Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00069@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre følgende

foranstaltninger, herunder foreslå fornødne lovændringer, med det

formål at forbedre de enlige forsørgeres vilkår:

1. Der fremsættes lovforslag om en ændring af bistandslovens § 42,

således at det sociale udvalg får pligt til at tilbyde enlige

forsørgere hjælp efter bestemmelsen senest på det tidspunkt, hvor

den pågældende overgår til den nedsatte kontanthjælp efter 9

måneder (§ 37, stk. 4).

2. Det præciseres over for de sociale udvalg, at indsatsen over for

enlige forsørgere, der har et særligt behov for rådgivning og

vejledning, bør opprioriteres. Der afsættes herudover på forslaget

til finanslov en pulje til forsøg, der særligt skal bruges til

rådgivning og vejledning samt andre aktiviteter, hvor målgruppen

skal være enlige forsørgere.

3. Der udarbejdes regler for, hvornår der foreligger et

ægteskabslignende samliv, der udelukker fra retten til visse

sociale ydelser som f.eks. forhøjet og ekstra børnetilskud.

4. Der udarbejdes retningslinjer for behandlingen af sager, hvor der

opstår tvivl om, hvorvidt modtageren af en social ydelse er »reelt

enlig«. Det præciseres i den forbindelse, at udbetaling af sociale

ydelser ikke kan standses, før det er godtgjort, at pågældende

ikke opfylder betingelserne for at modtage dem.

5. Der udarbejdes retningslinjer gældende for alle forsørgere,

hvorefter daginstitutionerne er forpligtet til at tilbyde at passe

børn også i lettere sygdomstilfælde, der opstår under barnets

ophold i institutionen.

6. Der udarbejdes retningslinjer gældende for alle forsørgere,

hvorefter daginstitutionerne er forpligtet til at give

lægeordineret medicin til de børn, der opholder sig på

institutionerne.

7. Der fremsættes lovforslag om ændring af lov om individuel

boligstøtte, således at husstande med børn og lav indkomst,

herunder ikke mindst enlige forsørgere, får bedre økonomisk

mulighed for at bo i det nyere og lidt dyrere udlejningsbyggeri.

Der tænkes herved ikke mindst på en nedsættelse af egenbetalingen

efter § 18, stk. 3, kombineret med en forhøjelse af

maksimumbeløbet efter § 22, stk. 1, for den årlige boligsikring

samt en forhøjelse af børnetillæggene efter § 21 for den højeste

årlige boligudgift, hvoraf boligstøtten kan beregnes.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Der var i Danmark pr. 1. januar 1984 119.301 enlige kvinder og 18.557

enlige mænd med børn under 18 år.

Det er en kendsgerning, at enlige forsørgeres situation påkalder sig

opmærksmhed, fordi mange af dem har vanskeligt ved at klare sig.

Der er behov for uddannelse og arbejde, der ikke imødekommes, store

boligudgifter, problemer i forbindelse med børns sygdomme og med

dyneløfteri.

Talrige undersøgelser foretaget på foranledning af børnekommissionen,

socialforskningsinstituttet, Mødrehjælpen af 1983 og

Sammenslutningen af Sociale Udvalg dokumenterer, at de fleste

enlige forsørgere har problemer på alle livets områder, og at

disse problemer er større end andre gruppers. Skal man hjælpe de

enlige forsørgere, må der derfor gøres en samlet indsats for dem.

Ved enlig forsørger forstås en forsørger, der opfylder

forudsætningerne for at få forhøjet og ekstra børnetilskud.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1 og 2

En forbedring af uddannelsesmulighederne for de enlige forsørgere er

i de sidste par år flere gange blevet drøftet i folketinget (se

bl.a. behandlingen af socialdemokratiets forslag til lov om

ændring af lov om social bistand (§ 42), Folketingstidende

1983-84, forhandlingerne sp. 5902.

For så vidt burde bistandslovens § 42 ikke give anledning til tvivl,

hvis man da holdt sig til den fortolkning, der rummes i

socialreformkommissionens 2. betænkning nr. 664 af 1972, s. 59,

pkt. 53. Heraf fremgår det klart, at det ikke var hensigten, at

bistandsloven skulle stille dem ringere, der tidligere blev

hjulpet gennem revalidering eller mødrehjælpen. Mødrehjælpen ydede

op til bistandslovens ikrafttræden i 1976 uddannelseshjælp til

enlige mødre med børn under 2 år. Det var tilstrækkeligt at være

eneforsørger til at komme i betragtning til uddannelsesstøtte,

idet der ikke blev stillet krav om, at man skulle kunne påvise at

være »særligt belastet«.

