1985 BSF 2 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM KOMMUNERS MULIGHED FOR AT AFVISE ANLØB AF VISSE MILITÆRE FARTØJER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00002@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at give kommunalbestyrelser
mulighed for i fredstid at nægte anløb af krigsskibe, medmindre
skibets fører afgiver erklæring om, at skibet ikke medbringer A-,
B- eller C-våben.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Ifølge de internationale søfartsregler (IMCO) er civile skibe pålagt
at meddele oplysning om skibets ladning ved anløb i danske havne.
Såfremt der er tale om ladning af særlig farlig karakter eller
skibet drives med atomkraft, kan havnemyndigheden nægte skibet
tilladelse til anløb eller pålægge særlige sikkerhedsmæssige
forskrifter fulgt. For militære skibe er disse regler sat totalt
ud af kraft.
Det giver tre sæt problemer. For det første har de ansvarlige
myndigheder i en katastrofesituation ingen viden om, hvad militære
skibe medfører af sprængstoffer, kemiske/bakteriologiske
kampmidler eller atomvåben, for det andet er det sandsynligt, at
det danske ønske om, at der ikke må befinde sig atomvåben på dansk
område i fredstid, i det mindste somme tider bliver overtrådt, for
det tredje er der den meget store risiko for havnebyernes
befolkning, som brand, uheld eller terroristangreb medfører - i
betragtning af, at danske havne gennemgående altid ligger midt i
bycenteret.
Kommunalbestyrelsen har det principielle ansvar for at byens
katastrofeberedskab kan fungere, men dette katastrofeberedskab er
slet ikke dimensioneret til at klare uheld, som kan betyde udslip
af radioaktivt materiale eller kemiske/bakteriologiske
kampstoffer. Netop derfor er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen
har mulighed for at sige nej til at modtage sådanne skibe, der
måtte anses for at indebære en særlig stor risiko for
civilbefolkningen.
Forslagsstillerne ønsker ikke med dette forslag, at påtvinge
kommunerne nogen bestemt holdning. Det overlades derfor til det
kommunale selvstyre at afgøre, hvorvidt man ønsker at modtage
militære fartøjer, der nægter at afgive erklæring om, at de ikke
medfører de nævnte typer våben.
Det er således kendt, at hverken USA eller Sovjet ønsker at oplyse,
hvorvidt der findes våben af de omtalte typer om bord. Men
forslagsstillerne mener ikke, man kan nøjes med de tidligere
danske tillidserklæringer om, at omverdenen kender de danske
reservationer for så vidt angår atomvåben i fredstid, og at det
går vi ud fra overholdes. Såfremt man ikke blot en gang imellem
overtræder den danske reservation, kunne man jo lige så godt
afgive en erklæring om, at krigsskibe, der anløber danske havne,
ikke medfører atomvåben. Forslagsstillerne henviser i denne
forbindelse også til den voldsomme amerikanske vrede over, at New
Zealand ønskede, at amerikanske skibe skulle afgive erklæring om
ikke at medføre atomvåben. Hvis den new zealandske regerings
ønsker umiddelbart blev overholdt, ser forslagsstillerne intet
grundlag for den amerikanske vrede.
Forslagsstillerne har ikke ønsket at forplumre debatten med
definitioner af begreber som krise- og krigstid, hvorfor forslaget
er begrænset til at omfatte fredstid, dvs. under de nuværende
omstændigheder.
Forslagsstillerne har ligeledes ønsket - i denne forbindelse - at
undgå debat om, hvorvidt der i hver havn, ved hvert besøg, skal
opstilles en egentlig kontrolinstans, hvorfor forslaget blot
forudsætter, at skibsføreren afgiver en korrekt erklæring.
Forslagsstillerne har ønsket, at reglen skal gælde såvel A-, B- som
C-våben, da disse ved brand, andre uheld eller terroristangreb kan
forårsage helt uoverskuelige skader på det pågældende
lokalsamfund. Med en række militære uheld i tankerne
(Harpoon-sagen f.eks.) kunne der også være grund til at medtage
skibe, som medfører skarp ammunition. Forslagsstillerne har dog -
i denne forbindelse - ikke ønsket dette medtaget.