1985 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FINANSIERING AF INDSATSEN MOD SYGDOMMEN AIDS
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00031@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til snarest at optage forhandlinger
med sygehuskommunerne om finansieringen af indsatsen mod sygdommen
AIDS. Udgifterne skal fordeles efter følgende retningslinjer:
1. Sygehuskommunerne har i overensstemmelse med sædvanlig praksis det
faglige ansvar for indsatsen mod sygdommen AIDS, idet denne
indsats dog finder sted med de begrænsninger i kompetencen, der i
øvrigt følger af lovgivningen.
2. Al informationsvirksomhed til særlige risikogrupper, særlige
målgrupper samt befolkningen som helhed finansieres af staten.
3. Udgifter, der følger af statslige pålæg, finansieres efter
totalrammeprincippet af staten.
4. Øvrige udgifter finansieres i amtskommunerne samt Frederiksberg
kommune af disse kommuner selv, eventuelt gennem en indbyrdes
udligningsordning, og i Københavns kommune af staten.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Generelle bemærkninger
Forslaget har til formål at fremskynde en afklaring af
udgiftsfordelingen i forbindelse med indsatsen mod sygdommen AIDS.
Retningslinjerne for denne indsats er efter forslagsstillernes
opfattelse efterhånden ved at tage form endog på en i det
væsentligste tilfredsstillende måde; men fordelingen af udgifterne
er endnu ikke klarlagt, hvilket gør de mange udmærkede elementer i
den planlagte indsats tvivlsomme, idet især Københavns kommune i
sin økonomisk trængte situation må frygtes at være tvunget til
tilbageholdenhed i realiseringen heraf.
Indenrigsministeren har under et samråd i folketingets kommunaludvalg
oplyst, at hun har udskudt en endelig stillingtagen til dette
spørgsmål til de almindelige bloktilskudsforhandlinger i
februar-marts 1986, dog med en mulighed for afklaring på et
planlagt møde med sygehuskommunerne umiddelbart før julen 1985.
Det er forslagsstillerne inderligt imod at skulle beskæftige sig
med udgiftsfordelingen i indsatsen mod sygdommen AIDS, og de havde
helst fulgt indenrigsministerens spring over gærdet på det absolut
laveste sted ved blot at udskyde en stillingtagen til spørgsmålet
til en anden gang; men da denne holdning er dybt uansvarlig,
fremsættes nærværende beslutningsforslag.
Efter forslagsstillernes opfattelse kan de enkelte elementer i
indsatsen ikke adskilles fra økonomien, fordi Københavns kommune
med 70 pct. af de diagnosticerede tilfælde af AIDS må frygtes at
udvise tilbageholdenhed i sin indsats, så længe kommunen ikke ved,
om den er købt eller solgt. Sådanne tendenser har kunnet spores
omkring informationsvirksomheden til personer, som bl.a. på Rudolf
Berg-klinikken har fået foretaget en blodprøveundersøgelse med
henblik på påvisning af eventuelle antistoffer mod LAV/HTLV
III-virus. Af økonomiske grunde har kun antistofpositive indtil
for nylig modtaget besked, mens antistofnegative overhovedet ikke
hørte noget. Selv med den nyligt gennemførte ændring, hvorefter
alle får besked, må indsatsen betragtes som utilstrækkelig, idet
beskeden kun gives skriftligt, og et pålæg til klinikken om kun at
give mundtlig besked og at give rådgivning i tilknytning hertil
vil være en umulighed, fordi netop Rudolf Berg-klinikken med sin
centrale geografiske beliggenhed har - og fortsat vil have - en
meget stor søgning.
Ingen sygehuskommune - heller ikke Københavns kommune - vil kunne
undslå sig for at yde AIDS-patienter i en kritisk situation den
nødvendige behandling, heller ikke selv om kommunens økonomiske
situation er kritisk; men der kan dog i forbindelse med udøvelsen
af en række parallelle aktiviteter fastlægges et serviceniveau,
der er utilfredsstillende lavt. Her tænkes især på rådgivning,
information og indsats for risiko- og målgrupper, bl.a. ved
helbredsundersøgelserne.
