Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00022@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at tilvejebringe den fornødne

kapacitet til, at Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp kan

udføre deres funktioner over for flygtninge og asylansøgere på en

sådan måde,

- at aktiviteterne spredes bedst muligt geografisk under hensyn til

muligheden for at opnå lokalbefolkningens aktive medvirken, og

- at de lokale centre opnår den optimale størrelse under hensyn til

de opgaver, som skal løses i disse centre,

om nødvendigt gennem fremsættelse af lovforslag, der giver regeringen

fornøden lovhjemmel til at pålægge de enkelte kommuner en

forpligtelse til at anvise private eller kommunale faciliteter i

fornødent omfang.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Situationen for de asylansøgere og flygtninge, som opholder sig i

Danmark, er i stigende grad blevet kaotisk. Det har i september

1985 været nødvendigt at tage telte i brug for at fremskaffe de

fornødne pladser, og fra forskellige egne af landet har der været

udtrykt betænkelighed ved, at indkvarteringen af flygtninge styres

efter tilfældighedens princip, f.eks. med baggrund i, hvor der

findes tomme eller fallerede hoteller.

Sådanne betænkeligheder har intet som helst at gøre med racisme eller

modstand mod flygtningene eller dansk flygtningepolitik. Tværtimod

er kritikken rejst af nogle af de mennesker, som gennem en

frivillig og uegennyttig indsats har været med til at støtte

flygtningene, og som på ingen måde kan siges at være negativt

indstillet.

Dette gælder f.eks. en række af de udtalelser, som lokale beboere

fremsatte om planerne om indkvartering af et større antal

flygtninge ved Slette strand. Beboerne pegede bl.a. på, at det

ville være helt umuligt for disse små bysamfund at yde en

tilstrækkelig indsats over for flygtningene, holde kontakt til

dem, inddrage dem i lokalsamfundets aktiviteter og støtte dem

moralsk og psykisk.

Situationen for Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp har på den

anden side været umulig. De to organisationer har måttet affinde

sig med de faciliteter, som de tilfældigvis har kunnet skaffe, og

at tage andre hensyn end de rent fysiske har været en luksus, som

de ikke har kunnet tillade sig.

Forslagsstillerne er helt overbevist om, at de fornødne faciliteter

findes, og at det kun er et spørgsmål om, at de rette myndigheder

får til opgave at finde dem. Denne opgave kan ikke være

uoverkommelig, da flygtningetallet fortsat kun er af

størrelsesordenen 2 promille af befolkningen, svarende til at en

kommune med f.eks. 50.000 indbyggere skal finde ca. 100 pladser,

hvis forpligtelsen fordeles ligeligt. Dette er dog ikke meningen

med dette forslag, jfr. nedenfor. Efter forslagsstillernes

opfattelse er kommunerne de mest velegnede til at finde frem til

egnede lokaliteter, da de har det bedste overblik over det lokale

område og de eventuelle ledige faciliteter, som findes.

Forslaget tilgodeser flere forskellige formål på en gang:

For det første er det et mål i sig selv at skaffe de fornødne

faciliteter, så det undgås, at flygtningene skal opholde sig i

telte.

For det andet ønskes flygtningene spredt så meget, at de lokale

samfund får en reel mulighed for at iværksætte den nødvendige

indsats med at integrere dem, holde kontakt til dem og give dem

den fornødne støtte. Dette indebærer, at der må sættes en

maksimumsgrænse for, hvor mange flygtninge det er hensigtsmæssigt

at placere i et lokalsamfund; men hvis alle kommuner eller blot en

væsentlig del af dem tager imod flygtninge, er der ingen problemer

i at begrænse flygtningetallet andre steder.

For det tredje skal flygtningene placeres, så det bliver muligt for

de lokale centre at fungere optimalt. Dette betyder, at der også

må sættes en minimumsgrænse for, hvor mange pladser der skal

findes i de enkelte lokalsamfund. Det skal dog bemærkes, at

centerfunktionen udmærket - måske endog optimalt - kan varetages

med et flygtningetal på 50-70 hvert sted.

