Gelex

1985 BSF 43 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN KRIMINALPOLITISK REFORM

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00043@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i efteråret 1986 at fremsætte

lovforslag med henblik på ikrafttræden den 1. januar 1988 samt

gennemføre administrative ændringer, der forbedrer

resocialiseringsmulighederne og formindsker risikoen for

tilbagefald (recidiv) ved begrænsning af frihedsstraffe,

indførelse af ikke-frihedsberøvende alternativer samt forbedringer

af anstalterne.

Ændringerne bør ske efter følgende retningslinjer:

1. Begrænsning af frihedsstraffe.

1.1. For personer, idømt fængselsstraf under 5 år, kombineres

straffen, således at 1/3 afsones og 2/3 gøres betinget.

Prøveløsladelse forinden afsoning af 1/3 af straffen skal kun

kunne ske under hensyntagen til særlige individuelle behov.

1.2. For personer, idømt fængselsstraf over 5 år, indføres udvidet

adgang til prøveløsladelse efter afsoning af 1/2 tid ud fra

indviduelle skøn. Prøveløsladelse efter afsoning af 2/3 tid gøres

obligatorisk.

2. Nye sanktionsformer.

2.1. Som et forsøg indføres adgang til som et led i en sanktion at

gennemføre konfrontationstjeneste og erstatningstjeneste, hvor

gerningsmand og offer stilles over for hinanden.

2.2. Det igangværende forsøg med samfundstjeneste udbygges. Det bør

tilstræbes, at samfundstjeneste gøres permanent, og at den bringes

i anvendelse i mindst 350 sager i 1986, 400 i 1987 og 500 i 1988.

2.3. Forsøg med fritidsafsoning.

2.3.1. Personer, der afsoner frihedsstraf under 5 år, skal kunne

vælge fritidsafsoning med fast udgang til arbejde eller uddannelse

i op til 10 timer daglig. Forsøgsordningen iværksættes pr. 1. juni

1986 i 2 åbne og 1 lukket anstalt.

2.4. Forsøg med alternativtjeneste.

2.4.1. Personer, der afsoner frihedsstraf under 5 år, skal kunne

vælge alternativtjeneste. En sådan kan påbegyndes ved afsoningens

start eller på et tidspunkt under denne. Forsøgsordningen

iværksættes 1. juni 1986.

2.4.2. Alternativtjeneste kan gennemføres på egnet og godkendt

institution, internatskole, socialpædagogisk-, produktions- eller

integrationskollektiv.

På placeringsstedet skal ske praktisk og/eller teroretisk

oplæring/optræning/uddannelse.

Der skal være opsyn og garanti for, at afsoneren er til stede, og at

der sker påvirkning i retning af udvikling af evne til at fungere

ansvarligt sammen med andre. Pligten til at være til stede gælder

i afsoningstiden, men foranstaltningen kan efter frivillig aftale

forlænges efter behov ud over denne.

2.5. Udeblivelse og lignende misbrug medfører for hver dag

forlængelse af afsoningstiden med en dag maksimeret, afpasset

efter årsagen til overtrædelsen. Mere end en uges sammenhængende

udeblivelse og lignende misbrug indebærer, at retten til afsoning

på de anførte vilkår tages op til vurdering. Fortabelse af retten

til alternativ afsoning og fritidsafsoning frakendes ved dom.

Sanktioner for andre overtrædelser af afsoningsreglerne fastlægges

i bindende regler.

2.6. Alle fængselsdømte indsættes fremtidig i det nærmeste

åbne/lukkede fængsel, der skal fungere som regionalt fængsel.

Horserød og Gribskovlejren skal være åbne regionalfængseler for

hovedstadsområdet.

3. Indsattes rettigheder i øvrigt.

3.1. Der indføres overenskomstsmæssig aflønning for arbejde under

opholdet. Samtidig skal opholds- og kostudgifter samt

gældsforpligtelser, husleje på hjemstedet og lignende betales af

afsoneren. Ordninger, der indebærer, at indsatte medinddrages i

administration og udførelse af især kost- og rengøringsordninger,

fremmes.

3.2. De indsatte skal sikres fuld ret til at organisere sig, og deres

organisationer skal anerkendes som forhandlingsberettigede efter

samme retningslinjer som udenfor.

3.3. Arbejds- og uddannelsesordninger og ordninger, der støtter de

indsattes muligheder for at udvikle selvstændighed og

ansvarlighed, udbygges.

3.4. Ikendelse af disciplinærstraffe for småforseelser afskaffes. For

alvorlige forseelser ikendes disciplinærstraffe af anstaltens

leder uden mulighed for kompetencedelegation.

