hvorefter den, der driver et

elektrisk stærkstrømsanlæg, er pligtig at erstatte den skade på

person eller gods, som forvoldes af anlægget, medmindre det f.eks.

oplyses at denne ikke kunne have været afværget ved den

agtpågivenhed og omhu, som driften af sådanne anlæg udkræver såvel

i henseende til driftsmåden som til materiellet. En skade, som

skyldes en defekt ved elektriciteten, f.eks. fordi denne har

forkert eller varierende spænding, omfattes således af reglerne om

objektivt ansvar i dette lovforslag. Skyldes skaden andre

omstændigheder i forbindelse med stærkstrømsanlægget m.v., vil

ansvaret fortsat skulle bedømmes efter reglen i stærkstrømslovens

§ 6.

I § 7 er der foretaget en opregning af de omstændigheder, som

producenten kan påberåbe sig med henblik på at blive fritaget for

ansvaret for en skade. Der henvises til bemærkningerne til denne

bestemmelse.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 4, hvorefter det påhviler

skadelidte at bevise, at der er sket en skade, at det

skadevoldende produkt er defekt, og at der er årssagssammenhæng

mellem defekten og skaden.

Bestemmelsen svarer til gældende bevisbyrderegler og indebærer, at

den påståede skadevolder er fri for ansvar, hvis det ikke findes

godtgjort, at skadelidte har lidt en skade, at produktet var

defekt, eller at der foreligger den fornødne årssagssammenhæng

mellem defekten og skaden.

Til § 7

Bestemmelsen, der svarer til direktivets artikel 7, indeholder en

opregning af de tilfælde, hvor producenten ikke pålægges objektivt

ansvar for produktskade.

Det er producenten, der har bevisbyrden for, at der foreligger en af

de ansvarsfrihedsgrunde, der er nævnt i bestemmelsen. Dette er i

overensstemmelse med gældende bevisbyrderegler og fremgår

udtrykkeligt af stk. 1 og 3. I stk. 2 er der sket en vis lempelse

i producentens bevisbyrde, idet denne blot skal antageliggøre, at

produktet ikke var defekt, da producenten bragte det i omsætning.

Til stk. 1

Efter stk. 1, nr. 1, er producenten ansvarsfri, hvis han kan bevise,

at han ikke har bragt produktet i omsætning. Det er ikke muligt

generelt at angive, hvornår et produkt må anses for at være bragt

i omsætning. Det må bl.a. afhænge af, på hvilken måde producenten

bringer den pågældende vare i omsætning. Det vil f.eks. typisk

være sket, når produktet er overgivet til forhandler eller

selvstændig fragtfører.

Producenten er herefter ikke objektivt ansvarlig for skade, som

produktet volder, mens det stadig er under produktion. Hvis

produktet f.eks. volder skade på producentens ansatte, kan et

eventuelt erstatningskrav således ikke støttes på reglerne i dette

lovforslag. Den ansatte vil derimod som udgangspunkt være

berettiget til erstatning i medfør af reglerne i

arbejdsskadeforsikringsloven.

I de tilfælde, hvor produktet er bragt i omsætning uden medvirken af

producenten, eller nogen, som han har ansvar for, vil producenten

efter lovforslaget ikke være ansvarlig for eventuelle

produktskader. Dette gælder, uanset om produktet endnu var under

bearbejdelse, eller om det ligger på producentens færdigvarelager.

Der sondres således efter direktivet og dermed lovforslaget ikke

mellem den situation, hvor et stjålent produkt var klargjort til

omsætning og den situation, hvor dette ikke var tilfældet.

Producenten kan dog have udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse

med opbevaringen af et produkt, og på grundlag heraf blive

erstatningsansvarlig efter den almindelige erstatningsretlige

regel - culpareglen, jfr. forslagets § 11.

Det er ikke kun producenten efter § 4, stk. 1, der kan påberåbe sig

denne ansvarsfrihedsgrund. Også importøren eller leverandøren

efter § 4, stk. 2 og 3, vil i medfør heraf kunne blive ansvarfri.

