Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00266@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 527 af 1. november

1981, som ændret senest ved lov nr. 573 af 19. december 1985,

foretages følgende ændringer:

1. § 79 affattes således:

»§ 79. Den, som udøver en af de i § 78, stk. 2, omhandlede

virksomheder, kan ved dom for strafbart forhold frakendes retten

til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve

den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en

nærliggende fare for misbrug af stillingen.

Stk. 2. Det samme gælder, når særlige omstændigheder taler derfor, om

udøvelse af anden virksomhed. Efter samme regel kan der ske

frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller

medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et

selskab eller en forening, som kræver særlig offentlig

godkendelse, eller en fond.

Stk. 3. Frakendelsen sker på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig

dom, eller indtil videre, i hvilket tilfælde spørgsmålet om

fortsat udelukkelse fra den pågældende virksomhed efter 5 års

forløb kan indbringes for retten efter de i § 78, stk. 3,

indeholdte regler. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan

justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker, inden

den i 1. pkt. nævnte 5 års frist er forløbet.

Stk. 4. Retten kan under behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte

sager ved kendelse udelukke den pågældende fra at udøve

virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved dommen

i sagen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.«

2. I § 131 ændres: »Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under

skærpende omstændigheder med fængsel i samme tid« til: »Med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 6 måneder«.

3. I § 131 indsættes som nyt stk. 2:

»Stk. 2. Med bøde eller under særligt skærpende omstændigheder med

hæfte straffes den, som medvirker til, at en person, der er

frakendt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne.«

4. I § 296, stk.1, ændres »2 år« til: »1 år«.

5. § 302 affattes således:

»§ 302. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år straffes den, som

under omstændigheder, der kendetegner forholdet som særligt groft:

1) foretager urigtige eller vildledende angivelser i forretningsbøger

eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den pågældende at

føre eller udfærdige,

2) undlader at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskab på den

måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre det,

3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at

opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale

eller ødelægger sådant.

Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov

uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november

1984, som ændret ved lov nr. 226 og 227 af 6. juni 1985, foretages

følgende ændringer:

1. Efter § 31 indsættes:

»§ 31 a. Sker der i en sag skriftlig forelæggelse eller skriftlig

procedure, jfr. §§ 927 b og 928 a, stk. 2-3, finder de i medfør af

denne lovs §§ 29 eller 31 trufne beslutninger tilsvarende

anvendelse herpå.«

2. I § 721, stk. 1., nr. 1, indsættes efter »§§ 124, stk. 2,»: »131,

stk. 2,».

3. I § 721, stk. 1, nr. 2, udgår »131,».

4. I § 723 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Statsadvokaten kan endvidere helt eller delvis opgive eller

frafalde tiltale, såfremt sagens gennemførelse vil medføre

vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står

i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet

fald kan forventes idømt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

5. I § 723, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres:

»Bestemmelserne i stk. 1-2« til: »Bestemmelserne i stk. 1-3«, og

»frafalde påtale« ændres til: »opgive eller frafalde påtale«.

6. Efter § 927 indsættes:

»§ 927 a. Retten kan indkalde til et særligt forberedende møde med

henblik på en fastlæggelse af parternes stilling til sagens

faktiske og retlige omstændigheder, herunder hvilke omstændigheder

der ikke bestrides, og hvilke der skal føres bevis for, samt

domsforhandlingens tilrettelæggelse.

§ 927 b. I særlige tilfælde, hvor retten under hensyn til sagens

beskaffenhed finder det hensigtsmæssigt, kan den pålægge

anklagemyndigheden at fremsende en skriftlig forelæggelse til

retten inden en nærmere fastsat frist. Retten fastsætter endvidere

en frist for forsvarernes eventuelle bemærkninger hertil. Er der

sket skriftlig forelæggelse, jfr. 1.-2. pkt., skal parterne give

en mundtlig sammenfatning heraf i retten.«

7. § 928, stk. 2, affattes således:

»Efter at anklageskriftet er oplæst, spørges tiltalte, om han

erkender sig skyldig i det der omhandlede forhold. Retten kan

pålægge anklageren at forelægge sagen. Derpå følger bevisførelsen

i overensstemmelse med reglerne i § 868.«

8. § 928, stk. 4 og 5, ophæves.

9. Efter § 928 indsættes:

»§ 928 a. Efter at bevisførelsen er sluttet, får først anklageren,

dernæst forsvareren og, såfremt tiltalte begærer det, denne ordet

for at udtale sig om bevisførelsens resultat samt om

retsspørgsmålene i sagen (proceduren). Dernæst optages sagen til

dom. Retten kan dog bestemme, at spørgsmålet, om tiltalte er

skyldig, først skal forhandles og afgøres.

Stk. 2. Parterne kan med rettens tilladelse helt eller delvis

indlevere proceduren skriftligt til retten. I så fald skal

parterne give en mundtlig sammenfatning heraf i retten.

Stk. 3. Retten kan i særlige tilfælde, hvor det under hensyn til

sagens beskaffenhed findes hensigtsmæssigt, pålægge anklageren og

forsvareren i forbindelse med proceduren at afgive en skriftlig

oversigt over procedurens indhold med en angivelse af de

hovedsynspunkter, der gøres gældende.

§ 928 b. Ved afstemningen skal det spørgsmål, om tiltalte er skyldig

i den forbrydelse, der lægges ham til last, sondres fra

spørgsmålet om straffe og først bringes til afstemning. Stemmes

der særskilt om strafforhøjelses- eller strafnedsættelsesgrunde,

bliver stemmerne fra de medlemmer af retten, som har erklæret sig

mod tiltaltes skyld, men er forblevet i mindretal, at regne til

gunst for tiltalte.«

10. Efter § 965 c indsættes som ny § 965 d:

»§ 965 d. Bestemmelserne i §§ 927 a, 927 b og 928 a finder

tilsvarende anvendelse.«

§ 965 d bliver herefter § 965 e.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1987.

Stk. 2. Lovens § 2 finder anvendelse i alle sager, der ikke er

endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 4

§ 1 i denne lov gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig

anordning sættes helt eller delvist i kraft for denne landsdel med

de afvigelser, som de særlige færøske forhold giver anledning til.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslaget har til formål at skabe grundlag for en

intensivering af retsvæsenets indsats over for økonomisk

kriminalitet. Dels stilles der forslag om ændringer i

retsplejeloven med henblik på en mere effektiv behandling af disse

sager. Dels stilles der forslag om ændringer i straffeloven med

henblik på at skærpe reglerne om manglende eller mangelfuld

bogføring og med henblik på at udvide mulighederne for

erhvervsfrakendelse ved misbrug af konkurs- og

selskabslovgivningen.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af

økonomisk kriminalitet og på udtalelser over denne betænkning fra

straffelovrådet og retsplejerådet. De nævnte udtalelser fra

straffelovrådet og retsplejerådet er optaget som bilag til

lovforslaget. Der vil neden for i pkt. 2-5 blive redegjort næmere

for betænkningen, for udtalelserne fra straffelovrådet og

retsplejerådet, samt for lovforslagets forhold hertil.

1.2. Den intensivering af indsatsen over for økonomisk kriminalitet,

som lovforslaget tilsigter at give grundlag for, skal først og

fremmest opnås gennem regelændringer, som vil gøre det muligt at

behandle sager om økonomisk kriminalitet hurtigere, end det i dag

er muligt.

Erfaringerne fra de store økonomiske sager, som har været ført

igennem de senere år, har vist, at det tager meget lang tid at

behandle disse sager, både ved anklagemyndigheden og ved

domstolene. Baggrunden herfor er bl.a., at de gældende regler om

straffesagers behandling ikke er udformet med henblik på denne

type af sager.

De lange sagsbehandlingstider er især betænkelige i forhold til de

sigtede og tiltalte i disse sager. I de store økonomiske sager må

de sigtede ofte vente i årevis på en afgørelse af deres sag,

samtidig med at de ofte må tilbringe adskillige dage hver uge i

retten igennem en lang periode, eventuelt i flere år. Er de

pågældende ligefrem varetægtsfængslet, er belastningen ved de

lange sagsbehandlingstider naturligvis særligt store.

Tidsrummet fra den strafbare gerning og til straffens fuldbyrdelse

bør også af andre grunde være så kort som muligt. Lange

sagsbehandlingstider indebærer i sig selv en betænkelig svækkelse

af retsvæsenets reaktion i disse sager. Hertil kommer, at de

tillige giver meget store problemer for de myndigheder og

domstole, som behandler sagerne.

På denne baggrund indebærer lovforslaget, at der gennemføres

ændringer i retsplejeloven med henblik på en hurtigere og mere

effektiv behandling af disse sager.

Først og fremmest stilles der forslag om at udvide reglerne om

tiltaleopgivelse og -frafald, således at der i videre omfang end i

dag bliver mulighed for at »beskære« sager, når deres

(fuldstændige) gennemførelse vil medføre vanskeligheder,

omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt

forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan

ventes idømt (jfr. den foreslåede nye regel i retsplejelovens §

723, stk. 3).

Endvidere stilles der forslag om ændringer i reglerne om behandlingen

af straffesager ved domstolene, således at der gives domstolene

mulighed for en mere effektiv tilrettelæggelse og afvikling af

sagerne i retten.

Retten skal have bedre mulighed for at styre sagens tilrettelæggelse,

bl.a. gennem forberedende møder, således at man fra sagens

begyndelse får en stillingtagen fra parternes side til, hvilke

forhold der som ubestridte kan lægges til grund, og hvilke forhold

som bestrides, og som der derfor skal føres bevis for.

Lovforslaget indebærer endvidere, at retten i særlige tilfælde skal

kunne pålægge anklagemyndigheden og forsvareren at komme med en

skriftlig forelæggelse af sagen (med kopi til offentligheden).

Endvidere skal retten kunne pålægge parterne at indlevere en

skriftlig oversigt over deres procedure til retten, ligesom

parterne - hvis de selv ønsker det - skal kunne få rettens

tilladelse til helt eller delvis at indlevere deres procedure

skriftligt til retten, men således at de i retten skal give en

mundtlig sammenfatning heraf.

1.3. En intensiveret indsats over for den økonomiske kriminalitet kan

ikke ske alene gennem retsplejeændringer, som kan give mulighed

for en hurtigere og mere effektiv behandling af sager om økonomisk

kriminalitet. Der må også gennemføres ændringer i straffeloven.

Lovforslaget indebærer i den forbindelse en skærpelse af

straffebestemmelserne vedrørende manglende eller mangelfuld

bogføring. Det er nemlig helt almindeligt i sager om økonomisk

kriminalitet, at de gældende regler om regnskabsføring er

tilsidesat. Det kan i sig selv skabe mulighed for, at der gennem

regnskaberne gives et falsk billede af f.eks. en virksomheds

kreditværdighed. Men hertil kommer, at den manglende eller

mangelfulde regnskabsføring også vanskeliggør og i nogle tilfælde

helt umuliggør efterforskningen i de økonomiske sager.

Det er naturligvis også vigtigt at forebygge økonomisk kriminalitet.

I de senere år er der i den forbindelse især blevet peget på

behovet for at forebygge misbrug af konkurs- og

selskabslovgivningen gennem frakendelse af adgangen til at indtage

ledende stillinger i selskaber (erhvervsfrakendelse). På dette

punkt stilles der forslag om en ændring af straffelovens regler om

rettighedsfrakendelse med henblik på at forebygge sådanne misbrug

af konkurs- og selskabslovgivningen.

2. Udvidet adgang til beskæring af sagerne

2.1. Betænkning nr. 1066/ 1986 indeholder side 17 ff en gengivelse af

udvalget om økonomisk kriminalitets generelle overvejelser.

Udvalget fremhæver, at sager om økonomisk kriminalitet frembyder

en række særlige problemer. Dels er sagerne ofte meget omfattende,

hvilket i sig selv kan medføre, at sagsbehandlingen tager meget

lang tid. Dels har sagerne ofte tilknytning til udlandet, ligesom

det for at trænge til bunds i sagerne kan være nødvendigt at

foretage omfattende og kostbar rekonstruktion og revisionsmæssig

gennemgang af regnskabsmaterialet.

Bl.a. som følge af sådanne forhold kan sagsbehandlingen såvel ved

politiet som ved anklagemyndigheden og domstolene blive

overordentlig langvarig.

Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet fremhæver (anf.

sted), at der bør gennemføres regler, der letter sagsbehandlingen,

og udvalget udtaler i den forbindelse, at en udvidelse af

mulighederne for beskæring af sagerne findes af afgørende

betydning.

2.2. De gældende regler i retsplejeloven om beskæring af straffesager

(påtaleundladelse) gennemgås i betænkning nr. 1066/ 1986, side 157

ff. Udvalgets gennemgang viser, at der i dag kun i begrænset

omfang er mulighed for at beskære sager af procesøkonomiske

hensyn, jfr. betænkningen, side 184 ff.

På efterforskningsstadiet kan politiet i et vist omfang i medfør af

retsplejelovens § 742 foretage en prioritering af sagerne. Såfremt

der imidlertid foreligger en egentlig anmeldelse, som støttes på

visse kendsgerninger, eller anden efterforskning viser, at det er

overvejende sandsyndligt, at et strafbart forhold af nogen grovhed

er begået, kan politiet dog næppe undlade at foretage en

efterforskning.

Efter retsplejeloven er anklagemyndigheden som udgangspunkt

forpligtet til at påtale i tilfælde, hvor sagen kan forventes

gennemført til fældende dom. Påtaleundladelse, der ikke grundes på

bevismæssige eller retlige hindringer, kan således kun ske, når

særlige hensyn til den sigtede gør sig gældende og hensynet til

den forurettedes eller det offentliges interesser ikke taler imod,

jfr. retsplejelovens § 723.

