Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00004@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at afvikle de nuværende

detentioner i politets regie og erstatte dem med alternative

sundhedsmæssige foranstaltninger med den fornødne lægelige og

rådgivningsmæssige ekspertise.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Allerede i 1964 blev tanken om alternativer til detentionerne

overvejet af et sagkyndigt udvalg, og siden da har der med jævne

mellemrum været debat om sagen, typisk i forbindelse med, at der

er sket dødsfald under detentionsanbringelse.

For at nedbringe antallet af dødsfald udsendte rigspolitichefen

således i 1980 en særlig kundgørelse om detentionsanbringelse af

spirituspåvirkede personer. Kundgørelsen, der er optrykt som bilag

til beslutningsforslaget, angiver de nærmere regler om bl.a.

visitation, undersøgelse i det centrale kriminalregister,

indbringelse til lægeundersøgelse og almindeligt tilsyn.

Alligevel erkender justitsministeren i besvarelse af spørgsmål nr.

131 under alm. del fra retsudvalget (folketingsåret 1984-85), at

dødsfald under detentionsanbringelse »formentlig aldrig helt kan

undgås«, og på Politiforbundets ombudsmøde i Esbjerg, 1985, gjorde

formanden for Dansk Politiforbund, Flemming Bay-Jensen, sig til

talsmænd for den samme opfattelse. »Dødsfaldene vil fortsætte,

hvis man ikke fundamentalt ændrer holdning til problemet,» sagde

han.

Efter Bay-Jensens opfattelse er dødsfald i detentionerne

»centraladministrationernes sorteste plet i nyere tid«. Dansk

Politiforbund mener, »at svært berusede personer er forgiftede og

dermed udviser et akut sygdomsbillede. I alle andre

forgiftningstilfælde erkender alle dette forhold, hvorfor så ikke

når det drejer sig om alkoholforgiftning?» Forbundet afviser, at

f.eks. tilsynsreglerne kan hindre dødsfald, idet disse

altovervejende sker ved kvælning i eget opkast og døden indtræder

i løbet af få minutter.

Forslagsstillerne mener ikke, at detentionsanbringelse er en relevant

politimæssig opgave. Ganske vist vil det ofte være politiet, der

indbringer berusere; men det er ikke nogen selvfølge, at de netop

indbringes til en detention og underkastes politimæssig

overvågning.

En detentionsanbragt har ikke nødvendigvis et alkoholproblem. Han kan

f.eks. blot have fået for meget at drikke i forbindelse med en

glad aften. Men alligevel må det antages, at en væsentlig del har

brug for rådgivning, vejledning og støtte til at klare f.eks.

sociale, personlige eller deciderede alkoholproblemer. Disse har

brug for kontakt til sundhedspersonale og ikke til

politipersonale.

Der er således to grunde til at erstatte politidetentionerne med

alternative foranstaltninger: Den første er, at berusere altid bør

underkastes lægelig kontrol, før de anbringes i en detention, og

under anbringelsen bør de være underkastet lægeligt tilsyn. Den

anden er, at et stort antal af disse berusere har behov for

egentlig rådgivning, men sjældent kommer i kontakt med andre

offentlige myndigheder end netop detentionerne.

Alkoholmisbrug er primært et sundhedsmæssigt eller måske et socialt

problem. Det er vanskeligt at se, at det skulle være en

politiopgave.

Forslagsstillerne er fordomsfrie med hensyn til, hvilke alternativer

der vælges. Det primære er, at detentionsopgaven henlægges til

sundhedsmyndighederne, og at der etableres den fornødne faglige

ekspertise, f.eks. bestående af læge, socialrådgiver og psykolog.

Udformningen af denne foranstaltning behøver ikke nødvendigvis at

ske på samme måde over hele landet, idet behovene kan variere

meget fra område til område. Opgaven kan f.eks. løses i

tilknytning til allerede eksisterende alkoholklinikker. Men der

kan også blive tale om at etablere nye faciliteter.

Det må forventes, at forslaget vil medføre ekstraomkostninger i

forhold til den nuværende løsning, idet der virkelig er tale om en

»lavprisforanstaltning« med dårlige celler og en minimal

personaleindsats.

Ekstraomkostningerne modsvarer imidlertid en gevinst i form af

sparede menneskeliv og forbedrede muligheder for at fremsætte

tilbud om rådgivning, vejledning og eventuel alkoholafvænning for

den del af de detentionsanbragte, som har behov herfor.

Det skal bemærkes, at der foretages ca. 30.000 detentionsanbringelser

pr. år.

Forslagsstillerne har ikke med nærværende forslag taget stilling til

debatten om, hvorvidt der overhovedet er lovhjemmel til at

frihedsberøve i form af detentionsanbringelse.