Er produktet f.eks. blevet bragt i omsætning af producenten, men

siden stjålet fra importørens varelager, vil importøren ikke være

ansvarlig for en eventuel produktskade, og skadelidte må derfor

henvises til at drage producenten til ansvar for skaden.

Ved bestemmelsen i stk. 1 nr. 2, holdes privat fremstillede produkter

uden for lovforslagets anvendelsesområde. Det er dog en

forudsætning, at produkterne ikke bringes i omsætning

erhvervsmæssigt. I de typiske situationer giver det ikke

anledning til tvivl, om der er tale om erhvervsmæssig omsætning.

Således falder som udgangspunkt enkeltstående salg af

hjemmefremstillede produkter uden for lovforslaget, mens

regelmæssigt salg som led i en erhvervsvirksomhed omfattes af

lovforslaget.

Skade i forbindelse med et produkt, som er erhvervsmæssigt

produceret, omfattes af lovforslaget, uanset produktet ikke er

bragt i omsætning erhvervsmæssigt, men f.eks. overdraget som gave.

Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, er en producent ansvarsfri i de

tilfælde, hvor defekten skyldes, at produktet skal være i

overensstemmelse med ufravigelige krav i offentlige forskrifter.

Må det lægges til grund, at det er et ufravigeligt krav fra en

offentlig myndighed, at et produkt skal tilsættes et bestemt stof

i en vis mængde, vil producenten efter lovforslaget ikke være

ansvarlig, hvis netop dette stof er baggrunden for, at produktet

volder skade. I de formentlig sjældne tilfælde, hvor producenten

vidste eller burde have vidst, at sådanne ufravigelige krav

medfører, at produktet volder skade, vil han efter

omstændighederne kunne ifalde ansvar efter de almindelige

erstatningsretlige regler, jfr. bestemmelsen i forslagets § 11.

Er sikkerhedsforskrifterne udformet således, at producenten selv kan

bestemme produktets sammensætning og design inden for grænser, som

er offentligt fastsat, vil han blive objektiv ansvarlig for de

skader, som produktet måtte forvolde, selv om han har holdt sig

inden for de fastsatte rammer.

Stk. 1, nr. 4, vedrører ansvarsfrihed for udviklingsskader. Det

afgørende ved bedømmelsen af, om producenten er ansvarlig efter

lovforslaget, er ikke, hvilken viden den pågældende producent

faktisk sad inde med, da han bragte produktet i omsætning, men om

det efter den videnskabelige og tekniske viden, der forelå på

dette tidspunkt, måtte betragtes som fejlfrit. Hvis det først på

baggrund af udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden på

et senere tidspunkt bliver muligt at erkende, at det produkt, som

blev betragtet som fejlfrit, i virkeligheden er farligt, er der

tale om de såkaldte udviklingsskader, for hvilke producenten ikke

ifalder ansvar.

Til stk. 2

Efter stk. 2 er producenten ansvarsfri, hvis defekten først er

opstået efter, at han har bragt produktet i omsætning. Producenten

har ingen indflydelse på, at et produkt bliver defekt på grund af

f.eks. slid eller forkert brug. Det er derfor naturligt, at han

ikke bliver ansvarlig herfor. Om forståelsen af begrebet omsætning

henvises til bemærkningerne ovenfor under § 7, stk. 1, nr. 1.

Opstår defekten efter, at produktet er bragt i omsætning af

producenten, men inden importøren eller leverandøren, efter § 4,

stk. 2 eller 3, omsætter dette, vil importøren eller leverandøren

være ansvarlig herfor.

I overensstemmelse med direktivets artikel 7 litra b er producentens

bevisbyrde lempet. Således skal producenten efter § 7, stk. 2,

alene antageliggøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til

stede. Dette vil typisk kunne ske ved, at producenten

antageliggør, at produktet var fejlfrit, da det forlod hans

kontrol, eller at det må antages, at defekten først er opstået

senere.

I direktivteksten er det udtrykkeligt anført, at producenten er

ansvarsfri, hvis det enten må antages, at defekten ikke var til

stede på det tidspunkt, da han bragte produktet i omsætning, eller

hvis defekten må antages at være opstået senere. Det er ikke

fundet nødvendigt, at medtage ordene » eller at denne defekt er

opstået senere«, da dette forhold er dækket af den foreslåede

formulering af stk. 2.