Udvalget fremhæver (side 184), at procesøkonomiske betragtninger

allerede må antages at ligge bag den gældende regel i

retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan

statsadvokaten i sager, der hører under hans virkekreds, undlade

påtale eller frafalde påbegyndt forfølgning i tilfælde, hvor

straffelovens § 10 b (om strafforfølgning mod en person, der

allerede i et andet land er pålagt en sanktion for samme handling)

eller straffelovens § 89 (hvorefter tillægsstraf for handlinger,

der er begået forud for, men ikke pådømt ved en allerede afsagt

dom, kun idømmes, hvis en samtidig pådømmelse ville have medført

en forhøjelse af straffen), er anvendelig. Det er dog i disse

situationer en betingelse, at ingen eller kun en ubetydelig straf

skønnes at ville blive idømt, og at domfældelse ikke vil være af

betydning for anvendelsen af en strengere straffebestemmelse i

gentagelsestilfælde.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 4, kan således

anvendes ud fra procesøkonomiske hensyn, hvis der er tale om

forhold begået forud for en fældende dom, og ingen eller kun en

ubetydelig tillægsstraf kan forventes idømt. Bestemmelsen kan

endvidere anvendes som hjemmel til at begrænse tiltalerejsning til

en del af en sag, og når dommen er afsagt, til at slutte mindre

betydende og måske ikke fuldt efterforskede forhold.

Adgangen til at beskære tiltalen af ressourcemæssige grunde i medfør

af retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 4, må dog ifølge udvalgets

betænkning, side 185, efter gældende ret under alle omstændigheder

anses for begrænset til tilfælde, hvor den del af sagen, som der

ikke rejses tiltale for, er af en sådan karakter, at den ikke kan

antages at have væsentlig indflydelse på strafudmålingen.

2.3. Udvalget om økonomisk kriminalitet foretager i betænkningen,

side 185 ff, en grundig gennemgang af de hensyn, der kunne tale

imod en beskæring af straffesager ud fra procesøkonomiske hensyn.

Det anføres således, at betænkelighederne overfor anvendelse af et

opportunitetsprincip (bl.a. spørgsmålet om kompetenceforskydning

fra domstolene til anklagemyndigheden) også kan fremføres mod en

udvidet adgang til at beskære straffesager. Samtidig vil det kunne

være svært at vinde forståelse for, at en sigtet person, som man

mener at kunne få dømt, skal slippe for straf eller slippe

billigere på grund af ressourceproblemer. En øget adgang til at

beskære straffesager kan også medføre en øget risiko for

uensartethed i praksis, hvilket dog i et vist omfang imødegås af

adgangen til rekurs til den højere anklagemyndighed. Endelig kan

hensynet til den forurettede tale imod en for omfattende

anvendelse af påtalefrafald.

Udvalget finder imidlertid ikke disse betænkeligheder afgørende (side

187). Udover åbenbare økonomiske fordele ved at beskære

straffesager i videre omfang end hidtil vil man også kunne opnå

væsentlige fordele for den sigtede, idet navnlig det psykiske

pres, som en lang sagsbehandlingstid medfører, vil kunne mindskes.

På denne baggrund foreslår udvalget (side 188 ff), at der i

retsplejelovens § 723 indsættes en ny bestemmelse, hvorefter

påtalemyndigheden helt eller delvis kan opgive eller frafalde

tiltale, såfremt sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder,

omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt

forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan

forventes idømt. Da hensynet til at kunne beskære sager af

procesøkonomiske hensyn som tidligere anført også kan tænkes at

foreligge i andre sager end dem, der vedrører økonomisk

kriminalitet, foreslår udvalget, at den ny regel om beskæring

gives en generel formulering, således at den ikke efter sin ordlyd

begrænses til at finde anvendelse i sådanne sager.

2.4. Betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk

kriminalitet har som nævnt foran været forelagt for

straffelovrådet og for retsplejerådet.

Straffelovrådet bemærker i sin udtalelse om betænkningen (bilag 1 til

lovforslaget), at rådet kan tiltræde, at der er behov for

regelændringer, som kan medføre en intensivering af retsvæsenets

indsats over for den økonomiske kriminalitet. Straffelovrådet

finder i den forbindelse, at der er behov for en udvidet adgang

til at beskære straffesager med henblik på at begrænse

efterforskningen og de forhold, der skal føres bevis for, og dette

kan efter rådets opfattelse ikke give anledning til principielle

betænkeligheder. Straffelovrådet tager ikke stilling til

spørgsmålet om den nærmere udformning af den nye beskæringsregel.

Retsplejerådet kan i sit høringssvar (bilag 2 til lovforslaget)

ligeledes tiltræde, at der er behov for en lovændring, der kan

give anklagemyndigheden mulighed for at beskære sager ud fra

ressourcemæssige hensyn. Retsplejerådet kan samtidig tiltræde, at

en ny regel bør have en generel formulering, således at den også

kan anvendes i sager, der ikke vedrører økonomisk kriminalitet,

men hvor tilsvarende hensyn gør sig gældende.

Retsplejerådet har ingen væsentlige indvendinger imod den af udvalget

foreslåede adgang til at undlade påtale af ressourcemæssige

grunde, men anfører forskellige synspunkter vedrørende udvalgets

forslag. Rådet anfører således, at en påtaleundladelse af

ressourcemæssige grunde ikke bør tilkendegive skyldformodning over

for sigtede, men bør ske ved påtaleopgivelse, medmindre

resultaterne af den allerede foretagne efterforskning

undtagelsesvis giver tilstrækkeligt grundlag for, at tiltale kunne

have været rejst (således at betingelserne for tiltalefrafald er

opfyldt). Rådet finder endvidere, at det bør overvejes nærmere, om

der bør være adgang til at undlade hele tiltalen, og om

kompetencen til at træffe bestemmelse om ressourcemæssigt

begrundede påtaleundladelser bør træffes af statsadvokaten også i

sager, hvor politimesteren har påtaleretten. Rådet nævner dog

muligheden af, at disse spørgsmål løses gennem instruktoriske

forskrifter.

2.5. Justitsministeriet finder det af afgørende betydning for

mulighederne for at effektivisere indsatsen over for den grove

økonomiske kriminalitet, at der skabes bedre muligheder for at

beskære sagerne. Dette er foreslået af udvalget vedrørende

økonomisk kriminalitet og tiltrådt af såvel straffelovrådet som

retsplejerådet, der i øvrigt ikke har væsentlige indvendinger mod

den af udvalget foreslåede regel. Derfor stiller

justitsministeriet forslag om en sådan ændring af retsplejelovens

§ 723. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udkastet i

betænkning nr. 1066/ 1986, side 195 ff.

I overensstemmelse med udtalelserne i betænkningen, s. 192 f, har

justitsministeriet i forbindelse med lovforslaget overvejet at

foretage en mere omfattende omskrivning og modernisering af

reglerne i retsplejelovens §§ 723-723 a og 749. Det har imidlertid

bl.a. af tidsmæssige grunde ikke været muligt at færdiggøre et

udkast til en sådan almindelig modernisering, og spørgsmålet herom

vil derfor blive overvejet videre i justitsministeriet. Resultatet

er derfor, at justitsministeriet alene stiller forslag om at

indsætte den af udvalget foreslåede beskæringsregel i de gældende

regler i § 723.

Efter den foreslåede nye regel i retsplejelovens § 723, stk. 3, skal

påtalemyndigheden helt eller delvis kunne opgive eller frafalde

tiltale, såfremt sagens (fuldstændige) gennemførelse vil medføre

vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står

i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet

fald vil kunne forventes idømt.

Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har i betænkning nr.

1066/ 1986, side 190-192, nærmere beskrevet bestemmelsens indhold

og dens forventede anvendelse i fremtidig praksis. Det fremhæves

her, at situationen i praksis oftest vil være den, at man på et

ret tidligt stadium af sagen må tage stilling til, om

efterforskningen bør begrænses til visse forhold for at fremskynde

hele sagen, altså også behandlingen af sagen, inden den kommer for

retten. Beskæringen vil således oftest i praksis - som også

fremhævet af retsplejerådet - have form af en tiltaleopgivelse.

I overensstemmelse med de nye regler om påtalekompetencen, som

gennemførtes ved retsplejereformen af 1984, er det fundet mest

hensigtsmæssigt - som også foreslåede af udvalget om økonomisk

kriminalitet - at lade kompetencen til at opgive eller frafalde

tiltale efter den nye regel følge retsplejelovens almindelige

ordning. Kompetencen til at beskære sager af procesøkonomiske

grunde skal således efter forslaget, ligesom kompetencen til i

øvrigt at opgive eller frafalde tiltale, ligge hos vedkommende

påtalemyndighed, dvs. i statsadvokatsager hos statsadvokaten og i

politisager hos politimesteren. Justitsministeriet vil imidlertid

i forbindelse med en eventuel gennemførelse af lovforslaget

overveje spørgsmålet om udsendelse af instruktoriske forskrifter

om forelæggelse af visse sager for den overordnede

anklagemyndighed. Det bemærkes i den forbindelse, at der i

forbindelse med omlægningen af påtalekompetencen i 1984 blev

udsendt sådanne instruktoriske forskrifter, og at det vil kunne

vise sig naturligt at supplere disse med forskrifter om

forelæggelse for den overordnede anklagemyndighed af visse sager

om beskæring efter den nye regel.

3. Erhvervsfrakendelse

3.1. Ved en folketingsbeslutning af 30. maj 1985 er regeringen af

folketinget blevet opfordret til at træffe forskellige

foranstaltninger med henblik på at modvirke misbrug af konkurs- og

selskabslovgivningen. Efter folketingsbeslutningen skal der i

overvejelserne herom bl.a. indgå spørgsmålet om

rettighedsfrakendelse vedrørende retten til at drive

erhvervsvirksomhed. Folketingsbeslutningen kommer også ind på

spørgsmålet om stråmandsvirksomhed og på spørgsmålet om straf for

overtrædelse af en erhvervsfrakendelse.

Til opfyldelse af de nævnte punkter i folketingsbeslutningen stilles

der lovforslag om ændring af straffeloven, således at der sker en

udvidelse af mulighederne for at frakende ret til at være

direktør, bestyrelsesmedlem m.v. i selskaber m.v.

Folketingsbeslutningen omtaler også forskellige andre

foranstaltninger, som skal indgå i overvejelserne vedrørende

bekæmpelse af misbrug af konkurs- og selskabslovgivningen. Der

tales i den forbindelse bl.a. om spørgsmålet om vurdering og salg

af boaktiver m.v. Det kan i den forbindelse oplyses, at

justitsministeriet har nedsat et udvalg, som bl.a. skal overveje

spørgsmålet om disse andre mulige tiltag, som er omtalt i

folketingsbeslutningen.

3.2. Udvalget om økonomisk kriminalitet har i afsnit IV i betænkning

nr. 1066/ 1986 (side 201 ff) drøftet spørgsmålet om

foranstaltninger mod konkurs- og selskabsmisbrug.

Disse former for misbrug beskrives nærmere i betænkningen, side 203

ff. En mulighed for at misbruge de selskabsretlige regler kan

f.eks. bestå i at oprette et aktie- eller anpartsselskab, der

producerer eller forhandler en vare. Selskabet oparbejder et stort

driftsunderskud (eventuelt gennem løbende udslusning af

indtjeningen). I særdeleshed told- og skattevæsenet har typisk

betydelige beløb til gode i selskabet. Selskabets aktiver sælges

billigt til et nyt selskab, som det første selskab eller dettes

ejere ikke formelt behersker. Det første selskab erklæres derefter

konkurs. Stifteren, stifterens ægtefælle eller et familiemedlem

eller en anden »stråmand« opretter eller har oprettet det nye

selskab, der køber varelager og produktionsapparat billigt af boet

og fortsætter produktionen. Det nye selskab oparbejder et stort

driftsunderskud og går konkurs osv.

Misbrug af konkurslovgivningen kan f.eks. bestå i, at der ikke i

selskabet etableres en sædvanlig forretningsmæssig drift med

henblik på at opnå en forsvarlig indtjening, men derimod

gennemføres dispositioner, som alene tjener aktionærens eller

anpartshaverens interesser i et andet selskab. Endvidere kan

misbruget bestå i, at der ikke sker en reel afhændelse af det

tidligere selskabs aktiver, men at disse enten inden eller efter

konkursen overføres til et andet selskab, som direkte eller

indirekte beherskes af fallenten.

Misbrug er ifølge udvalget hyppigst knyttet til selskaber og til en

konkurssituation, men de kan også forekomme i

enkeltmandsvirksomheder og i situationer, hvor konkurs ikke bliver

aktuel.

Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har indhentet

udtalelser fra en række myndigheder og organisationer med henblik

på en nærmere belysning af de nævnte former for misbrug.

Hovedindholdet af udtalelserne er gengivet i betænkning nr. 1066/

1986, side 221 ff.

3.3. På baggrund af de nævnte udtalelser konkluderer udvalget (side

239 ff), at misbrug af konkurs- og selskabslovgivningen forekommer

i et vist begrænset omfang, og at sådant misbrug kan være årsag

til, at der lides betydeligt tab af offentlige og private

kreditorer. Udvalget finder derfor, at der vil kunne være behov

for indgreb over for personer, der gør sig skyldige i de nævnte

misbrug.

