Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00016@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget beslutter, at da den parlamentariske kontrol med den

udøvende magt på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område

udøves efter de i grundloven m.v. fastsatte regler og derfor

varetages af folketinget selv, dets udvalg og medlemmer samt efter

særlige bestemmelser af det udenrigspolitiske nævn, kan denne

kontrol hverken helt eller delvis overlades til et af nogle

partier oprettet privat kontaktudvalg, det såkaldte 11-mands

udvalg. Folketinget beslutter endvidere, at såfremt regeringen

tilstiller et sådant kontaktudvalg oplysninger om militære eller

sikkerhedspolitiske forhold, skal disse oplysninger samtidig tilgå

folketingets forsvarsudvalg.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Med aftalen af 12. august 1981 om forsvarets ordning, en aftale

indgået af socialdemokratiet, venstre, det konservative

folkeparti, centrumdemokraterne og kristeligt folkeparti,

oprettedes en privat kontaktgruppe bestående af 3 repræsentanter

for socialdemokratiet og to fra hvert af de øvrige partier, altså

11 partirepræsentanter. Kontaktgruppen er senere ofte omtalt som

»11-mands-udvalget«, og denne betegnelse vil blive anvendt

nedenfor.

Ifølge aftalen var det udvalgets formål at følge forsvarsordningens

praktiske gennemførelse og at drøfte spørgsmål vedrørende

eventuelle justeringer inden for forligsrammerne.

Udvalget er videreført efter indgåelsen af forsvarsforliget af 29.

juni 1984, der omfatter årene 1985-87, og som er indgået mellem de

samme partier.

Det er indlysende, at fem partier er i deres gode ret til at oprette

et privat kontaktudvalg og her diskutere, hvad de måtte ønske,

herunder forsvars- og sikkerhedspolitik. Udvalget har også

ubetinget ret til at modtage oplysninger fra regeringen, lige så

vel som alle andre organisationer har ret til at stille spørgsmål

til regeringen og modtage svar på disse spørgsmål.

I denne som i alle andre henseender må kontaktudvalget mellem de fem

partier netop betragtes på linie med alle andre udvalg, komiteer,

partiorganisationer, foreninger m.v., som beskæftiger sig med

politiske forhold.

Derimod kan opgaver, som efter forfatningen m.v. påhviler folketinget

og dettes medlemmer og udvalg, selvfølgelig ikke overlades til et

sådant udvalg, lige så lidt som f.eks. kontrollen med

landbrugsministerens varetagelse af sit ministerium ville kunne

overlades til f.eks. Landbrugsrådet.

Folketinget bør derfor under ingen omstændigheder tillade, at den

parlamentariske kontrol helt eller delvis søges overladt til

11-mands-udvalget.

Problemstillingen er udmærket beskrevet af Arne Stinus (RV), der i

folketinget den 22. marts 1984, jfr. Folketingstidende 1983-84,

forhandlingerne sp. 2789, udtalte følgende:

»Det radikale venstre føler, at der er et behov for en drøftelse af

den parlamentarisk-demokratiske kontrol med Danmarks deltagelse i

NATO-samarbejdet. Som tingene fungerer i dag, og som de også

fungerede under den tidligere socialdemokratiske regering, træffes

beslutninger af vidtrækkende betydning for Danmark uden om

folketinget.

Kritikere af den førte politik har ikke adgang til vigtige

sikkerhedspolitiske beslutninger, og det er i strid med det

folkestyre, vi har. Det er naturligt og forståeligt, at mange af

disse spørgsmål diskuteres i det såkaldte 11-mands-udvalg,

bestående af repræsentanter fra forsvarsforligets partier, men

dette udvalg er ikke og kan aldrig blive et organ, som fører

parlamentarisk kontrol med Danmarks forsvarspolitik.«

Desværre er der forhold, der tyder på, at udvalget er ved at få en

sådan rolle.

Et par sager fra 1985 belyser dette forhold. Det skal siges, at det

jo er svært for udenforstående at dokumentere, hvad der foregår i

dette udvalg, idet dets virksomhed finder sted i hemmelighed.

Den 1. marts 1985 kunne Politiken meddele, at socialdemokratiet ville

spørge forsvarsminister Hans Engell i 11-mands-udvalget om sagen

om de nye atomartillerigranater, der kan udstyres med

neutronsprænghoveder, og som USA ønsker udstationeret i

Vesteuropa.

Det fremgik af Politikens artikel, at socialdemokratiet foretrak den

mere uformelle kontakt til forsvarsministeren via

11-mands-udvalget, medens venstresocialisterne derimod foretrak at

rejse sagen i det udenrigspolitiske nævn. Sagen rejser det

spørgsmål, om folketinget overhovedet var blevet orienteret i

noget som helst omfang, såfremt venstresocialisterne ikke havde

taget sagen op.

Sagen understreger, at det forhold, at en sag tages op i

11-mands-udvalget, ikke må tages som udtryk for, at der dermed er

sikret nogen parlamentarisk kontrol. Det er i øvrigt uklart, om

11-mands-udvalget faktisk modtog oplysninger om sagen.