Til stk. 3

Ansvarsfrihedsgrunden i § 7, stk. 3, omfatter efter sin ordlyd alene

delproducenten herunder råvareproducenten.

De fleste industriprodukter består af en eller flere komponenter, som

færdigvareproducenten ikke har fremstillet. Det er producenten af

sådanne komponenter, der omfattes af stk. 3. Disse producenter

bliver herefter ansvarsfri, hvis defekten kan tilskrives

udformningen af det færdige produkt eller præcise anvisninger, som

færdigvareproducenten har givet delproducenten.

Til § 8

Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 9, litra b.

Ansvaret for forbrugertingsskader er i overensstemmelse med

direktivet begrænset, således at den del af skaden, som ikke

overstiger 500 ECU, svarende til ca. 4.000 kr., ikke erstattes.

Har et defekt produkt ved samme begivenhed voldt skade på flere

genstande, fradrages der i den samlede erstatning for tingsskade

et beløb, der modsvarer 500 ECU. Begrebet ECU er defineret i

Rådets forordning (EØF) nr. 3180/ 78, som ændret ved Rådets

forordning (EØF) nr. 2626/ 84 af 15. september 1984.

Om betydningen af egen skyld i forbindelse med tingsskadeerstatning

henvises til bemærkningerne til § 9, stk. 2.

Direktivet om produktansvar indeholder ikke en beskrivelse af, på

hvilket tidspunkt omregningen til national mønt skal ske. I 2.

pkt. foreslås det, at omregningen til dansk mønt foretages efter

kursen på den dag, da skaden indtrådte. Parterne kan naturligvis

aftale, at omregningen skal ske efter kursen på et andet

tidspunkt, jfr. forslagets § 13. Justitsministeriet vil være

opmærksom på, hvorledes dette problem foreslås reguleret i de

øvrige medlemslande og eventuelt på baggrund heraf forslå

formuleringen af § 8, stk. 1, 2. pkt. ændret.

Til § 9

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til direktivets artikel 8, stk. 2.

Efter denne bestemmelsen kan erstatning nedsættes eller bortfalde,

hvis skadelidte på grund af egen skyld har medvirket til skaden.

Ordet erstatning dækker såvel erstatning og godtgørelse for

personskade, erstatning for tab af forsørger samt

tingskadeerstatning, jfr. lovforslagets § 2. Udtrykket »medvirket

til skaden« dækker på samme måde som det tilsvarende udtryk i

erstatningsansvarslovens § 24, stk. 2, såvel egen skyld som accept

af risiko.

Efter direktivet vil erstatning også kunne nedsættes eller bortfalde,

hvis en person, som skadelidte er ansvarlig for, har begået en

fejl. Efter gældende ret vil et sådant forhold også kunne medføre

nedsættelse af erstatning til skadelidte. Justitsministeriet har

derfor ikke fundet, at der er behov for udtrykkeligt at anføre

dette i lovforslaget. Som eksempel på et tilfælde, hvor fejl hos

andre personer end skadelidte får betydning ved

erstatningsudmålingen, kan nævnes erstatning for tab af forsørger.

Egen skyld hos afdøde vil således kunne medføre, at erstatningen

til de efterladte nedsættes i samme omfang, som erstatningen til

afdøde selv ville være nedsat. Der er ikke ved lovforslaget

tilsigtet en ændring af den eksisterende retspraksis vedrørende

betydningen af egen skyld. Der henvises nærmere til de almindelige

bemærkninger punkt 3.9.

Justitsministeriet har fundet anledning til i bestemmelsens stk. 2,

udtrykkeligt at fastslå, at der ved beregningen af

tingsskadeerstatning skal ske fradrag af de i § 8 nævnte 500 ECU,

før erstatningen nedsættes på grund af egen skyld.

Til § 10

Bestemmelsen, der indeholder regler om forældelse og ophør af

erstatningskrav efter lovforslaget, svarer til artikel 10 og 11 i

direktivet.

