Gelex

1985 BSF 41 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF EN OPSØGENDE UNGDOMSRÅDGIVNINGSVIRKSOMHED

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00041@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Regeringen pålægges at udarbejde forslag til lov om opsøgende og

koordinerende ungdomsrådgivningsvirksomhed indeholdende

bestemmelser om:

1. Ungdomsråd

Der skal i hver kommune oprettes et ungdomsråd.

Ungdomsrådet skal sikre de unge indflydelse og medbestemmelse på

kommunale forhold af betydning for unge.

Ungdomsrådet finansieres ved afsættelse af et fast beløb på 50 kr.

pr. indbygger mellem 10 og 26 år.

Ungdomsrådet vælges blandt kommunens unge i alderen 14-24 år.

Ungdomsrådet ansætter selv medhjælp.

2. Ungdomsteam

Der skal i hver kommune oprettes et ungdomsteam bestående af

repræsentanter fra de institutioner, organisationer, nævn eller

kontorer, der arbejder med løsning af ungdomsproblemer eller er

beskæftiget med service eller forebyggende arbejde.

Ungdomsteamet skal udøve den overordnede samordning af vejledningen

på lokalt plan. Ungdomsteamet skal medinddrages i planlægningen af

såvel uddannelsesaktiviteter som beskæftigelsesaktiviteter.

Offentlige instanser eller organisationer, som ved lov er tillagt

opgaver i forbindelse med ungdomsproblemer, service eller

forebyggelse, skal deltage i ungdomsteamet.

Såfremt en institution m.v. ikke samarbejder i ungdomsteamet, kan

tilsynsrådet pålægge pågældende institution m.v. at følge

ungdomsteamets beslutninger.

Ungdomsrådet er repræsenteret i ungdomsteamet.

3. Åben ungdomsrådgivning

I hver kommune skal der etableres mindst en åben rådgivning, som dels

virker opsøgende på gadeplan og i miljøerne og dels stiller viden

til rådighed, formidler kontakt og udøver social-, psykologisk,

arbejdsmarkeds-, uddannelses- og boligmæssig vejledning.

Ungdomsrådgivningen skal være vederlagsfri og anonym.

Ungdomsrådgivningen kan iværksætte eller yde tilskud til uddannelser,

kurser samt kontakt- og informationsordninger for unge.

Ungdomsrådgivningen er sekretariat for ungdomsteamet.

Ungdomsrådgivningen skal være til rådighed for enhver under 26 år,

men kan i det enkelte tilfælde fortsætte ud over det 25. år.

Ungdomsrådgivningen samarbejder på det overordnede plan med andre

myndigheder, men må i de enkelte sager kun efter aftale med den

enkelte unge tage kontakt og samarbejde med andre myndigheder.

I større byer skal oprettes ungdomsrådgivninger i de forskellige

bydele, således at den enkelte åbne rådgivning er almindeligt

kendt i kvarteret og kan indgå i den almindelige påvirkning af

miljøet.

Ungdomsrådet skal mindst en gang årligt på en åben konference drøfte

rådgivningens virksomhed.

Udgifterne til ungdomsrådgivningen afholdes med 25 pct. af kommunen,

25 pct. af amtskommunen og 50 pct. af staten med et samlet beløb

svarende til 500 kr. for hver ung under 26 år i kommunen.

Beløb, der efter ovennævnte beløbsramme ikke anvendes i den enkelte

kommune, henføres til en særlig ungdomsfond, som har til formål at

finansiere projekter, der har særlig interesse til forbedring af

levevilkår for børn og unge.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Forslaget sigter mod at involvere ungdommen i løsning af de

individuelle og samfundsproblemer, der opstår og hersker for unge

overalt i samfundet. Forslaget vil også løse

koordineringsproblemer og give mulighed for, at

kompetenceproblemerne imellem de talrige vejledningsordninger, der

retter sig mod unge, kan løses mellem de forskellige instanser. De

børn og unge, vi ser rundt omkring os i dag, er dem, der som

voksne skal bære samfundet videre.

Det ved alle, men hverken regering eller hovedparten handler i

overensstemmelse med denne banale logik.

Selv om der er sket en indsats imod ungdomsarbejdsløsheden og imod

uddannelsesløsheden, så har vi i dag stadig ca. 60.000

registrerede ungdomsarbejdsløse; dertil er der dukket en

restgruppe på 40.000 ikke-uddannelsessøgende uden for

arbejdsstyrken op, en gruppe, som regeringen sætter spørgsmålstegn

ved om den offentlige indsats skal indrettes på at opfange. Dette

forslag vil ikke alene sigte mod denne gruppe, men også

medinddrage de 60.000 ledige unge, hvoraf ca. 15.000 venter på

lære- eller praktikplads. Antallet af unge enlige mødre er stærkt

voksende. 17.000 er anbragt uden for eget hjem,

ungdomskriminaliteten vokser, medens vi også kriminaliserer stadig

flere af de unges handlinger. Mest foruroligende er børns og unges

selvmord og selvmordsforsøg, som af alle erkendes at være råb om

hjælp, råb om at blive hørt i denne tiltagende usolidariske og

koldt teknologiske genopretningstid.

