1985 BSF 66 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MEDEJENDOMSRET OG MEDBESTEMMELSE (INDFØRELSE AF OVERSKUDSDELING)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00066@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag i
folketingsåret 1985-86 om indførelse af overskudsdeling efter
følgende retningslinjer:
1. Formålet med overskudsdelingen er at give lønmodtagerne en fælles
medejendomsret til værditilvæksten i virksomhederne og dermed også
en virkelig ret til medbestemmelse.
Med virkning fra 1. januar 1987 gennemføres lønmodtagernes
medejendomsret på grundlag af en andel af virksomhedernes
regnskabsmæssige overskud.
Ordningen omfatter alle virksomheder uanset ejerform og størrelse.
De offentligt ansattes andele udredes af staten og beregnes som
gennemsnittet af overskudsandelen pr. ansat i den private sektor.
Samtidig styrkes de offentligt ansattes ret til og mulighed for
medbestemmelse på deres arbejdsplads.
2. I virksomheder med 10 eller flere ansatte bliver lønmodtagernes
overskudsandel stående som en selvejende virksomhedsfond, hvis de
ansatte og virksomhedens ejere kan blive enige om vilkårene
herfor.
Virksomhedsfonden ledes af en bestyrelse valgt af og blandt de
ansatte. Fondens formål er at medvirke til investeringer,
udvikling og udbygning af virksomheden og samtidig sikre de
ansatte et økonomisk grundlag for større medbestemmelse.
I virksomheder med under 10 ansatte kan lønmodtagernes andele, hvis
der er enighed herom, også blive stående på særlige vilkår og med
tilsvarende formål som i større virksomheder.
3. Overskudsandele, som ikke kan blive stående i virksomheden,
indbetales til en fond oprettet i hvert amt. De offentligt
ansattes andele fordeles mellem amtsfondene.
Amtsfonden ledes af en bestyrelse bestående af repræsentanter for
lønmodtagerorganisationerne i amtet samt af medlemmer udpeget af
amtskommunen og kommunerne i amtet og af det lokale erhvervsliv.
Lønmodtagerrepræsentanterne udgør et flertal i bestyrelsen.
Formålet er at styrke medbestemmelsen for lønmodtagerne i
virksomhederne og at styrke beskæftigelses- og erhvervsudviklingen
i amtet, herunder fremme investeringer, produktudvikling og
-fornyelse, forskning og uddannelse i virksomhederne samt støtte
etableringen af nye virksomheder.
4. Til varetagelse af fællesopgaver for virksomheds- og amtsfonde og
den gensidige sikring af lønmodtagernes medejendomsret oprettes et
landsråd med repræsentanter for lønmodtagerorganisationerne,
Nationalbanken, staten og enkeltpersoner med særlig økonomisk og
erhvervsmæssig sagkundskab. Lønmodtagerrepræsentanterne udgør et
flertal i landsrådet.
Landsrådet har til opgave at formidle investeringer, som berører
flere amter, samt at yde den nødvendige service og rådgivning til
lønmodtagerne under ordningens opbygning.
5. Til endelig afgørelse af eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende
fastsættelse af overskudsandele o.lign. oprettes et
overskudsdelingsnævn med repræsentanter for lønmodtagerne, det
offentlige, erhvervslivet samt den økonomiske og juridiske
sagkundskab.
6. I folketingsåret 1991-92 træffes der beslutning om en eventuel
udlodning af afkastet.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Baggrunden for forslaget er først og fremmest et ønske blandt et
bredt flertal af lønmodtagerne om større indflydelse og
medbestemmelse over egen arbejdssituation og et selvstændigt
ansvar i arbejds- og produktionslivet.
Beslutningsret og ejendomsret er tæt forbundne. Det er derfor helt
afgørende for en reel medbestemmelse, at lønmodtagerne opnår
medejendomsret til danske arbejdspladser gennem en obligatorisk og
solidarisk overskudsdeling. Det er også rimeligt i lys af, at
indtjeningen i danske virksomheder er et resultat af samvirket
mellem kapital og arbejdskraft.
Det andet udgangspunkt er, at mindre uligheder i fordelingen af
ejendomsretten til erhvervsformuerne i Danmark er det bedste
grundlag for en stabil og dynamisk videreførelse af
velfærdssamfundet. I dag ejer ca. 10 pct. af danske husstande 90
pct. af den samlede danske erhvervsformue. 84 pct. af danske
lønmodtagere ejer ikke aktieposter i danske virksomheder.