Lovforslaget opstiller 2 tidsfrister, der skal overholdes, hvis

skadelidte vil bevare sit erstatningskrav, dels en 3 års frist fra

skadens indtræden, og dels en frist på 10 år fra det tidspunkt, da

produktet blev bragt i omsætning.

Det skal understreges, at forslagets § 10 kun vedrører forholdet

mellem skadelidte og producenten, mens eventuelle regreskrav

mellem en leverandør, jfr. § 4, stk. 2 eller 3, og en producent

eller mellem flere producenter forældes efter dansk rets

almindelige forældelsesregler.

I overensstemmelse med almindelige bevisbyrderegler påhviler det

producenten at føre bevis for, at fristen henholdsvis i stk. 1

eller stk. 2 er udløbet.

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 10 og opstiller en frist

på 3 år, inden for hvilken skadelidte skal gøre sit

erstatningskrav gældende mod den, der er ansvarlig i medfør af

forslages § 4, stk. 1-3. Forslaget indebærer en forkortelse af

dansk rets almindelige forældelsesfrist på 5 år, jfr. 1908-lovens

§ 1, nr. 5.

Baggrunden for direktivets og dermed lovforslagets regler om

forældelse er bl.a. et ønske om at fastsætte ensartede

forældelsesfrister i samtlige medlemsstater.

Fristen regnes fra det tidspunkt, da skadelidte havde eller burde

have kendskab til skaden, defekten og producentens navn og

opholdssted. Det er efter bestemmelsen uden betydning, hvornår den

skadevoldende handling indtræffer. Går der noget tid, inden skaden

viser sig, regnes fristen først fra dette senere tidspunkt. I

mange tilfælde vil det ikke være muligt at beregne

erstatningskravets størrelse før på et senere tidspunkt. Dette vil

f.eks. være tilfældet, hvor skadelidte skal have erstatning for

varigt men eller for nedsat eller tabt erhvervsevne. Dette forhold

har imidlertid ingen indflydelse på forældelsesfristen, der stadig

skal regnes fra det tidspunkt, da skadelidte havde eller burde

have kendskab til selve skaden. Dette er næppe helt i

overensstemmelse med fortolkningen af bestemmelsen i § 2 i

1908-loven, hvor fristen for så vidt angår godtgørelse for varigt

men og erhvervsevnetabserstatning formentlig først regnes fra det

tidspunkt, hvor tilstanden er blevet stationær.

Skadelidte skal endvidere vide eller burde have vidst, at der var

tale om en produktskade. I mange tilfælde vil det være klart for

forbrugeren, at skaden skyldes en defekt ved et bestemt produkt. I

andre tilfælde vil det derimod kræve nærmere undersøgelser, før

det kan konstateres, om skaden skyldes en defekt ved produktet

eller andre omstændigheder. I disse tilfælde regnes 3 års fristen

først fra det tidspunkt, da det er eller bør være klart for

skadelidte, at der er tale om en produktskade.

Det er endvidere en betingelse, for at forældelsesfristen begynder at

løbe, at skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til

producentens navn og opholdssted. Det er naturligt, at

forældelsesfristen først begynder at løbe på det tidspunkt, da

skadelidte havde en sådan viden om den ansvarliges identitet, at

han kunne indlede forhandlinger med ham eller eventuelt anlægge

sag.

Begrebet opholdssted skal fortolkes i overensstemmelse med den

praksis, der har udviklet sig vedrørende forståelsen af det

tilsvarende begreb i 1908-lovens § 3.

Retter skadelidte henvendelse til sin egen leverandør jfr. § 4, stk.

3, og henviser denne ham til producenten eller importøren eller en

tidligere leverandør, begynder 3 års fristen i relation til den

pågældende først at løbe fra det tidspunkt, da skadelidte fik

oplysning om henholdsvis den pågældende producent, importør eller

leverandørs navn og opholdssted.

