1985 BSF 34 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM REELT ELEVDEMOKRATI I FOLKESKOLEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00034@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag og
træffe foranstaltninger, der præciserer og sikrer elevernes reelle
indflydelsesmuligheder i folkeskolen efter følgende
retningslinjer:
1. Der udarbejdes en bekendtgørelse, som fortolker og præciserer
folkeskolens demokratiforpligtelse, jfr. folkeskolelovens § 2,
stk. 3, og § 16, stk. 4.
2. Der udarbejdes en undervisningsvejledning under titlen »Skolen,
undervisning og demokrati«, som vejleder lærerne i forhold til
opfyldelsen af formålsparagraffen i undervisningen.
3. Der udarbejdes en elevrådsvejledning.
4. Elevråd og fælleselevråd lovsikres under samme vilkår som lærerråd
og fælleslærerråd.
5. Elevråd og fælleselevråd sikres høringsret.
6. Elevråd og fælleselevråd sikres økonomi og de nødvendige
faciliteter til deres aktiviteter.
7. Eleverne sikres stemmeret i skolenævn og skolekommission.
8. Der oprettes på samtlige folkeskoler fællesudvalg bestående af
fire lærere, fire elever og skoleinspektøren.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Der findes kun meget få dele af dansk lovgivning, der præciserer et
demokratisk formål så tydeligt, som det er tilfældet med
folkeskolens formålsparagraf:
»Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et
demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles
opgaver. Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på
åndsfrihed og demokrati.«
Formålsparagraffen præciserer klart, at folkeskolen både skal være
demokratisk og demokratiserende. Demokrati eller indflydelse og
medbestemmelse til alle er ikke blot et mål, men i høj grad også
et middel. Dette betyder altså, at nok skal skolen forberede
eleverne til deltagelse i de demokratiske processer uden for
skolen; men det skal ske gennem aktiv udøvelse af demokratiet i
skolen.
Dette præciseres videre i folkeskolelovens § 16, stk. 4:
»Undervisningens nærmere planlægning og tilrettelæggelse, herunder
valget af undervisningsformer, -metoder og -stof, skal i videst
muligt omfang foregå i samarbejde mellem læreren og eleverne.«
Folkeskolens demokrati
Folkeskolens demokrati kan i dag groft opdeles i 2 dele:
1) Det formelle demokrati, som er defineret gennem skolstyrelsesloven
i nævn, kommission, elevråd, lærerråd m.v.
2) Det nære demokrati, som skulle fungere i forhold til det konkrete
dagligliv på skolen, i undervisningen og det daglige samvær i det
hele taget.
Det formelle demokrati
Det formelle demokrati for eleverne fungerer på den måde, at der
mange steder er oprettet elevråd og fælleselevråd, hvor der vælges
repræsentanter til nævn og kommission. Men elevernes formelle
demokratiske repræsentanter tillægges ingen reel betydning. Der
skal ikke oprettes elevråd og fælleselevråd. Elevrådene skal ikke
høres i nogen spørgsmål. Elevrepræsentanterne har ikke stemmeret i
skolenævn og kommission. Elevrådene er ikke sikret økonomi til
deres arbejde m.v.
Kort sagt, eleverne er reelt ikke tillagt nogen demokratisk betydning
i det formelle system, hvilket selvfølgelig har en klart negativ
afsmitning på opbakningen bag og tilslutningen til dette arbejde
blandt eleverne. Bl.a. er resultatet det, at det formelle
elevdemokrati bliver til de »aktive's demokrati.
Det nære demokrati
Skal folkeskolen virke demokratiserende, må demokratiet også udmøntes
i den daglige praksis i folkeskolen, dvs. i den daglige
undervisning. Dette er bl.a. grundlaget for § 16, stk. 4. Men
modsat mange andre af folkeskolelovens vigtige paragraffer er
hverken formålsparagraffens demokratierklæring eller § 16, stk. 4,
blevet fulgt op af en bekendtgørelse, der præciserer, hvordan
demokratiet, medbestemmelsen og medindflydelsen skal praktiseres i
folkeskolen. Denne del af folkeskoleloven er ikke tillagt nogen
»retsnorm«.