4. Tilsynsråd.

4.1. Der indføres regionale tilsynsråd, som har ret og pligt til at

holde kontakt med de indsatte og tage initiativer omkring såvel

enkeltpersoner som forholdene på anstalten over for

anstaltsledelsen og kriminalforsorgsdirektoratet.

5. Omfordeling af pladser og bevillinger.

5.1. Fra den 1. juni 1986 nedlægges 50 anstaltspladser på en sådan

måde, at der sker en besparelse, som skal overføres til

finansiering af alternativtjeneste.

5.2. Fra den 1. januar 1987 nedlægges yderligere 75 pladser, i 1988

200 og i 1989 375. Alle midler overføres til forsøg med

alternativtjeneste og fritidsafsoning. Efterhånden som

fængselspladser nedlægges som følge af alternativforanstaltninger

eller kombinationsdomme, indrettes/omdannes en række åbne fængsler

til alternativtjeneste.

5.3. For pladser uden for kriminalforsorgen på institutioner, skoler

og i kollektiver betaler kriminalforsorgen af de sparede midler

den til enhver tid for det foregående år udpegede gennemsnitspris

for en anstaltsplads minus 10 pct. For personer, der efter aftale

fortsætter ud over afsoningsperioden, betales gennemsnitsprisen

minus 30 pct. For betinget dømte, løsladte under tilsyn eller

tidligere straffede, som kriminalforsorgen skønner har behov for

alternativtjeneste af forebyggende grunde, og som selv accepterer

det, betales gennemsnitsprisen minus 50 pct. I de tilfælde, hvor

der er behov for højere betaling og/eller særlige ydelser, skal

disse betales af de sociale forvaltninger i kommune og/eller

amtskommune efter bistandslovens bestemmelser.

5.4. Regeringen pålægges at sikre, at de sparede økonomiske midler

inden for det hidtil fastsatte økonomiske budget anvendes til

finansiering af:

5.5. Nødvendige etableringsudgifter inden for og uden for

kriminalforsorgen til at sikre, at der er det tilstrækkelige antal

pladser til rådighed for alternativtjeneste.

5.6 Nødvendig betaling for klientanbringelse efter de nævnte takster

på institutioner, skoler og kollektiver uden for

kriminalforsorgen.

5.7. Styrkelse af den frie kriminalforsorg (KIF) til varetagelse af

opgaver med samfundstjeneste, alternativtjeneste og lignende.

5.8. Ansættelse af undervisnings- og konsulentpersonale på

anstalterne samt passende ombygning af anstalterne, inklusive

velfærdsforanstaltninger.

5.9. Ansættelse af konsulenter til at forestå alternativtjeneste og

ændringer på anstalterne.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

I 60erne oplevede man en eksplosiv stigning i kriminaliteten i

Danmark. Det viste sig, at den kriminalitet, der blev opklaret,

som sædvanlig hovedsaglig var begået af unge mænd uden

erhvervsuddannelse, med kort skoleuddannelse og såkaldt svag

social baggrund. I nogen grad var der ligefrem tale om en

intensivering i kriminaliteten, dvs. hyppigere tilbagefald

(recidiv).

De forøgede uddannelses-, forbrugs- og præstationskrav bevirkede

udstødning af flere af denne, i forvejen sårbare, gruppe. Samtidig

førte det til en større desperation i deres adfærd, herunder at de

blev lette ofre for det dengang modeprægde stofmisbrug.

I midten af 70erne stagnerede kriminalitetsudviklingen. I nogle år

var der en svagt faldende tendens. Undersøgelser tyder på, at det

især var recidivet, der blev mindre. Det er udlagt således, at

mange af disse udstødte unge følte en relativ forøgelse af status,

accept og samhørighed, da de nu delte skæbne med mange andre

arbejdsløse.

Af- og nedkriminaliseringsreformerne og de mange alternative

eksperimenter - f.eks. Christiania, Tvind, socialpædagogiske

kollektiver m.v. - har formentlig også haft indflydelse.

I slutningen af 70erne steg kriminaliteten imidlertid igen. I forhold

til 60erne må stigningen dog siges at være yderst moderat.

Undersøgelser peger på, at en del af den har været opsparet

kriminalitet, idet man på ny når op på sammme recidivniveau som

før krisen.

Samtidig viser der sig imidlertid også en tendens til stigning i

antallet af kriminelle begyndere. Under hele den økonomiske krise

har der vist sig en direkte sammenhæng mellem arbejdsløshedens

udvikling og antallet af begyndere. Den langvarige

ungdomsarbejdsløshed ser altså ud til at øge risikoen for

kriminalitet blandt mennesker, der ellers ikke har været i

konflikt med loven. Stigende sociale forskelle, håbløshed og

desperation skaber baggrund for ny kriminalitet. Herpå tyder

f.eks. den voldsomme stigning i hærværk.

