Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00001@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget tilslutter sig de foranstaltninger mod Sydafrika, som

blev besluttet af de ti EF-lande samt Spanien og Portugal på

udenrigsministermødet i Luxembourg den 10. september 1985, samt

det nordiske handlingsprogram mod Sydafrika, som blev vedtaget på

det nordiske udenrigsministermøde i Oslo den 17.-18. oktober 1985.

Folketinget tilslutter sig, at regeringen - om nødvendigt ved

lovgivning - iværksætter disse foranstaltninger og dette

handlingsprogram med sigte på en skærpelse af Danmarks

sanktionspolitik over for Sydafrika.

Herudover opfordrer folketinget regeringen til

1. inden 1. februar 1986 at fremsætte forslag til lovgivning, der

pålægger elselskaberne at afvikle kulimporten fra Sydafrika senest

6 måneder fra lovens ikrafttræden; det skal sikres, at andre

firmaer ikke iværksætter import af sydafrikanske kul i

afviklingsperioden,

2. inden 1. april 1986 at fremsætte forslag til lovgivning, så al

anden import fra og eksport til Den sydafrikanske Republik som

hovedregel ophører snarest muligt.

Oprindeligt fremsat beslutningsforslag

Blad nr 2

Forslag til folketingsbeslutning om yderligere skærpelse af

sanktionerne mod Sydafrika

Folketinget pålægger regeringen at iværksætte følgende

foranstaltninger - om nødvendigt i form af forslag til lovgivning

- til skærpelse af Danmarks sanktionspolitik over for Den

sydafrikanske Republik:

1. Salg af olie fra danske oliefelter til Den sydafrikanske Republik

samt transport dertil af olie på danskejede skibe skal ophøre.

2. Regeringen skal inden 1. december 1985 fremsætte lovforslag, der

pålægger elselskaberne at afvikle kulimporten fra Sydafrika

hurtigst muligt. Det skal sikres, at andre firmaer ikke

iværksætter import af sydafrikanske kul i afviklingsperioden.

3. Al anden import fra Den sydafrikanske Republik skal som hovedregel

ophøre inden 1. juni 1986.

4. Salg i Danmark af den sydafrikanske Kruger Rand må ikke længere

finde sted.

5. Salg eller leje til Den sydafrikanske Republik af teknologi, der

kan anvendes til nukleare og militære formål eller finde

anvendelse til opretholdelse af regeringens apartheidpolitik,

forbydes.

6. Der ydes direkte støtte til ANCs og SWAPOs humanitære og

oplysningsmæssige virksomhed, herunder til ANCs kontor i Danmark.

7. Danske folkelige organisationers oplysningsarbejde om den

sydafrikanske apartheidpolitik støttes.

8. Regeringen skal styrke sine bestræbelser i det nordiske

samarbejde, i EF og i FN for at udvide de fælles økonomiske,

handelsmæssige og kulturelle sanktioner for derigennem at sikre en

total isolation af Den sydafrikanske Republik, hvilket også skal

omfatte et stop for internationale kreditter.

9. De af Danmark gennemførte sanktioner skal også omfatte Namibia,

indtil Den sydafrikanske Republik opgiver sin ulovlige annektion

af landet.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

I de senere år har folketinget ved gentagne lejligheder drøftet Den

sydafrikanske Republiks apartheidpolitik over for landets sorte

befolkningsflertal. Der har ikke været enstemmighed i folketinget

med hensyn til, hvilke sanktioner Danmark burde iværksætte over

for Sydafrika for derigennem at være med til at presse regeringen

til at opgive sin racistiske politik. Næsten alle danske partier

har dog deltaget i en klar fordømmelse af den umenneskelige

behandling, som finder sted i Sydafrika af den sorte befolkning.

Den sydafrikanske regering har desværre været uimodtagelig for de

mange opfordringer til at ændre sin politik, som er fremkommet fra

stort set alle lande. Botha-regimet har indskrænket sig til at

gennemføre nogle få ændringer, der skulle give omverdenen det

indtryk, at man var bevægelig, men i realiteten var det kun

sløringsmanøvrer, der skulle skjule, at den benhårde

apartheidpolitik blev fastholdt.

Den sorte befolkning, som de første mange år arbejdede for en

fredelig løsning af konflikten, har derfor mistet tålmodigheden.

Enhver demonstration og alle deres initiativer er imidlertid

blevet mødt med en uhørt brutalitet, og tallet på dræbte og sårede

vokser i disse måneder med uhyggelig hast.

Overalt i verden er denne udvikling blevet fulgt med stigende

bekymring. I Danmark har det givet sig udslag i, at

sanktionspolitikken over for Sydafrika gradvis er blevet strammet

i de senere år. Det gælder også i de øvrige nordiske lande samt i

en række andre lande.

I FNs generalforsamling er der gennem årene vedtaget adskillige

fordømmende resolutioner. Den allerseneste tids uroligheder i Den

sydafrikanske Republik, som tyder på, at landet nu er på randen af

en blodig borgerkrig, har medført, at nu også FNs sikkerhedsråd

med hidtil uset skarphed har udtalt sig om apartheidpolitikken i

Sydafrika.

