1985 BSF 17 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBUD MOD KEMISKE OG BAKTERIOLOGISKE VÅBEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00017@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget beslutter at pålægge regeringen:
a) at sikre, at der ikke under nogen omstændigheder produceres,
oplagres eller bruges kemiske eller bakteriologiske våben på dansk
territorium,
b) at sikre, at Danmark til enhver tid og fuldt ud opfylder sine
forpligtelser ifølge Geneveprotokollen af 1925 om forbud mod
anvendelsen til krigsbrug af kvælende, giftige eller lignende
gasarter samt af bakteriologiske krigsmidler,
c) at sikre, at Danmark på ingen tænkelig måde involveres i
beslutninger om eller udførelse af NATOs strategiske og operative
forskrifter for anvendelsen af kemiske eller bakteriologiske
våben, men derimod gør enhver anstrengelse for at få NATO og de
enkelte lande til at afstå fra enhver brug af disse våben,
d) at sikre, at ingen fremmede militære enheder på noget tidspunkt
medbringer kemiske eller bakteriologiske våben på dansk område,
samt at sikre, at der føres den nødvendige kontrol hermed,
e) at sikre, at styrkerne under enhedskommandoen for Danmark og
Schleswig-Holstein ikke på noget tidspunkt vil kunne råde over
kemiske eller bakteriologiske våben,
f) at støtte kravet om en europæisk zone friholdt for kemiske og
bakteriologiske våben,
g) at støtte oprettelsen af regionale zoner i Europa friholdt for
kemiske og bakteriologiske våben,
h) at støtte kravet om fjernelse af de eksisterende lagre af kemiske
og bakteriologiske våben i Europa,
i) at gøre enhver anstrengelse for at få alle stater til uden
forbehold at underskrive Geneveprotokollen af 1925 og
j) at gøre enhver anstrengelse - herunder gennem fremsættelse af
forslag i NATO, FN m.v. - for at få gennemført et totalt
internationalt forbud mod produktion, oplagring og brug af kemiske
og bakteriologiske våben.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Almindelige bemærkninger
A. Indledning
Ingen anden form for krigsførelse er blevet så stærkt fordømt som
anvendelsen af kemiske og bakteriologiske våben. Brugen af
giftgasserne i 1. verdenskrig vakte en massiv bølge af
international afsky, og beretningerne om soldaternes lidelser og
disse våbens ukontrollable anvendelse var baggrunden for, at der
med Geneveprotokollen af 1925 om forbud mod anvendelsen til
krigsbrug af kvælende, giftige eller lignende gasarter samt af
bakteriologiske krigsmidler faktisk opnåedes internationale
resultater.
En lang række stater har undertegnet denne traktat, om end nogle kun
med forskellige forbehold, som desværre begrænser traktatens
rækkevidde meget (se herom nedenfor).
Geneveprotokollen må siges at være en af de få fredsbestræbelser fra
mellemkrigstiden, som fik succes. Det er siden lykkedes at undgå
anvendelsen af bakteriologiske våben (men ikke produktionen af
dem), og det er lykkedes at begrænse brugen af kemiske våben til
få tilfælde (om disse, se nedenfor).
Men en af grundene til, at kemiske våben ikke spillede nogen rolle i
2. verdenskrig - hvor der jo ellers blev brugt både raketvåben,
brandbomber og atomvåben - var, at de kemiske våben ikke af
militæret blev anset for særlig velegnede. Erfaringerne fra 1.
verdenskrig viste, at disse våben var ukontrollable - et skift i
vindretningen kunne jo f.eks. sende gasserne tilbage, hvor de kom
fra, og desuden var våbnene farlige at opbevare i krigszonen.
Desværre eksisterer disse årsager til militær tilbageholdenhed næppe
i fremtiden. Hvis de nye kemiske våbentyper - de såkaldte
binærvåben - vinder indpas (se afsnit D), og hvis der benyttes
langtrækkende fremføringsmidler, øges den militære interesse for
disse våben.
De binære nervegasser er først alvorligt farlige, når de rammer målet
og de indeholdte komponenter blandes sammen i forbindelse med
nedslaget.
Theodore Gold (stedfortræder for USAs forsvarsminister, Caspar
Weinberger) skrev herom i 1983: »Binær ammunition er at
foretrække fremfor enhedsammunition, fordi den meget lettere kan
føres frem i krisetider; den udgør ingen risiko, hvis den
ødelægges under et angreb på vores ammunitionsområder« (se NATOs
Sixteen Nations, Febr.-March 1983).
I samme artikel forklarer Gold, hvorledes disse våben skal bruges i
forbindelse med angreb »i dybden« (»dybe slag«), dvs. de skal ved
hjælp af fly, missiler, langtrækkende artilleri eller skibe føres
langt ind på modpartens territorium, før de aktiveres. En sådan
anvendelse vil begrænse angriberens egen risiko ved brug af
kemiske våben, men vil naturligvis kunne enten påføre modparten
store tab eller tvinge modparten til at træffe
beskyttelsesforanstaltninger, der nedsætter modpartens militære
effektivitet.
Netop denne våbentekniske udvikling gør det særlig nødvendigt med en
forstærket indsats mod de kemiske våben og en forstærket dansk
indsats. Det er naturigvis afgørende vigtigt ikke alene at hindre
overførslen af kemiske våben til Danmark og Europa, men også at
bremse og forhindre selve produktionen af binærvåbnene. En dansk
indsats netop nu er særlig vigtig af to grunde:
For det første, fordi der faktisk synes at være håb om internationale
resultater på dette område, idet forhandlingerne om et
internationalt forbud mod produktion, oplagring og brug af kemiske
og bakteriologiske våben er de eneste forhandlinger om konkrete
våbenreduktioner, som ikke brød sammen efter opstillingen af de
nye mellemdistranceraketter i Europa.
Tillige synes der at være en vis tilnærmelse mellem USA og Sovjet. I
hvert fald har Sovjet vist bevægelse på det vanskeligste
spørgsmål, kontrolproblemet. I juni 1982 tilkendegav Sovjet, at
man ville acceptere en vis systematisk inspektion på stedet af
overholdelsen af forbuddet. Et sådant tilbud er ikke fremsat af
Sovjetunionen i våbenreduktionsforhandlinger siden Folkeforbundets
dage. Dette er siden fulgt op af nogle konkretiseringer. På det
seneste har Sovjet bl.a. vist vilje til at acceptere permanent
inspektion på stedet under destruktionen af de eksisterende lagre
af C-våben.