Uanset de foranstaltninger, som indenfor selskabslovgivningens område

er truffet med henblik på at hindre eller modvirke

selskabsmisbrug, finder udvalget, at det med henblik på at søge at

effektivisere bekæmpelsen af groft misbrug af de konkurs- og

selskabsretlige regler må anses for hensigtsmæssigt at udvide

adgangen til begrænsning - frakendelse - af ret til

erhvervsudøvelse.

Udvalget udtaler (s. 246), at det ud fra retssikkerhedssynspunkter er

aldeles uacceptabelt at foretage en så indgribende og generelt

betænkelig foranstaltning, som det ville være at foretage en

rettighedsfrakendelse uden grundlag i en dom for strafbart

forhold. Ved at betinge adgangen til rettighedsfrakendelse heraf

opnås tillige, at den sagsbehandling og de myndigheder, der skal

tage stilling til spørgsmålet, frembyder de bedst mulige

retssikkerhedsmæssige garantier.

Udvalget om økonomisk kriminalitet har på den baggrund uformet sit

forslag til udvidet adgang til rettighedsfrakendelse i tilknytning

til de gældende regler om rettighedsfrakendelse i straffelovens §§

78-79. Efter udvalgets forslag skal der som en ny § 79 a indsættes

en bestemmelse om erhvervsfrakendelse i straffeloven. Forslaget

indebærer, at der i forbindelse med dom for strafbart forhold skal

være mulighed for at frakende retten til at være stifter,

direktør, medlem af af bestyrelsen eller til i øvrigt at udøve en

bestemmende indflydelse i selskaber med begrænset ansvar m.v.,

såfremt det udviste forhold begrunder nærliggende fare for misbrug

af sådan virksomhed.

Samtidig foreslår udvalget en regel om adgang til midlertidig

erhvervsfrakendelse under straffesagens behandling.

Overtrædelser af erhvervsfrakendelser bør efter udvalgets opfattelse

kunne straffes strengere end i dag, og udvalget foreslår derfor en

skærpelse af reglen herom i straffelovens § 131. For at klargøre,

at stråmandsvirksomhed også er strafbar, foreslår udvalget

samtidig en ny regel § 131, stk. 2, men med en lavere

strafferamme end for hovedmanden.

3.4. Straffelovrådet kan i sin udtalelse (pkt. 3.2.) tiltræde, at der

er behov for at ændre de gældende regler om rettighedsfrakendelse,

således at det i videre omfang bliver muligt at frakende retten

til visse former for erhvervsudøvelse.

Straffelovrådet er enigt med udvalget i, at adgangen til

erhvervsmæssig diskvalifikation ligesom i dag bør betinges af, at

der foreligger en dom for et strafbart forhold. En adgang til

rettighedsfrakendelse, som ikke var knyttet hertil, men f.eks.

alene til, at den pågældende var gået konkurs, ville efter rådets

opfattelse være overordentlig betænkelig.

Rådet giver udtryk for, at adgangen til frakendelse af rettigheder i

de af udvalget foreslåede nye grupper af tilfælde bør være

betinget af, at særlige omstændigheder taler derfor, jfr. herved

den gældende bestemmelse i straffelovens § 79, stk. 1, 2. pkt., om

frakendelse af ret til at drive anden virksomhed, som ikke kræver

særlig offentlig autorisation eller godkendelse. Dette kan efter

straffelovrådets opfattelse lettest ske, såfremt man indarbejder

den nye regel om »erhvervsfrakendelse« i § 79, i hvilken

bestemmelse rådet i forvejen finder behov for redaktionelle

ændringer.

Straffelovrådet tiltræder i udtalelsens pkt. 3.3., at der som

foreslået af udvalget åbnes adgang til at frakende retten til at

være stifter, direktør eller medlem af bestyrelsen i et selskab

med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver

særlig offentlig godkendelse, eller en fond. Derimod finder

straffelovrådet, at en adgang til frakendelse af retten til »i

øvrigt at udøve en bestemmende indflydelse« i et sådant selskab

m.v. ville være for vidtgående og i sin meget ubestemte form give

betydelige afgrænsnings- og kontrolvanskeligheder. Dette led i

udvalgets angivelse af de rettigheder, som skal kunne frakendes,

bør derfor efter straffelovrådets opfattelse udgå.

Straffelovrådet fremhæver i øvrigt, at der i hvert enkelt tilfælde må

tages stilling til frakendelsens nærmere omfang. Der kan dels være

tale om kun at frakende retten til at beklæde en bestemt stilling

f.eks. som direktør, dels om at begrænse en frakendelse til

virksomheder inden for bestemte brancher.

Straffelovrådet fremhæver betænkelighederne ved en adgang til

suspension (midlertidig rettighedsfrakendelse) under sagen, men

rådet betragter det som en selvfølge, at en sådan regel må

anvendes meget restriktivt, og rådet har derfor ikke ment at burde

udtale sig imod den foreslåede regel.

Straffelovrådet har ikke bemærkninger til de foreslåede ændringer i

strafferammerne i § 131, stk. 1 og 2, om overtrædelse af

rettighedsfrakendelse. Det er efter straffelovrådets opfattelse

mest nærliggende at antage, at de almindelige medvirkensregler

også omfatter medvirken til, at en anden udøver en virksomhed, til

hvilken retten er ham frakendt, men rådet finder ikke grund til at

indvende noget imod udvalgets forslag om, at medvirkensansvaret

for bl.a. stråmænd præciseres, og at der for dette ansvar skal

gælde en lavere strafferamme.

3.5. Justitsministeriet kan tiltræde, at der er behov for

regelændringer med det formål at modvirke misbrug af konkurs- og

selskabslovgivningen. Justitsministeriet kan derfor tiltræde

forslaget om nye regler om erhvervsfrakendelse.

Med hensyn til den nærmere udformning af de nye regler vil det som

fremhævet af straffelovrådet formentlig blive for vidtgående og

for vanskeligt at kontrollere, såfremt der også åbnes mulighed for

at frakende retten til - udover at være stifter, direktør eller

bestyrelsesmedlem - at have bestemmende indflydelse i et selskab

m.v. Som nævnt af straffelovrådet vil en sådan frakendelse kunne

omfatte retten til udøve stemmeret ifølge en aktiepost, som den

pågældende gennem arv eller på anden lovlig måde er kommet i

besiddelse af. Justitsministeriet har derfor i overensstemmelse

med straffelovrådets udtalelse ikke i den nye regel medtaget en

adgang til at frakende ret til at have bestemmende indflydelse i

et selskab.

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde behovet for at skærpe

straffen for overtrædelser af rettighedsfrakendelser, jfr.

straffelovens § 131.

Det er efter justitsministeriets opfattelse meget vigtigt, at man

modvirker, at rettighedsfrakendelser omgås ved anvendelse af

stråmænd o.l. For at der ikke skal være tvivl om, at også stråmænd

kan straffes, har justitsministeriet derfor i overensstemmelse med

straffelovrådets lovudkast medtaget den af udvalget vedrørende

økonomisk kriminalitet foreslåede regel om præcisering af

medvirkensansvaret i lovforslaget, jfr. forslaget til

straffelovens § 131, stk. 2.

4. Bogføringovertrædelser

4.1. Betænkning nr. 1066/ 1986 indeholder i afsnit I udvalgets

overvejelser vedrørende bestemmelserne om straf for urigtig eller

mangelfuld bogføring. Betænkningen indeholder herunder en meget

omfattende gennemgang af lovgivningens krav til bogføring og

regnskab m.v. og af de gældende straffebestemmelser herom, jfr.

betænkningens kapitler 5-9 (side 29-102).

Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet har over for

udvalget oplyst, at der i forbindelse med næsten alle sager om

økonomisk kriminalitet foreligger overtrædelser af reglerne om

bogføring og regnskab. Mangelfuld regnskabsføring kan gøre det

særdeles vanskeligt og i nogle tilfælde umuligt at gennemføre

sagerne, og der er derfor efter udvalgets opfattelse (side 128 ff)

behov for en styrkelse af det strafferetlige værn mod

bogføringsovertrædelser.

Udvalget fremhæver endvidere, at en skærpelse af bestemmelserne herom

også vil kunne give anklagemyndigheden et grundlag for på et

tidligt tidspunkt i efterforskningen at beslutte sig til at

begrænse eventuel tiltale til kun at omfatte

bogføringsovertrædelsen og derved undgå en langvarig og måske

forgæves efterforskning af en berigelsesforbrydelse.

På denne baggrund foreslår udvalget, at der foretages forskellige

ændringer i straffeloven med henblik på at skærpe straffen for

sådanne overtrædelser. Efter udvalgets forslag (s. 135) skal

bestemmelsen om bogføringsovertrædelser i straffelovens § 302 have

en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6

måneder, og samtidig skal denne bestemmelses beskrivelse af de

strafbare handlinger og undladelser revideres og moderniseres.

4.2. Straffelovrådet kan i sin udtalelse pkt. 2.3. tiltræde, at

straffelovens § 302 søges udformet på en sådan måde, at

bestemmelsen i højere grad tager sigte på grovere forhold, der

ikke findes at burde henføres alene under straffebestemmelsen i

bogføringsloven. Straffelovrådet kan endvidere tiltræde, at der

for sådanne forhold fastsættes en strafferamme, der er væsentligt

strengere end den nugældende ramme af bøde eller hæfte.

Straffelovrådet nærer nogen betænkelighed ved forslaget fra udvalget

vedrørende økonomisk kriminalitet om, at strafmaksimum i

bestemmelsen skal være på fængsel i 1 år og 6 måneder. Rådet

fremhæver, at der er åbenbare betænkeligheder ved at søge

bogføringsovertrædelser sat i klasse med berigelsesforbrydelser,

således at politiet og anklagemyndigheden kan nøjes med at slå ned

på de lettest tilgængelige oplysninger, nemlig dem, der vedrører

mangelfuld bogføring m.v., og vente sådanne forhold bedømt lige så

strengt, som hvis der var ført bevis for en berigelsesforbrydelse.

Selv om bogføringsovertrædelser kan være af betydelig grovhed og

undertiden skabe en formodning om uredeligt forhold, forekommer

det ikke straffelovrådet sandsynligt, at der ved domstolene vil

blive idømt langvarige straffe for bogføringsovertrædelser.

Det er straffelovrådets konklusion, at rådet foreslår et fælles

strafmaksimum på 1 års fængsel for de forskellige tilfælde af

særligt grove bogføringsovertrædelser, som skal omfattes af § 302.

Om den nærmere udformning af bestemmelsen henvises i øvrigt til

straffelovrådets udtalelse.

4.3. Justitsministeriet kan i det hele tiltræde straffelovrådets

synspunkter og forslag vedrørende spørgsmålet om skærpelse af

straffen for bogføringsovertrædelser. Lovforslaget er derfor

udformet i overensstemmelse med straffelovrådets lovudkast.

5. Andre forslag vedrørende sagernes behandling

5.1. Almindelige bemærkninger. Udvalget om økonomisk kriminalitet

peger i betænkning nr. 1066/ 1986, side 21 f, på at

sagsbehandlingstiden i sager om økonomisk kriminalitet kan blive

overordentlig lang ikke blot ved politiet og anklagemyndigheden,

men også når sagen skal behandles ved retten, hvor

domsforhandlingen i 1. instans i de større økonomiske sager ofte

er meget langvarig. Dette skyldes ikke blot sagernes meget

omfattende karakter, men også, at retsplejelovens almindelige

regler om behandlingen af straffesager ikke er udformet med

henblik på sager om økonomisk kriminalitet.

I de større økonomiske sager varer domsforhandlingen ved 1. instans

ofte fra 3/ 4 - 2 år, og ankes sagen, vil også ankebehandlingen

kunne blive meget langvarig. Udvalget fremhæver, at dette ikke kan

undgå at medføre problemer for domstolene, ikke mindst for

Københavns byret, hvor halvdelen af byrettens kriminelle

afdelinger på et vist tidspunkt var optaget af sager om økonomisk

kriminalitet. I en tid, hvor ressourcerne er knappe, har dette

ikke kunnet undgå at medføre, at andre sager har måttet vente,

således at der har været en betydelig stigning i

berammelsestiderne ved domstolene i alle typer af sager.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om man ved en række

ændringer af de processuelle regler om domstolsbehandlingen af

sager om økonomisk kriminalitet vil kunne lette disse sagers vej

gennem retssystemet, således at de eksisterende resssourcer kan

udnyttes bedre.

5.2. Forberedende retsmøde. Skriftlig forelæggelse. I civile

retssager kan retten indkalde parterne til et forberedende

retsmøde, hvor parternes stilling til sagens faktiske og retlige

problemer kan bringes på det rene, og hvor det kan klarlægges,

hvilke faktiske omstændigheder der skal være genstand for

bevisførelse. En tilsvarende regel gælder ikke for straffesager.

Udvalget om økonomisk kriminalitet finder (betænkningen side 275 ff),

at overflødig bevisførelse m.v. vil kunne undgås, såfremt man fra

sagens begyndelse kan klarlægge parternes stillingtagen til sagens

faktiske og retlige spørgsmål. Udvalget stiller derfor forslag om

en bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter retten i straffesager

kan indkalde parterne til et forberedende møde med henblik på en

effektiv tilrettelæggelse af domsforhandlingen.

Der gælder ikke nogen udtrykkelig regel om anklagerens forelæggelse

af straffesager, der behandles ved byret. Det antages dog, at

sådan forelæggelse kan ske, og i sager om økonomisk kriminalitet

er det ligesom i andre meget store sager blevet praksis, at

domsforhandlingen indledes med anklagerens forelæggelse af sagen.