Det tredje udgangspunkt er, at overskudsdelingsreformen vil løse det
dilemma, der knytter sig til en aktiv indkomst- og
omkostningspolitik i et erhvervsliv præget af privatejede
virksomheder. Det gælder både spørgsmålet om fordelingspolitikken
i forhold til den stigende overskudsudvikling og sikringen af en
acceptabel balance mellem investeringsudvikling og
overskudsudvikling.
På den ene side er der behov for en fastholdelse og forbedring af
virksomhedernes konkurrenceevne og dermed bedre indtjening. På den
anden side giver stigende overskud ikke garanti for tilsvarende
større investeringer. Uden en obligatorisk overskudsdeling, med
aktiv genplacering af lønmodtagerkapital i virksomhederne, vil den
nødvendige konkurrenceevnepolitik give sig udslag i en stadig
skævere fordeling af formuerne i samfundet.
Allerede i 1971 fremkom socialdemokratiets ØD-forslag, der som
forslag til lov om lønmodtagernes medejendomsret blev fremsat den
31. januar 1973, jfr. Folketingstidende 1972-73, forhandlingerne
sp. 3109, 3725 samt tillæg A sp. 4693 og tillæg B sp. 2789. Efter
lovforslaget skulle op til 5 pct. af lønsummen konverteres som
lønmodtagerkapital - 2/3 i virksomhederne og 1/3 i en af alle
lønmodtagere ejet fond. Tanken var allerede da både
demokratisering og opsparing. Desværre udløste forslaget en gold
debat for eller imod en »central fond« og kunne ikke samle den
fornødne tilslutning i folketinget. Derfor savnede den danske
økonomi det værn under den økonomiske krise i slutningen af
70erne, som en begyndende ØD-ordning ville have været.
Under indtryk af de forventede chokvirkninger af den anden bølge af
olieprisstigninger i 1979 tilrettelagde den daværende
socialdemokratiske regering en samlet politik (december 1979), der
på samme tid tog sigte på en hurtig opretning af konkurrenceevnen
(indkomstpolitik kombineret med tilpasning af kronens kurs), en
mere retfærdig fordeling af byrderne (skattereform) og en
demokratisering af ejendomsretten (overskudsdeling).
Desværre lykkedes det kun at skabe tilstrækkelig tilslutning til
konkurrenceevnepolitikken. Den fik til gengæld stor betydning.
Trods de vanskelige vilkår under det økonomiske tilbageslag i
1980-1982 skete der en forholdsmæssig forbedring af den danske
konkurrenceevne med 15-20 pct. i forhold til de lande, vi
samarbejder med. Virkningen var, at Danmark i enestående grad var
rustet til at udnytte den konjunkturopgang, der satte ind fra
begyndelsen af 1983.
Forslaget om obligatorisk og solidarisk overskudsdeling fra december
1979 hvilede på en meget virksomhedsorienteret model. Filosofien
var, at demokratiseringen af ejendomsretten bedst giver mening,
når den, så vidt muligt, forvaltes af dem, der selv står i
produktionen.
Nærværende forslag bygger på en videreudvikling af 1979-forslagets
principper om den størst mulige indflydelse til lønmodtagerne
lokalt. Forslaget om opbygning af virksomhedsfonde og amtsfonde er
i god harmoni med et udbredt ønske om en styrkelse af
nærdemokratiet.
Den samfundsøkonomiske baggrund er ændret siden 1979. Det, der
dengang kun var en forventning, er i dag sket. Konkurrenceevnen og
indtjeningen i dansk erhvervsliv er i dag kraftig forbedret. Men
samtidig er fordelingen blevet stadig mere skæv, og
investeringerne er slet ikke fulgt med indtjeningen.
Nedenstående tal for industrien (med over 20 ansatte) viser klart den
skæve udvikling.
I perioden 1980-1984 er industriens overskud steget med 240 pct.,
mens investeringerne er steget med 44 pct.
I samme periode er timelønsindekset for industriens arbejdere steget
med 35 pct., og månedslønindekset for industriens funktionærer er
steget med 41 pct.
Det samlede resultat af den udvikling, der har fundet sted gennem de
seneste 3 år, er blevet en betydelig skævere fordeling af
indkomster og erhvervsformuer. I den private sektor er lønkvoten
faldet betydeligt. Ejere af formueindkomster har gennem de seneste
3 år sat sig på over halvdelen af den samlede indkomstudvikling.
Derfor er behovet for en overskudsdelingsreform stærkt stigende.
