Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00013@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at tage initiativ til,

- at folketingets forsvarsudvalg indkaldes umiddelbart forud for alle

NATO-forsvarsministermøder (herunder NPG-møder) og ligeledes forud

for alle andre NATO-møder af tilsvarende væsentlighed;

- at der på disse forsvarsudvalgsmøder altid berammes en

forhåndsorientering om det pågældende NATO-mødes hovedpunkter og

en debat om de danske holdninger og ønsker;

- at det udenrigspolitiske nævn tillige indkaldes til rådslagning i

de tilfælde, hvor der på NATO-mødet skal drøftes spørgsmål af

større udenrigspolitisk rækkevidde for Danmark (jfr. grundlovens §

19), stk. 3).

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Nærværende beslutningsforslag er en uændret genfremsættelse af et i

folketingsåret 1983-84, (2. samling) og i folketingsåret 1984-85

fremsat forslag, se Folketingstidende 1983-84 (2. samling,

forhandlingerne sp. 259 og 2784, tillæg A sp. 1039 samt tillæg B

sp. 1249, samt Folktingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 5696

og 7079, tillæg A sp. 3439 og tillæg B sp. 1369.

Formålet med forslaget er - som det fremgår af titlen - at opnå øget

parlamentarisk-demokratisk kontrol med Danmarks deltagelse i NATO.

Dette er i allerhøjeste grad påkrævet. Der har i de senere år

været flere meget alvorlige eksempler på, at Danmarks tilsagn til

væsentlige NATO-beslutninger og aftaler med andre NATO-lande er

givet eller indgået under fuldstændig tilsidesættelse af det

parlamentariske demokrati.

Det kan ikke accepteres, at der fortsat på et af de vigtigste områder

i dansk politik sikkerhedspolitikken - opretholdes en forældet

ordning fra enevældens tid, der går ud på, at regeringen uden

folketingets medvirken kan træffe beslutninger af den mest

vidtgående betydning for befolkningens fremtid, ja, endog for

vores overlevelsesmuligheder.

På et andet væsentligt område, nemlig EF-politikken, er

beslutningerne slet ikke på samme måde overladt alene til

regeringen, og efter forslagsstillernes opfattelse burde der som

minimum indføres den samme ordning med hensyn til Danmarks

deltagelse i NATO, som i dag eksisterer på EF-området, dvs. en

ordning, der indebærer, at forsvarsudvalget får en rolle svarende

til markedsudvalgets. Men forslagsstillerne er naturligvis

indstillet på at overveje andre udmøntninger af

beslutningsforslaget, som kan føre til en øget

parlamentarisk-demokratisk kontrol. I bemærkningerne til

forslaget fra folketingsåret 1983-84 gennemgås et særdeles

eklatant eksempel på den manglende parlamentarisk-demokratiske

kontrol, nemlig sagen om forløbet op til den såkaldte

dobbeltbeslutning den 12. december 1979 om opstillingen af de 572

nye mellemdistanceraketter. Allerede på møder i 1976 og 1977 gav

NATO-regeringerne principiel tilslutning til

moderniseringsprogrammet for de vesteuropæiske

mellemdistanceraketter, og 10 måneder før den officielt

iscenesatte beslutning, nemlig allerede i februar 1979, afgav USAs

forsvarsministerium ordre på Pershing II-programmet til

våbenproducenten Martin-Marietta. Principbeslutningerne i 1976-77

og den faktiske ordreafgivning skete uden forudgående demokratisk

debat.

Et andet eksempel på den manglende demokratiske og parlamentariske

kontrol er indgåelsen af fly- og forstærkningsaftalerne. F.eks.

har folketinget ingen indflydelse haft på ingåelsen af den

såkaldte COB-aftale fra 1976, og først otte år efter - i 1984 -

lykkedes det at få udleveret denne aftale til folketingets

forsvarsudvalg.

Når disse aftaler overhovedet er blevet debatteret i folketinget,

skyldes det ikke de skiftende regeringer, som har indgået disse

aftaler, men derimod partier som socialistisk folkeparti og

venstresocialisterne, der har krævet offentlighed og demokrati i

disse spørgsmål. Men selvsagt er adgangen til efterfølgende at

kunne kræve debat - og muligvis opnå en delvis indsigt i de trufne

beslutninger - en helt utilstrækkelig form for parlamentarisk

kontrol.

