1985 LSF 266 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN (ØKONOMISK KRIMINALITET)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00266@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 527 af 1. november
1981, som ændret senest ved lov nr. 573 af 19. december 1985,
foretages følgende ændringer:
1. § 79 affattes således:
»§ 79. Den, som udøver en af de i § 78, stk. 2, omhandlede
virksomheder, kan ved dom for strafbart forhold frakendes retten
til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve
den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Stk. 2. Det samme gælder, når særlige omstændigheder taler derfor, om
udøvelse af anden virksomhed. Efter samme regel kan der ske
frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller
medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et
selskab eller en forening, som kræver særlig offentlig
godkendelse, eller en fond.
Stk. 3. Frakendelsen sker på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig
dom, eller indtil videre, i hvilket tilfælde spørgsmålet om
fortsat udelukkelse fra den pågældende virksomhed efter 5 års
forløb kan indbringes for retten efter de i § 78, stk. 3,
indeholdte regler. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan
justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker, inden
den i 1. pkt. nævnte 5 års frist er forløbet.
Stk. 4. Retten kan under behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte
sager ved kendelse udelukke den pågældende fra at udøve
virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved dommen
i sagen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.«
2. I § 131 ændres: »Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under
skærpende omstændigheder med fængsel i samme tid« til: »Med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 6 måneder«.
3. I § 131 indsættes som nyt stk. 2:
»Stk. 2. Med bøde eller under særligt skærpende omstændigheder med
hæfte straffes den, som medvirker til, at en person, der er
frakendt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne.«
4. I § 296, stk.1, ændres »2 år« til: »1 år«.
5. § 302 affattes således:
»§ 302. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år straffes den, som
under omstændigheder, der kendetegner forholdet som særligt groft:
1) foretager urigtige eller vildledende angivelser i forretningsbøger
eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den pågældende at
føre eller udfærdige,
2) undlader at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskab på den
måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre det,
3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at
opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale
eller ødelægger sådant.
Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.«
§ 2
I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november
1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 31 indsættes:
»§ 31 a. Sker der i en sag skriftlig forelæggelse eller skriftlig
procedure, jfr. §§ 927 b og 928 a, stk. 2-3, finder de i medfør af
denne lovs §§ 29 eller 31 trufne beslutninger tilsvarende
anvendelse herpå.«
2. I § 721, stk. 1., nr. 1, indsættes efter »§§ 124, stk. 2,»: »131,
stk. 2,».
3. I § 721, stk. 1, nr. 2, udgår »131,».
4. I § 723 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Statsadvokaten kan endvidere helt eller delvis opgive eller
frafalde tiltale, såfremt sagens gennemførelse vil medføre
vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står
i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet
fald kan forventes idømt.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
5. I § 723, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres:
»Bestemmelserne i stk. 1-2« til: »Bestemmelserne i stk. 1-3«, og
»frafalde påtale« ændres til: »opgive eller frafalde påtale«.
6. Efter § 927 indsættes:
»§ 927 a. Retten kan indkalde til et særligt forberedende møde med
henblik på en fastlæggelse af parternes stilling til sagens
faktiske og retlige omstændigheder, herunder hvilke omstændigheder
der ikke bestrides, og hvilke der skal føres bevis for, samt
domsforhandlingens tilrettelæggelse.
§ 927 b. I særlige tilfælde, hvor retten under hensyn til sagens
beskaffenhed finder det hensigtsmæssigt, kan den pålægge
anklagemyndigheden at fremsende en skriftlig forelæggelse til
retten inden en nærmere fastsat frist. Retten fastsætter endvidere
en frist for forsvarernes eventuelle bemærkninger hertil. Er der
sket skriftlig forelæggelse, jfr. 1.-2. pkt., skal parterne give
en mundtlig sammenfatning heraf i retten.«
7. § 928, stk. 2, affattes således:
»Efter at anklageskriftet er oplæst, spørges tiltalte, om han
erkender sig skyldig i det der omhandlede forhold. Retten kan
pålægge anklageren at forelægge sagen. Derpå følger bevisførelsen
i overensstemmelse med reglerne i § 868.«
8. § 928, stk. 4 og 5, ophæves.
9. Efter § 928 indsættes:
»§ 928 a. Efter at bevisførelsen er sluttet, får først anklageren,
dernæst forsvareren og, såfremt tiltalte begærer det, denne ordet
for at udtale sig om bevisførelsens resultat samt om
retsspørgsmålene i sagen (proceduren). Dernæst optages sagen til
dom. Retten kan dog bestemme, at spørgsmålet, om tiltalte er
skyldig, først skal forhandles og afgøres.
Stk. 2. Parterne kan med rettens tilladelse helt eller delvis
indlevere proceduren skriftligt til retten. I så fald skal
parterne give en mundtlig sammenfatning heraf i retten.
Stk. 3. Retten kan i særlige tilfælde, hvor det under hensyn til
sagens beskaffenhed findes hensigtsmæssigt, pålægge anklageren og
forsvareren i forbindelse med proceduren at afgive en skriftlig
oversigt over procedurens indhold med en angivelse af de
hovedsynspunkter, der gøres gældende.
§ 928 b. Ved afstemningen skal det spørgsmål, om tiltalte er skyldig
i den forbrydelse, der lægges ham til last, sondres fra
spørgsmålet om straffe og først bringes til afstemning. Stemmes
der særskilt om strafforhøjelses- eller strafnedsættelsesgrunde,
bliver stemmerne fra de medlemmer af retten, som har erklæret sig
mod tiltaltes skyld, men er forblevet i mindretal, at regne til
gunst for tiltalte.«
10. Efter § 965 c indsættes som ny § 965 d:
»§ 965 d. Bestemmelserne i §§ 927 a, 927 b og 928 a finder
tilsvarende anvendelse.«
§ 965 d bliver herefter § 965 e.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 1987.
Stk. 2. Lovens § 2 finder anvendelse i alle sager, der ikke er
endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.
§ 4
§ 1 i denne lov gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig
anordning sættes helt eller delvist i kraft for denne landsdel med
de afvigelser, som de særlige færøske forhold giver anledning til.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1. Lovforslaget har til formål at skabe grundlag for en
intensivering af retsvæsenets indsats over for økonomisk
kriminalitet. Dels stilles der forslag om ændringer i
retsplejeloven med henblik på en mere effektiv behandling af disse
sager. Dels stilles der forslag om ændringer i straffeloven med
henblik på at skærpe reglerne om manglende eller mangelfuld
bogføring og med henblik på at udvide mulighederne for
erhvervsfrakendelse ved misbrug af konkurs- og
selskabslovgivningen.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af
økonomisk kriminalitet og på udtalelser over denne betænkning fra
straffelovrådet og retsplejerådet. De nævnte udtalelser fra
straffelovrådet og retsplejerådet er optaget som bilag til
lovforslaget. Der vil neden for i pkt. 2-5 blive redegjort næmere
for betænkningen, for udtalelserne fra straffelovrådet og
retsplejerådet, samt for lovforslagets forhold hertil.
1.2. Den intensivering af indsatsen over for økonomisk kriminalitet,
som lovforslaget tilsigter at give grundlag for, skal først og
fremmest opnås gennem regelændringer, som vil gøre det muligt at
behandle sager om økonomisk kriminalitet hurtigere, end det i dag
er muligt.
Erfaringerne fra de store økonomiske sager, som har været ført
igennem de senere år, har vist, at det tager meget lang tid at
behandle disse sager, både ved anklagemyndigheden og ved
domstolene. Baggrunden herfor er bl.a., at de gældende regler om
straffesagers behandling ikke er udformet med henblik på denne
type af sager.
De lange sagsbehandlingstider er især betænkelige i forhold til de
sigtede og tiltalte i disse sager. I de store økonomiske sager må
de sigtede ofte vente i årevis på en afgørelse af deres sag,
samtidig med at de ofte må tilbringe adskillige dage hver uge i
retten igennem en lang periode, eventuelt i flere år. Er de
pågældende ligefrem varetægtsfængslet, er belastningen ved de
lange sagsbehandlingstider naturligvis særligt store.
Tidsrummet fra den strafbare gerning og til straffens fuldbyrdelse
bør også af andre grunde være så kort som muligt. Lange
sagsbehandlingstider indebærer i sig selv en betænkelig svækkelse
af retsvæsenets reaktion i disse sager. Hertil kommer, at de
tillige giver meget store problemer for de myndigheder og
domstole, som behandler sagerne.
På denne baggrund indebærer lovforslaget, at der gennemføres
ændringer i retsplejeloven med henblik på en hurtigere og mere
effektiv behandling af disse sager.
Først og fremmest stilles der forslag om at udvide reglerne om
tiltaleopgivelse og -frafald, således at der i videre omfang end i
dag bliver mulighed for at »beskære« sager, når deres
(fuldstændige) gennemførelse vil medføre vanskeligheder,
omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt
forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan
ventes idømt (jfr. den foreslåede nye regel i retsplejelovens §
723, stk. 3).
Endvidere stilles der forslag om ændringer i reglerne om behandlingen
af straffesager ved domstolene, således at der gives domstolene
mulighed for en mere effektiv tilrettelæggelse og afvikling af
sagerne i retten.
Retten skal have bedre mulighed for at styre sagens tilrettelæggelse,
bl.a. gennem forberedende møder, således at man fra sagens
begyndelse får en stillingtagen fra parternes side til, hvilke
forhold der som ubestridte kan lægges til grund, og hvilke forhold
som bestrides, og som der derfor skal føres bevis for.
Lovforslaget indebærer endvidere, at retten i særlige tilfælde skal
kunne pålægge anklagemyndigheden og forsvareren at komme med en
skriftlig forelæggelse af sagen (med kopi til offentligheden).
Endvidere skal retten kunne pålægge parterne at indlevere en
skriftlig oversigt over deres procedure til retten, ligesom
parterne - hvis de selv ønsker det - skal kunne få rettens
tilladelse til helt eller delvis at indlevere deres procedure
skriftligt til retten, men således at de i retten skal give en
mundtlig sammenfatning heraf.
1.3. En intensiveret indsats over for den økonomiske kriminalitet kan
ikke ske alene gennem retsplejeændringer, som kan give mulighed
for en hurtigere og mere effektiv behandling af sager om økonomisk
kriminalitet. Der må også gennemføres ændringer i straffeloven.
Lovforslaget indebærer i den forbindelse en skærpelse af
straffebestemmelserne vedrørende manglende eller mangelfuld
bogføring. Det er nemlig helt almindeligt i sager om økonomisk
kriminalitet, at de gældende regler om regnskabsføring er
tilsidesat. Det kan i sig selv skabe mulighed for, at der gennem
regnskaberne gives et falsk billede af f.eks. en virksomheds
kreditværdighed. Men hertil kommer, at den manglende eller
mangelfulde regnskabsføring også vanskeliggør og i nogle tilfælde
helt umuliggør efterforskningen i de økonomiske sager.
Det er naturligvis også vigtigt at forebygge økonomisk kriminalitet.
I de senere år er der i den forbindelse især blevet peget på
behovet for at forebygge misbrug af konkurs- og
selskabslovgivningen gennem frakendelse af adgangen til at indtage
ledende stillinger i selskaber (erhvervsfrakendelse). På dette
punkt stilles der forslag om en ændring af straffelovens regler om
rettighedsfrakendelse med henblik på at forebygge sådanne misbrug
af konkurs- og selskabslovgivningen.
2. Udvidet adgang til beskæring af sagerne
2.1. Betænkning nr. 1066/ 1986 indeholder side 17 ff en gengivelse af
udvalget om økonomisk kriminalitets generelle overvejelser.
Udvalget fremhæver, at sager om økonomisk kriminalitet frembyder
en række særlige problemer. Dels er sagerne ofte meget omfattende,
hvilket i sig selv kan medføre, at sagsbehandlingen tager meget
lang tid. Dels har sagerne ofte tilknytning til udlandet, ligesom
det for at trænge til bunds i sagerne kan være nødvendigt at
foretage omfattende og kostbar rekonstruktion og revisionsmæssig
gennemgang af regnskabsmaterialet.
Bl.a. som følge af sådanne forhold kan sagsbehandlingen såvel ved
politiet som ved anklagemyndigheden og domstolene blive
overordentlig langvarig.
Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet fremhæver (anf.
sted), at der bør gennemføres regler, der letter sagsbehandlingen,
og udvalget udtaler i den forbindelse, at en udvidelse af
mulighederne for beskæring af sagerne findes af afgørende
betydning.
2.2. De gældende regler i retsplejeloven om beskæring af straffesager
(påtaleundladelse) gennemgås i betænkning nr. 1066/ 1986, side 157
ff. Udvalgets gennemgang viser, at der i dag kun i begrænset
omfang er mulighed for at beskære sager af procesøkonomiske
hensyn, jfr. betænkningen, side 184 ff.
På efterforskningsstadiet kan politiet i et vist omfang i medfør af
retsplejelovens § 742 foretage en prioritering af sagerne. Såfremt
der imidlertid foreligger en egentlig anmeldelse, som støttes på
visse kendsgerninger, eller anden efterforskning viser, at det er
overvejende sandsyndligt, at et strafbart forhold af nogen grovhed
er begået, kan politiet dog næppe undlade at foretage en
efterforskning.
Efter retsplejeloven er anklagemyndigheden som udgangspunkt
forpligtet til at påtale i tilfælde, hvor sagen kan forventes
gennemført til fældende dom. Påtaleundladelse, der ikke grundes på
bevismæssige eller retlige hindringer, kan således kun ske, når
særlige hensyn til den sigtede gør sig gældende og hensynet til
den forurettedes eller det offentliges interesser ikke taler imod,
jfr. retsplejelovens § 723.
