1985 BSF 54 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF EN SELVSTÆNDIG OG UAFHÆNGIG BØRNEOMBUDSINSTITUTION, DECENTRALE RÅDGIVNINGSCENTRE OG ET FORSKNINGSCENTER FOR BØRN OG UNGE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00054@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til inden 1. maj 1986 at fremsætte
lovforslag om at oprette en selvstændig og uafhængig
børneombudsinstitution, decentrale rådgivningscentre og et
forskningscenter for børn og unge efter følgende retningslinjer:
I. Børneombudsinstitution
Børneombudsinstitutionen skal værne om barnets rettigheder og fungere
som påtale- og klageberettiget for barnet over for offentlige
myndigheder.
Institutionen skal have ret til at tage sager op af egen drift.
Institutionen skal løbende vurdere opvækst- og levevilkår for og
retsbeskyttelsen af børn og unge i samfundet.
Institutionen skal udtale sig vedrørende lovinitiativer,
udbygningsplaner og andre vigtige områder, hvor barnets interesser
berøres.
Institutionen udsender hvert år en beretning om arbejdet i
ombudsinstitutionen med tilhørende rådgivningscenter og
forskningsinstitut for børn og unge.
Årsberetningen skal indeholde en analyse af levevilkårene for børn og
unge i samfundet.
Årsberetningen kan endvidere indeholde forslag til lovinitiativer,
til ændring af administrativ praksis og til ændring af
prioritering af ressourcer til børn og unge.
II. Decentrale børnerådgivningscentre
Der oprettes en række decentrale børnerådgivningscentre med følgende
opgaver:
Råd og vejledning til børnefamilier.
Vejledning til domstolene vedrørende afgørelser om deling af
forældremyndigheden i forbindelse med separation, skilsmisse og
samlivsophævelse.
Vejledning til forældre og statsamt i forbindelse med aftale om
deling af forældremyndigheden eller fælles forældremyndighed i
forbindelse med separation, skilsmisse og samlivsophævelse.
Vejledning til forældre og statsamt i forbindelse med samværsrets
udøvelse.
Vejledning til de kommunale og amtskommunale myndigheder.
Koordinering på tværs af fag- og sektorgrænser vedrørende aktiviteter
i relation til børn og unge.
Funktion som sekretariat for børneombudsinstitutionen.
Medvirken til aktivt forebyggende oplysnings- og informationsarbejde.
III. Forskningscenter for børn og unge
Der oprettes et forskningscenter for børn og unge.
Forskningscenteret skal i samarbejde med andre
forskningsinstitutioner, eksempelvis socialforskningsinstituttet,
Amtskommunernes og Kommunernes Forskningsinstitut og
universiteterne, stimulere, koordinere og yde en selvstændig
forskningsindsats vedrørende børns og unges udviklings-, opvækst-
og uddannelsesmuligheder i samfundet.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Børns og unges livssituation og opvækstvilkår er forandret meget, og
vilkårene ændres med stadig stigende hast.
Børns materielle og økonomiske betingelser i dagens samfund er
generelt ikke længere så ringe som tidligere, men der er sket en
væsentlig forringelse på det følelsesmæssige område.
Børn er på mange områder kommet i klemme i samfundsudviklingen, børns
interesser tilsidesættes, og deres udviklingsbehov tilgodeses ikke
i tilstrækkelig grad i planlægningen af vort samfund.
De seneste års økonomiske og kulturelle kriser har specielt ramt børn
og lavindkomstfamiliers levevilkår.
Børn udsættes i dag for stærke påvirkninger, eksempelvis videofilm,
og er som forbrugere i retsmæssig forstand en overset gruppe.
Børn mangler mulighed for selv at varetage deres interesser igennem
deltagelse i politisk virksomhed, interesseorganisationer og
lignende.
Børn vil heller ikke have de samme forudsætninger som voksne for at
vurdere lovforslag og andre planlægningsforslag og danne sig et
overblik over, hvordan de vil blive berørt.
Forslagsstillerne finder derfor,
- at der skal oprettes en selvstændig og uafhængig
børneombudsinstitution med det formål at tale børnenes sag i den
offentlige debat og over for lovgivere og planlæggere,
- at der på decentralt plan skal oprettes et børnerådgivningscenter
med det formål at yde vejledning og give råd til børn, unge og
forældre, og
- at der skal oprettes et forskningscenter på centralt plan for børn
og unge med det formål at stimulere, koordinere og igangsætte
forskning om børns og unges opvækst- og levevilkår.
Centeret skal endvidere være ansvarlig for spredning af viden om
elementære betingelser for gode opvækstvilkår for børn og unge.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
ad I. Børneombudsinstitutionen
Børneombudsinstitutionen skal værne om barnets rettigheder.
Enhver, som mener, at et barns interesser ikke i tilstrækkelig grad
varetages af stat, amt eller kommune eller af private kan klage
til børneombudsinstitutionen.
Børneombudsinstitutionen kan ikke gribe ind i private familieforhold,
f.eks. en konflikt mellem forældre og børn.
Børneombudsinstitutionen kan tage sager op af egen drift.
Erfarer børneombudsinstitutionen f.eks. gennem dagspressen om et
barn, der behandles i strid med gældende ret, kan
børneombudsinstitutionen anmode myndighederne om at undersøge
sagen og på grundlag af undersøgelsen henstille, at der sker en
anden behandling, indbringe sagen for den overordnede besluttende
myndighed eller indbringe forholdet for domstolene for at få de
nødvendige ændringer gennemført.
Børneombudsinstitutionen kan kritisere og henstille til byråd og
amtsråd, at vedtagne beslutninger tages op til fornyet
overvejelse, såfremt institutionen finder den vedtagne beslutning
klart urimelig.
