Gelex

1985 BSF 108 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM HANDICAPPEDES DAGPENGERET OG EFTERLØN

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00108@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger arbejdsministeren at fremsætte de nødvendige

lovforslag med ikrafttræden pr. 1. januar 1987 til sikring af, at

1. dagpengeberettigede A-kassemedlemmer, der modtager pension efter

lov om social pension, ligestilles med øvrige A-kassemedlemmer med

hensyn til dagpengerettens varighed, og at

2. A-kassemedlemmer, der modtager invaliditetsydelse, fortsat kan

modtage denne, når de går på efterløn.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Socialministerens redegørelse (november 1985) om forholdene for

personer med handicap har en målsætning om, at hver enkelt

handicappet skal have en tilværelse så nær det normale som muligt.

Dette skal gælde alle områder fra familieliv til beskæftigelse.

Hvis der skal være et indhold i en sådan målsætning, må den konkrete

lovgivning afspejle målsætningen og virke som støtte for den.

Dette er ikke tilfældet med arbejdsløshedslovgivningen, som

snarere hæmmer målsætningen og diskriminerer en gruppe

handicappede. Arbejdsløshedslovgivningen bør derfor bringes i

overensstemmelse med målsætningen.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Ad 1

Nogle handicappede er til trods for deres handicap i stand til at

passe et arbejde på normale løn- og arbejdsvilkår. Disse kan

derfor optages i en A-kasse som deltids/ fuldtidsforsikrede og

opnå dagpengeberettigelse efter gældende regler.

Der skal her skelnes mellem handicappede uden ydelser efter den

sociale pensionslovgivning og handicappede med ydelser efter denne

lovgivning.

Begge grupper kan blive optaget i en A-kasse som nævnt ovenfor. Men

der er forskellige regler for, hvor længe handicappede uden og med

pension efter lov om social pension kan oppebære dagpenge.

Handicappede uden social pension kan oppebære dagpenge efter de

almindelige regler for dagpengenes varighed, dvs. at man hele

tiden skal have haft mindst 26 ugers arbejde inden for de sidste 3

år.

Handicappede med social pension er underlagt særregler.

Arbejdsløshedslovens § 64 (arbejdsdirektoratets cirkulære af 18.

oktober 1984, nr. 3.3134) begrænser nemlig denne gruppes

dagpengeret, idet der højst kan udbetales dagpenge for sammenlagt

78 dage i løbet af 12 måneder i træk. Når dagpengeretten er

opbrugt, skal medlemmet have haft arbejde i mindst 13 uger, før

der igen kan udbetales dagpenge. § 74 i arbejdsløshedslovgivningen

præciserer deltidsforsikrede handicappedes vilkår i så henseende.

Denne gruppe handicappede vil stå i en ekstraordinært svær situation

i tilfælde af arbejdsløshed. Det vil alt andet lige være sværere

for disse mennesker at finde sig et nyt job ikke fordi de ikke

står til rådighed for arbejdsmarkedet, men fordi arbejdsmarkedet

ikke er specielt handicapvenligt og således ikke står til rådighed

for den handicappede i fuldt normalt omfang. Grundene kan være

mange - lige fra arbejdsgivernes frygt for praktiske problemer til

såkaldte raske menneskers udtalte eller uudtalte fordomme over for

handicappede. Og så skal denne gruppe handicappede oven i dette

udsættes for diskriminerende A-kasseregler, der gør livet endnu

mere surt og besværligt.

Men det må ikke komme de handicappede til skade i lovgivningen, at

samfundet hverken på det praktiske eller menneskelige plan er

handicapvenligt, og at der er langt fra smukke teoretiske ord om

ligestilling og integration til arbejdsmarkedets barske

virkelighed med arbejdsgivernes ret til at skalte og valte med

arbejdskraften og udvælge de »stærkeste og bedste«.