Forslagsstillerne har bemærket, at hospitalsborgmester Jørgen
Frederiksen har erklæret sig positiv med hensyn til iværksættelse
af de nødvendige aktiviteter, og sætter i øvrigt stor pris på
denne holdning; men den positive holdning til trods skal han dog
bruge penge til indsatsen. Samme hospitalsborgmester har nemlig
også erklæret, at han vil sende regningen til staten. Dertil
kommer, at hver krone, som Københavns kommune af egen kasse må
anvende til indsatsen mod AIDS, vil blive finansieret gennem en
tilsvarende mindre indsats på andre områder, primært på
hospitalsområdet.
Forslagsstillerne finder det uheldigt, hvis andre sygdomsgrupper
tilbydes en ringere behandling som følge af indsatsen mod AIDS, og
frygter, at der heri ligger en risiko for hetz og diskrimination
af de befolkningsgrupper, hvori sygdommen hidtil har vundet
udbredelse.
Den planlagte indsats
Indenrigsministeren præsenterede i folketingets kommunaludvalg den
23. oktober den seneste skitse til indsatsen mod AIDS, og
forslagsstillerne er stort set tilfredse med substansen heri, om
end enkelte af elementerne godt kunne udbygges noget. Her tænkes
bl.a. på, at der givetvis er behov for en telefonisk
rådgivningsmulighed på døgnbasis, som også ønsket af
sundhedsstyrelsen, og for en mere bevidst indsats af
kriserådgivning til AIDS-patienter, personer med præ-AIDS og
personer, som er antistofpositive, selv om denne er
ressourcekrævende. Forslagsstillerne finder det symptomatisk, at
den eneste systematiske rådgivningsvirksomhed, som indtil videre
er iværksat, er sket på privat basis i Landsforeningen for bøsser
og lesbiskes regie! Gennemførelsen af en række tiltag kunne også
have været gennemført for længst, bl.a. gav indenrigsministeren
allerede den 21. marts 1985 folketingets kommunaludvalg løfte om
udformningen af en generel informationspjece, som ved indgangen
til november først er ved at være på trapperne. Dertil kommer, at
forslagsstillerne finder den forventede bevilling til information
og forskning helt utilstrækkelig.
Men med disse forbehold finder forslagsstillerne, at indsatsen er ved
at tage form. Det vil sige, at hovedvægten lægges på behandling,
blodscreening, helbredsundersøgelser, information og rådgivning,
behandling af faktor VIII- og faktor IX-præparater og
donorinformation samt på en overdragelse af indsatsen til de i
forvejen eksisterende sundhedsmyndigheder, f.eks.
sygehuskommunerne, praktiserende læger og statens seruminstitut.
Forslaget går derfor ud på at fordele regningen mellem de enkelte
instanser, dvs. staten, amtskommunerne, Frederiksberg og
Københavns kommuner, idet en fortsat udskydelse af stillingtagen
hertil kan svække den faktiske indsats.
Forslagets udformning
Forslaget består af fire elementer:
ad 1. Uanset forslagsstillernes principielle holdninger til
statsfinansiering og kommunal finansiering foreslås, at ansvars-
og kompentencefordelingen bevares uændret. Der kan dog efter
sagens natur være behov for en central styring og koordinering;
men dette udelukkes ikke af de eksisterende kompentenceforhold.
Sygehuskommunernes faglige ansvar skal fastholdes, idet dog
sundhedsstyrelsen vil kunne fastlægge nærmere retningslinjer, også
på det eksisterende lovgrundlag.
ad 2. Det foreslås, at den samlede informationsvirksomhed
statsfinansieres, idet der i høj grad må ske en central
koordinering af denne. Ganske vist kan der være behov for særlig
hensyntagen til lokale forhold, men i det store og hele vil de
lokale forhold være uden betydning. Dette følger af, at den
generelle information i et vist omfang vil være af holdningsmæssig
karakter og have som formål at hindre myter og hetz.
Informationsvirksomheden over for bestemte målgrupper, som i deres
arbejde vil kunne komme i berøring med problemstillinger omkring
AIDS, vil formentlig heller ikke variere ud fra lokale forhold.