Udvalget fremhæver (side 184), at procesøkonomiske betragtninger
allerede må antages at ligge bag den gældende regel i
retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan
statsadvokaten i sager, der hører under hans virkekreds, undlade
påtale eller frafalde påbegyndt forfølgning i tilfælde, hvor
straffelovens § 10 b (om strafforfølgning mod en person, der
allerede i et andet land er pålagt en sanktion for samme handling)
eller straffelovens § 89 (hvorefter tillægsstraf for handlinger,
der er begået forud for, men ikke pådømt ved en allerede afsagt
dom, kun idømmes, hvis en samtidig pådømmelse ville have medført
en forhøjelse af straffen), er anvendelig. Det er dog i disse
situationer en betingelse, at ingen eller kun en ubetydelig straf
skønnes at ville blive idømt, og at domfældelse ikke vil være af
betydning for anvendelsen af en strengere straffebestemmelse i
gentagelsestilfælde.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 4, kan således
anvendes ud fra procesøkonomiske hensyn, hvis der er tale om
forhold begået forud for en fældende dom, og ingen eller kun en
ubetydelig tillægsstraf kan forventes idømt. Bestemmelsen kan
endvidere anvendes som hjemmel til at begrænse tiltalerejsning til
en del af en sag, og når dommen er afsagt, til at slutte mindre
betydende og måske ikke fuldt efterforskede forhold.
Adgangen til at beskære tiltalen af ressourcemæssige grunde i medfør
af retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 4, må dog ifølge udvalgets
betænkning, side 185, efter gældende ret under alle omstændigheder
anses for begrænset til tilfælde, hvor den del af sagen, som der
ikke rejses tiltale for, er af en sådan karakter, at den ikke kan
antages at have væsentlig indflydelse på strafudmålingen.
2.3. Udvalget om økonomisk kriminalitet foretager i betænkningen,
side 185 ff, en grundig gennemgang af de hensyn, der kunne tale
imod en beskæring af straffesager ud fra procesøkonomiske hensyn.
Det anføres således, at betænkelighederne overfor anvendelse af et
opportunitetsprincip (bl.a. spørgsmålet om kompetenceforskydning
fra domstolene til anklagemyndigheden) også kan fremføres mod en
udvidet adgang til at beskære straffesager. Samtidig vil det kunne
være svært at vinde forståelse for, at en sigtet person, som man
mener at kunne få dømt, skal slippe for straf eller slippe
billigere på grund af ressourceproblemer. En øget adgang til at
beskære straffesager kan også medføre en øget risiko for
uensartethed i praksis, hvilket dog i et vist omfang imødegås af
adgangen til rekurs til den højere anklagemyndighed. Endelig kan
hensynet til den forurettede tale imod en for omfattende
anvendelse af påtalefrafald.
Udvalget finder imidlertid ikke disse betænkeligheder afgørende (side
187). Udover åbenbare økonomiske fordele ved at beskære
straffesager i videre omfang end hidtil vil man også kunne opnå
væsentlige fordele for den sigtede, idet navnlig det psykiske
pres, som en lang sagsbehandlingstid medfører, vil kunne mindskes.
På denne baggrund foreslår udvalget (side 188 ff), at der i
retsplejelovens § 723 indsættes en ny bestemmelse, hvorefter
påtalemyndigheden helt eller delvis kan opgive eller frafalde
tiltale, såfremt sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder,
omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt
forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan
forventes idømt. Da hensynet til at kunne beskære sager af
procesøkonomiske hensyn som tidligere anført også kan tænkes at
foreligge i andre sager end dem, der vedrører økonomisk
kriminalitet, foreslår udvalget, at den ny regel om beskæring
gives en generel formulering, således at den ikke efter sin ordlyd
begrænses til at finde anvendelse i sådanne sager.
2.4. Betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet har som nævnt foran været forelagt for
straffelovrådet og for retsplejerådet.
Straffelovrådet bemærker i sin udtalelse om betænkningen (bilag 1 til
lovforslaget), at rådet kan tiltræde, at der er behov for
regelændringer, som kan medføre en intensivering af retsvæsenets
indsats over for den økonomiske kriminalitet. Straffelovrådet
finder i den forbindelse, at der er behov for en udvidet adgang
til at beskære straffesager med henblik på at begrænse
efterforskningen og de forhold, der skal føres bevis for, og dette
kan efter rådets opfattelse ikke give anledning til principielle
betænkeligheder. Straffelovrådet tager ikke stilling til
spørgsmålet om den nærmere udformning af den nye beskæringsregel.
Retsplejerådet kan i sit høringssvar (bilag 2 til lovforslaget)
ligeledes tiltræde, at der er behov for en lovændring, der kan
give anklagemyndigheden mulighed for at beskære sager ud fra
ressourcemæssige hensyn. Retsplejerådet kan samtidig tiltræde, at
en ny regel bør have en generel formulering, således at den også
kan anvendes i sager, der ikke vedrører økonomisk kriminalitet,
men hvor tilsvarende hensyn gør sig gældende.
Retsplejerådet har ingen væsentlige indvendinger imod den af udvalget
foreslåede adgang til at undlade påtale af ressourcemæssige
grunde, men anfører forskellige synspunkter vedrørende udvalgets
forslag. Rådet anfører således, at en påtaleundladelse af
ressourcemæssige grunde ikke bør tilkendegive skyldformodning over
for sigtede, men bør ske ved påtaleopgivelse, medmindre
resultaterne af den allerede foretagne efterforskning
undtagelsesvis giver tilstrækkeligt grundlag for, at tiltale kunne
have været rejst (således at betingelserne for tiltalefrafald er
opfyldt). Rådet finder endvidere, at det bør overvejes nærmere, om
der bør være adgang til at undlade hele tiltalen, og om
kompetencen til at træffe bestemmelse om ressourcemæssigt
begrundede påtaleundladelser bør træffes af statsadvokaten også i
sager, hvor politimesteren har påtaleretten. Rådet nævner dog
muligheden af, at disse spørgsmål løses gennem instruktoriske
forskrifter.
2.5. Justitsministeriet finder det af afgørende betydning for
mulighederne for at effektivisere indsatsen over for den grove
økonomiske kriminalitet, at der skabes bedre muligheder for at
beskære sagerne. Dette er foreslået af udvalget vedrørende
økonomisk kriminalitet og tiltrådt af såvel straffelovrådet som
retsplejerådet, der i øvrigt ikke har væsentlige indvendinger mod
den af udvalget foreslåede regel. Derfor stiller
justitsministeriet forslag om en sådan ændring af retsplejelovens
§ 723. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udkastet i
betænkning nr. 1066/ 1986, side 195 ff.
I overensstemmelse med udtalelserne i betænkningen, s. 192 f, har
justitsministeriet i forbindelse med lovforslaget overvejet at
foretage en mere omfattende omskrivning og modernisering af
reglerne i retsplejelovens §§ 723-723 a og 749. Det har imidlertid
bl.a. af tidsmæssige grunde ikke været muligt at færdiggøre et
udkast til en sådan almindelig modernisering, og spørgsmålet herom
vil derfor blive overvejet videre i justitsministeriet. Resultatet
er derfor, at justitsministeriet alene stiller forslag om at
indsætte den af udvalget foreslåede beskæringsregel i de gældende
regler i § 723.
Efter den foreslåede nye regel i retsplejelovens § 723, stk. 3, skal
påtalemyndigheden helt eller delvis kunne opgive eller frafalde
tiltale, såfremt sagens (fuldstændige) gennemførelse vil medføre
vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står
i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet
fald vil kunne forventes idømt.
Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har i betænkning nr.
1066/ 1986, side 190-192, nærmere beskrevet bestemmelsens indhold
og dens forventede anvendelse i fremtidig praksis. Det fremhæves
her, at situationen i praksis oftest vil være den, at man på et
ret tidligt stadium af sagen må tage stilling til, om
efterforskningen bør begrænses til visse forhold for at fremskynde
hele sagen, altså også behandlingen af sagen, inden den kommer for
retten. Beskæringen vil således oftest i praksis - som også
fremhævet af retsplejerådet - have form af en tiltaleopgivelse.
I overensstemmelse med de nye regler om påtalekompetencen, som
gennemførtes ved retsplejereformen af 1984, er det fundet mest
hensigtsmæssigt - som også foreslåede af udvalget om økonomisk
kriminalitet - at lade kompetencen til at opgive eller frafalde
tiltale efter den nye regel følge retsplejelovens almindelige
ordning. Kompetencen til at beskære sager af procesøkonomiske
grunde skal således efter forslaget, ligesom kompetencen til i
øvrigt at opgive eller frafalde tiltale, ligge hos vedkommende
påtalemyndighed, dvs. i statsadvokatsager hos statsadvokaten og i
politisager hos politimesteren. Justitsministeriet vil imidlertid
i forbindelse med en eventuel gennemførelse af lovforslaget
overveje spørgsmålet om udsendelse af instruktoriske forskrifter
om forelæggelse af visse sager for den overordnede
anklagemyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at der i
forbindelse med omlægningen af påtalekompetencen i 1984 blev
udsendt sådanne instruktoriske forskrifter, og at det vil kunne
vise sig naturligt at supplere disse med forskrifter om
forelæggelse for den overordnede anklagemyndighed af visse sager
om beskæring efter den nye regel.
3. Erhvervsfrakendelse
3.1. Ved en folketingsbeslutning af 30. maj 1985 er regeringen af
folketinget blevet opfordret til at træffe forskellige
foranstaltninger med henblik på at modvirke misbrug af konkurs- og
selskabslovgivningen. Efter folketingsbeslutningen skal der i
overvejelserne herom bl.a. indgå spørgsmålet om
rettighedsfrakendelse vedrørende retten til at drive
erhvervsvirksomhed. Folketingsbeslutningen kommer også ind på
spørgsmålet om stråmandsvirksomhed og på spørgsmålet om straf for
overtrædelse af en erhvervsfrakendelse.
Til opfyldelse af de nævnte punkter i folketingsbeslutningen stilles
der lovforslag om ændring af straffeloven, således at der sker en
udvidelse af mulighederne for at frakende ret til at være
direktør, bestyrelsesmedlem m.v. i selskaber m.v.
Folketingsbeslutningen omtaler også forskellige andre
foranstaltninger, som skal indgå i overvejelserne vedrørende
bekæmpelse af misbrug af konkurs- og selskabslovgivningen. Der
tales i den forbindelse bl.a. om spørgsmålet om vurdering og salg
af boaktiver m.v. Det kan i den forbindelse oplyses, at
justitsministeriet har nedsat et udvalg, som bl.a. skal overveje
spørgsmålet om disse andre mulige tiltag, som er omtalt i
folketingsbeslutningen.
3.2. Udvalget om økonomisk kriminalitet har i afsnit IV i betænkning
nr. 1066/ 1986 (side 201 ff) drøftet spørgsmålet om
foranstaltninger mod konkurs- og selskabsmisbrug.
Disse former for misbrug beskrives nærmere i betænkningen, side 203
ff. En mulighed for at misbruge de selskabsretlige regler kan
f.eks. bestå i at oprette et aktie- eller anpartsselskab, der
producerer eller forhandler en vare. Selskabet oparbejder et stort
driftsunderskud (eventuelt gennem løbende udslusning af
indtjeningen). I særdeleshed told- og skattevæsenet har typisk
betydelige beløb til gode i selskabet. Selskabets aktiver sælges
billigt til et nyt selskab, som det første selskab eller dettes
ejere ikke formelt behersker. Det første selskab erklæres derefter
konkurs. Stifteren, stifterens ægtefælle eller et familiemedlem
eller en anden »stråmand« opretter eller har oprettet det nye
selskab, der køber varelager og produktionsapparat billigt af boet
og fortsætter produktionen. Det nye selskab oparbejder et stort
driftsunderskud og går konkurs osv.
Misbrug af konkurslovgivningen kan f.eks. bestå i, at der ikke i
selskabet etableres en sædvanlig forretningsmæssig drift med
henblik på at opnå en forsvarlig indtjening, men derimod
gennemføres dispositioner, som alene tjener aktionærens eller
anpartshaverens interesser i et andet selskab. Endvidere kan
misbruget bestå i, at der ikke sker en reel afhændelse af det
tidligere selskabs aktiver, men at disse enten inden eller efter
konkursen overføres til et andet selskab, som direkte eller
indirekte beherskes af fallenten.
Misbrug er ifølge udvalget hyppigst knyttet til selskaber og til en
konkurssituation, men de kan også forekomme i
enkeltmandsvirksomheder og i situationer, hvor konkurs ikke bliver
aktuel.
Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har indhentet
udtalelser fra en række myndigheder og organisationer med henblik
på en nærmere belysning af de nævnte former for misbrug.
Hovedindholdet af udtalelserne er gengivet i betænkning nr. 1066/
1986, side 221 ff.
3.3. På baggrund af de nævnte udtalelser konkluderer udvalget (side
239 ff), at misbrug af konkurs- og selskabslovgivningen forekommer
i et vist begrænset omfang, og at sådant misbrug kan være årsag
til, at der lides betydeligt tab af offentlige og private
kreditorer. Udvalget finder derfor, at der vil kunne være behov
for indgreb over for personer, der gør sig skyldige i de nævnte
misbrug.