Sideløbende hermed stiger taksten for at være barn eller ung, det

være sig i vuggestue, børnehave, fritidshjem eller ungdomsklub.

Det er også et økonomisk spørgsmål, om barnet eller den unge er

omfattet af de forebyggende foranstaltninger. Hertil kommer, at de

ydelser, der gives unge, ofte tvinger dem ud i kriminalitet -

berigelser for at kunne eksistere i dette optimistiske

glamoursamfund.

25 pct. af alle børn og unge er på et eller andet tidspunkt ude i en

stærkt truet situation.

Når vi har råd til at købe jetjagere til 1.325.000.000 kr. for at

holde imaginære fjender væk, kan vi ikke forklare nogen, der er i

besiddelse af sund fornuft, at vi ikke har råd til at bekæmpe den

sociale trussel og fjende, der truer vore børn og unge.

Bemærkninger til forslagets enkelte led

Ungdomsrådet

I anledning af ungdomsåret er der udsendt en opfordring til

kommunerne om at oprette ungdomsråd. Dette er kun i meget ringe

omfang fulgt op af kommunerne. Der har også hersket meget delte

meninger om ungdomsrådene. Nogle har været direkte imod at give

unge mulighed for kvalificeret indflydelse/medbestemmelse på deres

egne forhold, medens andre har været imod at indføre et nyt

fremmedgørelsesorgan til fremme af pamperiet. Forslagsstillerne

mener, at begge dele er udtryk for mistillid til ungdommen. Der

skal opbygges valgregler til ungdomsrådet, som sikrer, at

kommunens forskellige bydele og interesse-/ungdomsorganisationer

er repræsenteret. Forslagsstillerne forudsætter, at denne del af

lovforslaget udarbejdes i samråd med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)

og på baggrund af de erfaringer, der er opnået fra de eksisterende

ungdomsråd.

Det er vigtigt for ungdomsrådets selvstændige funktion, at det får

eget sekretariat, og at dette ansættes af ungdomsrådet.

Ungdomsrådet finansieres af kommunen på samme måde som

kommunalbestyrelsen. Det forudsættes, at der ydes betaling til

transport og tabt arbejdsfortjeneste, og at medlemmerne af

ungdomsrådet får tilbudt relevant kursus i kommunens og samfundets

funktion.

Ungdomsteam

I forbindelse med behandlingen af lov om ungdomsvejledning pegede

bl.a. Kommunernes Landsforening på koordineringsproblemerne og

kompetenceproblemerne, der eksisterer de forskellige

vejledningsordninger imellem.

Det er helt uantageligt, at unge går rundt og ikke kan komme ind på

relevant praktikplads, medens der er ledige praktikpladser, fordi

de etablerede vejledningsordninger ikke kan hitte ud af at

koordinere deres indsats og blive enige om, hvem der gør hvad.

Ungdomsteamet skal også være det første skridt på vejen til at

samordne de forskellige vejledningsordninger, så der er færrest

muligt. Forslagsstillerne forestiller sig ikke, at der kun skal

eksistere en vejledningsordning, men en betydelig begrænsning vil

være til brugerens fordel.

Ungdomsteamet skal først og fremmest bestå af de offentlige

instanser, der er sat til at forvalte de forskellige

vejledningsopgaver og arbejdsløshedsbekæmpelsesopgaver.

Disse institutioner, råd, nævn, eller hvad de nu hedder, behøver ikke

primært at have opgaver omkring ungdom, men selvfølgelig have

ungdom som brugere af institutionen.

Teammøderne skal holdes så hyppigt - f.eks. en gang ugentlig - at

arbejdet i de forskellige institutioner ikke stoppes eller løber

videre uden at være drøftet i teamet.

Ungdomsteamet skal ikke behandle enkeltsager vedrørende personer, men

skal være den krumtap, hvorom planlægning og koordinering af

uddannelsesaktiviteter og beskæftigelsesaktiviteter drejer. Den

kompetenceproblematik, der eksisterer imellem

arbejdsmarkedsnævnene og kommunerne, er hindrende for

gennemførelse af ordentlig planlægning på vejledningsområdet.

Ungdomsteamet har ansvaret for denne planlægning og for den

overordnede prioritering af ressourcefordelingen til iværksættelse

af forskellige projekter og foranstaltninger til bekæmpelse af

ungdomsarbejdsløshed eller uddannelsestiltag.