For det andet, fordi Reaganadministrationen i juli 1985 fik grønt lys
fra kongressen til at påbegynde en egentlig produktion af binære
våben.
Planerne om produktion af binærvåbnene har nøje sammenhæng med
udviklingen af en ny doktrin for USAs militære krigsførelse:
Airland Battle-doktrinen.
Denne doktrin blev i 1982 sat i kraft for alle USAs hærstyrker og er
indeholdt i felthåndbogen, Fiel Manual 100-5, Operations
(FM100-5).
I FM 100-5 holdes brugen af kemiske våben og atomvåben ikke længere
tilbage som sidste mulighed, når de konventionelle styrker står
med ryggen mod muren - tværtimod skal disse våben på et tidligt
tidspunkt ind i krigsførelsen på den såkaldt »integrerede
slagmark« (se afsnit D.).
Sovjetunionen har ligesom USA i tidens løb produceret og oplagret
kemiske våben, men man råder ikke over sikker viden om arten og
omfanget af de sovjetiske arsenaler, da Sovjetunionen ikke vil
aflevere oplysninger herom (se herom i afsnit E.).
Danmark har et klart medansvar, når det gælder den øgede risiko for,
at kemiske våben tages i brug. På trods af, at Danmark uden
forbehold har undertegnet Geneveprotokollen, har Danmark alligevel
accepteret og underordnet sig en NATO-strategi, der tillader brug
af kemiske våben (i gengældelsesøjemed). Og den danske regering
har endog nægtet at fraskrive sig adgangen til - som led i
»afskrækkelsen« - at modtage kemiske våben på dansk jord. Kort
sagt:
Danmark deltager i et NATO-forsvar, der bygger på brugen af kemiske
våben og på muligheden for stationering af kemiske våben på dansk
jord, på trods af at dette er i helt klar og fuldstændig åbenlys
modstrid med de internationale forpligtelser, som Danmark har
påtaget sig.
Ja, Danmark har endog i Geneveprotokollen forpligtet sig til at udøve
enhver anstrengelse for også at få de øvrige lande til at
overholde forbuddet!
Dette hykleri må nu ophøre: Danmark må for det første naturligvis
opfylde sine folkeretlige forpligtelser, og for det andet må
Danmark gå foran i kampen mod disse frygtelige våben, således som
det også fremgår af den af folketinget vedtagne motiverede
dagsorden af 3. maj 1984, hvori regeringen pålægges at støtte
forslaget om et internationalt forbud mod produktion, oplagring og
anvendelse af kemiske og bakteriologiske våben.
Beslutningsforslaget skal sikre, at Danmarks politik lægges om fra
reel accept af de kemiske våben til konsekvent modstand imod dem.
Beslutningsforslaget udmønter dette i 10 punkter, der angiver, hvilke
konkrete skridt der skal tages. (Se herom i bemærkningerne til
litra a-j).
B. Geneveprotokollen af 1925: Dens rækkevidde og landenes forbehold
Som allerede nævnt er Geneveprotokollen undertegnet af en lang række
lande, herunder stormagterne, men flere af disse lande, bl.a.
Sovjetunionen og USA, har underskrevet med forbehold, der reelt
indebærer en meget alvorlig begrænsning af traktatens rækkevidde.
I bilag 2 opregnes staterne og deres forbehold.
Med hensyn til traktatens rækkevidde henvises til bilag 3, men her
skal det dog fremhæves, at Geneveprotokollen kun forbyder brug af
kemiske våben, men altså ikke produktion og oplagring af sådanne.
Og så længe våbnene produceres og oplagres, er der jo risiko for, at
de tages i brug - uanset alle folkeretlige bestemmelser.
De største problemer med forbeholdene består i, at bl.a. USA og NATO
forbeholder sig adgang til at bruge kemiske våben »i
gengældelsesøjemed«, dvs. reelt indebærer Geneveprotokollen for de
vigtigste staters vedkommende kun et forbud mod førstebrug af
kemiske og bakteriologiske våben.
Andre stater - herunder Danmark - har dog forpligtet sig til under
ingen omstændigheder at bruge disse våben, ej heller i
gengældelsesøjemed.
Kort fortalt er de tre alvorligste begrænsninger i Geneveprotokollens
rækkevidde følgende:
a) Staternes forbehold.
b) Det manglende forbud mod produktion og oplagring.
c) Manglende internationale kontrolforanstaltninger.
Endelig skal nævnes, at protokollen ikke forbyder anvendelse af disse
våben mod staternes egen civilbefolkning (forslagsstillerne har af
Greenham Common-kvinderne fået oplyst, at de engelske raketbaser
er forsynet med kemiske våben til brug mod civilbefolkningen. Der
er sandsynligvis tale om kemiske våben, som medfører kortvarig
bevidstløshed).
C. Brug af kemiske våben efter 1. verdenskrig
Siden 1. verdenskrig er det lykkedes at begrænse brugen af kemiske
våben til få tilfælde. Det er dog ikke lykkedes fuldt ud.
USA udsprøjtede i Vietnamkrigen store mængder plantegifte - bl.a.
indeholdende stoffet dioxin over skove og vådområder. Resultaterne
kan i dag iagttages i form af betydelige strækninger, der ligger
øde hen, og i form af, at sygeligheden er steget i befolkningen.
Se herom Information den 12. september 1984, »USAs kemiske krig:
Vietnam årsag til abnormt megen kræft« og Land og Folk den 13.
september 1984, »Vietnam lider endnu af den kemiske krig«.
Denne form for kemisk krigsførelse anses ifølge den nævnte artikel i
Information af folkeretseksperter for at være omfattet af
Geneveprotokollens forbud, som dermed klart blev overtrådt af USA.
Endvidere var brugen af disse plantegifte i strid med de
internationale miljøkonventioner.
Endvidere har der i krigen mellem Irak og Iran været anvendt
sennepsgas og nervegas, hvilket er dokumenteret i en rapport
udarbejdet på foranledning af FNs generalsekretær.