For det fjerde skal forslaget modvirke racisme, fordi det bliver

lettere at afmystificere flygtningene ved, at de møder

lokalbefolkningen og lettere glider ind i det lokale samfunds

funktioner og det lokale foreningsliv. Det er en kendt sag, at

racismen er størst i de befolkningsgrupper, som aldrig har mødt en

flygtning eller indvandrer, og mindst i de befolkningsgrupper, som

har en jævn og afslappet kontakt til flygtninge og indvandrere.

Forslaget går ud på at pålægge regeringen at fremskaffe egnede

faciliteter, om nødvendigt gennem vedtagelse af et egentligt

lovforslag, som giver regeringen egentlig lovhjemmel til at

pålægge den enkelte kommune at anvise et antal pladser, næppe

under 50, til flygtningene. Faciliteterne skal stilles til

rådighed for Dansk Røde Kors og/eller Dansk Flygtningehjælp efter

behov, og forslaget tager således sigte på at løse

kapacitetsproblemerne i de to første faser af flygtningenes ophold

i Danmark. Efter forslagsstillernes opfattelse ville det bedste

være, om kommunerne frivilligt påtog sig at anvise det

tilstrækkelige antal pladser, og derfor er forslaget ikke i første

omgang udformet som et lovforslag, der kunne give regeringen

hjemmel til at pålægge kommunerne opgaven; men hvis dette viser

sig umuligt, eller hvis et antal kommuner søger at unddrage sig

denne i første omgang moralske forpligtelse, finder

forslagsstillerne det nødvendigt at udstyre regeringen med en

decideret hjemmel til at pålægge kommunerne at løse opgaven. Efter

forslaget kan kommunerne selv vælge, om de vil anvise kommunalt

ejede eller privat ejede faciliteter. Udgifterne betales efter

samme regler som hidtil, hvorfor forslaget ikke vil medføre

merudgifter for nogen offentlig instans.

Forslaget kunne udmøntes på den måde, at hver kommune skulle anvise

faciliteter svarende til f.eks. 2 promille af befolkningstallet.

Dette ville imidlertid indebære, at de mindste kommuner kun skulle

skaffe 10-20 pladser, hvilket ville vanskeliggøre en praktisk og

rationel drift af centrene. Derfor ville det være bedre, at alle

kommuner eller i hvert fald de fleste kommuner skulle stille

f.eks. 50 pladser til rådighed, også selv om flygtningetallet på

denne måde ville udgøre 1 pct. af befolkningen. Forslagsstillerne

finder under alle omstændigheder et sådant flygtningetal uhyre

beskedent og har heller ingen betænkeligheder, selv om tallet

måtte udgøre 2, 3 eller 4 pct. af en kommunes indbyggertal. Med

det begrænsede antal flygtninge, der har ophold i Danmark, er der

imidlertid kun undtagelsesvis begrundelse for en så stor

flygtningeandel i en enkelt kommune.

Hvis hver kommune finder ca. 50 pladser og kommuner med mere end

f.eks. 20.000 indbyggere anviser et yderligere antal, svarende til

befolkningstallet, er der allerede en rigelig kapacitet. Men af

hensyn til en rationel og fleksibel planlægning i Dansk Røde Kors

og Dansk Flygtningehjælp er en vis overkapacitet at foretrække, så

organisationerne har valgmuligheder og kan klare de situationer,

som følger af den ujævne tilgang af asylansøgere.

Forslagsstillerne er fordomsfrie med hensyn til forslagets konkrete

udmøntning, og de ovennævnte talstørrelser skal derfor først og

fremmest illustrere, at det akutte problem er beskedent, hvis de

lokale myndigheder i højere grad inddrages i arbejdet og hver især

yder et bidrag. Tallene illustrerer en blandt mange andre

løsningsmodeller, og forslagsstillerne ønsker at understrege, at

der udelukkende er tale om et eksempel, og at fleksibilitet er

vigtigere end firkantede modeller. Det kan godt tænkes, at der

findes kommuner, hvor det er uhensigtsmæssigt overhovedet at

anbringe asylansøgere og flygtninge.