Imidlertid udviklede der sig den praksis, at socialforvaltningen kun

hjalp enlige forsørgere til en uddannelse, hvis der kunne påvises

at være helbredsmæssige grude til det. Det er efter

forslagsstillernes opfattelse klart uacceptabelt, for hensigten

var jo oprindelig, at en uddannelse skulle sættes i værk, når blot

den satte en enlig forsørger bedre i stand til at sørge for sig og

sine.

Efter pres fra Mødrehjælpen af 1983 og flere af folketingets partier

udsendte socialministeren en vejledning af 30. september 1983 om

hjælp efter bistandslovens § 42 til enlige forsørgere. Det fremgår

heraf, at en persons status som enlig forsørger ikke i sig selv

berettiger til uddannelseshjælp. Vejledningen er end ikke nogen

henstilling til kommunernes socialudvalg om at yde

uddannelseshjælp til enlige forsørgere. Vejledningen henleder

alene de sociale udvalgs opmærksomhed på de enlige forsørgeres

forhold.

Det kan derfor heller ikke undre, at vejledningen ikke har fået nogen

nævneværdig effekt.

Det er således fortsat forslagsstillernes indtryk, at § 42 bruges i

alt for ringe omfang, samt at socialforvaltningerne ikke opfylder

deres råfgivningsforpligtelse. Det er langtfra alle

socialforvaltninger, der af sig selv gør deres klienter

opmærksomme på, at de har mulighed for at få en uddannelse. Når

forslagsstillerne ønsker at give alle enlige forsørgere mulighed

for en uddannelse, sker det under indtryk af et arbejdsmarked, der

ikke levner plads til den forudsætningsløse. I forbindelse med

behandlingen af forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud

til ledige. (Uddannelsesydelse og iværksætterydelse til ledige

over 25 år) (L 109, 1984-85) er der af Nordjyllands amtskommune

foretaget en undersøgelse af ønsker om uddannelses- og

iværksætterydelse. Det fremgår af denne undersøgelse, at det store

flertal ønsker en uddannelse (62 pct. af kvinderne, 45 pct. af

mændene). Det fremgår lige så klart, at 20 pct. ønsker

skoleuddannelse (8., 9. og 10. klasse). 58 pct. har nemlig

maksimalt 9. klasse.

Det er oplagt, at så ringe forudsætninger er en dårlig ballast i en

tid, hvor arbejdsløsheden er stor og ikke forsvinder lige med det

samme. Alle erfaringer fra de kommuner, der gør en målrettet

indsats for de enlige forsørgere, tyder på, at muligheden for gode

resultater er stor.

Ifølge beslutningsforslaget skal det sociale udvalg iværksætte

uddannelseshjælp, revalideringsforanstaltninger eller omskoling

over for den enlige forsørger senest på det tidspunkt, hvor den

enlige forsørger overgår fra forbigående kontanthjælp efter § 37,

stk. 2, til hjælp efter § 37, stk. 4. Uddannelseshjælpen udmåles

efter gældende regler, og i denne forbindelse må de sociale

myndigheder gøres opmærksom på, at gældssanering kan være

hensigtsmæssig ved overgangen til uddannelseshjælp.

Personer, der allerede har fået et tilbud om uddannelse m.v. efter §

42, bør under ændrede forhold dog ikke være berettiget til et nyt

tilbud om uddannelse.

Personer, der modtager hjælp efter bistandslovens § 37 som supplement

til arbejdsindkomst eller anden indkomst, skal være omfattet af

den foreslåede ændring.

Den foreslåede bestemmelse indebærer som nævnt en pligt for de

sociale udvalg til at tilbyde enlige forsørgere uddannelse,

erhvervsmæssig optræning eller omskoling. De pågældende kan dog

afvise tilbuddet og herefter få hjælp efter de almindelige

bestemmelser, dvs. overgå til hjælp efter § 37, stk. 4, efter 9

måneder. Forslaget anslås at koste det offentlige det første år

ca. 30-50 mill. kr. og de efterfølgende år noget mindre.

Det økonomiske skøn hviler på en lang række usikre antagelser,

herunder om hvor stor besparelsen vil være på hjælpen efter

bistandslovens § 37.

Som et nødvendigt led i ændringen af praksis som følge ændringen af §

42 og for at sikre, at de sociale udvalgs forpligtelse ikke gøres

illusorisk, bør der gives denne gruppe bistandsklienter en særlig

rådgivning og vejledning så hurtigt som muligt efter deres

henvendelse på bistandskontoret om kontanthjælp. Herved kan man

sikre, at de motiveres tilstrækkeligt forud for valget af

uddannelse m.v. med deraf følgende større chance for, at

uddannelsesforløbet falder heldigt ud.

