Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19851BA00119@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til snarest at fremsætte forslag til

en ambulancelov. Lovforslaget skal fastsætte mindstekrav til

ambulancetjenestens udstyr, personalets uddannelse og

alarmsystemet, svarende til hvad der gælder på brandvæsenets

område. Endvidere skal det indeholde mindstekrav til det lokale

beredskab.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Efter beslutningsforslaget skal der fastsættes mindstekrav til

ambulancetjenestens udstyr, ambulancepersonalets uddannelse,

alarmsystemet og det lokale beredskab. Baggrunden er, at Danmark

til forskel fra en lang række af de lande, som vi ellers

sammenligner os med, ikke stiller krav til ambulanceberedskabet,

som vi gør til en række andre beredskaber. Det er

forslagsstillernes opfattelse, at sådanne mindstekrav vil kunne

forbedre det samlede hospitalsvæsen og være med til at redde

menneskeliv.

Forslagsstillerne ønsker ikke med beslutningsforslaget at

karakterisere det danske ambulancesystem som dårligt i absolut

forstand. En sådan diskussion er ganske irrelevant. Mere afgørende

er det, at det danske ambulancesystem kan gøres bedre gennem bedre

uddannelse af ambulancepersonalet, bedre udstyr i ambulancerne

samt forbedring af alarmsystemer og beredskab. Der kan opnås

resultater gennem en integration af ambulancevæsenet i

hospitalssystemet, og der vil ske en bedre udnyttelse af de store

hospitalsinvesteringer, hvis patienterne, der indbringes, er i en

bedre tilstand ved ankomsten til hospitalerne. Ambulancesystemet

er på sin vis i en stadig kamp med tiden. For at vinde denne kamp,

må det være så godt rustet som muligt.

Eller som overlæge Andreas Skuldberg udtaler til bladet »Brandmanden«

(1985): »Ambulancetjenesten er efter min mening en integreret del

af hele vor omsorg for mennesker, som skal indlægges på hospital.

Der er tale om en kæde, som ikke er stærkere end det svageste led.

Og derfor må ambulancepersonalet efter min mening være lige så

godt uddannet som dem, der skal tage sig af patienterne på et

senere tidspunkt.«

Ganske vist er hospitalsvæsenet og ambulancesystemet primært

sygehuskommunernes anliggende. Men dette bør efter

forslagsstillernes mening ikke afholde folketinget fra at stille

mindstekrav til denne helt vitale del af det samlede

behandlingssystem, idet ambulancesystemet stort set er den eneste

del af systemet, der ikke stilles krav til. En lovgivning om

mindstekrav til den lokale service vil ikke være nogen undtagelse,

men er snarere reglen i den lovgivning, som kommunerne forvalter.

Efter forslagsstillernes opfattelse skal sygehuskommunerne dog

have mulighed for efter lokal beslutning og prioritering at

forbedre ambulancesystemet yderligere, hvis de måtte ønske det.

Det skal endvidere understreges, at spørgsmålet om ambulancernes

kvalitet og udstyr er diskussionen om privatisering eller ej helt

uvedkommende. De forøgede krav, der skal stilles til ambulancerne,

kan imødekommes af såvel et offentligt ejet ambulancevæsen som et

privat ejet ambulancevæsen (f.eks. Falcks Redningskorps A/ S). I

sidstnævnte tilfælde er det blot et spørgsmål om at forhandle sig

frem til en anden aftale, hvorefter Falck skal opfylde de øgede

krav efter en ny aftales ordlyd og en ny forhandling om prisen.

Forslaget skal derfor ikke opfattes som et indlæg i debatten om

Falcks gode eller dårlige sider. Forslagsstillerne finder det dog

naturligt, at der uundgåeligt må være en vis interesse for Falck,

som udfører langt den største del af ambulancetjenesten i Danmark.

Forslagsstillernes principielle holdning til regeringens målsætning

om privatisering er også dette forslag uvedkommende. Forslaget

handler udelukkende om lovgivningen og kvaliteten.