Til stk. 2

Bestemmelsen indeholder en tidsmæssig begrænsning af ansvaret til 10

år fra det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning. Ansvar

efter lovforslaget kan ikke gøres gældende efter fristens udløb,

og fristen kan ikke udvides f.eks. på grund af undskyldende

uvidenhed om skaden, defekten eller den ansvarliges navn og

opholdssted. Derimod kan 10 års fristen i overensstemmelse med

stk. 3 afbrydes, hvis skadelidte inden fristens udløb anlægger sag

mod vedkommende producent eller opnår dennes anerkendelse af

erstatningspligten. Reglen finder ikke anvendelse, såfremt

skadelidte påstår sig tillagt erstatning i medfør af dansk rets

almindelige erstatningsregel - culpareglen. Der henvises herom til

bemærkningerne nedenfor til § 11.

Baggrunden for 10 års fristen er bl.a., at produkter i tidens løb er

udsat for slid og ælde. Det bliver derfor stadig vanskeligere for

den ansvarlige at bevise, at den skadevoldende defekt allerede

fandtes, da produktet forlod producentens rådighed, eller om den

er opstået senere f.eks. på grund af slitage.

10 års fristen regnes fra den dag, da producenten bragte det

skadevoldende produkt i omsætning. Der henvises til bemærkningerne

til § 7, stk. 1, nr. 1, vedrørende spørgsmålet om, hvornår et

produkt er bragt i omsætning. I de situationer, hvor skaden opstår

som følge af længere tids brug af produkter af samme art f.eks. et

medicinsk præparat, vil det efter justitsministeriets opfattelse

formentlig være tilstrækkeligt, at det sidste produkt, som

skadelidte har købt, er bragt i omsætning inden for 10 års

fristen.

Til stk. 3

Efter denne bestemmelsen afbrydes såvel 3 års fristen som 10 års

fristen i relation til vedkommende producent ved den pågældendes

anerkendelse af erstatningspligten eller ved foretagelse af

retslige skridt. Der er ikke knyttet formkrav til selve

anerkendelsen, der således både kan være skriftlig og mundtlig.

Ved retslige skridt tænkes først og fremmest på sagsanlæg, dvs.

indlevering af stævning til berammelse.

Reglen svarer til bestemelsen i 1908-lovens § 2, stk. 1, 2. pkt., og

den praksis, der har udviklet sig omkring denne bestemmelse, vil

således finde tilsvarende anvendelse på erstatningskrav i medfør

af lovforslaget.

Til § 11

Bestemmelsen opfylder direktivets art. 13, 1. led.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 1 omfatter loven skade på

person og privat benyttede ting forårsaget af et defekt produkt.

Uden for loven falder skader på erhvervsmæssigt benyttede ting de

såkaldte erhvervstingsskader. Ansvarsgrundlaget er fastlagt i § 6,

hvorefter producenten er objektivt ansvarlig for produktskader.

I medfør af artikel 13 griber direktivet ikke i øvrigt ind i de

retsregler, som regulerer ansvaret for produktskader i de enkelte

lande.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt 2.1., hviler

ansvaret for produktskader efter gældende ret fortrinsvis på dansk

rets almindelige erstatningsretlige regel - culpareglen.

På denne baggrund er det i § 11 præciseret, at en række af lovens

bestemmelser (§ 7, § 8, og § 10, stk. 2, ikke gælder, hvis

producenten er ansvarlig for en produktskade efter en

culpabedømmelse.

Producenten vil således uanset bestemmelsen i § 7 kunne ifalde et

ansvar på grundlag af culpa i forbindelse med produktionen,

opbevaringen m.v. Bestemmelsen indebærer f.eks., at producenten

bliver ansvarlig, hvis produktet volder skade, før det er bragt i

omsætning, fordi producenten har handlet culpøst eller forsætligt.

Endvidere vil en producent af ikke-erhvervsmæssigt fremstillede

eller indsamlede produkter kunne blive ansvarlig efter en

culparegel. Den pågældende er i medfør af § 7, stk. 1, litra 2,

ikke objektivt ansvarlig for en produktskade. Der henvises

endvidere til bemærkningerne til § 7, hvor betydningen af

culpaansvaret ved siden af det objektive ansvar er berørt i

forskellige situationer.