Det skal også nævnes, at USA har beskyldt Sovjetunionen for at
anvende »gul regn« (Yellow rain) i Afghanistan, hvilket USA dog
ikke ifølge SIPRI (SIPRIs Piece 1984, oprustning eller
nedrustning) har kunnet føre noget afgørende bevis for.
D. Udviklingen i USAs og NATOs politik for produktion, stationering
og brug af kemiske våben
Først i 1975, 50 år efter Geneveprotokollens tilblivelse, tiltrådte
USA denne protokol, men som nævnt med det meget vigtige forbehold,
at USA forbeholder sig adgang til at bruge kemiske våben i
gengældelsesøjemed.
Ifølge forsvarsministerens svar til Albrechtsen (VS) på spørgsmålene
S 263, S 385 og S 467 (se Folketingstidende 1983-84, 2. samling,
forhandlingerne sp. 3138, 4665 og 5927) forbeholder også NATO sig
retten til at gengælde med kemiske våben. Denne erklærede vilje
til at bruge kemiske våben er særlig farlig, når den sammenholdes
med den våbenteknologiske udvikling i USA og Frankrig.
Især to snævert forbundne faktorer har aktualiseret militærets
interesse for kemiske våben.
For det første den tekniske udvikling, der muliggør produktion af
binære nervegasvåben. Den siddende amerikanske regering har
tidligere søgt kongressen tre gange om muligheden for at producere
disse våben. Men da det er et yderst kontroversielt spørgsmål, er
der indtil for nylig alene blevet bevilget penge til forskning og
bygning af produktionsanlæg.
Det afgørende skred kom som tidligere nævnt i juli i år, hvor
kongressen sagde ja til iværksættelse af den egentlige produktion
af binære nervegasvåben. I første omfang drejer det sig om
produktion af en 155 mm granat og spaybomben Bigeye, begge med
binær gasladning. Produktionen vil koste i alt 2 milliarder
dollars. Den betingelse, som Repræsentanternes Hus havde givet for
at sige ja til produktionen, nemlig at de europæiske
NATO-allierede selv skulle tilkendegive, at de ønskede de nye
binærvåben oplagret i Vesteuropa, blev ikke vedtaget. I stedet
skal der nu blot ske en orientering af de europæiske allierede.
Den endelige klargøring af de binære våben kan dog først ske fra
oktober 1987. Der er altså en omend lille mulighed for at
forhindre færdiggørelsen af de nye C-våben.
For det andet den militærstrategiske udvikling i USA, der går mere og
mere i retning af at anvende såvel kemiske som atomare våben på
lige fod med konventionelle våben. I føromtalte FM 100-5 hedder
det bl.a.:
»Ved at udvide slagmarken og integrere konventionelle, atomare,
kemiske og elektroniske midler kan styrkerne udnytte fjendens
svagheder overalt. Slagmarken rækker fra den tætte nærkamp til
styrker, der nærmer sig dybt i fjendens bagland. Ved at kæmpe på
denne måde kan US-hæren hurtigt begynde offensive aktioner med
luft- og landstyrker og afslutte slaget på egne betingelser.«
Denne doktrin er kendt under betegnelsen Airland Battle og er meget
offensiv i kraft af sin vægt på angreb dybt i fjendens bagland, og
den er desuden kendt for at sænke tærsklen for brug af både
atomvåben og kemiske våben, idet våbnene fra første færd
integreres i den samlede krigsførelse. I realiteten er det
våbnenes effektivitet, der afgør, om de bruges.
At de nye binære våben tænkes anvendt side om side med A-våben,
fremgår også af, at spraybomben Bigeye, der skal bruges til angreb
i dybden, er blevet testet med henblik på at kunne fungere under
påvirkning af elektromagnetisk puls. Argumentet om, at de kemiske
våben ville gøre NATO mindre afhængig af atomvåben, i og med at
man så ikke behøvede at optrappe til A-våben, har derfor hverken
belæg i de militære doktriner eller våbenteknologien.
I FM 100-5 hedder det bl.a. om A- og C-våbens fordele:
»Sammenbruddet for en stor og indesluttet fjendtlig styrke kan
fremskyndes betydeligt ved brug af kemiske eller atomare våben.«
Og videre:
»Atomar og kemisk ild kan også ødelægge fjendens defensive positioner
og støtte en gennemtrængning.« Specielt om kemiske våben hedder
det bl.a.:
»Anvendt massivt og på rette måde og uden varsel kan kemisk ild:
- skabe høje tab hos dårligt trænede eller dårligt udstyrede styrker,
- nedsætte effektiviteten hos våben, køretøjer og kommandoposter ved
at tvinge deres operatører til at bruge beskyttelsesudstyr,
- indskrænke brugen af våben, forsyninger og udstyr ved at forurene.«
Opremsningen af »fordele« fortsætter. Her skal kun nævnes en sidste:
»Tvinge fjenden til at gennemgå rensningsoperationer, hvorved der
skabes nye mål for kemisk eller anden ild.«
Theodore Gold, stedfortræder i kemiske anliggender for USAs
forsvarsminister, bekræftede da også under en senatshøring, at
det også er disse doktrinændringer, som øger behovet for de nye
C-våben. Han sagde bl.a.: » . . . ud over Bigeye ønsker vi også
midler til produktion af M-687 binære 155 mm
artilleriprojektilkomponenter. M-687 kan fuldt ud bruges i moderne
artillerikanoner. M-687 har en længere rækkevidde end de
eksisterende projektiler og er meget lettere og sikrere at
håndtere gennem hele dens livscyklus. Det eksisterende lager af
artilleriprojektiler er uegnet i type og evne. Den del af lageret,
som kan bruges, består af 155 mm og 8-tommer nervegas projektiler.
Mere end halvdelen af disse er fyldt med nervegassen VX, der har
vedvarende virkning, hvad der er taktisk uegnet for hærens meget
mobile aggressive forsvarsdoktrin.« (DOD authorization for fiscal
year 1985, Hearings before the Committee on Armed Services, 26.
april 1984).
