Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00100@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at oprette to

handicapidrætscentre pr. 1. april 1987 efter ølgende

retningslinier:

- centrene skal være 100 procent statsfinansierede og beliggende på

hver sin side af Store Bælt,

- den præcise udformning, beliggenhed m.v. aftales mellem ministeriet

for kulturelle anliggender og Dansk Handicap Idræts-Forbund, og

- senest 1. januar 1987 skal folketinget orienteres om indholdet af

lovforslaget vedrørende den endelige oprettelse af centrene.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Handicapidrættens forhold diskuteres for tiden i det såkaldte

breddeidrætsudvalg, der forventes at færdiggøre sit arbejde i

løbet af sommeren. Det vil derfor kun være ret og rimeligt, at

folketinget i første omgang overlader overvejelserne om

handicapidrættens fremtid til det breddeidrætsudvalg, som

folketinget selv har ønsket nedsat. Dette synspunkt er

forslagsstillerne enige i.

Fra Dansk Handicap Idræts-Forbunds side har man foreslået

- at krav om bopæl i tilskudskommunen ophæves, eventuelt kombineret

med en refusionsordning kommunerne imellem, når der er tale om

tilskud til foreninger med idræt for handicappede,

- at der gives generel dispensation fra alderskriteriet for

opnåelse af kommunale tilskud, når det drejer sig om foreninger,

der tilbyder idræt for handicappede,

- at der gennemføres transporttilskudsordninger for handicappede

idrætsudøvere, der ikke eller kun med stort besvær kan benytte

billig kollektiv transport,

- at der i forbindelse med nybyggerier og etablering af

udendørsanlæg til idrætsbrug stilles krav om handicapegnet

indretning,

- at der i forbindelse med eksisterende haller og anlæg foretages

en undersøgelse af omfanget af ændringer, der vil være nødvendige

for, at handicappede kan benytte faciliteterne, og at der tages

initiativ til at foretage de ændringer, som forholdene ifølge

undersøgelsen taler for,

- at mindst en svømmehal i hver kommune har opvarmet vand til et

minimum af 28 grader og af hensyn til særlige handicapgrupper helt

op til 32 grader,

- at kommuner/ amtskommuner tilskyndes til at etablere lønnede

hjælper-træner-ordninger til fordel for foreninger med idræt for

handicappede,

- at der etableres undervisning og kurser, hvor trænere og ledere

kan uddannes til at varetage opgaver inden for handicapidrætten,

- at handicapidræt gøres til fast bestanddel i idrætsundervisningen

på de videregående uddannelser,

- at handicapidræt bliver fast bestanddel i leder- og trænerkurser

inden for den såkaldte raskidræt,

- at fritidslovgivningen forenkles, således at der skabes

muligheder for at tage særhensyn og give positiv særbehandling,

når det drejer sig om foreninger, der tilbyder idræt for

handicappede. Således skal der bl.a. åbnes mulighed for at

etablere interessegrupper for handicappede børn helt ned til 2

deltagere og for at ansætte mere end en instruktør pr.

interessegruppe, når det drejer sig om idræt for handicappede.

Endvidere skal bestemmelserne om specialundervisning gøres mere

lempelige, således at unge får mulighed for at deltage i

specialundervisning sammen med voksne,

- at der ansættes en fuldtidskonsulent i handicapidræt i hver

amtskommune, og

- at der gives yderligere og særlige bevillinger til handicapidræt,

eventuelt gennem ændring af fordelingsnøglen landsorganisationerne

imellem.

Forslagsstillerne er enige i alle disse forslag. Men vi har ikke

villet foreslå, at folketinget vedtager dem - netop fordi det

fornuftigste vil være, at forslagene i første omgang behandles i

sammenhæng med de øvrige forslag til forbedring af den såkaldte

breddeidræts vilkår i breddeidrætsudvalget.

Men uanset hvad dette arbejde ender med, er det givet, at der er brug

for en direkte statslig indsats til forbedring af vilkårene for

handicapidrætten i form af en slags handicapidrætscentre.

