Gelex

1985 BSF 23 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NATURBESKYTTELSE OG NATURGENOPRETNING

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00023@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1986-87 at

iværksætte initiativer vedrørende naturbeskyttelse og

naturgenopretning med bl.a. følgende elementer:

1. Ændringer i lovgivningen vedrørende den fysiske planlægning,

naturfredningsloven og miljøbeskyttelsesloven med det formål at

sikre bedre beskyttelse, forbedret tilsyn og pleje af

karakteristiske og højværdige naturområder (vandløb og søer samt

deres omgivelser, ferske enge og strandenge, moser, heder,

klitter, tunneldale m.fl.).

2. Foranstaltninger, der sikrer, at marginale jorder i højere grad

anvendes som naturområder (græsenge, skove, vandhuller, småsøer

m.v.).

3. En samling i miljøministeriet af den statslige arealadministration

vedrørende områder, hvor den naturmæssige interesse er væsentlig.

4. Oprettelse af en naturfond, der i samarbejde med statslige og

kommunale myndigheder kan forestå opkøb af værdifulde

naturarealer, herunder marginaljorder, med henblik på fastholdelse

eller etablering af en ønsket naturtilstand.

Folketinget opfordrer desuden regeringen til inden udgangen af

februar 1987 at give folketingets miljø- og planlægningsudvalg en

redegørelse om arbejdet med ovenstående 4 områder.

Oprindeligt fremsat beslutningsforslag

Blad nr 76

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsårene 1985-86 og

1986-87 at iværksætte initiativer vedrørende naturbeskyttelse og

naturgenopretning med bl.a. følgende elementer:

1. Ændringer i lovgivningen vedrørende den fysiske planlægning,

naturfredningsloven og miljøbeskyttelsesloven med det formål at

sikre bedre beskyttelse, forbedret tilsyn og pleje af

karakteristiske og højværdige naturområder (vandløb og søer samt

deres omgivelser, ferske enge og strandenge, moser, heder,

klitter, tunneldale m.fl.).

2. Foranstaltninger, der sikrer, at marginale jorder i højere grad

anvendes som naturområder (græsenge, skove, vandhuller, småsøer

m.v.).

3. En samling i miljøministeriet af den statslige arealadministration

vedrørende områder, hvor den naturmæssige interesse er væsentlig.

4. Oprettelse af en naturfond, der i samarbejde med statslige og

kommunale myndigheder kan forestå opkøb af værdifulde

naturarealer, herunder marginaljorder, med henblik på fastholdelse

eller etablering af en ønsket naturtilstand.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Størstedelen af det danske naturlandskab er et kulturlandskab. Meget

få arealer er ikke kultiverede. Alligevel rummer den danske natur

en række karakteristiske højværdige områder, der i dag er truede

af den igangværende udvikling.

Hovedformålet med beslutningsforslaget er at forstærke den indsats,

der gøres for at beskytte eksisterende naturværdier og genoprette

tabte, idet både forurening og hård udnyttelse truer disse

områder.

En række naturtyper, der udgør grundlaget for en alsidig flora og

fauna, er i tilbagegang. Det gælder vandløb og søer samt deres

omgivelser, ferske enge og strandenge, lavvandede salt- og

brakvande, moser, heder, klitter, tunneldale, løvskove,

vandhuller, overdrev m.fl. Løvtræsarealerne i skovene reduceres,

antallet af vandhuller mindskes.

Konsekvensen er bl.a., at der gennem de seneste årtier har kunnet

registreres en stadig forringelse af den danske dyre- og

planteverden. Denne foruroligende udvikling er nærmere beskrevet i

fredningsstyrelsens »Status over den danske dyre- og

planteverden«, 1980, og i miljøministeriets publikation »Miljøet«,

en grundbog om miljøpåvirkninger og miljøets tilstand i Danmark',

1984. Det fremgår heraf bl.a., at op imod 15 pct. af de danske

plantearter er truede. Det samme gælder for ca. 20 pct. af de

ynglende fuglearter. Tilsvarende problemer findes for fisk, der

yngler i ferske vande og lavvandede havområder. Det har også

været nødvendigt at frede padder og krybdyr for at forhindre, at

de uddør.

