Gelex

1985 BSF 77 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET TRAKTATMÆSSIGT FORBUD MOD TILSTÆDEVÆRELSEN AF U-BÅDE I ØSTERSØEN OG TILGRÆNSENDE HAVOMRÅDER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00077@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at indlede forhandlinger med de

øvrige Østersøstater, Sverige, Finland, DDR, Polen og

Sovjetunionen, med henblik på indgåelse af en international

traktat, der forbyder tilstedeværelsen af u-både i Østersøen og

tilgrænsende farvande.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Den fortsatte tilstedeværelse af u-bådsstyrker i Østersøen og

tilgrænsende havområder udgør i dag en stadig voksende trussel mod

Nordens status som et relativt lavspændingsområde. Særlig tydeligt

er dette kommet til udtryk gennem de konstaterede krænkelser af

svensk område med den sovjetiske u-båd U 137s indtrængen på

militært svensk område ved Karlskrona i 1981 som et synligt

højdepunkt. I den svenske forsvarskommandos perspektivplan fra

1984 hedder det bl.a.: »de upprepade kraenkningene av svenskt

territorium uttgoer ett klart tecken på att Norden og Sverige har

fått oekad militaer betydelse.«

I den svenske u-bådskommissions rapport om krænkelserne hedder det:

»Huvudindtrycket aer - aeven om ytterligare motiv inte kan

uteslutes - att ubåtsverksamheten representerar forberedande

skeden i en militaer planering.«

Uanset årsagerne til de gentagne u-bådskrænkelser kan der ikke herske

nogen tvivl om, at krænkelserne i sig selv medfører øget militær

spænding og mindre tillid mellem staterne i Østersøområdet.

Fra Warszawapagtens side må naturligvis ligeledes u-bådsstyrkerne fra

NATOs medlemsstater opfattes som en potentiel trussel på grund af

u-bådenes rolle som stærkt fremskudte søstridskræfter tæt ved

eller på sovjetisk, polsk eller østtysk territorium. Fra 1976,

hvor den første NATO-flådeøvelse med deltagelse af STANAVFORLANT

fandt sted i Østersøen, har sovjetiske flådeøvelser tenderet mod

at udspille sig stadig længere mod vest, således øvelsen »Vest

81«, der endte med U 137s gåen på grund i skærgården ved

Karlskrona.

I 1982 trængte en u-båd af ukendt nationalitet ind på finsk

territorialfarvand og måtte forjages med advarselsbomber. I

Danmark har u-bådskrænkelser i området medført nye regler for

afvisning af u-både, og Danmark har oven i købet haft sin egen

lille u-bådsaffære i Isefjorden, en affære, der dog aldrig nåede

så vidt som til, at en u-båd blev konstateret, efter militære

sagkyndiges mening sandsynligst, fordi der slet ikke var nogen.

Senest har det svenske forsvar udsendt en ny rapport om ca. 15 nye

krænkelser. U-bådenes operationer i Østersøen må altså klart ses

som en spændingsskabende faktor, selv om det samlede antal u-både

synes faldende, da ældre typer falder for aldersgrænsen og ikke

synes at ville blive erstattet med omfattende

nybygningsprogrammer. Meget tyder desuden på, at u-bådens dage i

Østersøen er ved at være talt på grund af de teknologiske

fremskridt inden for u-bådssporing og -bekæmpelsesteknik.

Til u-bådenes rolle som spændingsskabende faktor kommer den

kendsgerning, at Sovjetunionen siden 1976 har holdt omkring 6

atombevæbnede Golf-u-både hver udstyret med tre ballistiske

missiler med en rækkevidde på ca. 650 km stationeret i Østersøen.

Disse ældre atombevæbnede u-bådes stationering udgør sammen med

øvrige u-bådes og overfladeskibes formentlige atombevæbning en

stadig spændingsfaktor. Det svenske forsvars målinger af U 137s

radioaktive udstråling gav således anledning til formodninger om,

at selv denne bedagede skibstype var udstyret med atomvåben,

sandsynligvis en 533 mm torpedo med et nukleart sprænghoved.

I de sidste år har ikke mindst Sverige begyndt en større opbygning af

anti-u-bådsstyrker i form af kystkorvetter af Stockholmklassen,

mine- og u-bådssporingsfartøjer af Landsortklassen og en udbygget

ASW-helikopterstyrke.

Denne militære opbygning såvel som ethvert andet skridt til at

mindske u-bådstruslen med oprustning bidrager uden tvivl

utilsigtet til en øget militær opbygning i Østersøområdet, både i

NATO, Warszawapagten og hos de neutrale lande. En sådan

kaprustning, ganske vist i begrænset omfang, truer ligeledes

områdets lavspændingsstatus.

En løsning på de sikkerhedsproblemer, u-bådene og deres operationer

udgør, kan imidlertid tilvejebringes på en anden og langt bedre

måde, der både vil være billigere for Østersøstaterne og betyde

nedrustning og mindre spænding frem for maritim oprustning med

følgende øget international spænding.

Samtlige Østersøstater bør i en traktat forpligte sig til ikke at

operere med u-både i Østersøen. Samtidig må andre lande bringes

til at ratificere traktaten og påtage sig en tilsvarende

forpligtelse til at respektere Østersøens status som forbudt

område for u-både.

Såfremt det lykkes Østersøstaterne at enes om en traktat og få denne

ratificeret af andre lande, hvis flådestyrker opererer i

Østersøen, og hvis søstridskræfter omfatter u-både, vil det være

fuldt ud muligt at befæste traktaten gennem et effektivt

verifikationssystem drevet af traktatens hovedunderskrivere i

fællesskab.

Grænsen for u-bådenes operationsområde bør trækkes tværs over

Øresund, Lille Bælt og Store Bælt, hvor verifikationen lettest vil

kunne udøves. Ordningen vil betyde, at samtlige sovjetiske og

polske u-både i Østersøen må lægges op eller tilsluttes andre

flåder end Østersøflåden. Vesttyskland, Sverige og Danmark vil, i

den udstrækning de måtte ønske at bibeholde et u-bådsvåben, være

henvist til at operere i Kattegat, Skagerak, Vesterhavet eller

andre fjernere havområder uden for Østersøen.

Traktaten vil ud over sine øvrige muligheder for at tjene som

instrument for afspænding i væsentlig grad kunne lette de

problemer, der rejser sig vedrørende Østersøens fremtidige status

i forbindelse med en nordisk atomvåbenfri zone.

Versioner

  1. 1988-05-21