Hvis man overhovedet kan tale om en sammenhæng, er det i hvert fald

tydeligt, at efter ned- og afkriminaliseringen og de mange

ungdomsalternativer i begyndelsen af 70erne ses tendenserne til

nedgang i recidivet. I de følgende år synes der at ske en vis

stramning i domspraksis på baggrund af den lov og orden-prægede

offentlige debat. Straffene sættes i vejret for visse kategorier

af forseelser - især grovere narkokriminalitet - og

liberaliseringen inden for fængselsvæsenet begrænses på ny med

restriktioner begrundet i volds- og narkoproblemer.

Konklusionen må være, at begrænsing af den kriminalitet, der

sædvanligvis belaster straffesystemet, ikke lader sig gøre ved

hjælp af frihedsstraffe. Derimod synes to omstændigheder at have

særlig betydning. På den ene side vilkårene for den socialt

svageste del af ungdommen. På den anden side de alternative

muligheder for at komme i gang med en tilværelse, der opleves

meningsfuld for de unge, der er kommet ud i

kriminalitetsproblemer.

Alle undersøgelser tyder i hvert fald på, at frihedsstraf har en

yderligere invaliderende og selvforstærkende, recidivskabende

virkning. Et eksempel er undersøgelsen, der påviser, at 35 pct. af

de indsatte narkomaner har pådraget sig deres narkomani under

eller efter et fængselsophold. Andre undersøgelser peger på, at

»sociale tabere« smitter hinanden, når de koncentreres sammen.

Derfor er det forbavsende, at størstedelen af diskussionen om

kriminalpolitik handler om fængselsstraffenes form og indhold (det

gjaldt f.eks. justitsministerens kriminalpolitiske konference den

10. januar 1985) og ikke om alternativer til frihedsstraf.

I øjeblikket kan vi registrere fængselsvæsenets hurtigste og største

ekspansion i nyere tid. Det fremgår af følgende tabel:

--------------------------------------------------------------------- 1978 1983 stigning i pct. --------------------------------------------------------------------- Fængselskapacitet (antal pladser) 3.300 3.800 15 Belæg (antal indsatte) 2.950 3.250 10 Bevogtningsperson. (antal betjente) 1.700 2.300 35

Mens altså fængslernes kapacitet blev sat op med 15 pct. fra 1978 til

1983, blev antallet af indsatte (gennemsnitsbelæg på årsbasis) kun

øget med 10 pct., mens antallet af fængselsbetjente steg med 35

pct.

At ekspansionen udelukkende er sket på bevogtningspersonalets område

dokumenteres af, at på de åbne fængsler er dette personales andel

steget fra 49 til 52 pct. af de ansatte. På de lukkede fængsler er

det steget ikke mindre end fra 52 pct. til 62 pct.

Det betyder, at hvor der i 1978 var 5,7 fængselsbetjent pr. 10

fanger, var der i 1983 præcis 7 betente pr. 10 fanger. På de

lukkede anstalter voksede tallet endog fra 8 pr. 10 i 1978 til at

overstige fangetallet: 10,5 pr. 10 fanger i 1983.

Resultatet er, at Danmark vedrørende bevogtningspersonale fører langt

over de fleste andre lande. F.eks. er der i England kun 5 betjente

pr. 10 fanger.

Dele af bevogtningspersonalet havde, inden denne ekspansion satte

ind, fået opgaver ud over bevogtning, ligesom man i deres

uddannelse søger at lære dem andre holdninger. Betjente deltager

f.eks. i enhedens behandling af disciplinærsager, prøveløsladelser

o.lign. Men den voldsomme udvidelse havde ikke noget at gøre med

ekstra opgaver f.eks. omkring behandling, resocialisering,

undervisning, velfærdsforanstaltninger eller lign. Tværtimod var

bevogtningsopgaverne blevet mere udprægede i kraft af skærpede

visitationsregler, restriktioner og disciplinærstraffe indført

efter betænkning om volds- og narkoproblemer.

Denne linje har beklageligvis medført et tilbageslag for det, der er

blevet kaldt liberalisering af fængselsvæsenet, ligesom den -

trods indførelsen af forsøget med samfundstjeneste - har medført

en forskydning i retning af flere frihedsberøvende straffe på

bekostning af andre muligheder. Det er f.eks typisk, at antallet

af betingede domme i absolutte tal (trods stor stigning i antallet

af domme) er faldet siden 1975. Det samme gælder tiltalefrafald.

Betingede domme toppede med 27 pct. af samtlige i 1974,

hvorefter de dalede til 22 pct. i 1980.

Omvendt nåede de ubetingede bunden i 1977 med 24 pct. og steg til 26

pct. i 1980.