Bilag

RIGSPOLITICHEFEN

Kundgørelse II nr. 55

Den 20. augsut 1980

Om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer

I. Anvendelse af detentioner

§ 1. Indbringes en spirituspåvirket person til en politistation, skal

den vagthavende på grundlag af en vurdering af den indbragtes

tilstand og adfærd afgøre, om der er behov for anbringelse af den

pågældende i detention.

Stk. 2. Anbringelse af spirituspåvirkede personer i detention må kun

ske i tilfælde, hvor det skønnes strengt nødvendigt.

§ 2. I almindelighed må kun spirituspåvirkede personer anbringes i

detentioner.

II. Tilbageholdelse, transport og indbringelse til politistationen af

spirituspåvirkede personer

§ 3. Tilbageholdelsen skal foretages så skånsomt, som

omstændighederne tillader.

§ 4. For at sikre det bedst mulige grundlag med henblik på vurdering

af den tilbageholdtes helbredstilstand skal de pågældende

polititjenestemænd have opmærksomheden henledt på, i hvilken

tilstand den tilbageholdte befinder sig ved den første kontakt,

herunder om den pågældende har pådraget sig skader. Det bør

endvidere undersøges, hvorvidt der på stedet findes flasker,

tabletter, injektionssprøjter eller lignende. Eventuelle vidner

bør udspørges om den tilbageholdtes færden m.v.

§ 5. Viser den spirituspåvirkede tegn på sygdom, eller hvis den

pågældende er bevidstløs eller har pådraget sig synlige skader af

ikke ringe omfang, skal indbringelse til et hospital straks ske.

§ 6. Under transporten til politistationen skal den tilbageholdte

konstant være under tilsyn. Dersom den tilbageholdte transporteres

af personale af det modsatte køn, skal ledsagelse så vidt muligt

ske af mindst 2 polititjenestemænd, der hele transporten skal

opholde sig hos den tilbageholdte.

§ 7. Ved ankomsten til politistationen skal den tilbageholdte straks

fremstilles for den vagthavende, der indfører den pågældendes data

samt tidspunktet i anholdelsesprotokollen.

Stk. 2. Den vagthavende skal gøres bekendt med de iagttagelser m.v.,

som er foretaget i forbindelse med tilbageholdelsen, jfr. § 4.

§ 8. Politiet skal i alle tilfælde, hvor omstændighederne tillader

det, efterkomme en tilbageholdts begæring om, at hjemmet bliver

underrettet om tilbageholdelsen. For så vidt angår personer under

18 år skal underretning foretages også uden begæring fra den

pågældende.

Stk. 2. Fremsætter den tilbageholdte anmodning om selv telefonisk at

underrette sit hjem, skal en sådan begæring efterkommes. Dette

gælder dog ikke, hvis særlige forhold taler herimod, herunder

særligt, at den tilbageholdte ved sin meddelelse til hjemmet kan

modvirke en eventuel strafferetlig undersøgelse.

III. Vurdering af den tilbageholdtes helbredstilstand m.v.

§ 9. Såfremt den vagthavende skønner, at den tilbageholdte ikke kan

løslades, tager han på grundlag af de foreliggende oplysninger og

sit eget skøn over personens tilstand stilling til, om

hospitalsindlæggelse eller lægeundersøgelse findes påkrævet.

§ 10. Den tilbageholdte skal overføres til et hospital uden

forudgående lægeundersøgelse, hvis den vagthavende skønner, at

øjeblikkelig hospitalsbehandling er påkrævet, herunder især i

følgende tilfælde:

1) Når den tilbageholdtes tilstand - bortset fra spiritusindtagelse

- skønnes forårsaget af sygdom. Opmærksomheden henledes særligt

på, at symptomer på sygdomme som f.eks. hjerneblødning,

hjernerystelse, insulinchok (sukkersyge), epilepsi, malaria samt

visse kemiske forgiftninger (f.eks. fra cellulose og triklor) m.v.

let kan forveksles med spirituspåvirkning.

2) Når den tilbageholdte har eller kan frygtes at have pådraget sig

fysiske skader af ikke ringe omfang. Opmærksomheden henledes

særligt på ikke umiddelbart synlige skader i hovedregionen.

3) Når den tilbageholdtes tilstand nærmer sig eller har medført

bevidstløshed eller er forbundet med hallucinationer eller svære

psykiske sygdomme.

4) Når der foreligger mistanke om, at den tilbageholdtes tilstand

kan være fremkaldt ved andre midler end alkohol.

Stk. 2. Dersom det f.eks. under hensyn til tid og afstand må anses

for den mest hensigtsmæssige løsning, kan lægeundersøgelse af den

tilbageholdte træde i stedet for overførelse til hospital.

