Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00099@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre:

1. at handicappedes egenbetaling for fysioterapeutisk behandling

bortfalder,

2. at handicappedes betaling for kørsel til og fra det

fysioterapeutiske behandlingssted bortfalder, og

3. at folketinget senest 1. september 1986 forelægges en plan til

sikring af alle handicappedes adgang til relevant fysioterapeutisk

behandling.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

I sin nylige redegørelse om forholdene for personer med handicap

omtaler socialministeren overhovedet ikke fysioterapien.

Det er en alvorlig mangel. Det er en veldokumenteret kendsgerning, at

regelmæssig fysioterapeutisk behandling og træning kan forhale

følgevirkningerne ved en række fysiske handicap. Generelt har

svært fysisk handicappede brug for fysioterapeutisk behandling

mindst to-tre gange om ugen livet igennem. I mange tilfælde

opfyldes dette behov ikke.

Der er brug for en gennemgribende oprydning på området, og

nyordningen kan med fuld rimelighed tage udgangspunkt i et par af

de mere principielle bemærkninger i socialministerens redegørelse:

»Når det er nødvendigt med hjælp fra samfundets side, er det vigtigt,

at man sætter sig ind i den enkelte borgers situation, og at

hjælpen bygger på tillid og respekt for den, der har behov for

hjælp.« »Af mange grunde er det ønskeligt, at gentagne eller

langvarige indlæggelser begrænses mest muligt.«

Usammenhængende behandlingstilbud

De større hospitaler er på mange måder indrettet til at møde de

handicappedes behov for fysioterapi: Behandlingsapparaturet er i

vid udstrækning til stede, en omfattende specialviden er tit til

stede, og opvarmede bassiner (især vigtigt til gigtpatienter)

findes også sammen med andre faciliteter. Men normeringerne er for

ringe, og som hovedregel kan de fysiurgiske afdelinger kun tilbyde

en mere kortvarig behandling i forbindelse med egentlig

indlæggelse. På mange dagcentre og plejehjem råder man også over

den nødvendige viden, handicapegnede faciliteter og en stor del af

det nødvendige apparatur. Men også her er normeringerne

utilstrækkelige, og fysioterapien må derfor forbeholdes beboere og

de relativt få, der er tilknyttet dagcenteret.

De handicappede er derfor i vid udstrækning henvist til de

praktiserende fysioterapeuter, og det er der ingen af parterne der

kan være tjent med:

»Det er en dårlig forretning for praktiserende fysioterapeuter at

behandle svært fysisk handicappede. Fysioterapeuterne får ikke

dækket de reelle omkostninger ved behandlingen, og det er næsten

umuligt at få forrentet indkøb af specielt behandlingsapparatur,

der er nødvendigt i behandlingen af svært fysisk handicappede.«

(Muskelkraft nr. 2, 1985, side 26).

Men det er langtfra de eneste problemer, der er forbundet med, at de

handicappede er henvist til de praktiserende fysioterapeuter.

Manglende overenskomst

Siden foråret 1982 har der ikke eksisteret en overenskomst mellem

sygesikringens forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter. I

praksis følger man dog stadig reglerne fra den tidligere

overenskomst.

Det betyder blandt andet, at den enkelte behandling maksimalt

strækker sig over 45 minutter og højst må rumme tre

punktbehandlinger (tre forskellige former for behandling, groft

sagt). Mange handicappede har dog brug for længere tids

behandling, ligesom der er behov for mere end tre

punktbehandlinger. Dette kan dog også tillades, men forudsætter en

aftale mellem den enkelte klinik og den lokale

sygesikringsafdeling, og det er kun Muskelsvindfondens klinik for

fysioterapi i Århus, der har del i en sådan aftale. Alle andre

steder er der kun to andre udveje: At sprede den nødvendige

behandling over to behandlingsforløb, fordelt på to forskellige

dage, eller at overlade det til patienten at betale hele

merudgiften ved den del af behandlingen, der overskrider de tre

kvarter. De, der ikke har pengene, må altså bruge tid og penge på

ekstra transport, hvilket er et særligt problem, da svært fysisk

handicappede i forvejen trættes hurtigere end andre mennesker.

