Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00040@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen senest i foråret 1986

at redegøre for bestræbelserne i 1984 og 1985 for at øge Danmarks

indsats for at løse Afrikas særlige problemer og

at sikre, at den vedtagne forøgelse af den danske udviklingsbistand

udelukkende anvendes til yderligere indsats på dette område ved en

forøgelse af støtten til internationale og bilaterale

Afrika-programmer, herunder til SADCC-samarbejdet samt til

opretning af naturmiljøet og styrkelse af fødevareproduktionen.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

I folketingsåret 1984-85 vedtog et flertal i folketinget en

forhøjelse af den danske u-landsbistand ud fra et ønske om at leve

op til FNs målsætning om at yde 1 pct. af bruttonationalproduktet

i udviklingsbistand, sådan som dette bl.a. blev genbekræftet på

UNCTAD VI i 1984. Se herom Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 603, 2920 og 7894, tillæg A sp. 799, tillæg B

sp. 967 samt tillæg C sp. 267.

Vedtagelsen betyder, at den danske u-landsbistand vil stige ud over

regeringens oprindelige planer med 301, 499, 702 og 920 mill.

kroner i 1986, 1987, 1988 og 1989.

Betænkningsbidraget fra socialdemokratiets, socialistisk folkepartis

og det radikale venstres medlemmer af udvalget viser, at der hos

et flertal i folketinget er en villighed til at yde en særlig

indsats til fordel for det hårdt ramte afrikanske kontinent.

På den baggrund ville det være yderst uheldigt, dersom også

forøgelsen af u-landsbistanden fordeles efter de hidtil gældende

fordelingsnøgler, sådan som de er kommet til udtryk i de seneste

års femårsplaner for u-landsbistanden.

En vedtagelse af dette beslutningsforslag betyder, at de kommende års

forhøjelser af u-landsbistanden udelukkende skal anvendes i form

af en ekstra indsats i Afrika, d.v.s. indebære en kraftig

forhøjelse af hjælpen i forhold til regeringens oprindelige mål

for fordelingen af bistanden. Det holdes åbent, hvilke bilaterale

og internationale initiativer der bør støttes og under hvilken

form.

For at sikre den mest hensigtsmæssige fordeling pålægges det

regeringen senest i foråret 1986 at give folketinget en

redegørelse for indsatsen i Afrika i årene 1984 og 1985 og på

denne baggrund udarbejde en plan for anvendelse af de forøgede

bistandsmidler, som herefter indarbejdes i de årlige femårsplaner

for den danske u-landsbistand. I det omfang disse ændringer ikke

afspejles i den femårsplan, der offentliggøres i efteråret 1985,

skal denne revideres i overensstemmelse med dette

beslutningsforslag. Omfordelingen af bistandsmidlerne til gavn for

Afrika afspejles herefter i de ordinære femårsplaner fra 1986.

Endnu omkring midten af 1970erne var værdien af Afrikas samlede

landbrugseksport omkring 10 mia dollars, og der var overskud i det

samlede landbrugsregnskab. Men siden har væksten i

landbrugsproduktionen stedse været langsommere end væksten i

befolkningstallet. Skøn fra de internationale organisationer,

f.eks. FAO, siger, at i 1975 producerede Afrika 86 pct. af alle de

fødevarer, der blev spist i Afrika. I år 2000 er der kun udsigt

til, at afrikanerne selv vil kunne producere ca. 60 pct.

Udsigterne er langt lysere for Latinamerika og Asien.

Det er uomtvisteligt, at mange afrikanske regeringer og

organisationer, der har ydet bistand til Afrika, har forsømt

landbruget og især fødevareproduktionen. Man har koncentreret sig

om industri- og byudvikling, og interessen for landbruget har i

høj grad været knyttet til eksporten for at skaffe den valuta, der

er så hårdt brug for til den øvrige udvikling.

Først med den internationale opmærksomhed om sult- og

katastrofesituationen er søgelyset blevet rettet mod problemerne

inden for fødevareforsyningen. FNs kvindekonference i Nairobi 1985

fokuserede i høj grad på u-landskvindernes rolle i landbruget i

landene syd for Sahara. Trods deres dominerende position inden for

fødevareforsyningen havde de været totalt usynliggjort, og det

blev på konferencen dokumenteret, at en af de væsentligste årsager

til hungersnøden i Afrika var underprioriteringen af kvindernes

traditionelle landbrug. 80 pct. af befolkningen bor på landet,

kvinderne udgør 60 pct. heraf, og det er dem, der er

hovedansvarlige for den landbrugsproduktion, som går til familiens

umiddelbare fødevareforbrug. Mændene arbejder i smålandbrugene og

på plantager, hvor der produceres eksportafgrøder, og i byerne.