1. Hurtig indsats er afgørende

Det er i mange situationer af uvurderlig betydning, at behandling af

syge og tilskadekomne kan sættes i værk straks efter, at en

ambulance er nået frem til patienten, idet selv ganske små

marginaler kan være afgørende for, om en syg eller tilskadekommen

person overlever. Betydningen af en hurtig indsats er helt

afgørende f.eks. ved trafikulykker og hjertestop, idet patienten i

løbet af ganske få minutter er uden mulighed for fuldstændig

helbredelse og efter en halv snes minutter er helt uden mulighed

for overlevelse. Hvis ambulancesystemet udelukkende anvendes som

transportsystem, opnås der ikke en optimal udnyttelse af

investeringerne i det øvrige sundhedssystem. Systemets sårbarhed

illustreres f.eks. af følgende tabel, der viser chancerne for

hospitalsudskrivning i live efter hjertestop:

Hjælp efter Chance for udskrivning i live 0- 1 min. 61 pct. 1- 5 min. 17 pct. 5-10 min. 9 pct. mere end 10 min. 1 pct.

De patienter, som får hjælp efter 5-10 minutter, vil dog, såfremt de

udskrives i live, oftest være institutionspatienter resten af

deres liv. (Tallene bygger på overlæge Andreas Skuldbergs

erfaringer fra Ullevål Sykehus i Norge).

Tabellen viser, at en patient med hjertestop skal have hjælp inden 5

minutter, hvis der blot skal være en vis mulighed for en heldig

behandling. Kun mennesker, der opholder sig inden for ca. 2

minutters køretid fra et hospital, vil have denne mulighed, fordi

ambulancen både skal køre begge veje og bruge tid ved alarmen og

igen på ulykkesstedet. Hvis behandlingen imidlertid kan

påbegyndes, i det øjeblik ambulancen når frem, er radius for et

heldigt udfald fordoblet. Men dette kræver, at ambulancen

integreres i det samlede sundhedssystem, og at den udstyres og

bemandes, så det er muligt at begynde hjælpen på skadesstedet.

Ambulancerne skal så at sige være hospitalernes forlængede arm.

Hver lille marginal kan være af betydning for et heldigt udfald af

behandlingen.

Det nuværende ambulancesystem lever ikke op til disse krav, hverken

hvad angår ambulancernes udstyr, alarmcentralerne eller

beredskabet. Om Falck-redderne har indenrigsministeren den 28. maj

1985 oplyst til folketingets kommunaludvalg (vedrørende

beslutningsforslag nr. B 30, folketingsåret 1984-85, bilag 3,

spørgsmål 3 og 5), at der i forbindelse med ansættelsen ud over

kørekort kræves en god fysik og et godt helbred, alder mellem 21

og 28 år, at værnepligten er aftjent ved forsvaret eller

civilforsvaret, og at straffeattesten er blank.

I besvarelsen, der ifølge ministeren har været forelagt Falcks

Redningskorps A/ S, hedder det videre:

»Den praktiske oplæring foregår på stationerne og påbegyndes omgående

efter ansættelsen, hvor redderne efter nærmere retningslinjer

deltager i hospitalsuddannelse m.m., hvilket er en forudsætning

for at bestride arbejdet. Desuden findes en række kurser på

landtransportskolen, brandskolen m.v., hvortil redderne sendes på

korpsets foranledning.

Uddannelsesforløbet vil typisk være sådan, at nyansatte Falck-reddere

det første års tid alene er beskæftiget med bugseringsopgaver og

almindelig sygetransport. Efter at have gennemgået ambulancekursus

I . . . vil redderen sammen med en ældre, erfaren kollega kunne

blive sat til at varetage samtlige opgaver, som Falcks

Redningskorps A/ S udfører.«

En oversigt over standardudstyret i de ca. 600 ambulancer under

Falcks Redningskorps A/ S, som blev udarbejdet af korpset efter

anmodning fra folketingets kommunaludvalg (spørgsmål 5, bilag 3,

vedrørende beslutningsforslag nr. B 30, folketingsåret 1984-85)

viser, at der ikke som f.eks. under det norske ambulanceprojekt i

Akershus medbringes medicin (bl.a. pethidin, diazepam, adrenalin,

glucose, natriumhydrogenkarbonat) og defibrillator. Endvidere er

der i det norske ambulanceprojekt plads til to personer.

