Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00039@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. januar 1987 at

fremsætte lovforslag om ændrede klageregler på medicinalområdet,

bl.a. omfattende ansatte inden for sygehusvæsenet, psykiatriske

hospitaler, alment praktiserende læger, tandlæger, apotekere,

ansatte, der behandler arbejdsskadeerstatninger, og ansatte på

plejehjem, med følgende indhold:

1. Der nedsættes i hvert amt et patientklagenævn. Klagenævnet

nedsættes af amtsrådet og skal bestå af kredslægen, en jurist og

3 ikke-sagkyndige medlemmer uden for amtsrådets midte. Klagenævnet

skal behandle klager over medicinalpersoner m.v. vedrørende

patientbehandling, optræden og service- og informationsniveau.

2. Til klagenævnet knyttes et sekretariat.

3. Folketinget udpeger en patientombudsmand.

4. Patientombudsmanden behandler klager over afgørelser truffet af

patientklagenævn. Patientombudsmanden behandler endvidere klager

over medicinalpersoner m.v. vedrørende patientbehandling, optræden

og service- og informationsniveau, når klagen vedrører et

statsligt hospital eller anden statslig myndighed.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Generelle bemærkninger

Beslutningsforslaget er i hovedsagen en genfremsættelse af et senest

i folketingsåret 1984-85 fremsat forslag, se Folketingstidende

1984-85 forhandlingerne sp. 5695 og 6479 samt tillæg A sp. 3397 og

tillæg B sp. 2381.

Det eksisterende klagesystem på sundhedsområdet er blandt andet

karakteristisk ved, at der er mange forskellige myndigheder og

organer, der hver for sig er kompetente til at behandle dele af de

problemer, der vil kunne opstå for en patient indlagt på et

sygehus eller under behandling af læger og andre

medicinalpersoner. Systemet består af mange klagetyper, mange

klageinstanser og mange forskellige klageveje. Konsekvensen er, at

det hele bliver uoverskueligt og indviklet efter alt at dømme ikke

blot for patienterne, men også for de myndigheder, der fungerer i

systemet.

Udgangspunktet for det nuværende system er lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse fra 1932. Dengang var situationen en ganske anden,

end den er i dag. Der var meget få klager, der var relativt få

medicinalpersoner, der var mange forskellige sygehusmyndigheder

for blot at nævne enkelte af de vigtigste forskelle. Situationen

dengang gjorde det naturligt, at de meget få klagesager blev

behandlet centralt i sundhedsstyrelsen. Alene stigningen i

antallet af klagesager, der f.eks. er forøget fra 499 i 1980 til

ca. 850 i 1985, gør det nuværende system helt utidssvarende og

sikrer på ingen måde den enkelte klager. Efter forslagsstillernes

opfattelse betyder antallet af klagesager også, at forestillingen

om at behandle alle klager centalt eöt sted er meningsløs.

Et nyt klagesystem må efter forslagsstillernes opfattelse være

overskueligt og tillidvækkende for den enkelte, have en hurtig

sagsbehandlingstid, indeholde ankemulighed og kunne medvirke til

at smidiggøre det ofte noget stive sundhedsvæsen. Systemet skal

indebære mulighed for, at der kan gribes ind i uhensigtsmæssige

eller forkerte rutiner, der virker krænkende eller fremmedgørende

på patienterne, uden at disse først skal igennem tunge

bureaukratier. Sundhedsvæsenet skal med andre ord have en lettere

adgang til at erfare, hvad patienter generelt finder angribeligt

på hospitaler m.v., ved den tilbagemelding, et godt fungerende

klagesystem vil indebære.

Under 1. behandling den 21. februar 1985, se Folketingstidende

1984-85 forhandlingerne sp. 6479, af et tidligere

beslutningsforslag fra SF om oprettelse af patientklagenævn og en

patientombudsmandsinstitution tilkendegav indenrigsministeren, at

det eksisterende klagesystem måtte ændres således, at det i

befolkningen ville blive opfattet som mere tillidvækkende, korrekt

og effektivt. Ministeren var af den opfattelse, at det juridiske

element i klagesagsbehandlingen måtte styrkes, og at lægfok skulle

inddrages. Ved denne lejlighed lovede indenrigsministeren at

fremsætte et lovforslag til et ændret klagesystem i

folketingssamlingen 1985-86. Det er nu sket, og dermed kan det

konstateres, at ministeren har opfyldt sit løfte. Hermed er stort

set også alt sagt, for ministerens forslag tilgodeser ikke de

formål, der må opstilles for et velfungerende klagesystem, og

løser ikke de problemer, der eksisterer i det nuværende system.