Kvindekonferencen påviste desuden, at u-landskvinderne i høj grad er

opmærksomme på de stadig alvorligere miljøødelæggelser. Det gælder

den ukontrollerede brug af kunstgødning og pesticider i det

teknologiske landbrug, skovfældning, overgræsning,

vandforsyningsproblemer og ørkenens udbredelse.

De mange oplysninger om u-landskvindernes centrale rolle i

udviklingsprocessen bevirkede, at disse blev synliggjort via

konsensusvedtagelsen af landbrugsafsnittet i strategipapiret på

den officielle konference. Dette indebærer, at den danske stat,

gennem støtten til strategipapiret, skal inddrage u-landskvinderne

som specifik målgruppe for bistanden.

Hvis den altafgørende forøgelse af fødevareproduktionen skal lykkes,

må dette nødvendigvis indebære en omlægning af bistanden, således

at den tager udgangspunkt i kvindernes arbejdssituation. Lokale

studier af u-landskvindernes arbejdsvilkår og disses aktive

medbestemmelse skal udmønte sig i indførelsen af tilpasset

teknologi for at effektivisere landbruget. U-landskvinderne skal

desuden have større adgang til jord, kredit, konsulentbistand,

relevant uddannelse, børnepasningsfaciliteter, sundhedsydelser

etc.

En opprioritering af kvindernes landbrug og dermed af

fødevareforsyningen vil give et afgørende bidrag til at afværge de

forventede sultkatastrofer, hvorved flere af Afrikas børn vil

kunne overleve.

I beslutningsforslaget fremhæves desuden behovet for en markant

forøgelse af bistanden til SADCC-landene (Angola, Botswana,

Lesotho, Malawi, Mozambique, Swaziland, Tanzania, Zambia og

Zimbabwe). Bistanden bør ydes direkte til det enkelte SADCC-land,

især Mozambique, der er særlig hårdt ramt, eller via det regionale

samarbejde gennem SADCC.

Ifølge DANIDAs årbog for 1985 har Danmark hidtil bevilget ca. 165

mill. kroner til SADCC-projekter inden for transport og landbrug.

Der er imidlertid et nyt initiativ på vej i form af det såkaldte

Sorsa-initiativ, der lægger op til et forøget økonomisk samarbejde

mellem de nordiske lande og SADCC-regionen. Tankerne heri er

godkendt af de nordiske statsministre, og konkrete forslag,

udarbejdet af en embedsmandsmission med deltagelse fra SADCC,

forventes fremsat på SADCC-topmødet i Harare, Zimbabwe, i

begyndelsen af 1986. Det nordiske initiativ, der indbefatter øget

bistandskoordinering, teknisk bistand og teknologioverførsel,

giver den bedst mulige baggrund for en kraftig forøgelse af den

danske bistand til den hårdt ramte SADCC-region.

Beregninger, der er udført af SADCC og af vestlige Afrika-forskere,

har vist, at SADCC-landene over de sidste fem år har mistet mindst

10 mia dollars som følge af Sydafrikas destabiliseringspolitik.

Dette svarer til mere end 1/3 af SADCC-landenes samlede

eksportindtægter over den samme periode. Påtvungne tab i form af

ekstra forsvarsudgifter, nedgang i økonomisk vækst og direkte

skader som følge af Sydafrikas og Sydafrikastøttede oprørsgruppers

angreb vejer særlig tungt.

Sydafrika har i lange perioder besat store dele af det sydlige Angola

og har gennem omfattende støtte til oprørsgrupper i Angola og

Mozambique systematisk undergravet den økonomiske opbygning i

disse lande. Hertil kommer de væbnede overfald på Lesotho,

Botswana og Mozambique, som er blevet skarpt fordømt af FNs

sikkerhedsråd.

De militære overgreb har været ledsaget af en vedvarende

undergravning af frontlinjestaternes økonomi i kraft af, at disse

landes transportforbindelser og udenrigshandel er stærkt afhængige

af Sydafrika. De påtvungne »fredsaftaler«, bl.a. med Mozambique,

har ingenlunde standset den undergravende virksomhed.

Gennem destabiliseringspolitikken har Sydafrika målbevidst forhindret

SADCC-landenes højt prioriterede omlægning af deres

transportsystemer bort fra afhængigheden af Sydafrika.

Undersøgelser viser imidlertid, at SADCC på trods af vanskelige

betingelser har fungeret smidigt og ubureaukratisk. Sagt med andre

ord har bistandseffekten været høj. Den forstærkede spænding i det

sydlige Afrika forøger stærkt behovet for ekstra bistand. Det bør

i denne forbindelse understreges, at frontlinjestaterne aktivt

støtter kravene om sanktioner over for Sydafrikas

gengældelsesforanstaltninger.

Der er således alle gode grunde til at lægge langt større vægt på den

danske u-landsbistand til Afrika end hidtil. Dette vil være i

overensstemmelse med en voksende erkendelse i andre lande og i

internationale organisationer af behovet for den nødvendige ekstra

indsats i Afrika.

Versioner

1. 1988-05-21