Skyldes skaden, at producenten har handlet culpøst eller forsætligt,

skal der ikke fradrages et beløb på 500 ECU svarende til ca. 4.000

kr. i beregningen af den samlede erstatning for

forbrugertingsskade.

Efter lovforslagets § 10 ophører producentens ansvar senest 10 år

efter, at det skadevoldende produkt er bragt i omsætning. Som

anført ovenfor under bemærkningerne til § 10, stk. 2, har man ikke

i dansk ret en tilsvarende regel om præklusion af ansvaret. Reglen

i lovforslagets § 11 medfører, at i det tilfælde, hvor

producentens ansvar er bortfaldet i medfør af § 10, stk. 2, vil

skadelidte dog kunne gøre sit krav gældende under forudsætning af,

at producenten er ansvarlig efter culpareglen.

Justitsministeriet har ikke fundet, at der var tilstrækkeligt

grundlag for at medtage § 10, stk. 1 under de opregnede

bestemmelser i § 11, idet 3 års fristen må antages at give

skadelidte den fornødne tid til at overveje, hvilke skridt han vil

foretage i anledning af sagen.

Til § 12

Bestemmelsen svarer til artikel 5 i direktivet og fastlægger i stk. 1

princippet om, at flere skadevoldere hæfter solidarisk.

Bestemmelsen medfører, at skadelidte i visse tilfælde vil kunne gøre

erstatningsansvaret gældende mod såvel råvareproducenten,

delproducenten og færdigvareproducenten. Skadelidte vil også kunne

vælge at gøre ansvaret gældende mod den producent i

produktionskæden, som på grund af sin økonomiske stilling vil have

bedst mulighed for at betale skadeserstatning.

I stk. 2 og 3 reguleres den indbyrdes fordeling af ansvaret mellem

flere solidarisk hæftende skadevoldere. Den endelige fordeling vil

normalt ske uafhængigt af, hvem skadelidte har krævet erstatning

hos. Den eller de ansvarlige, der har betalt skadelidte

erstatning, kan derfor kræve de andre ansvarlige for deres andel.

Det fremgår udtrykkeligt af såvel stk. 2 som stk. 3, at der er fri

adgang til at træffe aftaler om regres. En aftale om regres vil

dog efter omstændighederne kunne tilsidesættes i medfør af

almindelige aftaleretlige regler, navnlig aftalelovens § 36.

Stk. 2 indeholder regler om regres mellem flere producenter jfr. § 4,

stk. 1. Det er fundet rigtigt at lade denne regel omfatte ikke

alene forholdet mellem råvareproducent, delproducent og

færdigvareproducent, men tillige forholdet mellem producenten og

den leverandør, der betragtes som producent som følge af, at han

har forsynet produktet med et varemærke eller lignende. Baggrunden

herfor er, at leverandører af denne kategori normalt ikke blot er

distributører, men vil formentlig ofte dels have en meget

betydelig indflydelse på produktionen dels have en

kontrolfunktion.

I bestemmelsen er der anført nogle af de momenter, der skal tages i

betragtning ved fordelingen af ansvaret. Opregningen heraf er ikke

udtømmende, ligesom det ikke generelt er muligt at angive vægten

af de enkelte momenter i forhold til andre. Når det i bestemmelsen

anføres, at et af de momenter, der kan tillægges betydning, er

årsagen til defekten, er der herved navnlig tænkt på, om der

foreligger fejl eller forsømmelse hos en eller nogen af

producenterne. Endvidere skal der lægges vægt på anledningen til

og muligheden for at undgå, at defekten opstår. For så vidt angår

forsikringer, skal der ikke blot lægges vægt på foreliggende

forsikringer, men også forsikringsmuligheder kan tillægges

betydning. Herved får domstolene mulighed for at lægge vægt på en

forsikringsdækning, som faktisk ikke foreligger, såfremt det er

normalt at tegne forsikring for en virksomhed af den pågældende

art.