Uanset de foranstaltninger, som indenfor selskabslovgivningens område
er truffet med henblik på at hindre eller modvirke
selskabsmisbrug, finder udvalget, at det med henblik på at søge at
effektivisere bekæmpelsen af groft misbrug af de konkurs- og
selskabsretlige regler må anses for hensigtsmæssigt at udvide
adgangen til begrænsning - frakendelse - af ret til
erhvervsudøvelse.
Udvalget udtaler (s. 246), at det ud fra retssikkerhedssynspunkter er
aldeles uacceptabelt at foretage en så indgribende og generelt
betænkelig foranstaltning, som det ville være at foretage en
rettighedsfrakendelse uden grundlag i en dom for strafbart
forhold. Ved at betinge adgangen til rettighedsfrakendelse heraf
opnås tillige, at den sagsbehandling og de myndigheder, der skal
tage stilling til spørgsmålet, frembyder de bedst mulige
retssikkerhedsmæssige garantier.
Udvalget om økonomisk kriminalitet har på den baggrund uformet sit
forslag til udvidet adgang til rettighedsfrakendelse i tilknytning
til de gældende regler om rettighedsfrakendelse i straffelovens §§
78-79. Efter udvalgets forslag skal der som en ny § 79 a indsættes
en bestemmelse om erhvervsfrakendelse i straffeloven. Forslaget
indebærer, at der i forbindelse med dom for strafbart forhold skal
være mulighed for at frakende retten til at være stifter,
direktør, medlem af af bestyrelsen eller til i øvrigt at udøve en
bestemmende indflydelse i selskaber med begrænset ansvar m.v.,
såfremt det udviste forhold begrunder nærliggende fare for misbrug
af sådan virksomhed.
Samtidig foreslår udvalget en regel om adgang til midlertidig
erhvervsfrakendelse under straffesagens behandling.
Overtrædelser af erhvervsfrakendelser bør efter udvalgets opfattelse
kunne straffes strengere end i dag, og udvalget foreslår derfor en
skærpelse af reglen herom i straffelovens § 131. For at klargøre,
at stråmandsvirksomhed også er strafbar, foreslår udvalget
samtidig en ny regel § 131, stk. 2, men med en lavere
strafferamme end for hovedmanden.
3.4. Straffelovrådet kan i sin udtalelse (pkt. 3.2.) tiltræde, at der
er behov for at ændre de gældende regler om rettighedsfrakendelse,
således at det i videre omfang bliver muligt at frakende retten
til visse former for erhvervsudøvelse.
Straffelovrådet er enigt med udvalget i, at adgangen til
erhvervsmæssig diskvalifikation ligesom i dag bør betinges af, at
der foreligger en dom for et strafbart forhold. En adgang til
rettighedsfrakendelse, som ikke var knyttet hertil, men f.eks.
alene til, at den pågældende var gået konkurs, ville efter rådets
opfattelse være overordentlig betænkelig.
Rådet giver udtryk for, at adgangen til frakendelse af rettigheder i
de af udvalget foreslåede nye grupper af tilfælde bør være
betinget af, at særlige omstændigheder taler derfor, jfr. herved
den gældende bestemmelse i straffelovens § 79, stk. 1, 2. pkt., om
frakendelse af ret til at drive anden virksomhed, som ikke kræver
særlig offentlig autorisation eller godkendelse. Dette kan efter
straffelovrådets opfattelse lettest ske, såfremt man indarbejder
den nye regel om »erhvervsfrakendelse« i § 79, i hvilken
bestemmelse rådet i forvejen finder behov for redaktionelle
ændringer.
Straffelovrådet tiltræder i udtalelsens pkt. 3.3., at der som
foreslået af udvalget åbnes adgang til at frakende retten til at
være stifter, direktør eller medlem af bestyrelsen i et selskab
med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver
særlig offentlig godkendelse, eller en fond. Derimod finder
straffelovrådet, at en adgang til frakendelse af retten til »i
øvrigt at udøve en bestemmende indflydelse« i et sådant selskab
m.v. ville være for vidtgående og i sin meget ubestemte form give
betydelige afgrænsnings- og kontrolvanskeligheder. Dette led i
udvalgets angivelse af de rettigheder, som skal kunne frakendes,
bør derfor efter straffelovrådets opfattelse udgå.
Straffelovrådet fremhæver i øvrigt, at der i hvert enkelt tilfælde må
tages stilling til frakendelsens nærmere omfang. Der kan dels være
tale om kun at frakende retten til at beklæde en bestemt stilling
f.eks. som direktør, dels om at begrænse en frakendelse til
virksomheder inden for bestemte brancher.
Straffelovrådet fremhæver betænkelighederne ved en adgang til
suspension (midlertidig rettighedsfrakendelse) under sagen, men
rådet betragter det som en selvfølge, at en sådan regel må
anvendes meget restriktivt, og rådet har derfor ikke ment at burde
udtale sig imod den foreslåede regel.
Straffelovrådet har ikke bemærkninger til de foreslåede ændringer i
strafferammerne i § 131, stk. 1 og 2, om overtrædelse af
rettighedsfrakendelse. Det er efter straffelovrådets opfattelse
mest nærliggende at antage, at de almindelige medvirkensregler
også omfatter medvirken til, at en anden udøver en virksomhed, til
hvilken retten er ham frakendt, men rådet finder ikke grund til at
indvende noget imod udvalgets forslag om, at medvirkensansvaret
for bl.a. stråmænd præciseres, og at der for dette ansvar skal
gælde en lavere strafferamme.
3.5. Justitsministeriet kan tiltræde, at der er behov for
regelændringer med det formål at modvirke misbrug af konkurs- og
selskabslovgivningen. Justitsministeriet kan derfor tiltræde
forslaget om nye regler om erhvervsfrakendelse.
Med hensyn til den nærmere udformning af de nye regler vil det som
fremhævet af straffelovrådet formentlig blive for vidtgående og
for vanskeligt at kontrollere, såfremt der også åbnes mulighed for
at frakende retten til - udover at være stifter, direktør eller
bestyrelsesmedlem - at have bestemmende indflydelse i et selskab
m.v. Som nævnt af straffelovrådet vil en sådan frakendelse kunne
omfatte retten til udøve stemmeret ifølge en aktiepost, som den
pågældende gennem arv eller på anden lovlig måde er kommet i
besiddelse af. Justitsministeriet har derfor i overensstemmelse
med straffelovrådets udtalelse ikke i den nye regel medtaget en
adgang til at frakende ret til at have bestemmende indflydelse i
et selskab.
Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde behovet for at skærpe
straffen for overtrædelser af rettighedsfrakendelser, jfr.
straffelovens § 131.
Det er efter justitsministeriets opfattelse meget vigtigt, at man
modvirker, at rettighedsfrakendelser omgås ved anvendelse af
stråmænd o.l. For at der ikke skal være tvivl om, at også stråmænd
kan straffes, har justitsministeriet derfor i overensstemmelse med
straffelovrådets lovudkast medtaget den af udvalget vedrørende
økonomisk kriminalitet foreslåede regel om præcisering af
medvirkensansvaret i lovforslaget, jfr. forslaget til
straffelovens § 131, stk. 2.
4. Bogføringovertrædelser
4.1. Betænkning nr. 1066/ 1986 indeholder i afsnit I udvalgets
overvejelser vedrørende bestemmelserne om straf for urigtig eller
mangelfuld bogføring. Betænkningen indeholder herunder en meget
omfattende gennemgang af lovgivningens krav til bogføring og
regnskab m.v. og af de gældende straffebestemmelser herom, jfr.
betænkningens kapitler 5-9 (side 29-102).
Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet har over for
udvalget oplyst, at der i forbindelse med næsten alle sager om
økonomisk kriminalitet foreligger overtrædelser af reglerne om
bogføring og regnskab. Mangelfuld regnskabsføring kan gøre det
særdeles vanskeligt og i nogle tilfælde umuligt at gennemføre
sagerne, og der er derfor efter udvalgets opfattelse (side 128 ff)
behov for en styrkelse af det strafferetlige værn mod
bogføringsovertrædelser.
Udvalget fremhæver endvidere, at en skærpelse af bestemmelserne herom
også vil kunne give anklagemyndigheden et grundlag for på et
tidligt tidspunkt i efterforskningen at beslutte sig til at
begrænse eventuel tiltale til kun at omfatte
bogføringsovertrædelsen og derved undgå en langvarig og måske
forgæves efterforskning af en berigelsesforbrydelse.
På denne baggrund foreslår udvalget, at der foretages forskellige
ændringer i straffeloven med henblik på at skærpe straffen for
sådanne overtrædelser. Efter udvalgets forslag (s. 135) skal
bestemmelsen om bogføringsovertrædelser i straffelovens § 302 have
en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder, og samtidig skal denne bestemmelses beskrivelse af de
strafbare handlinger og undladelser revideres og moderniseres.
4.2. Straffelovrådet kan i sin udtalelse pkt. 2.3. tiltræde, at
straffelovens § 302 søges udformet på en sådan måde, at
bestemmelsen i højere grad tager sigte på grovere forhold, der
ikke findes at burde henføres alene under straffebestemmelsen i
bogføringsloven. Straffelovrådet kan endvidere tiltræde, at der
for sådanne forhold fastsættes en strafferamme, der er væsentligt
strengere end den nugældende ramme af bøde eller hæfte.
Straffelovrådet nærer nogen betænkelighed ved forslaget fra udvalget
vedrørende økonomisk kriminalitet om, at strafmaksimum i
bestemmelsen skal være på fængsel i 1 år og 6 måneder. Rådet
fremhæver, at der er åbenbare betænkeligheder ved at søge
bogføringsovertrædelser sat i klasse med berigelsesforbrydelser,
således at politiet og anklagemyndigheden kan nøjes med at slå ned
på de lettest tilgængelige oplysninger, nemlig dem, der vedrører
mangelfuld bogføring m.v., og vente sådanne forhold bedømt lige så
strengt, som hvis der var ført bevis for en berigelsesforbrydelse.
Selv om bogføringsovertrædelser kan være af betydelig grovhed og
undertiden skabe en formodning om uredeligt forhold, forekommer
det ikke straffelovrådet sandsynligt, at der ved domstolene vil
blive idømt langvarige straffe for bogføringsovertrædelser.
Det er straffelovrådets konklusion, at rådet foreslår et fælles
strafmaksimum på 1 års fængsel for de forskellige tilfælde af
særligt grove bogføringsovertrædelser, som skal omfattes af § 302.
Om den nærmere udformning af bestemmelsen henvises i øvrigt til
straffelovrådets udtalelse.
4.3. Justitsministeriet kan i det hele tiltræde straffelovrådets
synspunkter og forslag vedrørende spørgsmålet om skærpelse af
straffen for bogføringsovertrædelser. Lovforslaget er derfor
udformet i overensstemmelse med straffelovrådets lovudkast.
5. Andre forslag vedrørende sagernes behandling
5.1. Almindelige bemærkninger. Udvalget om økonomisk kriminalitet
peger i betænkning nr. 1066/ 1986, side 21 f, på at
sagsbehandlingstiden i sager om økonomisk kriminalitet kan blive
overordentlig lang ikke blot ved politiet og anklagemyndigheden,
men også når sagen skal behandles ved retten, hvor
domsforhandlingen i 1. instans i de større økonomiske sager ofte
er meget langvarig. Dette skyldes ikke blot sagernes meget
omfattende karakter, men også, at retsplejelovens almindelige
regler om behandlingen af straffesager ikke er udformet med
henblik på sager om økonomisk kriminalitet.
I de større økonomiske sager varer domsforhandlingen ved 1. instans
ofte fra 3/ 4 - 2 år, og ankes sagen, vil også ankebehandlingen
kunne blive meget langvarig. Udvalget fremhæver, at dette ikke kan
undgå at medføre problemer for domstolene, ikke mindst for
Københavns byret, hvor halvdelen af byrettens kriminelle
afdelinger på et vist tidspunkt var optaget af sager om økonomisk
kriminalitet. I en tid, hvor ressourcerne er knappe, har dette
ikke kunnet undgå at medføre, at andre sager har måttet vente,
således at der har været en betydelig stigning i
berammelsestiderne ved domstolene i alle typer af sager.
Udvalget har på denne baggrund overvejet, om man ved en række
ændringer af de processuelle regler om domstolsbehandlingen af
sager om økonomisk kriminalitet vil kunne lette disse sagers vej
gennem retssystemet, således at de eksisterende resssourcer kan
udnyttes bedre.
5.2. Forberedende retsmøde. Skriftlig forelæggelse. I civile
retssager kan retten indkalde parterne til et forberedende
retsmøde, hvor parternes stilling til sagens faktiske og retlige
problemer kan bringes på det rene, og hvor det kan klarlægges,
hvilke faktiske omstændigheder der skal være genstand for
bevisførelse. En tilsvarende regel gælder ikke for straffesager.
Udvalget om økonomisk kriminalitet finder (betænkningen side 275 ff),
at overflødig bevisførelse m.v. vil kunne undgås, såfremt man fra
sagens begyndelse kan klarlægge parternes stillingtagen til sagens
faktiske og retlige spørgsmål. Udvalget stiller derfor forslag om
en bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter retten i straffesager
kan indkalde parterne til et forberedende møde med henblik på en
effektiv tilrettelæggelse af domsforhandlingen.
Der gælder ikke nogen udtrykkelig regel om anklagerens forelæggelse
af straffesager, der behandles ved byret. Det antages dog, at
sådan forelæggelse kan ske, og i sager om økonomisk kriminalitet
er det ligesom i andre meget store sager blevet praksis, at
domsforhandlingen indledes med anklagerens forelæggelse af sagen.
