1985 BSF 26 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN FORDELING AF ALMENNYTTIGT BYGGERI SAMT ANDELS- OG EJERBOLIGBYGGERI I DE ENKELTE KOMMUNER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00026@1988-05-21/da
Indhold
1. Det pålægges regeringen inden den 1. januar 1986 at fremsætte
lovforslag om en fordeling af byggeriet i de enkelte kommuner på
forskellige typer (almennyttigt byggeri, andels- og
ejerboligbyggeri), således at de enkelte kommuner hver for sig
lokalt set opfylder nogle mindstegrænser for de enkelte typer af
byggeri.
2. Lovgivningen gennemføres via planbestemmelser, der betyder, at
kommuner, der ikke opfylder mindstekravene for en enkelt
boligtype, skal have dispensation af boligministeren for at give
byggetilladelse til former for byggeri, hvor mindstekravene
allerede er opfyldt.
3. Mindstekravene fastsættes efter forhandling mellem Kommunernes
Landsforening og boligministeren og skal tage deres udgangspunkt i
en fordeling efter følgende retningslinjer:
Bykommuner:
30 pct ejerboligenheder
15 pct. almennyttige boligenheder
2 1/2 pct. andelsboligenheder
Landkommuner:
30 pct. ejerboligenheder
2 1/2 pct. almennyttige boligenheder
2 1/2 pct. private andelsboligenheder
Hovedstadsregionen:
25 pct. ejerboligenheder
20 pct. almennyttige boligenheder
2 1/2 pct. andelsboligenheder.
Ungdoms- og ældreboligbyggeri regnes ikke med i den forholdsmæssige
fordeling.
4. De angivne procenter i punkt 3 tager udgangspunkt i kommunens
samlede boligmasse.
De kommuner, der ikke opfylder kravene til fordeling af byggeriet ved
forslagets vedtagelse, kan efter en forhandling med
boligministeren få en frist på op til 4 år for at opfylde disse
mål.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Udviklingen inden for boligbyggeriet er vidt forskellig kommunerne
imellem. Nogle kommuner satser på ejerboliger, mens andre mere
satser på det almennyttige byggeri. Det er ikke intentionerne med
dette forslag, at alle kommuner skal være ens boligmæssigt, men at
få rettet de værste skævvridninger, hvor kommunalbestyrelser
udelukkende satser på en form for boligbyggeri.
Især i hovedstadsområdet har et ensidigt byggeri i nogle få kommuner
givet problemer.
Såfremt en kommune ikke har tilbøjelighed til at bygge almennyttigt
og ikke i videre omfang allerede har almennyttigt byggeri, betyder
det, at unge mennesker, der flytter hjemmefra, vil blive tvunget
over i kommuner med det billigere almennyttige byggeri eller
ungdomsboliger.
De unge bor nu i en kommune, der er villig til at opføre byggeri
egnet for småbørnsfamilier og uddannelsessøgende.
I netop denne alder er indtægten som regel lille og behovet for en
udbygget kommunal service stor.
Da skattegrundlaget samtidig er ringe, betyder det et tryk opad for
skatteniveauet i de pågældende kommuner.
Når familien er lidt ældre, uddannelsen er slut eller indtægten for
familien begynder at stige på anden måde, vil familien typisk
lede efter en ejerbolig.
Den vil familien kunne finde i en kommune med lavt skattetryk, fordi
den typiske familie i denne kommune ikke har brug for det samme
serviceniveau som den typiske familie i den tidligere kommune.
Det er klart, at en skævvridning af kommunernes boligbyggeri på denne
måde er uhensigtsmæssig, og man bør inden for de skitserede rammer
sørge for, at der er et minimum af hver enkelt boligtype til stede
i kommunerne, således at der opnås balance kommunerne imellem og
ikke foregår den »eksport af problemer over kommunegrænserne«, som
mere socialt bevidste kommuner angriber de kommuner for, som
næsten udelukkende satser på ejerboligbyggeriet.
Endelig vil en spredning af det almennyttige byggeri være
hensigtsmæssig, da det almennyttige byggeri vil komme til at tage
en stor andel af de flygtninge, der skal udsluses i samfundet, og
idet en samling af flygtninge i nogle få kommuner bør undgås.