Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00030@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger arbejdsministeren at sikre, at kvinder, der ser

sig nødsaget til at sige deres arbejde op og flygte til en anden

by på grund af mands/samlevers vold, ikke idømmes 5 ugers

karantæne for uberettiget arbejdsophør. Ministeren opfordres på

den baggrund til at præcisere, at et arbejdsophør begrundet i vold

fra mand/samlever i arbejdsløshedslovens forstand må betragtes som

en undtagelse i arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 719 af 22.

december 1982, jfr. § 63 i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring, på linje med et arbejdsophør, der er

begrundet i flytning, der skyldes ægtefælles/samlevers overtagelse

af varigt arbejde uden for det hidtidige hjemsted.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Kvinder, der udsættes for vold af deres mænd/samlevere, står i en

utrolig presset situation både økonomisk, socialt og psykisk. Der

skal mod og beslutsomhed til at bryde ud af et ægteskab/forhold,

selv om dette rummer gentagen vold fra mandens side. Kvinden

rammes i første omgang som oftest af en stor skyldfølelse og

bebrejder sig selv, at hun får manden til at blive voldelig. Hun

fortrænger eller prøver på at fortrænge volden i starten, og hun

holder den hemmelig, fordi hun skammer sig over den. I takt med at

volden bliver voldsommere og forekommer oftere, melder tanken om

at forlade manden sig. Men der er mange barrierer og

besværligheder, der skal overvindes. Der er angsten for at være

alene, angsten for ikke at kunne klare børnene alene, angsten for

en dårlig økonomi osv. osv. Kvinder, der er kommet ud i en sådan

situation, har på dette tidspunkt jo som regel fået banket

selvtilliden sønder og sammen. Børnene skal måske i en anden skole

- i en anden institution - og kvinden skal ud på boligmarkedet for

at finde en anden bolig. At få manden ud af den fælles bolig vil

være umuligt i næsten alle tilfælde. Kvinden skal beskyttes mod

mandens måske tiltagende voldelige adfærd, når han har fået at

vide, hun vil forlade ham. Det vil sige, at kvinden må søge

tilflugt uden for hjemmet, måske hos familie, måske hos et

krisecenter for voldsramte kvinder. Og hun vil hele tiden være

truet af, at manden fortsat chikanerer hende, prøver på at få fat

i hende, prøver på at bryde ind i krisecentrene osv. Bor kvinden i

en mindre by, må hun måske forlade byen for at komme til at leve

et liv bare nogenlunde i fred og sikkerhed.

Og her kommer vi så ind i den helt barokke situation, at den

voldsramte kvinde, som er så heldig at have et arbejde, får 5

ugers karantæne, når hun siger dette arbejde op for at flygte til

en anden by - væk fra den voldelige mand/samlever.

Arbejdsministeren har i 2 svar til arbejdsmarkedsudvalget henholdsvis

til Elisabeth Bruun Olesen oplyst, at ministeren mener, at der

skal være mulighed for at yde økonomisk hjælp til kvinder, der ser

sig tvunget til at flytte i en sådan situation, men at ministeren

ikke mener, at hjælpen bør ske via arbejdsløshedsforsikringslovens

regler. Ministeren har i svaret til arbejdsmarkedsudvalget

pointeret, at ministeren ikke vil sidestille voldsramte kvinder,

der må flygte til en anden by, med kvinder el. mænd, der flytter

til en anden by på grund af ægtefælles/samlevers overtagelse af

varigt arbejde uden for det hidtidige hjemsted. Begrundelsen er,

at det vil være vanskeligt at kontrollere. Som ministeren

udtrykker det: »Selv med et stort kontrolapparat vil der være

store muligheder for misbrug af reglerne.«

Denne begrundelse er intet mindre end absurd. Volden efterlader

tydelige fysiske spor ved siden af de usynlige psykiske. Og det er

intet mindre end utrolig overmistænksomhed at tro, at nogen kvinde

vil henvende sig til sin A-kasse og meddele, at hun har måttet

sige sit arbejde op på grund af en voldelig mand, hvis dette ikke

er sandt! så meget skammer de fleste kvinder sig over situationen.

Forslagsstillerne ser nogle meget store problemer, hvis der fortsat

gives karantæne og bistandshjælp i denne situation.