Forelæggelsen sker mundtlig og består i en redegørelse for de
faktiske omstændigheder og de retsregler, som tiltalen angår, med
en præcisering af bevistemaerne. I større sager om økonomisk
kriminalitet har anklagerens forelæggelse strakt sig over flere
retsdage.
Udvalget om økonomisk kriminalitet foreslår på denne baggrund (side
279), at retten skal have beføjelse til at pålægge
anklagemyndigheden at foretage en skriftlig forelæggelse af sagen.
En sådan skriftlig forelæggelse skal efter udvalgets forslag være
offentligt tilgængelig, og udvalget forudsætter, at der i retten
under domsforhandlingen gives en mundtlig sammenfatning af den
skriftlige forelæggelse.
Retsplejerådet anbefaler i sin udtalelse om udvalgets betænkning, at
disse forslag gennemføres. Rådet finder dog, at adgangen til at
pålægge anklagemyndigheden at fremsende en skriftlig forelæggelse
i lovteksten bør begrænses til særlige tilfælde, hvor sagens
beskaffenhed gør det påkrævet, ligesom det udtrykkeligt bør fremgå
af bestemmelsen, at der skal gives en mundtlig sammenfatning i
retten af den skriftlige forelæggelse. Retsplejerådet påpeger
endvidere, at der ikke findes en udtrykkelig hjemmel til at kræve
en mundtlig forelæggelse af sager, der behandles ved højesteret.
Justitsministeriet kan tiltræde behovet for en mere effektiv
tilrettelæggelse af disse sager. Justitsministeriet er således
enig i udvalgets forslag. Det behov, som retsplejerådet har peget
på med hensyn til en mere præcis angivelse i lovteksten af
anvendelsesområdet for regler om skriftlig forelæggelse, er
indarbejdet i justitsministeriets lovforslag (retsplejelovens §§
927 a 927 b).
5.3. Skriftlig procedure. I straffesager afsluttes domsforhandlingen
- inden den tiltalte får det sidste ord - med en procedure, hvor
anklageren og forsvareren får mulighed for at udtale sig om
bevisførelsens resultat og retsspørgsmålene i sagen. Proceduren er
efter gældende ret altid mundtlig.
Proceduren i de meget store og komplicerede sager kan undertiden
blive langvarig. Der kan være måske mange tusinde dokumenter og et
anseligt antal vidneforklaringer, der skal opsummeres og holdes
sammen for at vurdere bevislighederne. Udvalget om økonomisk
kriminalitet oplyser i betænkningen, side 287, at det ikke er
usædvanligt, at proceduren i de store økonomiske sager strækker
sig over 15-20 retsdage. Udvalget oplyser endvidere, at
procedureformen i disse sager til en vis grad har ændret karakter,
idet den fra - som man kender det i almindelige sager - at være et
frit foredrag baseret på enkelte notater fra den umiddelbart
forudgående bevisførelse i højere grad er blevet et foredrag
baseret på et egentlig manuskript.
Resultatet er i praksis, at retten og parterne må tilbringe meget
lang tid med at høre på anklagerens og i nogen grad også
forsvarerens oplæsning af et maskinskrevet manuskript og notere
det ned, som bliver læst op. Under voteringen om de enkelte
forhold må retten så betjene sig af sine notater om det, som
anklageren og forsvareren har sagt i deres oplæsning.
Udvalget foreslår på denne baggrund (betænkningen, side 287), at
retten skal have mulighed for at bestemme, at procedureindlæg skal
fremsendes skriftligt til retten. Parterne skal i så fald give en
mundtlig sammenfatning af indlæggene i retten, og indlæggene skal
være offentligt tilgængelige. En sådan fremgangsmåde vil betyde en
væsentlig tidsbesparelse i retten, og de skriftlige
procedureindlæg vil kunne være en betydelig hjælp for retten under
voteringen.
Retsplejerådet giver i sin udtalelse over betænkningen, pkt. 5,
udtryk for, at rådet ikke kan tiltræde udvalgets forslag, og
nævner, at forslaget på et væsentligt punkt fraviger
retsplejelovens princip om mundtlighed i retsplejen. Rådet finder,
at nogle af de hensyn, der bærer udvalgets forslag, vil kunne
tilgodeses ved en ordning i praksis, hvorefter retten og parterne
aftaler, at der skal afgives en skriftlig oversigt over
procedureindlæggets indhold med en angivelse af de fremførte
hovedsynspunkter.
Justitsministeriet finder på den ene side den nuværende procedureform
i store økonomiske sager uhensigtsmæssig, idet der hengår et stort
antal retsdage med oplæsning af i forvejen udarbejdede
procedureindlæg, og idet dommernes notater om parternes mundtlige
procedure i sådanne sager næsten uundgåeligt må blive i et vist
omfang mangelfulde.
På den anden side er justitsministeriet enig i, at spørgsmålet kan
give anledning til tvivl, idet det kan anføres, at det er
betænkeligt at fravige retsplejelovens mundtlighedsprincip, og at
en forsvarer bør have ret til at vurdere, i hvilken form han mener
bedst at kunne fremføre sine synspunkter.
Justitsministeriet har på denne baggrund udformet lovforslaget
således, at der ikke foretages nogen principiel ændring i
retsplejelovens regler om, at proceduren holdes mundtligt. Med
henblik på at lette rettens arbejde med votering og domsskrivning
foreslår justitsministeriet imidlertid på baggrund af det af
retsplejerådet anførte, at det udtrykkeligt anføres i lovteksten
(§ 928 a stk. 3), at retten kan pålægge anklageren og forsvareren
i forbindelse med den mundtlige procedure at afgive en skriftlig
oversigt over procedureindlæggets indhold med en angivelse af de
hovedsynspunkter, der gøres gældende.
De betænkeligheder, som har været anført overfor udvalgets forslag om
skriftlig procedure i visse store sager, er ikke til stede, hvis
anklageren eller forsvareren (eller eventuelt den tiltalte) selv
anmoder om helt eller delvis at måtte indlevere proceduren
skriftligt. Der bør dog gives en mundtlig sammenfatning i retten
af den skriftlige procedure. Lovforslagets § 928 a, stk. 2, er
udformet i overensstemmelse hermed.
5.4. Øvrige processuelle forslag. Efter de gældende regler udtages
domsmænd ved lodtrækning fra en særlig grundliste, der er
udarbejdet af det kommunale grundlisteudvalg. Der stilles ikke
særlige faglige krav til de personer, der optages på grundlisten.
Udvalget om økonomisk kriminalitet udtaler side 290 i betænkning nr.
1066/ 1986, at udvalget anser det for væsentligt, at domsmænd i
større sager om økonomisk kriminalitet har en vis indsigt i
regnskabsmæssige forhold, og udvalget stiller derfor forslag om,
at det skal markeres på grundlisten, hvilke personer der har
særligt kendskab til erhvervsforhold. Kræver sagen et sådant
kendskab, skal udtagelsen af domsmænd efter udvalgets forslag ske
blandt de pågældene personer.
Retsplejerådet anfører i sin udtalelse over betænkningen som sin
principielle opfattelse, at domsmænd bør rekrutteres blandt
almindelige mennesker uden specialviden eller særlige
forudsætninger. Herudover peger retsplejerådet bl.a. på, at
udvalgets forslag efter rådets opfattelse har fået en teknisk set
uhensigtsmæssig udformning, og at spørgsmålet om at indføre
sagkyndige domsmænd i strafferetsplejen under alle omstændigheder
bør undergives mere indgående overvejelser i forbindelse med
retsplejerådets drøftelser af instansfølgen i civile sager.
Justitsministeriet finder spørgsmålet om sagkyndige domsmænd egnet
til drøftelse i en bredere sammenhæng, og der er derfor ikke
medtaget regler herom i lovforslaget.
I dansk ret er det udgangspunktet, at beviser skal føres umiddelbart
for den dømmende ret under domsforhandlingen. Efter
retsplejelovens § 747 består der imidlertid en adgang til at sikre
bevis ved anteciperet bevisførelse, dvs. bevisførelse under
retsmøder forud for domsforhandlingen, i nogle nærmere angivne
tilfælde.
Udvalget foreslår (s. 281 f.) denne adgang til anteciperet
bevisførelse udvidet, således at bestemmelsen udtrykkeligt
fastslår, at retsmøde til sikring af bevis kan afholdes, såfremt
det må forventes, at efterforskningen eller domsforhandlingen vil
blive meget langvarig. Baggrunden herfor er, at det bl.a. i store
og langvarige sager om økonomisk kriminalitet er vanskeligt for
vidner at huske noget om de hændelser, som de skal forklare om, og
som ligger langt tilbage i tiden, undertiden mange år.
Retsplejerådet kan i sin udtalelse, pkt. 3, tiltræde, at der navnlig
i store sager om økonomisk kriminalitet kan være behov for at
sikre bevis ved anteciperet bevisførelse på grund af sagens
forventede varighed. Rådet finder imidlertid, at den gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 1, giver tilstrækkelig
hjemmel til at tillade anteciperet bevisførelse i det af udvalget
om økonomisk kriminalitet ønskede udvidede omfang.
Justitsministeriet kan tiltræde dette, og der er derfor i
lovforslaget ikke medtaget noget forslag om ændring i
retsplejelovens § 747, idet den udvidede anvendelse af anteciperet
bevisførelse, som udvalget om økonomisk kriminalitet foreslår, vil
kunne ske indenfor rammerne af den gældende bestemmelse.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 965 c, stk. 4, kan
tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og
syns- og skønsmænd under byretsbehandlingen anvendes som
bevismiddel under landsretsbehandlingen, såfremt ingen af parterne
inden domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring af de
pågældende.
Udvalget finder (side 283), at denne bestemmelse i tilfælde, hvor der
ikke er den fornødne enighed mellem anklageren og forsvareren, er
egnet til at medføre unødvendig ny bevisførelse på grund af
kravet om, at parterne skal være enige, for at vidner m.v. ikke
behøver at føres på ny. Udvalget foreslår derfor, at dette krav
udgår og erstattes af en bestemmelse om, at det er landsretten,
der (i tilfælde af uenighed mellem parterne) bestemmer, om der
skal ske fornyet afhøring.
Præsidenterne for Østre og Vestre landsret anfører i deres
høringssvar over betænkning nr. 1066/ 1986, at retten kun bør
gribe ind i bevisførelsen som led i den almindelige procesledelse
og i øvrigt overlade til parterne, der kender sagen bedst, at
bestemme bevisførelsens form og omfang.
Retsplejerådet tilslutter sig i sin udtalelse pkt. 6, den opfattelse,
som landsretterne har givet udtryk for, og tilføjer, at udøvelsen
af den foreslåede beføjelse ville kunne svække parternes tillid
til rettens upartiskhed.
Justitsministeriet finder, at en nærmere vurdering af forslaget under
hensyn til den negative modtagelse, det har fået, formentlig bør
afvente, at der indvindes yderligere erfaringer ved landsretterne
med ankebehandling af sager om økonomisk kriminalitet.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget har som nævnt bl.a. til formål at skabe grundlag for en
intensivering af retsvæsenets indsats overfor økonomisk
kriminalitet, herunder gennem regelændringer, der skal muliggøre
en hurtigere og mere effektiv behandling af sager om økonomisk
kriminalitet. Lovforslaget kan ikke antages at være forbundet med
økonomiske konsekvenser af betydning, men forslaget vil kunne give
grundlag for en hurtigere sagsbehandling og dermed for en bedre
udnyttelse af retsvæsenets ressourcer.
7. Hørte myndigheder m.v.
Betænkningen nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet
har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre
landsret, Sø- og handelsretten, Københavns byret og retterne i
Odense, Ålborg og Århus, Den danske dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk kriminalpolitiforening,
Dansk politiforbund, Advokatrådet, Industriministeriet samt
Ministeriet for skatter og afgifter.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1-3
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3, til
straffelovrådets udtalelse, pkt. 2, og til betænkning nr. 1066/
1986 om økonomisk kriminalitet, side 239-271.
Til nr. 4-5
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4, til
straffelovrådets udtalelse, pkt. 2, og til betænkningen, side 127
ff.
Til § 2
Til nr. 1
Der henvises til betænkning nr. 1066/ 1986, side 279 og 296.
Til nr. 2-3
Bestemmelserne indebærer, at overtrædelser af rettighedsfrakendelser,
jfr. straffelovens § 131, gøres til statsadvokatsager. Der
henvises til betænkning nr. 1066/ 1986, side 270.
Til nr. 4-5
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2, til
retsplejerådets udtalelse, pkt. 1, og til betænkningen, side
151-197.
Til nr. 6-7 og 10
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2., og til
retsplejerådets udtalelse, pkt. 4.
Til nr. 8-10
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.3., og til
retsplejerådets udtalelse, pkt. 5.
Til § 3
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
I overensstemmelse med forslaget i betænkning nr. 1066/ 1986 foreslås
det, at forslagene til ændringer i retsplejeloven finder
anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens
ikrafttræden.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører den foreslåede lovs territoriale gyldighed.
Bilag 1
STRAFFELOVRÅDET
Udtalelse om betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet
Ved skrivelse af 10. marts 1986 har justitsministeriet anmodet
straffelovrådet om en udtalelse om nogle af forslagene i
betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet.
Justitsministeriets skrivelse lyder således:
»Vedlagt fremsendes betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af
økonomisk kriminalitet, som er afgivet af et udvalg under
justitsministeriet.