Forureningen er især alvorlig for vådområderne (vandløb, søer,

vandhuller, moser og lavvandede salt- og brakvande). 2/3 af vores

søer er stærkt eutrofierede, dvs. ved at dø på grund af forurening

og tilførsel af næringsstoffer. I de ca. 40.000 km åbne vandløb er

vandmængden reduceret betragteligt siden århundredskiftet. Kun

godt 2 pct. af vandløbene (ca. 880 km) er naturlige såkaldte

mæander-vandløb. I de sidste 10 år er der dog sket en mindre

forbedring af vandløbenes tilstand, men halvdelen er stadig svært

forurenet. De indre fjorde, vige m.m. er mange steder påvirket af

stor tilførsel af næringsstoffer, og nogle steder er de ved at

uddø. Nærmere dokumentation findes bl.a. i »Miljøinteresser og

marginaljorder«, et debatoplæg fra en arbejdsgruppe under

fredningsstyrelsen, miljøstyrelsen, skovstyrelsen og

planstyrelsen, juni 1985.

Ansvaret for løsningen af problemerne påhviler både staten,

amtskommunerne og kommunerne. Desuden har fredningsnævn og en

række natur- og miljøorganisationer opgaver vedrørende

naturbeskyttelse. En række tiltag er også taget. F.eks. er der

igennem den forbedring af naturfredningsloven, der blev gennemført

i 1983, sikret en beskyttelse af flere naturtyper og af mindre

søer. Den igangværende planlægning (både regionplanlægning,

kommuneplanlægning og centerplanlægning) indebærer også skridt i

den rigtige retning. Folketinget fastlagde i foråret 1985 en

handlingsplan vedrørende nitratforurening, der står over for en

gennemførelse.

Men resultaterne viser sig kun langsomt samtidig med, at

forringelserne på nogle områder stadig løber hurtigt.

Derfor må indsatsen for naturfredning intensiveres, ligesom opgaverne

med genopretning af tabte naturværdier må tages op. En

hovedforudsætning for dette beslutningsforslag er, at

forbedringerne af naturens tilstand skal gennemføres inden for den

fastlagte ansvarsfordeling med de justeringer, der indgår i

forslaget.

En væsentlig begrænsning i naturbeskyttelse og forureningsbekæmpelse

i dag er, at godkendelses- og tilsynssystemet er stærkt belastet.

Der er derfor behov for flere styringsmidler. I de tilfælde, hvor

det ikke drejer sig om direkte forbud, men om en begrænsning af

forureningens omfang, er afgifter velegnede. Disse vil også kunne

dække de merudgifter, som nogle af de her stillede forslag vil

indebære. Denne supplering af den eksisterende styring vil også

kunne sikre, at forureneren kommer til at betale. Afgifter vil

desuden medvirke til, at genanvendelse bliver mere rentabel.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1.

Det af miljøministeren nedsatte udvalg vedrørende arealanvendelse og

regulering af fast ejendom (arealudvalget) har i september 1985

afgivet en delbetænkning om planlægningslovgivningen. I

arealudvalgets kommissorium indgik bl.a., at udvalget skulle søge

at opnå en enklere og stærkere varetagelse af natur- og

miljøbeskyttelseshensyn i det åbne land. Med udgangspunkt i

delbetænkningen må der i folketingsåret 1985-86 fremsættes

forslag, der tilgodeser dette formål.

I rapporten »Vådområder - administration 1979-82 - en analyse af

naturfredningslovens § 43 intentioner og forvaltning« (Ellen og

Henrik Wertling, januar 1985 RUC-TEK-SM) konstateres, at

naturfredningslovens § 43 ganske vist har lagt en dæmper på

naturafviklingen i højt prioriterede områder, men at

naturafviklingen derimod fortsætter med næsten uændret styrke i

det åbne land i øvrigt.

I enkelte amtskommuner har der desuden i de senere år været en stærk

kritik af administrationen af § 43.

På denne baggrund må miljøministeren i folketingsåret 1985-86 over

for folketingets miljø- og planlægningsudvalg nærmere redegøre for

administrationen af § 43 og herunder redegøre for, om der er behov

for ændringer af loven eller en præcisering af grundlaget for

lovens administration.

Ad 2.