Det er karakteristisk, at forfatterne til FM 100-5 godt nok nævner,
at USAs doktrin kun forudsætter kemiske våben anvendt i
gengældelsesøjemed, men samme forfattere har svært ved at skjule
deres begejstring for disse forfærdelige våbens mange »fordele«,
og de kemiske våben indgår i doktrinerne på en måde, der gør det
svært at tro, at de først vil blive anvendt som modsvar.
Trods forsvarsministerens benægtelser (spørgsmålene S204, S 236, S
237, S 264 og S 808, folketingsåret 1983-84, 2. samling) er denne
doktrin allerede taget i brug i NATO-sammenhænge.
Således har USAs forsvarsminister Caspar Weinberger sagt, at »Airland
Battle-doktrinen blev indført under Reforger-øvelsen i 1982 i
Europa og under andre øvelser i Korea og USA« (US-Congresse,
Committee on Armed Services, DOD Authorizations for FY 1984, 98th,
Cong. 1st Session, part 1.1.1983).
I indledningen til FM 100-5 kan man da også læse, at USA betragter
den som »i overensstemmelse med NATOs doktrin og strategi«.
Der er ingen tvivl om, at de nye binærvåben især er tiltænkt Europa
og fremfor alt Vesttyskland, som er det eneste land i Vesteuropa,
hvor man med sikkerhed ved, at USA i forvejen har oplagret kemiske
våben. NATOs chef for Europa, Bernard Rogers, har flere gange
opfordret vesteuropæerne til at sige ja til disse våben. (Se
f.eks. Jane's Defence Weekly nr. 26, 1984). Og ifølge Politiken
den 27. august 1984 anbefaler en »gruppe højtstående britiske og
amerikanske officerer alliancen at oprette lagre af kemiske våben
- hovedsagelig giftgasser - i Vesteuropa.«
At den binære våbenproduktion ikke længere er afhængig af, at de
europæiske NATO-allierede direkte skal bede om at få våbnene
udstationeret, ændrer ikke ved, at binærvåbnene kommer til Europa.
Det er først og fremmest en amerikansk imødekommelse over for de
vesteuropæiske allierede, der herved undgår den folkelige protest,
som ville opstå, hvis de selv skulle fremsætte ønsket om nye
nervegasser.
Men på trods af det har den planlagte stationering af C-våben ikke
kunne undgå at møde modstand. Ikke alene har oppositionen i den
vesttyske forbundsdag modsat sig stationeringsplanerne. Også
CSU/CDU har sagt nej til stationeringen og tillige besluttet også
at kræve de nuværende amerikanske C-våben væk fra Vesttyskland.
Tilbage står imidlertid det alvorlige problem, at den vesttyske
regering muligvis ikke har mulighed for at nedlægge veto mod
stationeringen af nye C-våben. USA har ikke villet love at tage
hensyn til vesttyskerne i denne sag.
De nye binærvåben har også mødt skepsis i Den nordatlantiske
Forsamling (NATO-parlamentarikerne). Bl.a. blev der i 1981
udarbejdet en rapport om »Chemical weapons and the Alliance« af
den militære komite under Den nordatlantiske Forsamling. I denne
rapport gives ikke nogen endelige anbefalinger, men det hedder
bl.a. om behovet for nye binærvåben:
»Men NATOs gengældelse vil blive rettet mod Warszawapagtstyrker, der
er helt klar over den kemiske dimension i konflikten og derfor må
formodes at være velforberedte på at beskytte sig mod dens
virkninger. Derfor er det eneste rationelle for
gengældelsesstyrker på den baggrund at tvinge modparten til at
sænke sin operative effektivitet ved at skulle tage
beskyttelsesforanstaltninger i brug. Det eksisterende
gengældelsesarsenal betragtes af mange som mere end tilstrækkeligt
til at opfylde denne opgave« (Y 186, side 7).
Samme Nordatlantiske Forsamling udtalte i november 1980 i en
henvendelse til Det nordatlantiske Råd, at man var »overbevist om,
at forslag om at deployere nye offensive kemiske våben i Europa
ville fremprovokere en stærk reaktion i den europæiske
offentlighed«, og man opfordrede derfor Det nordatlantiske Råd til
»hurtigt at konsultere om offensive kemiske våbens rolle i NATOs
strategi«. Hvad der eventuelt er kommet ud af disse
konsultationer, vides ikke. Det har imidlertid ikke standset den
amerikanske regerings planer om produktion af binærvåben og
overførsel af disse til Europa.
Selv om det skulle lykkes at forhindre stationering og produktion af
de nye binære nervegasser, er dette ikke ensbetydende med, at
risikoen for brug af kemiske våben ikke er vokset i de senere år.
Således blev der allerede under præsident Carter igangsat et
moderniseringsprogram af de eksisterende lagre af kemiske våben.
Dette program er færdigt i 1987 og betyder en tredobling af den
mængde kemiske våben, som er umiddelbart anvendelige set i forhold
til 1982.
Det samlede lager af amerikansk giftgas anslås til 38.000 tons, og
ca. 6.000 til 10.000 tons ammunition er oplagret i Vesttyskland.
Herudover råder også Frankrig over kemiske våben. De franske lagre
anslås til at være på størrelse med de amerikanske i Vesttyskland.
Efter alt at dømme foregår der et samarbejde mellem USA og
Frankrig omkring udvikling af binærvåben, og under alle
omstændigheder er Frankrig ved at udvikle binærvåbenteknologi på
SNPE-fabrikken i Toulouse (SIPRI 1982 og 1983).
E. Sovjets politik
Det er uvist, om der i øjeblikket produceres kemiske våben i Sovjet.
Således hedder det i en rapport om kemiske våben fra den militære
komite under Den nordatlantiske Forsamling, at »tidligere
forsvarsminister Brown afgav vidneudsagn om, at der »ikke findes
noget særligt overslag« over de sovjetiske lagre af kemiske våben.
Mens det påstås, at Sovjetunionen har indladt sig i en massiv
opbygning af kemiske krigsmidler, er der ikke noget virkeligt
bevis tilgængeligt i den uklassificerede litteratur, som foregiver
at vise, at Sovjetunionen har produceret nogen som helst kemiske
våben siden 1970.'
Såfremt dette er sandt, har Sovjetunionen altså frivilligt undladt at
producere kemiske våben, siden USA holdt op med det i 1969, da
Nixon beordrede et stop.