En anden konsekvens af den manglende overenskomst er, at udviklingen

af nye og bedre behandlingsmetoder sinkes. Hvis fysioterapeuterne

skal have refusion fra sygesikringen, skal de gøre brug af en af

de behandlingsmetoder, der er nøje beskrevet i den tidligere

overenskomst, også selv om de kender en nyere og bedre. I

virkeligheden løses dette problem formodentlig og forhåbentlig

delvis ved falske redegørelser til sygesikringen. Men det er næppe

i overensstemmelse med regeringens officielle handicappolitik.

Egenbetaling for fysioterapi

Fysioterapeutisk behandling givet på sygehusene er gratis. For al

anden behandling skulle patienten frem til 1. januar 1983 selv

betale en femtedel af de samlede udgifter. Som led i regeringens

såkaldte genopretningspolitik blev dette pr. 1. januar 1983 ændret

til to femtedele. Dertil kommer, at den manglende overenskomst i

praksis betyder, at den enkelte må lægge hele beløbet ud for

derefter at få refunderet de tre femtedele fra sygesikringen.

Denne refusion bygger på faste takster, der har ligget fast de

sidste tre år, mens prisen for den fysioterapeutiske behandling

har fulgt de almindelige prisstigninger. Det er derfor langtfra

usædvanligt, at egenbetalingen reelt andrager 45-50 pct. af den

samlede regning. I sygesikringslovens § 13 slås det ganske vist

fast, at det sociale udvalg undtagelsesvis kan yde hjælp til

supplering af refusionen fra sygesikringen, men i praksis

eksisterer sådanne undtagelser stort set ikke.

Bistandsloven giver dog visse muligheder:

Ifølge § 46 kan der ydes hjælp til dækning af egenbetalingen, hvis

pågældende ikke selv har midler til at afholde udgiften. Hjælpen

er altså afhængig af det sociale udvalgs vurdering af den

pågældende persons eller husstands samlede økonomi.

Om der også kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48 er indtil videre

uklart. Socialministeriet mener nej, jfr. kontanthjælpscirkulæret

af 20. december 1982, som ændret ved cirkulære af 19. december

1983, punkt 52, mens amtsankenævnet for Fyns amt har ment ja i

visse tilfælde. Den pågældende kommune indbragte sagen for den

sociale ankestyrelse, der afgjorde spørgsmålet den 8. januar i år.

Indholdet af afgørelsen er dog endnu ikke blevet offentliggjort.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1 og 2

Det er VS' principielle handicappolitiske målsætning, at handicappede

skal have dækket de merudgifter, der opstår som følge af

handicappet, at dækningen skal være hundrede procent, og at

dækningen skal være uafhængig af indkomst. Alene af den grund bør

handicappedes egenbetaling for fysioterapeutisk behandling

bortfalde så snart som muligt, og af samme grund bør handicappedes

betaling for kørsel til og fra det fysioterapeutiske

behandlingssted også bortfalde snarest muligt.

I dag har f.eks. Ballerup kommune indført den meget rimelige praksis,

at handicappedes egenbetaling til nødvendig fysioterapi refunderes

fuldt ud. Men praksis er meget forskellig, og det er langtfra

ualmindeligt, at en handicappet må ofre ti tusinde kroner om året

plus udgifter til transport for at få den nødvendige

fysioterapeutiske behandling.

