Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198512K00274@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I konkursloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 444 af 28. august 1984,

foretages følgende ændring:

§ 197 affattes således:

»§ 197. Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse

om gældssanering, såfremt:

1) skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og ingen

udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser inden for

et tidsrum af ca. 5 år, og

2) skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, skal der navnlig lægges

vægt på skyldnerens interesse i gældssanering, gældens alder,

omstændighederne ved dens pådragelse og hidtidige afvikling samt

skyldnerens forhold under gældssaneringssagen. Gældssanering

udelukkes ikke af, at den, der søger gældssanering, har mulighed

for sanering eller rentestøtte efter anden lovgivning, hvis det er

klart, at sådanne foranstaltninger ikke vil kunne gøre det muligt

for skyldneren at opfylde sine gældsforpligtelser.

Stk. 3. Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for så vidt angår

skyldnere, som er fysiske personer.«

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Mange tusinde mennesker har en studiegæld, der for manges

vedkommnende andrager adskillige hundrede tusinde kroner. I langt

de fleste tilfælde er det uden videre klart, at skyldnerne ingen

mulighed har for at betale beløbene helt eller blot for en større

dels vedkommende. Det er derfor fra et samfundsmæssigt synspunkt

formålsløst at opretholde forpligtelsen, og ud fra et hensyn til

skyldnerne og deres familier vil opretholdelsen kunne medføre en

følelse af håbløshed, der vil kunne være såvel psykisk som

økonomisk stærkt belastende.

De gældende regler om gældssanering dækker i princippet også

studiegæld. Imidlertid har skifteretternes praksis stort set været

totalt afvisende over for sanering af studiegæld, blandt andet

fordi der foreligger beskedne muligheder for rentestøtte i visse

tilfælde, og fordi en akademisk uddannelse anses for en sikring af

større indtægter, end erfaringen viser er berettiget.

Der er således sket afvisninger i tilfælde, hvor gælden har andraget

op imod 400.000 kr., og hvor skyldneren har været arbejdsløs i

adskillige år og uden udsigt til nogen sinde at opnå andet end en

almindelig HK-løn. Af en oversigt udarbejdet af dommerfuldmægtig

Lilian Hindborg i »Juristen« 1985, s. 351 ff. fremgår, at sanering

af studiegæld i alle tilfælde synes at være blevet nægtet.

Denne praksis er i strid med lovens intentioner. Det fremgår klart af

bemærknigerne til lovforslaget og den til grund herfor liggende

betænkning, at såfremt gælden er håbløs i den forstand, at

skyldneren ikke kan anses for at have mulighed for at afvikle den

i løbet af en 5 års periode, skal gældssanering indledes. Det

forudsætter naturligvis, at lovens øvrige betingelser er opfyldt.

Den restriktive praksis foreslås ændret ved i loven udtrykkeligt

at indføre 5 års reglen.

Som ovenfor nævnt synes den foreliggende praksis at antyde, at det

under alle omstændigheder er en betingelse for at søge

gældssanering, at skyldneren forinden har søgt at opnå

rentetilskud efter lov om gældssanering af statsgaranterede

studielån. En sådan af praksis etableret betingelse fremgår heller

ikke nødvendigvis af den eksisterende lovgivning, og den vil i

mange tilfælde forsinke sagerne uden noget rimeligt formål, fordi

det vil være klart, at et sådant rentetilskud reelt ikke vil

gavne. Hertil kommer, at rentetilskuddet alligevel skal ydes af

den samme, som skal give afkald på studiegælden, nemlig i begge

tilfælde det offentlige.

Forslagsstillerne ønsker med lovforslaget at fastslå, at ansøgning og

behandling af en sag om rentetilskud ikke behøver at have

foreligget, hvis en sådan foranstaltning ingen reel værdi vil

have.

Administrative engangsløsninger

Hypotekbanken administrerer i øjeblikket ca. 30.000 studielån, som er

overgået fra banker og sparekasser, efter at statsgarantien er

blevet aktuel.

Når forslagsstillerne har ønsket at løse problemet vedrørende den

store studiegæld ved en ændring i de gældende

gældssaneringsregler, skyldes det, at individuelle vurderinger,

som bedst kan foretages af skifteretter, kan være nødvendige i

mange tilfælde. På den anden side er det efter forslagsstillernes

opfattelse klart, at der netop for så vidt angår studiegældens

vedkommende vil være tale om en lang række ganske ensartede sager,

som i virkeligheden bør afgøres administrativt uden at ulejlige

domstolene. Forslagsstillerne opfordrer derfor regeringen til at

gennmemføre en ordning, hvorefter hypotekbanken efter en konkret

vurdering kan gældssanere, helt eller delvis, studielån, som ikke

kan forventes afdraget inden for en frist af ca. 5 år, og således

at lovens almindelige regler om sanering af håbløs gæld anvendes.

Såfremt hypotekbanken er i tvivl om, hvorvidt lovens betingelser

er opfyldt, vil man kunne henvise til en almindelig

gældssaneringssag.

Forslagsstillerne er opmærksom på, at der kan forekomme

forskelsbehandlinger derved, at skyldnere har eller for en stor

dels vedkommende har betalt en gæld tilbage, som andre endnu ikke

har formået at betale. Det er imidlertid forslagsstillernes

opfattelse, at dette problem vil være af mindre væsentligt omfang,

blandt andet fordi gælden efter lovforslaget skal være håbløs.

Under alle omstændigheder vil en undladelse af at foretage noget

effektivt over for disse tusinder af tilfælde være menneskeligt

urimelig og vil ikke kunne forsvares alene ud fra mere juridisk

betonede betragtninger.

Det er en selvfølge, at nærværende lovforslag ikke alene gælder

studielån. Lovforslaget vil i det hele have en gunstig effekt i

forhold til den yderst restriktive praksis, som skifteretterne har

anlagt, uden at denne praksis har været forudset i loven eller

dennes forarbejder.

Versioner

1. 1988-05-21