Der er kort sagt ingen, som kan stilles til ansvar for, at
demokratiet ikke praktiseres i folkeskolen. Tværtimod har tingene
fået lov til at udvikle sig inden for de meget stive strukturer og
former, som stadig eksisterer i folkeskolen, og som forhindrer
aktiv inddragelse af eleverne i beslutningerne.
På de fleste skoler er der stadig en stram lektions- og faginddeling,
som er bundet op på konkrete læseplaner. Undervisningen er stadig
underlagt eksamens- og karakterkrav. Lærerne er stadig uhyre
fagspecialiserede. Undervisningsmaterialerne består i vid
udstrækning af kontinuerlige lærebogssystemer. Kort sagt, så mange
forhold i den daglige undervisning er fastlagt i forvejen af det
bureaukratiske og formelle system, at råderummet for eleverne og
delvis lærerne er uhyre begrænset. Folkeskolen lægger ikke i sin
opbygning og form op til, at eleverne skal inddrages før, under og
efter undervisningsforløbet.
På den måde er der et klart modsætningsforhold mellem
folkeskolelovens formålsparagraf og det indhold og den struktur,
som folkeskolen stadig har de fleste steder.
Konsekvenserne er også klare. Ingen kan benægte, at mange elever har
meget lidt engagement i folkeskolen, og at engagementet nøje
hænger sammen med folkeskolens indfrielse af elevernes
forudsætninger, forventninger og interesser. Man kan altså
konkludere, at det manglende engagement i stor udstrækning hænger
sammen med de manglende muligheder for medbestemmelse og
indflydelse.
Skoletræthed, manglende motivation, uro, mobning og hærværk er blandt
symptomerne på dette.
Reelt demokrati i folkeskolen
Grundlæggende for opfyldelsen af folkeskolens demokratimålsætning vil
være at få skabt en demokratisk helhed i folkeskolens struktur og
indhold, det vil sige, at folkeskolens indhold og struktur på alle
niveauer intensivt skal tage højde for brugernes, det vil sige
elevernes, men også forældres og læreres konkrete indflydelse på
skolens dagligdag.
Skal dette realiseres, kræver det en indsats på i hvert fald tre
hovedområder, som danner udgangspunkt for dette
beslutningsforslag:
A. Den nuværende struktur i folkeskolen demokratiseres, således at
folkeskolen får en struktur, som går videre end til, at det er
skoleinspektøren og skolenævnet, som træffer beslutninger om
skolens dagligdag. Gennem oprettelse af klasseråd, fællesmøder og
fællesudvalg på den enkelte skole sikres det, at elever, lærere,
forældre og inspektøren i højere grad træffer fælles beslutninger
om dagligdagen i skolen.
B. Der skal skabes mulighed, præcedens og rammer for en demokratisk
undervisningsform, som udnytter det optimale i
folkeskolelovgivningen i forhold til at opfylde folkeskolens
demokratimålsætning i den konkrete undervisning. Det vil sige at
inddrage eleverne mest muligt i planlægningen og arbejdet med
undervisningen og i øvrigt indrette denne, så den tager
udgangspunkt i demokratiet og de handlemuligheder, som demokratiet
angiver i det omgivende samfund.
C. Der skal skabes langt bedre vilkår for elevernes formelle
indflydelsesmuligheder gennem bedre vilkår for elevråd og
fælleselevråd.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Til punkt 1
Bekendtgørelsen udarbejdes med følgende tre grundlæggende afsnit:
a. De formelle forpligtelser
- afholdelse af fællesmøder, hvor alle på skolen mødes til fælles
orientering og drøftelser.