Forslaget indebærer således ikke, at alle landets kommuner

øjeblikkelig skal gå i gang med at anvise pladser. Men så mange

kommuner skal gå i gang, at der hurtigt fremskaffes kapacitet til

at løse de nuværende problemer og samtidig opbygges en vis

reservekapacitet. Inddragelsen af kommunerne også i denne fase af

flygtningearbejdet tilsigter således primært at tilvejebringe et

styringsinstrument, hvori kommunerne udgør den aktive og

udadvendte faktor.

Forslagsstillerne håber, at kommunerne frivilligt påtager sig

opgaven; men hvis en række kommuner søger at unddrage sig

forpligtelsen, eller hvis f.eks. de velstillede kommuner bliver

genstridige, er det af hensyn til helheden, flygtningene og de

øvrige kommuner nødvendigt at skride til lovgivning.

I første omgang går forslaget imidlertid kun ud på at pålægge

regeringen ansvaret; men det er en selvfølge, at dette ansvar må

udøves i samarbejde med de enkelte kommuner, idet

forslagsstillerne ikke har forventning om, at regeringen selv vil

have mulighed for at løse problemet og fremskaffe den nødvendige

kapacitet.

Bilag

Uddrag af bilag til justitsministerens redegørelse for regeringens

initiativer på flygtningeområdet af 16. september 1985

(retsudvalget, alm. del - bilag 601)

Ansøgningsperioden

Tilværelsen for en flygtning, som kommer her til landet og melder sig

som asylansøger, vil, såfremt han bliver meddelt opholdstilladelse

her i landet som flygtning, kunne inddeles i tre forskellige

perioder eller faser. Første periode er ansøgningsperioden

(præasylfasen), det vil sige det tidsrum, der går fra det øjeblik,

udlændingen kommer her til landet og meddeler, at han vil søge

asyl, til det tidspunkt, direktoratet for udlændinge eller

flygtningenævnet har meddelt vedkommende flygtningestatus og

opholdstilladelse her i landet. Hvis ansøgeren får asyl, er det

herefter socialministeriet, der i samarbejde med Dansk

Flygtningehjælp forbereder flygtningens tilværelse her i landet på

længere sigt (integrationsfasen). Sidste periode er den egentlige

bosætningsfase, hvor flygtningen på lige fod med danske

statsborgere og på samme måde som andre indvandrere skal etablere

sig i det danske samfund.

I det følgende beskrives disse faser nærmere.

For så vidt angår nyankomne asylansøgere er der fra den 1. marts 1985

indført den ordning, at de straks efter indrejsen indlogeres på et

af de i samarbejde med Røde Kors etablerede modtagelsescentre -

Kongelunden eller Middelgrunden.

Umiddelbart efter modtagelsen informeres asylansøgerne om deres

retsstilling. Dette sker blandt andet i form af foredrag på

asylansøgernes eget sprog samt forevisning af lysbilleder.

Justitsminister Erik Ninn-Hansen har endvidere taget initiativ

til, at der udarbejdes en pjece, der snart er færdig, indeholdende

blandt andet oplysninger om danske forhold, der skal udleveres til

asylansøgerne.

Under opholdet på modtagelsescentrene bliver asylansøgerne desuden

helbredsundersøgt.

Den nødvendige grundige afhøring af den enkelte asylansøger sker ved

politiets foranstaltning i løbet af de første 2-4 uger efter

asylansøgerens modtagelse her i landet, medens denne opholder sig

i modtagelsescenteret. Når politiets undersøgelse er afsluttet,

bliver asylansøgerne overført til et opholdscenter.

Direktoratet for udlændinge træffer herefter afgørelse i sagen. En

sådan afgørelse vil på nuværende tidspunkt i almindelighed

foreligge i løbet af de første 2 måneder efter asylansøgerens

indrejse.

I nogle sager vil det være nødvendigt at indhente yderligere

oplysninger vedrørende forhold i ansøgerens hjemland eller

foretage fornyet afhøring, og længere sagsbehandlingstid kan

derfor forekomme. Det samme gælder, hvis sagen indbringes for

flygtningenævnet.

Opholdstilladelse efter flygtningereglerne giver kun, hvis den

pågældende er omfattet af FNs flygtningekonvention

(konventionsflygtninge), eller såfremt det af lignende grunde som

anført i konventionen eller andre tungtvejende grunde ikke bør

kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland.

