Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00098@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til administrativt samt om

nødvendigt gennem fremsættelse af lovforslag at fjerne alle

begrænsninger i det frie boligvalg for personer med handicap.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Personer med handicap kan ikke bosætte sig hvor som helst. Det

skyldes blandt andet, at en række kommuner ikke stiller den

fornødne hjælp til rådighed efter §§ 48, 52, 53 og 56 i

bistandsloven, hvilket medfører at en person med et handicap på

forhånd må udelukke den pågældende kommune som en mulighed for

bosætning.

Samtidig med nærværende forslag er der fremsat forslag til lov om

ændring af lov om social bistand (L 178), som tager højde for

dette og pålægger alle kommuner at yde den fornødne hjælp eller

yde tilskud hertil.

Nærværende beslutningsforslag tager sigte på at fjerne de

begrænsninger i det frie boligvalg, som i praksis kan gennemføres

af en kommune med hjemmel i hjælpemiddelcirkulæret og i

særdeleshed med hjemmel i cirkulærets bestemmelser om boligmæssige

ændringer. Disse begrænsninger håndhæves typisk, hvor en person

med handicap ikke har »spurgt om lov« på forhånd, ansøgt på

forhånd eller fået bevilling på forhånd, og hvor kommunens midler

er at nægte at acceptere udgifter til nødvendige boligændringer

eller hjælpemidler med det resultat, at en person med handicap

enten må flytte eller undlade at anvende boligen i sin helhed.

Selv om der ikke er noget formelt grundlag for at begrænse det frie

boligvalg for en person med handicap, idet vedkommende jo ikke er

umyndiggjort, er der en ganske reel risiko for, at det alligevel

sker gennem økonomiske restriktioner over for den pågældende.

Forslaget til folketingsbeslutning går ud på at afskaffe alle

begrænsninger i det frie boligvalg. Det vil sige, at en person med

handicap frit skal kunne vælge, hvor han eller hun ønsker at bo,

og at den pågældendes egenudgift ved en flytning skal svare til,

hvad andre mennesker må betale i forbindelse med en flytning,

eventuelt med tilskud på grund af den pågældendes økonomiske

situation.

Hvad derimod angår de udgifter, som er en direkte følge af den

pågældendes handicap, f.eks. boligændringer og specielle

hjælpemidler, skal en person med et handicap kunne få disse

dækket, uanset om der er søgt bevilling forinden indflytningen

eller ej.

Efter de nuværende regler kan der ydes hjælp til boligmæssig

indretning ikke blot til pensionister, men også til andre

personer, som på grund af invaliditet eller varig svagelighed har

et sådant behov. Formålet med en sådan boligændring er at

»afhjælpe eller i betydelig grad formindske de boligmæssige

ulemper ved ophold i eget hjem«. Der sondres i denne forbindelse

ikke mellem lejlighed, ejerlejlighed, eget hus eller varigt ophold

hos familie eller andre.

Boligændringer omfatter alt fra ganske små ændringer som f.eks.

fjernelse af dørtrin, opsætning af gelændere, håndtag, ændringer

af toiletforhold og lignende til mere omfattende og bekostelige

ændringer, f.eks. etablering af elevator, kran eller mindre om- og

tilbygninger med henblik på indretning af et værelse eller

lignende.

Hjælpemiddelcirkulæret pålægger imidlertid i punkt 49 »det sociale

udvalg nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller

økonomisk afhjælpning af boligforholdene eventuelt ved flytning

kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i

betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et

længere tidsrum, og at udgiften ved ændringen må anses for rimelig

i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele«.

Denne bestemmelse anvendes i praksis således, at kommunen ikke blot

vejleder - hvad forslagsstillerne intet har imod - men også

stiller krav om flytning eller om undladelse af indflytning som en

betingelse for at yde fornøden støtte til indretning af boligen

efter bistandslovens § 59.

Dette er en klar begrænsning i det frie boligvalg for personer med

handicap. Denne begrænsning er så meget desto mere uacceptabel,

fordi kriterierne alene går på en »afhjælpning af boligforholdene«

og ikke på en samlet bedømmelse af den pågældendes velfærd, som

f.eks. ønske om at bo i et bestemt kvarter eller ønske om at bo

sammen med nogle bestemte personer.

Forslaget går derfor ud på at fjerne kommunens mulighed for at stille

krav om flytning, forhåndsgodkendelse m.v. som betingelse for at

yde hjælp til boligindretning. Der er f.eks. eksempler på, at en

kommune har nægtet at bekoste en lift eller at sikre en person med

handicap mulighed for at færdes i hele boligen, fordi indflytning

er sket i strid med kommunens anbefaling, eller fordi den

pågældende nægter at flytte. Det kan f.eks. dreje sig om unge

mennesker, der - ligesom mange andre unge - ønsker at flytte i

kollektiv, og hvor kommunens reaktion har været at begrænse

støtten til hjælpemidler og boligændringer, så de ikke kan færdes

i hele huset og dermed hindres i at tage del i kollektivets

aktiviteter på linje med de øvrige beboere. Netop for et ungt

menneske med handicap kan det være yderst værdifuldt at flytte ind

i et kollektiv med andre unge for at forbedre muligheden for en

integration i andre aktiviteter og for at forbedre vedkommendes

tryghed, f.eks. ved udflytning fra en institution.

Forslaget bygger derfor på det princip, at en person med et handicap

skal stilles lige med andre mennesker ved, at den pågældende selv

afholder udgifter svarende til, hvad andre mennesker med

tilsvarende indtægter betaler i forbindelse med en flytning, mens

de udgifter, som skyldes personens handicap, skal dækkes af det

offentlige.

Forslaget ændrer ikke ved kommunens mulighed for at tinglyse pant i

en ejerbolig, såfremt der sker en værdistigning ved

boligændringen. Forslagsstillerne ønsker dog at understrege, at

pantet skal svare til den reelle værdiforøgelse ved salg på det

almindelige marked og ikke nødvendigvis til kommunens udgift ved

indretningen. Det er f.eks. ikke indlysende, at en indretning af

et handicapvenligt toilet fører til en faktisk værdiforøgele i et

frit salg, hvis denne indretning fører til inddragelse af et

beboelsesrum, som en familie med børn eller et kollektiv ville

kunne gøre bedre brug af end af et handicapvenligt toilet.

Kommunen skal også kunne sikre sig forkøbsret i forbindelse med et

senere salg, såfremt den skønner, at boligen vil kunne anvendes af

andre personer med handicap fremfor at blive retableret, og

endelig skal kommunen fortsat kunne aftale med en udlejer, at den

inden for en vis frist efter fraflytningen kan anvise en anden

person med handicap som lejer for på den måde at gøre brug af den

særlige handicapvenlige boligindretning fremfor at bekoste en

retablering.

Versioner

1. 1988-05-21