Her tænkes på meget forskelligartede personalegrupper som f.eks.
sundhedspersonale, lærere, ambulancefolk, socialpædagoger og
bibliotekarer, altså ikke nødvendigvis personer, som risikerer
smitte, men som må antages at have generelt behov for viden. Den
eneste del af informationsvirksomheden, der kan udvise forskellige
behov fra område til område, er informationen til de forskellige
risikogrupper, og dette er efter forslagsstillernes opfattelse
ikke tilstrækkeligt til at begrunde, at arbejdet finansieres
lokalt. Dertil kommer, at informationsindsatsen, uanset at der
ikke er noget formelt grundlag herfor, må opfattes som et
statsligt krav på linje med screeningen af donorblod og eventuelt
andre statslige pålæg.
ad 3. Efter forslaget skal alle statslige pålæg finansieres af staten
selv, og spørgsmålet er udelukkende medtaget i
beslutningsforslaget for fuldstændighedens skyld, idet det er
forslagsstillerne bekendt, at indenrigsministeren har den samme
opfattelse.
ad 4. De øvrige udgifter drejer sig om behandling,
helbredsundersøgelser, rådgivning m.v., svarende til 50-60 pct. af
den samlede indsats. Disse udgifter foreslås finansieret af
sygehuskommunerne selv, idet dog Københavns kommune undtages, dels
som følge af kommunens alvorlige økonomiske situation, dels på
grund af den markante koncentration af såvel AIDS-patienter som
LAV/HTLV III-positive personer i kommunen. Forslagsstillerne har i
særlig grad lagt vægt på, at Amtsrådsforeningen har erklæret sig
villig til at afsætte de fornødne ressourcer til indsatsen mod
AIDS, og at Amtsrådsforeningen direkte har ønsket selv at
finansiere, ikke blot en del af egen indsats, men eventuelt også
en del af Københavns kommunes indsats gennem en udligningsordning.
Forslagsstillerne har derfor ikke foreslået statsfinansiering af
udgifterne i Amtsrådsforeningens regie og heller ikke i
Frederiksberg kommune, der økonomisk set er mindre trængt end
Københavns kommune, selv om der godt kunne argumenteres herfor.
Amtsrådsforeningens interesse heri er formentlig at undgå et
præcedens, der indebærer, at sygehusvæsenet unddrages
sygshuskommunerne, og forslagsstillerne har fuld forståelse for de
overvejelser, der kan ligge bag denne holdning.
Såfremt amtskommunerne indbyrdes, eventuelt i samarbejde med
Frederiksberg kommune, måtte ønske at indgå udligningsaftaler, vil
dette ikke være i strid med nærværende forslag. Det skal endelig
bemærkes, at de hidtil diagnosticerede tilfælde af AIDS fordeler
sig med ca. 20 pct. under Amtsrådsforeningens regie og ca. 10 pct.
i Frederiksberg kommune.
Forslagets økonomiske konsekvenser
Forslagsstillerne antager, at fordelingen af udgifterne alt andet
lige vil indebære, at staten dækker ca. 40 pct., Københavns
kommune ca. 37 pct. og amtskommunerne samt Frederiksberg kommune
ca. 23 pct. Forudsætningen for denne antagelse er bl.a., at
behandlingsudgifter dækkes af patientens sygehuskommune, og at
staten dækker screening af donorblod, samt at der ikke foretages
nogen udligning sygehuskommunerne imellem.
Forslaget vil indebære, at staten skal dække ca. 77 pct. af
udgifterne på landsplan, og at amtskommunerne samt Frederiksberg
kommune tilsammen dækker 23 pct. Sygehuskommunerne ud over
Københavns kommune vil dog have den fordel af statslig dækning af
udgifterne i Københavns kommune, at de sparer et ellers forventet
nettobidrag til København.
Det forudsættes, at den statslige dækning af Københavns kommunes
udgifter varer til og med 1990, idet såvel indenrigsministeren som
folketinget gennem bevilling af et ekstraordinært tilskud på 250
mill. kr. hvert af årene indtil da har erkendt, at i hvert fald
til og med 1990 vil Københavns kommunes alvorlige økonomiske
situation vare ved. Da dette beløb blev beregnet, stod det ikke
klart, at sygdommen AIDS ville belaste Københavns kommune i så
stort omfang, som det nu må antages.