Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00045@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen i alle relevante internationale

sammenhænge og gennem fremsættelse af forslag i FN at arbejde for

en standsning af krigen i Eritrea og en politisk løsning af

konflikten efter følgende retningslinjer:

a. Offentliggørelse af en officiel dansk anerkendelse af kravet om

afholdelse af en folkeafstemning i Eritrea til afgørelse af

områdets nationale tilhørsforhold.

b. Udarbejdelse af et forslag om

- etablering af våbenhvile mellem de krigsførende parter, dvs.

Etiopiens regering og befrielsesbevægelsen i Eritrea,

- etablering af en fredsbevarende FN-styrke i området og sikring af

flygtningenes adgang til at vende tilbage samt

- afholdelse af en internationalt kontrolleret folkeafstemning i

Eritrea til afgørelse af områdets nationale tilhørsforhold.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Trods stor militær indsats er det aldrig lykkedes for det etiopiske

militærstyre at nedkæmpe den eritreanske nationale

befrielsesbevægelse, hvis vigtigste organisation er EPLF.

Krigen har bølget frem og tilbage i mange år; således var

befrielsesbevægelserne i 1977-78 tæt ved en total militær sejr,

men billedet ændrede sig, da Etiopien takket være massiv støtte

fra Sovjet og Cuba kunne igangsætte en storoffensiv, der for en

periode drev befrielsesbevægelserne ud i bjergene.

Siden har militærstyret i Addis Abeba iværksat mindst seks store

offensiver, men har trods fortsat sovjetisk støtte ikke kunnet

hindre, at befrielsesbevægelserne igen har vundet mere terræn.

Baggrunden for Etiopiens forsøg på med så store omkostninger at

fastholde besiddelsen af Eritrea, er, at Eritrea udgør et

strategisk vigtigt område langs Det røde Hav, et område, hvortil

Etiopien ikke selv har adgang.

Frem til kejserdømmets fald i 1974 var Etiopien USAs måske vigtigste

allierede i Afrika, når bortses fra Sydafrika, og USA fandt det

vigtigt at yde bistand til Haile Selassie-styret.

Til gengæld fik USA en dengang vigtig base i Asmara i Eritrea, og USA

tillagde kysten stor betydning.

Sovjet støttede i FN et forslag om Eritreas selvstændighed, men FN,

der dengang var stærkt domineret af USA, besluttede, at der skulle

dannes en føderation mellem Etiopien og Eritrea. Med USAs og

Vesteuropas stiltiende billigelse indlemmede kejseren i 1962

Eritrea helt i Etiopien som provins.

De vestlige lande bærer således et stort ansvar for, at det så længe

har kunnet lykkes at undertrykke eritreanerne.

Den etiopiske revolution i 1974-75 fratog godsejerne magten i landet,

der overtoges af et militærråd.

USA frygtede dengang, at Eritrea nu skulle få held til at løsrive sig

og bruge selvstændigheden til en alliance med de arabiske lande,

der dermed ville få kontrol med begge sider af Det røde Hav og

således kunne vanskeliggøre Israels adgang gennem dette hav og

olietrafikken m.v. i det hele taget.

USAs forhold til de nye magthavere forværredes imidlertid hurtigt, og

i forbindelse med Ogadenkrigen blev allianceforholdenne i området

simpelt hen vendt op og ned: Sovjet, der så en klar interesse i at

overtage USAs indflydelse i Etiopien, kom nu massivt til hjælp

(sammen med Cuba). Og USA overtog så Sovjets base i Somalia.

Derefter var det slut med Moskvas støtte til kravet om eritreansk

selvstændighed! Nu hed det sig, at der var tale om »separatister«,

der gik reaktionære arabiske staters ærinde i forsøget på at

afskære Etiopien fra havet.

Sovjet har siden leveret bl.a. »helikopterfæstninger«, napalm og

antiguerillamateriel til militærstyrets tropper i området.

I modsætning til Afghanistanspørgsmålet har Eritreasagen ikke givet

anledning til harmdirrende vestlige protester. USA håber på et

come-back i Etiopien, og så ønsker man ikke et nyt allicancefrit

land ved bredden af Det røde Hav. Så ønsker man igen at overtage

en stabil etiopisk allieret med kontrol over kysten. Befolkningen

i Eritrea er derfor ofre for et tragisk stormagtsspil, et spil,

som det er en hovedopgave for den vestlige opinion at kaste lys

over, så den ulykkelige krig kan blive bragt til ophør.

Hvordan løses konflikten?

Afgørende er først og fremmest at tvinge militærregeringen i Etiopien

til at acceptere en våbenhvile efterfulgt af en internationalt

overvåget folkeafstemning i Eritrea om landets fremtidig nationale

status, dvs. om selvstændighed eller fortsat tilknytning til

Etiopien. Der kan næppe være tvivl om, at en folkeafstemning vil

føre til en beslutning om selvstændighed, og den internationale

indsats skal selvfølgelig sikre, at alle parter respekterer dette,

hvis det bliver resultatet.

Den eritreanske befrielsesbevægelse, EPLF, fremsatte i oktober 1984

et forslag til våbenhvile, der bl.a. skulle gøre det muligt at få

nødhjælp frem til det katastroferamte område. Krigen har været

medvirkende til, at tørke- og sultkatastrofen, som har ramt hele

Afrikas Horn, har ramt særlig hårdt i Eritrea.

På grund af krig og katastrofer er måske over 1 million eritreanere

flygtninge. Heraf har en halv million måtte søge til lejre i Sudan

eller i de befriede områder.

I de befriede områder har det været særdeles svært at skaffe

nødhjælpsforsyninger til disse mennesker, en opgave, der bl.a. er

varetaget af den eritreanske nødhjælpsorganisation, EPA.

I 1984-85 har i hvert fald 2 millioner eritreanere været ramt af

følgerne af krig og fødevaremangel.

Det etiopiske militærstyre har afvist forslaget om våbenhvile. Noget

tyder endda på, at krigshandlingerne igen er under optrapning.

Selv da hungerkatastrofen i Etiopien var på sit højeste (problemerne

er ingenlunde under kontrol i dag), afsatte militærstyret fortsat

ressourcer på videreførelse af denne krig, hvilket naturligvis

ikke alene har medført øgede lidelser for befolkningen i Eritrea,

men også for befolkningen i Etiopien, der må bære krigens

omkostninger.

Versioner

1. 1988-05-21