Handicappede, der har et arbejde, og som modtager social pension, vil

typisk have et deltidsjob, og de vil netop have fået tildelt

f.eks. den almindelige førtidspension med den begrundelse, at de

jo har en resterhvervsevne. Men hvad enten de arbejder på fuld tid

eller deltid og er fuldtids- henholdsvis deltidsforsikret, har de

jo netop bevist ved dette arbejde og deres optagelse i en

arbejdsløshedskasse samt deres opnåelse af dagpengeret, at de står

til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor bør behandles som

øvrige fuld- eller deltidsforsikrede A-kassemedlemmer.

Varighedsbegrænsningen i dagpengeretten for handicappede, der

modtager social pension, kan kun tolkes på den måde, at lovgiverne

på forhånd sætter spørgsmålstegn ved deres rådighed og gør dem til

2. klasses A-kassemedlemmer. Dette er en fantastisk diskrimination

af denne gruppe handicappede og er med til at gøre dem til en

særlig afart om ikke af menneskeheden så i alle tilfælde af

A-kassemedlemmerne.

Vi mener, at den del af § 64 og § 74, der sætter denne strengere

varighedsbegrænsning på dagpengene, er komplet overflødig.

Såfremt der fra arbejdsformidlingens eller A-kassens side måtte blive

rejst tvivl om et handicappet A-kassemedlems rådighed, og hvad

enten dette medlem modtager pension efter lov om social pension

eller ej, skal A-kassen jo foretage en rådighedsvurdering af

medlemmet ifølge arbejdsløshedslovens § 62, jfr.

arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 182 af 29. april 1982 med

tilhørende vejledning. Ifølge denne bekendtgørelse skal medlemmet

være i stand til at overtage arbejde på de vilkår, som er

almindelige inden for det faglige område, hvor medlemmet

sædvanligt er beskæftiget. Et medlem, der ikke er i stand til at

arbejde inden for sit sædvanlige område er dog også til rådighed,

såfremt A-kassen efter samråd med arbejdsformidlingen skønner, at

medlemmet er i stand til at overtage arbejde inden for andre

faglige områder, og såfremt medlemmet erklærer sig villig til at

søge og overtage arbejde med overflytning til anden A-kasse til

følge.

Nøjagtig den samme rådighedsvurdering skal foretages, hvis der sættes

spørgsmålstegn ved ethvert ikke-handicappet medlems rådighed.

Hvor mange vil dette så dreje sig om?

En person med en mellemste førtidspension har en formodet

restarbejdsevne svarende til et sted mellem 12 og ca. 5 timer om

ugen. Såfremt vurderingen har været rigtig og personen faktisk

udnytter sin restarbejdsevne vil pågældende være uden mulighed for

forbliven i eller optagelse i en A-kasse.

En person med en almindelig helbredsbetinget førtidspension, der har

en formodet restarbejdsevne, der er under halvdelen, men ikke

under en tredjedel, skulle således kunne klare 15-20 timers

arbejde om ugen. Hvis dette skøn er rigtigt og personen udnytter

sin restarbejdsevne, vil der være mulighed for optagelse i en

arbejdsløshedskasse som deltidsforsikret.

Nu er virkeligheden jo ikke altid, som lovgivningen forudsætter. Der

kan sagtens være pensionister i arbejde, der falder uden for de

anførte antagelser. Men den gruppe, der formelt diskrimineres, er

gruppen med almindelig førtidspension som nævnt.

Denne gruppe er imidlertid yderst broget. Den omfatter: a) personer,

der er henvist til at forsørge sig selv, nemlig enlige og gifte

mænd samt enlige kvinder (inkl. kvinder, der er blevet enke eller

separeret eller skilt efter mange år som hjemmearbejdende) og

gifte kvinder, der hidtil har været i fuldtidsbeskæftigelse, samt

gifte kvinder, der efter hidtidig fuldtidsbeskæftigelse er gået på

halv tid på grund af helbredet, b) gifte kvinder, der har været

hjemmearbejdende i mange år, men hvis arbejdsevne i hjemmet er

nedsat til under halvdelen, og c) gifte kvinder, der har været

hjemmearbejdende i mange år, men hvis ægtefælles indtægter ikke

overstiger et beløb svarende til højeste førtidspension, og hvis

arbejdsevne i udearbejde anses for nedsat til omkring en tredjedel

eller mindre, men hvis arbejdsevne i hjemmet ikke er væsentligt

nedsat.