Muligheder for:
- forbedring af elevrådenes vilkår på skolen,
- årsplanlagt undervisning, som sikrer sammenhængende forløb i
undervisningen,
- styrkelse af praktikken og samfundskontakten i undervisningen,
således at undervisningen kommer til at hænge sammen med den
konkrete virkelighed,
- etablering af et fålærersystem, som sikrer stærk gensidig tillid
lærere, elever og forældre imellem,
- oprettelse af fagkartoteker, det vil sige elevudarbejdede
evalueringsrapporter af undervisningsmaterialer, som kan bruges af
eleverne på skolen.
b. Skolen, undervisning og demokrati
Afsnittet skal omhandle demokratiske undervisningsformer. Det vil
sige undervisningsformer, hvor eleverne i høj grad selv
tilrettelægger arbejdet i samarbejde med læreren ud fra egne
forudsætninger og interesser. Det vil sige, at eleverne selv
problemformulerer, analyserer og problemløser.
c. Skolen, hjemmet og eleverne
Afsnittet skal omhandle styrkelsen af skole/hjem-samarbejdet bl.a.
gennem oprettelse af klasseråd, hvor forældre, elever og lærere i
fællesskab evaluerer klassens arbejde.
Til punkt 2
Undervisningsvejledningen udarbejdes til bekendtgørelsens litra b og
bør have følgende indhold:
- Demokrati som beslutningsform.
- Demokrati som undervisningsform.
- Undervisningen - en del af skolens demokratiske struktur.
- Undervisning og deltagerstyring.
- Eleverfaringer, problemorientering og undervisning.
- Skolen i det omgivende samfund.
- Skolen, elever og forældre.
Til punkt 3
Elevrådsvejledningen udsendes som vejledning til kommuner og skoler.
Til punkt 4
§ 80 b i skolestyrelsesloven ændres således, at der skal oprettes
elevråd og fælleselevråd under samme vilkår som lærerråd og
fælleslærerråd.
Til punkt 5
Dette indebærer, at der i skolestyrelsesloven også tillægges eleverne
høringsret på følgende grundlag:
Skolekommissionen skal indhente erklæring fra fælleselevrådet om
følgende forhold:
- udkast til kommunens skoleplan,
- udkast til kommunens undervisningsplan,
- skolelægeordning og børnetandplejeordning,
- skolebespisning,
- skolebyggesager.
Skolenævnet skal indhente erklæring fra elevrådet om følgende
forhold:
- udkast til skolens undervisningsplan,
- anvendelse af nye undervisningsmidler i skolen,
- forslag om skolelokalernes forsyning med materialer og inventar,
- skolenævnets forslag til budget for skolen,
- ordensregler for skolen.
Til punkt 6
Udgifter ved elevrådets og fælleselevrådets virksomhed afholdes af
kommunen efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren.
Såvel lokalekapacitet som administrativ bistand stilles til rådighed
af skolen/kommunen for elevråd og fælleselevråd. Endvidere sikres
elevrådene den fornødne lærerbistand til sit arbejde.
I skolestyrelsesloven indføjes endvidere en bestemmelse, som
forpligter kommunen til årligt at udbyde elevrådskurser, som
uddanner eleverne i forhold til elevrådsarbejde, nævns- og
kommissionsarbejde m.v.
Til punkt 7
Skolestyrelseslovens §§ 9 og 10 ændres således, at eleverne sikres
stemmeret i skolenævn og skolekommission specielt i forhold til
følgende områder:
- den ugentlige arbejdsplan for den enkelte skole,
- undervisningsmidler,
- skoleinventar, lokaler og materiel,
- skolebyggesager,
- ordensregler,
- undervisningsplan,
- skoleplanen.
Til punkt 8
I skolestyrelsesloven indføjes en bestemmelse om oprettelse af
fællesudvalg ved de enkelte skoler. Fællesudvalget sammensættes af
4 elever (8.-9.-10. klasse), 4 lærere og skoleinspektøren.
Fællesudvalget træffer inden for de bevillingsmæssige rammer
afgørelser vedrørende bl.a. fællestimer, fællesarrangementer,
skolefester, skolekomedier, sportsstævner m.v.
Fællesudvalget skal primært fungere som kontaktorgan mellem elever,
lærere og skoleinspektøren og således træffe aftaler og afgørelser
om det daglige liv på skolen.