Forelæggelsen sker mundtlig og består i en redegørelse for de

faktiske omstændigheder og de retsregler, som tiltalen angår, med

en præcisering af bevistemaerne. I større sager om økonomisk

kriminalitet har anklagerens forelæggelse strakt sig over flere

retsdage.

Udvalget om økonomisk kriminalitet foreslår på denne baggrund (side

279), at retten skal have beføjelse til at pålægge

anklagemyndigheden at foretage en skriftlig forelæggelse af sagen.

En sådan skriftlig forelæggelse skal efter udvalgets forslag være

offentligt tilgængelig, og udvalget forudsætter, at der i retten

under domsforhandlingen gives en mundtlig sammenfatning af den

skriftlige forelæggelse.

Retsplejerådet anbefaler i sin udtalelse om udvalgets betænkning, at

disse forslag gennemføres. Rådet finder dog, at adgangen til at

pålægge anklagemyndigheden at fremsende en skriftlig forelæggelse

i lovteksten bør begrænses til særlige tilfælde, hvor sagens

beskaffenhed gør det påkrævet, ligesom det udtrykkeligt bør fremgå

af bestemmelsen, at der skal gives en mundtlig sammenfatning i

retten af den skriftlige forelæggelse. Retsplejerådet påpeger

endvidere, at der ikke findes en udtrykkelig hjemmel til at kræve

en mundtlig forelæggelse af sager, der behandles ved højesteret.

Justitsministeriet kan tiltræde behovet for en mere effektiv

tilrettelæggelse af disse sager. Justitsministeriet er således

enig i udvalgets forslag. Det behov, som retsplejerådet har peget

på med hensyn til en mere præcis angivelse i lovteksten af

anvendelsesområdet for regler om skriftlig forelæggelse, er

indarbejdet i justitsministeriets lovforslag (retsplejelovens §§

927 a 927 b).

5.3. Skriftlig procedure. I straffesager afsluttes domsforhandlingen

- inden den tiltalte får det sidste ord - med en procedure, hvor

anklageren og forsvareren får mulighed for at udtale sig om

bevisførelsens resultat og retsspørgsmålene i sagen. Proceduren er

efter gældende ret altid mundtlig.

Proceduren i de meget store og komplicerede sager kan undertiden

blive langvarig. Der kan være måske mange tusinde dokumenter og et

anseligt antal vidneforklaringer, der skal opsummeres og holdes

sammen for at vurdere bevislighederne. Udvalget om økonomisk

kriminalitet oplyser i betænkningen, side 287, at det ikke er

usædvanligt, at proceduren i de store økonomiske sager strækker

sig over 15-20 retsdage. Udvalget oplyser endvidere, at

procedureformen i disse sager til en vis grad har ændret karakter,

idet den fra - som man kender det i almindelige sager - at være et

frit foredrag baseret på enkelte notater fra den umiddelbart

forudgående bevisførelse i højere grad er blevet et foredrag

baseret på et egentlig manuskript.

Resultatet er i praksis, at retten og parterne må tilbringe meget

lang tid med at høre på anklagerens og i nogen grad også

forsvarerens oplæsning af et maskinskrevet manuskript og notere

det ned, som bliver læst op. Under voteringen om de enkelte

forhold må retten så betjene sig af sine notater om det, som

anklageren og forsvareren har sagt i deres oplæsning.

Udvalget foreslår på denne baggrund (betænkningen, side 287), at

retten skal have mulighed for at bestemme, at procedureindlæg skal

fremsendes skriftligt til retten. Parterne skal i så fald give en

mundtlig sammenfatning af indlæggene i retten, og indlæggene skal

være offentligt tilgængelige. En sådan fremgangsmåde vil betyde en

væsentlig tidsbesparelse i retten, og de skriftlige

procedureindlæg vil kunne være en betydelig hjælp for retten under

voteringen.

Retsplejerådet giver i sin udtalelse over betænkningen, pkt. 5,

udtryk for, at rådet ikke kan tiltræde udvalgets forslag, og

nævner, at forslaget på et væsentligt punkt fraviger

retsplejelovens princip om mundtlighed i retsplejen. Rådet finder,

at nogle af de hensyn, der bærer udvalgets forslag, vil kunne

tilgodeses ved en ordning i praksis, hvorefter retten og parterne

aftaler, at der skal afgives en skriftlig oversigt over

procedureindlæggets indhold med en angivelse af de fremførte

hovedsynspunkter.

Justitsministeriet finder på den ene side den nuværende procedureform

i store økonomiske sager uhensigtsmæssig, idet der hengår et stort

antal retsdage med oplæsning af i forvejen udarbejdede

procedureindlæg, og idet dommernes notater om parternes mundtlige

procedure i sådanne sager næsten uundgåeligt må blive i et vist

omfang mangelfulde.

På den anden side er justitsministeriet enig i, at spørgsmålet kan

give anledning til tvivl, idet det kan anføres, at det er

betænkeligt at fravige retsplejelovens mundtlighedsprincip, og at

en forsvarer bør have ret til at vurdere, i hvilken form han mener

bedst at kunne fremføre sine synspunkter.

Justitsministeriet har på denne baggrund udformet lovforslaget

således, at der ikke foretages nogen principiel ændring i

retsplejelovens regler om, at proceduren holdes mundtligt. Med

henblik på at lette rettens arbejde med votering og domsskrivning

foreslår justitsministeriet imidlertid på baggrund af det af

retsplejerådet anførte, at det udtrykkeligt anføres i lovteksten

(§ 928 a stk. 3), at retten kan pålægge anklageren og forsvareren

i forbindelse med den mundtlige procedure at afgive en skriftlig

oversigt over procedureindlæggets indhold med en angivelse af de

hovedsynspunkter, der gøres gældende.

De betænkeligheder, som har været anført overfor udvalgets forslag om

skriftlig procedure i visse store sager, er ikke til stede, hvis

anklageren eller forsvareren (eller eventuelt den tiltalte) selv

anmoder om helt eller delvis at måtte indlevere proceduren

skriftligt. Der bør dog gives en mundtlig sammenfatning i retten

af den skriftlige procedure. Lovforslagets § 928 a, stk. 2, er

udformet i overensstemmelse hermed.

5.4. Øvrige processuelle forslag. Efter de gældende regler udtages

domsmænd ved lodtrækning fra en særlig grundliste, der er

udarbejdet af det kommunale grundlisteudvalg. Der stilles ikke

særlige faglige krav til de personer, der optages på grundlisten.

Udvalget om økonomisk kriminalitet udtaler side 290 i betænkning nr.

1066/ 1986, at udvalget anser det for væsentligt, at domsmænd i

større sager om økonomisk kriminalitet har en vis indsigt i

regnskabsmæssige forhold, og udvalget stiller derfor forslag om,

at det skal markeres på grundlisten, hvilke personer der har

særligt kendskab til erhvervsforhold. Kræver sagen et sådant

kendskab, skal udtagelsen af domsmænd efter udvalgets forslag ske

blandt de pågældene personer.

Retsplejerådet anfører i sin udtalelse over betænkningen som sin

principielle opfattelse, at domsmænd bør rekrutteres blandt

almindelige mennesker uden specialviden eller særlige

forudsætninger. Herudover peger retsplejerådet bl.a. på, at

udvalgets forslag efter rådets opfattelse har fået en teknisk set

uhensigtsmæssig udformning, og at spørgsmålet om at indføre

sagkyndige domsmænd i strafferetsplejen under alle omstændigheder

bør undergives mere indgående overvejelser i forbindelse med

retsplejerådets drøftelser af instansfølgen i civile sager.

Justitsministeriet finder spørgsmålet om sagkyndige domsmænd egnet

til drøftelse i en bredere sammenhæng, og der er derfor ikke

medtaget regler herom i lovforslaget.

I dansk ret er det udgangspunktet, at beviser skal føres umiddelbart

for den dømmende ret under domsforhandlingen. Efter

retsplejelovens § 747 består der imidlertid en adgang til at sikre

bevis ved anteciperet bevisførelse, dvs. bevisførelse under

retsmøder forud for domsforhandlingen, i nogle nærmere angivne

tilfælde.

Udvalget foreslår (s. 281 f.) denne adgang til anteciperet

bevisførelse udvidet, således at bestemmelsen udtrykkeligt

fastslår, at retsmøde til sikring af bevis kan afholdes, såfremt

det må forventes, at efterforskningen eller domsforhandlingen vil

blive meget langvarig. Baggrunden herfor er, at det bl.a. i store

og langvarige sager om økonomisk kriminalitet er vanskeligt for

vidner at huske noget om de hændelser, som de skal forklare om, og

som ligger langt tilbage i tiden, undertiden mange år.

Retsplejerådet kan i sin udtalelse, pkt. 3, tiltræde, at der navnlig

i store sager om økonomisk kriminalitet kan være behov for at

sikre bevis ved anteciperet bevisførelse på grund af sagens

forventede varighed. Rådet finder imidlertid, at den gældende

bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 1, giver tilstrækkelig

hjemmel til at tillade anteciperet bevisførelse i det af udvalget

om økonomisk kriminalitet ønskede udvidede omfang.

Justitsministeriet kan tiltræde dette, og der er derfor i

lovforslaget ikke medtaget noget forslag om ændring i

retsplejelovens § 747, idet den udvidede anvendelse af anteciperet

bevisførelse, som udvalget om økonomisk kriminalitet foreslår, vil

kunne ske indenfor rammerne af den gældende bestemmelse.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 965 c, stk. 4, kan

tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og

syns- og skønsmænd under byretsbehandlingen anvendes som

bevismiddel under landsretsbehandlingen, såfremt ingen af parterne

inden domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring af de

pågældende.

Udvalget finder (side 283), at denne bestemmelse i tilfælde, hvor der

ikke er den fornødne enighed mellem anklageren og forsvareren, er

egnet til at medføre unødvendig ny bevisførelse på grund af

kravet om, at parterne skal være enige, for at vidner m.v. ikke

behøver at føres på ny. Udvalget foreslår derfor, at dette krav

udgår og erstattes af en bestemmelse om, at det er landsretten,

der (i tilfælde af uenighed mellem parterne) bestemmer, om der

skal ske fornyet afhøring.

Præsidenterne for Østre og Vestre landsret anfører i deres

høringssvar over betænkning nr. 1066/ 1986, at retten kun bør

gribe ind i bevisførelsen som led i den almindelige procesledelse

og i øvrigt overlade til parterne, der kender sagen bedst, at

bestemme bevisførelsens form og omfang.

Retsplejerådet tilslutter sig i sin udtalelse pkt. 6, den opfattelse,

som landsretterne har givet udtryk for, og tilføjer, at udøvelsen

af den foreslåede beføjelse ville kunne svække parternes tillid

til rettens upartiskhed.

Justitsministeriet finder, at en nærmere vurdering af forslaget under

hensyn til den negative modtagelse, det har fået, formentlig bør

afvente, at der indvindes yderligere erfaringer ved landsretterne

med ankebehandling af sager om økonomisk kriminalitet.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget har som nævnt bl.a. til formål at skabe grundlag for en

intensivering af retsvæsenets indsats overfor økonomisk

kriminalitet, herunder gennem regelændringer, der skal muliggøre

en hurtigere og mere effektiv behandling af sager om økonomisk

kriminalitet. Lovforslaget kan ikke antages at være forbundet med

økonomiske konsekvenser af betydning, men forslaget vil kunne give

grundlag for en hurtigere sagsbehandling og dermed for en bedre

udnyttelse af retsvæsenets ressourcer.

7. Hørte myndigheder m.v.

Betænkningen nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet

har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre

landsret, Sø- og handelsretten, Københavns byret og retterne i

Odense, Ålborg og Århus, Den danske dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk kriminalpolitiforening,

Dansk politiforbund, Advokatrådet, Industriministeriet samt

Ministeriet for skatter og afgifter.

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1-3

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3, til

straffelovrådets udtalelse, pkt. 2, og til betænkning nr. 1066/

1986 om økonomisk kriminalitet, side 239-271.

Til nr. 4-5

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4, til

straffelovrådets udtalelse, pkt. 2, og til betænkningen, side 127

ff.

Til § 2

Til nr. 1

Der henvises til betænkning nr. 1066/ 1986, side 279 og 296.

Til nr. 2-3

Bestemmelserne indebærer, at overtrædelser af rettighedsfrakendelser,

jfr. straffelovens § 131, gøres til statsadvokatsager. Der

henvises til betænkning nr. 1066/ 1986, side 270.

Til nr. 4-5

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2, til

retsplejerådets udtalelse, pkt. 1, og til betænkningen, side

151-197.

Til nr. 6-7 og 10

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2., og til

retsplejerådets udtalelse, pkt. 4.

Til nr. 8-10

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.3., og til

retsplejerådets udtalelse, pkt. 5.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

I overensstemmelse med forslaget i betænkning nr. 1066/ 1986 foreslås

det, at forslagene til ændringer i retsplejeloven finder

anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens

ikrafttræden.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører den foreslåede lovs territoriale gyldighed.

Bilag 1

STRAFFELOVRÅDET

Udtalelse om betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk

kriminalitet

Ved skrivelse af 10. marts 1986 har justitsministeriet anmodet

straffelovrådet om en udtalelse om nogle af forslagene i

betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet.

Justitsministeriets skrivelse lyder således:

»Vedlagt fremsendes betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af

økonomisk kriminalitet, som er afgivet af et udvalg under

justitsministeriet.

Justitsministeriet har sendt betænkningen til høring hos myndigheder

og organisationer med svarfrist den 4. april 1986.