Socialdemokratiets forslag om overskudsdeling sætter en proces i
gang, hvorefter virksomhederne bliver bedre konsolideret, samtidig
med at ejendomsretten og dermed beslutningsretten bliver mere
ligeligt fordelt.
Efter forslaget sikres lønmodtagerne medejendomsret til
erhvervslivets kapital gennem en obligatorisk overskudsdeling.
Lønmodtagernes medejendomsret baseres på en andel af
virksomhedernes regnskabsmæssige overskud. Overskudsdelingen
omfatter alle virksomheder uanset ejerform, ejerkreds og
størrelse.
For offentligt ansatte udreder staten til ordningen et bidrag, der
pr. ansat svarer til den gennemsnitlige overskudsandel for ansatte
i den private sektor.
På virksomheder med 10 ansatte og derover bindes pengene som
lønmodtagerkapital i virksomhederne med samme indflydelse som den
øvrige ejerkapital. Dette sker i form af oprettelse af en
selvstændig virksomhedsfond forvaltet af de ansatte i fællesskab.
Betingelserne herfor aftales direkte mellem de ansatte og
virksomhedens ejer. I mindre virksomheder kan kapitalen, hvis
enighed opnås, blive i virksomheden på særlige vilkår.
For at give lønmodtagerne indflydelse på erhvervsudviklingen lokalt
og for at fremme et samarbejde i erhvervslivet med amter og
kommuner oprettes en lønmodtagerfond i hvert amt.
Til denne indbetales overskudsandele fra de virksomheder, hvor der
ikke opnås enighed om genplacering af midlerne, og en andel af
statens bidrag, der svarer til befolkningstallet.
Amtsfondene skal helt overvejende anbringe kapitalen som ansvarlig
risikovillig kapital i virksomhederne. Gennem den risikovillige
lønmodtagerkapital han sammen med den øvrige ansvarlige kapital
produktudvikling, forskning og uddannelse i virksomhederne også
tilgodeses.
Vigtigt er det, at amtsfondens placering af midler i en virksomhed
vil betyde større medarbejderindflydelse, idet de ansatte på en
virksomhed altid vil have bestemmelsesret vedrørende anvendelsen
af amtsfondens kapital.
For at sikre en harmonisk udvikling af medbestemmelsen og
medejendomsretten for lønmodtagerne og for at formidle
fællesopgaver amtsfondene imellem - bl.a. vedrørende større
investeringer, uddannelse af de lønmodtagere, som repræsenterer
lønmodtagerkapitalen i virksomhedernes ledelse - oprettes et
landsråd. Lønmodtagerne udgør et flertal i landsrådet og har
således afgørende indflydelse på rådets beslutninger.
Midlerne, der er placeret i virksomhedsfonde og amtsfondene,
forbliver som kapital i virksomhederne til styrkelse af
medbestemmelsen og investeringerne. Alene afkastet vil kunne
bruges til fællesformål for lønmodtagerne og eventuelt til kontant
udbetaling til den enkelte i form af lige andele til alle
lønmodtagere i det enkelte amt.
Beslutning herom træffes i folketingsåret 1991-92.
Alt i alt er det samlede formål med forslaget om en
overskudsdelingsreform på en gang at skabe grundlag for
lønmodtagernes medbestemmelse over egen arbejdssituation og
selvstændige ansvar i arbejds- og produktionslivet og samtidig
fremme den nødvendige omstilling, udbygning og fornyelse af dansk
produktion til de nye vækstområder og dermed sikre et fremtidigt
stabilt grundlag for bedre beskæftigelse og større velfærd.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
Den foreslåede igangsættelse fra 1. januar 1987 betyder, at der
bliver god tid til forberedelse af ordningen i de enkelte
virksomheder. Virksomhedsfondene vil først blive etableret i løbet
af 1988, idet der indbetales på baggrund af overskuddet i det
foregående år.
Alle former for virksomhed skal være omfattet af pligten til at dele
overskuddet med de ansatte.
Det drejer sig om aktieselskaber, anpartsselskaber,
interessentselskaber, kommanditselskaber, fondsejede og selvejende
virksomheder, andelsselskaber, kooperative virksomheder og
enkeltmandsejede virksomheder.
For nogle af disse virksomhedstyper, bl.a. personligt ejede
virksomheder og andelsselskaber, vil der være behov for ændring i
lovgivningen eller etablering af et helt nyt lovgrundlag.