Der fratages således ikke de enkelte institutioner nogen selvstændig

funktion, men de underlægges ungdomsteamet i den overordnede

planlægning. Der hører en forpligtelse til til at deltage i

ungdomsteamet, idet institutionen forvalter offentlige midler.

Selv om kommunen er initiativtagende instans, så kan

kommunalbestyrelsen ikke tilsidesætte ungdomsteamets beslutninger

eller træffe beslutninger på dettes vegne. Ungdomsteamet er en

sammenblanding af kommunale, statslige og organisationsinteresser.

Da det kan forudses, at der kan opstå konfliktproblemer i

ungdomsteamet, indsættes den kommunale tilsynsmyndighed som

opmandsinstitution i konfliktsituationer, uden at det skal forstås

som en voldgiftsinstitution. Tilsynsmyndigheden er valgt ud fra

opfattelsen af, at den har bedre lokalt kendskab.

Ungdomsteamets udgifter afholdes af de deltagende institutioner.

Sekretariatsfunktioner udføres af ungdomsrådgivningen, hvorved

sikres en tæt kommunikation til de dagligdagsproblemer, kommunens

unge står over for.

Åben ungdomsrådgivning

Den åbne ungdomsrådgivning udvider den eksisterende kommunale

ungdomsrådgivning til at omfatte alle problemsæt, unge står over

for. Ungdomsrådgivningen er en kommunal institution, men ikke

henført til nogen særlig forvaltning, idet der netop ikke skal

være et særligt problemkriterium for at kunne komme i den åbne

ungdomsrådgivning.

Det er ikke tanken, at ungdomsrådgivningen skal omfatte

ekspertpersoner inden for alle områder, men der skal være

personale, der ved, hvor oplysningerne findes, og som kan skabe

kontakt mellem den unge/grupper af unge og den instans, der kan

løse det pågældende problem.

En række muligheder til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed kan

udmærket igangsættes af unge selv med nogen sagkyndig støtte. En

sådan opgave er netop primært ungdomsrådgivningens: at sætte

grupper af unge i gang med løsning af konkrete opgaver. Den åbne

ungdomsrådgivning skal også kunne etablere kursus og uddannelser

specielt sammensat til de forskellige problemområder, der opstår i

den enkelte rådgivnings arbejdsområde. Sådanne kurser skal kunne

rekvireres på tekniske og handelsskoler, børneforsorgsseminarier

eller sociale højskoler, højere læreranstalter eller almindelig

folkeskole. Sådanne uddannelsesarrangementer skal rekvireres til

omkostningsprisen uden det overhead, som foreskrives rekvireret

undervisning.

Den åbne ungdomsrådgivning skal være en del af det miljø, som de

unge, der bruger ungdomsrådgivningen, også er en del af. Derfor er

det nødvendigt, at der i større bysamfund er flere rådgivninger

med selvstændig funktion. Ungdomsrådgivningerne er sammen med

ungdomsteamet skridt henimod samordning af en række

ungdomsvejledninger i forskellig regie. Ungdomsrådgivningerne skal

samarbejde med de vejledningsinstitutioner m.v., der har tilbud

rettet til unge i kommunen, og koordinere enkeltsager, projekter

eller andre aktiviteter, der er i gang. Ungdomsrådgivningen kan

ikke tilsidesætte anden lovgivning som f.eks. dagpengelov og

bistandslov, men ungdomsrådgivningen kan med ungdomsteamet som

støtte forlange den enkelte sag koordineret i ungdomsrådgivningen

og i forbindelse hermed afholde koordineringsmøder mellem de

institutioner, der er involveret i enkeltsager, møder, hvori der

kan træffes bindende beslutninger, hvorfor det er vigtigt, at der

delegeres den nødvendige kompetence til de medarbejdere, der

deltager i koordinationsmøderne.

Den åbne ungdomsrådgivning skal samarbejde med det omliggende miljø

og arbejde på at støtte det sociale netværk. Konferencer,

offentlige møder om lokalproblemer eller lokalfester er nogle af

de muligheder, den åbne rådgivning kan bruge.

Den individuelle rådgivning er en vigtig del af tilbuddet til de

unge. Denne del af funktionen skal udføres i snævert samarbejde

med et ungdomsrådgivningscenter, hvor de mere behandlingsmæssige

tiltag skal foregå.

Koordinering med kriminalforsorg omkring tilsyn og samfundstjeneste

samt etablering af boliger for kriminelle henhører sammen med

ungdomsboligaktiviteter - hvad enten det drejer sig om nybygning

eller etablering i gammelt byggeri - under den åbne rådgivning.

Versioner

  1. 1988-05-21