Gelex

1985 BSF 21 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBUD MOD REGISTRERING AF TELEFONSAMTALER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00021@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om

forbud mod uopfordret registrering af telefonsamtaler.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Markedsføringen af nyt udstyr til registrering af telefonsamtaler har

som konsekvens, at der kan foretages registrering af bl.a. de

ansattes brug af arbejdsgiverens telefon eller af hotelgæsters

brug af hotellets telefon. Denne mulighed indebærer en risiko for

misbrug, som efter forslagsstillernes opfattelse er en krænkelse

af den personlige integritet. Det foreslås derfor, at uopfordret

registrering af telefonsamtaler forbydes.

Forslaget er principielt en genfremsættelse af forslag til lov om

ændring af borgerlig straffelov. (Forbud mod registrering af

telefonsamtaler) (L 47). Se Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 1280 og 2495 samt tillæg A sp. 1157. Der er

dog sket den ændring, at forslaget nu er udformet som et

beslutningsforslag, hvor det tidligere var udformet som et

lovforslag om at inddrage registrering af andre menneskers

telefonsamtaler under straffelovens bestemmelser om visse typer af

fredskrænkelser.

Baggrunden for denne ændring er, at et flertal i folketinget under 1.

behandling af L 47 (den 22. november 1984, se Folketingstidende,

forhandlingerne, sp. 2495 ff) var positive over for et forbud mod

registrering af andre menneskers telefonsamtaler, men man fandt

det uhensigtsmæssigt at gennemføre forbuddet på den af

forslagsstillerne foreslåede måde. Stemningen var tilsyneladende

mest for at indføre forbuddet gennem registerlovgivningen.

Ganske vist er forslagsstillerne selv skeptiske over for, om

registerlovgivningen tilstrækkelig effektivt vil kunne anvendes,

i særdeleshed fordi det ikke blot drejer sig om at standse

egentlig registrering, men også om at hindre, at der i det hele

taget fremskaffes oplysninger om andre menneskers telefonsamtaler.

Forslagsstillerne har alligevel valgt at se bort fra denne skepsis

og genfremsætte forslaget som beslutningsforslag med den

konsekvens, at folketinget og regeringen kan vælge lige præcis den

metode, man finder passende, hvis formålet blot opnås.

Den nuværende retstilstand

Bestemmelserne om indgreb i meddelelseshemmeligheden har i årenes løb

gennemgået justeringer bl.a. under hensyn til den tekniske

udvikling. I den borgerlige straffelov fra 1866 handlede den

daværende § 222 således om brevhemmeligheden. Men i den borgerlige

straffelov fra 1930 udvidedes anvendelsesområdet til også at

omfatte unddragelse af breve og krænkelse af andres gemmer.

Den nuværende formulering af lovens § 263, stk. 1, er vedtaget ved

lov nr. 89 af 29. marts 1972 på grundlag af straffelovrådets

betænkning nr. 601/1971. Formuleringen tog angiveligt udgangspunkt

i de nye teknologiske muligheder, bl.a. spionudstyr,

minifotoudstyr og aflytningsudstyr.

Straffelovrådet pegede i betænkningen på, at der savnedes

bestemmelser om aflytning med skjult apparat, fotografering på

privat område og andres udnyttelse af informationer m.v., der var

opnået f.eks. gennem hemmelig aflytning.

Det lå uden for såvel straffelovrådets som folketingets

problemformulering, at der eventuelt ville kunne foretages

registrering af telefonsamtaler; men det fremgik af flere indlæg

under folketingets 1. behandling af lovforslaget den 1. december

1971 (Folketingstidende 1971-72, forhandlingerne sp. 1090 ff), at

den løbende teknologiske udvikling kunne føre til nye muligheder,

som måtte finde udtryk i ændret lovgivning.

Allerede med den nuværende formulering af lovens § 263, stk. 1, kan

der rejses berettiget tvivl om lovligheden af registrering af

telefonsamtaler. Således er det almindeligt antaget, at

brevhemmeligheden er beskyttet i det omfang, brevet er lukket,

mens de ydre kendetegn og åbne forsendelser i øvrigt (postkort

eller tryksagsforsendelser) samt navn på adressat og afsender ikke

er beskyttet. Men forslagsstillerne finder det uhensigtsmæssigt at

forsøge at uddrage eventuelle paralleller af denne antagelse. En

parallel måtte i givet fald gå ud på, at nummeret på den abonnent,

der kaldes, er beskyttet, fordi det ikke er umiddelbart

tilgængeligt; men konstruktionen virker ikke skudsikker.

Der vil næppe heller kunne håndhæves et forbud med den nugældende

formulering af registerlovgivningen. Registertilsynet har på

foranledning af en konkret sag den 14. juni 1984 udtalt, at

registreringsudstyret må karakteriseres som elektronisk

databehandling og som sådant være omfattet af lov om private

registre. Men tilsynets konklusion bliver, at registrering af

samtaler er lovlig, når den benyttes som afregningsgrundlag på en

række hoteller. Tilsynet accepterer også registrering af ansattes

samtaler på arbejdspladsen, hvis de blot er orienteret herom på

forhånd. Registertilsynet har i denne konkrete afgørelse lagt vægt

på, at § 3, stk. 1, i lov om private registre er overholdt.

Forslagets udformning

Som nævnt er forslaget udformet, så forslagsstillerne ikke på forhånd

har lagt sig fast på den nærmere udformning af den lovgivning, som

skal føre til et forbud mod registrering af andres

telefonsamtaler.

Udgangspunktet er dog fortsat, at en sådan aflytning er et indgreb i

den personlige integritet, og forslagsstillerne kan derfor ikke

tillægge det nogen betydning, om den enkelte er orienteret på

forhånd eller ej. Et indgreb i den personlige integritet vil

oftest være præcis lige så indgribende, selv om den enkelte er

orienteret på forhånd. Forslagsstillerne finder det også helt uden

betydning, hvem der ejer den registrerede telefon (dybest set er

det vel egentlig telefonselskabet), idet der i forvejen er en lang

række begrænsninger i arbejdsgiverens rettigheder over for den

ansatte, uanset om arbejdspladsen nok så meget ejes af

arbejdsgiveren. Der kan derfor intet udledes af dette forhold.

Det afgørende for forslagsstillerne er, at registrering af andres

telefonsamtaler skal forbydes gennem en klar lovbestemmelse, og

forslaget går ud på at opfordre regeringen til at fremsætte et

lovforslag herom. Det siger naturligvis sig selv, at hvis f.eks.

en hotelgæst selv beder om et specificeret bilag til regningen,

indeholdende numre på de kaldte abonnenter, så er der intet til

hinder for noget sådant, hvis hotellet i øvrigt har det fornødne

udstyr.

Versioner

  1. 1988-05-21