Der er brug for en omfattende kriminalpolitisk reform, som i første

række begrænser omfanget af frihedsstraf. Det foreslås, at alle

de nuværende domme på op til 5 års fængsel fremtidig gives som

kombinationsdomme, hvoraf 1/3 afsones og 2/3 gøres betinget. Hvis

de nuværende strafferammer fastholdes, betyder det en reduktion af

de reelle afsoningstider til halvdelen.

Den nuværende prøveløsladelsesordning opfattes som vilkårlig, fordi

ca. 10 pct. får afslag. Forslaget fjerner elementet af

tidsubestemthed. I den betingede periode kan der via tilsyn sikres

en social støtte til resocialisering, og der kan gribes hurtigt

ind i tilfælde af risiko for eller forekomst af ny kriminalitet.

En sådan ændring vil også imødekomme justitsministerens tanker om

kortere og mere effektive straffe med hurtig indsættelse.

Forslagsstillerne vil imidlertid ikke overlade domstolene at

administrere en nedsættelse af straffene med 1/3 i forbindelse med

en afskaffelse af prøveløsladelsen. Sporene fra 1982 skræmmer,

hvor folketinget ved vedtagelsen af en ændring af straffeloven

lagde op til en sænkning af strafudmålingen med 1/3 ved de

almindelige berigelsesforbrydelser. Denne ændring synes reelt ikke

at have haft nogen virkning. Anvendelsen af kombinationsdomme er

sikrere og bedre, og prøveløsladelser kan reduceres til særlige

tilfælde.

For straffe over 5 års fængsel bør prøveløsladelsesmuligheden dog

forbedres, både af menneskelige og kapacitetsmæssige grunde. En

hovedårsag til, at fængslerne »sandede til« i begyndelsen af

80erne, var, at strafferammen for alvorlige narkoforbrydelser blev

sat drastisk op. Flere sad længere, og ventepukkelen voksede sig

stor.

Det var ikke som tilsigtet bagmændene, man fik ram på. Som det f.eks.

blev fremhævet af flere af de sagkyndige på justitsministerens

førnævnte konference, var det kun narkokurererne, man ramte. De er

rekrutteret fra nøjagtig den samme sociale tabergruppe som det

øvrige fængselsklientel. Derfor har man med de skærpede rammer

blot opnået at sætte strafniveauet op for ganske almindelige

gennemsnitskriminelle. Følgerne af deres langvarige

fængselsstraffe har været endnu mere alvorlige menneskelige og

sociale tilpasningsproblemer. Der er igangsat en ond cirkel med

større recidivrisiko, hvilket yderligere forøger fængslernes

kapacitetsproblemer.

Derfor bør prøveløsladelser på 2/3 tid gøres obligatorisk for alle

straffe over 5 år, samtidig med at muligheden for løsladelse på

1/2 tid bør udvides.

De nuværende udgangsordninger opfattes også som restriktive og

vilkårlige. Det er rimelig let at få udgang fra en åben anstalt,

men det er vanskeligt og administreres meget forskelligt på de

lukkede anstalter.

Af hensyn til resocialiseringen bør der indføres mulighed for, at

enhver, der afsoner op til 5 års frihedsstraf, frit kan vælge fast

udgang til arbejde eller uddannelse i op til 10 timer daglig. En

sådan valgmulighed vil imødekomme de forslag, der har været om

indførelse af såkaldt natfængsel.

Samtidig bør en kriminalpolitisk reform sikre, at der satses langt

mere på alternativer til frihedsstraf.

Den nuværende straffelovs § 49, stk. 2, indeholder mulighed for at

anbringe fængselsdømte på egnet institution. Denne paragraf er -

trods udtalte politiske ønsker om omfattende anvendelse over for

dømte med stof-, alkohol- (det er mindst halvdelen af samtlige!)

og lignende problemer - kun anvendt i uendelig få tilfælde.

Kriminalforsorgsdirektoratets regler for paragraffens udnyttelse er

udformet alt for snævert. Det alvorligste problem er dog

betalingen. Institutionsophold er dyre, de koster ca. det samme

som fængselsophold. Hidtil er det kun lykkedes direktoratet at

skaffe penge til betaling af ganske få institutionspladser -

tilmed hvor kommuner/amtskommuner betaler halvdelen.

Nu er der indgået aftale med socialministeriet om, at § 49, stk.

2-anbringelser skal betales efter bistandslovens almindelige

bestemmelser.

Denne aftale vil antagelig forhindre, at det bliver muligt i større

målestok at anvende § 49, stk. 2. Kommunerne er i forvejen trængt

imellem de statslige krav om ikke at forøge udgifterne og forøgede

udgiftsbehov bl.a. på det sociale område. Dertil kommer, at det

netop er nogle af de økonomisk hårdest trængte kommuner, der vil

belastes med disse udgifter, såfremt de skal fordeles efter antal

klienter. En nogenlunde omfattende anvendelse af bestemmelsen kan

nemt medføre et dræn i kommunekassen på 10-20 mill. kr. i

København og 5-10 mill. kr. i Århus.