§ 11. Politiet må kun efter samråd med en læge give en tilbageholdt

smertestillende eller beroligende midler.

IV. Fremgangsmåden ved indsættelse af tilbageholdte i detentioner

§ 12. Der skal hurtigst muligt, og inden endelig anbringelse i

detentionsrum iværksættes, indhentes oplysninger om den

tilbageholdte i kriminalregisteret med henblik på f.eks. skærpet

tilsyn, eventuelle sygdomme m.v.

§ 13. Inden indsættelsen i et detentionsrum skal den tilbageholdte

underkastes en visitation. Såvel visitation som indsættelse i

detentionen skal ske i overværelse af vagthavende. Ved

visitationen skal tilbageholdte fratages alle genstande, som kan

benyttes til at volde skade på den pågældende selv, på andre

personer eller på ting. Ved visitationen bør som hovedregel

medvirke to polititjenestemænd, som hver for sig skal foretage en

fuldstændig undersøgelse af den tilbageholdte. Samtlige lommer

skal tømmes og bør krænges, hvis det er muligt. Det skal endvidere

undersøges, om der i tøjet er ekstralommer (f.eks. billet- og

pencillommer), eller om der i øvrigt i beklædningen er

gemmesteder, der kan indeholde genstande, der skal fratages den

pågældende.

Stk. 2. En egentlig visitation må kun foretages af personer af samme

køn som den, der visiteres.

Stk. 3. Effekter, der fratages en tilbageholdt, skal holdes adskilt

fra effekter, der tilhører andre tilbageholdte. Penge og

værdigenstande skal noteres, f.eks. i anholdelsesprotokollen.

§ 14. Der må, såfremt pladsforholdene muliggør det, kun indsættes en

person i hvert detentionsrum.

§ 15. Inden benyttelsen af et detentionsrum skal det konstateres, at

lokalet er i forsvarlig stand, herunder at lys og eventuelle

signalapparater fungerer, og at ingen løse genstande er glemt i

rummet.

§ 16. Den tilbageholdte skal placeres således, at vejrtrækningen kan

ske frit, normalt i NATO-stilling med ryggen mod væggen.

V. Tilsyn med detentionsindsatte

§ 17. Stationens vagthavende har ansvaret for, at der føres et

effektivt tilsyn med benyttede detentionsrum.

Stk. 2. Tilsyn med benyttede detentionsrum skal ske så hyppigt, som

den indsattes tilstand gør det nødvendigt. Tilsyn skal så vidt

muligt ske mindst 1 gang hver halve time.

Stk. 3. Overvågning af detentionsrum med tekniske hjælpemidler kan

anvendes som supplement til det i stk. 2 foreskrevne tilsyn, men

kan ikke træde i stedet herfor.

Stk. 4. Klager en tilbageholdt over smerter eller frembyder den

pågældende i øvrigt tegn på at være syg, skal der ske overførsel

til hospital eller tilkaldelse af læge, jfr. § 10.

VI. Udtagelse af detentioner

§ 18. Enhver, der er tilbageholdt alene på grund af

spirituspåvirkethed, skal udtages af detentionen, så snart

begrundelsen for tilbageholdelsen ikke mere er til stede.

Tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af anholdelsesprotokollen.

§ 19. Taler særlige omstændigheder herfor, bør den pågældende på

begæring bringes til sit hjem, til læge eller til de sociale

myndigheder ved politiets foranstaltning.

VII. Anbringelse af spirituspåvirkede personer i institutioner under

kriminalforsorgen

§ 20. Arresthusene og Københavns fængsler kan undtagelsesvis anvendes

til anbringelse af spirituspåvirkede personer. I Københavns

fængsler kan sådanne personer anbringes, hvis de er ustyrlige

eller på grund af pladsmangel ikke kan placeres i detention i

området politikreds 1-8.

Stk. 2. I politikredsene 1-8 overføres spirituspåvirkede kvinder, som

skal detentionsanbringes, til politigårdens fængsel.

§ 21. Forud for indbringelsen af spirituspåvirkede personer til

institution under kriminalforsorgen i henhold til § 20 skal

politiets vagthavende have taget stilling til eventuel

hospitalsindbringelse eller lægeundersøgelse af den tilbageholdte

i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.

Stk. 2. Tilsynet med tilbageholdte under opholdet i arresthusene og

Københavns fængsler sker efter de retningslinier, der fastsættes

af justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Stk. 3. Bestemmelse om tilbageholdelsens ophør træffes for de her

omtalte tilbageholdte af politiet efter forhandling med

arrestforvareren eller den vagthavende leder i politigårdens

fængsel.

Heide-Jørgensen

/ Damkjær Petersen

Versioner

1. 1988-05-21