2 a. Ambulancefolkenes uddannelse

Falcks uddannelse af ambulancefolk består af følgende elementer:

1. Efter 0-3 måneders ansættelse: Lokalkursus I.

Et introduktionskursus, hvori er indeholdt elementær førstehjælp samt

en demonstration af udvendig hjertemassage. Endvidere kendskab til

ambulancen og dens udstyr.

2. Efter 0-12 måneders ansættelse: Hospitalspraktik.

Såfremt det er muligt, deltager redderen 3 formiddage i ventilering

på det lokale sygehus' narkoseafdeling.

3. Efter 3-12 måneders ansættelse: Ambulancekursus I.

Undervisningen omfatter:

Indledning 2 timer Færdselslære 2 timer Arbejdsfysiologi 4 timer Patienttransport 10 timer Materiellære 5 timer Hygiejne og desinfektion 4 timer Pludselige sygdomme 6 timer Fødsel 4 timer Udvendig hjertemassage 12 timer Udvidet førstehjælp 26 timer Praktisk prøve 3 timer Afslutning 2 timer ---------- I alt 80 timer ----------

4. Efter 3-12 måneders ansættelse: Lokaluddannelse.

Praktisk oplæring på stationen i liggende sygekørsel, normalt ikke

som 3. mand, og derefter deltagelse i ambulancekørsel, hvor den

erfarne mand i givet fald vil være i bårerummet.

5. Efter 24-48 måneders ansættelse: Ambulancekursus II.

Undervisningen omfatter:

Indledning 2 timer Materiellære 3 timer Fødsel 2 timer Pludselige sygdomme 3 timer Anatomi 5 timer Udvendig hjertemassage 4 timer Katastrofeførstehjælp 8 timer Ulykkesdisponering 10 timer El-lære 8 timer Skadestedspraktik 10 timer Flyulykker 5 timer Sporbevaring 4 timer Elevatorer og rullende trapper 4 timer Sikring af patienter ved nedfiring 2 timer Frigørelse af fastklemte personer 2 timer Udrykningskørsel 2 timer Prøver 4 timer Afslutning 2 timer -------- I alt 80 timer --------

Den samlede uddannelse for en ambulanceredder ved Falck består

således af i alt 160 timer plus nogle formiddage. Ud fra en

betragtning om ambulancesystemet som en del af det samlede

sundhedsvæsen er ambulanceredderne hermed den klart dårligst

uddannede del.

Dertil kommer, at der til enhver tid findes ambulancereddere, som

endnu ikke har været gennem denne sparsomme uddannelse. Inden for

den kommunale del af ambulancetjenesten, f.eks. i Københavns

kommune, findes dog ambulancepersonel med en grundigere uddannelse

(bl.a. 3 ugers hospitalspraktik og løbende ajourføring).

Nødvendigheden af en grundig uddannelse af ambulancepersonalet

understreges af, at det ofte er først på skades- eller

ulykkesstedet og derfor skal danne sig et overblik over

situationen og tilskadekomnes tilstand; men i praksis skal det

tillige foretage en grovdiagnostisering undervejs til hospitalet,

så patienten straks kan komme under den rigtige behandling. Også i

denne fase kan hvert minut være kostbart. Den entusiasme og gode

vilje, som ambulancepersonalet uden tvivl er i besiddelse af, er

efter forslagsstillernes opfattelse utilstrækkelig til at løse

opgaven optimalt, når uddannelsen er så sparsom, som tilfældet er.

Som et led i uddannelsen forestiller forslagsstillerne sig bl.a., at

der sker en udbygning af samarbejdet mellem personalet i

ambulancerne og personalet på hospitalerne. Det kan f.eks. ske på

den måde, at ambulancefolkene som et led i deres uddannelse indgår

i en række arbejdprocesser på hospitalerne.

2 b. Udstyr, alarmsystem og beredskab

Som nævnt går beslutningsforslaget ud på at fastlægge minimumskrav

til såvel materiel som udstyr, og forslagsstillerne mener tillige,

at disse minimumskrav skal ligge højere end det nuværende niveau.

Den del af beslutningsforslaget, som bestemmer beredskabet, skal

tage hensyn til faktorer som afstande, industrier i området,

anvendelse af farlige stoffer samt befolkningstæthed. Eventuelt

kan der i kravene til beredskabet indgå tidsfaktorer, f.eks. den

tid, der må gå, fra en alarm indløber, til et udrykningskøretøj

afsendes.

