Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00007@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de nødvendige

lovforslag til gennemførelse af en ny ungdomsboligpolitik efter

følgende retningslinjer:

a. En ungdomsboligkvota på 5.000 nye enheder i hvert af årene 1986 og

1987 og i den forbindelse en ophævelse af den i 1984 indførte

kommunale medfinansiering af ungdomsboliger samt endelig en

indsats over for problemerne i de kommuner med mange unge, som

ikke har opført alle de tildelte ungdomsboliger.

b. En ændring af lejelovgivningen, der giver kommunalbestyrelsen

mulighed for at beslutte at indføre en kommunal

værelsesregulering, således at der fastsættes omkostningsbestemt

husleje, og således at der under det regionale indstillingsudvalg

kan etableres en værelsesanvisning, hvortil alle værelser, som

ønskes udlejet, skal anmeldes med oplysning om værelsets standard,

størrelse, beliggenhed m.v. samt den ønskede husleje, og således

at det regionale indstillingsudvalg kan lade huslejenævnet

efterprøve disse lejevilkår, før udlejning godkendes.

c. En revision af reglerne om huslejestøtte til kollegier, således at

det sikres, at der med virkning fra 1. januar 1986 indføres et

huslejeloft på 750 kr. om måneden for et kollegieværelse, dog

således at dette loft kan hæves med 50 kr. om måneden i tilfælde,

hvor værelsesstandarden er væsentlig bedre end et normalværelse.

d. Indførelse af beboerdemokrati på kollegier og ungdomsboliger.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Mangelen på ungdomsboliger og regeringens uvilje til at gøre noget

alvorligt ved sagen er velkendte fænomener.

I sommeren 1985 fik 1955 ud af 2180 ansøgere til kollegieværelser i

København - eller næsten 90 pct. af ansøgerne - afslag på deres

ansøgning om kollegieværelse. I Århus stod 1600 på venteliste, det

største antal nogen sinde, og der var udsigt til at skaffe 150

boliger til disse 1600 mennesker. I Odense oplyste det regionale

indstillingsudvalg, at der i juli 1985 var 124 boliger til 873

ansøgere. I midten af august 1985 var i alt 5000 ansøgere blevet

afvist.

Den af regeringen foreslåede indsats indeholdende først og fremmest

en ungdomsboligkvota for 1986 på 2500 (en forhøjelse på 500 i

forhold til 1985) er helt utilstrækkelig. Der er ej heller nogen

grund til at formode, at problemerne vil kunne løses gennem det

private værelsesmarked. Således viste udtalelser fra

kollegiekontoret i Århus, at det er håbløst for de mange

studerende, der strømmer til Århus, at finde en bolig på det

private udlejningsmarked (se Aarhuus Stiftstidende den 16. juli

1985). I masser af tilfælde opkræves langt over 1.000 kr. om

måneden for et værelse, og det kan unge, der påbegynder en

uddannelse, ganske enkelt ikke magte økonomisk. De har derfor en

af følgende muligheder:

At de er så heldige at bo i den by, hvor de får uddannelsesplads og

fortsat har mulighed for at bo hjemme. Det fynske

regionalindstillingsudvalgs undersøgelse for Odense viste, at i

1984 måtte godt 1/5 af de nye studerende vælge denne løsning, der

givetvis ofte må være utilfredsstillende både for forældrene og

den unge. Eller at man er så »heldig« at kunne skaffe værelse

eller lejlighed gennem slægtninge eller bekendte

(Odense-undersøgelsen viser, at næsten 1/4 af de nye studerende i

forbindelse med studiestart fik bolig gennem venner eller familie

(16 + 8 pct., altså i alt 24 pct.)).

Det er altså ikke vanskeligt at se, hvem der bliver taberen, nemlig

den unge, som får anvist studieplads i en »fremmed« by, som ikke

kan skaffe bolig gennem forbindelser, og som ikke har

forældreøkonomi eller formue i ryggen. Det er

arbejderbefolkningens unge, der kommer sidst i køen og derfor ofte

står over for den sidste mulighed, nemlig simpelt hen at opgive at

påbegynde uddannelsen. Det er ikke kendt, i hvor mange tilfælde

dette bliver konsekvensen.

Boligministeren har i svaret på spørgsmål S 1461 (folketingsåret

1984-85) oplyst, at boligministeriet ikke råder over tal, der

belyser dette problems omfang, men at centralindstillingsudvalget

for kollegier i hovedstadsområdet vil foetage en undersøgelse.

Selv om der er mindre årgange på vej, er der ingen udsigt til, at

problemerne vil kunne løses uden en stærkt øget indsats.