Ad 3

Det eksisterende fysioterapeutiske tilbud til handicappede er klart

utilstrækkeligt. Der findes næppe et eneste medlem af folketinget,

som er uenig i, at vi må gøre alt, hvad der er politisk muligt,

for at lette den enkelte handicappedes smerter i hverdagen. Men

det eksisterende system påfører mange handicappede fysisk smerte,

en smerte, som kan undgås ved enkle og kendte midler. Skæve rygge,

deforme fødder og krumme hænder er almindelige og smertefulde

virkninger af en række handicap, hvis der ikke forebygges med

fysioterapi. Et enkelt eksempel:

Det er ikke ualmindeligt, at et menneske med muskelsvind kun har en

lungekapacitet, der svarer til 1/6 af det normale. Det betyder, at

simple forkølelser og luftvejsinfektioner meget nemt kan udvikle

sig til en livstruende lungebetændelse (folk med muskelsvind har

svært ved at hoste på grund af svage bug- og mellemgulvsmuskler,

og en skæv ryg begrænser ganske enkelt lungernes

udfoldelsesmuligheder, fordi de bliver klemt). Regelmæssig

lungefysioterapi kan forebygge udviklingen af en sådan

lungebetændelse. Men det kan gå galt. Livstruslen gør det

selvfølgelig berettiget med hospitalsindlæggelse på en intensiv

afdeling. Her vil patienten kunne få lungefysioterapi en eller to

gange daglig. Præcis den samme behandling kan gives i hjemmet af

en såkaldt mobil fysioterapeut. Men foregår det i hjemmet, skal

patienten betale. På hospitalet er det gratis for den enkelte.

Systemet fremmer med andre ord en helt igennem tåbelig fejlbrug af

hospitalerne.

Det er klart, at systemet bør ændres, og klart, at de nødvendige

ændringer er forskellige fra handicapgruppe til handicapgruppe:

For gigtpatienter er adgangen til et opvarmet bassin det centrale,

for folk med muskelsvind og for spastikere står den

fysioterapeutiske behandling i centrum, og folk med muskelsvind

har desuden brug for at lære brugen af nye hjælpemidler,

efterhånden som sygdommen skrider frem og funktionsevnen derfor

nedsættes osv.

Forslagsstillerne vil dog gerne skitsere, hvordan man kunne

forestille sig en ramme for udbygningen af den fysioterapeutiske

bistand for handicappede:

For det første må der oprettes handicapcentre, hvor de handicappede

har mulighed for at få gratis faglig hjælp fra fysioterapeuter,

ergoterapeuter, socialrådgivere, psykologer m.v. Personalet på

sådanne centre skal samtidig have mulighed for at lave opsøgende

arbejde samt for at betjene de handicappede i hjemmet, hvor dette

er mest hensigtsmæssigt for den enkelte handicappede.

For det andet bør der rundt omkring i kommunerne oprettes

fysioterapeutstillinger, hvor fysioterapeuterne får mulighed for

at yde alle former for fysioterapeutisk bistand til både børn,

ældre og voksne handicappede.

Der bør naturligvis ikke være tale om et enten - eller, men om et

både - og. Afslutningsvis vil forslagsstillerne understrege, at

nyordningen af området bør finde sted i nært samarbejde med de

handicappede og deres organisationer, også for at gøre det muligt

at inddrage de forskelligartede erfaringer, der findes på området.

I Frederikshavn kommune har de fysisk handicappede f.eks. adgang

til forskellige behandlingsmuligheder, herunder fysioterapi, på

nogle udvalgte plejehjem, der på denne måde er åbne i

eftermiddagstimerne.

For VS er det afgørende, at alle handicappede sikres adgang til

relevant fysioterapeutisk behandling, og at folketinget senest 1.

september får forelagt en plan for, hvordan dette mål kan

realiseres. Vi har derimod ikke ønsket at lægge os fast på en dato

for, hvornår målet skal være nået. Det bør ganske enkelt ske

hurtigst muligt, men det er klart, at det tager en vis tid at

rydde op i den sump af kynisme og manglende behandlingsmæssig

sammenhæng, som i dag kendetegner området.

Versioner

1. 1988-05-21