Med hensyn til alarmsystemerne er det forslagsstillernes tanke, at

der må sikres den bedst mulige klarhed og entydighed i de enkelte

meldinger. Det vil sige, at personalet på alarmcentralerne må

uddannes i en interviewteknik, som sikrer, at der på kortest mulig

tid indhentes så nøjagtige oplysninger som muligt, og at disse i

kort og præcis form videregives til ambulancepersonalet. Det skal

endvidere sikres, at der gives underretning til andre relevante

myndigheder, og endelig må alarmcentralen have det fornødne

overblik til at sikre, at den nærmeste ambulance afsendes til

ulykkes- eller skadestedet.

2 c. Hjerteambulancer

Forslagsstillerne ønsker i denne forbindelse at henlede

opmærksomheden på den konklusion, som underudvalget under

sundhedsstyrelsens planlægnings- og visitationsudvalg vedrørende

hjerteambulancers behandlingsmæssige værdi nåede frem til i sin

redegørelse af 7. januar 1985 om ambulanceservice til patienter

med akutte hjertelidelser.

Uafhængigt af nærværende forslags ordlyd ønsker forslagsstillerne at

anbefale, at denne konklusion følges:

» . . . Udvalget (finder), at de væsentligste forbedringer af

behandlingen af patienter, der får hjertestop uden for sygehus,

herunder under ambulancetransport til sygehuset, kan opnås ved at

udstyre alle akutambulancer med defibrillatorer og uddanne

ambulancepersonalet til at diagnosticere tilstanden

ventrikelflimren og behandle den med defibrillering samt ved i

udstrakt omfang at lære befolkningen at yde effektiv førstehjælp.

Dette betyder samtidig, at udvalget ikke finder, at hjerteambulancer

i den form, de i dag kendes i danske forsøgsordninger, bør

indføres generelt.

Udvalget foreslår:

1. At alle akutambulancer udstyres med defibrillator med

EKG-registrering.

2. At alt ambulancepersonale gives et 20 timers kursus i

diagnosticering af ventrikelflimren og behandling med

defibrillering.

3. At vedligeholdelse af denne uddannelse sikres ved årlige

repetitionskurser,

samt at dette suppleres med:

4. At der oprettes et stort antal kurser for lægfolk, omhandlende

bl.a. symptomer på akut hjertelidelse, kriterier for hjertestop og

oplæring i primær hjertestopbehandling med hjertemassage og

kunstig ventilation.

5. At information af befolkningen om akutte hjertelidelser og om

kursustilbuddene intensiveres, således at patienter med akut

opståede hjertetilfælde kan blive tidligere indlagt.«

Forslagsstillerne har derimod ikke taget stilling til, hvorvidt og i

givet fald i hvilket omfang egentligt medicinsk personale bør

medtages i ambulancerne. Dette vil være afhængigt af lokale

forhold, men nogle steder vil man givetvis med fordel kunne

medtage medicinsk personale i ambulancerne. Af denne grund er det

særlig vigtigt, at alarmcentralerne sikrer sig selv og andre

relevante dele af sygehusvæsenet den bedst mulige underretning om,

hvad den enkelte udrykning drejer sig om.

3. Udenlandske erfaringer

Gennem de seneste årtier har der i en række andre lande fundet en

udvikling sted, hvor ambulancesystemet har ændret karakter fra at

være et transportsystem til at være et egentligt led i

sygehusvæsenet.

I Oslo kom den første lægebemandede ambulance i 1967, og i 1971 kom

der forskrifter for ambulanceudstyret. Trods disse forbedringer

var det svage punkt imidlertid, at bedømmelsen af patienternes

tilstand skulle foretages telefonisk, og derfor blev der i 1975

oprettet en skole for ambulancepersonel, hvis formål var

uddannelse i:

1. Klinisk bedømmelse af patienten.

2. Interviewteknik.

3. Kendetegn ved en medtagen patient.

4. Kendskab til tilstanden »livløshed«.

5. Indikationer for intubering.

I 1980 inddrog man brug af medikamenter i ambulancefolkenes

uddannelse, og i 1983 begyndte man at lære dem at defibrillere.