Det største problem er reglen om gentagelsestilfælde. Hvis kvinden

inden for en 1-årig periode har vægret sig ved at overtage et

arbejde eller allerede har måttet flygte fra en by til en anden,

vil hun fortabe dagpengeretten og først generhverve den, når hun

har haft 5 ugers sammenhængende arbejde til fuld sædvanlig

arbejdstid (hvis hun er fuldtidsforsikret). Det samme vil være

tilfældet, hvis kvinden flygter til en anden by, får karantæne på

grund af uberettiget arbejdsophør og derefter af

arbejdsformidlingen eller A-kassen skønnes uberettiget til at

vægre sig ved at overtage et anvist arbejde. Forslagsstillerne

taler ikke her for, at medlemmer skal kunne vægre sig ved at

overtage anvist arbejde. Men vi ved, at medlemmer af en A-kasse

kan komme i den situation, at der opstår tvivl om, hvorvidt

medlemmet har villet overtage arbejde eller ej. Og vi ved også, at

medlemmet som oftest bliver dømt på arbejdsgiverudsagn, som ikke

er i overensstemmelse med medlemmets egne synspunkter. Vi ved, at

A-kasserne administrerer stramt, også på grund af den hetz, der

har været mod dem fra borgerligt hold.

Det er derfor helt meningsløst og uretfærdigt at give en kvinde en

karantæne, blot fordi hun flygter fra en voldelig mand, og således

sætte hende i en situation, hvor hun har en fortabelse af

dagpengeretten hængende over hovedet - helt uden skyld i forhold

til den eksisterende arbejdsløshedslovgivning, som efter

forslagsstillernes mening i øvrigt er fyldt med urimeligheder over

for medlemmerne.

Derudover er det et - om end mindre - problem, at kvinden i en på

alle måder meget presset situation skal igennem det sociale system

og anmode om økonomisk hjælp, som hun meget vel kan komme til at

tilbagebetale, alt efter den pågældende kommunes praksis.

Forslagsstillerne mener i øvrigt, at en smule samarbejdsvilje,

smidighed og forståelse fra arbejdsministerens side burde have

overflødiggjort dette forslag til folketingsbeslutning.

Forslagsstillerne har svært ved at se, hvorfor bekendtgørelsens

principielle udgangspunkt om, at kun forhold af

arbejdsmarkedsmæssig betydning betragtes som fyldestgørende grund

til arbejdsophør, ikke kunne fraviges også i denne situation. Som

undtagelser på, at private fohold betragtes som fyldestgørende

grund til et arbejdsophør set i forhold til dagpengeretten, har vi

i dag

a) ægtefælles/samlevers overtagelse af varigt arbejde i anden by end

den oprindelige hjemby

b) ægtefælles/samlevers påbegyndelse af længerevarende uddannelse i

anden by end hjembyen

c) ægtefælles/samlevers overtagelse af selvstændig virksomhed i anden

by end hjembyen.

Det skal i øvrigt tilføjes, at også hjemmeboende umyndige børn, der

er medlemmer af en A-kasse, uden karantænemæssig virkning vil

kunne sige deres arbejde op for at flytte med familien ifølge den

eksisterende bekendtgørelse.

Forslagsstillerne er enige i den intention, der ligger i

bekendtgørelsen om, at det skal undgås, at en familie bliver

splittet på grund af reglerne om retten til dagpenge. Men vi synes

ærlig talt, at denne intention burde udstrækkes til også at gælde,

at en kvinde, der nægter fortsat at blive voldeligt behandlet af

manden/samleveren, ikke straffes, fordi hun »splitter« familien.

Vi ønsker jo ikke at holde sammen på denne institution for enhver

pris.

Vi skal til slut præcisere, at det ikke handler om mange kvinder. Der

er blandt de voldsramte kvinder, som krisecentrene kender, kun

tale om nogle få procent, der har arbejde og bor i en mindre by,

hvor en flytning/en flugt fra denne by kommer på tale. Det er jo

under alle omstændigheder en stor beslutning at tage, at flytte

fra eventuelle venner og bekendte, at rykke sig selv og børnene op

fra et måske mangeårigt miljø, at flytte børnene til en ny skole

osv.osv.

Versioner

1. 1988-05-21