I forbindelse med den særlige vejledning, socialministeren skal

udsende i forbindelse med ændringen af § 42, bør der formentlig

gøres opmærksom på de gode erfaringer, man har med at lade §

42-klienterne arbejde i grupper, hvorved selvtilliden styrkes og

de får forståelsen af, at de ikke er alene om problemerne.

Det er i øvrigt forslagsstillernes opfattelse, at der bruges mange

penge unødvendigt og mange behandlingsplaner mislykkes, fordi

kommunerne ikke i tilstrækkelig grad opprioriterer rådgivning og

vejledning. Forslagsstillerne finder derfor principielt, at der

burde ydes 50 pct. statsrefusion på dette område. Men da et

forslag herom ikke kunne vinde flertal i folketinget under 2.

behandling af L 205, forslag til lov om ændring af social bistand,

se Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne spalte 10721, har

forslagsstillerne afstået fra på ny at stille forslag herom, men

vil blot understrege, at netop denne gruppe - de enlige forsørgere

- ikke må tilsidesættes på grund af arbejdspresset i de sociale

forvaltninger.

Forslagsstillerne ønsker derfor en mulighed for, at de sociale

forvaltninger kan motiveres til at opprioritere rådgivning og

vejledning specielt for denne gruppe ved at man afsætter særlige

forsøgsmidler, som udelukkende skal bruges til en indsats over for

enlige forsørgere i form af rådgivning og vejledning samt

forskellige aktiviteter som f.eks. miljøarbejde m.v.

Ad 3 og 4

I radioens kvart-i-fem-udsendelser i maj måned 1985 har der været en

række interviews med enlige mødre, som efter eget udsagn har været

udsat for en endog meget grov behandling af det offentlige i

forbindelse med angiveri for socialt bedrageri. Børnetilskud er

blevet stoppet på tidspunktet for mistankens opståen,

daginstitutioner er kontaktet angående oplysninger, som moderen

selv kunne have gjort rede for, moderen er blevet afhentet på sin

arbejdsplads, moderen er blevet beskyldt, anklaget og dømt for

socialt bedrageri på, som det må forekomme den lyttende, et meget

spinkelt grundlag. Sagsbehandlere har på grundlag af anonyme

henvendelser ganske ukritisk beskrevet og vurderet et »socialt

bedrageri«, som tilsyneladende ikke var afstemt med virkeligheden

i hvert fald efter de interviewedes egen opfattelse.

Mødrene klager over, at de ikke må modtage hjælp fra barnefaderen til

simple samværssituationer og praktiske problemers løsning i

hjemmet. De ønsker at kunne modtage hjælp i krisesituationer

(børns og egen sygdom), når praktiske problemer skal løses

(istandsættelse af egen bolig, hjælp til selvangivelse osv.), de

ønsker at kunne hjælpe hinanden med at udlåne bolig og sommerhus

til hinanden i ferier uden straks at blive anklaget for socialt

bedrageri.

Alle disse klager fremgår af socialudvalgets alm. del, bilag 231,

1984-85, og på baggrund heraf er der blevet stillet en række

spørgsmål til socialministeren.

Ministeren har i sin besvarelse af spørgsmålene i virkeligheden

tilkendegivet, at den praksis, de sociale forvaltninger

tilsyneladende anvender ved vurderingen af, om moderen er reelt

enlig, ikke er i overensstemmelse med ministeriets fortolkning af

børnetilskudsloven.

Alligevel fastholder ministeren, at hun ikke ønsker at udsende et

cirkulære, der nøjere beskriver, hvad begrebet ægteskabeligt

samliv er.

I socialministerens svar på udvalgets anmodning om en nærmere

fortolkning af punkt 3 og 24 i cirkulære om lov om børnetilskud og

andre familieydelser angives det da også klart, at det normalt vil

være tilstrækkeligt, at ansøgeren dokumenterer sin ret til

forhøjet og ekstra børnetilskud ved en erklæring om, at pågældende

er reelt enlig.

Forslagsstillerne finder derfor, at det må være relativt enkelt at

udsende et nyt cirkulære, hvor ovennævnte skal være det klare

udgangspunkt med en række eksempler på, hvad det i øvrigt skal

betyde at være »reelt enlig«, og i forbindelse hermed skal

cirkulæret indskærpe, at urigtige oplysninger bl.a. medfører et

krav om tilbagebetaling.