Den teoretiske undervisning omfatter nu 322 timer og den praktiske

35 uger. Efter 2 år holdes endvidere et opfølgningskursus. I

Akershus er uddannelsen blevet forøget med især akut medicin og

akut kirurgi.

Under OLA-systemet i Goeteborg startede man i 1981 med

specialambulancer, efter at undersøgelser i perioden 1973-78 havde

vist gode resultater med påbegyndt behandling af patienter

allerede i hjemmet. I den forbindelse lærte de første reddere at

sætte drop, intubere og defibrillere.

Uddannelsen består nu af 7 ugers grundkursus, 5 års ambulance- og

brandtjeneste og 20 ugers modificeret sygehushjælperkursus samt

100 timers ekstrauddannelse. Den retter sig også imod personalet

på alarmcentralen, som gennem bedre uddannelse, bedre oplysninger

og mere systematisk udspørgen sættes i stand til at sende den

optimale hjælp med det samme, og dermed påvirkes også de små

marginaler i positiv retning. Overlæge Stig Holmberg fra Goeteborg

oplyste på en ambulancekonference, arrangeret på rigshospitalet af

Selskabet for Primær Skadebehandling den 15. marts 1985, at man

skønner at redde 20 menneskeliv pr. år med den nuværende udbygning

af OLA-systemet og 60 menneskeliv pr. år, når det er fuldt

udbygget.

I Soedra Halland var ambulancerne indtil 1979 udstyret på linje med

de danske, og ambulancepersonalet havde kun 7 ugers uddannelse.

Fra 1979 begyndte man imidlertid en intensiv intern uddannelse i

et aktuelt emne, og ambulancemateriellet blev systematisk

gennemgået. Dette førte til indkøb af supplerende udstyr, bl.a

laryngoskop til intubation, en lille ambulancerespirator,

specielle skinner til behandling af patienter med benbrud (hvorved

man kan fiksere arme eller ben - hvilket betyder færre smerter og

mindre risiko for komplikationer) og en speciel båre til

anvendelse ved trafikulykker, hvor patienter frygtes at have fået

en skade i ryggen. Med denne båre kan patienten fikseres, så han

lettere kan løftes og transporteres uden risiko for komplikationer

i form af lammelser, blødninger osv. Endelig blev ambulancerne

udstyret med Entonox og lidt efter lidt også med infusionsvæske og

med mulighed for at behandle patienter i chok intravenøst.

Ambulancepersonalet lærte at intubere, at lægge drop, at fiksere

frakturer og at give Entonox. Ifølge overlæge Erling Skole har der

ikke i de seneste 4-5 år været tilfælde af fejlbehandling.

Ambulancepersonalets uddannelse er forøget med 6 måneder på en

sygehjælperskole, uddannelse i hjertesygdomme med tolkning af EKG,

og endelig er der indført en kortfattet ambulancejournal, hvor

bedømmelsen af tilstanden og beskrivelse af behandlingen under

transporten indføres sammen med en kortfattet anamnese. Journalen

betyder, at der hurtigere kan iværksættes behandling ved ankomsten

til hospitalet.

Overlæge Erling Skole har over for indenrigsministeriet (den 10.

april 1985) givet følgende bedømmelse af erfaringerne:

»Det aer det mest ekonomiska foer samhaellet, då ambulanssjukvårdarne

ju i alla fall skall finnas och man på detta saett får

behandlingen spridd till ett stort antal ambulanser och inte

enbart enstaka ambulanser daer laekare eller sjukskoeterska

medfoeljer. Ambulanssjukvårdarna skall via radio eller

telefonkontakt tillsammans med laekaren insaetta behandlingen på

en patient med en mer eller mindre livshotande sjukdom. Systemet

aer taett knutet til sjukhuset daer laekaren kan kontrollera alle

insatser. Den medicinska behandlingen aer under många år

vaelproevad och den samma som patienten sannolikt får insatt på

akutintaget, dock insaetts den nu mycket tidigare vilket i vissa

situationer kan vara livsraeddande.«

Såvel norske som svenske læger med tilknytning til disse projekter

udtaler samstemmende, at de redder menneskeliv med en hurtigere og

mere indgribende behandling, idet selv ganske små tidsgevinster

forrykker overlevelsesmulighederne og helbredelsesmulighederne i

positiv retning. De samme bedømmelser er givet af en række danske

læger, bl.a. 1. reservelæge Diemer i »Natredaktionen« den 20.

november 1984, overlæge Hans Gøtze på føromtalte

ambulancekonference og overlæge Erling Skole, der har ledet

projektet i Soedra Halland. Overlæge Skole, der er dansk, har

tilknytning til Laenssjukhuset i Halmstad.