Efter forslagsstillernes opfattelse kunne en egentlig

alternativtjeneste som en valgmulighed for alle med frihedsdom

under 5 år, hvor kriminalforsorgen sikrer økonomien, være en af de

allerbedste metoder til at mindske recidivet blandt det

traditionelle fængselsklientel.

Som nævnt drejer det sig om en gruppe præget af håbløshed og

desperation. Den opleves og oplever sig selv som en udstødt og

stemplet gruppe i forhold til det normale samfund. Den har oplevet

ikke at kunne leve op til de krav, der normalt stilles til f.eks.

uddannelse og effektivitet. Netop over for denne gruppe kan

alternative tilbud om at komme igang med en tilværelse, der

opleves meningsfuld, bryde den onde cirkel. Formerne og kravene må

imidlertid være anderledes end dem, de unge har lidt nederlag

overfor.

Placering kunne ske på f.eks. amtskommunale, socialpædagogiske

institutioner, på specialinternatskoler, højskoler, fagskoler

o.lign. Mange socialpædagogiske kollektiver har gennem deres

arbejde med sociale klienter bevist, at de er velegnede til at

klare sådanne opgaver. Det sammen gælder mange

produktionskollektiver.

I de senere år er der opstået såkaldte integrationskollektiver, der

bygger på en bevidst filosofi om at blande sociale afvigere med

»normale«. En rapport fra Ålborg universitetscenter om

erfaringerne fra en af kriminalforsorgens egne eksperimenterende

institutioner, Ungdomspensionen Skejby ved Århus, tyder på

positive erfaringer hermed.

Det afgørende er imidlertid betalingen. De hidtidige erfaringer tyder

på lavere recidiv dvs. større effektivitet - hvorfor det eneste

rigtige naturligvis vil være at nedlægge fængselspladser i takt

med placeringer i alternativtjeneste og bruge de sparede midler

til denne.

Skal tilbuddene opleves tilstrækkelig alternative, må en ret stor del

af midlerne via direkte betaling fra kriminalforsorgen eller i

form af refusioner til kommunerne overføres til utraditionelle

anbringelsesformer præget af stor grad af medbestemmelse og

selvforvaltning uden for den sædvanlige statslige eller

amtskommunale regie.

Herudover kan også et antal pladser på institutioner under

kriminalforsorgen i frihed benyttes, ligesom der bør ske en vis

udbygning af disse muligheder.

Dele af de nuværende mest geografisk uheldigt placerede åbne

anstalter kan af kriminalforsorgen omdannes til sådanne

produktionsog integrationskollektiver. En del af det nuværende

personale kan gå ind i et sådant arbejde. Det kan f.eks. være

Kragskovhede, Kærshovedgård, Nr. Snede, Sdr. Omme og Amstrup. På

nogle af disse anstalter kan der tillige indrettes

specialarbejderskoler med tilbud, det egner sig for

kriminalforsorgens klientel.

Det eneste alternativ til frihedsstraf, der i beskedent omfang har

været forsøgt i København og Nordjylland og nu skal udbredes som

forsøg til resten af landet, er samfundstjeneste.

Her foreligger der imidlertid et brud med de forudsætninger, der blev lagt til grund ved tjenestens indførelse.

Tjenesten er vedtaget som alternativ til frihedsstraf, og må kun

tildeles folk, der skulle have været idømt en sådan. Da

kriminalforsorgen er pålagt at klare alle ekstraopgaver inden for

den fastlagte budgetramme bør midlerne til samfundstjenesten

naturligvis tages fra fængslerne. I stedet er de taget fra KIF og

blokerer for det øvrige resocialiserende og

kriminelitetsforebyggende arbejde. Der bør nedlægges

fængselspladser i takt med samfundstjenestens udbygning.

De sparede penge kan overføres til en række alternative formål. Til

KIF med henblik på udbygning af samfundstjenesten og tilsyn med

alternativtjeneste. Til etablering og klientbetaling for placering

i alternativtjeneste. Men også til en række forbedringer på

anstalterne. Bedre og mere selvstændiggørende undervisnings- og

arbejdsmuligheder, ombygninger og velfærdsforbedringer. Endelig

kunne midler også anvendes til det kriminalpræventive råds

succesrige miljøarbejde i boligkvarterer.

Samtidig bliver der luft til en række andre påtrængende reformer som

f.eks. indførelse af regionalfængsler, så de indsatte ikke

deporteres flere hundrede km fra deres sociale forbindelser.

