1985 BSF 98 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SIKRING AF DET FRIE BOLIGVALG FOR PERSONER MED HANDICAP
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00098@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til administrativt samt om
nødvendigt gennem fremsættelse af lovforslag at fjerne alle
begrænsninger i det frie boligvalg for personer med handicap.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Personer med handicap kan ikke bosætte sig hvor som helst. Det
skyldes blandt andet, at en række kommuner ikke stiller den
fornødne hjælp til rådighed efter §§ 48, 52, 53 og 56 i
bistandsloven, hvilket medfører at en person med et handicap på
forhånd må udelukke den pågældende kommune som en mulighed for
bosætning.
Samtidig med nærværende forslag er der fremsat forslag til lov om
ændring af lov om social bistand (L 178), som tager højde for
dette og pålægger alle kommuner at yde den fornødne hjælp eller
yde tilskud hertil.
Nærværende beslutningsforslag tager sigte på at fjerne de
begrænsninger i det frie boligvalg, som i praksis kan gennemføres
af en kommune med hjemmel i hjælpemiddelcirkulæret og i
særdeleshed med hjemmel i cirkulærets bestemmelser om boligmæssige
ændringer. Disse begrænsninger håndhæves typisk, hvor en person
med handicap ikke har »spurgt om lov« på forhånd, ansøgt på
forhånd eller fået bevilling på forhånd, og hvor kommunens midler
er at nægte at acceptere udgifter til nødvendige boligændringer
eller hjælpemidler med det resultat, at en person med handicap
enten må flytte eller undlade at anvende boligen i sin helhed.
Selv om der ikke er noget formelt grundlag for at begrænse det frie
boligvalg for en person med handicap, idet vedkommende jo ikke er
umyndiggjort, er der en ganske reel risiko for, at det alligevel
sker gennem økonomiske restriktioner over for den pågældende.
Forslaget til folketingsbeslutning går ud på at afskaffe alle
begrænsninger i det frie boligvalg. Det vil sige, at en person med
handicap frit skal kunne vælge, hvor han eller hun ønsker at bo,
og at den pågældendes egenudgift ved en flytning skal svare til,
hvad andre mennesker må betale i forbindelse med en flytning,
eventuelt med tilskud på grund af den pågældendes økonomiske
situation.
Hvad derimod angår de udgifter, som er en direkte følge af den
pågældendes handicap, f.eks. boligændringer og specielle
hjælpemidler, skal en person med et handicap kunne få disse
dækket, uanset om der er søgt bevilling forinden indflytningen
eller ej.
Efter de nuværende regler kan der ydes hjælp til boligmæssig
indretning ikke blot til pensionister, men også til andre
personer, som på grund af invaliditet eller varig svagelighed har
et sådant behov. Formålet med en sådan boligændring er at
»afhjælpe eller i betydelig grad formindske de boligmæssige
ulemper ved ophold i eget hjem«. Der sondres i denne forbindelse
ikke mellem lejlighed, ejerlejlighed, eget hus eller varigt ophold
hos familie eller andre.
Boligændringer omfatter alt fra ganske små ændringer som f.eks.
fjernelse af dørtrin, opsætning af gelændere, håndtag, ændringer
af toiletforhold og lignende til mere omfattende og bekostelige
ændringer, f.eks. etablering af elevator, kran eller mindre om- og
tilbygninger med henblik på indretning af et værelse eller
lignende.
Hjælpemiddelcirkulæret pålægger imidlertid i punkt 49 »det sociale
udvalg nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller
økonomisk afhjælpning af boligforholdene eventuelt ved flytning
kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i
betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et
længere tidsrum, og at udgiften ved ændringen må anses for rimelig
i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele«.
Denne bestemmelse anvendes i praksis således, at kommunen ikke blot
vejleder - hvad forslagsstillerne intet har imod - men også
stiller krav om flytning eller om undladelse af indflytning som en
betingelse for at yde fornøden støtte til indretning af boligen
efter bistandslovens § 59.
Dette er en klar begrænsning i det frie boligvalg for personer med
handicap. Denne begrænsning er så meget desto mere uacceptabel,
fordi kriterierne alene går på en »afhjælpning af boligforholdene«
og ikke på en samlet bedømmelse af den pågældendes velfærd, som
f.eks. ønske om at bo i et bestemt kvarter eller ønske om at bo
sammen med nogle bestemte personer.
Forslaget går derfor ud på at fjerne kommunens mulighed for at stille
krav om flytning, forhåndsgodkendelse m.v. som betingelse for at
yde hjælp til boligindretning. Der er f.eks. eksempler på, at en
kommune har nægtet at bekoste en lift eller at sikre en person med
handicap mulighed for at færdes i hele boligen, fordi indflytning
er sket i strid med kommunens anbefaling, eller fordi den
pågældende nægter at flytte. Det kan f.eks. dreje sig om unge
mennesker, der - ligesom mange andre unge - ønsker at flytte i
kollektiv, og hvor kommunens reaktion har været at begrænse
støtten til hjælpemidler og boligændringer, så de ikke kan færdes
i hele huset og dermed hindres i at tage del i kollektivets
aktiviteter på linje med de øvrige beboere. Netop for et ungt
menneske med handicap kan det være yderst værdifuldt at flytte ind
i et kollektiv med andre unge for at forbedre muligheden for en
integration i andre aktiviteter og for at forbedre vedkommendes
tryghed, f.eks. ved udflytning fra en institution.
Forslaget bygger derfor på det princip, at en person med et handicap
skal stilles lige med andre mennesker ved, at den pågældende selv
afholder udgifter svarende til, hvad andre mennesker med
tilsvarende indtægter betaler i forbindelse med en flytning, mens
de udgifter, som skyldes personens handicap, skal dækkes af det
offentlige.
Forslaget ændrer ikke ved kommunens mulighed for at tinglyse pant i
en ejerbolig, såfremt der sker en værdistigning ved
boligændringen. Forslagsstillerne ønsker dog at understrege, at
pantet skal svare til den reelle værdiforøgelse ved salg på det
almindelige marked og ikke nødvendigvis til kommunens udgift ved
indretningen. Det er f.eks. ikke indlysende, at en indretning af
et handicapvenligt toilet fører til en faktisk værdiforøgele i et
frit salg, hvis denne indretning fører til inddragelse af et
beboelsesrum, som en familie med børn eller et kollektiv ville
kunne gøre bedre brug af end af et handicapvenligt toilet.
Kommunen skal også kunne sikre sig forkøbsret i forbindelse med et
senere salg, såfremt den skønner, at boligen vil kunne anvendes af
andre personer med handicap fremfor at blive retableret, og
endelig skal kommunen fortsat kunne aftale med en udlejer, at den
inden for en vis frist efter fraflytningen kan anvise en anden
person med handicap som lejer for på den måde at gøre brug af den
særlige handicapvenlige boligindretning fremfor at bekoste en
retablering.