Underskuddet af ungdomsboliger fik i sidste halvdel af 70'erne lov

til at vokse sig stort. Der blev fra 1976 til 1981 kun opført 657

nye kollegieværelser/ungdomsboliger! (Kilde: udtalelse fra

ungdomsboligrådet d. 1. oktober 1981).

I 1982 og 1983 opførtes formentlig op mod 3000 enheder i alt ud af en

samlet kvota på 4000 for de to år, idet omkring 1000 enheder gik

til at finansiere løsningen af problemer i eksisterende kollegier.

Også i 1983, 1984 og 1985 har der været en årlig kvota på 2000, og

også her har der hvert år været tale om, at en del af kvoten er

gået til at støtte eksisterende byggeri (nettokvota 1984: 1478,

1985: formentlig ca. 1800). Hertil kommer, at i hvert fald

Københavns kommune ikke har kunnet udnytte sin del af denne kvota!

Disse tal skal sammenholdes med, at der i perioden, hvor der stort

set ikke blev bygget ungdomsboliger altså sidste halvdel af

70'erne - forsvandt et meget stort antal billige lejligheder, der

tidligere havde stået til rådighed for unge. (Disse forsvandt som

følge af ejerlejlighedsudstykninger, saneringer osv.). Også

værelser forsvandt i stort antal.

I denne periode opstod et efterslæb på måske 15.000 ungdomsboliger.

Dog kom der så lidt flere dårlige værelser (kælderværelser,

kvistværelser osv., som ikke tidligere kunne udlejes, og som ikke

burde kunne bruges til menneskeboliger i et såkaldt

velfærdssamfund, hvor de unge fik at vide, at boligen var en

menneskeret). Hertil kom så virkningen af de store årgange. Dette

øgede behov, der topper i slutningen af firserne, blev i en

glimrende rapport (udarbejdet af Studenterådet i Århus i 1982 på

basis af talmateriale fra socialforskningsinstituttet) opgjort til

ca. 23.000 boliger.

Disse oplysninger har jo længe været kendte, og det burde derfor

heller ikke kunne overraske nogen, at den førte politik i sommeren

1985 resulterede i den hidtil mest katastrofale mangel på boliger

til unge, der skal starte uddannelse. Antallet af afviste

kollegieværelsesansøgere er således steget med 30 pct. fra 1984

til 1985.

Derfor må ungdomsboligkvoten for 1986 og 1987 forhøjes meget

væsentligt. En del af de nye ungdomsboliger bør indrettes således,

at de, når presset måske aftager noget, vil kunne omdannes til

andre boligformål, f.eks. ældreboliger.

Der er dog ikke nogen grund til at antage, at en kvota på 5000 i

hvert af årene 1986 og 1987 vil føre til en situation, hvor der

siden hen vil blive ledige ungdomsboliger. Selv om der ses bort

fra virkningen af de store årgange, så vil der uden tvivl

permanent være behov for disse boliger som ungdomsboliger, i hvert

fald hvis den øvrige del af dette forslag, nemlig en indsats over

for de allermest urimelige forhold - dvs. også en fjernelse af de

mest uacceptabelt dårlige værelser fra markedet skal afbødes.

Alt i alt forekommer en kvota på 5000 således at være det absolut

mindste, der kan forsvares.

Bemærkninger til de enkelte dele af forslaget

Ad a. Der er ovenfor argumenteret for en kvota på 5000.

Når det herudover foreslås igen at afskaffe den kommunale

medfinansiering af de nye ungdomsboliger, som blev indført ved lov

om ændring af lov om boligbyggeri, vedtaget i maj 1984, skyldes

det, at disse ekstraudgifter for kommunerne kan gøre det

vanskeligt for kommunalbestyrelserne at finde plads til opgaven i

budgetterne, uden at det skal gå ud over lige så vigtige - f.eks.

sociale - opgaver.

Endelig skal der gøres en indsats over for de kommuner, som ikke har

kunnet udnytte deres tildeling af nye ungdomsboliger. Problemet

har især gjort sig gældende i Københavns kommune, hvor der i årene

1982, 1983 og 1984 kunne have været opført (det vil sige, at der

var tildelt) i alt 574 enheder.

Ifølge svaret på S 1665 (folketingsåret 1984-85) havde kommunen heraf

dog kun opnået tilsagn til 472,5 enheder, hvoraf 242 endnu i

august 1985 ikke var påbegyndt.

Dette skal naturligvis ses i lyset af den helt ekstraordinært

kritiske situation på det københavnske boligmarked, hvor mange

unge simpelt hen er boligløse og har måttet gribe til bl.a.

besættelse af tomme boliger. Man har i denne sammenhæng forsøgt at

få problemerne med bolignøden til at forsvinde ved at sætte

politiet til at rydde disse bygninger (politiet har endog indført

næsten krigslignende tilstande i den indre by ved at åbne ild mod

de unge), men det må jo stå klart, at disse problemer ikke kan

løses med politi og revolvere, men kun gennem en samlet indsats,

der bl.a. indbefatter fremskaffelse af de nødvendige

ungdomsboliger.