Justitsministeriet har sendt betænkningen til høring hos myndigheder
og organisationer med svarfrist den 4. april 1986.
I den anledning skal man anmode straffelovrådet om en udtalelse om
betænkningens forslag til ændringer i straffeloven og i
retsplejelovens regler om tiltalefrafald m.v.
Justitsministeriet vil fremsende de ovenfor nævnte høringssvar til
straffelovrådet, efterhånden som de indkommer.
Da et lovforslag om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet agtes
fremsat i april måned 1986, skal man anmode om, at rådets
udtalelse må foreligge snarest muligt og senest den 18. april
1986.«
Justitsministeriet har samtidig anmodet retsplejerådet om en
udtalelse om betænkningens forslag til ændring af retsplejeloven.
Under hensyn hertil og til den korte tidsfrist for afgivelsen af
rådets udtalelse har justitsministeriet senere tilkendegivet, at
man vil være indforstået med, at straffelovrådet ikke tager
nærmere stilling til spørgsmålet om udformningen af
retsplejelovens regler om tiltalefrafald m.v.
Straffelovrådet har behandlet sagen i 4 møder.
Som følge af den måde, hvorpå justitsministeriet har stillet opgaven,
og under hensyn til de andre opgaver vedrørende sanktionssystemets
udformning, som straffelovrådet beskæftiger sig med, finder man
grund til at fremhæve, at straffelovrådet alene har set det som
sin opgave at tage stilling til spørgsmålene, således som de er
forelagt i betænkning nr. 1066/ 1986 om økonomisk kriminalitet.
Ved afgivelsen af denne udtalelse har straffelovrådet haft følgende
sammensætning: Professor, dr. jur. Knud Waaben (formand), advokat
Jørgen Bang, kontorchef i justitsministeriet Michael Elmer (der
tillige varetager ledelsen af rådets sekretariat), retspræsident
Kurt Haulrig, direktør for kriminalforsorgen Frits Hellborn,
politimester Jørgen Langkilde samt rigsadvokat Per Lindegaard.
Direktør Frits Hellborn har dog ikke deltaget i rådets behandling
af denne udtalelse, og i hans sted har fængselsinspektør William
Rentzmann deltaget i arbejdet.
Hvervet som sekretær for rådet er varetaget af kst. byretsdommer Bent
Carlsen og fuldmægtig i justitsministeriet Claes Nilas.
København, den 21. april 1986.
Jørgen Bang
Jørgen Langkilde
Knud Waaben
(formand)
Elmer
Per Lindegaard
/ Bent Carlsen
(sekretær)
K. Haulrig
William Rentzmann
Claes Nilas
(sekretær)
1. Almindelige bemærkninger.
Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet redegør i kapitel 3
i betækning nr. 1066/ 1986 (side 17-22) for, at behandlingen af
sager om økonomisk kriminalitet frembyder en række vanskeligheder,
som ikke blot gør sig gældende i forbindelse med efterforskningen,
men også i forbindelse med anklagemyndighedens og domstolenes
behandling af sådanne sager.
Hovedproblemet er, at det tager meget lang tid at behandle sager om
økonomisk kriminalitet, bl.a. fordi de gældende regler om
straffesagers behandling ikke er udformet med henblik på denne
type af sager.
Udvalget finder behov for regelændringer, som kan give grundlag for
en hurtigere behandling af sagerne og dermed for en ønskelig
intensivering af retsvæsenets indsats overfor den økonomiske
kriminalitet. Udover ændringer i processuelle regler om
sagsbehandlingen ved domstolene stiller udvalget forslag om en ny
regel i retsplejelovens § 723 med henblik på en udvidet adgang til
»beskæring« af sager.
Endvidere foreslår udvalget en ny skærpet bestemmelse i straffelovens
§ 302 vedrørende manglende eller mangelfuld bogføring m.v.
Med henblik på forebyggelse af økonomisk kriminalitet stiller
udvalget endelig forslag om en udvidelse af straffelovens regler
om rettighedsfrakendelse til også at omfatte visse former for
virksomhed i forbindelse med selskaber.
Straffelovrådet kan tiltråde, at der er behov for regelændringer, som
kan medføre en intensivering af retsvæsenets indsats over for den
økonomiske kriminalitet.
I den forbindelse lægger rådet til grund, at det er nødvendigt at
give en udvidet og præciseret adgang til at »beskære« straffesager
med henblik på at begrænse efterforskningen og de forhold, der
skal føres bevis for, og således fremme sagernes behandling. Det
svarer i princippet til, hvad der allerede i dag er praksis i
sager om mange ensartede forhold. Rådet finder derfor, at den
foreslåede udvidede adgang til beskæring af straffesager ikke kan
give anledning til principielle betænkeligheder. Rådet er ikke
gået ind på spørgsmålet om udformningen af bestemmelserne om
tiltalefrafald og begrænsning af efterforskningen.
2. Bogføringsovertrædelser
2.1. De gældende regler om bogføring og regnskab og om straf for
urigtig, manglende eller mangelfuld bogføring og regnskab
gennemgås i betænkning nr. 1066/ 1986, side 27-49 og 83-102.
Udvalget redegør i betænkningen, side 103-112, for nogle
erfaringer med tilsidesættelse af bogføringsregler, som
statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet har stillet til
rådighed for udvalget.
Udvalget fremhæver (side 127 ff), at der er forekommet nogle
misbrugstilfælde, hvor der har været betydelige formuetab for
erhvervsvirksomheder og investorer, og sådant misbrug indebærer en
fare for, at der opstår en generel mistillid til erhvervslivet. En
virksomhed bør efter udvalgets opfattelse heller ikke kunne styrke
sin forretningsmæssige position ved tilsidesættelse af den
lovgivning, som konkurrerende virksomheder overholder. Det bør
derfor efter udvalgets opfattelse i videst muligt omfang hindres,
at misbrug finder sted.
Udvalget henviser til, at statsadvokaten for økonomisk kriminalitet
over for udvalget har oplyst, at bogføringsreglerne er tilsidesat
i næsten samtlige sager om økonomisk kriminalitet, hvilket
medfører, at efterforskningen vanskeliggøres og i nogle tilfælde
helt må opgives, ligesom det gør efterforskningen tidsmæssigt og
økonomisk overordentlig ressourcekrævende. Udvalget finder på den
baggrund, at der er behov for en styrkelse af det strafferetlige
værn mod bogføringsovertrædelser. En skærpelse af bestemmelserne
herom vil endvidere efter udvalgets opfattelse kunne give
anklagemyndigheden et grundlag for på et tidligt tidspunkt af
efterforskningen at begrænse eventuel tiltale til kun at omfatte
bogføringsovertrædelsen og derved undgå en langvarig og måske
forgæves efterforskning af mulige berigelsesforbrydelser. En
skærpelse af straffen for bogføringsovertrædelser vil endvidere
være i tråd med de foranstaltninger, man i andre lande har
foretaget som led i kampen mod økonomisk kriminalitet.
2.2. Udvalget har i betækning nr. 1066/ 1986, side 129 ff, overvejet
spørgsmålet om en skærpelse af straffen for
bogføringsovertrædelser i forhold til straffelovens §§ 175 og 302.
Bestemmelsen i § 175 fastsætter straf af hæfte eller fængsel indtil 3
år, under formildende omstændigheder bøde, for den, som for at
skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog eller i
privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt
pligtforhold påhviler den pågældende at udfærdige eller føre,
eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver
urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen
skal tjene som bevis. Efter bestemmelsens stk. 2 straffes med
samme straf den, som i retforhold gør brug af et sådånt dokument
som indeholdende sandhed.
Straffelovens § 302 foreskriver straf af bøde eller hæfte for den,
der undlader at føre forretningsbøger, som det ifølge lov påhviler
ham at føre, eller gør sig skyldig i grove uordener med hensyn
tilførelsen af sådanne bøger eller ved den ved lov foreskrevne
opbevaring af disse eller deres bilag.
Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet fremhæver, at § 175
omfatter afgivelse af en række vidt forskellige erklæringer af
såvel offentlig som privat karakter, mens § 302 allerede i sin
nuværende affattelse vedrører tilsidesættelse af
bogføringspligten. Udvalget finder det mest hensigtsmæssigt at
gennemføre en skærpelse af straffen for manglende eller mangelfuld
bogføring gennem en ændring af § 302.
Udvalget foreslår, at straffelovens § 302 affattes således.
»§ 302. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder
straffes, såfremt handlingen eller undladelsen er egnet til at
medføre betydeligt formuetab eller i øvrigt er af særlig grov
karakter, den, som
1) foretager urigtige eller vildledende angivelser i forretningsbøger
eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den pågældende at
føre eller udfærdige,
2) undlader at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskab på den
måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre det,
3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at angive
poster eller at specificere disse,
4) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at
opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale
eller ødelægger sådant.
Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er straffen bøde.«
Som en konsekvens af udvalgets forslag vedrørende § 302 foreslår
udvalget samtidig, at ordene »lov eller« udgår i § 175. Udvalget
fremhæver i den forbindelse, at § 175 i sin nuværende ordlyd og
med hensyn til strafferammen på indtil 3 års fængsel ikke er
tidssvarende, men at udvalget på baggrund af sit kommissorium ikke
har fundet at burde stille forslag om ændring af bestemmelsen i
sin helhed.
Samtidig gør udvalget opmærksom på, at der i særlovgivningen findes
bestemmelser svarende til den nugældende § 302, f.eks. i
skattekontrollovens § 17. Udvalget henstiller, at der i
forbindelse med en gennemførelse af udvalgets forslag foretages en
gennemgang og eventuel ændring af sådanne bestemmelser i
særlovgivningen, således at man undgår tvivl om, hvorvidt en
tiltale alene efter § 302 er korrekt f.eks. ved urigtige
skatteregnskaber.
2.3. Straffelovrådet skal fremhæve, at regnskaber m.v. i mangfoldige
sammenhænge er et vigtigt oplysningsmiddel i forbindelse med
bedømmelsen af virksomheders og enkeltpersoners økonomiske
forhold, herunder deres kreditværdighed, selskabers indre værdi,
m.v. Urigtige eller vildledende regnskaber er derfor egnede til at
medføre skuffelser og kan i vidt omfang anvendes som middel ikke
blot til at begå berigelsesforbrydelser og unddragelser af skatter
og afgifter, men også til at dække over dem.
Straffelovrådet kan tiltræde, at straffelovens § 302 søges udformet
på en sådan måde, at bestemmelsen i højere grad tager sigte på
grovere forhold, der ikke findes at burde henføres alene under
straffebestemmelsen i bogføringsloven. Straffelovrådet kan
endvidere tiltræde, at der for sådanne forhold fastsættes en
strafferamme, der er væsentligt strengere end den nugældende ramme
af bøde eller hæfte.
I udvalgets udkast er det foreslået, at der for alle de af § 302,
stk. 1, omfattede forsætlige forhold skal gælde et fælles
strafmaksimum på 1 år og 6 måneder. Dette svarer til det
strafmaksimum, der er fastsat for de fleste berigelsesforbrydelser
i § 285. Straffelovrådet nærer nogen betænkelighed ved forslaget
om på denne måde at sidestille bogføringsovertrædelser med
berigelsesforbrydelser som underslæb, bedrageri, mandatsvig og
skyldnersvig. Rådet har forståelse for de af udvalget fremhævede
vanskeligheder ved at føre bevis for de til berigelsesforbrydelser
hørende objektive og subjektive momenter, når en virksomheds
regnskabsmateriale lægger hindringer i vejen for en klarlæggelse
af forløbet. Der er på den anden side åbenbare betænkeligheder ved
at søge bogføringsovertrædelser sat i klasse med
berigelsesforbrydelser, således at politiet og anklagemyndigheden
kan nøjes med at slå ned på de lettest tilgængelige oplysninger,
nemlig dem der vedrører mangelfuld bogføring m.v., og vente
sådanne forhold bedømt lige så strengt, som hvis der var ført
bevis for berigelsesforbrydelser. Selvom bogføringsovertrædelser
kan være af betydelig grovhed og undertiden skabe en formodning om
uredeligt forhold, forekommer det ikke straffelovrådet
sandsynligt, at der ved domstolene vil blive idømt langvarige
straffe for bogføringsovertrædelser.
Straffelovrådet har overvejet, om de af udvalgsforslagets § 302, stk.
1, omfattede forhold kan inddeles således, at der opstilles to
forskellige strafferammer for fortsætlige forhold. En sådan deling
af gerningsbeskrivelsen frembyder imidlertid vanskeligheder.
Det er straffelovrådets konklusion, at man foreslår et fælles
strafmaksimum på 1 års fængsel. Om nogle enkeltheder vedrørende
udformningen af § 302 bemærkes følgende:
De i stk. 1, nr. 3, nævnte forhold (undladelse af at angive eller
specificere poster) vil efter straffelovrådets opfattelse være
omfattet af stk. 1, nr. 2 (undladelse af at føre bøger eller
udfærdige regnskab på den foreskrevne måde) og behøver derfor ikke
at være særskilt nævnt.
2.4. Bestemmelsen i § 302 skal efter forslaget omfatte tilfælde, hvor
handlingen eller undladelsen er egnet til at medføre betydeligt
formuetab eller i øvrigt er af særlig grov karakter. I den
forbindelse er der under straffelovrådets drøftelser blevet peget
på, at udtrykket »egnet til at medføre betydeligt formuetab« på
den ene side ofte - men ikke altid - vil angive et tilfælde, der
er særlig groft. Det har også været berørt, at udtrykket på den
anden side kunne tænkes at blive opfattet som indeholdende en
begrænsning til formuetab for private interesser. En sådan
begrænsning ville efter rådets opfattelse være uheldig.