De samme læger henviser også til USA som foregangsland for en

udvikling i retning af bedre ambulancer, bedre uddannet

ambulancepersonale, hurtigere og mere intensiv behandling

(Paramedical System) i tilknytning til de enkelte hospitaler, idet

ambulancerne fungerer som hospitalernes forlængede arm. Efter et

ophold i Danmark udtalte professor Thomas D. Kravis fra San Diego

i dagbladet Politiken den 12. november 1984:

»Jeg er rystet over forholdene her. I San Diego har vi sammenarbejdet

ambulance- og hospitalssystemet . . . Vi har hele tiden ved siden

af det almindelige beredskab, der er ligesom her, et fuldt

beredskab af paramedicinere, som er ambulancefolk, der har fået

mindst et års medicinsk uddannelse. De kan behandle folk på

stedet, hvis det skal gå hurtigt.«

Beslutningsforslag om en ambulancelov har tidligere været fremsat i

folketinget i folketingsåret 1983-84, 1. samling (B 58). Se

Folketingstidende 1983-84, 1. samling, forhandlingerne sp. 3705 og

tillæg A sp. 2411. Dette forslag genfremsattes i folketingsåret

1984-85 (B 30). Se Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp.

1051 og 2548 samt tillæg A sp. 1009.

Som bilag er optrykt en artikel fra fagbladet »Brandmanden«, april

1985, med titlen »To danske læger bag udvikling af svensk lens

ambulancevæsen«.

Bilag

Artikel fra »Brandmanden«, april 1985

To danske læger bag udvikling af svensk

lens ambulancevæsen

Samtlige ambulancefolk i Hallands Laen i Sverige må efteruddannes til

at intubere, sætte nål, lægge drop, give smertestillende entonox

og defibrillere, men de må ikke give medicin. Overlæge Erling

Skole, Halmstad: - Allerede nu kan man se, at patienterne kommer

ind i betydeligt bedre tilstand, og det er jo det bedste argument

overfor tvivlende læger.

Af Teddy Koch, journalist

Selv om det er 339 år siden, at Danmark måtte afstå Halland til

Sverige, så har danskerne ikke helt mistet indflydelse i denne

næsten 5.000 kvadratkilometer store bid af det sydvest-svenske

landskab.

Før 1645 flød blodet, når danskerne og svenskerne mødtes. I dag mødes

man, i hvert fald i Hallands Laen, for at få standset

blødningerne, før det er for sent. Den danske del af »man« hedder

først og fremmest Erling Skole. Trefjerdedel af tiden overlæge på

Halmstad sygehus, og resten af tiden overlæge for ambulancerne i

Halland Laens (svarende til et dansk amt) sydlige del.

Titlen af overlæge for ambulancerne er ret ny, men det var også først

i 1983, at man i den nye svenske sygehuslov slog fast, at

ambulancerne fremover er en del af sygehusvæsenet.

Men i 1983 var det fire år siden, at Erling Skole besøgte USA for at

følge de amerikanske para-medicinere. Det vil sige ambulancefolk

med en et-årig halvmedicinsk uddannelse, der gør dem i stand til

at behandle patienten på stedet. Behandlingen sker efter instruks

fra en læge eller en sygeplejerske via ambulancens direkte

radiokontakt til hospitalet. Det system besluttede Erling Skole at

slå et slag for hjemme i Halland. Og han fik så megen genklang hos

amtspolitikerne, at de uden at tøve bevilgede seks millioner

svenske kroner til et halvt års efteruddannelse til samtlige 100

ambulancefolk i Halland. Desuden blev der bevilget fire millioner

sv.kr. til indkøb af nyt udstyr til de daværende ambulancer. Og

når de udskiftes, bliver det med store Mercedes 309 fem-cylindrede

diesel turbo ambulancer.