I den anledning skal man anmode straffelovrådet om en udtalelse om

betænkningens forslag til ændringer i straffeloven og i

retsplejelovens regler om tiltalefrafald m.v.

Justitsministeriet vil fremsende de ovenfor nævnte høringssvar til

straffelovrådet, efterhånden som de indkommer.

Da et lovforslag om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet agtes

fremsat i april måned 1986, skal man anmode om, at rådets

udtalelse må foreligge snarest muligt og senest den 18. april

1986.«

Justitsministeriet har samtidig anmodet retsplejerådet om en

udtalelse om betænkningens forslag til ændring af retsplejeloven.

Under hensyn hertil og til den korte tidsfrist for afgivelsen af

rådets udtalelse har justitsministeriet senere tilkendegivet, at

man vil være indforstået med, at straffelovrådet ikke tager

nærmere stilling til spørgsmålet om udformningen af

retsplejelovens regler om tiltalefrafald m.v.

Straffelovrådet har behandlet sagen i 4 møder.

Som følge af den måde, hvorpå justitsministeriet har stillet opgaven,

og under hensyn til de andre opgaver vedrørende sanktionssystemets

udformning, som straffelovrådet beskæftiger sig med, finder man

grund til at fremhæve, at straffelovrådet alene har set det som

sin opgave at tage stilling til spørgsmålene, således som de er

forelagt i betænkning nr. 1066/ 1986 om økonomisk kriminalitet.

Ved afgivelsen af denne udtalelse har straffelovrådet haft følgende

sammensætning: Professor, dr. jur. Knud Waaben (formand), advokat

Jørgen Bang, kontorchef i justitsministeriet Michael Elmer (der

tillige varetager ledelsen af rådets sekretariat), retspræsident

Kurt Haulrig, direktør for kriminalforsorgen Frits Hellborn,

politimester Jørgen Langkilde samt rigsadvokat Per Lindegaard.

Direktør Frits Hellborn har dog ikke deltaget i rådets behandling

af denne udtalelse, og i hans sted har fængselsinspektør William

Rentzmann deltaget i arbejdet.

Hvervet som sekretær for rådet er varetaget af kst. byretsdommer Bent

Carlsen og fuldmægtig i justitsministeriet Claes Nilas.

København, den 21. april 1986.

Jørgen Bang

Jørgen Langkilde

Knud Waaben

(formand)

Elmer

Per Lindegaard

/ Bent Carlsen

(sekretær)

K. Haulrig

William Rentzmann

Claes Nilas

(sekretær)

1. Almindelige bemærkninger.

Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet redegør i kapitel 3

i betækning nr. 1066/ 1986 (side 17-22) for, at behandlingen af

sager om økonomisk kriminalitet frembyder en række vanskeligheder,

som ikke blot gør sig gældende i forbindelse med efterforskningen,

men også i forbindelse med anklagemyndighedens og domstolenes

behandling af sådanne sager.

Hovedproblemet er, at det tager meget lang tid at behandle sager om

økonomisk kriminalitet, bl.a. fordi de gældende regler om

straffesagers behandling ikke er udformet med henblik på denne

type af sager.

Udvalget finder behov for regelændringer, som kan give grundlag for

en hurtigere behandling af sagerne og dermed for en ønskelig

intensivering af retsvæsenets indsats overfor den økonomiske

kriminalitet. Udover ændringer i processuelle regler om

sagsbehandlingen ved domstolene stiller udvalget forslag om en ny

regel i retsplejelovens § 723 med henblik på en udvidet adgang til

»beskæring« af sager.

Endvidere foreslår udvalget en ny skærpet bestemmelse i straffelovens

§ 302 vedrørende manglende eller mangelfuld bogføring m.v.

Med henblik på forebyggelse af økonomisk kriminalitet stiller

udvalget endelig forslag om en udvidelse af straffelovens regler

om rettighedsfrakendelse til også at omfatte visse former for

virksomhed i forbindelse med selskaber.

Straffelovrådet kan tiltråde, at der er behov for regelændringer, som

kan medføre en intensivering af retsvæsenets indsats over for den

økonomiske kriminalitet.

I den forbindelse lægger rådet til grund, at det er nødvendigt at

give en udvidet og præciseret adgang til at »beskære« straffesager

med henblik på at begrænse efterforskningen og de forhold, der

skal føres bevis for, og således fremme sagernes behandling. Det

svarer i princippet til, hvad der allerede i dag er praksis i

sager om mange ensartede forhold. Rådet finder derfor, at den

foreslåede udvidede adgang til beskæring af straffesager ikke kan

give anledning til principielle betænkeligheder. Rådet er ikke

gået ind på spørgsmålet om udformningen af bestemmelserne om

tiltalefrafald og begrænsning af efterforskningen.

2. Bogføringsovertrædelser

2.1. De gældende regler om bogføring og regnskab og om straf for

urigtig, manglende eller mangelfuld bogføring og regnskab

gennemgås i betænkning nr. 1066/ 1986, side 27-49 og 83-102.

Udvalget redegør i betænkningen, side 103-112, for nogle

erfaringer med tilsidesættelse af bogføringsregler, som

statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet har stillet til

rådighed for udvalget.

Udvalget fremhæver (side 127 ff), at der er forekommet nogle

misbrugstilfælde, hvor der har været betydelige formuetab for

erhvervsvirksomheder og investorer, og sådant misbrug indebærer en

fare for, at der opstår en generel mistillid til erhvervslivet. En

virksomhed bør efter udvalgets opfattelse heller ikke kunne styrke

sin forretningsmæssige position ved tilsidesættelse af den

lovgivning, som konkurrerende virksomheder overholder. Det bør

derfor efter udvalgets opfattelse i videst muligt omfang hindres,

at misbrug finder sted.

Udvalget henviser til, at statsadvokaten for økonomisk kriminalitet

over for udvalget har oplyst, at bogføringsreglerne er tilsidesat

i næsten samtlige sager om økonomisk kriminalitet, hvilket

medfører, at efterforskningen vanskeliggøres og i nogle tilfælde

helt må opgives, ligesom det gør efterforskningen tidsmæssigt og

økonomisk overordentlig ressourcekrævende. Udvalget finder på den

baggrund, at der er behov for en styrkelse af det strafferetlige

værn mod bogføringsovertrædelser. En skærpelse af bestemmelserne

herom vil endvidere efter udvalgets opfattelse kunne give

anklagemyndigheden et grundlag for på et tidligt tidspunkt af

efterforskningen at begrænse eventuel tiltale til kun at omfatte

bogføringsovertrædelsen og derved undgå en langvarig og måske

forgæves efterforskning af mulige berigelsesforbrydelser. En

skærpelse af straffen for bogføringsovertrædelser vil endvidere

være i tråd med de foranstaltninger, man i andre lande har

foretaget som led i kampen mod økonomisk kriminalitet.

2.2. Udvalget har i betækning nr. 1066/ 1986, side 129 ff, overvejet

spørgsmålet om en skærpelse af straffen for

bogføringsovertrædelser i forhold til straffelovens §§ 175 og 302.

Bestemmelsen i § 175 fastsætter straf af hæfte eller fængsel indtil 3

år, under formildende omstændigheder bøde, for den, som for at

skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog eller i

privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt

pligtforhold påhviler den pågældende at udfærdige eller føre,

eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver

urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen

skal tjene som bevis. Efter bestemmelsens stk. 2 straffes med

samme straf den, som i retforhold gør brug af et sådånt dokument

som indeholdende sandhed.

Straffelovens § 302 foreskriver straf af bøde eller hæfte for den,

der undlader at føre forretningsbøger, som det ifølge lov påhviler

ham at føre, eller gør sig skyldig i grove uordener med hensyn

tilførelsen af sådanne bøger eller ved den ved lov foreskrevne

opbevaring af disse eller deres bilag.

Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet fremhæver, at § 175

omfatter afgivelse af en række vidt forskellige erklæringer af

såvel offentlig som privat karakter, mens § 302 allerede i sin

nuværende affattelse vedrører tilsidesættelse af

bogføringspligten. Udvalget finder det mest hensigtsmæssigt at

gennemføre en skærpelse af straffen for manglende eller mangelfuld

bogføring gennem en ændring af § 302.

Udvalget foreslår, at straffelovens § 302 affattes således.

»§ 302. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

straffes, såfremt handlingen eller undladelsen er egnet til at

medføre betydeligt formuetab eller i øvrigt er af særlig grov

karakter, den, som

1) foretager urigtige eller vildledende angivelser i forretningsbøger

eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den pågældende at

føre eller udfærdige,

2) undlader at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskab på den

måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre det,

3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at angive

poster eller at specificere disse,

4) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at

opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale

eller ødelægger sådant.

Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov

uagtsomhed, er straffen bøde.«

Som en konsekvens af udvalgets forslag vedrørende § 302 foreslår

udvalget samtidig, at ordene »lov eller« udgår i § 175. Udvalget

fremhæver i den forbindelse, at § 175 i sin nuværende ordlyd og

med hensyn til strafferammen på indtil 3 års fængsel ikke er

tidssvarende, men at udvalget på baggrund af sit kommissorium ikke

har fundet at burde stille forslag om ændring af bestemmelsen i

sin helhed.

Samtidig gør udvalget opmærksom på, at der i særlovgivningen findes

bestemmelser svarende til den nugældende § 302, f.eks. i

skattekontrollovens § 17. Udvalget henstiller, at der i

forbindelse med en gennemførelse af udvalgets forslag foretages en

gennemgang og eventuel ændring af sådanne bestemmelser i

særlovgivningen, således at man undgår tvivl om, hvorvidt en

tiltale alene efter § 302 er korrekt f.eks. ved urigtige

skatteregnskaber.

2.3. Straffelovrådet skal fremhæve, at regnskaber m.v. i mangfoldige

sammenhænge er et vigtigt oplysningsmiddel i forbindelse med

bedømmelsen af virksomheders og enkeltpersoners økonomiske

forhold, herunder deres kreditværdighed, selskabers indre værdi,

m.v. Urigtige eller vildledende regnskaber er derfor egnede til at

medføre skuffelser og kan i vidt omfang anvendes som middel ikke

blot til at begå berigelsesforbrydelser og unddragelser af skatter

og afgifter, men også til at dække over dem.

Straffelovrådet kan tiltræde, at straffelovens § 302 søges udformet

på en sådan måde, at bestemmelsen i højere grad tager sigte på

grovere forhold, der ikke findes at burde henføres alene under

straffebestemmelsen i bogføringsloven. Straffelovrådet kan

endvidere tiltræde, at der for sådanne forhold fastsættes en

strafferamme, der er væsentligt strengere end den nugældende ramme

af bøde eller hæfte.

I udvalgets udkast er det foreslået, at der for alle de af § 302,

stk. 1, omfattede forsætlige forhold skal gælde et fælles

strafmaksimum på 1 år og 6 måneder. Dette svarer til det

strafmaksimum, der er fastsat for de fleste berigelsesforbrydelser

i § 285. Straffelovrådet nærer nogen betænkelighed ved forslaget

om på denne måde at sidestille bogføringsovertrædelser med

berigelsesforbrydelser som underslæb, bedrageri, mandatsvig og

skyldnersvig. Rådet har forståelse for de af udvalget fremhævede

vanskeligheder ved at føre bevis for de til berigelsesforbrydelser

hørende objektive og subjektive momenter, når en virksomheds

regnskabsmateriale lægger hindringer i vejen for en klarlæggelse

af forløbet. Der er på den anden side åbenbare betænkeligheder ved

at søge bogføringsovertrædelser sat i klasse med

berigelsesforbrydelser, således at politiet og anklagemyndigheden

kan nøjes med at slå ned på de lettest tilgængelige oplysninger,

nemlig dem der vedrører mangelfuld bogføring m.v., og vente

sådanne forhold bedømt lige så strengt, som hvis der var ført

bevis for berigelsesforbrydelser. Selvom bogføringsovertrædelser

kan være af betydelig grovhed og undertiden skabe en formodning om

uredeligt forhold, forekommer det ikke straffelovrådet

sandsynligt, at der ved domstolene vil blive idømt langvarige

straffe for bogføringsovertrædelser.

Straffelovrådet har overvejet, om de af udvalgsforslagets § 302, stk.

1, omfattede forhold kan inddeles således, at der opstilles to

forskellige strafferammer for fortsætlige forhold. En sådan deling

af gerningsbeskrivelsen frembyder imidlertid vanskeligheder.

Det er straffelovrådets konklusion, at man foreslår et fælles

strafmaksimum på 1 års fængsel. Om nogle enkeltheder vedrørende

udformningen af § 302 bemærkes følgende:

De i stk. 1, nr. 3, nævnte forhold (undladelse af at angive eller

specificere poster) vil efter straffelovrådets opfattelse være

omfattet af stk. 1, nr. 2 (undladelse af at føre bøger eller

udfærdige regnskab på den foreskrevne måde) og behøver derfor ikke

at være særskilt nævnt.

2.4. Bestemmelsen i § 302 skal efter forslaget omfatte tilfælde, hvor

handlingen eller undladelsen er egnet til at medføre betydeligt

formuetab eller i øvrigt er af særlig grov karakter. I den

forbindelse er der under straffelovrådets drøftelser blevet peget

på, at udtrykket »egnet til at medføre betydeligt formuetab« på

den ene side ofte - men ikke altid - vil angive et tilfælde, der

er særlig groft. Det har også været berørt, at udtrykket på den

anden side kunne tænkes at blive opfattet som indeholdende en

begrænsning til formuetab for private interesser. En sådan

begrænsning ville efter rådets opfattelse være uheldig.