Indtrædelsen af eller faren for betydeligt tab såvel for private
som for det offentlige bør efter rådets opfattelse kunne gøre en
overtrædelse særligt grov. Rådet vil derfor foretrække, at
lovteksten anvender udtrykket »den, som under omstændigheder, der
kendetegner forholdet som særligt groft . . .«.
Herved vil man også kunne klare det problem i forhold til
straffebestemmelser i særlovgivningen, som udvalget som økonomisk
kriminalitet har påpeget i betænkning nr. 1066/ 1986, side 134.
2.5. Straffelovrådet kan tiltræde, at strafferammen i § 296 bør være
den samme som for de alvorligste bogføringsovertrædelser. I
overensstemmelse med det, som er anført under pkt. 2.3., bør
strafmaksimum i § 296, stk. 1, ændres fra fængsel i 2 år til
fængsel i 1 år.
2.6. Udvalget fremhæver, at nogle af de forhold vedrørende bøger og
regnskaber, der foreslås nævnt i § 302, for tiden er omfattet af §
175. For at markere, at sådanne forhold ikke bør være omfattet af
begge bestemmelser, men alene være strafbare efter § 302, foreslås
det i udvalgets betænkning, at ordene »lov eller« skal udgå af §
175. Udvalget er opmærksomt på, at de tilfælde af forsætligt
urigtig lovpligtig bogføring, der flyttes fra § 175 til § 302,
herved får et lavere strafmaksimum end det maksimum af 3 års
fængsel, der er nævnt i § 175. Det sidstnævnte maksimum vil bl.a.
gælde urigtigheder med hensyn til private bøger, der ikke føres
ifølge lov men i hehold til et »særligt pligtforhold«, skønt
forseelser med hensyn til lovpligtige bøger gennemgående må
formodes at være de groveste. Det er imidlertid ikke anset for
muligt i forbindelse med udvalgets arbejde at udarbejde forslag om
en vidererækkende ændring af § 175, hvis afgrænsning ikke i alle
henseender er klar.
Det har også ligget uden for straffelovrådets muligheder at stille
forslag om en nærmere revision af § 175. Rådet er mest tilbøjeligt
til at foreslå, at ordene »lov eller« i denne omgang bliver
stående i § 175, bl.a. fordi det ikke er let at tage stilling til,
om disse ord i § 175 - der står i straffelovens kap. 19 om
forbrydelser vedrørende bevismidler - muligvis vil omfatte nogle
forhold med hensyn til private bøger, som ikke vil kunne henføres
under § 302.
Det bør imidlertid stå fast, som af udvalget foreslået, at § 302 skal
opfattes som en specialbestemmelse, der udelukker samtidig
anvendelse af § 175. Straffelovrådet vil i forbindelse med sin
almindelige gennemgang af strafferammerne i straffeloven være
opmærksomt på det misforhold mellem strafmaksima i § 175 og § 302,
som måske vil foreligge, hvis der ikke sker en ændring i § 175.
Løsningen på dette problem kan enten være en omformulering af §
175 eller en nedsættelse af 3 års strafmaksimum i denne
bestemmelse.
Det er således straffelovrådets konklusion, at der ikke i forbindelse
med den foreslåede ændring af § 302 bør ske nogen ændring i § 175.
2.7. Det er udvalgets forslag, at grov uagtsomhed ved de i § 302,
stk. 1, nævnte overtrædelser alene skal kunne medføre straf af
bøde. I den forbindelse er der blevet peget på, at bestemmelsen i
så fald ikke indeholder noget egentlig nyt i forhold til
særlovgivningen, idet bogføringsloven også foreskriver bødestraf.
Straffelovrådet har samtidig overvejet, om groft uagtsomme
overtrædelser af § 302 i nogle situationer bør kunne medføre
frihedsstraf. Der måtte da efter rådets opfattelse være tale om
frihedsstraf med et lavere strafmaksimum end efter stk. 1.
Under hensyntagen til den begrænsede tid, der er til rådighed ved
behandlingen af spørgsmålet, skal straffelovrådet i denne
sammenhæng alene stille forslag om, at strafferammen udformes
således, at den - ligesom i dag - også giver mulighed for at
idømme hæfte.
På tilsvarende måde bør strafferammen i § 296, stk. 2, om groft
uagtsomme overtrædelser af visse i bestemmelsens stk. 1 nævnte
handlinger ligesom i dag indeholde bøde og hæfte.
2.8. Straffelovrådet har drøftet det i betænkningen, side 87 ff.
nævnte spørgsmål om forholdet mellem den foreslåede nye
bestemmelse i § 302 og bestemmelsen i § 125 om bl.a.
tilintetgørelse, forvanskning eller bortskaffelse af genstande af
betydning for en offentlig undersøgelse.
Der er i straffelovrådet enighed om, at forholdet, hvor regnskaber og
bilag ødelægges for at skjule f.eks. en berigelsesforbrydelse, i
givet fald vil være være omfattet af såvel § 125 som § 302, og at
der således som udgangspunkt skal straffes for overtrædelse af
begge bestemmelser.
Bestemmelsen i § 125, stk. 2, om straffrihed for den, der foretager
de i § 125, stk. 1, nævnte handlinger for at unddrage sig selv
eller nogen af sine nærmeste for forfølgning eller straf, gælder
alene med hensyn til de forhold, som er beskrevet i § 125, stk. 1,
og fritager således ikke for straf for overtrædelse af § 302.
3. Erhvervsfrakendelse
3.1. Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har indhentet
udtalelser fra en række myndigheder og organisationer med henblik
på en belysning af såkaldt konkurs- og selskabsmisbrug.
Hovedindholdet af udtalelserne er gengivet i betænkning nr. 1066/
1986, side 221 ff.
På baggrund af de nævnte udtalelser konkluderer udvalget (side 239
ff), at misbrug af konkurs- og selskabslovgivningen forekommer i
et vist begrænset omfang, og at sådant misbrug kan være årsag til,
at der lides betydeligt tab af offentlige og private kreditorer.
Udvalget finder derfor, at der vil kunne være behov for indgreb
over for personer, der gør sig skyldige i de nævnte misbrug.
Udvalget finder, at sædvandlige straffe- og civilretlige retsfølger
næppe er tilstrækkelige til at imødegå sådanne misbrug. Der er i
udtalelserne til udvalget fremdraget eksempler på
erhvervsdrivende, der gentagne gange er straffet for såkaldt
»konkursmisbrug«, men som uanset dette har fortsat med at
spekulere i konkurs eller tvangsopløsning.
Uanset de foranstaltninger, som indenfor selskabslovgivningens område
er truffet med henblik på at hindre eller modvirke
selskabsmisbrug, finder udvalget derfor, at det med henblik på at
søge at effektivisere bekæmpelsen af groft misbrug af de konkurs-
og selskabsretlige regler må anses for hensigtsmæssigt at udvide
adgangen til begrænsning - frakendelse - af ret til
erhvervsudøvelse.
På baggrund af oplysninger om tidligere og nuværende vidtgående
regler i Norge og Sverige om såkaldt konkurskarantæne og
næringsforbud (betænkningen, side 225) har udvalget drøftet, om en
sådan adgang til rettighedsfrakendelse bør være betinget af, at
der foreligger et strafbart forhold. Udvalget udtaler (s. 246), at
det ud fra retssikkerhedssynspunkter er uacceptabelt at foretage
en så indgribende og generelt betænkelig foranstaltning, som det
ville være at foretage en rettighedsfrakendelse uden grundlag i en
dom for strafbart forhold. Ved at betinge adgangen til
rettighedsfrakendelse heraf opnås tillige, at den sagsbehandling
og de myndigheder, der skal tage stilling til spørgsmålet,
frembyder de bedst mulige retssikkerhedsmæssige garantier.
Udvalget om økonomisk kriminalitet har på den baggrund udformet sit
forslag til udvidet adgang til rettighedsfrakendelse i tilknytning
til de gældende regler om rettighedsfrakendelse i straffelovens §§
78-79. Efter udvalgets forslag skal der som en ny § 79 a indsættes
følgende bestemmelse i straffeloven:
»§ 79 a. Den, som dømmes for strafbart forhold, kan ved dom frakendes
retten til at være stifter, direktør, medlem af bestyrelsen eller
til i øvrigt at udøve en bestemmende indflydelse i et selskab med
begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver særlig
offentlig godkendelse, eller en fond, såfremt det udviste forhold
begrunder en nærliggende fare for misbrug af sådan virksomhed.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 79 finder tilsvarende anvendelse.«
Samtidig stiller udvalget forslag om, at der gennem en ændring i §
79, stk. 2, skal være mulighed for midlertidig
rettighedsfrakendelse under en sags behandling, ligesom det i dag
er tilfældet med hensyn til frankendelse af de rettigheder, som
omtales i straffelovens § 79, stk. 1, 1. pkt., d.v.s. retten til
virksomhed, der beror på offentlig autorisation eller godkendelse.
Overtrædelser af rettighedsfrakendelser straffes efter straffelovens
§ 131, og udvalget foreslår i den forbindelse en ændring af
strafferammen heri, således at fængselsstraf ikke betinges af
skærpende omstændigheder, samtidig med at strafmaksimum forhøjes
fra i dag 3 måneders fængsel til 6 måneders fængsel.
For at modvirke stråmandsvirksomhed foreslår udvalget om bekæmpelse
af økonomisk kriminalitet samtidig, at det i et nyt § 131, stk. 2,
præciseres, at medvirken til overtrædelse af en
rettighedsfrakendelse er strafbar, og udvalget foreslår i den
forbindelse en strafferamme for den medvirkende på bøde eller
under skærpende omstændigheder hæfte.
3.2. Straffelovrådet kan på baggrund af oplysningerne i betænkningen
om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet tiltræde, at der er behov
for at ændre de gældende regler om rettighedsfrakendelse, således
at det i videre omfang bliver muligt at frakende retten til visse
former for erhvervsudøvelse.
Straffelovrådet skal i den forbindelse først fremhæve, at man er enig
med udvalget i, at adgangen til erhvervsmæssig diskvalifikation
ligesom i dag bør betinges af, at der foreligger en dom for et
strafbart forhold. En adgang til rettighedsfrakendelse, som ikke
var knyttet hertil, men f.eks. alene til, at den pågældende var
gået konkurs, ville efter rådets opfattelse være overordentlig
betænkelig.
Den gældende regel i § 79, vedrører i stk. 1, 1. pkt., frakendelse af
retten til virksomhed, der beror på offentlig autorisation eller
godkendelse. Der er imidlertid efter stk. 1, 2. pkt., adgang til
at frakende retten til udøvelse af »anden virksomhed«, såfremt
særlige omstændigheder taler derfor. Det må anses som uafklaret, i
hvilket omfang der efter denne bestemmelse allerede i dag er
mulighed for frakendelse af de af udvalget nævnte rettigheder til
visse former for erhvervsudøvelse. Bestemmelsen har ikke i
retspraksis været anvendt til sådanne frakendelser, og der kan
derfor også efter straffelovrådets opfattelse være grund til at
præcisere bestemmelsens anvendelsesområde med henblik på sådanne
tilfælde.
Frakendelse af retten til de af udvalget omtalte former for
erhvervsudøvelse bør efter straffelovrådets opfattelse være
begrænset af betingelsen om, at særlige omstændigheder taler
derfor, jfr. § 79, stk. 1, 2. pkt., om »anden virksomhed«. Dette
kan lovteknisk lettest ske, såfremt man indsætter de nye regler om
»erhvervsfrakendelse« i straffelovens § 79, i hvilken bestemmelse
der i forvejen kan være anledning til mindre redaktionelle
ændringer.
3.3. Straffelovrådet kan tiltræde, at der som foreslået af udvalget
åbnes adgang til at frakende retten til at være stifter, direktør
eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et
selskab eller en forening, som kræver særlig offentlig
godkendelse, eller en fond.
Derimod finder straffelovrådet, at adgang til frakendelse af retten
til »i øvrigt at udøve en bestemmende indflydelse« i et sådant
selskab m.v. ville være for vidtgående og f.eks. omfatte retten
til at udøve stemmeret ifølge en aktiepost, som den pågældende
gennem arv eller på anden lovlig måde er kommet i besiddelse af,
ligesom en sådan frakendelsesadgang i sin meget ubestemte form
ville give betydelige afgrænsnings- og kontrolvanskeligheder.
Dette led i udvalgets angivelse af de rettigheder, som skal kunne
frakendes, bør derfor efter straffelovrådets opfattelse udgå.
Straffelovrådet finder i øvrigt grund til at fremhæve, at der i hvert
enkelt tilfælde må tages stilling til frakendelsens nærmere
omfang. Der kan dels være tale om kun at frakende retten til at
beklæde en bestemt stilling, f.eks. som direktør, dels om at
begrænse en frakendelse til virksomheder inden for bestemte
brancher.
3.4. Den af udvalget foreslåede udvidelse af adgangen til suspension
(midlertidig rettighedsfrakendelse) under sagen til også at
omfatte de i § 79, stk. 1, 2. pkt., nævnte tilfælde samt de af
udvalget foreslåede nye frakendelsestilfælde er efter
straffelovrådets opfattelse ikke uden betænkeligheder. Det kan
bl.a. efter en langvarig proces vise sig, at sagen ikke holder i
det omfang, man på et tidligere stadium forestillede sig.