Stk. 3, hvorefter der som udgangspunkt er adgang til fuld regres,

omfatter EF-importører og andre leverandører, jfr. forslagets § 4,

stk. 2 og 3. Hvis den regressøgende forsætligt eller uagtsomt har

medvirket til skadens indtræden eller forøget dens omfang, kan

regreskravet imidlertid nedsættes eller bortfalde. Der vil dog

kunne forekomme tilfælde, hvor leverandøren ikke har regres mod

producenten, f.eks. fordi denne er ansvarsfri i medfør af § 7,

stk. 1 og 2.

Til § 13

Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 12 og indeholder et

forbud mod forudgående aftaler, hvorved ansvaret efter loven

fraskrives eller indskrænkes.

Baggrunden for bestemmelsen er bl.a., at det ville stride mod

lovforslagets formål, hvis reglerne om produktansvar var

undergivet princippet om aftalefrihed. Ansvaret er derfor gjort

ufravigeligt, således at det ikke på forhånd kan fraskrives eller

indskrænkes over for skadelidte ved en ansvarsfritagelses- eller

ansvarsbegræsningsklausul.

Bestemmelsen indeholder alene et forbud mod forudgående aftaler om

ansvarsbegrænsning, idet det er i sådanne situationer, hvor en

eventuel skadelidt vil have vanskeligt ved at overskue

konsekvenserne af en aftale. Det er derimod ikke hensigten at

hindre, at skadelidte og den ansvarlige indgår aftale om f.eks.

erstatningsudmålingen, efter at en konkret skade er indtruffet.

Urimelige aftaler, som indgås, efter at skaden er indtruffet, vil

eventuelt kunne tilsidesættes i medfør af aftalelovens

ugyldighedsregler, herunder især § 36.

Der er efter bestemmelsen derimod intet, der hindrer, at skadelidte

ved en forudgående aftale tillægges beføjelser, der går videre end

lovens regler, f.eks. får ret til fuld erstatning dvs. uden

fradrag af 500 ECU i forbindelse med en forbrugertingsskade.

Selv om reglerne i loven ikke kan fraviges ved en forudgående aftale

mellem parterne, vil de advarsler, instruktioner og informationer,

som følger med et produkt kunne få samme virkning som en egentlig

»ansvarsfraskrivelse«, idet bedømmelsen af, om et produkt er

defekt, påvirkes af disse oplysninger. Der henvises til

bemærkningerne til lovforslagets § 5. En advarsel om, at produktet

ikke må benyttes af personer, som lider af visse sygdomme, vil

efter denne bestemmelse normalt indebære, at en person, som lider

af en af de omtalte sygdomme, ikke vil kunne kræve erstatning,

hvis den pågældende desuagtet benytter produktet. Oplyser

producenten derimod i forbindelse med produktets markedsføring, at

han fraskriver sig ethvert produktansvar, som følger af anvendelse

af produktet, uden at oplyse om bestemte risici, vil en sådan

ansvarsfraskrivelse naturligvis ikke få nogen betydning i

forbindelse med vurderingen af, om producenten er ansvarlig.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 13, 2. led.

Efter stk. 1 får lovbestemte erstatningsregler i et vist omfang

fortsat betydning. Flere steder i lovgivningen findes der sådanne

særregler om erstatningsansvar, som også kan omfatte ansvar for

produktskader. Der kan bl.a. nævnes lov om naturgasforsyning,

luftfartsloven, arbejdsskadeforsikringsloven, lov om erstatning

for vaccinationsskader og lov om erstatning til skadelidte

værnepligtige.

I praksis bevarer disse regler deres betydning uanset gennemførelsen

af dette lovforslag, i det omfang disse regler er mere gunstige

for skadelidte end dem, der generelt foreslås gennemført for

produktskader. Der kan særligt nævnes regler om bevislettelse, om

egen skyld, om tingsskadeerstatning og om forældelse. I de

ovennævnte love tillægges egen skyld i modsætning til dette

forslags § 9, stk. 1, kun betydning, hvis skadelidte har udvist

forsæt eller grov uagtsomhed. Endvidere findes der ikke i de

nævnte love regler svarende til forslagets § 8 om begrænsning af

tingsskadeerstatning. Herudover vil skadelidte normalt have en

længere frist til at gøre sit krav gældende efter de nævnte love.