Ifølge indenrigsministerens forslag skal klagerne behandles

centralt, det er stadig sundhedsstyrelsen, der skal udføre den

egentlige sagsbehandling, og der vil ikke være nogen ankemulighed

for blot at nævne nogle af de centrale kritikpunkter,

forslagsstillerne har over for ministerens forslag.

Af disse grunde fremsætter forslagsstillerne nok en gang SFs forslag

om oprettelse af patientklagenævn og en

patientombudsmandsinstitution, der efter vores opfattelse vil

medføre et langt bedre klagesystem end det, indenrigsministeren

lægger op til.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Til punkt 1

Med hensyn til den amtslige klageinstans er det vigtigt, at brugernes

utilfredshed med sygdomsbehandlingen hurtigt og konkret kommer

frem til de personer, der har været årsag til utilfredsheden, så

de kan lære af den. Skyldes utilfredsheden misforståelser, er det

ikke mindre vigtigt, at disse opklares og hurtigt ryddes af vejen.

Det er derfor vigtigt, at en klageinstans er let at kontakte,

arbejder hurtigt og er i direkte kontakt med klageren, da mange

ikke er vant til at formulere sig skriftligt. Socialistisk

folkeparti mener ikke, at de nuværende klagemuligheder opfylder

disse kriterier. Dels kan det være vanskeligt for klageren at

vide, hvem hun skal klage til, dels foregår klagebehandlingen

skriftligt og tager lang tid. Dertil kommer, at de personer, der

behandler klagen, er ukendte for den, der klager, og hyppigt

tilhører den samme faggruppe som den, der klages over. Sidstnævnte

forhold har ofte som konsekvens, at klageren - med rette eller

urette - føler, at den, der træffer beslutning i sagen, er loyal

over for den, der klages over.

Socialistisk folkeparti foreslår, at der oprettes et amtsligt

klageorgan. Dette klagenævn bør have pligt til at tage en direkte

samtale med klageren og den indklagede, hvorved mange

misforståelser kunne ryddes af vejen. Klageren skal have ret til

en bisidder. Udgifterne hertil skal i et vist omfang dækkes af

amtsrådet. Ankenævnet skal behandle sagen inden for en fastsat

frist. Ankenævnets afgørelse oversendes til amtets sygehusudvalg,

der har pligt til at foretage eventuelle nødvendige sanktioner.

Til punkt 3

Som det fremgår af betænkning nr. 866 af januar 1979, nedsatte

indenrigsministeriet i 1974 et udvalg til at overveje og eventuelt

udarbejde forslag til, hvorledes behandlingen af klager over

lægers og andre medicinalpersoners patientbehandling bør

tilrettelægges, og herunder overveje en forenkling af

klageordningen og klargørelse af denne gennem mere præcise regler

for funktionsdelingen mellem de organer, der kommer i betragtning,

samt om sagsbehandlingsmåden.

Baggrunden herfor var, at folketingets ombudsmand fandt, at den

offentlige debat havde givet udtryk for og formentlig også havde

bidraget til en svækkelse af tilliden dels til lægebehandling,

dels til, at klager over lægebehandling bliver behandlet på

betryggende måde. En sådan tillidssvækkelse fandt folketingets

ombudsmand betænkelig, hvad enten den var begrundet eller ej.

Ombudsmanden fandt, at det gældende klagesystem med et stort antal

klagemuligheder næppe kan virke som rationel administration for

klagebehandling. Samtidig gav ombudsmanden udtryk for, at det

ville være ønskeligt, om klagebehandlingen vedrørende lægelige

fejl skete i tættere samarbejde mellem lægelig og juridisk

sagkundskab og således, at den sidstnævnte fik en mere

fremtrædende placering. Ombudsmandens skrivelse er optrykt som

bilag til betænkningen, der blev afgivet af udvalget i januar 1979

(betænkning 866/1979).