Derfor må lovgivningen ikke alene give kommunerne adgang til at bygge

ungdomsboliger, men også pligt til det, i hvert fald når det

gælder de store uddannelsesbyer, hvor ungdomsboligmangelen er

størst. Fjernelsen af den kommunale medfinansiering skal netop ses

i lyset af, at der bliver tale om en pligt, som staten pålægger

kommunerne, og hvor staten derfor selvfølgelig må dække de dermed

forbundne merudgifter.

Ad b. Den foreslåede værelsesregulering skal udformes som en

udvidelse af lejerens retsbeskyttelse i forhold til de nugældende

regler i boligreguleringsloven, regler, som i øvrigt med

gennemførelsen af en lejelovsrevision vil komme til at omfatte

alle kommuner.

Hovedprincippet skal være, at lejeren kan kræve, at lejen for det

første er rimelig (således som reglerne i dag fastsætter), men for

det andet skal lejeren kunne kræve, at lejen højst udgør den

relative andel af ejendommens samlede nettoboligudgift, som

modsvares af værelsets andel af arealet, herunder eventuelt andel

i adgang til fællesfaciliteter såsom køkken og bad. Hertil kan

lægges et tillæg svarende til udlejerens omkostninger ved

rengøring, vedligeholdelse, regnskab m.v., dog højst 10 pct. af

værelsets andel af ejendommens samlede nettoboligudgift. Lejeren

kan til gengæld kræve fradrag i lejen for eventuelle mangler eller

dårlig kvalitet. Lejeren skal kunne kræve, at udlejeren over for

huslejenævnet dokumenterer værelsets andel af ejendommens

nettoboligudgifter samt tillægget for omkostninger.

For værelser med dårlig beliggenhed, bl.a. kælderværelser, værelser

under skråt tag og lignende, skal boligministeren fastsætte en

nedsat andel af ejendommens samlede nettoboligudgift.

I de større uddannelsesbyer skal der endvidere indføres en

værelsesanvisningsordning, der skal administreres af det regionale

indstillingsudvalg (i hovedstadsområdet af det centrale

indstillingsudvalg). Alle værelser skal efter denne ordning, hvis

de ønskes udlejet - eller genudlejet - anmeldes til

indstillingsudvalget, før udlejning sker. Udlejeren skal oplyse om

værelsets beliggenhed, størrelse, leje m.v. Indstillingsudvalget

skal have ret til at foretage formidlingen af udlejningen.

Indstillingsudvalget skal endvidere kunne standse udlejningen og

indbringe spørgsmålet om lejens størrelse for huslejenævnet, der

skulle nedsætte lejen ud fra de ovennævnte principper, også i

tilfælde, hvor værelset tidligere har været udlejet til en højere

leje.

Indførelsen af en værelsesregulering efter de ovennævnte principper

vil givetvis medføre, at der vil ske et fald i antallet af

værelser, der søges udlejet, dog næppe noget voldsomt fald.

Dette er prisen for at få fjernet de værste urimeligheder på dette

marked, hvor jungleloven hersker i dag. Blandt de mere ekstreme

udnyttelser af situtionen kan nævnes Ekstra Bladets oplysninger

(den 7. august 1985) om, at tre lejere i en villa i løbet af et

enkelt år havde betalt i alt 70.000 kr. for meget i leje! I den

forbindelse peger sekretær i Lejernes Landsorganisation i

Hovedstaden, Peter Andersen, i øvrigt på, at situationen i

stigende grad udnyttes af spekulanter, der opkøber villaer og

ejerlejligheder, som udlejes til lejere til ågerbeløb.

Det er klart, at når spekulationsmotivet fjernes eller i hvert fald

søges indskrænket mest muligt, vil der - som ovenfor nævnt - blive

færre værelser til udlejning. Dette kan kun yderligere understrege

behovet for den kvotaforhøjelse, der er indeholdt i dette

beslutningsforslags første del.

Ad c. Den revision af kollegiehuslejestøtteordningen, som

gennemførtes i foråret 1984 i forbindelse med vedtagelsen af lov

om ændring af lov om boligbyggeri, er med rette blevet udsat for

overordentlig stærk kritik.

Boligministeren havde således givet boligudvalget grund til at tro,

at konsekvenserne af omlægningen ville være overskuelige -

stigningen på 25 til 30 eller op til 55 kr. om måneden for et

kollegieværelse. Ændringerne viste sig at være langt voldsommere.