Forsvarsministeren meddelte i svaret på spørgsmål S 1643, at

sagen om forbedringer af de resterende atomvåben i Vesteuropa ikke

har været drøftet i 11-mands-udvalget.

En anden sag belyser klart problemstillingen. Den 31. juli 1985

meddeler forsvarsministeren i et brev 11-mands-udvalget

oplysninger om erstatningssagen mod raketfirmaet McDonell-Douglas

i forbindelse med Harpoon-sagen.

Folketingets forsvarsudvalg modtog først oplysninger om ministerens

accept af, at sagen skulle afsluttes med, at firmaet betalte ca.

2,8 millioner kr., i et brev af 13. august 1985.

Det må endvidere formodes, at brevet til 11-mands-udvalget har

indeholdt betydeligt flere oplysninger om erstatningssagens

stilling end det brev, forsvarsudvalget senere fik, herunder

formentlig en række oplysninger om indholdet af et af

kammeradvokaten udarbejdet responsum i sagen (se Information den

20. august 1985).

Men hertil kommer, at brevet til 11-mands-udvalget, som

socialdemokraterne har modtaget, men ikke reageret på, kom til at

spille en væsentlig rolle for, at sagen blev fuldstændig

forkludret i folketingets forsvarsudvalg.

Således gør f.eks. Information den 22. august 1985 i en leder under

overskriften »Kluddermikler« opmærksom på, at det forhold, at

socialdemokraterne allerede den 31. juli 1985 var orienteret - men

altså ikke havde reageret - gav det radikale medlem af

forsvarsudvalget Arne Stinus legitimation for ikke at deltage i en

ministerstorm i sagen.

Dette viser, at det ikke alene rejser en række principielle

forfatningsmæssige betænkeligheder, at den parlamentariske kontrol

søges overført til 11-mands-udvalget, men at det altså i konkrete

tilfælde kan have særdeles uheldige politiske konsekvenser, i

hvert fald set fra et oppositionssynspunkt.

Sagen belyser, at regeringen ved at give oplysninger til

11-mands-udvalget vil kunne dække sig ind politisk og måske i en

række tilfælde sikre sagerne et andet forløb, end de ville have

fået, hvis oplysningerne samtidig var tilgået forsvarsudvalget.

Som en interessant detalje kan i den forbindelse oplyses, at kravet

om, at forsvarsudvalget orienteres om de oplysninger, som

11-mands-udvalget modtager, finder god støtte i en bemærkning,

John Arentoft, dengang medlem af fremskridtspartiets gruppe, nu

konservativ, fremsatte i folketinget den 2. februar 1982, se

Folketingstidende 1981-82 (2. samling) forhandlingerne sp. 938:

»Det vil sige, at forsvarsudvalget orienteres og ikke blot

11-mands-udvalget. Jeg kan huske tidligere, da man havde det

såkaldte 8-mands-udvalg, at vi i forsvarsudvalget, når vi tog en

ting op, fik at vide, at den var færdigbehandlet i

8-mands-udvalget. Tilsvarende kan vi jo risikere nu at få at vide,

at det er behandlet i 11-mands-udvalget, og det er

utilfredsstillende for os andre.«

Et tilsvarende problem findes i finansudvalget, hvor det er sket, at

udvalget har fået oplyst, at 11-mands-udvalget har »godkendt«

forsvarsbevillingsansøgninger, hvilket også rejser det spørgsmål,

om det private udvalg har modtaget mere vidtgående information om

forslaget end den temmelig summariske fremstilling, finansudvalget

modtager.

Det skal afslutningsvis understreges, at forslagsstillerne

naturligvis på ingen måde ønsker at blande sig i eller foreslå, at

folketinget skulle blande sig i, hvad der diskuteres bag lukkede

døre i 11-mands-udvalget. Dette udvalg har ret til at holde møder,

diskutere hvad som helst det ønsker osv., det må der ikke rejses

nogen tvivl om, og nærværende forslag tilsigter naturligvis ikke

at gennemføre nogen som helst begrænsning heri.

Lige så vel er det klart, at udvalget på ingen måde kan forpligtes

til at meddele folketinget eller offentligheden - hvilke politiske

overvejelser der drøftes og foregår i udvalget.

Forslaget tilsigter ej heller, at give regeringen nogen pligt til at

informere folketinget eller folketingets forsvarsudvalg om, hvilke

forslag regeringen har tænkt sig i den kommende tid at stille i

folketinget, finansudvalget eller andre steder.

Forslaget omfatter kun faktuelle oplysninger om militære og

administrative forhold, sikkerhedspolitiske oplysninger, militære

vurderinger m.v., som af regeringen tilstilles 11-mands-udvalget.

Efter alt at dømme vil gennemførelsen af nærværende forslag ikke

indebære, at forsvarsudvalget eller folketinget i forøget omfang

skulle modtage fortrolige oplysninger. Forsvarsministeren har i

svaret på spørgsmål nr. S 1644 meddelt, at 11-mands-udvalget ikke

tilsendes FORTROLIGT-klassificeret materiale.

Versioner

1. 1988-05-21