I offentligt ejede virksomheder, hvor stat, amt og kommuner har
indskudt økonomiske midler, og som i øvrigt er organiseret som et
selskab el.lign., f.eks. et koncessioneret selskab, er det
naturligt, at lønmodtagerne også opnår medejendomsret på lige fod
med private selskaber.
Særlige regler må overvejes for delingen og placeringen af overskud i
koncerner og udenlandsk ejede virksomheder. Herunder må der tages
højde for, at det i dag er muligt at lægge overskuddet der, hvor
ledelsen ønsker det, f.eks. i moderselskabet i København, i et
datterselskab i provinsen eller i et skattely udenlands.
Det overskud, en multinational koncern skal dele, kan f.eks. være en
andel af overskuddet i samtlige koncernens virksomheder svarende
til den andel af koncernens omsætning, der ligger i Danmark.
Værditilvæksten i danske virksomheder må bl.a. ses som resultatet af
et samvirke mellem private virksomheder og det offentlige. De
offentligt ansatte har således ligesom de privat ansatte deres
væsentlige andel i et godt resultat i dansk erhvervsliv. Derfor
bør den offentlige sektor, inklusive den offentlige forvaltning,
være omfattet af overskudsdelingsreformen fra starten.
Ligestillingen mellem de offentligt og privat ansatte sker ved, at
staten for samtlige offentligt ansatte bidrager med samme beløb
pr. ansat som den gennemsnitlige overskudsandel pr. ansat i den
private sektor. Statens bidrag beregnes på grundlag af det
umiddelbart forudgående regnskabsår for danske virksomheder.
Reel medbestemmelse på arbejdsplaldsen for ansatte i staten, amter og
kommuner skal sikres gennem ændringer af eksisterende regelsæt om
samarbejde og samarbejdsudvalg (SU). Regelsættene skal bl.a. gøres
forpligtende, binde den administrative ledelse til på alle
niveauer at føre bestemmelserne ud i praksis, sikre de ansattes
medvirken i alle faser af den administrative beslutningsproces og
tilvejebringe tilstrækkelige muligheder for information af de
ansatte og uddannelse af SU-repræsentanterne.
Formålet med en obligatorisk overskudsdeling er dels at sikre et
økonomisk grundlag for lønmodtagernes medbestemmelse, dels at
medvirke til en forøgelse af investeringerne og fornyelse af
produktionen. Det skal understreges, at overskudsdelingsordningen
har et andet sigte end de bonusarrangementer o.lign., der indgås
på mange virksomheder i disse år. Sådanne bonusaftaler er fortsat
et anliggende mellem de lokale forhandlingsparter, og retten til
at indgå aftaler herom berøres ikke af overskudsdelingsreformen.
Ad 2
I virksomhedsfonden optages lønmodtagernes overskudsandel som
hovedregel i form af aktier i virksomheden eller for andre
virksomhedsformer som kapital ligestillet med den eksisterende
ejerkapital. Vilkårene herfor fremgår af aftalen mellem ejeren og
de ansatte. Denne aftaleform gør det muligt at tilpasse
fondsopbygningen til den enkelte virksomhed. Men samtidig vil det
være både hensigtsmæssigt og nødvendigt med visse minimumsrammer
for disse aftaler med hensyn til varighed og teknik. Principielt
bør der være tale om flerårige aftaler, og målet må være en sådan
sammensætning af lønmodtagernes kapitalandel, at den svarer til
den øvrige ansvarlige ejerkapital.
Der må fastsættes regler for den juridiske opbygning af
virksomhedsfondene og visse fælles bestemmelser vedrørende bl.a.
kursfastsættelse for lønmodtagernes ansvarlige kapital,
beregninger af overskuddet m.v.
Det er helt afgørende for den industrielle og beskæftigelsesmæssige
udvikling, at der sker fornyelse, omstilling og teknologisk
udvikling i danske virksomheder. Høj specialisering og
nyinvesteringer, produktfornyelse, forskning og udvikling inden
for de nye vækstområder må sikres gennem en aktiv
investeringspolitik og udbygning af virksomhederne. Det er et
formål for virksomhedsfondene at medvirke til denne positive
udvikling sammen med den øvrige ansvarlige kapital og uden at
svække lønmodtagernes andel af den samlede ansvarlige kapital.
Herved sikres samtidig virksomhedsfondenes hovedformål: at styrke
grundlaget for en demokratisering af virksomhedernes
beslutningsproces og en stærkere inddragelse af medarbejderne i de
for virksomheden afgørende beslutninger.