Indtrædelsen af eller faren for betydeligt tab såvel for private

som for det offentlige bør efter rådets opfattelse kunne gøre en

overtrædelse særligt grov. Rådet vil derfor foretrække, at

lovteksten anvender udtrykket »den, som under omstændigheder, der

kendetegner forholdet som særligt groft . . .«.

Herved vil man også kunne klare det problem i forhold til

straffebestemmelser i særlovgivningen, som udvalget som økonomisk

kriminalitet har påpeget i betænkning nr. 1066/ 1986, side 134.

2.5. Straffelovrådet kan tiltræde, at strafferammen i § 296 bør være

den samme som for de alvorligste bogføringsovertrædelser. I

overensstemmelse med det, som er anført under pkt. 2.3., bør

strafmaksimum i § 296, stk. 1, ændres fra fængsel i 2 år til

fængsel i 1 år.

2.6. Udvalget fremhæver, at nogle af de forhold vedrørende bøger og

regnskaber, der foreslås nævnt i § 302, for tiden er omfattet af §

175. For at markere, at sådanne forhold ikke bør være omfattet af

begge bestemmelser, men alene være strafbare efter § 302, foreslås

det i udvalgets betænkning, at ordene »lov eller« skal udgå af §

175. Udvalget er opmærksomt på, at de tilfælde af forsætligt

urigtig lovpligtig bogføring, der flyttes fra § 175 til § 302,

herved får et lavere strafmaksimum end det maksimum af 3 års

fængsel, der er nævnt i § 175. Det sidstnævnte maksimum vil bl.a.

gælde urigtigheder med hensyn til private bøger, der ikke føres

ifølge lov men i hehold til et »særligt pligtforhold«, skønt

forseelser med hensyn til lovpligtige bøger gennemgående må

formodes at være de groveste. Det er imidlertid ikke anset for

muligt i forbindelse med udvalgets arbejde at udarbejde forslag om

en vidererækkende ændring af § 175, hvis afgrænsning ikke i alle

henseender er klar.

Det har også ligget uden for straffelovrådets muligheder at stille

forslag om en nærmere revision af § 175. Rådet er mest tilbøjeligt

til at foreslå, at ordene »lov eller« i denne omgang bliver

stående i § 175, bl.a. fordi det ikke er let at tage stilling til,

om disse ord i § 175 - der står i straffelovens kap. 19 om

forbrydelser vedrørende bevismidler - muligvis vil omfatte nogle

forhold med hensyn til private bøger, som ikke vil kunne henføres

under § 302.

Det bør imidlertid stå fast, som af udvalget foreslået, at § 302 skal

opfattes som en specialbestemmelse, der udelukker samtidig

anvendelse af § 175. Straffelovrådet vil i forbindelse med sin

almindelige gennemgang af strafferammerne i straffeloven være

opmærksomt på det misforhold mellem strafmaksima i § 175 og § 302,

som måske vil foreligge, hvis der ikke sker en ændring i § 175.

Løsningen på dette problem kan enten være en omformulering af §

175 eller en nedsættelse af 3 års strafmaksimum i denne

bestemmelse.

Det er således straffelovrådets konklusion, at der ikke i forbindelse

med den foreslåede ændring af § 302 bør ske nogen ændring i § 175.

2.7. Det er udvalgets forslag, at grov uagtsomhed ved de i § 302,

stk. 1, nævnte overtrædelser alene skal kunne medføre straf af

bøde. I den forbindelse er der blevet peget på, at bestemmelsen i

så fald ikke indeholder noget egentlig nyt i forhold til

særlovgivningen, idet bogføringsloven også foreskriver bødestraf.

Straffelovrådet har samtidig overvejet, om groft uagtsomme

overtrædelser af § 302 i nogle situationer bør kunne medføre

frihedsstraf. Der måtte da efter rådets opfattelse være tale om

frihedsstraf med et lavere strafmaksimum end efter stk. 1.

Under hensyntagen til den begrænsede tid, der er til rådighed ved

behandlingen af spørgsmålet, skal straffelovrådet i denne

sammenhæng alene stille forslag om, at strafferammen udformes

således, at den - ligesom i dag - også giver mulighed for at

idømme hæfte.

På tilsvarende måde bør strafferammen i § 296, stk. 2, om groft

uagtsomme overtrædelser af visse i bestemmelsens stk. 1 nævnte

handlinger ligesom i dag indeholde bøde og hæfte.

2.8. Straffelovrådet har drøftet det i betænkningen, side 87 ff.

nævnte spørgsmål om forholdet mellem den foreslåede nye

bestemmelse i § 302 og bestemmelsen i § 125 om bl.a.

tilintetgørelse, forvanskning eller bortskaffelse af genstande af

betydning for en offentlig undersøgelse.

Der er i straffelovrådet enighed om, at forholdet, hvor regnskaber og

bilag ødelægges for at skjule f.eks. en berigelsesforbrydelse, i

givet fald vil være være omfattet af såvel § 125 som § 302, og at

der således som udgangspunkt skal straffes for overtrædelse af

begge bestemmelser.

Bestemmelsen i § 125, stk. 2, om straffrihed for den, der foretager

de i § 125, stk. 1, nævnte handlinger for at unddrage sig selv

eller nogen af sine nærmeste for forfølgning eller straf, gælder

alene med hensyn til de forhold, som er beskrevet i § 125, stk. 1,

og fritager således ikke for straf for overtrædelse af § 302.

3. Erhvervsfrakendelse

3.1. Udvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har indhentet

udtalelser fra en række myndigheder og organisationer med henblik

på en belysning af såkaldt konkurs- og selskabsmisbrug.

Hovedindholdet af udtalelserne er gengivet i betænkning nr. 1066/

1986, side 221 ff.

På baggrund af de nævnte udtalelser konkluderer udvalget (side 239

ff), at misbrug af konkurs- og selskabslovgivningen forekommer i

et vist begrænset omfang, og at sådant misbrug kan være årsag til,

at der lides betydeligt tab af offentlige og private kreditorer.

Udvalget finder derfor, at der vil kunne være behov for indgreb

over for personer, der gør sig skyldige i de nævnte misbrug.

Udvalget finder, at sædvandlige straffe- og civilretlige retsfølger

næppe er tilstrækkelige til at imødegå sådanne misbrug. Der er i

udtalelserne til udvalget fremdraget eksempler på

erhvervsdrivende, der gentagne gange er straffet for såkaldt

»konkursmisbrug«, men som uanset dette har fortsat med at

spekulere i konkurs eller tvangsopløsning.

Uanset de foranstaltninger, som indenfor selskabslovgivningens område

er truffet med henblik på at hindre eller modvirke

selskabsmisbrug, finder udvalget derfor, at det med henblik på at

søge at effektivisere bekæmpelsen af groft misbrug af de konkurs-

og selskabsretlige regler må anses for hensigtsmæssigt at udvide

adgangen til begrænsning - frakendelse - af ret til

erhvervsudøvelse.

På baggrund af oplysninger om tidligere og nuværende vidtgående

regler i Norge og Sverige om såkaldt konkurskarantæne og

næringsforbud (betænkningen, side 225) har udvalget drøftet, om en

sådan adgang til rettighedsfrakendelse bør være betinget af, at

der foreligger et strafbart forhold. Udvalget udtaler (s. 246), at

det ud fra retssikkerhedssynspunkter er uacceptabelt at foretage

en så indgribende og generelt betænkelig foranstaltning, som det

ville være at foretage en rettighedsfrakendelse uden grundlag i en

dom for strafbart forhold. Ved at betinge adgangen til

rettighedsfrakendelse heraf opnås tillige, at den sagsbehandling

og de myndigheder, der skal tage stilling til spørgsmålet,

frembyder de bedst mulige retssikkerhedsmæssige garantier.

Udvalget om økonomisk kriminalitet har på den baggrund udformet sit

forslag til udvidet adgang til rettighedsfrakendelse i tilknytning

til de gældende regler om rettighedsfrakendelse i straffelovens §§

78-79. Efter udvalgets forslag skal der som en ny § 79 a indsættes

følgende bestemmelse i straffeloven:

»§ 79 a. Den, som dømmes for strafbart forhold, kan ved dom frakendes

retten til at være stifter, direktør, medlem af bestyrelsen eller

til i øvrigt at udøve en bestemmende indflydelse i et selskab med

begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver særlig

offentlig godkendelse, eller en fond, såfremt det udviste forhold

begrunder en nærliggende fare for misbrug af sådan virksomhed.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 79 finder tilsvarende anvendelse.«

Samtidig stiller udvalget forslag om, at der gennem en ændring i §

79, stk. 2, skal være mulighed for midlertidig

rettighedsfrakendelse under en sags behandling, ligesom det i dag

er tilfældet med hensyn til frankendelse af de rettigheder, som

omtales i straffelovens § 79, stk. 1, 1. pkt., d.v.s. retten til

virksomhed, der beror på offentlig autorisation eller godkendelse.

Overtrædelser af rettighedsfrakendelser straffes efter straffelovens

§ 131, og udvalget foreslår i den forbindelse en ændring af

strafferammen heri, således at fængselsstraf ikke betinges af

skærpende omstændigheder, samtidig med at strafmaksimum forhøjes

fra i dag 3 måneders fængsel til 6 måneders fængsel.

For at modvirke stråmandsvirksomhed foreslår udvalget om bekæmpelse

af økonomisk kriminalitet samtidig, at det i et nyt § 131, stk. 2,

præciseres, at medvirken til overtrædelse af en

rettighedsfrakendelse er strafbar, og udvalget foreslår i den

forbindelse en strafferamme for den medvirkende på bøde eller

under skærpende omstændigheder hæfte.

3.2. Straffelovrådet kan på baggrund af oplysningerne i betænkningen

om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet tiltræde, at der er behov

for at ændre de gældende regler om rettighedsfrakendelse, således

at det i videre omfang bliver muligt at frakende retten til visse

former for erhvervsudøvelse.

Straffelovrådet skal i den forbindelse først fremhæve, at man er enig

med udvalget i, at adgangen til erhvervsmæssig diskvalifikation

ligesom i dag bør betinges af, at der foreligger en dom for et

strafbart forhold. En adgang til rettighedsfrakendelse, som ikke

var knyttet hertil, men f.eks. alene til, at den pågældende var

gået konkurs, ville efter rådets opfattelse være overordentlig

betænkelig.

Den gældende regel i § 79, vedrører i stk. 1, 1. pkt., frakendelse af

retten til virksomhed, der beror på offentlig autorisation eller

godkendelse. Der er imidlertid efter stk. 1, 2. pkt., adgang til

at frakende retten til udøvelse af »anden virksomhed«, såfremt

særlige omstændigheder taler derfor. Det må anses som uafklaret, i

hvilket omfang der efter denne bestemmelse allerede i dag er

mulighed for frakendelse af de af udvalget nævnte rettigheder til

visse former for erhvervsudøvelse. Bestemmelsen har ikke i

retspraksis været anvendt til sådanne frakendelser, og der kan

derfor også efter straffelovrådets opfattelse være grund til at

præcisere bestemmelsens anvendelsesområde med henblik på sådanne

tilfælde.

Frakendelse af retten til de af udvalget omtalte former for

erhvervsudøvelse bør efter straffelovrådets opfattelse være

begrænset af betingelsen om, at særlige omstændigheder taler

derfor, jfr. § 79, stk. 1, 2. pkt., om »anden virksomhed«. Dette

kan lovteknisk lettest ske, såfremt man indsætter de nye regler om

»erhvervsfrakendelse« i straffelovens § 79, i hvilken bestemmelse

der i forvejen kan være anledning til mindre redaktionelle

ændringer.

3.3. Straffelovrådet kan tiltræde, at der som foreslået af udvalget

åbnes adgang til at frakende retten til at være stifter, direktør

eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et

selskab eller en forening, som kræver særlig offentlig

godkendelse, eller en fond.

Derimod finder straffelovrådet, at adgang til frakendelse af retten

til »i øvrigt at udøve en bestemmende indflydelse« i et sådant

selskab m.v. ville være for vidtgående og f.eks. omfatte retten

til at udøve stemmeret ifølge en aktiepost, som den pågældende

gennem arv eller på anden lovlig måde er kommet i besiddelse af,

ligesom en sådan frakendelsesadgang i sin meget ubestemte form

ville give betydelige afgrænsnings- og kontrolvanskeligheder.

Dette led i udvalgets angivelse af de rettigheder, som skal kunne

frakendes, bør derfor efter straffelovrådets opfattelse udgå.

Straffelovrådet finder i øvrigt grund til at fremhæve, at der i hvert

enkelt tilfælde må tages stilling til frakendelsens nærmere

omfang. Der kan dels være tale om kun at frakende retten til at

beklæde en bestemt stilling, f.eks. som direktør, dels om at

begrænse en frakendelse til virksomheder inden for bestemte

brancher.

3.4. Den af udvalget foreslåede udvidelse af adgangen til suspension

(midlertidig rettighedsfrakendelse) under sagen til også at

omfatte de i § 79, stk. 1, 2. pkt., nævnte tilfælde samt de af

udvalget foreslåede nye frakendelsestilfælde er efter

straffelovrådets opfattelse ikke uden betænkeligheder. Det kan

bl.a. efter en langvarig proces vise sig, at sagen ikke holder i

det omfang, man på et tidligere stadium forestillede sig.

Straffelovrådet betragter det som en selvfølge, at en sådan regel

må anvendes meget restriktivt. Rådet har imidlertid ikke ment at

burde udtale sig imod den foreslåede regel.

3.5. Straffelovrådet har ikke bemærkninger til de foreslåede

ændringer i strafferammerne i § 131, stk. 1 og stk. 2.