Handicapidrættens fordele er velkendte:

- fysisk aktivitet forøger den enkeltes selvtillid og følelse af eget

værd,

- især for mennesker med meget dårlig kondition og ringe motoriske

færdigheder sker der markante fysiske og psykiske fremskridt efter

kort tids fysisk træning med vægt på oparbejdelse af kondition og

teknik, og som bekendt har mange handicapgrupper netop en dårlig

kondition, i mange tilfælde kombineret med koordinations- og

balanceproblemer,

- idrætten medvirker til, at den enkelte oplever hverdagen mindre

besværlig,

- den forbedrede sundhed og trivsel, opnået gennem idrætten, kommer

også til udtryk i, at hverdagens besværligheder bliver nemmere at

tackle, hvilket igen hyppigt kommer til udtryk i et reduceret

medicinforbrug,

- handicapidrætten har endelig også en rehabiliterende funktion.

Forudsætningerne for indlæring fremmes gennem bevægelse, og

idrætten gør det derfor nemmere for den enkelte handicappede at

erhverve eller generhverve fysiske færdigheder, som den enkelte

enten aldrig har haft, eller som den enkelte har sat over styr.

For mange nyhandicappede er situationen den, at hjernen dels skal

lære nogle tidligere indlærte ting igen, dels skal lære nogle helt

nye bevægelser eller færdigheder, der er nødvendiggjort af

handicappet. Jo flere impulser og indtryk kroppen kan give

hjernen, jo større er mulighederne for, at den nødvendige

nyindlæring kan lykkes.

Alle disse fordele er velkendte, og i folketinget er der bred enighed

om, at både kommuner, amter og stat bør give økonomisk støtte til

fremme af handicapidrætten.

Lad os illustrere det med et par citater. Under folketingets

forhandling om kulturministerens breddeidrætsredegørelse i februar

1985 udtalte Ole Vig Jensen (RV):

»Jeg vil også godt, som andre ordførere har gjort det, understrege

betydningen af, at flere grupper får mulighed for

idrætsudfoldelse. Der er nævnt handicapidrætten, som er undervejs,

men vi ved jo stadig væk, at der er et mægtigt svælg imellem, hvor

mange der har mulighed for at dyrke handicapidræt, og hvor mange

der faktisk er handicappede.« Se Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 6846.

I selve redegørelsen skrev ministeren:

»Det må også fortsat være sådan, at det offentlige påtager sig en

væsentlig del af ansvaret for de økonomiske rammer for

idrætsudfoldelsen. Kunne de afledede besparelser på social- og

sundhedssektorens konti gøres op, er det ikke usandsynligt, at det

ville vise sig, at der ikke er tale om nogen nettoudgift for stat,

amter og kommuner.« Se Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne

sp. 6305.

Forslagsstillerne er overbeviste om, at der er tale om en

nettoindtægt, og at den er relativt stor for netop

handicapidrætten. Tænk f.eks. blot på de seneste

forskningsresultater omkring bestemte former for løbetrænings

overordentlig positive betydning for psykisk handicappede.

Dansk handicapidræt er i dag organiseret samlet under Dansk Handicap

Idræts-Forbund (DHIF), der igen er et specialforbund under Dansk

Idræts-Forbund. I 1977 havde DHIF 3.500 medlemmer, i 1981 var

tallet 10.600, og i dag rummer DHIF 14.500 medlemmer fordelt på

160 foreninger, der tilbyder ca. 30 forskellige former for

idrætsaktivitet.

I Danmark findes i dag ca. 300.000 med et fysisk eller psykisk

handicap.

Handicapidrætten er altså organiseret i en afdeling for sig, og det

strider naturligvis mod tanken om integration af handicappede,

sådan som bl.a. Nør Christensen (CD) formulerede den under

forhandlingen om breddeidrætsredegørelsen:

»Det store arbejde, der eksempelvis foregår omkring handicapidræt,

skal heller ikke forbigås i tavshed. Integrationen mellem

ikke-handicappede og handicappede er vigtigt for begge parter.

Selvtilliden blandt de handicappede som følge af, at man kan yde

noget, skal heller ikke undervurderes, rent bortset fra de

almindelige fordele, som idræt giver alle. Naturligvis må et

sådant område påkalde speciel opmærksomhed.« Se Folketingstidende

1984-85, forhandlingerne sp. 6850.