Under visse nærmere fastlagte betingelser kan virksomhedsfonden
sammen med den øvrige ansvarlige kapital fremme en forstærket
uddannelsesindsats i virksomhederne. Det gælder såvel den interne
oplæring, de kortere supplerende uddannelser som efteruddannelse i
tilknytning til fornyelsen og produkt- og produktionsudviklingen
på virksomheden. Tilrettelæggelsen af denne uddannelsesindsats
sker i nært samarbejde med tillidsrepræsentanterne på
virksomheden. Det er vigtigt, at sådanne uddannelsesformer
harmonerer med de lovbestemte arbejdsmarkedsuddannelser, de
erhvervsfaglige uddannelser, voksenuddannelserne m.v. Der er tale
om et supplement, som under ingen omstændigheder kan begrunde en
nedskæring i arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelserne. Der er
tværtimod behov for en forstærket, samlet indsats. Der må samtidig
tages vidtgående hensyn til de ansattes behov for uddannelse og
kreative arbejdsopgaver.
I de virksomheder, der beskæftiger mindre end 10 ansatte, er der ikke
forudset oprettelse af virksomhedsfonde. Men omvendt bør ikke
udelukkes, at der, hvis enighed kan opnås mellem ledelse og
medarbejdere, kan fastsættes særlige vilkår for, at
lønmodtagermidlerne kan blive stående i virksomheden. Placeringen
heraf bør følge samme hovedformål som i de egentlige
virksomhedsfonde, og placeringsformen bør sidestilles med
ejerkapitalen.
Det er et vigtigt princip i ordningen, at det er de til enhver tid
værende ansatte i virksomheden, der i fællesskab har ansvaret for
virksomhedsfonden.
Ad 3
For at styrke nærdemokratiet og den lokale indsats for investeringer,
produktion og beskæftigelse oprettes en fond i hvert amt.
Overskudsandele, som på grund af uenighed om placeringen ikke kan
blive stående i større virksomheder, indbetales til amtsfonden.
Tilsvarende gælder virksomheder med under 10 ansatte.
I forbindelse med indbetalingen er det vigtigt at sikre den mest
hensigtsmæssige geografiske fordeling. Det gælder især i
tilknytning til danske og udenlandske koncerner, som eksempelvis
har hovedsæde i hovedstadsområdet og produktionsvirksomhed eller
datterselskaber fordelt flere steder i landet. Her bør sikres, at
overskudsandelen i videst mulig udstrækning knyttes til den
geografiske beliggenhed af arbejdspladsen eller datterselskabet.
Landsrådet, jfr. punkt 4, bør medvirke til at sikre en sådan
rimelig geografisk fordeling. I tilfælde af uenighed træffer
overskudsdelingsnævnet afgørelse om overskudsandelenes placering
inden for koncerner o.lign.
Med hensyn til statens bidrag for de offentligt ansatte foretages der
fordeling af det samlede bidrag i de enkelte amter.
»Fordelingsnøglen« bør tage udgangspunkt i befolkningstallet i
amterne for at sikre den mest hensigtsmæssige og afbalancerede
udvikling med hensyn til investeringer, beskæftigelse og
produktion.
Ud over de i punkt 3 nævnte bidragskilder til amtsfondene bør det
overvejes at indføre pligt til indbetaling af en del af
overskuddet fra virksomheder, der i forhold til de ansattes antal
har særlig stor indtjening. I takt med den stigende automatisering
i industrien og med rimelig hensyntagen til eksempelvis de særlige
forhold ved olie- og naturgasudvinding o.lign. vil en sådan
supplerende indbetaling være hensigtsmæssig.
Amtsfondenes midler anbringes i videst muligt omfang som ansvarlig
kapital i erhvervslivet. Gennem ansvarlig lønmodtagerkapital
styrkes de ansattes indflydelse.
Gennem investering af lønmodtagermidlerne vil erhvervsudviklingen og
beskæftigelsen blive fremmet.
Gennem anbringelse af lønmodtagermidler som ansvarlig kapital skal
produktudvikling og forskning kunne fremmes i virksomhederne.
Amtsfondene kan gennem anbringelse af ansvarlig kapital fremme
uddannelsesprogrammer for de ansatte i tilknytning til f.eks.
produktionsfornyelse i virksomhederne. Også disse initiativer må
være i harmoni med formål og principper i den lovbestemte
uddannelsesindsats og tilrettelægges i samarbejde med
tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg.
For at fremme hele områdets erhvervs- og beskæftigelsesudvikling mest
muligt kan amtsfondene tage initiativ til et samarbejde med
forskellige erhvervsfremmende institutioner i det enkelte amt,
herunder de teknologiske informationscentre, Teknologisk Institut
og lokale erhvervsråd m.v.