Den 21. juli 1985 indførte præsident P. W. Bothas regering

undtagelsestilstand i 36 distrikter. Få dage efter, den 26. juli,

vedtog FNs sikkerhedsråd en fordømmende resolution (nr. 569)

fremsat af Frankrig og Danmark, hvor FNs medlemsstater opfordres

til at gennemføre en række sanktioner, ligesom de lande, der

allerede har gennemført sanktioner, opfordres til at iværksætte

nye sanktioner.

Den 21. august fremlagde formanden for FNs sikkerhedsråd en ny

erklæring fra sikkerhedsrådet foranlediget af den voldsomme

skuffelse, der ramte hele verden, da den tale, som præsidenten, P.

W. Botha, holdt den 15. august, ikke indeholdt de ventede

reformplaner

Herefter står det ganske klart, at den sydafrikanske regering ønsker

at fastholde sin racistiske politik. Man har ikke villet læse

skriften på væggen i form af de seneste måneders voldsomme uro,

der i realiteten er begyndelsen til en uhyggelig og blodig

borgerkrig. Præsident P. W. Bothas og det hvide mindretals styres

forstokkethed gør det nu uomgængeligt nødvendigt, at presset mod

Sydafrika øges. De økonomiske sanktioner må udbygges på alle

måder, da det tilsyneladende er det eneste, som vil kunne bringe

det hvide mindretal til fornuft.

I sikkerhedsrådets resolution nr. 569, som Danmark var

medforslagsstiller til, opregnes forskellige sanktionsmuligheder,

som Danmark naturligvis er forpligtet over for, ligesom der

opfordres til at iværksætte yderligere sanktioner.

Beslutningsforslaget indebærer derfor en række elementer, som er en

logisk videreførelse af de sanktioner, Danmark hidtil har

gennemført.

Forslagsstillerne er naturligvis klar over, at målet for

antiapartheidpolitikken må være at få etableret omfattende

internationale sanktioner. Derfor indeholder beslutningsforslaget

også et pålæg til regeringen om at styrke bestræbelserne for at

etablere sådanne sanktioner gennem det nordiske samarbejde og i EF

og FN. Den hidtidige udvikling har imidlertid vist, at det har en

overordnet politisk betydning for den internationale

beslutningsproces, at der gennemføres nationale sanktioner.

Fra mange sider er det påvist, at en olieboykot vil være meget

generende for det sydafrikanske regime. Derfor indgår det i

beslutningsforslaget, at der ikke skal kunne sælges olie fra de

danske oliefelter til Sydafrika og heller ikke transporteres olie

på danskejede skibe.

Den forværrede situation i Sydafrika nødvendiggør efter

forslagsstillernes opfattelse en vedtagelse om, at regeringen skal

fremsætte et lovforslag inden 1. december 1985, som pålægger

elselskaberne at afvikle kulimporten fra Sydafrika hurtigst

muligt.

Det skal sikres, at andre firmaer ikke kan omgå beslutningen i

afviklingsperioden, sådan som det tidligere har været tilfældet

med BP og Shell.

Derudover vil et stop for al anden import fra Sydafrika være en

naturlig reaktion på udviklingen i Den sydafrikanske Republik.

Stoppet skal som hovedregel have gyldighed fra 1. juni 1986 under

hensyntagen til, at importørerne ikke tidligere har fået

opfordring til at afvikle importen, sådan som tilfældet har været

med elselskaberne.

I sikkerhedsrådets resolution nr. 569 er der direkte nævnt den

sydafrikanske guldmønt Kruger Rand. Resolutionen omtaler også

teknologisamarbejdet vedrørende nuklear energi samt computerudstyr

til militær og politi, så det vil være nærliggende at forbyde alt

salg af teknologi, der kan anvendes på disse områder.

Det har været vigtigt for forslagsstillerne, at oplysningsarbejdet

vedrørende apartheidpolitikken i Sydafrika styrkes, og derfor

stilles der forslag om direkte støtte til dette arbejde. Det er

ligeledes væsentligt, at den støtte, der allerede gives til ofrene

for apartheidpolitikken, udvides til en direkte støtte til såvel

ANCs som SWAPOs humanitære arbejde og til deres

oplysningsvirksomhed, herunder at der ydes direkte støtte til ANCs

kontor i København.

For at undgå, at den danske sanktionspolitik undergraves gennem

samhandel via Namibia, indebærer forslaget, at Namibia vil være

omfattet af bestemmelserne, indtil Den sydafrikanske Republik

opgiver sin uretmæssige annektion af Namibia.

Modstanderne af sanktionspolitikken mod Sydafrika bruger ofte som

argument, at sanktionerne også vil ramme den sorte befolkning.

Det sorte flertals egne organisationer opfordrer imidlertid

kraftigt til, at omverdenen bør iværksætte disse sanktioner,

ligesom en af deres fremmeste talsmænd, biskop Desmond Tutu, har

gjort det på det allerseneste.

Det samme gælder repræsentanterne for de omkringliggende afrikanske

stater, der også vil kunne blive berørt af sanktionerne eller af

de modforanstaltninger, som Den sydafrikanske Republik måtte

iværksætte. Disse lande har ved mange lejligheder, senest i

forbindelse med et møde i Arusha den 9. august i år, klart

tilkendegivet, at de finder sanktionspolitikken helt nødvendig for

at fremtvinge en afskaffelse af den sydafrikanske

apartheidpolitik. Repræsentanter for Lesothos regering har for

øvrigt fremhævet sanktionspolitikkens nødvendighed under et møde

med folketingets udenrigsudvalg.

Versioner

1. 1988-05-21