Et spørgsmål, som hænger nøje sammen med fly- og

forstærkningsaftalerne, er Danmarks indvolvering i NATOs

atomstrategi, herunder spørgsmålet om eventuel stationering og

brug af atomvåben på dansk territorium. Realiteten er, at Danmark

er blevet dybere og dybere involveret i og bundet af NATOs

dødsensfarlige atomstrategi, uden at folketinget nogen sinde har

godkendt en udtrykkelig beslutning om dette vitale spørgsmål.

Da folketinget i foråret 1984 behandlede det ovenfor nævnte

beslutningsforslag, blev det ikke klart, om der i det nuværende

folketing kunne opnås flertal for en forbedret parlamentarisk

kontrol. Et flertal bestående af socialdemokratiets,

regeringspartiernes og fremskridtspartiets medlemmer af

forsvarsudvalget skrev i forsvarsudvalgets beretning af 29. maj

1984 over beslutningsforslaget, at flertallet ikke på daværende

tidspunkt fandt det muligt at udtale sig om eventuelle ændringer

med hensyn til den parlamentarisk-demokratiske kontrol med

Danmarks deltagelse i NATO, og der henvistes til, at ikke alle

spørgsmål angående beslutningsforslaget var besvarede.

Socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af

udvalget udtalte sig i beretningen positivt om det ønskelige i, at

folketinget i højere grad blev inddraget.

Socialistisk folkepartis medlemmer pegede på, at der burde laves en

ordning, så forsvarsudvalget fik en rolle svarende til

markedsudvalgets, og at dette indebar, at udvalget så ville kunne

pålægges tavshedspligt, hvilket også i øjeblikket er tilfældet i

markedsudvalget.

Det radikale venstres medlem fandt, at forsvarsudvalget næppe kunne

komme til at spille en større rolle, men at det udenrigspolitiske

nævn i langt højere grad burde inddrages.

Man kunne have håbet, at selve debatten om den parlamentariske

kontrol, som fandt sted på baggrund af beslutningsforslaget, kunne

have medført en forbedring af forholdene på den måde, at

regeringen i højere grad havde inddraget i hvert fald

udenrigspolitisk nævn i de vigtigste beslutninger. Desværre har

det ikke været tilfældet - det er snarere gået den gale vej - og

dette er baggrunden for, at forslagsstillerne nu har fundet det

nødvendigt at genfremsætte forslaget.

Den 8. november 1984 godkendte NATOs planlægningsgruppe - med dansk

tilslutning - på ambassadørplan den nye doktrin FOFA. Dette skete

uden folketingets medvirken, og sagen understreger klart

regeringens totalt afvisende holdning over for ønskerne om blot

mindre forbedringer af den parlamentariske kontrol.

Også regeringens tilsidesættelse af et klart råd fra flertallet i

udenrigspolitisk nævn i sagen om Danmarks stemmeafgivning i FN

(sagen om det østtysk-cubansk-ungarske resolutionsforslag om

forbud mod førstebrug af atomvåben) er et klart udtryk for, at

regeringen snarere end at styrke den parlamentariske kontrol

ønsker at svække den, herunder at svække det udenrigspolitiske

nævns stilling. At så et flertal i folketinget tillod regeringen

at slippe godt fra at trodse nævnsflertallet, gør jo ikke sagen

bedre.

Dette fik da også den socialdemokratiske ordfører, hr. Lasse Budtz,

til i debatten i folketinget den 7. december 1984 at sige følgende

om sagen:

». . . men det er uhyre betænkeligt, at regeringen negligerer et

sikkert folketingsflertals holdning, og det må naturligvis give

anledning til overvejelser af den alvorligste art.« Jfr.

Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 3473.

Forslagsstillerne kan helt tilslutte sig, at der så sandelig nu er

brug for overvejelser af den alvorligste art.

Det i folketingsåret 1984-85 fremsatte beslutningsforslag nåede

heller ikke til 2. behandling. I en beretning afgivet af

forsvarsudvalget d. 9. maj 1985 redegør et flertal i udvalget for,

hvorfor bl.a. dette forslag ikke kunne færdigbehandles:

»Et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis,

venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis

medlemmer af udvalget) finder, at det på nuværende tidspunkt, hvor

ikke alle udvalgets spørgsmål vedrørende de ovenfor nævnte

beslutningsforslag er besvaret, ikke er muligt at færdigbehandle

forslagene.«

Forslagsstillerne håber på den baggrund, at det nu vil blive muligt

at få alle spørgsmål besvaret og forslaget færdigbehandlet.

Versioner

1. 1988-05-21