Antallet af reddede menneskeliv og de sparede udgifter på det øvrige

hospitals- og socialbudget i USA var overbevisende argumenter nok

for politikerne her i Halland, fortæller Erling Skole.

Anderledes hårdere har den danske overlæge i Halmstad skullet kæmpe

for at få den svenske socialstyrelse (svarende til den danske

sundhedsstyrelse) til at give projektet det blå stempel:

Når ambulancefolkene er efteruddannet, kan de intubere, sætte nål,

lægge drop, give entonox (en smertestillende blanding af ilt og

lattergas), defibrillere, og desuden give visse former for medicin

til hjerte- og sukkersygepatienter.

Da jeg kom hjem fra USA, kontaktede jeg socialstyrelsen for at høre,

hvad vi måtte uddanne ambulancefolkene til. Men på det tidspunkt

vidste styrelsen overhovedet ikke, hvordan den skulle forholde

sig. For dengang fungerede ambulancetjenesten stort set stadig som

et transportvæsen, der enten blev drevet af brandvæsenerne eller

lokale private vognmænd.

Selv om jeg er utålmodig, så er socialstyrelsen nu kommet i gang. Og

de har givet lov til, at ambulancefolkene her i Halland må lave

alt det, de er efteruddannet til. De har dog endnu ikke fået lov

til at give medicin, og det skyldes, at den svenske lov så først

skal laves om. Det er noget, styrelsen for øjeblikket overvejer,

siger overlæge Erling Skole.

To ugers uddannelse

Da ambulancemand Harald Hansson for 23 år siden for første gang

rykkede ud med Hyltebruks ambulance, skete det i egenskab af at

være tankpasser på den lokale benzintank:

Den gang fik vi to ugers uddannelse på sygehuset, ellers intet. Det

var ren og skær transport, vi lavede med ambulancerne, fortæller

Harald Hansson.

Den lokale taxivognmand har også stået for ambulancedriften her i

byen, og i 1975 overtog jeg sammen med tre andre ambulancen. På

det tidspunkt var uddannelsen kommet op på syv uger, og ambulancen

blev placeret ved siden af sygehuset, så vi kunne tage lægen med,

hvis vi skønnede det nødvendigt.

I dag sidder Harald Hansson sammen med sin yngre kollega, Åke Bogren,

i de magelige lænestole i Hyltebruks nye ambulancestation til 1,8

millioner svenske kroner.

Hallands Laen overtog i 1979 definitivt ambulancedriften også i Hylte

kommune, hvor Hyltebruk ligger.

Akutambulancerne og sygetransporten blev adskilt. Siddende

sygetransport varetages af de lokale taxier, mens liggende

sygetransport i Hylte kommune ordnes af sygetransportambulancerne

fra Hallands provinshovedstad, Halmstad. Den eneste undtagelse er

de liggende transporter i selve Hyltebruk by, hvor patienten kun

skal transporteres op på byens eget lazaretsygehus. Det varetages

fortsat af akutambulancen.

Men ellers er Harald og Åke samt de fire andre, der indgår i det

faste døgnvagtskema, kun til tjeneste for akutkørsler eller

akutoverflytninger fra Hylte kommunes tre små sygehuse til

centralsygehuset i Halmstad.

Vi dækker et område på 70 gange 40 kilometer med 11.000 indbyggere.

Det kan godt give nogle køreafstande, især hvis det er så

alvorligt, at patienten efter en foreløbig behandling på et af de

lokale sygehuse skal overføres til Halmstad.

Men så har vi den ordning, at der kører en ambulance fra Halmstad ind

i Hylte og dækker beredskabet, mens vi er optaget, fortæller Åke

Bogren.

Konservative læger

Et af de største problemer for ambulancefolkene i Hylte ved

omstillingen fra at være transportfolk til at være paramedicinere

er på 14 centimeter.

Det har især givet vores kvindelige kolleger problemer, at de nye

store Mercedes-ambulancer er 14 centimeter højere. Det betyder

faktisk meget, når man skal løfte båren op, fortæller Harald

Hansson. Men der har ikke været nogen større problemer ved

omstillingen. Det er klart, at der hviler et langt større ansvar

på os. Vi kan nu kræves til ansvar på samme måde som læger og

sygeplejersker. Så det vil ikke være rart at komme ind på

sygehuset med en patient og få at vide, at man har begået en fejl.

