Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00101@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer socialministeren til snarest og inden den 1.

april 1986 at ændre bekendtgørelse nr. 645 af 19. december 1983 om

støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, således at der

kan ydes støtte til udskiftning af bil, hvortil der er ydet støtte

til anskaffelsen mindst 4 år tidligere.

Støttemodtageren skal afdrage et beløb svarende til 1/2 pct. af

anskaffelsessummen pr. måned, indtil halvdelen af det ydede

rentefri lån er betalt.

Ejer ansøgeren på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der er ydet

støtte, skal salgssummen for denne bil anvendes til at nedbringe

restgælden til halvdelen. Overskydende beløb tilfalder

støttemodtageren.

Den anden halvdel afskrives af kommunen med 1/48 pr. måned, og en

eventuel yderligere restgæld efter salg af bilen afskrives på en

gang som uerholdelig.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

VS' folketingsgruppe har i de seneste måneder fået usædvanlig mange

henvendelser fra mennesker med et handicap, og de skriver om mange

forskellige ting, som de vil foreslå ændret; men er der en ting,

som de alle er enige om, og som de alle prioriterer særdeles højt,

så er det reglerne om udskiftningsperioden for invalidebiler.

Mange mennesker med handicap betragter det som en decideret trussel

mod deres liv, at de bringes ud i et valg mellem at frasige sig

det helt nødvendige motorkøretøj med manglende stabilitet til

følge eller at bevare det med så voldsomme ekstraudgifter i

køretøjets sidste leveår, at det alvorligt truer deres leveniveau.

Der er nu engang ikke meget sjov ved at skulle anvende det meste af

eller måske endog hele nettofortjenesten fra et job til dækning af

udgifterne på det køretøj, som kører en hen på jobbet.

Efter forslaget skal reglerne om støtte til erhvervelse af

motorkøretøjer efter bistandslovens § 58 (invalidebiler) ændres,

så der kan ydes støtte til en ny bil hvert 4. år - mod nu hvert 6.

år.

Baggrunden for forslaget er, at de nuværende regler, siden de blev

indført for 5 år siden, har vist sig uhensigtsmæssige for

brugerne. Netop fordi invalidebiler er så uundværlige for dem i

deres dagligdag, vil de typisk blive belastet mere end tilsvarende

biler af andre brugere. En person med et handicap vil f.eks. være

tvunget til at anvende sin bil ved selv korte ture, hvor andre

mennesker måske ville gå eller bruge et kollektivt

transportmiddel. Det fører til en øget belastning i form af flere

starter og - især - flere koldstarter.

En invalidebil, der er 4, 5 eller 6 år gammel, vil derfor ofte være

ringere end en bil af samme alder, der har været benyttet af en

person uden handicap. Brugeren belastes derfor af flere

reparationsudgifter og vil oftere og oftere befinde sig i en

situation, hvor han eller hun er uden transportmulighed, fordi

bilen er på værksted.

De to sidste år, før de nuværende regler giver mulighed for

udskiftning af bilen, er derfor uforholdsmæssigt kostbare for

brugeren, og dertil kommer det helt uacceptable, at brugeren under

hver reparation berøves sin mobilitet. Dette kan være ganske

alvorligt, hvis han eller hun er i færd med at etablere sig på

arbejdsmarkedet, ligesom det i al almindelighed er uheldigt for

den samlede handicappolitik, hvis personer med handicap får ry for

at være ustabile i jobsituationen, når sandheden jo vitterlig er

den, at det er bilen, der er ustabil.

Samfundets generelle bedømmelse af ældre biler viser sig jo bl.a.

også ved, at der kræves syn efter 5 år, og dette åremål skal ses i

sammenhæng med, at invalidebiler som nævnt - alt andet lige - er

ringere end andre biler med en tilsvarende alder.