Som ovenfor nævnt har Sovjetunionen i forhandlingerne om et totalt
forbud mod kemiske våben indvilliget i, at der skal gennemføres en
systematisk international inspektion til sikring af forbuddets
overholdelse.
Officielle amerikanske kilder hævder, at Sovjet siden 1970 har
forøget sine lagre gennem nyproduktion, men kildematerialet er
meget spinkelt, ligesom det også er uklart, i hvilket omfang
sovjetiske kemiske våben er stationeret i de østeuropæiske lande.
Se herom Julian Perry Robinsons føromtalte artikel i SIPRI
Yearbook 1984.
Sovjetunionen har også undertegnet Geneveprotokollen, men med
forbehold (forbeholder sig adgang til gengældelse). Se bilag 2.
F. Den danske politik: det fuldstændige hykleri
Det officielle grundlag for Danmarks politik er følgende:
a. Danmark underskrev - uden forbehold - allerede i 1925
Geneveprotokollen og har således forpligtet sig til under ingen
omstændigheder at bruge kemiske våben. Danmark har desuden
forpligtet sig til at »udøve enhver anstrengelse« med henblik på
at få andre stater til at overholde forbuddet.
b. I folketingets dagsorden af 3. maj 1984 pålægger folketinget
regeringen at støtte et internationalt forbud mod produktion,
oplagring og anvendelse af kemiske og bakteriologiske våben.
c. I direkte modstrid med litra a har Danmark imidlertid tiltrådt en
NATO-strategi, der tillader brugen af kemiske våben i
gengældelsesøjemed. Danmark har her taget medansvar for et
militært samarbejde, hvori Danmark indgår, samtidig med at
deltagelsen i dette militære samarbejde indebærer en klar
overtrædelse af Danmarks folkeretlige forpligtelser.
d. Hertil kommer, at forsvarsminister Engell den 23. juli 1984 i et
svar på et skriftligt spørgsmål har oplyst, at »regeringens
politik med hensyn til stationering af kemiske våben på dansk
territorium ganske svarer til den gældende politik vedrørende
stationering af atomvåben.« (Se svaret på spørgsmål S 810,
Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 7880).
Da det jo desværre endnu ikke er lykkedes at sikre Danmarks
atomvåbenfrihed i krise- og krigstid, indebærer dette svar, at
regeringen forbeholder sig adgang til at modtage kemiske våben på
dansk jord.
Den 3. august 1984 uddybede forsvarsministeren dette i et svar på et
nyt spørgsmål:
»Jeg ser ikke nogen uoverensstemmelse mellem det forhold, at Danmark
under ingen omstændigheder vil kunne anvende kemiske våben, og det
forhold, at Danmark ikke på forhånd har afskrevet sig muligheden
af i en kritisk situation at tillade alliancepartnere at indføre
kemiske våben på dansk territorium som en afskrækkende
foranstaltning.« (Se svaret på spørgsmål S 848, Folketingstidende
1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 7931).
Men et våben kan jo kun have en afskrækkende virkning, hvis der er
vilje til at bruge det (eller i hvert fald hos modparten er tro
på, at denne vilje er til stede). Denne vilje markeres jo netop
ved at anvende udtrykket »afskrækkende foranstaltning«.
Herefter blev ministeren spurgt, hvorledes kemiske våben, der
stationeres på dansk jord, men som jo under ingen omstændigheder
må bruges, kan have afskrækkende virkning.
Ministeren var nu så trængt af sine selvmodsigende besvarelser, at
han nøjedes med arrogant at erklære sin manglende lyst til at
diskutere »de hypotetiske situationer, som spørgeren er inde på.«
(Besvarelse af 17. august 1984 på spørgsmål S 910, se
Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 8020).
Men ministeren tilføjede dog:
»Lad mig blot erindre om, at hvis spørgsmålet om tilkaldelse af
forstærkninger nogen sinde skulle blive aktuelt, vil både regering
og folketing skulle tage stilling til spørgsmålet« - om
stationering af kemiske våben i Danmark - »i lyset af de konkrete
omstændigheder.«
Disse »konkrete omstændigheder« vil efter al sandsynlighed være en
overophedet situation præget af forvirring, angst og massehysteri
drevet frem af et ensrettet statsligt propagandaapparat. I en
sådan situation risikerer vi særdeles hurtigt, at stationeringen
af kemiske våben accepteres, og derfra vil vejen være banet for
brug af kemiske våben på dansk jord i den situation, hvor
kommandoen overføres til enhedskommandoen for Schleswig-Holstein
og Danmark.
Desværre er situationen i verden i dag således, at man ikke - som
forsvarsministeren - kan nægte at diskutere denne mulighed, og
derfor er det afgørende at sikre, at der nu træffes en beslutning,
der forhindrer, en sådan situation kan opstå, hvor danske
myndigheder accepterer USAs og NATOs eventuelle ønske om
stationering og i givet fald brug af kemiske våben på dansk jord.
Og dette er så meget desto mere presserende, eftersom der (i
modsætning til for A-våbnenes vedkommende) ifølge general Bernard
Rogers ikke eksisterer nogen som helst procedure for politiske
konsultationer i NATO i forbindelse med frigivelse (dvs.
overførsel og brug) af kemiske våben. Sådanne procedurer findes
alene i det amerikanske kommandosystem. (Se SIPRI Yearbook 1985,
s. 165).
Den danske politik er altså i dag præget af et enestående hykleri -
et fuldstændigt misforhold mellem Danmarks officielle målsætning
og Danmarks folkeretlige forpligtelser på den ene side og på den
anden side faktiske underordning under USAs og NATOs politik for
anvendelsen af kemiske våben.
Dette misforhold kan kun rettes op på den måde, at Danmark friholdes
for kemiske våben, og at Danmark løsrives fra NATOs strategi for
anvendelsen af kemiske våben.
Dette er nødvendigt for at øge den danske befolknings sikkerhed, for
at bidrage til afspænding og for at kunne overholde Danmarks
internationale forpligtelser.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad a
Danmark bør gå foran i kampen mod de kemiske og bakteriologiske
våben, og dette kan gøres ved, at Danmark straks - og ensidigt -
erklærer sig fri for disse våben og sikrer, at de under ingen
omstændigheder produceres, oplagres eller bruges på dansk område.