Det nuværende klagesystem går kort fortalt ud på, at klager over

patientbehandlingen indgives til sundhedsstyrelsen, der -

eventuelt efter forelæggelse for retslægerådet - tager stilling

til, om der er begået fejl, og konsekvenserne heraf, dvs.

irettesættelse eller anmodning og tiltalerejsning.

Sundhedsstyrelsens afgørelse kan indbringes for indenrigsministeriet

i overensstemmelse med de almindelige regler om administrativ

rekurs. Indenrigsministeriet tager kun stilling til, om

sundhedsstyrelsens administrative behandling af sagen har været

korrekt, og går ikke ind i en bedømmelse af det lægefaglige skøn.

Indenrigsministeriets afgørelse kan indbringes for folketingets

ombudsmand, der dog heller ikke foretager vurderinger, der

forudsætter lægefaglig sagkundskab.

Det af indenrigsministeren nedsatte udvalg har i betænkningen

overvejet mulighederne for at ændre det bestående klagesystem og

har i den forbindelse overvejet etablering af en

patientombudsmandsinstitution, et enstrenget klagesystem i form af

et centralt klagenævn samt et ankenævn, hvortil sundhedsstyrelsens

afgørelser kan indbringes. Herudover har udvalget overvejet,

hvilke muligheder der vil være for at gennemføre forbedringer i

det eksisterende klagesystem.

Med hensyn til ændring af det eksisterende klagesystem var der i

udvalget enighed om, at det ikke vil være muligt at etablere et

enstrenget klagesystem inden for området omfattende alle former

for klager over sundhedsvæsenet og dets personale. Et eventuelt

centralt klageorgan vil ikke kunne tillægges nogen reel kompetence

i klagesager, der går ud over den almindelige patientbehandling,

uden at man vil komme i strid med det kommunale selvstyre eller

berøre overenskomstparters forhandlingsret. Det anføres også, at

der er nær forbindelse mellem det forhold, at sundhedsstyrelsen

har et almindeligt tilsyn med medicinalpersoners virksomhed, og

det forhold, at sundhedsstyrelsen er den myndighed, der behandler

klager over medicinalpersoners virksomhed.

Tre medlemmer af udvalget har foreslået, at der oprettes et ankenævn,

hvortil sundhedsstyrelsens afgørelser og klager over

patientbehandlingen kan indbringes.

Denne del af udvalget finder i lighed med udvalgets øvrige medlemmer,

at vurderingen af en medicinalpersons faglige virksomhed

utvivlsomt som udgangspunkt forudsætter en efter omstændighederne

endog særdeles kvalificeret faglig indsigt inden for området, men

dette er efter disse medlemmers opfattelse ikke ensbetydende med,

at den afgørende indflydelse på fastlæggelsen af normer for

patientbehandlingen bør forbeholdes personer, der selv besidder en

sådan indsigt. Disse medlemmer finder, at væsentlige grunde taler

for oprettelse af et ankenævn, der omfatter såvel juridisk som

medicinsk sagkundskab samt forbrugerrepræsentanter. Et sådant

ankenævn skal have til opgave på begæring af enten patienten

eller den indklagede medicinalperson at foretage fuld

efterprøvelse af sundhedsstyrelsens afgørelse i sager vedrørende

patientbehandling.

I udtalelser i anledning af betænkningen finder lægeforeningen en

patientombudsmandsinstitution svarende til folketingets ombudsmand

ønskelig, medens Forbrugerrådet finder, at der bør etableres et

centralt medicinalklagenævn med kompetence til at behandle en

hvilken som helst klage over en hvilken som helst medicinalperson

og således, at nævnet etableres med eget sekretariat løsrevet fra

og uafhængigt af sundhedsstyrelsens virksomhed. Det er

Forbrugerrådets erfaring, at der i befolkningen er meget ringe

tillid til sundhedsstyrelsens hidtidige klagebehandling.

Forslagsstillerne mener, at en patientombudsmand vil være en vigtig

nyskabelse. Forslagsstillerne forudsætter dog, at

ombudsmandsinstitutionen kombineres med det under punkt 1

beskrevne amtslige klagenævn. Således skal ombudsmandens opgave

bl.a. være at sikre en vis ensartethed i afgørelser i forskellige

dele af landet.

Versioner

1. 1988-05-21