Enhver kan klage til børneombudsinstitutionen. En klage til
børneombudsinstitutionen forudsætter dog, at klagemulighederne i
forvaltningssystemet er udtømte. Børneombudsinstitutionen kan
bistå med at indbringe en klage for de overordnede myndigheder.
Heraf følger også, at børn anonymt kan henvende sig til
institutionen og få råd og vejledning.
Børneombudsinstitutionen har udtaleret vedrørende lovinitiativer,
udbygningsplaner og andre vigtige områder, hvor barnets interesser
berøres. Et lovforslag, der vedrører børns og unges forhold, bør
forelægges børneombudsinstitutionen inden fremsættelse i
folketinget.
Finder børneombudsinstitutionen, at et lovforslag får betydning for
barnets stilling i samfundet, kan institutionen udtale sig i
forbindelse med forslagets behandling i folketinget.
Institutionen kan hvert år vurdere de kommunale og amtskommunale
udbygningsplaner, der er af betydning for børn og unge.
Institutionen kan henstille og kritisere udbygningsplanerne,
såfremt det er åbenbart, at børns og unges interesser ikke i
tilstrækkelig grad er varetaget.
Børneombudsinstitutionen kan tage selvstændige initiativer.
Finder institutionen, at retsbeskyttelsen på et bestemt område er
utilstrækkelig, kan den foreslå folketinget en lovændring.
Bliver institutionen opmærksom på en forvaltningsmyndighed, der
anvender gældende ret urimeligt eller tilsidesætter de almene
forvaltningsregler til skade for barnet, kan institutionen anmode
forvaltningsmyndigheden om at genoptage sagen og ændre praksis.
Institutionen kan endvidere indbringe en forvaltningsmyndighed for
tilsynsmyndigheden eller indbringe spørgsmålet for domstolene.
ad II. Decentrale børnerådgivningscentre
Amtskommunernes socialcentre varetager allerede en del af opgaverne i
forbindelse med børnerådgivning, og forslagsstillerne finder
derfor, at disse uden videre kan fungere som sekretariat for
børneombudsinstitutionen. Dermed undgås nye centre.
Samfundet er under konstant forandring, og den teknologiske udvikling
vil uden tvivl accelerere i de kommende år. Det vil påvirke børns
og unges levevilkår og opvækstbetingelser.
Behovet for viden om børn i alle samfundslag vil vokse, hvis negative
virkninger af hastige forandringer skal modvirkes.
Mange børn har udviklingsmæssige problemer og udsættes for
omsorgssvigt og har dårlige udviklingsvilkår. Hovedparten af disse
børn kommer fra udsatte grupper i befolkningen, og samfundets
hjælpeforanstaltninger over for disse børn og familier er
utilstrækkelige.
Årsagen hertil er både af holdningsmæssig og bevillingsmæssig art,
men også den skarpe sektoropdeling bevirker, at der ikke effektivt
sættes ind over for barnets og familiens samlede situation.
Manglende viden og elementære forudsætninger for børns trivsel og
velfærd medfører ofte alvorlige familiemæssige kriser, ofte med
store menneskelige og økonomiske omkostninger.
I forbindelse med folketingets vedtagelse af en ændring af
myndighedslovens bestemmelser, hvorved forældres revselsesret
ændredes til en pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk
vold, blev behovet for et bredt folkeligt oplysningsarbejde
kraftigt understreget.
Som led i det forebyggende arbejde skal der satses på en bred
folkelig debat om den generelle børnepolitiske udvikling. Emner
som børneopdragelse, omsorgsforanstaltninger for børn og
virkninger af omsorgssvigt over for børn er eksempler på
informationsemner.
Centrene skal inspirere og endvidere stimulere til, at børn i
nærmiljøet tages med på råd i forbindelse med den kommunale
planlægning og administration. Kommunerne skal inspireres til at
give muligheder for, at børn kommer direkte til orde på deres egne
præmisser.
ad III. Forskningscenter for børn og unge
Til støtte for børneombudsinstitutionen oprettes et
børneforskningscenter, der skal koordinere børne- og
ungdomsforskning.
Centerets egen forskning skal især udspringe af de områder,
institutionens virksomhed afdækker.
Forskningen omkring virkningen af omsorgssvigt skal intensiveres med
henblik på almen tilgængelig formidling til faggrupper og
offentlighed.
Forskning om børn finder sted allerede i dag i mange forskellige
instanser, såvel offentlige som private.
Det er imidlertid forslagsstillernes opfattelse, at forskningen skal
stimuleres og styrkes til fordel for børn, og at
småbørnsinitiativets arbejde skal videreføres.
Men skal viden og ekspertise kunne anvendes effektivt i forbindelse
med lovgivning, planlægning, formidling til offentligheden og
relevante faggrupper, er en samlende koordinering nødvendig.
Samtidig bør forskningen stimuleres på decentralt niveau.
Institutionens opgaver bliver at stimulere, koordinere og sprede
informationen blandt andet igennem oplysningsforbund, kommuner og
uddannelsesinstitutioner.
Arbejdet på det centrale plan skal bidrage til, at der på statsligt,
amtskommunalt og kommunalt plan igangsættes en proces, der fremmer
tværfaglighed og foregår på tværs af sektoropbygningen.
Denne proces har til formål at styrke arbejdet for børn med
udviklingsmæssige vanskeligheder og sikre, at social-, sundheds-
og skolesektor anvender rationelle og funktionelle
samarbejdsformer, hvor der ses på barnets situation fra
forskellige synsvinkler, og hvor ansvarsfordelingen imellem
sektorerne ikke hæmmer hjælpeforanstaltningerne.