Der bør indføres lokale tilsynsråd med ret og pligt til at holde

kontakt med de indsatte og modtage klager.

Tanker, der peger i de nævnte retninger, er for nylig fremført i

kriminalpolitiske oplæg fra Kriminalforsorgsforeningen, der

organiserer forsorgs-, undervisnings- og

administrationsmedarbejdere i kriminalforsorgen.

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte punkter

ad 1.

Undersøgelser tyder på, at en kort afsoning i de fleste tilfælde er

mindst lige så effektiv som en lang, især hvis den straffede

indsættes hurtigt efter dommen. Prøveløsladelsesordningen opfattes

som vilkårlig, fordi ca. 10 pct. får afslag. Faste

kombinationsdomme, hvor der automtisk sker løsladelse efter 1/3

afsoning, lægger den fulde kompetence ved domstolene og fjerner

elementet af tidsubestemthed. I den betingede periode kan der via

tilsyn sikres en social støtte til resocialisering, og at der kan

gribes hurtigt ind i tilfælde af risiko for eller forekomst af ny

kriminalitet.

ad 2.1.

Tidligere kriminalforsorgsdirektør Brydensholt har foreslået sådanne

ordninger, der fungerer flere steder i udlandet, indført her i

landet. Offer og gerningsmand kan ved tyverier, indbrud og hærværk

aftale bøde, erstatning og/eller erstatningstjeneste (f.eks.

reparation) sammen med en dommer.

ad 2.2.

Det er vigtigt at understrege, at der skal lægges særlig vægt på

gennemførelsen af forsøget med samfundstjeneste, så dette snarest

kan omdannes til en permanent ordning med hensyntagen til de

indhøstede erfaringer.

Da samfundstjeneste udelukkende er et alternativ til frihedsstraf,

skal midlerne hertil i overensstemmelse med forudsætningerne ved

iværksættelsen af forsøg med samfundstjeneste tages fra

anstalterne.

ad 2.3.-2.4.

Den nuværende § 49, stk. 2, i straffeloven er benyttet i alt for få

tilfælde, fordi reglerne for dens anvendelse er fastlagt alt for

snævert. Forslaget om alternativtjeneste tilsigter, at de ca. 90

pct. af de fængselsdømte, der reelt er kommet ud i kriminalitet på

grund af massive sociale og psykiske problemer og belastninger,

får et tilbud, der kan støtte dem i en ægte personlig udvikling.

Såfremt kriminalforsorgen kan tilbyde en eventuel

etableringsstøtte og tilsyn samt især en rimelig betaling for

ophold, kan en udbredelse af produktions- og

integrationskollektiver, der i mange tilfælde bagefter kan tilbyde

en mere varig løsning, fremmes.

På KIFs institutioner kan et antal pladser anvendes, og der kan gøres

en bevidst indsats for oprettelse af nye selvstændige

integrationskollektiver i tæt kontakt med KIF.

ad 2.5.

Alternativtjeneste og fritidsafsoning i stedet for anstaltophold er

kun realistisk under ret frie opholdsforhold, såfremt den skal

tjene til udvikling af ansvarlighed og selvstændighed. Derfor må

misbrug af de frie rammer medfører konsekvenser. Det er dog

vigtigt, at klienterne får chance for at vænne sig til den øgede

frihed. Konsekvenser for småforseelser og alvorlige forseelser 1.

og 2. gang optrappes gradvis, men må ikke afskære muligheden for

fortsat alternativtjeneste. Først efter alvorlig overtrædelse 3.

gang bør retten til disse afsoningsformer fortabes.

ad 2.6.

Den nuværende store geografiske afstand er et stort problem, hvis de

indsatte skal opretholde/udbygge sociale kontakter til deres hjem

og omgivelser. Derfor bør princippet med regionalfængsler nu

gennemføres konsekvent.

ad 3. 1.

Svenske forsøg viser den gunstige effekt af aflønning og normale

økonomiske forpligtelser for indsatte.

ad 3.2.

I et demokratisk samfund må det være en selvfølge, at alle har fri

organisationsret.

ad 3.3.

En større grad af selvforvaltning fremmer ansvarsbevidstheden og

muligheden for at klare sig efter afsoning.

ad 3.4.

Disciplinærstraffesystemets funktionsmåde forekommer i dag uheldigt

dels på grund af de mange straffe for småforseelser, dels fordi de

ikendes arbitrært af vagtpersonalet. Dermed svækkes den indsattes

retssikkerhed under afsoningen. De psykologiske og menneskelige

forudsætninger for et effektivt resocialiseringsarbejde svækkes

dermed. Ikendelse af disciplinærstraffe for småforseelser bør

bortfalde, og ansvaret for alvorligere straffe bør klart placeres.