Amtsfondens midler skal også gennem anbringelse som ansvarlig kapital
kunne medvirke til etablering af nye virksomheder og på
tilsvarende måde gå ind, hvor lønmodtagerne i fællesskab ønsker at
overtage deres virksomhed.
Den medbestemmelse, der følger i kraft af amtsfondenes medejendomsret
til en virksomhed, skal udøves af lønmodtagerne på virksomheden i
fællesskab.
For moderselskaber i koncerner skal den indflydelse, der følger af
lønmodtagerkapitalen, hvad enten den er anbragt i en
virksomhedsfond eller en amtsfond, udøves af repræsentanter valgt
af og blandt samtlige ansatte i koncernens virksomheder.
Ad 4
Landsrådet skal medvirke til at fremme og sikre harmonien og
udviklingen af lønmodtagernes medejendomsret over hele landet.
Det er en væsentlig opgave for landsrådet at forestå kursus- og
uddannelsesvirksomheden for lønmodtagerrepræsentanterne, således
at de på bedst mulig måde kan repræsentere lønmodtagerkapitalen i
virksomhedernes bestyrelser m.v. Der skal ligeledes stilles
juridisk, økonomisk og regnskabsmæssig ekspertise til rådighed for
lønmodtagerrepræsentanterne.
Amtsfondene yder et administrationsbidrag til landsrådet med henblik
på løsning af bl.a. disse opgaver.
Landsrådet har endvidere til opgave at følge og vurdere investerings-
og erhvervsudviklingen i de enkelte dele af landet for at bidrage
til en afbalanceret udvikling.
Landsrådet formidler samarbejdet mellem virksomhedsfonde og amtsfonde
i forbindelse med større investeringsopgaver. Herunder kan
landsrådet selv tage initiativ til sådanne investeringsprojekter i
samarbejde med amtsfonde m.fl. Det gælder investeringsopgaver, der
berører flere amter, eller som omfatter en hel branche.
Ad 5
I den kommende lov om medejendomsret og medbestemmelse fastlægges de
generelle retningslinjer og principper for opgørelse af det
regnskabsmæssige overskud, der skal deles.
Til afgørelse af særlige tvivlsspørgsmål oprettes et
overskudsdelingsnævn.
Halvdelen af nævnets medlemmer er repræsentanter for
lønmodtagerorganisationerne, og de øvrige medlemmer repræsenterer
det offentlige og arbejdsgiverorganisationerne. I tilfælde, hvor
nævnet ikke når til enighed, træffes afgørelse af en eller flere
opmænd med særlig økonomisk og juridisk sagkundskab.
Herved opnås, at fortolkningsproblemer og konflikter løses ved
direkte medvirken af parterne på arbejdsmarkedet, uden at den
offentlige forvaltning belastes.
I tilknytning til nævnets arbejde vil udvikle sig en praksis, som vil
gøre det muligt at træffe hurtige afgørelser i opståede
tvivlsspørgsmål.
Ad 6
I den kommende 5 års periode overvejes nærmere anvendelsen af
afkastet af den investerede kapital i såvel virksomhedsfonde som
amtsfonde. Lønmodtagerkapitalen i virksomhederne bliver under alle
omstændigheder stående til fremme af lønmodtagernes
medbestemmelse, beskæftigelsen og investeringerne. Med hensyn til
afkastet må hovedsigtet selvsagt være, at afkastet anvendes til
gavn for lønmodtagerne som helhed.
Udgangspunktet for en beslutning om udlodning af afkastet fra 1993 må
være, at virksomhedsfondenes og amtsfondenes afkast anvendes til
kollektive formål til gavn for lønmodtagerne. Det kan eksempelvis
være velfærdsgoder på arbejdspladsen, sociale formål,
feriefaciliteter o.lign. Afkastet kan også anbringes som ansvarlig
kapital til yderligere styrkelse af medarbejdernes indflydelse og
fremme af investeringer i virksomheden.
En beslutning om udlodning af den resterende del af afkastet direkte
til lønmodtagerne bør sikre, at alle i amtet modtager lige store
andele.
Den 5-årige indkøringsperiode vil både sikre en effektiv opbygning af
lønmodtagernes medejendomsret og skabe mulighed for grundige
overvejelser om, hvorledes formålet med reformen kan fremmes
yderligere i tilknytning til placeringen og udlodningen af
afkastet.