Straffelovrådet betragter det som en selvfølge, at en sådan regel
må anvendes meget restriktivt. Rådet har imidlertid ikke ment at
burde udtale sig imod den foreslåede regel.
3.5. Straffelovrådet har ikke bemærkninger til de foreslåede
ændringer i strafferammerne i § 131, stk. 1 og stk. 2.
Særligt for så vidt angår den foreslåede medvirkensbestemmelse i §
131, stk. 2, bemærkes, at dansk rets hovedregel efter
straffelovens § 23, stk. 1-2, er, at medvirkensansvar også
pådrages af den, som medvirker til at krænke et særligt
pligtforhold, og som selv står uden for dette. Der skal meget til
for at nå frem til, at der ved en given straffebestemmelse er tale
om et såkaldt egenhændigt delikt, og at der således foreligger en
undtagelse fra hovedreglen.
Efter straffelovrådets opfattelse er det nærliggende at antage, at
medvirken til overtrædelse af rettighedsfrakendelser følger
hovedreglen om, at straf for medvirken kan pålægges. Der har af
den grund i straffelovrådet være mest stemning for at anse den i
stk. 2 foreslåede regel for overflødig. Straffelovrådet finder dog
ikke grund til at indvende noget imod det af udvalget stillede
forslag (i § 131, stk. 2) om, at medvirkensansvaret præciseres, og
at der for dette ansvar skal gælde en lavere strafferamme.
4. Straffelovrådets lovudkast
På baggrund af det under pkt. 2-3 anførte foreslår straffelovrådet,
at udkastet til ændring af straffeloven affattes således:
»§ . . .
I borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 527 af 1. november
1981, som ændret senest ved lov nr. 573 af 19. december 1985,
foretages følgende ændringer:
1. § 79 affattes således:
»§ 79. Den, som udøver en af de i § 78, stk. 2, omhandlede
virksomheder, kan ved dom for strafbart forhold frakendes retten
til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve
den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Stk. 2. Det samme gælder, når særlige omstændigheder taler derfor, om
udøvelse af anden virksomhed. Efter samme regel kan der ske
frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller
medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et
selskab eller en forening, som kræver særlig offentlig
godkendelse, eller en fond.
Stk. 3. Frakendelsen sker på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig
dom, eller indtil videre, i hvilket tilfælde spørgsmålet om
fortsat udelukkelse fra den pågælende virksomhed efter 5 års
forløb kan indbringes for retten efter de i § 78, stk. 3,
indeholdte regler. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan
justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker, inden
den i 1. pkt. nævnte 5 års frist er forløbet.
Stk. 4. Retten kan under behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte
sager ved kendelse udelukke den pågældende fra at udøve
virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved dommen
i sagen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.«
2. I § 131 ændres: »Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under
skærpende omstændigheder med fængsel i samme tid« til: »Med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 6 måneder«.
3. I 131 indsættes som nyt stk. 2:
»Stk. 2. Med bøde eller under særligt skærpende omstændigheder med
hæfte straffes den, som medvirker til, at en person, der er
frakendt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne.«
4. I § 296, stk. 1, ændres »2 år« til: »1 år«.
5. § 302 affattes således:
»§ 302. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år straffes den, som
under omstændigheder, der kendetegner forholdet som særligt groft:
1) foretager urigtige eller vildledende angivelser i forretningsbøger
eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den pågældende at
føre eller udfærdige,
2) undlader at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskab på den
måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre det,
3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at
opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale
eller ødelægger sådant.
Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov
uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.«»
Bilag 2
RETSPLEJERÅDET
Retsplejerådets udtalelse om betænkning nr. 1066/ 1986
om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet
Ved skrivelse af 10. marts 1986 (j.nr. 1986-20002-193) har
justitsministeriet anmodet retsplejerådet om en udtalelse om de
forslag til ændringer i retsplejeloven, som er indeholdt i
betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet.
Betænkningen er afgivet af et udvalg nedsat under
justitsministeriet.
Til brug ved retsplejerådets overvejelser om betænkningens forslag
har justitsministeriet senere fremsendt de høringssvar vedrørende
betænkningen, som en række myndigheder og organisationer har
afgivet. Justitsministeriet har endvidere fremsendt en af
ministeriet udarbejdet foreløbig skitse til ændring af
retsplejelovens §§ 723-723 a.
Justitsministeriet har i forbindelse med høringen af retsplejerådet
anmodet om, at udtalelsen må foreligge inden den 18. april 1986.
Justitsministeriet har tilkendegivet, at det naturligvis kunne vise
sig hensigtsmæssigt med den omskrivning og modernisering af de
gældende regler om tiltalefrafald m.v., som er tilsigtet i
justitsministeriets skitse, men at justitsministeriet under hensyn
til den korte tidsfrist for rådets arbejde i givet fald vil være
indforstået med, at rådet ikke tager nærmere stilling til disse
spørgsmål.
Retsplejerådet har behandlet betænkningens forslag til ændringer i
retsplejeloven i 2 møder.
Som følge af den ekstraordinært korte tidsfrist har retsplejerådet
ikke haft mulighed for at foretage en egentlig bearbejdning eller
en nærmere overvejelse af de forelagte spørgsmål, herunder navnlig
de noget forskellige skitser og udkast til revision af
retsplejelovens regler om påtaleopgivelse og tiltalefrafald. Rådet
her derfor indskrænket sig til at fremsætte nogle mere
principielle udtalelser som svar på justitsministeriets skrivelse
af 10. marts 1986.
Ved afgivelsen af denne udtalelse har retsplejerådet haft følgende
sammensætning: landsretspræsident Ole Agersnap (formand),
retspræsident Knud Arildsen, professor, dr.jur. Hans
Gammeltoft-Hansen, retsassessor Knud Have, statsadvokat Karsten
Hjorth, politimester Finn Larsen, landsretssagfører Kristian
Mogensen og dommer Hans Rosenmeier.
Hvervet som sekretær for rådet er varetaget af fuldmægtig Kaspar
Linkis, justitsministeriet.
København, den 19. april 1986.
Ole Agersnap Knud Arildsen
Hans Gammeltoft-Hansen Knud Have
Karsten Hjorth Finn Larsen
Kristian Mogensen Hans Rosenmeier
Kaspar Linkis
(sekretær)
1. Beskæring af straffesager
Udvalget anfører i betænkningen, at sager om økonomisk kriminalitet
er tidkrævende for retssystemet. Sagsbehandlingstiden i større
sager kan være 6-10 år regnet fra efterforskningens begyndelse til
afsigelsen af endelig dom. Udvalget har på denne baggrund
overvejet, om en nedsættelse af sagsbehandlingstiden kan opnås
gennem ændring af de processuelle regler eller anklagemyndighedens
praksis.
Udvalgets undersøgelse af gældende ret munder ud i, at de gældende
regler om påtaleundladelse ikke specielt tager hensyn til
anklagemyndighedens og domstolenes ressourcemæssige problemer. I
et begrænset omfang har en beskæring fundet sted i sager med
omfattende kriminalitet i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1,
nr. 4, og § 723, stk. 2, men udvalget finder, at en omfattende
beskæring af sagerne af ressourcemæssige grunde kræver en ændring
af det gældende regelgrundlag. Det foreslås derfor, at der som ny
§ 723, stk. 3, indsættes en bestemmelse, hvorefter statsadvokaten
helt eller delvis kan opgive eller frafalde tiltale, såfremt
sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger
eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til
sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes
idømt.
Den beskæring af straffesager, der skal kunne foretages af
ressourcemæssige grunde, kan give sig udtryk i, at visse forhold
udelades, at kun sagens hovedpersoner tiltales, at der kun rejses
tiltale for trinlavere bestemmelser end dem, der muligvis kunne
dømmes for, eller at der kun rejses tiltale for overtrædelse af
bestemmelser, der er subsidiære i forhold til bestemmelser, der
muligvis kunne domfældes for. Udvalget fremhæver, at det ikke er
hensigten med forslaget, at en sag skal beskæres i et sådant
omfang, at en forventet flerårig frihedsstraf reduceres til bøde.
Det vil derimod ikke være udelukket at beskære en sag, så en
forventet straf reduceres fra f.eks. 4 års til 1-2 års fængsel.
Forslaget gælder principielt også sager, der ikke vedrører økonomisk
kriminalitet, men hvor de samme hensyn gør sig gældende.
Udvalget har begrænset den foreslåede regel til statsadvokatsager og
de sager, der er omfattet af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4.
Efter forslaget skal kompetencen til at beskære straffesagen
tilkomme den påtaleberettigede, dvs. statsadvokaten i
statsadvokatsager og politimesteren i de sager, der er omfattet af
retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4. Udvalget har anbefalet, at
det i forbindelse med udarbejdelsen af et eventuelt lovforslag
tages under overvejelse at udstrække reglen til politisager.
Udvalget har endvidere gjort opmærksom på, at der er behov for en
modernisering af retsplejelovens regler om tiltaleopgivelse og
-frafald og har anbefalet, at man ved udarbejdelsen af et
lovforslag tillige overvejer en modernisering af disse regler.
Justitsministeriet har på baggrund af udvalgets forslag udarbejdet en
foreløbig skitse til nye §§ 723-723 c i retsplejeloven, som skal
afløse de gældende §§ 723-723 a. Efter skitsen kommer reglerne om
påtaleundladelse, herunder den i betænkningen foreslåede
bestemmelse om ressourcemæssigt begrundede påtaleundladelser, også
til at gælde for politisager, men i øvrigt angives reglerne i
lovskitsen i det væsentlige at svare til de gældende regler.
Retsplejerådet kan af de grunde, som er anført af udvalget i
betænkningens s. 183 ff, tiltræde, at der er behov for en
lovændring, der kan give anklagemyndigheden mulighed for at
beskære sager ud fra ressourcemæssige hensyn.
Den lange behandlingstid i de senere års sager om økonomisk
kriminalitet lægger som af udvalget anført et urimeligt pres på de
sigtede og senere tiltalte personer og må tillige antages
efterhånden at kunne medføre en alvorlig belastning af tilliden
til retshåndhævelsen. Det må i den forbindelse erkendes, at der
også i fremtiden må forventes uacceptabelt lange behandlingstider
ved anklagemyndighed og domstole, såfremt der ikke indføres
hjemmel for beskæring af sager om omfattende økonomisk
kriminalitet.
En beskæringsregel vil være et nødvendigt bidrag til løsning af disse
problemer. Retsplejerådet finder dog grund til at påpege, at den
lange behandlingstid i visse sager om økonomisk kriminalitet ikke
blot er en følge af lovreglernes udformning. Tilrettelæggelse,
tilskæring og bearbejdning af sagerne på efterforskningsstadiet,
ved tiltalerejsningen og under domsforhandlingen er af afgørende
betydning, uanset hvordan retsplejelovens regler er udformet, og
væsentlig forbedring af de utilfredsstillende forholde kan ikke
opnås alene ved en lovændring.
Selv om det er sagerne om økonomisk kriminalitet, der har givet
anledning til udvalgets overvejelser og forslag om etablering af
en særlig adgang for anklagemyndigheden til at begrænse påtale i
straffesager ud fra ressourcemæssige hensyn, finder retsplejerådet
i lighed med udvalget, at en sådan regel bør have en generel
formulering, således at den også vil kunne finde anvendelse i
andre sager, hvor tilsvarende hensyn måtte gøre sig gældende.
Retsplejerådet har ingen væsentlige indvendinger imod den foreslåede
adgang til at undlade påtale af ressourcemæssige grunde. Rådet
finder dog anledning til at anføre følgende synspunkter vedrørende
udvalgets forslag.
En påtaleundladelse af ressourcemæssige grunde bør ikke tilkendegive
en skyldformodning over for sigtede. Rådet finder derfor, at
anklagemyndighedens beslutning herom bør fremtræde i form af en
påtaleopgi- velse, medmindre resultaterne af den allerede
foretagne efterforskning undtagelsesvis giver tilstrækkeligt
grundlag for, at tiltale kunne have været rejst.
Uanset at udvalget i betænkningen, side 191, anfører, at bestemmelsen
i praksis typisk vil skulle anvendes i forbindelse med nogle af
flere forhold i et større sagskompleks eller en del af et forhold,
giver den foreslåede formulering af bestemmelsen hjemmel til at
undlade hele tiltalen, ligesom bestemmelsen giver hjemmel til at
udskille enkelte sigtede af sagen og fortsætte den mod andre
sigtede. Retsplejerådet finder, at det burde overvejes nærmere, om
der bør indføres en sådan vidtgående adgang til at undlade tiltale
af ressourcemæssige grunde. De hensyn, der er anført som
begrundelse for udvalgets forslag, kunne formentlig tilgodeses i
tilstrækkelig grad ved en mindre vidtgående regel, hvorefter der
indføres adgang til af ressourcemæssige grunde at undlade påtale
af et eller nogle af flere forhold eller en del af et forhold.
Tilfælde, hvor der måtte være behov for helt at undlade påtale, måtte
i så fald behandles efter regler svarende til den nu gældende §
723, stk. 2, jfr. stk. 3. Det er herefter rigsadvokaten, der i
sager, der påtales af statsadvokaten, har kompetencen til at
frafalde tiltale, og statsadvokaten, der har denne kompetence i
sager, hvor politimesteren efter § 721, stk. 1, nr. 4, har
påtaleretten.