Forslagsstillerne ønsker samtidig udsendt en vejledning til de

sociale udvalg om, hvilken sagsbehandling der bør finde sted i

situationer, hvor socialforvaltningen får formodning om, at

betingelserne for at yde forhøjet og ekstra børnetilskud ikke

længere er til stede.

I denne vejledning bør det fremgå, dels at ansøgeren skal orienteres

samt have mulighed for at forklare sig, før der tages andre skridt

til opklaring af forholdet, dels at der kun helt undtagelsesvis og

kun efter forudgående orientering af klienten bør søges kontakt

til tredjemand vedrørende ansøgerens personlige forhold. Endvidere

bør det i den forbindelse indskærpes, at der ikke må ske brud på

tavshedspligten.

Ad 5

I de fleste kommunale retningslinjer for daginstitutioner i tilfælde

af smitsomme sygdomme hos børn understreges det, at børn, der er

syge, ikke modtages i daginstitutionerne, hvilket da også er

ganske rimeligt. Men opstår der sygdom, der ikke er af alvorlig

smitsom karakter, i daginstitutionen i løbet af dagen

(mavetilfælde, feber el.lign.), må det gøres muligt for

institutionen at beholde barnet der fremfor at tilkalde faderen

eller moderen med alt det besvær, det indebærer for ham/ hende

særligt i forhold til arbejdspladsen, hvor småbørnsforældre ofte i

forvejen ikke er alt for populære. En sådan hjælp til forældrene

kræver kun ganske få praktiske foranstaltninger: mulighed for at

putte barnet i en seng og mulighed for at se efter det på præcis

samme måde, som man ville gøre det i hjemmet.

Ad 6

I de samme retningslinjer, som der ovenfor henvises til, anføres der,

at et barn, der har været sygt og behandlet med medicin, først kan

modtages, når det ikke frembyder kliniske symptomer på sygdommen.

Endvidere fremgår det, at det ikke kan pålægges

institutionspersonalet at give børnene medicin med den

begrundelse, at personalet ikke er uddannet hertil og derfor ikke

kan påtage sig ansvaret. Der kan dog i særlige undtagelsestilfælde

blive tale om det, hvis der foreligger skriftlig information fra

barnets læge til institutionen.

Det forekommer at være en overordentlig restriktiv måde at se på

medicingivning på, eftersom det jo i alle de tilfælde, der kan

blive tale om, er en forudsætning, at barnets forældre ganske uden

uddannelse kan finde ud af at give børnene medicin.

Det burde ikke være et problem at klare medicingivning som f.eks. at

give penicillin i daginstitutionerne. Ønsker personalet en fast

konsultationsmulighed f.eks. hos embedslægen, bør der gives adgang

hertil.

Forslagsstillerne forudsætter ved forslagets punkt 5 og 6, at der

ydes daginstitutionerne kompensation for de merudgifter til løn og

eventuel indretning af sygerum m.v., således at

daginstitutionernes øvrige standard fastholdes samtidig med, at

forældrebetalingen ikke forøges.

Forslagsstillerne går endvidere ud fra, at punkt 5 og 6 ikke vil

forhindre eventuelle aftaler på arbejdsmarkedet om enlige

forsørgeres ret til flere sammenhængende fridage i tilfælde af

børns sygdom.

Ad 7

Det foreslås, at lavindkomstfamilierne med børn, herunder enlige

forsørgere, ved ændringer af lov om individuel boligstøtte for så

vidt angår boligsikringen skal have bedre økonomiske muligheder

for at flytte ind i det nyere udlejningsbyggeri, herunder det nye

almennyttige boligbyggeri. Specielt for de laveste indkomster

ville en nedsættelse evt. ophævelse af egenbetalingen, så den på

dette punkt blev identisk med boligydelsen, virke fremmende på

børnefamiliernes muligheder for at flytte ind i det nyere

boligbyggeri, hvor såvel indendørs- som udendørsfaciliteterne

normalt giver børnene gode og rimelige fysiske opvækstmuligheder.

Med huslejeniveauet i det nyere byggeri er det imidlertid samtidig

nødvendigt at forhøje loftet for den årlige boligsikring, hvis de

lavestlønnede børnefamilier, herunder enlige forsørgere, skal have

det fulde udbytte - og dermed råd til - at flytte ind i det nyere

udlejningsbyggeri. Regeringens generelle begrænsning i

stigningstaksterne i boligstøttelovens beløbsgrænser kombineret

med stigningstaksten i driftsudgifterne og byggeomkostningerne har

samtidig ført til, at den højeste boligudgift, hvoraf boligstøtten

kan beregnes, oftere og oftere bliver overskredet.

Versioner

1. 1988-05-21