Forslagsstillerne går ud fra, at der ikke i dag findes eller
produceres kemiske våben på dansk område, dvs. litra a skal sikre,
at denne tilstand opretholdes under alle omstændigheder.
Ad b
Desværre er det jo nødvendigt, at regeringen pålægges at opfylde
Danmarks folkeretlige forpligtelser, jfr. analysen af den danske
politik (se afsnit F).
Ad c
Litra c er en praktisk konsekvens af litra b.
Ad d
Litra d er en praktisk konsekvens af litra a. Den nødvendige kontrol
med, at der ikke indføres kemiske eller bakteriologiske våben på
dansk jord, kan tilrettelægges på samme måde, som
forslagsstillerne har foreslået det i forslag til
folketingsbeslutning om kontrol med overholdelsen af Danmarks
atomvåbenfrihed, se Folketingstidende, tillæg A sp. 681.
Ad e
Litra e er en nødvendig praktisk forudsætning for opfyldelsen af
litra a og b.
Ad f
En europæisk zone friholdt for kemiske og bakteriologiske våben er
bl.a. foreslået af Palmekommissionen, og for nylig har det
vesttyske socialdemokrati, SPD og det østtyske kommunistparti,
SED, lavet et fællesforslag om oprettelsen af et C-våbenfrit
Europa. Den 13. september i år blev dette forslag fulgt op af en
fælleshenvendelse fra regeringerne i DDR og Tjekkoslovakiet til
den vesttyske forbundsregering om at indlede forhandlinger med det
formål at sikre et Europa uden C-våben. Sådanne bestræbelser skal
naturligvis støttes.
Ad g
Oprettelsen af regionale zoner i Europa friholdt for kemiske våben
kan være vigtige skridt på vejen til et Europa uden C-våben og et
totalt forbud mod produktion, oplagring og brug af disse og
bakteriologiske våben. F.eks. foreslås det i fællesforslaget fra
SPD-SED, at et indledende skridt kan være en centraleuropæisk zone
friholdt for kemiske våben, en zone, som mindst skal omfatte DDR,
Vesttyskland og Tjekkoslovakiet. Sådanne initiativer skal
naturligvis ligeledes støttes, ligesom det vil være naturligt, at
Danmark tilslutter sig sådan en zone. Ligeledes bør der i
forlængelse af den danske C-våbenfrihed arbejdes for at gøre
Norden friholdt for C-våben.
Ad h
Litra h ligger i forlængelse af bestræbelserne i litra f og g.
Ad i
Litra i udgør et vigtigt skridt i retning af et totalt forbud.
Ad j
Litra j er en berkæftelse af den politik, som folketinget udstak
igennem vedtagelsen af den motiverede dagsorden af 3. maj 1984.
Nærværende beslutningsforslag er en delvis genfremsættelse af et af
venstresocialisterne og socialistisk folkeparti den 25. oktober
1984 fremsat forslag, se Folketingstidende 1984-85, sp. 947 og
1591, samt tillæg A sp. 921 og tillæg B sp. 1369.
Forslaget nåede ikke til 2. behandling i det pågældende folketingsår.
I en beretning afgivet af forsvarsudvalget den 9. maj 1985 redegør
et flertal i udvalget for, hvorfor bl.a. dette forslag i lighed
med en række andre forslag ikke kunne færdigbehandles:
»Et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis,
venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis
medlemmer af udvalget) finder, at det på nuværende tidspunkt hvor
ikke alle udvalgets spørgsmål vedrørende de ovenfor nævnte
beslutningsforslag er besvaret, ikke er muligt at færdigbehandle
forslagene.«
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget udtaler derudover i
beretningen over forslaget, at man i princippet er enig i
indholdet af forslaget til folketingsbeslutning om forbud mod
kemiske og bakteriologiske våben og tilføjer følgende:
»I henhold til gældende tradition om, at seriøse spørgsmål skal være
besvaret før betænkningsafgivelse, foreslår mindretallet, at
forslaget genfremsættes først i næste folketingssamling.
Mindretallet finder det hensigtsmæssigt ved genfremsættelsen af
forslaget, at partierne, der støtter dets indhold, får lejlighed
til at overveje, om der i de svar, der er givet på stillede
spørgsmål, er noget, der berettiger til ændringer i teksten.
Mindretallet er klar til at stemme for et sådant forslag ved
behandlingen i folketinget i næste samling.«
Bilag 1
Protokol om forbud mod anvendelsen til krigsbrug af kvælende, giftige
eller lignende gasarter samt af bakteriologiske krigsmidler
I deres respektive regeringers navn erklærer de undertegnede
befuldmægtigede:
I betragtning af, at den almindelige mening i den civiliserede verden
med rette har fordømt brugen af kvælende, giftige eller lignende
gasarter såvel som alle tilsvarende væsker, stoffer og midler i
krig;
I betragtning af, at forbud mod sådan brug har fundet udtryk i
traktater, som flertallet af verdens stater er parter i; og
I den hensigt at få dette forbud, der i lige grad binder folkenes
samvittighed og handlemåde, almindelig anerkendt som udgørende en
del af folkeretten,
At de høje kontraherende parter, for så vidt de ikke allerede er
parter i traktater, der forbyder denne brug, anerkender dette
forbud, er enige om at udstrække dette forbud til at omfatte brug
af bakteriologiske krigsmidler og indgår på at betragte sig som
indbyrdes bundne i overensstemmelse med denne deklarations
bestemmelser.
De høje kontraherende parter vil på enhver måde bestræbe sig for at
formå andre stater til at tiltræde denne protokol. Tiltrædelsen
skal meddeles den franske republiks regering og skal af denne
meddeles alle magter, der har undertegnet eller tiltrådt.
Tiltrædelsen træder i kraft den dag, den franske republiks
regerings meddelelse finder sted.
Denne protokol, hvis franske og engelske tekster begge er autentiske,
skal ratificeres snarest muligt. Den skal dateres i dag.
Ratifikationerne af denne protokol tilstilles den franske republiks
regering, som giver hver af de magter, der har undertegnet eller
tiltrådt, meddelelse om deponeringen.
Ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenterne forbliver deponeret i
den franske republiks regerings arkiver.