Arbejdsskadeforsikringsloven, lov om erstatning for

vaccinationsskader og lov om erstatning til skadelidte

værnepligtige indeholder tillige regler om lettelse af skadelidtes

bevis for, at der foreligger henholdsvis en arbejdsskade, en

vaccinationsskade eller en skade, som kan henføres til udførelse

af de pligter, der er forbundet med værnepligt.

I stk. 2 er det præciseret, at lovforslaget ikke medfører nogen

begrænsning i skadelidte adgang til at forlange erstatning af en

leverandør, der ikke er omfattet af § 4, stk. 2 eller 3. Som det

fremgår af de almindelige bemærkninger punkt 2.2., er det den

overvejende opfattelse i teorien, at der påhviler mellemhandleren

(leverandøren) et hæftelsesansvar for fejl i tidligere led,

herunder producentens fejl.

Til § 15

Denne bestemmelse svarer til artikel 14, hvorefter direktivet ikke

finder anvendelse på skade, som indtræffer ved nukleare ulykker,

og som er omfattet af internationale konventioner, der er

ratificeret af medlemsstaterne. Baggrunden for denne specielle

undtagelse er medlemsstaternes særlige konventionsbundne

forpligtelser ved nukleare ulykker, der tillige måtte være

forårsaget af en defekt ved et produkt.

Efter en konvention om ansvar over for tredjemand på den nukleare

energis område (Pariserkonventionen med senere

tillægskonventioner) vil et erstatningskrav som følge af en

nuklear ulykke skulle rettes mod indehaveren af atomanlægget.

Dette gælder også, selv om et uheld skyldes en defekt ved f.eks.

en reaktor.

Til § 16

Bestemmelsen, der svarer til direktivets artikel 17, indeholder

reglerne om lovens ikrafttræden. Det foreslåes, at loven træder i

kraft 1. januar 1988.

Til stk. 2

Loven gælder alene produktskader hidrørende fra produkter, der er

bragt i omsætning efter lovens ikrafttræden den 1. januar 1988.

Retsvirkningerne af skader indtrådt inden lovens ikrafttræden skal

bedømmes efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder skader,

der indtræder efter lovens ikrafttræden, men som er forårsaget af

produkter, der er bragt i omsætning inden lovens ikrafttræden. Der

henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.

I de tilfælde, hvor et delprodukt er bragt i omsætning inden lovens

ikrafttræden, mens det færdige produkt er omsat efter lovens

ikrafttræden, vil ansvaret for producenten af delproduktet skulle

bedømmes efter de hidtil gældende regler, mens ansvaret for

producenten af det færdige produkt skal bedømmes efter

lovforslagets regler. Loven er således ikke tillagt

tilbagevirkende kraft. Om betydningen af begrebet »bragt i

omsætning« henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 1, nr. 1.

Til § 18

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55 kan ydelser i henhold til

loven ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der

har pådraget sig erstatningspligt over for skadelidte eller dennes

efterladte. Ændringsforslaget til arbejdsskadeforsikringsloven

medfører, at der indføres adgang til regres mod skadevolderen,

hvis arbejdsskaden skyldes en produktskade.

Arbejdsskadeforsikringen vil i så fald kunne foretage regres mod

den pågældende ansvarlige - typisk - producenten.

Forslaget er en konsekvens af direktivets opregning af, hvem der er

ansvarlig i anledning af en produktskade, idet der ikke er

mulighed for at lade f.eks. en forsikringsordning, som

arbejdsskadeforsikringen, træde i stedet for producentens ansvar.

Der stilles ikke i øvrigt forslag om ændring af

arbejdsskadeforsikringsloven. Hvis en arbejdsskade skyldes en

defekt ved et produkt, vil skadelidte således stadig skulle rejse

kravet mod arbejdsskadeforsikring, ligesom denne vil kunne

påberåbe sig bevisreglen i arbejdsskadeforsikringslovens § 10.

Socialministeriet har over for justitsministeriet oplyst, at man ikke

har bemærkninger til den foreslåede ændring af

arbejdsskadeforsikringsloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 14, stk. 1.

Versioner

1. 1988-05-21