Omfattet af FNs flygtningekonvention er enhver person, der »som følge

af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race,

religion, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller

sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i

hvilket han har statsborgerret, som ikke er i stand til - eller på

grund af sådan frygt ikke ønsker - at søge dette lands

beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund

af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han

tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til - eller på

grund af sådan frygt ikke ønsker - at vende tilbage dertil«.

Det er således ikke alle, som søger politisk asyl, som opnår status

som flygtninge. Det sker kun, hvis ansøgeren findes at opfylde

disse udtrykkelige betingelser. Det er således ikke en ubetydelig

del af ansøgerne, som nægtes asyl, og som herefter udrejser af

landet.

Det var tidligere således, at der i direktoratet for udlændinge

havde ophobet sig en sagspukkel.

Denne sagspukkel er nu afviklet, idet justitsminister Erik

Ninn-Hansen indsatte et betydeligt ekstramandskab både i politiet

og direktoratet for udlændinge.

Direktoratet og politiet behandler således for tiden ca. 200 sager

pr. uge.

Som ovenfor nævnt opholder asylansøgerne sig, mens sagen behandles af

direktoratet for udlændinge og eventuelt flygtningenævnet, på de

af justitsministeriet oprettede asylcentre, som ifølge en mellem

justitsministeriet og Dansk Røde Kors indgået aftale drives af

Dansk Røde Kors.

Der er ud over de 2 modtagelsescentre i alt 13 opholdscentre placeret

på Sjælland og i Jylland, hvorved ca. 2300 personer kan

indkvarteres. Der er p.t. indkvarteret ca. 1900 asylansøgere på

disse centre.

Samtlige udgifter til ophold under sagens behandling afholdes af

justitsministeriet, herunder lejeudgifter, lønninger til Røde

Kors, forplejning, tøj, lægehjælp, transport, lommepenge m.v. Det

kan oplyses, at udgifterne i alt andrager ca. 200 kr. pr. dag pr.

asylansøger eller svarende til ca. 6.000 kr. pr. måned. Særlig om

lommepenge bemærkes, at de for tiden udgør ca. 20 kr. pr. dag.

Asylansøgerne skal heraf selv afholde udgifter til personlige

fornødenheder såsom sæbe, tobak m.v.

På centrene er gennemsnitligt et personale på ca. 5

centermedarbejdere og 1 sygeplejerske pr. 100 asylansøgere, idet

det forudsættes, at asylansøgerne i dagligdagen selv hjælper til

med rengøring, madlavning m.v.

På asylcentrene udøver Dansk Røde Kors sin almindelige sociale og

humanitære virksomhed.

Udgifterne hertil og til tilvejebringelse af de fornødne faciliteter

i centrene til fritidsbeskæftigelse, sport med videre udgør 2 kr.

pr. dag pr. asylansøger og afholdes af justitsministeriet.

Såfremt de pågældende er eller kommer i besiddelse af tilstrækkelige

andre midler, skal udgifterne vedrørende underhold m.v. i

præasylfasen refunderes staten.

Det er et grundlæggende princip, at asylansøgere ikke under

asylsagens behandling kan have lønnet eller ulønnet beskæftigelse

med videre. Den hertil fornødne arbejdstilladelse vil i givet fald

først blive meddelt i forbindelse med, at den pågældende opnår

asyl.

Det gælder i det hele taget, at den integration, som indebærer blandt

andet organiseret sprogundervisning, arbejdstilbud og fast bolig,

først iværksættes, når en asylansøger opnår opholdstilladelse. For

så vidt angår børn i den skolepligtige alder vil der imidlertid

blive søgt organiseret undervisning for disse på et tidligt

tidspunkt efter deres ankomst her til landet.

Hvis ansøgeren får asyl

Såfremt en asylansøger opnår opholdstilladelse efter

flygtningereglerne, tager Dansk Flygtningehjælp sig herefter af

flygtningens forsorg og integration. Midlerne til dette arbejde -

såvel til de individuelle bistandsydelser som til personale og

drift - får Dansk Flygtningehjælp stillet til rådighed over

særlige bevillinger fra socialministeriet.