Desuden lykkedes det ikke at gennemføre omlægningen på en sådan

måde, at der var en forklarlig sammenhæng mellem lovens

intentioner (om at tage hensyn til værelsets standard m.v.) og de

praktiske konsekvenser, der viste sig helt uigennemtænkte og

urimelige

En undersøgelse udarbejdet af Lejernes Landsorganisation,

Kollegiesektionen, i vinteren 1984/85 viste, at ingen af de

undersøgte kollegier havde fået huslejenedsættelser som følge af

omlægningen, mens en række havde fået - i nogle tilfælde særdeles

alvorlige - huslejeforhøjelser. Det viste sig også, at ændringerne

på ingen måde havde sammenhæng med lovens erklærede intentioner.

Boligministerern havde i flere pressemeddelelser fremhævet, at

omlægningen nok i nogle tilfælde ville føre til stigninger, nemlig

hvor standarden var god, men også i andre tilfælde nedsættelser.

På de almindelige kollegier så man imidlertid intet til

nedsættelserne, kun til stigningerne!

Ifølge oplysninger fra Lejernes Landsorganisation, Kollegiesektionen

(se Politiken den 3. september 1985) var den gennemsnitlige

huslejestigning på kollegierne i hovedstadsområdet fra 1. august

1984 til 1. august 1985 på 12 pct., mens uddannelsesstøtten i

samme periode kun steg med 6 pct., således at kollegianerne i

gennemsnit må bruge 54 pct. af uddannelsesstøtten til at klare

huslejen. I gennemsnit var der tale om en stigning i

kollegiehuslejen fra 816 kr. til 916 kr. pr. måned.

Der er derfor klart behov for, at der igen gennemføres en revision af

ordningen, og i den forbindelse, at der igen fastsættes et

huslejeloft. Kollegianerne kan sjældent vælge og vrage mellem

værelser på forskellige kollegier. Som det er belyst tidligere i

bemærkningerne til dette forslag, skal de ofte være heldige, hvis

de overhovedet bliver tilbudt eön mulighed. Den må de tage uanset

prisen, det vil sige, at de unge ikke selv kan øve indflydelse på

valg af værelsesstandard, og derfor skal der heller ikke være

nogen afgørende forskel i lejen afhængig af kvaliteten. For at det

kan være rimeligt, må der i hvert fald først foreligge en reel

valgmulighed.

Ud fra en bedømmelse af de uddannelsessøgendes indtægtsgrundlag

findes det ikke forsvarligt at opkræve mere end maksimalt 800 kr.

i husleje for et enkeltværelse.

Dette er endda i overkanten af det forsvarlige og bør kun ske i

tilfælde med helt ekstraordinær god værelseskvalitet og service.

Derfor foreslås et generelt loft på 750 kr. om måneden med

mulighed for et tillæg på 25 eller 50 kr. om måneden i tilfælde

med standard væsentligt over det normale eller helt ekstraordinært

god kvalitet.

Samtidig skal huslejestøtten tilrettelægges således, at der bliver

mulighed for genopretning på nedslidte kollegier, der i forsøget

på at få økonomien til at hænge sammen har måttet spare for meget

på vedligeholdelse/henlæggelser.

Et loft som det foreslåede og mulighed for økonomisk genopretning vil

naturligvis indebære en øget udgift til ordningen i 1986, hvilket

regeringen må tage højde for.

Ad d. Beboerne på kollegier/ungdomsboliger har i dag alt for ringe

indflydelse på deres egen boligsituation, deres eget kollegium.

Sammenlignet med f.eks. almennyttigt byggeri, især

andelsboligforeninger, er tilstanden helt uholdbar, idet

kollegianerne kun har ret til en tredjedel af pladserne i

kollegiets bestyrelse.

Derfor må der for det første indføres beboervalgt flertal i

kollegiebestyrelsen (mindst 2/3 af pladserne), og desuden må det

sikres, at beboermødet/kollegianerrådet som minimum får samme

rettigheder, som afdelingsmødet har i en almennyttig boligafdeling

(boligbyggerilovens § 15, stk. 8-12).

Endelig må en sikring af beboerdemokratiet medføre, at

boligbyggerilovens bestemmelser om indgreb mod huslejeaktioner (§

77) og bestemmelsen, der giver boligministeren adgang til at sætte

kollegiebestyrelsen under administration (§ 74, stk. 3), ophæves.

Såfremt beslutningsforslagets punkt c føres ud i livet, og såfremt

der sikres holdbare løsninger for de kollegier, der rammes af

betonskader eller andre store økonomiske vanskeligheder, vil der

jo næppe heller kunne opstå en situation, hvor en minister ville

fristes til at bruge disse bestemmelser. En sådan situation ville

kun opstå, såfremt problemerne ikke løses, det vil sige, såfremt

kollegianerne fortsat lades i stikken.

Versioner

1. 1988-05-21