1985 BSF 104 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FINANSIERINGSMÆSSIG NEUTRALITET MELLEM REVALIDERING OG FØRTIDSPENSION FOR HANDICAPPEDE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00104@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de nødvendige
lovforslag til sikring af finansieringsmæssig neutralitet mellem
revalidering og førtidspension for handicappede.
Lovforslagene fremsættes for folketinget senest 1. september 1986 med
henblik på ikrafttræden pr. 1. januar 1987.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
I dag er det sådan, at udgifter til pension dækkes fuldt ud af
staten, hvorimod udgifter til revalidering over bistandslovens §
42 dækkes med 50 pct. af staten og 50 pct. af den enkelte kommune.
Dette har givet anledning til megen kritik og forslag om nyordninger.
Senest har regeringens ungdomsudvalg i sin afsluttende betænkning
»En fremtidig ungdomspolitik« fremhævet:
»Med hensyn til invalidepensionen må denne finansieringsmæssigt gøres
økonomisk neutral for kommunerne i forhold til alternativer i den
sociale indsats, således at man undgår tendenser til at indstille
unge til invalidepension, før revalideringsmulighederne er udtømt.
Udvalget foreslår, at der sker en omfordeling af
refusionsbeløbene, således at der på dette område bliver
finansieringsmæssig neutralitet mellem revalidering og
invalidepension.« (Side 209).
I 1985 vedtog folketinget en ændring af finansieringsreglerne på en
del af det sociale område. Et af de hensyn, regeringen og
folketingets flertal ønskede at varetage, var netop
neutralitetshensynet: det forhold, at den besluttende myndighed
bærer samme andel af udgifterne ved alle sammenhængende ydelser og
foranstaltninger, den er ansvarlig for.
I forbindelse med forarbejdet til dette lovforslag drøftedes en
omlægning af reglerne for refusion af udgifterne til
førtidspension. Regeringen ønskede at inddrage kommunerne i
finansieringen af førtidspensionen, men frafaldt senere forslaget.
For forslagsstillerne er det afgørende at komme den praksis til livs,
hvor folk indstilles til pension i stedet for revalidering, ene og
alene fordi det er det billigste for kommunen.
Forslagsstillerne mener, at det enkleste vil være, at staten
finansierer både revalidering og eventuelt førtidspensionering af
handicappede med et hundrede procent, men vi vil ikke på forhånd
afvise en løsning, hvor kommunen f.eks. betaler 25 pct. af
udgifterne.
Nyordningen foreslås iværksat pr. 1. januar 1987, hvor også de
allerede vedtagne ændringer af finansieringsreglerne på det
sociale område træder i kraft.
Forslaget er som antydet langtfra nyt, og vi vil derfor gerne på
forhånd kommentere et par af de kendte indvendinger.
En type indvending tager udgangspunkt i, at indstillingen til
revalidering foregår på kommunalt niveau, mens indstillingen om
førtidspension færdigbehandles af det amtslige revaliderings- og
pensionsnævn. Det er da rigtigt, men vi er langtfra overbeviste
om, at revaliderings- og pensionsnævnene afviser enhver sag, hvor
den pågældende kommune ud fra hensynet til den enkelte burde
iværksætte et revalideringsforløb. Tværtimod fungerer det sådan
over for revaliderings- og pensionsnævnet, at en kommunal
indstilling i sig selv er et argument for pensionstildeling
fremfor revalidering.
En anden type indvending tager udgangspunkt i, at en eventuel
førtidspension er en stabil og kendt ydelse og dermed et sikrere
økonomisk grundlag for den enkelte end en ydelse efter
bistandslovens § 42, der løbende er afhængig af det kommunale
skøn. I forlængelse heraf argumenteres der for, at det centrale må
være at forbedre førtidspensioneredes adgang til revalidering
efter bistandslovens § 42. Et sådant fremskridt vil
forslagsstillerne bestemt ikke vende sig imod, men der er nok tale
om en mere ideel nyordning end den, der er indeholdt i det
foreliggende forslag.