Overgivelsen til Dansk Flygtningehjælp sker efter nærmere aftale

mellem justitsministeriet og Dansk Flygtningehjælp.

Justitsminister Erik Ninn-Hansen har besluttet at forlænge den

overgivelsesperiode, der hidtil har været gældende, for at give

flygtningehjælpen bedre mulighed for at tilrettelægge

integrationen på den mest hensigtsmæssige måde. Med samme formål

har justitsministeren bestemt, at flygtningehjælpen på et tidligt

tidspunkt skal have adgang til oplysninger om asylansøgernes

personlige forhold og baggrund m.v.

Dansk Flygtningehjælp hjælper typisk flygtningene i en periode på ca.

18 måneder, hvorefter kommunerne overtager opgaven, hvis der

stadig er behov for hjælp. Dansk Flygtningehjælp er i gang med at

vurdere, hvordan integrationsperiodens længde kan nedsættes; det

vil for eksempel være muligt for enlige og veluddannede

flygtninge.

Begrundelsen for at anvende en særlig organisation til

integrationsbistand til flygtninge fremfor det almindelige sociale

apparat i kommunerne er først og fremmest af praktisk art. Det er

nødvendigt med en instans, der kan fordele flygtningene ud i

samfundet og koordinere etableringen af de faciliteter og rammer,

som den stærkt varierende og ofte akutte opgave kræver.

Når man fra statens side benytter en privat organisation som Dansk

Flygtningehjælp til denne opgave, er der tale om en tradition, som

går tilbage til flygtningehjælpens start i 1956, hvor Danmark

modtog 1.400 ungarske flygtninge. Det har vist sig hensigtsmæssigt

i mange henseender at gøre brug af en privat organisation og især

en organisation med den brede folkelige støtte og opbakning, som

Dansk Flygtningehjælp har i kraft af sin struktur som en

samarbejde mellem 12 store humanitære og folkelige organisationer.

I den første tid under Dansk Flygtningehjælp får flygtningene ophold

i integrationscentre. Disse centre er placeret rundt om i landet.

I begyndelsen af opholdet her orienteres flygtningene om danske

forhold, og flygtningehjælpen sørger for tilmelding til

folkeregister, udstedelse af CPR-kort, tilmelding til skole og

danskundervisning m.v. samt boligplacering.

Dansk Flygtningehjælp gennemfører i integrationsfasen

voksenundervisning. I bosætningsfasen kan flygtningene følge

aftenskoleundervisning på lige fod med andre indvandrere.

Flygtningene gives her undervisning i dansk sprog og i danske

samfundsforhold. Denne undervisning er gratis for deltagerne, idet

kommunerne og staten hver betaler 50 pct. af udgifterne til

lærerløn og lederhonorar.

Et forslag om ny lov om undervisning af voksne indvandrere - herunder

flygtninge - er under udarbejdelse i undervisningsministeriet.

Efter forslaget vil det blive en pligt for det offentlige at sørge

for, at voksne indvandrere kan få undervisning, der gør det muligt

for dem at fungere i det danske samfund.

For at fremme integrationsbestræbelserne har der i de seneste år med

støtte via undervisningsministeriet været gennemført en række

projekter og udviklingsarbejder. Gennem vedtagelsen af den nye lov

om undervisning af voksne og indvandrere skulle undervisningen

kunne samordnes og koordineres på en måde, der gør det muligt at

fremsætte relevante undervisningstilbud, der kan fremme

integrationsbestræbelserne.

Allerede i integrationsfasen optages børn i folkeskolen, hvor de

blandt andet modtager intensiv danskundervisning.

I løbet af kort tid udkommer hæftet »Vore nye elever«, der er

beregnet som oplysningsmateriale til lærere i gymnasieskolerne.

Dette hæfte redegør for indvandrernes baggrund, deres kultur og

sprog.

Efter opholdet i integrationscentrene, der hidtil gennemsnitlig har

været 8 måneder, placeres flygtningene i selvstændige boliger, som

Dansk Flygtningehjælp stiller til rådighed.

Versioner

1. 1988-05-21