Af disse 3 grupper vil det kun være gruppe a), der reelt er mulige

kandidater til et deltidsjob. En del af dem vil være personer, der

har fået tilkendt pensionen efter det fyldte 60. år, og hvis

arbejdsevne kan være så nedsat, at de ville have fået mellemste

pension, hvis de havde været under 60 år på ansøgningstidspunktet.

De er altså også ude af billedet. Tilbage er der en mindre gruppe.

Det er imidlertid svært at danne sig et reelt billede af

størrelsen af denne. Men det er for så vidt heller ikke det

vigtigste. Diskriminationen er der. Og man kan måske endda sige,

at den er billig at fjerne. Talmæssigt overstiger gruppen næppe en

5.000 personer.

Ad 2

Personer, der modtager invaliditetsydelse, kan efter

arbejdsløshedslovens § 75, stk. 5, modtage efterløn, hvis de

opgiver retten til invaliditetsydelse.

Invaliditetsydelsen er en ydelse, der tildeles handicappede, som

ifølge en lægelig vurdering ville have ret til højeste eller

mellemste førtidspension, men som er afskåret fra denne, fordi

indtægten ved erhvervsarbejde er så stor, at tilkendelse af den

grund er udelukket. Disse personer kan så få tildelt

invaliditetsydelse dels som en kompensation for de særlige

udgifter, der uundgåeligt vil være forbundet med en handicappet

persons tilknytning til arbejdsmarkedet - f.eks. ekstraordinære

udgifter til tranport - dels fordi de pågældende gør en

ekstraordinær indsats for at holde sig i gang.

Efterlønnen giver mulighed for fortsat at arbejde 200 timer om året

og dermed bevare en vis tilknytning til arbejdsmarkedet.

Efterlønsmodtageren, der har frasagt sig invaliditetsydelsen, kan

selvfølgelig også benytte sig af 200 timersreglen. Men han eller

hun mister med tabet af invaliditetsydelsen »skulderklappet« for

en ekstraordinær indsats for at holde sig i gang, ligesom de

ekstraordinære udgifter også vil optræde i tilfælde af de 200

timers beskæftigelse.

En hvilken som helst efterlønsmodtager - med eller uden ydelse - kan

i øvrigt søge pension, hvis han eller hun føler sig for dårlig og

syg til at arbejde.

Men den tidligere ydelsesmodtager bliver i så tilfælde snydt. Medens

han eller hun har ydelsen, kan de søge den konverteret til en

pension og få den konverteret til mellemste pension, selv om

vedkommende på tidspunktet er over 60 år og ikke opfylder

betingelserne for højeste pension. Den efterlønsmodtager, der har

modtaget invaliditetsydelse, men har frasagt sig denne, kan som

regel kun få en almindelig førtidspension, hvis han skulle

beslutte sig for at gå på pension, idet arbejdsevnen jo skal være

helt ophævet, for at en person over 60 år kan få tilkendt

mellemste pension.

Vi har ikke fremsat et lovforslag om at fjerne §§ 64 og 74 helt. Vi

ønsker § 64 forenklet på en sådan måde, at hvis en

fuldtidsforsikret person på understøttelse søger pension,

suspenderes understøttelsen, og der udbetales forskud på

pensionen, indtil sagen er afgjort - ligesom ved efterløn. Det

samme skal gælde for den parallelle del af § 74. Det vil med andre

ord sige, at det reelle område for § 64 bliver personer, der går

fra understøtelse som fuldtidsforsikrede til pension uden

supplerende arbejde eller med så lidt arbejde, at de ikke kan være

A-kassemedlem.

Versioner

  1. 1988-05-21