Dette udelukker dog ikke, at såvel vagtpersonale som de indsattes

organisation kan inddrages i de vurderinger, der lægges til grund

for afgørelserne.

ad 4.

Over for totale og lukkede systemer bør der være indsigt og

påvirkningsmuligheder udefra. Et tilsynsråd vil også være en

gavnlig ventil for de indsatte, hvis de føler sig uretfærdigt

behandlet.

ad 5.

Et forsigtigt skøn tyder på, at mindst 3/4 af de 1.800 pladser, der

er optaget af afsonere af fængselsstraffe, er besat af personer

med straflængder under 5 år, dvs. ca. 1.350 pladser. Når ændringen

er slået fuldt igennem med reduktion til halvdelen, kan der

følgelig spares ca. 675 pladser. De forbedrede

prøveløsladelsesmuligheder for de lange straffe skønnes på langt

sigt at kunne reducere belægget med 1/3, dvs. ca. 150 pladser.

Ændringerne kan dog kun forventes gradvis at slå igennem.

Forsigtigt kan det anslås til ca. 200 i 1988, 400 i 1989, 600 i

1990, 800 i 1991 og følgende år. Lægges dette sammen med

reduktionerne i belæg som følge af samfundstjeneste og

alternativtjeneste, kan belægget formentlig nedsættes med i alt

ca. 450 i 1988, 700 i 1989, 1.100 i 1990 og 1.300 i 1991 og

følgende år.

Der regnes med, at den frie kriminalforsorg udbygges gradvis i takt

med den øgede vægt på samfundstjeneste og alternativtjeneste,

ligesom der regnes med en bedre forebyggende indsats over for

betinget dømte (bl.a. den stærkt øgede indsats over for

kombinationsdømte).

Der er især i 1987 og 1988 regnet med betydelige beløb til etablering

af egnede faciliteter til alternativtjeneste. Der tænkes især på

tilskud til gruppers etablering af værksteder,

undervisningsfaciliteter samt bygningsombygninger ved

socialpædagogiske produktions- og integrationskollektiver.

Klientbetaling til alternativtjeneste er den største udgiftspost.

Uden denne overførsel af midler sparet på anstaltspladser vil det

ikke være muligt at sikre et stort antal

alternativtjenestepladser. Der er regnet med:

--------------------------------------------------------------------- fra 1/6 1986 1987 1988 1989 1990 --------------------------------------------------------------------- Klienter til anstaltsplads - 10 pct. 50 140 180 180 180 Klienter til anstaltsplads - 30 pct. 10 20 40 60 60 Klienter til anstaltsplads - 50 pct. 10 20 30 60 60 --------------------------------------------------------------------- Antal klienter 70 180 250 300 300 ---------------------------------------------------------------------

Note: Tallene i tabellen er akkumuleret år for år.

Selv om kun - 10 pct.-klienterne direkte modregnes i anstaltspladser,

bliver der alligevel på grund af besparelserne på

kombinationsdommene råd til en betydelig forebyggende indsats over

for kriminalitetstruede klienter, der typisk vil have en betinget

dom, og over for klienter, hvis egentlige frihedsstraf er

overstået.

For at holde kontakt til og opsyn med samfundstjeneste og især

alternativtjenestens placeringssteder er en betydelig kørsel

nødvendig for den frie kriminalforsorgs medarbejdere samt de

nyansatte konsulenter.

For at sikre bedre undervisning regnes med en gradvis forøget

ansættelse af faglærere til henholdsvis alternativtjeneste ved

omdannede anstaltsafdelinger og på selve anstalterne.

Det er nødvendigt at gennemføre betydelige ombygninger på anstalterne

for at drage fordel af udtyndingen til forbedringer og til

omdannelse af afdelinger på de åbne fængsler til

alternativtjeneste og specialarbejderskoler.

For at forestå, inspirere og koordinere hele denne omlægning af

kriminalforsorgens virksomhed ansættes et team af konsulenter, der

skal stå i tæt kontakt med såvel direktoratet, anstalterne,

KIF-afdelinger og institutioner som alternativ- og

samfundstjeneste-placeringssteder, amtskommunale og kommunale

myndigheder m.v. Det ville være hensigtsmæssigt, om konsulenterne

havde tilhørsforhold til og arbejdsområde i to grupper:

Fyn-Jylland og Sjælland-Lolland-Falster.

ad 5.1.-5.2.

For at sikre finansiering af alternativtjeneste er det vigtigt, at

der i takt med oprettelse af pladser til denne nedlægges et

tilsvarende antal anstaltspladser på en sådan måde, at der sker en

besparelse, som kan overføres til alternativtjeneste. Under

forudsætning af betaling er der med kort varsel pladser til

rådighed på såvel KIFs egne institutioner og amtskommunale

institutioner, som i socialpædagogiske og integrationskollektiver.