Efter retsplejerådets opfattelse er der endvidere grund til nærmere
at overveje, om kompetencen til at undlade påtale af
ressourcemæssige grunde i sager, der påtales af politimesteren, på
tilsvarende måde som påtaleundladelser efter retsplejelovens §
723, stk. 3, jfr. stk. 2, bør træffes af statsadvokaten, eller om
hensynet til at opnå større ensartethed i skønsudøvelsen og dermed
mindske risikoen for vilkårlighed i tiltalepraksis i disse sager
eventuelt kan varetages gennem instruktoriske forskrifter.
Muligheden for eventuelt gennem instruktoriske forskrifter at
foretage en nærmere regulering af spørgsmålet om kompentencen til
og spørgsmålet om omfanget af påtaleundladelser af
ressourcemæssige grunde har været genstand for drøftelse i rådet.
På grund af den fastsatte tidsfrist for rådets udtalelse har det
imidlertid ikke været muligt for medlemmerne at nå frem til en
endelig stillingtagen til, om de ovenfor rejste spørgsmål bør
løses ad denne vej.
Retsplejerådet er enig med udvalget i, at der er behov for en
modernisering af de gældende regler om tiltaleopgivelse og
tiltalefrafald. Den af justitsministeriet udarbejdede lovskitse
angives at have dette formål. Retsplejerådet ser sig imidlertid
ikke i stand til på det foreliggende grundlag og indenfor den
fastsatte tidsramme at tage stilling til formuleringen af ændrede
regler om påtaleundladelse, men rådet finder, at spørgsmålet bør
gøres til genstand for mere indgående behandling. Herunder kunne
man tillige overveje placeringen og formuleringen af bestemmelsen
i retsplejelovens § 749 om afvisning af anmeldelse og standsning
af efterforskning, der har nær sammenhæng med reglerne om
undladelse af påtale.
2. Sagkyndige domsmænd
Udvalget beskriver i betænkningen, hvordan domsmænd efter de gældende
regler udtages ved lodtrækning fra en særlig grundliste, der er
udarbejdet af det kommunale grundlisteudvalg. Der stilles ikke
særlige faglige krav til de personer, der optages på grundlisten.
Udvalget finder det væsentlgt for en betryggende afgørelse af
større sager om økonomisk kriminalitet, at rettens medlemmer,
herunder domsmændene, har en vis indsigt i regnskabsmæssige
forhold, og udvalget stiller derfor forslag om, at det på
grundlisten skal markeres, hvilke personer der har særligt
kendskab til erhvervsforhold, og at udtagelsen af domsmænd skal
ske blandt de pågældende personer, hvis sagen kræver et sådant
kendskab.
Retsplejeråde anser det for et grundlæggende princip bag
lægdommerordningen i den danske strafferetspleje, at en straffesag
skal forelægges retten på en sådan måde, at den er forståelig for
almindelige mennesker uden specialviden eller særlige
forudsætninger. I overensstemmelse hermed medvirker der ikke i
dansk retspleje særligt sagkyndige lægdommere i de enkelte typer
af straffesager, når bortses fra søstraffesager, hvori der
medvirker søkyndige lægdommere. Efter retsplejerådets opfattelse
bør det ovennævnte princip ikke brydes ved regler om særligt
sagkyndige domsmænd i enkelte sagstyper, herunder sager om
økonomisk kriminalitet. Rådet kan i den forbindelse henvise til
sine bemærkninger om dette spørgsmål i betænkning nr. 994/ 1983,
side 45-47.
Udover den anførte principielle indvending mod forslaget finder
rådet, at udvalgets forslag bl.a. i teknisk henseende har fået en
uhensigtsmæssig udformning.
Det er således tvivlsomt, om grundlisteudvalgene har de nødvendige
forudsætninger for at udtage personer med tilstrækkeligt kendskab
til erhvervsforhold. I givet fald måtte anvendelse af de i medfør
af retsplejelovens kapitel 9 - efter forslag af
erhvervsorganisationer m.v. - udpegede handelskyndige
retsmedlemmer forekomme at være en mere nærliggende løsning.
Det er en ulempe ved den af udvalget foreslåede ordning, at de på
grundlisten optagne personer med særligt kendskab til
erhvervsforhold ikke med sikkerhed vil få plads på den
domsmandsliste, der i henhold til retsplejelovens § 74 skal dannes
ved lodtrækning.
I praksis ville de personer, der kunne komme på tale som
erhvervskyndige domsmænd, formentlig ofte kunne gøre gældende, at
deltagelse i langvarige domsforhandlinger ville være uforenelig
med deres private erhvervsvirksomhed. Domsmandsvederlaget ville
ikke stå i rimeligt forhold til deres tab af arbejdsindtægt, og
det måtte derfor befrygtes, at der i vidt omfang ville blive
ansøgt om fritagelse for hvervet som domsmand efter
retsplejelovens § 71, nr. 8, og at sådanne ansøgninger måtte
imødekommes.
Såfremt man uanset retsplejerådets principielle indvending måtte
bestemme sig for at indføre mere sagkyndige domsmænd i dansk
strafferetspleje, bør spørgsmålet om den nærmere udformning af en
sådan ordning derfor efter rådets opfattelse forinden gøres til
genstand for mere indgående overvejelser.
3. Anteciperet bevisførelse
I dansk ret er det udgangspunktet, at beviser skal føres umiddelbart
for den dømmende ret under domsforhandlingen.
Efter retsplejelovens § 747 består der en adgang til anteciperet
bevisførelse, dvs. bevisførelse under retsmøder forud for
domsforhandlingen, når det er påkrævet for at sikre bevis, som
ellers må befrygtes at ville gå tabt, eller som ikke uden
væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for
den dømmende ret, eller når det må antages at være af betydning
for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse.
Udvalget foreslår denne adgang til anteciperet bevisførelse
udvidet, således at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af
bestemmelsen, at retsmøde til sikring af bevis kan afholdes,
såfremt det må forventes, at efterforskningen eller
domsforhandlingen vil blive meget langvarig.
Retsplejerådet forstår udvalgets forslag således, at der tilsigtes
åbnet mulighed for indenretlige afhøringer under efterforskningen
også af vidner, hvis forklaring er central for sagen, dog med det
forbehold, at centrale vidner ofte må indkaldes påny til
supplerende afhøring under domsforhandlingen.
Baggrunden for forslaget er bl.a., at det i sager, hvor
efterforskningen står på i lang tid, ofte er vanskeligt for
vidnerne at erindre noget om de hændelser, som de skal forklare
om, og som ligger langt tilbage i tiden. Herved mister
bevisumiddelbarheden noget af sin betydning, og udvalget skønner
det derfor mere hensigtsmæssigt, at der åbnes adgang til at afhøre
sådanne vidner under en anteciperet bevisførelse.
Der er næppe tvivl om, at der navnlig i store sager om økonomisk
kriminalitet på grund af sagens forventede varighed kan være behov
for at sikre bevis ved anteciperet bevisførelse. En sådan
bevisførelse kan imidlertid afholdes allerede efter den gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 1, der nævner bl.a.
forsinkelse ved at afvente domsforhandlingen som motiv for at
tillade anteciperet bevisførelse, jfr. herved Kommenteret
Retsplejelov (3. udgave), bind 3, s. 66, (note 4 til § 747).
Retsplejerådet finder ikke, at der er tilstrækkelig grund til en
videregående adgang til anteciperet bevisførelse, der bør
fastholdes som en snævert afgrænset undtagelse fra princippet om
bevismiddelbarhed. Det må i den forbindelse erindres, at
anteciperet bevisførelse foregår uden domsmænds tilstedeværelse.
4. Forberedende retsmøder og skriftlig forelæggelse
Udvalget foreslår indført hjemmel for, at retten i straffesager kan
indkalde parterne til et særligt forberedende møde med henblik på
en effektiv tilrettelæggelse af domsforhandlingen. Det tilsigtes
på den måde at undgå overflødig bevisførelse, idet parternes
stillingtagen til sagens faktiske og retlige problemer kan
klarlægges fra sagens begyndelse.
Udvalget foreslår endvidere, at retten skal have beføjelse til at
pålægge anklagemyndigheden at foretage en skriftlig forelæggelse
af sagen, dvs. fremsende en skriftlig redegørelse for de faktiske
omstændigheder og de retsregler, som tiltalen angår, med en
præcisering af bevistemaerne. Den skriftlige forelæggelse, skal
efter lovforslaget være offentlig tilgængelig, og udvalget
forudsætter i øvrigt, at der i retten under domsforhandlingen sker
en mundtlig sammenfatning af den skriftlige forelæggelse.
Efter de foreslåede reglers placering i retsplejeloven skal de alene
gælde straffesager, der behandles ved byret og dermed ikke
nævningesager.
Retsplejerådet finder, at disse forslag, der i et vist omfang er en
kodificering af en allerede fulgt praksis, må anses for klart
hensigtsmæssige, og retsplejerådet kan anbefale, at forslagene
gennemføres med den udtrykkelige tilføjelse, at der skal gives en
mundtlig sammenfatning af den skriftlige forelæggelse i retten.
Rådet finder endvidere, at det bør fremgå udtrykkeligt af
lovteksten, at retten kun må pålægge anklagemyndigheden at
fremsende skriftlig forelæggelse i særlige tilfælde, hvor sagens
beskaffenhed gør det påkrævet.
Forslaget om en adgang for byretten til at kræve en skriftlig
forelæggelse af sagen forudsætter, at byretten kan kræve en
mundtlig forelæggelse af sagen, men hverken de gældende regler
eller den foreslåede regel giver udtrykkelig hjemmel herfor, cfr.
den gældende § 868 om nævningesager.
5. Skriftlig procedure
I straffesager afsluttes domsforhandlingen med en procedure, hvor
anklageren, forsvareren og tiltalte får mulighed for at udtale sig
om bevisførelsens resultat og retsspørgsmålene i sagen. Udvalget
stiller forslag om, at retten kan bestemme, at procedureindlæggene
skal fremsendes skriftligt til retten. Parterne skal i så fald
give en mundtlig sammenfatning af indlæggene i retten. De
skriftlige procedureindlæg skal i øvrigt være offentligt
tilgængelige.
Forslaget fraviger på et væsentligt punkt retsplejelovens princip om
mundtlighed i retsplejen. Det må anses for et brud med dansk
retstradition, at en forsvarer, der ønsker at procedure mundtligt,
kan afskæres herfra. Det kan også nævnes, at en skriftlig
procedure i visse sager kan få et så betydeligt omfang, at det
vil være helt urimeligt at forudsætte, at lægdommere vil have tid
til og mulighed for at sætte sig ind i de skriftlige
procedureindlæg. Retsplejerådet må derfor udtale sig imod
gennemførelsen af dette forslag.
Retsplejerådet finder derimod, at nogle af de synspunkter, der i
betænkningen, side 287, er anført som begrundelse for udvalgets
forslag, vil kunne tilgodeses ved en praktisk ordning, hvorefter
det kan aftales, at parterne i forbindelse med den mundtlige
procedure skal afgive en skriftlig oversigt over
procedureindlæggets indhold med en angivelse af de
hovedsynspunkter, der er gjort gældende, jfr. østre landsrets
høringssvar, hvori det nævnes, at aftaler herom vil kunne træffes
med de procederende parter på de forberedende møder. Sådanne
skriftlige oversigter, der dog kun bør afgives i særligt
omfattende eller vanskelige sager, vil kunne være en stor hjælp
for retten i forbindelse med votering og domsskrivning.
6. Bevisførelse i ankesager
I henhold til retsplejelovens § 965 c, stk. 4, kan tilførsler til
retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og skønsmænd
under byretsbehandlingen anvendes som bevismiddel under
landsretsbehandlingen, såfremt ingen af parterne inden
domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring af de
pågældende. Reglen blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 260 af
8. juni 1979 efter forslag fra retsplejerådet, jfr. betænkning nr.
825/ 1977, s. 118 ff. Hovedformålet med bestemmelsen er en
forenkling af bevisførelsen i ankesager, således at indkaldelse af
tidligere førte vidner i videst mulige omfang undlades. Udvalget
finder, at bestemmelsen er egnet til at medføre overflødig ny
bevisførelse på grund af kravet om, at parterne skal være enige i,
at vidner m.v. ikke føres på ny. Udvalget foreslår derfor, at
kravet udgår og erstattes af en bestemmelse om, at det er retten,
der bestemmer, om der skal ske en fornyet afhøring.
Hensynet bag forslaget er som anført at undgå overflødig
bevisførelse. Udvalget nævner i den forbindelse, at den gældende
regel har givet anledning til en forskelligartet praksis med
hensyn til vidneafhøring i ankeinstansen, og at der herved sker et
vist spild af ressourcer.
Forslaget, der gør fornyet afhøring af vidner m.v. under anke
afhængig af rettens tilladelse, tilsidesætter hermed det
hovedprincip om ankebehandling, som er udtalt i retsplejelovens §
965 a, stk. 1: at der skal foregå en »fuldstændig ny
domsforhandling« for landsretten.
Hvis man måtte ønske at give landsretten beføjelse til at afskære
fornyet afhøring af vidner, ville det være bedre stemmende med
retsplejelovens system, om beføjelsen blev formuleret som en
adgang til at afskære fornyet vidneafhøring efter en af parternes
begæring under i øvrigt nærmere angivne betingelser.
Retsplejerådet findet det dog bedst stemmende med rettens rolle
som upartisk instans, at der ikke tillægges landsretten en sådan
beføjelse. Udøvelsen heraf kunne svække parternes tillid til
rettens upartiskhed. Retsplejerådet må derfor i overensstemmelse
med den opfattelse, som begge landsretter har givet udtryk for,
fraråde den foreslåede ændring.