Derfor er det fantastisk vigtigt med den direkte radiokontakt, der er

etableret mellem ambulance og sygehus, så man kan konferere med

lægen om for eksempel, hvor meget ilt man skal give en patient.

I hele omstillingsfasen har vi fået en vældig støtte fra Erling

Skole. Han har godt styr på tingene, siger Harald Hansson.

Og overlæge Erling Skole sover også godt om natten, fortæller han til

Brandmanden:

Da jeg som første trin uddannede ambulancefolkene i at intubere, var

der mange af de ældre konservative læger, der spurgte mig, hvordan

jeg dog kunne sove trygt om natten.

Men hverken intuberingen eller min nattesøvn har der været problemer

med. Jeg vil tro, at ambulancefolkene i Hallands Laen siden har

foretaget henved 300 intuberinger uden så meget som en eneste

fejl.

Og i dag er intuberingen accepteret af alle læger som en selvfølge i

ambulancefolkenes arbejde. På samme måde ser det ud til at gå med

de øvrige ting, ambulancefolkene er blevet uddannet til. Og sådan

vil det også gå med defibrilleringen.

Vi har nu to defibrillatorer, og vi står netop og skal købe to til.

Det er meningen, at førsteambulancerne på alle laenets seks

ambulancestationer skal udstyres med defibrillatorer.

Uddannelsen af ambulancefolkene til paramedicinere har også mødt

modstand fra nogle yngre læger og sygeplejersker. De har følt sig

truet af arbejdsløshed og mener derfor, at det er dem, der skal

køre med nogle specialambulancer som OLA-ambulancen i Goeteborg.

Men jeg er ikke i tvivl om, at det er ambulancefolkene, der skal

uddannes. Hvis man i et område kun har en læge, så tager det

længere tid, før hjælpen når frem, da den jo skal dække et større

område.

Ambulancefolk uddannet som paramedicinere, der via radiokontakten til

sygehuset får de nødvendige råd, er vejen frem. Men det er endnu

for tidligt at sige noget om, hvor mange der er blevet reddet her

i Halland, så længe vi ikke har færdigopbygget systemet.

Allerede nu kan man imidlertid klart se, at patienterne kommer ind i

betydelig bedre stand, og det er jo det bedste argument over for

tvivlende læger.

Paramedicinerne er ikke kun en fordel i områder med store afstande.

Faktisk er der større gevinster at hente i storbyerne. For

eksempel er der enighed om, at man dør ved flimmerventrikel efter

fem minutter. Kan man derfor nå frem og støde inden fem minutter,

så er overlevelseschancerne gode, siger Erling Skole.

I et landdistrikt

En af de læger, der ikke tvivler på nødvendigheden af at gøre

ambulancerne til en del af hospitalssystemet, er distriktslæge

Hannes Hansen på Hyltebruks Sygehus:

Da jeg kom hertil for ti år siden, var holdningen til for eksempel en

hjertestoppatient: »Nå ja, hun dør, der er ikke noget at stille

op«.

Og det var der heller ikke med det udstyr, den uddannelse og den

holdning, man havde til det dengang. Her på skadestuen havde man

ikke engang en defibrillator eller andet nødvendigt akutudstyr.

Men jeg kunne altså ikke acceptere det udgangspunkt, så nu er det

vendt om til et »Selvfølgelig klarer hun den«. Den holdning har

også udmøntet sig i, at vi nu har fået det nødvendige udstyr her

på skadestuen. Så klarer hun den virkelig og skal ikke straffes

med døden, bare fordi hun bor i et tyndt befolket område.

Den samme udvikling er der sket på ambulanceområdet. Men

videreuddannelsen af ambulancefolkene er ikke en erstatning for,

at lægen kører med i ambulancen herude.

For ved alvorlige ulykker, hvor der er brug for flere ambulancer, går

der selvfølgelig nogen tid, før hjælpen når frem fra

nabostationerne. I den tid gør tre mand større gavn end to, siger

distriktslæge Hannes Hansen, der i øvrigt også er dansker.

Versioner

1. 1988-05-21