Særligt for så vidt angår den foreslåede medvirkensbestemmelse i §

131, stk. 2, bemærkes, at dansk rets hovedregel efter

straffelovens § 23, stk. 1-2, er, at medvirkensansvar også

pådrages af den, som medvirker til at krænke et særligt

pligtforhold, og som selv står uden for dette. Der skal meget til

for at nå frem til, at der ved en given straffebestemmelse er tale

om et såkaldt egenhændigt delikt, og at der således foreligger en

undtagelse fra hovedreglen.

Efter straffelovrådets opfattelse er det nærliggende at antage, at

medvirken til overtrædelse af rettighedsfrakendelser følger

hovedreglen om, at straf for medvirken kan pålægges. Der har af

den grund i straffelovrådet være mest stemning for at anse den i

stk. 2 foreslåede regel for overflødig. Straffelovrådet finder dog

ikke grund til at indvende noget imod det af udvalget stillede

forslag (i § 131, stk. 2) om, at medvirkensansvaret præciseres, og

at der for dette ansvar skal gælde en lavere strafferamme.

4. Straffelovrådets lovudkast

På baggrund af det under pkt. 2-3 anførte foreslår straffelovrådet,

at udkastet til ændring af straffeloven affattes således:

Ȥ . . .

I borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 527 af 1. november

1981, som ændret senest ved lov nr. 573 af 19. december 1985,

foretages følgende ændringer:

1. § 79 affattes således:

»§ 79. Den, som udøver en af de i § 78, stk. 2, omhandlede

virksomheder, kan ved dom for strafbart forhold frakendes retten

til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve

den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en

nærliggende fare for misbrug af stillingen.

Stk. 2. Det samme gælder, når særlige omstændigheder taler derfor, om

udøvelse af anden virksomhed. Efter samme regel kan der ske

frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller

medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et

selskab eller en forening, som kræver særlig offentlig

godkendelse, eller en fond.

Stk. 3. Frakendelsen sker på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig

dom, eller indtil videre, i hvilket tilfælde spørgsmålet om

fortsat udelukkelse fra den pågælende virksomhed efter 5 års

forløb kan indbringes for retten efter de i § 78, stk. 3,

indeholdte regler. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan

justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker, inden

den i 1. pkt. nævnte 5 års frist er forløbet.

Stk. 4. Retten kan under behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte

sager ved kendelse udelukke den pågældende fra at udøve

virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved dommen

i sagen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.«

2. I § 131 ændres: »Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under

skærpende omstændigheder med fængsel i samme tid« til: »Med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 6 måneder«.

3. I 131 indsættes som nyt stk. 2:

»Stk. 2. Med bøde eller under særligt skærpende omstændigheder med

hæfte straffes den, som medvirker til, at en person, der er

frakendt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne.«

4. I § 296, stk. 1, ændres »2 år« til: »1 år«.

5. § 302 affattes således:

»§ 302. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år straffes den, som

under omstændigheder, der kendetegner forholdet som særligt groft:

1) foretager urigtige eller vildledende angivelser i forretningsbøger

eller regnskaber, som det ifølge lov påhviler den pågældende at

føre eller udfærdige,

2) undlader at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskab på den

måde, som det ifølge lov påhviler den pågældende at gøre det,

3) undlader at opfylde den ifølge lov foreskrevne pligt til at

opbevare forretningsbøger, bilag eller andet regnskabsmateriale

eller ødelægger sådant.

Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov

uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.«»

Bilag 2

RETSPLEJERÅDET

Retsplejerådets udtalelse om betænkning nr. 1066/ 1986

om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet

Ved skrivelse af 10. marts 1986 (j.nr. 1986-20002-193) har

justitsministeriet anmodet retsplejerådet om en udtalelse om de

forslag til ændringer i retsplejeloven, som er indeholdt i

betænkning nr. 1066/ 1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet.

Betænkningen er afgivet af et udvalg nedsat under

justitsministeriet.

Til brug ved retsplejerådets overvejelser om betænkningens forslag

har justitsministeriet senere fremsendt de høringssvar vedrørende

betænkningen, som en række myndigheder og organisationer har

afgivet. Justitsministeriet har endvidere fremsendt en af

ministeriet udarbejdet foreløbig skitse til ændring af

retsplejelovens §§ 723-723 a.

Justitsministeriet har i forbindelse med høringen af retsplejerådet

anmodet om, at udtalelsen må foreligge inden den 18. april 1986.

Justitsministeriet har tilkendegivet, at det naturligvis kunne vise

sig hensigtsmæssigt med den omskrivning og modernisering af de

gældende regler om tiltalefrafald m.v., som er tilsigtet i

justitsministeriets skitse, men at justitsministeriet under hensyn

til den korte tidsfrist for rådets arbejde i givet fald vil være

indforstået med, at rådet ikke tager nærmere stilling til disse

spørgsmål.

Retsplejerådet har behandlet betænkningens forslag til ændringer i

retsplejeloven i 2 møder.

Som følge af den ekstraordinært korte tidsfrist har retsplejerådet

ikke haft mulighed for at foretage en egentlig bearbejdning eller

en nærmere overvejelse af de forelagte spørgsmål, herunder navnlig

de noget forskellige skitser og udkast til revision af

retsplejelovens regler om påtaleopgivelse og tiltalefrafald. Rådet

her derfor indskrænket sig til at fremsætte nogle mere

principielle udtalelser som svar på justitsministeriets skrivelse

af 10. marts 1986.

Ved afgivelsen af denne udtalelse har retsplejerådet haft følgende

sammensætning: landsretspræsident Ole Agersnap (formand),

retspræsident Knud Arildsen, professor, dr.jur. Hans

Gammeltoft-Hansen, retsassessor Knud Have, statsadvokat Karsten

Hjorth, politimester Finn Larsen, landsretssagfører Kristian

Mogensen og dommer Hans Rosenmeier.

Hvervet som sekretær for rådet er varetaget af fuldmægtig Kaspar

Linkis, justitsministeriet.

København, den 19. april 1986.

Ole Agersnap Knud Arildsen

Hans Gammeltoft-Hansen Knud Have

Karsten Hjorth Finn Larsen

Kristian Mogensen Hans Rosenmeier

Kaspar Linkis

(sekretær)

1. Beskæring af straffesager

Udvalget anfører i betænkningen, at sager om økonomisk kriminalitet

er tidkrævende for retssystemet. Sagsbehandlingstiden i større

sager kan være 6-10 år regnet fra efterforskningens begyndelse til

afsigelsen af endelig dom. Udvalget har på denne baggrund

overvejet, om en nedsættelse af sagsbehandlingstiden kan opnås

gennem ændring af de processuelle regler eller anklagemyndighedens

praksis.

Udvalgets undersøgelse af gældende ret munder ud i, at de gældende

regler om påtaleundladelse ikke specielt tager hensyn til

anklagemyndighedens og domstolenes ressourcemæssige problemer. I

et begrænset omfang har en beskæring fundet sted i sager med

omfattende kriminalitet i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1,

nr. 4, og § 723, stk. 2, men udvalget finder, at en omfattende

beskæring af sagerne af ressourcemæssige grunde kræver en ændring

af det gældende regelgrundlag. Det foreslås derfor, at der som ny

§ 723, stk. 3, indsættes en bestemmelse, hvorefter statsadvokaten

helt eller delvis kan opgive eller frafalde tiltale, såfremt

sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger

eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til

sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes

idømt.

Den beskæring af straffesager, der skal kunne foretages af

ressourcemæssige grunde, kan give sig udtryk i, at visse forhold

udelades, at kun sagens hovedpersoner tiltales, at der kun rejses

tiltale for trinlavere bestemmelser end dem, der muligvis kunne

dømmes for, eller at der kun rejses tiltale for overtrædelse af

bestemmelser, der er subsidiære i forhold til bestemmelser, der

muligvis kunne domfældes for. Udvalget fremhæver, at det ikke er

hensigten med forslaget, at en sag skal beskæres i et sådant

omfang, at en forventet flerårig frihedsstraf reduceres til bøde.

Det vil derimod ikke være udelukket at beskære en sag, så en

forventet straf reduceres fra f.eks. 4 års til 1-2 års fængsel.

Forslaget gælder principielt også sager, der ikke vedrører økonomisk

kriminalitet, men hvor de samme hensyn gør sig gældende.

Udvalget har begrænset den foreslåede regel til statsadvokatsager og

de sager, der er omfattet af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4.

Efter forslaget skal kompetencen til at beskære straffesagen

tilkomme den påtaleberettigede, dvs. statsadvokaten i

statsadvokatsager og politimesteren i de sager, der er omfattet af

retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4. Udvalget har anbefalet, at

det i forbindelse med udarbejdelsen af et eventuelt lovforslag

tages under overvejelse at udstrække reglen til politisager.

Udvalget har endvidere gjort opmærksom på, at der er behov for en

modernisering af retsplejelovens regler om tiltaleopgivelse og

-frafald og har anbefalet, at man ved udarbejdelsen af et

lovforslag tillige overvejer en modernisering af disse regler.

Justitsministeriet har på baggrund af udvalgets forslag udarbejdet en

foreløbig skitse til nye §§ 723-723 c i retsplejeloven, som skal

afløse de gældende §§ 723-723 a. Efter skitsen kommer reglerne om

påtaleundladelse, herunder den i betænkningen foreslåede

bestemmelse om ressourcemæssigt begrundede påtaleundladelser, også

til at gælde for politisager, men i øvrigt angives reglerne i

lovskitsen i det væsentlige at svare til de gældende regler.

Retsplejerådet kan af de grunde, som er anført af udvalget i

betænkningens s. 183 ff, tiltræde, at der er behov for en

lovændring, der kan give anklagemyndigheden mulighed for at

beskære sager ud fra ressourcemæssige hensyn.

Den lange behandlingstid i de senere års sager om økonomisk

kriminalitet lægger som af udvalget anført et urimeligt pres på de

sigtede og senere tiltalte personer og må tillige antages

efterhånden at kunne medføre en alvorlig belastning af tilliden

til retshåndhævelsen. Det må i den forbindelse erkendes, at der

også i fremtiden må forventes uacceptabelt lange behandlingstider

ved anklagemyndighed og domstole, såfremt der ikke indføres

hjemmel for beskæring af sager om omfattende økonomisk

kriminalitet.

En beskæringsregel vil være et nødvendigt bidrag til løsning af disse

problemer. Retsplejerådet finder dog grund til at påpege, at den

lange behandlingstid i visse sager om økonomisk kriminalitet ikke

blot er en følge af lovreglernes udformning. Tilrettelæggelse,

tilskæring og bearbejdning af sagerne på efterforskningsstadiet,

ved tiltalerejsningen og under domsforhandlingen er af afgørende

betydning, uanset hvordan retsplejelovens regler er udformet, og

væsentlig forbedring af de utilfredsstillende forholde kan ikke

opnås alene ved en lovændring.

Selv om det er sagerne om økonomisk kriminalitet, der har givet

anledning til udvalgets overvejelser og forslag om etablering af

en særlig adgang for anklagemyndigheden til at begrænse påtale i

straffesager ud fra ressourcemæssige hensyn, finder retsplejerådet

i lighed med udvalget, at en sådan regel bør have en generel

formulering, således at den også vil kunne finde anvendelse i

andre sager, hvor tilsvarende hensyn måtte gøre sig gældende.

Retsplejerådet har ingen væsentlige indvendinger imod den foreslåede

adgang til at undlade påtale af ressourcemæssige grunde. Rådet

finder dog anledning til at anføre følgende synspunkter vedrørende

udvalgets forslag.

En påtaleundladelse af ressourcemæssige grunde bør ikke tilkendegive

en skyldformodning over for sigtede. Rådet finder derfor, at

anklagemyndighedens beslutning herom bør fremtræde i form af en

påtaleopgi- velse, medmindre resultaterne af den allerede

foretagne efterforskning undtagelsesvis giver tilstrækkeligt

grundlag for, at tiltale kunne have været rejst.

Uanset at udvalget i betænkningen, side 191, anfører, at bestemmelsen

i praksis typisk vil skulle anvendes i forbindelse med nogle af

flere forhold i et større sagskompleks eller en del af et forhold,

giver den foreslåede formulering af bestemmelsen hjemmel til at

undlade hele tiltalen, ligesom bestemmelsen giver hjemmel til at

udskille enkelte sigtede af sagen og fortsætte den mod andre

sigtede. Retsplejerådet finder, at det burde overvejes nærmere, om

der bør indføres en sådan vidtgående adgang til at undlade tiltale

af ressourcemæssige grunde. De hensyn, der er anført som

begrundelse for udvalgets forslag, kunne formentlig tilgodeses i

tilstrækkelig grad ved en mindre vidtgående regel, hvorefter der

indføres adgang til af ressourcemæssige grunde at undlade påtale

af et eller nogle af flere forhold eller en del af et forhold.

Tilfælde, hvor der måtte være behov for helt at undlade påtale, måtte

i så fald behandles efter regler svarende til den nu gældende §

723, stk. 2, jfr. stk. 3. Det er herefter rigsadvokaten, der i

sager, der påtales af statsadvokaten, har kompetencen til at

frafalde tiltale, og statsadvokaten, der har denne kompetence i

sager, hvor politimesteren efter § 721, stk. 1, nr. 4, har

påtaleretten.