I debatoplægget »Miljøinteresser og marginaljorder« forventes, at

mellem 10 og 20 pct. af det dyrkede land vil udgå af

landbrugsproduktionen i de næste 20 år på grund af manglende

rentabilitet i dyrkningen. Det svarer til mellem 300.000 og

500.000 ha. Disse arealer udgør en overordentlig væsentlig

naturressource inden for en lang række naturtyper.

Miljøministeren bør over for folketingets miljø- og

planlægningsudvalg redegøre for regeringens stilling til

arbejdsgruppens rapport og de heri foreslåede virkemidler.

Der bør på denne baggrund iværksættes en planlægning af anvendelsen

af disse arealer, ligesom miljøministeren i folketingsåret 1985-86

må fremsætte forslag om tilskud til drift og pleje, herunder

tilplantning af de nævnte arealer. En række driftsformer, der er

egnet til at fremme vilkårene for dyre- og planteliv, er samtidig

forureningsbegrænsende. Som eksempel kan nævnes anvendelse af

zoner langs vandløb og omkring søer til kreaturgræsning. Disse

arealer vil virke som filter for udsivning af næringssalte fra

landbrugsdriften.

Ad 3.

De statsligt ejede naturarealers forvaltning er i dag delt mellem en

række ministerier, først og fremmest miljøministeriet og

landbrugsministeriet. I miljøministeriet er forvaltningen igen

delt mellem skovstyrelsen og fredningsstyrelsen. Denne opdeling er

uhensigtsmæssig og har givet anledning til problemer, der også har

indgået i den offentlige debat.

Et vigtigt aktivt element i en politik for naturbeskyttelse og

naturgenopretning er derfor en samling af den statslige

arealadministration i en styrelse under miljøministeriet. Denne

styrelse bør omfatte sagsområder fra dels skovstyrelsen og dels

fredningsstyrelsen. Det må desuden overvejes at inddrage opgaver,

som Det Danske Hedeselskab varetager for staten i denne

administrative forenkling. Dette sidste vil også indeholde en

faglig styrkelse af den statslige arealadministration. Det er ikke

tanken at ændre ved statens jordlovsudvalgs administration af

egentlige landbrugsarealer.

Som eksempler på opgaver for den statslige arealadministration skal

nævnes:

- udarbejdelse af rammeplaner for dels anvendelse og dels drift af de

statslige naturarealer,

- udarbejdelse af naturplejekontrakter med private med henblik på

fastholdelse eller etablering af en ønsket naturtilstand. Sådanne

plejekontrakter kan også tænkes gennemført for privatejede

marginale jorder, jfr. forslagets punkt 2,

- medvirken ved jordfordeling mellem private ejendomme med henblik på

at sikre naturarealer og

- fastsættelse af nærmere rammer for fritidsudnyttelse af de

statslige arealer.

Hertil kommer de hermed samhørende dele af skovstyrelsens og

fredningsstyrelsens nuværende opgaver.

Ad 4.

Med det formål at sikre flest mulige midler til opkøb af vigtige

naturarealer må fremsættes forslag om oprettelse af en naturfond.

Fonden bør have repræsentation fra de berørte ministerier, de

kommunale organisationer samt de folkelige naturorganisationer.

Fondens væsentligste opgave bør være at opkøbe værdifulde

naturarealer (f.eks. arealer beskyttet af naturfredningslovens §

43) med henblik på en sikring eller genoprettelse af en ønsket

naturtilstand. Fonden skal ikke opkøbe arealer, der står over for

beskyttelse ved fredning.

Fondens midler bør, når bortses fra den nødvendige administration,

alene anvendes til opkøb af jord.

Midlerne tilvejebringes dels ved de årlige finanslove, dels ved

indsamlede bidrag fra private virksomheder, fonde m.m.

Fonden bevarer alene som sin ejendom arealer, hvor driften kan hvile

i sig selv. Såfremt driften af et areal er tilskudskrævende, skal

der træffes aftale med den pågældende kommune, amtskommune eller

den statslige arealadministration om - med de nødvendige

servitutter - vederlagsfri overdragelse af det pågældende areal.

En naturfond oprettet efter disse retningslinier vil efter

forslagsstillernes opfattelse give stærkt forbedrede muligheder

for fremskaffelse af midler til erhvervelse af naturarealer.

Versioner

  1. 1988-05-21