1985 BSF 73 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ANSÆTTELSE AF FLERE LIGESTILLINGSKONSULENTER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00073@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag eller
forelægge det nødvendige aktstykke for finansudvalget med henblik
på ansættelse pr. 1. januar 1987 af så mange
ligestillingskonsulenter, at der findes to i hvert amt og to i
Københavns og Frederiksberg kommuner.
Oprindeligt fremsat beslutningsforslag
Blad nr 435
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag eller
forelægge det nødvendige aktstykke for finansudvalget med henblik
på ansættelse af så mange ligestilingskonsulenter, at der findes
to i hvert amt og to i Københavns og Frederiksberg kommuner.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Ligestillingsområdet skal opprioriteres. Alt tyder på, at der i de
kommende år ikke vil ske drastiske ændringer på det kønsopdelte
arbejdsmarked og på uddannelsesområdet.
Dette vil indebære, at kvinderne stadig vil være dem, der i høj grad
enten ingen uddannelse får eller fejluddannes til områder, hvor
der er meget begrænsede muligheder for at få arbejde efter endt
uddannelse. Dette vil igen føre til, at det bliver kvinder, der
vil komme til at bære den største del af arbejdsløsheden. Dette er
urimeligt og vil kunne føre til et gammeldags kønsmønster, der
ikke er værdigt for et samfund som det danske.
Der har i årevis været skrevet og talt meget om denne
problemstilling, og der er sat forskellige forsøg i gang for at
gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked, men kun lidt har det
hjulpet. Derfor er forslagsstillerne af den mening, at der må en
særindsats til.
Ligestillingskonsulenterne har gjort et fortræffeligt arbejde med de
muligheder, der har været for at arbejde med problematikken. Men
det må påpeges, at de i vid udstrækning bruges til at sende rundt
på skoler og øvrige uddannelsessteder for at påvirke unge kvinders
valg af uddannelse samt undervise andre i AF-systemet om
ligestillingsproblematikken. Dette er udmærket, men det indebærer,
at der ofte i det daglige arbejde ikke er ligestillingskonsulenter
til rådighed på AF-kontorerne. Derfor skal der flere kræfter til
at arbejde med dette.
I øvrigt er der pålagt AF-systemet flere opgaver gennem vedtagelse af
loven om uddannelsesydelse. Da de ledige, der kommer ind under
denne lovs bestemmelser, i langt overvejende grad er kvinder (ca.
70 pct.), er det helt klart, at der er brug for
ligestillingskonsulenter til at være behjælpelig med råd og
vejledning i forbindelse med valg af uddannelse.
Arbejdsministeren og undervisningsministeren har i dette år udgivet
en pjece, der på fortrinlig måde illustrerer, hvor galt det er
fat, og også skitserer forslag, der kan ændre på situationen for
de unge kvinders arbejdsmuligheder efter endt uddannelse. Hvis
nogle af intentionerne skal opfyldes, må der flere
ligestillingskonsulenter til at sætte dette arbejde i gang.