Efter retsplejerådets opfattelse er der endvidere grund til nærmere

at overveje, om kompetencen til at undlade påtale af

ressourcemæssige grunde i sager, der påtales af politimesteren, på

tilsvarende måde som påtaleundladelser efter retsplejelovens §

723, stk. 3, jfr. stk. 2, bør træffes af statsadvokaten, eller om

hensynet til at opnå større ensartethed i skønsudøvelsen og dermed

mindske risikoen for vilkårlighed i tiltalepraksis i disse sager

eventuelt kan varetages gennem instruktoriske forskrifter.

Muligheden for eventuelt gennem instruktoriske forskrifter at

foretage en nærmere regulering af spørgsmålet om kompentencen til

og spørgsmålet om omfanget af påtaleundladelser af

ressourcemæssige grunde har været genstand for drøftelse i rådet.

På grund af den fastsatte tidsfrist for rådets udtalelse har det

imidlertid ikke været muligt for medlemmerne at nå frem til en

endelig stillingtagen til, om de ovenfor rejste spørgsmål bør

løses ad denne vej.

Retsplejerådet er enig med udvalget i, at der er behov for en

modernisering af de gældende regler om tiltaleopgivelse og

tiltalefrafald. Den af justitsministeriet udarbejdede lovskitse

angives at have dette formål. Retsplejerådet ser sig imidlertid

ikke i stand til på det foreliggende grundlag og indenfor den

fastsatte tidsramme at tage stilling til formuleringen af ændrede

regler om påtaleundladelse, men rådet finder, at spørgsmålet bør

gøres til genstand for mere indgående behandling. Herunder kunne

man tillige overveje placeringen og formuleringen af bestemmelsen

i retsplejelovens § 749 om afvisning af anmeldelse og standsning

af efterforskning, der har nær sammenhæng med reglerne om

undladelse af påtale.

2. Sagkyndige domsmænd

Udvalget beskriver i betænkningen, hvordan domsmænd efter de gældende

regler udtages ved lodtrækning fra en særlig grundliste, der er

udarbejdet af det kommunale grundlisteudvalg. Der stilles ikke

særlige faglige krav til de personer, der optages på grundlisten.

Udvalget finder det væsentlgt for en betryggende afgørelse af

større sager om økonomisk kriminalitet, at rettens medlemmer,

herunder domsmændene, har en vis indsigt i regnskabsmæssige

forhold, og udvalget stiller derfor forslag om, at det på

grundlisten skal markeres, hvilke personer der har særligt

kendskab til erhvervsforhold, og at udtagelsen af domsmænd skal

ske blandt de pågældende personer, hvis sagen kræver et sådant

kendskab.

Retsplejeråde anser det for et grundlæggende princip bag

lægdommerordningen i den danske strafferetspleje, at en straffesag

skal forelægges retten på en sådan måde, at den er forståelig for

almindelige mennesker uden specialviden eller særlige

forudsætninger. I overensstemmelse hermed medvirker der ikke i

dansk retspleje særligt sagkyndige lægdommere i de enkelte typer

af straffesager, når bortses fra søstraffesager, hvori der

medvirker søkyndige lægdommere. Efter retsplejerådets opfattelse

bør det ovennævnte princip ikke brydes ved regler om særligt

sagkyndige domsmænd i enkelte sagstyper, herunder sager om

økonomisk kriminalitet. Rådet kan i den forbindelse henvise til

sine bemærkninger om dette spørgsmål i betænkning nr. 994/ 1983,

side 45-47.

Udover den anførte principielle indvending mod forslaget finder

rådet, at udvalgets forslag bl.a. i teknisk henseende har fået en

uhensigtsmæssig udformning.

Det er således tvivlsomt, om grundlisteudvalgene har de nødvendige

forudsætninger for at udtage personer med tilstrækkeligt kendskab

til erhvervsforhold. I givet fald måtte anvendelse af de i medfør

af retsplejelovens kapitel 9 - efter forslag af

erhvervsorganisationer m.v. - udpegede handelskyndige

retsmedlemmer forekomme at være en mere nærliggende løsning.

Det er en ulempe ved den af udvalget foreslåede ordning, at de på

grundlisten optagne personer med særligt kendskab til

erhvervsforhold ikke med sikkerhed vil få plads på den

domsmandsliste, der i henhold til retsplejelovens § 74 skal dannes

ved lodtrækning.

I praksis ville de personer, der kunne komme på tale som

erhvervskyndige domsmænd, formentlig ofte kunne gøre gældende, at

deltagelse i langvarige domsforhandlinger ville være uforenelig

med deres private erhvervsvirksomhed. Domsmandsvederlaget ville

ikke stå i rimeligt forhold til deres tab af arbejdsindtægt, og

det måtte derfor befrygtes, at der i vidt omfang ville blive

ansøgt om fritagelse for hvervet som domsmand efter

retsplejelovens § 71, nr. 8, og at sådanne ansøgninger måtte

imødekommes.

Såfremt man uanset retsplejerådets principielle indvending måtte

bestemme sig for at indføre mere sagkyndige domsmænd i dansk

strafferetspleje, bør spørgsmålet om den nærmere udformning af en

sådan ordning derfor efter rådets opfattelse forinden gøres til

genstand for mere indgående overvejelser.

3. Anteciperet bevisførelse

I dansk ret er det udgangspunktet, at beviser skal føres umiddelbart

for den dømmende ret under domsforhandlingen.

Efter retsplejelovens § 747 består der en adgang til anteciperet

bevisførelse, dvs. bevisførelse under retsmøder forud for

domsforhandlingen, når det er påkrævet for at sikre bevis, som

ellers må befrygtes at ville gå tabt, eller som ikke uden

væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for

den dømmende ret, eller når det må antages at være af betydning

for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse.

Udvalget foreslår denne adgang til anteciperet bevisførelse

udvidet, således at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af

bestemmelsen, at retsmøde til sikring af bevis kan afholdes,

såfremt det må forventes, at efterforskningen eller

domsforhandlingen vil blive meget langvarig.

Retsplejerådet forstår udvalgets forslag således, at der tilsigtes

åbnet mulighed for indenretlige afhøringer under efterforskningen

også af vidner, hvis forklaring er central for sagen, dog med det

forbehold, at centrale vidner ofte må indkaldes påny til

supplerende afhøring under domsforhandlingen.

Baggrunden for forslaget er bl.a., at det i sager, hvor

efterforskningen står på i lang tid, ofte er vanskeligt for

vidnerne at erindre noget om de hændelser, som de skal forklare

om, og som ligger langt tilbage i tiden. Herved mister

bevisumiddelbarheden noget af sin betydning, og udvalget skønner

det derfor mere hensigtsmæssigt, at der åbnes adgang til at afhøre

sådanne vidner under en anteciperet bevisførelse.

Der er næppe tvivl om, at der navnlig i store sager om økonomisk

kriminalitet på grund af sagens forventede varighed kan være behov

for at sikre bevis ved anteciperet bevisførelse. En sådan

bevisførelse kan imidlertid afholdes allerede efter den gældende

bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 1, der nævner bl.a.

forsinkelse ved at afvente domsforhandlingen som motiv for at

tillade anteciperet bevisførelse, jfr. herved Kommenteret

Retsplejelov (3. udgave), bind 3, s. 66, (note 4 til § 747).

Retsplejerådet finder ikke, at der er tilstrækkelig grund til en

videregående adgang til anteciperet bevisførelse, der bør

fastholdes som en snævert afgrænset undtagelse fra princippet om

bevismiddelbarhed. Det må i den forbindelse erindres, at

anteciperet bevisførelse foregår uden domsmænds tilstedeværelse.

4. Forberedende retsmøder og skriftlig forelæggelse

Udvalget foreslår indført hjemmel for, at retten i straffesager kan

indkalde parterne til et særligt forberedende møde med henblik på

en effektiv tilrettelæggelse af domsforhandlingen. Det tilsigtes

på den måde at undgå overflødig bevisførelse, idet parternes

stillingtagen til sagens faktiske og retlige problemer kan

klarlægges fra sagens begyndelse.

Udvalget foreslår endvidere, at retten skal have beføjelse til at

pålægge anklagemyndigheden at foretage en skriftlig forelæggelse

af sagen, dvs. fremsende en skriftlig redegørelse for de faktiske

omstændigheder og de retsregler, som tiltalen angår, med en

præcisering af bevistemaerne. Den skriftlige forelæggelse, skal

efter lovforslaget være offentlig tilgængelig, og udvalget

forudsætter i øvrigt, at der i retten under domsforhandlingen sker

en mundtlig sammenfatning af den skriftlige forelæggelse.

Efter de foreslåede reglers placering i retsplejeloven skal de alene

gælde straffesager, der behandles ved byret og dermed ikke

nævningesager.

Retsplejerådet finder, at disse forslag, der i et vist omfang er en

kodificering af en allerede fulgt praksis, må anses for klart

hensigtsmæssige, og retsplejerådet kan anbefale, at forslagene

gennemføres med den udtrykkelige tilføjelse, at der skal gives en

mundtlig sammenfatning af den skriftlige forelæggelse i retten.

Rådet finder endvidere, at det bør fremgå udtrykkeligt af

lovteksten, at retten kun må pålægge anklagemyndigheden at

fremsende skriftlig forelæggelse i særlige tilfælde, hvor sagens

beskaffenhed gør det påkrævet.

Forslaget om en adgang for byretten til at kræve en skriftlig

forelæggelse af sagen forudsætter, at byretten kan kræve en

mundtlig forelæggelse af sagen, men hverken de gældende regler

eller den foreslåede regel giver udtrykkelig hjemmel herfor, cfr.

den gældende § 868 om nævningesager.

5. Skriftlig procedure

I straffesager afsluttes domsforhandlingen med en procedure, hvor

anklageren, forsvareren og tiltalte får mulighed for at udtale sig

om bevisførelsens resultat og retsspørgsmålene i sagen. Udvalget

stiller forslag om, at retten kan bestemme, at procedureindlæggene

skal fremsendes skriftligt til retten. Parterne skal i så fald

give en mundtlig sammenfatning af indlæggene i retten. De

skriftlige procedureindlæg skal i øvrigt være offentligt

tilgængelige.

Forslaget fraviger på et væsentligt punkt retsplejelovens princip om

mundtlighed i retsplejen. Det må anses for et brud med dansk

retstradition, at en forsvarer, der ønsker at procedure mundtligt,

kan afskæres herfra. Det kan også nævnes, at en skriftlig

procedure i visse sager kan få et så betydeligt omfang, at det

vil være helt urimeligt at forudsætte, at lægdommere vil have tid

til og mulighed for at sætte sig ind i de skriftlige

procedureindlæg. Retsplejerådet må derfor udtale sig imod

gennemførelsen af dette forslag.

Retsplejerådet finder derimod, at nogle af de synspunkter, der i

betænkningen, side 287, er anført som begrundelse for udvalgets

forslag, vil kunne tilgodeses ved en praktisk ordning, hvorefter

det kan aftales, at parterne i forbindelse med den mundtlige

procedure skal afgive en skriftlig oversigt over

procedureindlæggets indhold med en angivelse af de

hovedsynspunkter, der er gjort gældende, jfr. østre landsrets

høringssvar, hvori det nævnes, at aftaler herom vil kunne træffes

med de procederende parter på de forberedende møder. Sådanne

skriftlige oversigter, der dog kun bør afgives i særligt

omfattende eller vanskelige sager, vil kunne være en stor hjælp

for retten i forbindelse med votering og domsskrivning.

6. Bevisførelse i ankesager

I henhold til retsplejelovens § 965 c, stk. 4, kan tilførsler til

retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og skønsmænd

under byretsbehandlingen anvendes som bevismiddel under

landsretsbehandlingen, såfremt ingen af parterne inden

domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring af de

pågældende. Reglen blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 260 af

8. juni 1979 efter forslag fra retsplejerådet, jfr. betænkning nr.

825/ 1977, s. 118 ff. Hovedformålet med bestemmelsen er en

forenkling af bevisførelsen i ankesager, således at indkaldelse af

tidligere førte vidner i videst mulige omfang undlades. Udvalget

finder, at bestemmelsen er egnet til at medføre overflødig ny

bevisførelse på grund af kravet om, at parterne skal være enige i,

at vidner m.v. ikke føres på ny. Udvalget foreslår derfor, at

kravet udgår og erstattes af en bestemmelse om, at det er retten,

der bestemmer, om der skal ske en fornyet afhøring.

Hensynet bag forslaget er som anført at undgå overflødig

bevisførelse. Udvalget nævner i den forbindelse, at den gældende

regel har givet anledning til en forskelligartet praksis med

hensyn til vidneafhøring i ankeinstansen, og at der herved sker et

vist spild af ressourcer.

Forslaget, der gør fornyet afhøring af vidner m.v. under anke

afhængig af rettens tilladelse, tilsidesætter hermed det

hovedprincip om ankebehandling, som er udtalt i retsplejelovens §

965 a, stk. 1: at der skal foregå en »fuldstændig ny

domsforhandling« for landsretten.

Hvis man måtte ønske at give landsretten beføjelse til at afskære

fornyet afhøring af vidner, ville det være bedre stemmende med

retsplejelovens system, om beføjelsen blev formuleret som en

adgang til at afskære fornyet vidneafhøring efter en af parternes

begæring under i øvrigt nærmere angivne betingelser.

Retsplejerådet findet det dog bedst stemmende med rettens rolle

som upartisk instans, at der ikke tillægges landsretten en sådan

beføjelse. Udøvelsen heraf kunne svække parternes tillid til

rettens upartiskhed. Retsplejerådet må derfor i overensstemmelse

med den opfattelse, som begge landsretter har givet udtryk for,

fraråde den foreslåede ændring.

Versioner

1. 1988-05-21