Men også på idrætsområdet har integrationstanken sine begrænsninger i

det virkelige liv. Jørgen Richter fungerer som leder i

ungdomsafdelingen af Handicapidrætsforeningen for Vejle og Omegn

og formulerer det på denne måde:

»Vi mener bestemt, at det er godt at integrere handicappede, hvor det

er muligt. Men i mange tilfælde er det galimatias, fordi det altid

bliver på de ikke-handicappedes betingelser. Og de unge åndssvage,

som vi har med her, ville ikke få gode betingelser, hvis man

forsøgte at integrere deres idrætsaktivitet med

ikke-handicappedes. Derimod ville det være godt, hvis flere

almindelige foreninger oprettede afdelinger med handicappede og

man så var fælles i så stor udstrækning som muligt. Det er kun et

par stykker af dem, vi har med her, som ville kunne gå ind i en

almindelig forenings aktiviteter.« (Dansk Ungdom og Idræt, nr. 46,

december 1985).

Udveksling af erfaringer omkring muligheder og begrænsninger i

integration af handicappede i almindelige idrætsforeninger og

diskussionen af disse erfaringer er kun et af de mange områder,

det vil være muligt at blive klogere på ved etableringen af de

nævnte handicapidrætscentre.

Ideen om sådanne centre er hverken specielt ny eller original. I

f.eks. USA, Østrig, Vesttyskland og Israel findes

statsinstitutioner, der direkte har til opgave at koordinere og

forstærke den samlede indsats til fordel for handicapidrætten.

Denne opgave eksisterer også i Danmark, og forslagsstillerne

mener, at den i første omgang bør løses ved oprettelse af to

handicapidrætscentre, et på hver sin side af Store Bælt.

I udlandet er det almindeligt at udvikle sådanne centre i tilknytning

til forskellige specialhospitaler. Værdien af en sådan placering

kan forslagsstillerne ikke umiddelbart overskue, og det er en del

af baggrunden for, at vi foreslår, at den konkrete udformning af

centerideen skal finde sted i et samarbejde mellem

kulturministeriet og DHIF.

Men vi bidrager naturligvis gerne til en nærmere beskrivelse af

centrenes opgaver:

Centrenes opgaver skal være

1. At tilbyde genoptræning af blandt andre nyhandicappede gennem

idræt.

2. At udvikle og afprøve nye træningsmetoder, hjælpemidler og

idrætsrekvisitter.

3. At foreslå forskning i idrættens fysiologiske, psykologiske og

sociale betydning for de enkelte handicapgrupper.

4. At udarbejde undervisnings- og instruktionsmateriale til

idrætstræning for handicappede.

5. At bistå ved etablering af undervisningstilbud i handicapidræt ved

relevante uddannelser og uddannelsessteder.

6. At rådgive private og offentlige institutioner med hensyn til

skoleidrætsundervisning, idrætsbyggeri med meget mere.

Af faggrupper, det vil være relevant at knytte til centeret kan

nævnes: læger, fysio- og ergoterapeuter, jurister,

socialrådgivere, arkitekter, ingeniører og selvfølgelig:

idrætsinstruktører.

Centrenes mulige rådgivningsfunktioner kan anskueliggøres ved et par

eksempler:

Eksempel 1:

En kommune eller privat institution ønsker at opføre et nyt

idrætsanlæg og vil sikre, at anlægget er handicapegnet.

Den pågældende kommune eller private institution henvender sig til

handicapidrætscenteret, hvorfra der gives assistance med hensyn

til udførelsen af det samlede byggeri, nødvendigt inventar,

idrætsrekvisitter, overslag på omkostningerne og forslag til, hvor

og hvordan nødvendigt specialudstyr fremskaffes.

Eksempel 2:

En idrætslærer i folkeskolen har fået en klasse med to

bevægelseshandicappede.

Idrætslæreren henvender sig til centeret, hvorfra der stilles en

idrætsinstruktør plus eventuelt en fysioterapeut til rådighed. I

samarbejde med læreren og eleverne gives råd og forslag til,

hvordan idrætsundervisningen kan forme sig, så de handicappede

fuldt ud kan integreres i idrætstimerne. Der udarbejdes eventuelt

konkrete undervisningsprogrammer.

I ingen af disse to eksempler findes der i dag en instans, der kan

påtage sig de nævnte rådgivningsfunktioner, og det er netop blot

eksempler fra den lange række af påtrængende opgaver, som ingen i

dag kan påtage sig at løse. Ikke engang Dansk Handicap

Idræts-Forbund kan påtage sig opgaverne. Det frivillige

foreningsarbejde kan ikke magte alt.

Hvor meget det vil koste at etablere sådanne to centre, er

umiddelbart svært at overskue, lige så svært som det er at

overskue det offentliges nettoindtægter efter nogle få års drift

af centrene.

Versioner

1. 1988-05-21