Denne protokol træder i kraft for hver af de undertegnede magter den
dag, deponeringen af deres ratifikation finder sted, og fra dette
øjeblik er denne magt bunden lige over for de andre magter, der
allerede har deponeret deres ratifikationer.
Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede undertegnet denne
protokol.
Udfærdiget i Geneve i et eksemplar den syttende juni nitten hundrede
femogtyve.
Bilag 2
Stater tilsluttet protokollen om forbud mod anvendelsen til krigsbrug
af kvælende, giftige eller lignende gasarter samt af
bakteriologiske krigsmidler*)
Stater, som har afgivet ratifikations- eller tilslutningserklæringer,
eller som fortsat er forpligtet som følge af indgåede
forlængelsesaftaler eller på grund af anmeldelse til De Forenede
Nationers generalsekretær:
1 c Amerikas Forenede Stater - 10. april 1975 Argentina - 12 maj 1969
1 a b Australien - 22. januar 1930
1 a b 2 Bahamaøerne
2 Barbados - 22. juni 1976
1 a b Belgien - 4.december 1928
6 Bhutan - 12. juni 1978
1 a b 2 Botswana Brasilien - 28. august 1970
1 a b Bulgarien - 7. marts 1934 Burkina Faso - 3. maj 1971
1 a b 2 Burma
1 a b Canada - 6. maj 1930 Den centralafrikanske Republik - 31. juli 1970
1 a b Chile - 2. juli 1935
7 Comorerne Cuba - 24. juni 1966 Cypern - 12. december 1966 Danmark - 5. maj 1930
7 Djibouti Den dominikanske Republik - 8. december 1970 Ecuador - 16. september 1970 Egypten - 6. december 1928 Elfenbenskysten - 27. juli 1970
1 a b Estland - 28. august 1931 Etiopien - 18. september 1935
1 a b Fiji - 21. marts 1973 Finland - 26. juni 1929
1 a b 3 Frankrig - 9. maj 1926 Gambia - 16. november 1966 Ghana - 3. maj 1967
1 a b Grenada Grækenland - 30. maj 1967
1 a b 2 Guyana
1 a b Indien - 9. april 1930 Indonesien - 26. januar 1971
1 a b Irak - 8. september 1931 Iran - 4. juli 1929 Irland - 18. august 1930 Island - 2. november 1967
1 a b Israel - 20. februar 1969 Italien - 3. april 1928 Jamaica - 31. juli 1970 Japan - 21. maj 1970
1 a b d Jordan - 20. januar 1977 Jugoslavien - 12. april 1929 Kenya - 6. juli 1970
1 a b Kina (Folkerepublikken) - 9. august 1952 Kina (Taiwan) - 7. august 1929
1 a b d Kuwait - 15. december 1971 Lesotho - 15. marts 1972 Letland - 3. juni 1931 Libanon - 17. april 1969 Liberia - 2. april 1927
1 b d Libyen - 29. december 1971 Litauen - 15. juni 1933 Luxembourg - 1. september 1936 Madagaskar - 12. august 1937 Malawi - 14. september 1970 Malaysia - 10. december 1970 Maldiverne - 6. januar 1967 Mali - 19. november 1966 Malta - 15. oktober 1970 Marokko - 13. oktober 1970 Mauritius - 8. januar 1971 Mexico - 15. marts 1932 Monaco - 6. januar 1967
1 b Mongolske Folkerepublik - 6. december 1968
1 c 4 Nederlandene - 31. oktober 1930 Nepal - 9. maj 1969
1 a b New Zealand - 22. januar 1930 Niger - 19. april 1967
1 a b Nigeria - 15. oktober 1968 Norge - 27. juli 1932 Pakistan - 9. juni 1960 Panama - 4. december 1970
1 a b Papua New Guinea - 16. september 1975 Paraguay - 14. januar 1969 Philippinerne - 29. maj 1973 Polen - 4. februar 1929
1 a b Portugal - 1. juli 1930 Qatar - 16. september 1976
1 a b Rumænien - 23. august 1929 Rwanda - 25. juni 1964 Saudi Arabien - 27. januar 1971 Schweiz - 12. juli 1932
1 a b 2 Seychellerne Sierra Leone - 20. marts 1967
1 a b 2 Singapore
1 a b Sovjetunionen - 5. april 1928
1 a b Spanien - 22. august 1929 Sri Lanka - 20. januar 1954
1 a b 5 Storbritannien - 9. april 1930 Sudan - 17. december 1980
1 c 4 Surinam Sverige - 25. april 1930
1 a b 2 Swaziland
1 a b Sydafrika - 22. januar 1930
1 d Syrien - 17. december 1968 Tanzania - 22. april 1963 Thailand - 6. juni 1931
1 b Tjekkoslovakiet - 16. august 1938 Togo - 5. april 1971 Tonga - 28. juli 1971 Trinidad og Tobago - 30. november 1970 Tunesien - 12. juli 1967 Tyrkiet - 5. oktober 1929 Den tyske demokratiske Republik Forbundsrepublikken Tyskland - 25. april 1929 Uganda - 24. maj 1965 Ungarn - 11. oktober 1952 Uruguay - 12. april 1977 Vatikanstaten - 18. oktober 1966 Venezuela - 8. februar 1928
1 a b Vietnam - 23. september 1980
1 b Den arabiske Republik Yemen (Sana) - 17. marts 1971
1 a b 2 Zambia Østrig - 9. maj 1928
Forklaringer:
1. a, b, c, d. Med følgende forbehold over for protokollen:
a Bindende kun for så vidt angår andre tilsluttede.
b Ophører med at være bindende, hvad angår enhver fjendtlig stats
væbnede enheder eller allierede, som ikke overholder
bestemmelserne.
c Ophører med at være bindende for så vidt angår brug af kemiske
midler mod enhver fjendtlig stat, hvis væbnede enheder eller
allierede ikke overholder bestemmelserne.
d. Indbefatter ikke godkendelse af eller involverer traktatmæssige
relationer i forhold til Israel.
2 I kraft af aftale med tidligere moderstater eller anmeldelse til De
Forenede Nationers generalsekretær om fortsættelse af
traktatmæssige rettigheder og pligter ved uafhængighed.