Forslagsstillerne betragter invalidebiler som hjælpemidler på linje

med alle andre hjælpemidler efter bistandslovens § 58. Men

tildelingen af en invalidebil bør være særlig liberal, idet den

kompenserer for en manglende evne til at bevæge sig og dermed

fungere i samfundet og for samfundets manglende opfyldelse af sin

naturlige forpligtelse til at gøre offentlige transportmidler

tilgængelige for alle.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at socialministeriet over for

folketingets socialudvalg tidligere har afvist bemærkninger

svarende til begrundelsen for nærværende beslutningsforslag (bl.a.

i forbindelse med behandlingen af lovforslag om ændring af lov om

social bistand i folketingsåret 1983-84, jfr. (L 42 - bilag 2)).

Ministeriet skrev bl.a.:

»Udskiftningsperioden på minimum 6 år blev indført i 1981, og i

forbindelse med ændringen (fra 4 år) oplyste Statens

Bilinspektion, at en udvidelse af perioden på 2 år ikke ville give

anledning til betænkelighed ud fra trafiksikkerhedsmæssige hensyn.

Endvidere skønnede bilinspektionen, at forslaget ikke ville

medføre forøgede reparationsudgifter. Over for »bilarbejdsgruppen«

er det af Dansk Automobilforhandlerforening oplyst, at den

gennemførte forlængelse af klausulperioden ikke indvirker

nævneværdigt på faldet i brugtvognsprisen, ligesom kravet om syn

efter 5 år heller ikke tillægges megen betydning for dette

spørgsmål. På denne baggrund fandt arbejdsgruppen ingen anledning

til at foreslå ændringer i klausulperiodens længde.'

Vi mener imidlertid ikke, at socialministeriet har ret i disse

betragtninger. For det første er de »sagkyndige udtalelser«

afgivet på forkerte forudsætninger. Det er muligt, at de er

korrekte, hvad angår biler i al almindelighed, men de er i hvert

fald ikke korrekte, hvad angår invalidebiler. For det andet er

bilinspektionens skøn over reparationsudgifterne efterhånden gjort

helt til skamme, idet adskillige personer med handicap kan

fortælle om voldsomme reparationsudgifter i bilens 4. og 5.

leveår. Blandt de mange, som har rettet henvendelse til

forslagsstillerne, kan bl.a. nævnes en person med 54.000 kr. i

reparationsudgifter på kun et år. Det er en ganske alvorlig

udgiftspost for en person, som er totalt afhængig af sit

motorkøretøj.

En af de mulige konsekvenser er, at brugeren af et sådant

motorkøretøj lader det stå i garagen, indtil det bliver gammelt

nok til en udskiftning. I mellemtiden bliver han eller hun i sit

hjem; men dette kan næppe være særlig tilstræbelsesværdigt inden

for handicappolitikken!

Som følge af forslagets tilbageføring af reglerne, så en invalidebil

kan udskiftes allerede efter fire år, må der tillige foretages

ændringer i tilbagebetalingsreglerne. For at opnå den størst

mulige analogi til reglerne før 1983 foreslås det, at 1/2 pct. af

anskaffelsessummen betales som afdrag hver måned, i princippet

indtil halvdelen af anskaffelsessummen er betalt. Såfremt bilen

ved salg indbringer et provenu, indbetales yderligere så stor en

del af dette, at brugeren har betalt i alt halvdelen af

anskaffelsessummen tilbage. Den anden halvdel er afdragsfri og

afskrives af kommunen med 1/48 pr. måned, og såfremt der efter

salg af bilen henstår en udækket saldo, afskrives denne som

uerholdelig på en gang.

Det antages, at der p.t. er i underkanten af 10.000 støttede

køretøjer i Danmark. Såfremt disse udskiftes umiddelbart efter, at

det er praktisk muligt, dvs. umiddelbart efter det 6. år - og

efter forslaget umiddelbart efter det 4. år - vil antallet af

udskiftninger øges fra ca. 1.700 til ca. 2.500 pr. år.

Socialministeriet har i en besvarelse af et spørgsmål fra

folketingets socialudvalg oplyst, at en sådan ændring, efter at

den er indkørt, vil føre til en varig udgiftsforøgelse på ca. 25

pct. af den samlede årlige låneinvestering. Forslagsstillerne

skønner, at merudgiften i 1986-priser vil være af

størrelsesordenen 40 mill. kr. pr. år.

Versioner

1. 1988-05-21