Gelex

1985 BSF 103 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STATSSTØTTE TIL LANDETS HANDICAPORGANISATIONER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00103@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i samarbejde med landets

handicaporganisationer at udarbejde lovforslag om en permanent

statsstøtteordning til landets handicaporganisationer.

Lovforslaget fremsættes for folketinget senest 1. september 1986 med

henblik på ikrafttræden pr. 1. januar 1987.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

I Norge er statstilskuddet til Funksjonshemdes Fellesorganisasjon

opdelt på henholdsvis driftstilskud, voksenoplæringsstøtte og mere

projektorienteret støtte. I Sverige gives særskilt støtte til

handicaporganisationernes foreningsliv (i 1985 ca. 2 mill. sv.

kr.) og desuden en samlet støtte til handicaporganisationernes

arbejde - i 1985 på ca. 41 mill. kr. i alt. Støtten i Norge var i

1985 på i alt lidt over 2 mill. kr.

I Danmark findes der ikke noget permanent støttesystem, selv om der

både gives støtte til drift af organisationer og til særskilte

handicappolitiske aktiviteter. Støtten er dog spredt, tilfældig og

alt for ringe, hvilket de utallige mærkedagsindsamlinger og

lignende vidner om.

Forslagsstillerne synes, det er fint, at de handicappede og deres

organisationer markerer sig på den politiske scene og i

dagliglivet i øvrigt. Men vi er modstandere af, at de handicappede

og deres organisationer tvinges til gentagne pengeindsamlinger.

Som få andre er de handicappede og deres organisationer tvunget

til simpelt tiggeri for at få penge til aktiviteter, som elle er

enige om er nødvendige.

Som enhver regering ved, kan den regne med en løbende og kvalificeret

rådgivning fra de handicappede og deres organistioner. Det er

derfor rimeligt, at handicaporganisationerne ved, at de kan regne

med en løbende og tilstrækkelig økonomisk støtte. Også på baggrund

af, at organisationernes arbejde ved højtidelige lejligheder

ligefrem omtales som almennyttigt - det var en af grundene til, at

handicaporganisationerne kunne opnå dispensation ved indførelsen

af den nylige fondsbeskatning.

Afgivelsen af socialministerens redegørelse til folketinget i

november 1985 om forholdene for personer med handicap var en anden

højtidelig lejlighed. Her understreger ministeren, at

»udgangspunktet for regeringens arbejde på handicapområdet er, at

den enkelte borger skal have størst mulig indflydelse på sin egen

tilværelse, og at personer med handicap selv eller gennem deres

organisationer aktivt deltager i udviklingen.«

Ministeren er sandsynligvis enig i, at det drejer sig om at støtte

både den enkelte handicappede og handicaporganisationerne i

arbejdet - i det citerede er der faktisk tale om et enten-eller,

men det må være en smutter. Hvis det er tilfældet, bør ministeren

sætte sig sammen med de handicappedes organisationer og udarbejde

et forslag til en permanent støtteordning.

For forslagsstillerne er det vigtigt, at ordningen udformes i

samarbejde med handicaporganisationerne, ligesom det er vigtigt,

at der gives mulighed for en bred offentlig debat af forslaget til

nyordning.

Vi er selv tilhængere af, at ordningen opbygges sådan, at der bliver

mulighed for tre forskellige former for tilskud:

- tilskud til drift af de enkelte organisationer

- tilskud til foreningsaktiviteter inden for de enkelte

handicaporganisationer og

- tilskud til handicappolitiske aktiviteter af den ene eller anden

art.

Desuden bør der være mulighed for at yde en etableringsstøtte til nye

handicaporganisationer, der måtte dukke op.

Driftstilskuddene bør fordeles af handicaporganisationerne selv og

bør kunne tildeles både enkelte organisationer og forskellige

sammenslutninger, f.eks. De samvirkende Invalideorganisationer.

Tilskud til foreningsaktiviteter bør også fordeles af

handicaporganisationerne selv.

Tilskuddet til handicappolitiske aktiviteter af den ene eller anden

art er derimod ment som en meget åben form for støtte - som en

slags forsøgspulje. Herfra bør der kunne gives støtte til alle

mulige former for handicappolitiske aktiviteter, ikke mindst dem,

der søger at finde nye veje i handicaparbejdet - veje, der meget

vel kan være forskellige fra det mere traditionelle

organisationsarbejde, som det kendes i dag. Ikke-handicappede bør

også have gode muligheder for at søge støtte fra denne pulje, hvad

enten deres aktiviteter udfolder sig i direkte samarbejde med

handicappede eller ej. Midlerne fra denne pulje skal derfor ikke

administreres af handicaporganisationerne, men af andre end dem,

der står for administrationen af de to førstnævnte tilskudsformer.

De samlede årlige tilskud for alle tre tilskudsformer bør ligge et

sted mellem 40 og 50 mill. kr., hvis der skal sikres både mulighed

for en stabil drift af organisationerne og mulighed for videre- og

nyudvikling af forskellige handicappolitiske initiativer af den

ene og anden art.

Versioner

  1. 1988-05-21