3 Gælder for alle franske besiddelser.
4 Gældende for Surinam og Curacóao.
5 Binder ikke Indien eller noget medlem af Det britiske Statssamfund,
som er selvstændigt medlem af Folkeforbundet, og som ikke separat
underskriver eller tilslutter sig protokollen. Den er gældende for
alle kolonier.
6 Tilslutningen blev afgivet 12. juni 1978, men den franske regering
har anmodet om, at tilslutningen træder i kraft ved den franske
notifikation af 19. februar 1979.
7 Inkluderet i den franske erklæring. Fortsat tilslutning er åbenbart
ikke besluttet.
*) Kilde: »Arms and Disarmament Agreements«, 1982, udgivet af United
Stats Arms Control and Disarmament Agency (uofficiel
oversættelse).
Bilag 3
Uddrag af SIPRI Yearbook 1976
11. Geneve-protokollen av 1925 om kjemisk og bakteriologisk
krigføring og dens nåværende status
17. juni 1975 var det gått 50 år siden det i Geneve ble undertegnet
en protokoll om forbud mot krigerisk bruk av kvelende, gigtige og
andre gasser og mot bakteriologisk krigføring. Avtalen var kommet
i stand på grunnlag av de rystende erfaringene fra første
verdenskrig, der minst 125 000 tonn giftige kjemikalier ble brukt
og tapene i denne forbindelse gikk opp i hele 1 300 000.
Geneve-protokollens historiske betydning ligger i at det ble satt en
folkerettslig barriere, »som er forpliktende både for statenes
samvittighet og praksis«, mot holdninger som generelt sett var
blitt fordømt av offentligheten i hele den siviliserte verden. Den
har imidlertid en svakhet, og denne er den samme som gjelder alle
krigens lover; de regler som settes opp for krigførende makter i
fredstid holder ofte ikke stand mot det press som oppstår i
krigstid. Og etter 1925 har faktisk kjemiske våpen blitt brukt ved
flere anledninger. Men i alle disse tilfellene har den
internasjonale indignasjon og fordømmelse vært så sterk at det er
blitt klart at de folkerettslige reglene er alment godtatte, og at
Geneve-protokollen gir uttrykk for dette. Det er i stor
utstrekning protokollens fortjeneste at den kjemiske krigførings
historie etter den første verdenskrig har vist relativ beherskelse
og at ingen bakteriologiske våpen er blitt brukt i moderne tid.
Ikke desto mindre kan under visse omstendigheter de våpnene som er
forbudt i Geneve-protokollen bli brukt, og denne faren vil ikke
forsvinne så lenge som de er tilstede i statens militære
arsenaler.
I løpet av de siste 50 år har man funnet frem til nye og giftigere
forbindelser enn de som ble brukt under den første verdenskrig, og
spredningsmetodene er blitt sterkt forbedret. Hvis disse nye
våpnene noensinne skulle bli brukt i større omfang, ville de
forårsake enorme tap i menneskeliv, større enn noensinne
tidligere, og sivile personer ville bli enda mer utsatt enn
militært personell. Hele den samfunnsstruktur og det miljø vi
lever i ville bli berørt. Bare absolutt stans i utviklingen og
produksjonen av disse våpnene, og ødeleggelse av eksisterende
lagre, vil kunne eliminere denne faren. Det første skritt i denne
retning er allerede blitt gjort i og med undertegnelsen av
konvensjonen om biologisk nedrustning. Likevel venter vi fremdeles
på en avtale om forbud mot utvikling, fremstilling og lagring af
kjemiske våpen, og dette til tross for mange års internasjonale
forhandlinger. Og disse er faktisk langt viktigere enn biologiske
våpen. I mellomtiden er det oppstått en ny fare, faren for at det
vil bli innført såkalt binærgass. Dette er en form for ammunisjon
som er ladet med to eller flere ikke-giftige kjemikalier som
blandes og reagerer underveis mot målet og der reaksjonsproduktet
er en nervegass. Når disse våpnene først er deployert, kan
vanskelighetene i forbindelse med de kjemiske
nedrustningsforhandlingene med hensyn til kontroll med at en
eventuell avtale overholdes, øke i den grad at en avtale blir så å
si umulig. Det er derfor meget nødvendig å nå frem til raske
tiltak på dette området. Men slike tiltak bør ikke forhindre
ytterlige tiltak for å styrke Geneve-protokollen.
I og med at USA ganske nylig har undertegnet Geneve-protokollen, er
allerede alle stater av militær viktighet forpliktet av den. Men
mange stater er fremdeles ikke med, for bare 94 stater har
undertegnet den. (Ikkemedlemmene, i og utenfor FN, fremgår av
fortegnelsen som er gitt nedenfor). Men kjemisk krigføring vil
sannsynligvis lettere kunne oppstå mellom mindre land enn mellom
stormaktene. FN har flere gange anbefalt at statene generelt
skulle slutte seg til Geneve-protokollen, for dette ville styrke
den betraktelig. Dessuten bør alle parter godta at protokollen
anvendes på alle væpnede konflikter.
Det kan også synes ønskelig at enkeltstatene formelt bekrefter at
Geneve-protokollen er altomfattende. En slik erklæring ville måtte
bli gitt i overensstemmelse med FNs Hovedforsamlings resolusjon i
1969, der det heter at protokollens forbud gjelder bruk av alle
biologiske og kjemiske krigføringsmetoder, uansett teknisk
utvikling.
Videre bør de reservasjoner som en rekke stater har knyttet til
protokollen og som begrenser dens virkninger for de stater som er
med i den utelukkende til et forbud mot første bruk, trekkes
tilbake slik at forbudene blir mer universelle og absolutte. Under
alle omstendigheter er reservasjonen med hensyn til å bruke
bakteriologiske metoder i krigføring mot stater som ikke er med i
konvensjonen eller som gjengjeldelse klar uforenlig med
konvensjonen for fullstendig utelukkelse av biologiske våpen. Den
bør derfor erklæres død og maktesløs.
Endelig ville Geneve-protokollens effektivitet kunne økes hvis man
ble enige om en internasjonal fremgangsmåte når det gjelder å
kontrollere påstanden om brudd på avtalen. Erfaringene hittil har
klart påvist behovet for en slik fremgangsmåte.