Placeringsmulighederne på de sidstnævnte og på forskellige

internatuddannelser vil kunne udbygges i løbet af få år, ligesom

faciliteter på en række af kriminalforsorgens åbne anstalter vil

kunne ombygges.

ad 5.3.

Ved placeringer uden for kriminalforsorgen, der er vigtige af hensyn

til samfundstilpasningen, er det afgørende, at der sikres

tilstrækkelig betaling. Det kan ikke forventes, at kommuner og

amtskommuner (som der p.t. lægges op til omkring § 49, stk. 2) er

villige til at betale fuld pris for ret mange fængselsdømte.

Derfor må de alternative placeringer, der antagelig giver mindre

recidiv, afspejle tilsvarende nedlæggelser af pladser på

anstalterne, hvorefter de økonomiske midler kan anvendes til

betaling for alternativtjeneste. Der er dog regnet med, at

socialforvaltninger/amtskommuner bør betale et bidrag til dyrere

anbringelser. Det er også vigtigt at sikre fortsat kontakt til og

ansvarlighed fra en klients hjemlige sociale myndigheder med

henblik på tilpasning efter straffeperiodens ophør.

ad 5.4.-5.9.

Det er forudsat, at de foreslåede reformer gennemføres inden for

kriminalforsorgens nuværende budgetrammer, således at der sker

tilsvarende nedlæggelser af anstaltspladser. En sådan gradvis

nedlæggelse kunne gennemføres således:

--------------------------------------------------------------------- fra 1/6 indebærer nedlæggelse af 1986 1987 1988 1989 1990 --------------------------------------------------------------------- Kombinationsdomme 400 600 800 Alternativ tjeneste 50 150 200 375 375 Samfundstjeneste 25 100 100 125 125 --------------------------------------------------------------------- 75 250 700 1.100 1.300 ---------------------------------------------------------------------

Note: Summen af tallene angiver det antal pladser, der i alt

forudsættes nedlagt siden 1/6 1986

I 1988 vil der herefter være brug for 2.300 anstaltspladser. Hvis der

regnes med 10 pct. ekstra, skal kapaciteten følgelig være 2.500.

Dette indebærer en reduktion i størrelsesordenen ca. 1.300

pladser, der udgår af anstaltsforsorgen. Denne reduktion rammer

kun i beskedent omfang pladser på provinsens arresthuse. Disse

har en funktion som »nærfængsler« og bør så vidt muligt ikke

nedlægges. Derimod er der brug for en kraftig udtynding i

Københavns fængsler, hvor forholdene er utidssvarende.

Med en vis udtynding kan de åbne fængslers pladser anvendes til

specialarbejderskoler, forbedrede undervisnings- og

arbejdsfaciliteter samt produktions- og integrationskollektiver.

På de lukkede anstalter kan afdelinger nedlægges og anvendes til

forbedrede arbejds- og undervisnings- samt velfærdsfaciliteter.

De ovenfor nævnte nedlæggelser af pladser på anstalterne vil

hovedsagelig afspejle sig i mindre udgifter til

bevogtningspersonale, dvs. overvagtmestre, vagtmestre,

fængselsoverbetjente og fængselsbetjente. Da nedgangen sker

gradvis og der i forvejen er meget stor årlig udskiftning i

betjentstyrken, skal omlægningen udelukkende ske ved natulig

afgang. Et antal medarbejdere, især ansat ved de åbne anstalter,

forventes dog efter ansøgning at kunne overføres til alternativ

tjeneste.

Bilag

De sparede midler anvendes som følger:

1987

1988

1989

1990

still.

mill.

still.

mill.

still.

mill.

still.

mill.

Den frie kriminalforsorg (KIF) 20 8,5 40 7,- 60 10,5 70 12,25

KIF-institutioner 8 1,4 12 2,- 15 2,6 25 4,4

Alternativtjeneste, etablering 2,- 15,- 15,- 10,-

Alternativtjeneste, klientbetaling 32,- 44,- 50,- 50,-

Velfærdsforanst. fængsler 1,- 4,- 5,- 5,-

Konsulenter 5 1,- 5 1,- 5 1,- 5 1,

Faglærere m.v. alternativtj. 10 1,8 15 2,6 20 3,6 25 4,4

Faglærere m.v. fængsler 4 0,7 15 2,6 20 3,6 25 4,4

Ombygning m.v. fængsler 3,- 10,- 15,- 15,-

Udgift i mill. 51,1 88,2 105,3 102,45

Udgiftsfordelingen skal opfattes som udtryk for en bestemt indbyrdes

prioritering af de afsatte midler og et ønsket omlægningstempo og

ikke som et præcist skøn over udgifternes omfang.

Versioner

  1. 1988-05-21